Ellis Washington
Det ville være rart hvis der var en Gud der skabte verden og var en godgørende Forsyner ....en moralsk orden i Universet, og et liv efter døde, men det er en meget slående kendsgerning, at alt dette er nøjagtig det vi er formodet at ønske det skal være....[~ Sigmund Freud (1856-1939)
 *Freud, by Andy Warhol (1980) |
Sigmund Freud, psykoanalysens far, og i stor udstrækning, den moderne psykologi og psykiatri, blev født i Wien sent i det 19. århundrede. På samme tid i Wien, trods byens udprægede anti-semitisme, var den et kulturelt og intellektuelt fristed for jøder.
Freud's biografiskrivere er ikke helt sikker på den begivenhedsrække der førte til hans glødende had og foragt for alle religioner (især jødedommen og Kristendommen), men det vi ved er at i mange af hans vigtigste skriverier - “Tre essays om Teorien om Seksualitet” (1905), “Totem og Tabu” (1913), “Civilisation og Skuffelser” (1930), og den bog jeg vil øve kritik mod i dette essay, “Fremtiden for en Illusion” (1927) - gentog Freud adskillige gange og uden at skamme sig angrebene mod religion som værende intet andet end en kæmpe illusion; psykotiske forvrængninger, som mennesker der anser sig som rationelle, intelligente og videnskabsmindede burde opgive lige med det samme, blive voksne og indrømme “menneskets ubetydelighed og impotens overfor Universet.
Trods hans had til religion og glorificeringen af den seksuelle perversion da må man indrømme at Freud havde mange åbenbarende, gennemtænkte og dybe indsigter i mørket og afgrundene i det bevidste som det ubevidste sind, der i et århundrede har hjulpet videnskabsfolk og psykologer til igen at hjælpe mennesker til at forstå og løse virkelige og mentale følelsesmæssige problemer.
Freud er ikke original i den henseende. Bibelen, uden diskussion det første psykologiske behandlingsmiddel (eller som Biskop Jakes siger, “psykiatri for den fattige) har i årtusinder allerede fortalt os om det groteske i menneskets natur, vor irrationelle tiltrækning af ondskab (synd) i alle dens utallige former, og behovet for en Forsoner til at frelse menneskeheden fra at begå selvmord på sig selv.
“Fremtiden for en Illusion” er et nøgent frontal angreb mod religion som afvises som den rene og skære illusion, tåbelig ønsketænkning hos barnlige sind.
Freuds tanker har deres oprindelse i klassisk filosofi hvis intellektuelle grundlag ligger ret beset i den amoralske politiske ateisme hos Machiavelli, der når deres filosofiske zenit i Nietzsches skriverier. I midlertid udgør Freud en hidtil ukendt forskel ved at præsentere ateismen som ipso facto sandhed.
Ved at afvise tanken om at religion eksisterer, fordi Gud findes og at menneskene derfor har en naturlig tilbøjelighed til at tilbede tænkte Freud at en mere videnskabelig forklaring for religionen var i orden.
Freud præsenterede sine perverse og uvidenskabelige teorier om religionens uvirkelighed i sin bog fra 1923 “Totem og Tabu.” Her fastslog Freuds ‘berømte’ Ødipus Kompleks Teori at kilden til den religiøse kult (oprindelsen til kultur) var mordet og fortæringen af en far af sine sønner. Sønnerne dræbte faren, fordi de naturligvis ønskede at have sex med deres mor og faren var således en rival. I bund og grund en primitiv metode. De troede at ved at æde deres far fik de også hans kræfter og privilegier. I løbet af tiden udviklede dette hellige festmåltid sig til institutionen religion og dens moralforbud mod incest og fadermord.
Værsågod, i Freuds Edens Have er de tre grene på menneskehedens familitræ - incest, fadermord og kannibalisme. Hvor er Freuds historiske bevis, videnskabelige strenghed og substantive psykoanalyse som støtte for disse grovkornede anklager? Der er intet bevis.
Freuds amoralske - alting er i orden filosofi blev opmuntret af Hobbes ateisme og af Rousseau der glorificerede det Primitive Menneske, herunder hele den falske filosofi om menneskets nedarvede primitive natur - særlig Rousseaus ideer der er sammenfattet i hans berømte aforisme: “Vilde er ikke onde, præcis fordi de ikke ved hvad det vil sige at være god.”
Freud troede at han havde demonstreret “de psykiske oprindelser til de religiøse ideer,” i den skrækindjagende ....hjælpeløshed i barndommen (der) er et resultat af behovet for beskyttelse - beskyttelse gennem kærlighed - der blev givet af faren,” og at religiøse ideer derfor er “illusioner, opfyldelser af de ældste, stærkeste og mest påtrængende ønsker hos manneskeheden.”
Freuds løsninger er endog endnu mere gyselige og samvittighedsløse end hans subjektive udfald, som han falskeligt præsenterer som fornuftbetonet, upartisk psykoanalyse i sine bøger.
Det fornuftige at gøre, argumenterer Freud, er at forkaste denne illusion. Bliv voksen, forkast religion og omfavn videnskab. Bliv “areligiøs, i ordets sandeste betydning” og erkend “menneskets ubetydelighed eller impotens i forhold til Universet.”
Man kan ikke undgå at læse Freuds antijudaisme og antkristne kritiske udfald i hans bog “Fremtiden for en Illusion” og så ikke tænke på to ting: For det første, ved at angribe religion på en sådan personlig glødende giftig vis, da mangler Freud al objektiv og videnskabelig troværdig og gør sig selv til et offer for sine egne perverse ideer, nemlig psykologisk fortrængning, hvilket er en psykose og en forsvarsmekanisme opfundet af Freud selv, hvormed man overfører sin egen ondsindede hensigt eller psykopati på sine fjender.
For det andet, skønt megen af Freuds psykoanalyse teorier er blevet erklæret forkerte, uden belæg og usande af moderne videnskab og psykiatrisk litteratur og lærde, så er Freuds maniske ateisme og had til religion, historie, hierarki og moraltraditioner, ikke destomindre blevet helt og aldeles indført af moderne dages venstreorienterede, progressive og socialister i hvis uddannelser ateismen ikke alene er blevet indført i ethvert aspekt i såvel offentlig som privatuddannelsespensum og i akademiet, men man finder også Freuds arv der gennemtrænger amerikansk politik, lovgivning, populærkultur og samfund.
Til eksempel har progressive, Det Demokratiske Parti, præsident Obama og hans administration været nidkære fortalere for at benytte Freuds perverse arv som en måde at nå nye nihilistske endemål. Hvordan ellers skal man kunne forklare de nutidige socialpolitikker, såsom abort når det ønskes, ægteskab mellem personer af samme køn, den homoseksuelle og LGBT revolutionen, den radikale feministbevægelse, støtten til Occupy Wall Streeet demonstrerende og den moderne amorlake tendens til at udsætte vore børn for større og mere ekstreme former for psykopati og psykoseksuel depravitet?
Man må formode at Freud var mentalt skadet, men ikke destomindre var han engageret i mange impuslive perverse handlinger og med nidkærhed fremmede han selvnedværdigende amoralske handlinger på samfundet i den substantive medicinske opdagelses navn og gennem tilsyneladende videnskabelig forskning.
Et hundrede år før Freud ville den franske læge Philippe Pinel måske have diagnosticeret Freud som la folie raisonnante ("sindsyg uden delirium"), i den betydning at han til fulde forstod det irrationelle i sin opførsel men fortsatte trods alt med den.
Mange Tak, Sigmund Freud!
Ellis Washington is a former editor of the Michigan Law Review and law clerk at The Rutherford Institute. He is an instructor at Spring Arbor University, the American College of Education, and the National Paralegal College. Washington is a co-host on "Joshua's Trial, a radio show of Christian conservative thought. He is a graduate of John Marshall Law School and has written extensively on constitutional law, history, politics, philosophy, critical race theory and other subjects. His latest book is "The Nuremberg Trials: Last Tragedy of the Holocaust" (2008) and law review article, "Natural Law Considerations of Juvenile Law" (2010). Visit his website, Ellis Washington Report.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar