Kunstens nedtur - eller hvad?

Kunstens nedtur og Vestens kulturs fald fanget i et foto

Zombie

Her forleden dag besøgte jeg The Oakland Museum og mens jeg vandrede gennem værelserne blev jeg præsenteret for dette:





Straks slog en tanke ned i mig: Sådan er det - nedturen og kollapset af Vestens kultur så fuldkomment indkapslet i denne ene scene.
Lad mig forklare.

I forgrunden har vi en marmorskulptur med titlen “Californiens Venus,” i  tidløst neo-klassicistisk stil.

Den blev skabt i 1895 af billedhuggeren Rupert Schmid

I baggrunden, blot få skridt borte har vi dets ledsager, en skulptur med titlen “Lyserød Dame.”

.

I

Den blev skabt i 1965 af kunstneren  Viola Frey.

På blot 80 år, gik skulpturen i Amerika fra at være smuk og udsøgt til grim, plumb og inkompetent.

Jeg ved ikke om kuratorerne der ved Oakland Museum satte disse to stykker op mod hinanden helt bevidst, eller det var tilfældigt, men uanset hvad så fik de opsummeret alt der er gået galt med kunsten i det 20. århundrede.

Stræbe efter skønhed - eller efter det grimme?

Selve kunstens retning ændrede sig radikalt mellem 1885 og 1965. Tilbage ved slutningen af det 19. århundrede var der endnu ingen der betvivlede at kunst var et forsøg på at indfange eller skabe skønhed. Sådan havde det været i årtusinder. Ingen kunne vide, at blot i løbet af nogle få årtier da ville selve filosofien bag kunsten ændre sig fra idealisering mod det abstrakte, derpå til realismen og endelig til det groteske.

I anden halvdel af det 20. århundrede var et nyt paradigme dukket op: Kunsten var nu ikke længere til for at inspirere betragteren, men dens eneste formål var at gøre betragteren skidt tilpas - at “udfordre dit syn på verden” eller “fjerne dig fra din komfortzone.”

Det er ikke kun det at Rupert Schmid var en “bedre kunstner” end Viola Frey; det er at hans hensigt var at skabe noget af evig skønhed. (“Californiens Venus” var oprindeligt en gipsstatue af den smukkeste mest perfekte kvinde i Californien og blev udstillet ved 1893 Colymbia Udstillingen i Chicago; Schmid brugte senere et helt år på at gengive gipsversionen i marmor, således at den kunne bestå for evigt.) Freys mål med “Lyserød Dame” er på den anden ikke at skabe skønhed, men grimhed - og det med vilje.

Der er skrevet bøger om, hvorfor dette katastrofale paradigmeskifte skete i Vestens kultur, derfor vil jeg ikke forvente en masse ordskvalder for at udforske årsagerne til denne forandring i den kulturelle holdning. Det eneste vi har brug for at vide er at det indtraf, og disse to skulpturer er beviset.

Dygtighedens død

En sideeffekt af dette kunstneriske skifte er at det åbende døren til de inkompetente. Lad os blot være ærlige: Rupert Schmid var bare en bedre kunstner end Viola Frey. Selvom de havde arbejdet sammen i den samme tidsperiode og de begge var informeret af de samme kulturelle holdninger, så ville det han skabte altid være bedre, mere overlegent end det hun skabte.

Men ser du, det kunne aldrig være sket fordi hvis nogen som Viola Frey havde skabt “Lyserød Dame” tilbage i 1885 og forsøgt at få den til at være kunst, så ville man have storgrinet af hende der i galleriet. Og hvis nogen som Rupert Schmid havde skabt “Californiens Venus” nu om stunder, så ville man ynkes ham som en patetisk uoriginal tilbageksuer fra den Uoplyste Tidsalder.

Se blot på strukturen af skulpturerne; man kan praktisk talt føle knoglerne og musklerne på “Californiens Venus,” hvilket jo er selvfølgeligt da den blev skabt af en person der kendte til menneskets anatomi og hvordan man ærede og skildrede den. Se nu på “Lyserød Dame”: Globusformet, karikaturlignende, så mærkelig ude af proportioner (bemærk størrelsen på hendes højre hånd f.eks.). Aben hun holder har ingen anatomisk struktur, det er blot en klump ler, med et ansigt. Jeg forstår at Viola Frey forsøgte at skildre noget frastødende og grotesk, men jeg har en kraftig mistanke om at hun ikke ville kunne have skabt noget som “Californiens Venus” selvom hun havde forsøgt (en mistanke der næres af andre eksempler på hendes kunst, der på lignende vis er ‘klodsede.’)

Hvad blev der af modellen til “Californiens Venus”?

Længe efter jeg tog disse fotos erfarede jeg at “Californiens Venus” havde en fascinerende, men tragisk historie knyttet til sig. Som afsløret i denne avisartikel fra 21. oktober 1921 (nu 110 år efter) da mødte kvinden som Schmid valgte som repræsentant for det fuldkomne, en rædselsvækkende skæbne, der kunne været taget direkte fra ugebladene:

Californien Venus lider en frygtelig død

Skudt ned med koldt blod af en glødende elsker der derpå begår selvmord

I en tragedie der er ligeså chokerende som den var uventet sluttede en kvinde, hvis navn blev kendt i denne og andre Stater, livskapitel ved en voldelig handling i aftes i San Franciso, da Marion Nolen, den så berømte “Californiens Venus” blev skudt med klodt blod på vje hjem cirka kl. 18.00 af Edward Marschuts, der i lang tid havde været en glødende beundrer af den ber’ømte skønhed, efter de havde haft et voldsomt skænderi kronede han sin forbrydelse ved at tage sit eget liv.....”

Læs den originale artikel for at få hele beretningen. Kort fortalt blev en teenager Marion Nolan valgt i en konkurrence om at være model til en statue der skulle repræsentere Californien ved 1893 Verdensudstillingen; hun blev efterfølgende kendt, og var efterstræbt som “skuespiller” i levende billeder; hun krydrede sin berømmelse med et ægteskab med en ældre millionær, men forholdet gik itu, og hun flyttede til San Francisco i et forsøg på at blive skuespillerinde. Mens hendes karriere blomstrede, begyndte en besat stalker at genere hende, og til sidst skød han hende (og sig selv) da hun afværgede hans klodsede voldtægtsforsøg.

To statuer i det samme værelse. Rigtig meget at tænke over. Rigtig meget at lære.

http://pjmedia.com/lifestyle/2012/10/31/the-decline-and-fall-of-western-culture-in-one-photo//