torsdag den 9. august 2012

Den eneste sande religion - SPORT!

Amerikas eneste sande religion

Jon N. Hall

"Fortæl gamle Gud, at det sidste menneske du så på jorden var Quantrill”

Amerika er en kristen nation eller nogen ville gerne tro det. Men ligesom i Europa, mister den traditionelle religion sit greb i Amerika, og en erstatningsreligion tager over. Denne nye religion har imidlertid ikke meget med Gud at gøre.

Nu til dags er Amerikas ægte tro “selvets religion.” Som den afdøde digter R.P. Dickey engang observerede “folk går rundt som var de udødelige.” De spankulerer omkring som var de guder. Om færre mennesker fejrer Messe, så fejrer de helt sikkert sig selv.

Hvis de ikke fejrer sig selv, så fejrer de andre dødelige. Vi kalder disse andre dødelige “kendte.” Amerika har faktisk en kultur med ‘kendthed.’ Nogle af vore kendte fejres udelukkende fordi, og for intet andet, end deres kendthed; de er “berømte for at være berømte” og de forekommer ikke at have nogen forsonende karaktertræk. Vi hylder de forkerte kendte. Der har kun været 12 mænd der har betrådt Månen. Dog glemmer vi dem og hylder Eminem og Snoop Dog.

Der en sfære i nutidens Amerika der hylder selvets religion med den mest maniske nidkærhed. Sportens greb om den amerikanske psyke og indbildning er så omfattende, så absolut at for nogle sølle sjæle er det deres eneste sande religion. Hvis fans tilbeder visse atleter, så slutter disse atleter sig til deres tilbedelse, bliver pralende, fremfusende og stoltserende. 
 

I en hyldest til bokseren Joe Frazier ved hans nylige død, skrev Fox News journalisten James Rosen:

“Ved I ikke jeg er Gud?” spottede Muhammad Ali, i den første af de tre episke kampe om sværvægtsmesterskabet mod Joe Frazier der tidligt i 1970’erne. Ali fulgte endog op med følgende ord - Ved - I - ikke - Jeg er - Gud? samtidig med han slog med næverne i luften for hvert ord, for at bevise hans lynhurtige slag. Frazier upåvirket, uden at spotte, uberørt af Ali’s forhånelser og psykologiske spil blev ved med at arbejde sig ind på sin modstander som en rolig, vuggende slagmaskine, og spyttede tilbage gennem sit blodige mundstykke: “Se nu her Gud, nu får du tæsk i aften.”

For at tilpasse sig vor nye religion så har de fleste store aviser i byerne en hel sektion tilegnet sporten. Og hvis noget hænder med en bys hold, såsom et mesterskab, er det ikke alene på nyhedssiderne i sportssektionen, men det er over hele forsiden. Sportsnyhederne dækker scoringer, statistik, rekorder, betragtelige indsatser, handler og fyringer. Der er dækningen af hæderen, såsom Cy Young Award, Americas Cup, og indførelserne i Hall of Fame. Og hvis en lokal sportsgud dør, så kan nyhedsdækningen af det fortsætte længe efter hans slægtninge er kommet over sorgen.

De fleste lokale TV nyhedsmedier tilegner meget af deres halve time om natten til sport. Læg så dertil reklamer og vejrudsigten og der er ikke megen tid til ægte nyheder. Hele kabel/satelit TV kanaler, som ESPN og ESPN Classic er tilegnet sport. Der er endog en kanal tilegnet en enklet sport: The Golf Channel. Ligesom med The Weather Channel, har sporten eksperter, hvor paneler af guruer leverer deres guddommelige mening om hvem der vinder den næste store kamp.

Sportsnyhederne bruger en masse plads på at dække den virkning et hold har på samfundet: Parader efter mesterskaber, optøjer efter mesterskaber, fans der ser kampe på værtshuse, ængstelse over om byens hold flytter til en anden by. Postyret over om Lebron James forlader Cleveland er et bevis på, at sport virkelig er en religion.

En del af sportsnyhederne der bliver mere og mere fremtrædende er opførselen: Våben i garderoberne, banden, forhånelser af dommere, ballade og slagsmål, steroider, snyd, urene tricks, tyverier, krænkelser af veninder, misbrug af hunde, løgne over for Kongressen, utroskab i ægteskabet og så videre. Der var en tid da en sådan opførsel ville blive anset som usportslig. Men det var før atleterne kom ned som Guder og Guder har jo deres egne regler.

Mod denne nedtur kommer så en Tim Tebow, en mand der forekommer velsignet af mirakler af nogle fans så han nærmest er en superstar i direkte kontrast til ‘selvdyrkerne.’ Denne fortaler for gammeldags religion er i skarp kontrast til den professionelle sport som et hele.
 
Sport er en mange-milliard-dollars industri. Derfor er det naturligt at sportsjournalistikken bruger en masse tid på pengeproblemer: Lønninger, bonus, kontrakter, fagforeningskrav, strejker, støtte af varer og fri handel. Golfspilleren Tiger Woods er nu milliardær, den første i nogen professionel sport. Parade magasinet fortæller at hr. Woods indkomst i 2009 var 100 mllioner dollars. Det for at slå til en kugle med en pind. Det er en særdeles god kompensation i en “sport” der ikke kræver at  man bliver forpustet eller kommer til at svede.  

(De sparsomme citater vedrørende “sport” er fordi golf faktisk ikke er en sport. Med spillere som John Daley kan golf være en sport. Man holder af John Daley; han er en rigtig fin fyr, og en kanongod golfspiller. Men atlet er han ikke.)

Ser du, Charlton Heston var en atlet - en naturlig atlet. Chuck havde et klassisk ‘chassis og så endog godt ud i lændeklæde. Da han vandt stridsvognsløbet mod Rom og den store verden i den episke film fra 1959 Ben-Hur, (se denne video: http://www.youtube.com/watch?v=Pwi3xROzpSE) kommenterede Pontius Pilatus ham således:

En kæmpesejr.
Du er folkets sande gud....
....lige for tiden.
Tillad os at tilbede.
Jeg kroner deres Gud.
 

Således er mentaliteten for sportsfans nu til dag; vi har brug for vores guder. Men sport er mere en blot fysiske konkurrencer; de formodes at demonstrere visse ubegribeligheder -- karakter, vilje og nåde under pres. Amerikanske sportsfans ville gøre klogt i at tænke over disse linjer fra Tennysons “Sir Galahad”:

Min styrke er som styrken hos ti,
Fordi mit hjerte er rent.

Hvor mange rene hjerter finder vi i nutidens sport? Og hvis dagens sportsmand har styrken af ti, så er det fordi han slubrer steroider i sig. Vi er ved at gå tilbage til hedenskabets dage, da det var acceptablet af piske sin modstander midt i løbet. Vi har mistet vor årværdighed for de førnævnte ubegribeligheder. I dag er det at vinde det eneste der gælder.

Amerikas verdslige religion har virkelig brug for en Reformation. Udover det har vi brug for at hylde noget andet.

NOTE: Åbningscitatet er fra Quantrill's War: The Life and Times of William Clarke Quantrill, 1837-1865 af Duane Schultz, side 259.  Det andet citat er fra et digt i Acting Immortal af R.P. Dickey (University of Missouri Press, 1970).  Mr. Dickey var en interessant mand, uanset hvad man så mener om hans digtekunst. (her er endnu en sportsartikel fra min side til opklaring).Jon N. Hall is a programmer/analyst from Kansas City.

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/02/americas_one_true_religion.html#ixzz1lUnNJgWt

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails