Islam er en brand

Islam er ild

Amil Imani

Den islamiske ild der får sit brændstof ved de enorme olieindtægter raser i visse regioner af verden, ulmer i andre og er klar til at antændes i endnu andre dele af verden. Det er bydende nødvendigt for verdens frie folk at afvise alle illusioner om Islam og slukke dens ild, en gang for alle.

Multikulturalismen, 'lad os se hvordan det går,' er et bedrag hos godhjertede naive mennesker. Islam så opdelt som det er, er en monokultur der ikke indgår kompromiser; en rå kultur, af et primitivt folke overdraget af Muhammad for 1400 år siden.

De fleste religioner har som hensigt at dæmpe det mennesker frygter. De er med grundlag i de ting som man naturligt frygter, hvoraf mange er ufornuftige...men dog alligevel helt naturligt at frygte. For eksempel; mange praksis i hedenske religioner fokuserer på årstidernes skiften og deres indflydelse på høsten. Hvorfor? Fordi hvis høsten er ringe, ville hele befolkningen kunne dø, eller blive svækket til et punkt, hvor en nabostamme kunne dræbe resten af dem. Selvom de misforstod de videnskabelige forudsætninger for vejret skabte de helt naturlige (dog ufornuftige) religiøse troslærer om vejret og høsten. I denne forstand var den psykologisk nyttig og uundgåeligt knyttet sammen med de naturlige forhold.

Men nogle religioner oprettedes ved frygten for ting som ikke eksisterer....som religionen selv opfandt for at skabe og indgyde frygt, og derpå på kunstig vis anvende denne for at skabe et politisk regime. Islams politiske natur går udover den personlige åndelighed og bliver en undertrykkelseskult. Dette er et bedrag. Dette er ondt. Dette er Islam.

 

Islam indfører i al væsentlighed den ide at kristne, jøder og hedninger er vederstyggeligheder og krænker Allah, og at selve deres eksistens repræsenterer et angreb på den selvdefinerede islamiske ret til at herske over verden.

Allah byder så de muslimske troende til at udslette ved magt, de som krænker ham og ved ikke at tro på ham,og dermed hindrer hans styre. Sande muslimske troende bliver derfor krigere, lejmordere og lejesoldater for deres Gud for at etablere et globalt Kalifat for deres parasitiske gejstlighed. Deres mål er de kunstigt skabte modstandere. Troende instrueres til at frygte "Den Store Satan," og får at vide, at hvis de ikke lever op til Allahs opfordring til Jihad, da krænker de selv Allah og de krænker deres familier. Det er "enten er du med mig eller du er imod mig" strategien. 

Sæt det i modsætning til, lad os sige hvad kristne frygter. Kristne frygter også det at krænke Gud, fordi de tror at Gud vil bedømme deres liv når deres menneskelige kroppe dør. Derfor kan deres frygt reduceres ved en personlig levevis efter Bibelens lære.

Som en politisk religion skaber Islam således kunstig frygt for anderledes grupper, og derpå elimineres den frygt gennem krig og tvang. Islam glæder Allah med brutalitet og Jihad. Islam forsøger at opstille et politisk regime for at gennemtvinge sine hensigter. Når en sådan politisk doktrin erklærer at "modstand er nytteløs," henviser den til korporlig styrke ved mennesker.

Personlige religioner anerkender den naturlige frygt, og benytter så lys, visdom og evnen til menneskelighed til at eliminere den gemmen en positiv åndelig opøvelse. Andre religioner opmuntrer til frivillig, åndelig personlig imødekommenhed. Den eneste "tvang" i en religion med grundlag i den personlige åndelighed er overdragelsen af den naturlige ide om en sjæl og om dom. Hvis man tror på sådanne ting, kan man ændre og angre, måske af frygt. Hvis du ikke gør det beskylder du den prædikende for at være en svindler... men et bedrag er noget påviseligt, ikke en mening, og den som ikke har en personlig tro kan ikke bevise sin holdning, derfor er bedrag ikke i spil som en medspiller i den personlige åndelighed. Når en personlig religion erklærer at "modstand er nytteløs" henviser den til den åndelige kraft fra Gud.

Dette er som forskellen på dag og nat, mellem godt og ondt. Islam tror på Islams styre. Kalifatet for Sunni, og Imamatet for Shia. Således repræsenterer alle andre former for regering Satans værktøj og de vantros værktøj. Derfor skal alle og enhver af de ikke-islamiske regeringssystemer lutres ved den islamiske ild.

Islam er og har altid været politisk i form af Imamater, Kalifatet eller gennem proxy, hvor Islam, gennem religiøse ledere kontrollede staten. Saudiarabien for eksempel har endog ikke en forfatning. Koranen er forfatningen. Landet har en konge. Alligevel er kongen den højeste håndhæver af lovede dikteret af Islam.

 

Islam er således så radikal at selv udtrykket "radikal" ikke præcist beskriver dens sande karakter. Grundlæggeren af Islam, Muhammad, opførte sig til det ekstreme når han kunne. Fra begyndelsen, i Mekka, blandt hans stamme Quraish, blev han latterliggjort som en skør Profet. De almindelige indbyggere i Mekka hånede ham som man plejede at behandle de mentalt forstyrrede. Hvad gjorde Muhammad? Han personificerede sig som mildheden selv. Han fandt sig i de ekstreme nedværdigelser, kæmpede ikke imod og udholdt lidelserne.

Tiden var på Muhammads side. Der gik ikke lang tid, så havde han fået tilhængere, nogle af dem mænd med magt og indflydelse, såsom Umar, Uthman og Abu Bakr. Så svingede pendulet. Den længe lidende "milde" blev en tyrannisk hævner. Han beordrede alle afguderne i Mekka ødelagt, undtagen der blev kaldt Allah. Alligevel udvalgte han det samme navn for en ikke legemlig guddom der havde udnævnt ham som sin budbringer. Muhammad, Allahs Budbringer, begyndte systematisk af udslette folk han anså som sine plageånder og fjender - jøderne i Medina, blandt andre.

Koranen er gennemsyret af sort og hvidt, rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Mænd der ikke konverterede til Islam blev benævnt vantro og slagtet; deres kvinder og børn blev ført bort sammen med deres ejendele som krigsejendom. Den var enten på Islams måde eller dødens. Denne radikalisme er i fuld aktion i dag.

I et andet islamisk land, Iran, hvor mullaherne styrer, er forfatningen i store træk med baggrund i Koranen. Mange love kommer fra Sharia. Moskeen er Staten og ingen anden konkurrerende ideologi er tilladt. Men at lade religion gifte sig med regeringen er som at oplagre brændstof sammen med eksplosiver. I frie demokratier, er regeringer ansvarlige over for folket og tjener folkets interesser. I et islamisk teokrati, er regeringerne kun ansvarlige overfor Allah, og folket skal være regeringens tjenere. Man kan se resultatet af islamisk totalitært, eller delvist totalitært styre i 54, sådan cirka, lande der står blandt de højstplacerede i verden på en liste over elendighed.

Ville det ikke være vidunderligt om Iran smed sit undertrykkende teokratiske styre på porten og etablerede en regering "for folket," med plads til alle trosretninger? Iran kunne være en magtfuld nation og en fredelig nation, et eksempel for resten af den uudviklede verden på, hvordan man kan få fremgang uden islamisk politik. Imidlertid er vejen til frihed fuld af farer. Intet så værdifuldt som frihed kan nemlig opnås let. Men den er værd at arbejde for.

Jeg ønsker frihed i Iran, da jeg er en dedikeret anti-islamist og antikommunist. Jeg opfatter kommunismen, som et udtryk for en materialistisk naturalistisk filosofi der er æstetisk, repræsenterende et menneskelig ønske om at dominere såvel natur som mennesket.

Det er slavementaliteten der giver kraft til Islam..."underkastelse," hvorved mennesket underlægger sig andre mennesker for at skabe et undertrykkelsens og hadets kongedømme på jorden. Ateismen, materialismen og Islam synes at være i modsætning til hinanden, men når man skræller deres falske finér af, ser man at målene er de samme. Fascisme er fascisme.

Vi lever i et samfund, der 'tilbeder' "eksperter" og specialister. Imidlertid har vort forvrængede samfund af "eksperter" fortsat med at svigte os. Næsten intet af det de har fortalt os har vist sig  være sandt. Jeg er således revisionist, idet jeg tror at meget af det vi tror er sandt faktisk er gennemgående forkert. Jeg tror også på godt og ondt, en holdning der er sørgelig fraværende i vor nihilistiske tid. Jeg mener ikke Satan er mere end metafor end Gud.

 

Islam er teokrati, gejstlighedens styre. Totalitarismen går fra top til bund i et strengt hierarki med Allah i toppen, til hans Profet, til Kalifferne eller Imamerne, til de almindelige præster nede i kommandorækken. Ingen får lov til at stille spørgsmål eller afprøve ordet og handlingerne hos autoriteterne. Islam og demokrati er derfor i bund og grund uforsonligt. I nogle islamiske cirkler taler muslimer om islamisk Demokrati - to begreber i direkte modsætning.

Jihadisterne er Allahs hær. Brugen af vold som et politisk instrument har været og fortsætter med at være central for Islam. Muslimer fører krig efter særdeles rabide militaristiske ideer man tror fuld og fast på, og som er meget udbredt. Uanset hvilken side er dræbes er Islam sejrherren, "Du dræber dem, du kommer i Paradiset; du bliver dræbt du kommer i Paradiset," er to eksempler på tilskyndelse til jihadisme og krig.

Essensen er at vi skal eliminere noget misinformation og nogle myter om "krig mod terror":

1.    Vi kæmper ikke mod terrorisme. Vi er involveret i en ideologisk kamp mellem frihed, konservatisme, demokrati, individuelle rettigheder, kapitalisme, "Kristen" etik og Islamofascisme, kommunisme-socialisme, teokrati og tyranni. Der er også internationalistiske, diktatoriske, globalistiske kræfter, der søger at benytte konflikten til at skabe en international regering og en forening af alle religioner ved at ødelægge nationalismen, patriotismen, de indivudelle rettigheder og det sekteriske.

2.    Det er ikke "fanatisk," "radikal," eller "ekstrem" Islam vi kæmper imod, men den normale ortodokse, kanoniske, typiske, accepterede traditionelle Islam fra Muhammads mund. Islam er vold i forhold til dens mission nog skrift. De såkaldte fanatikere er de som holder fast ved sandheden i deres principper. Der er de som ikke åbenlyst beskæftiger sig med terrorisme eller krigsførelse, men støtter det, eller arbejder på andre måder for at sprede Islam ved magt eller bedrag.

3.    Islam er ond, ved enhver accepteret definition af det ord, og skal ses som sådan af alle rationelle ikke-islamister. Der er ikke noget der hedder "fred" i Islam, undtagen den fred der kommer efter en succesrig krig mod vantro.

4.   Islam kan arbejde ved brutal magt og i den udstrækning de troende vil gå for at fuldføre den. Dens teologi og praksis gør den uomgængeligt ond og farlig for hele menneskeheden. Den har allerede spredt og inficeret verden som en kræftknude. Hvordan fjerner man den fuldstændig? Det kan du faktisk ikke...de vil fjerne os først, det er jeg sikker på. Når det sker, vil helvede bryde løs og de fleste friheder vil forsvinde i røgen.

Vi skal begynde at erklære Islam ond, ikke fra et sekterisk perspektiv, men fra et universelt humanistisk. Enhver omfavnelse af Islam som en religion skal afvises, afsløres og hæmmes og bremses af alle mennesker overalt. Ethvert venstreorienteret forsøg på at give hjælp og lindring til denne hadets religion skal fravælges og udstilles ved enhver lejlighed. Ellers kan du godt vænne dig til dit 'radioaktive tøj,' og dit skjulested, en levestandard - og et frihedsniveau på en tiendedel af den du har i dag. 

Advarsel til frie mænd og kvinder: Forbliv en tilskuer for egen risiko. Det er bydende nødvendigt at du tager stilling og gør din del med at afsløre Islams bedrag og at du gør alt hvad du kan for at forhinde den islamiske brand i at fortære vort civiliserede demokratiske system.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-born American citizen and a pro-democracy activist residing in the United States of America. Imani is a columnist, literary translator, novelist and essayist who has been writing and speaking out for the struggling people of his native land, Iran. He maintains a website at www.amilimani.com. Amil Imani is the author of the smashing book Obama Meets Ahmadinejad.