fredag den 14. juni 2013

Bibelen som stor litteratur

Bibelen som stor litteratur

        

 Adam Kirsch                                                

I en ny bog udforsker Robert Alter den ‘gæld’ amerikansk litteratur har til King James Bible.                                 
Den græske oversættelse af den hebraiske Bibel blev fuldført i det 3. århundrede før vor tidsregning, under omstændigheder der, ifølge traditionen ganske enkelt var mirakuløse. Kongen af Egypten inviterede 72 jødiske vismænd til at arbejde med oversættelsen, placerede dem på øen Pharos i Alexandrias havn.
.

Hver oversætter arbejdede hver for sig, i fuldstændig isolation; da de så endelig kom ud af denne isolation viste det sig at hver eneste af de 72 havde skabt den samme græske tekst, ord for ord. Denne overensstemmelse gav så Septuaginta - som Den Græske Bibel er kendt som, fra ordet for “halvfjerds” -- med en slags hellig godkendelse, et bevis på guddommelig inspiration der passer til originalen. Philo af Alexandria, den græsk-jødiske filosof henviste til de to versioner som “søstre,” og betragtede dem som lige autoritative.
.

Septuaginta dengang var produktet af en komite. King James Bibelen, der i 400 år har været Bibelens engelske “søster,” blev også skabt af en stor gruppe lærde, og hellige. Den kendsgerning at disse oversættelser ikke har en enkelt forfatter er selve styrken i dem.

En oversættelse skabt ved konsensus, eller enighed, synes ikke at fremkomme fra en enkelt skribents sind, men fra selv sproget egenart.

Da Walter Benjamin i sit essay “The Task of the Translator,” erklærede at oversættelse var en fuldførelsesproces - at en tekst der skal bruges på et andet sprog genvinder en tabt dimension af dens oprindelig betydning - havde han denne form for oversættelse i tanke. Ordet Gud er så eviggyldigt, at intet så stort antal oversættelser kan ‘udmatte’ dets betyding; hver version kan kun se lidt ind i de uendelige dybder af Guds hensigt.

For Robert Alter, den store lærde og kritiker, hvis Bibel oversættelser har været her i det sidste årti, er oversættelsens nødvendighed en meget anderledes proces. Alter arbejder alene, på samme vis som en poet eller romanforfatter, og de versioner han producerer bærer fantasien autoritet, af litteratur, frem for af religion. På en måde er Alters oversættelser - så vidt som han har afsluttet de Fem Mosebøger, Salmerne, Visdomsbøgerne, og nu i Ancient Israel, Josuas Bog, Dommerbogen, Samuels og Kongebøgerne - selve fuldbyrdelsen af hans lange karriere og bestræbelse for at få os til alvorligt at betragte Bibelen som stor litteratur.

I hans øjne er dette ikke en nedgørelse, men snarere en ophøjelse. Kun hvis vi nærmer os Bibelen som et litteraturværk kan vi forstå den fulde intelligens og de finere nuancer i dens historier, mener Alter.

Som han skriver i sin banebrydende bog, The Art of Biblical Narrative: “Når man opdager, hvordan man kan finde det elegante fokus med litteraturens briller, de bibelske fortællinger, der i sig selv er kraftfulde til en begyndelse, og som viser forbløffende fine nuancer og opfindsomhed i detaljerne, og i mange tilfælde et hele som er smukt vævet sammen .....så kan den paradoksale sandhed meget vil være, at ved at lære at nyde de bibelske beretninger mere som historier vil vi også komme til at se meget mere tydeligt hvad de har at fortælle os om Gud, mennesket og de farefulde skelsættende øjeblikke i historiens rige.”
 

I Ancient Israel, har Alter nået den del af Bibelen som har mest at fortælle om historien. Pentateuken begynder i myter og slutter med moralske belæringer; de allermest berømte legender er netop legender, der kun kan accepteres som sande ved  - tro. Adam der spiser frugten, Abraham der ofrer Isak, Moses der deler Det Røde Hav - disse er ikke den slags der kan passe med beviser fra anden side. Begyndende med Josuas Bog bevæger Ancient Israel sig imidlertid ind i en mere genkendelig verden af magtpolitik, hvori hovedbegivenhederne er krige mellem stammer, stater og riger og med intriger blandt konger og der hof.

Hen mod afslutningen af Kongebøgerne, når vi læser om ødelæggelsen af Nordriget i Israel af Assyrerriget, og plyndringen af Jerusalem af den babyloniske konge Nebukadnesar, så har vi at gøre med begivenheder der også dukker op i andre ikke bibelske skrifter og på inskriptioner og dokumenter. På et tidspunkt i denne lange beretning er israelitterne gået fra at være en hellig familie til en politisk enhed, med alle kompromiser og skuffelser der dermed følger.

Hele omdrejningspunktet i Ancient Israel, der gennemsyrer fortællingen fra Josua og hele vejen gennem Kongebøgerne er den vanvittige manglende evne hos israelitter til at være trofaste over for Gud. Da folket krydser Jordanfloden ind i Kanaans land - vandet stopper for at lade dem komme over, som en repetition af Det Røde Hav - bliver de instrueret i at udslette den lokale befolkning og tage landet i besiddelse. Men som Alter viser, i sine nøjagtige og gode noter, så tilbyder teksten budskaber der er i konflikt, om deres succes. På den ene side får vi at vide at israelitterne udførte en folkedrabsudrensning af kanaanæerne, således at der ingen var tilbage til at kæmpe mod dem. Dog blev Josuas Bog skrevet eller redigeret århundreder senere, på et tidspunkt da landet var, sådan set stadig fukd af kanaanæere. Som Alter skriver, “hvis kanaanæerne synes at være fosvundet, så var det ikke for det de blev udryddet, men fordi de blev assimileret af israelitterne.“ Den assimilation forblev delvis: Igen og igen i Ancient Israel læser vi om, hvordan israelitterne også lod sig assimilere af kanaanæernes levevis, de rejste hellige pæle til guderne og tilbad Baal. Forfatterne og de som redigerede Bibelen benytter ofte underfundig taktik til at skjule denne kendsgerning.
                                                                     
18th-century fresco showing the judge Gideon, center. The Wallfahrtskirche in Hafnerberg, Austria. (Wikimedia Commons)

For eksempel så tag beretningen om Gideon i Dommerbogen. Gideon er en ud af en række af dommere - et måske bedre udtryk for ‘høvdinge’ eller ‘krigsherrer’ - der kommer frem for at lede israelitterne mod deres fjender under den lange periode med politisk kaos. Gideon får af en engel at vide, at han skal føre an i israelitternes kamp mod Midjanitterne, og han vinder en mirakuløs sejr.  Dog kan teksten ikke undertrykke, at Gideons rigtige navn er Jerubaal, der helt klart er kanaanæisk. For at forklare navnet beretter Dommerbogen, at det stammer fra en hændelse da Gideon ødelagde et Baal alter, “Hvis (Baal) er Gud strides han med sig selv for hans alter er blevet knust.’ Fra den dag blev han kaldt Jerubaal, hvilket betyder ‘Lad ham strides med sig selv, for hans alter er blevet knust.’” Alters noter påpeger imidlertid at en langt mere sandsynlig oversættelse af navnet er “Baal kæmper (for sine trofaste tilbedere).” Med andre ord, var Gideon, den israelitiske helt sandsynligvis født som Baal tilbeder. Teksten opfinder derfor en etymologi med hans navn for at minimere denne skandales kendsgerning.  

Dommerbogen er fyldt med berømte personer og beretninger - Gideon, Debora, frem for alt Samson, hvis legender Alter sammenligner med Herkules. Således også de senere bøger, 1. og 2. Kongebog, der omfatter rækker af mirakler ved profeterne Elisa og Elias (sammen med lange lister over de skiftende monarker) Men essensen i Ancient Israel kan man finde i historien om David, der optager det meste af Samuels Bog. (Som Alter påpeger, er opdelingen af Samuel og Kongebøgerne en nødvendighed, på grund af den kendsgerning at de var for lange til at kunne være i en standardlængde skriftrulle).

Alter har i årtier tænkt over beretningen om David - nogle af hans overvejelser i “The Art of Biblical Narrative” fra 1981, dukker op igen i teksten og noterne i Ancient Israel - for ham er det en af de helt store i litteraturen. “Beretningen om David,” skriver Alter, “er muligvis den største fortællende repræsentation i antikken om et menneske liv der udvikler sig langtsomt gennem tiden, skabt og ændret ved det politiske livs pres, ved offentlige institutioner, familien, påvirkningerne fra krop og ånd, og det triste kødets forfald.”

Det mest magtfulde øjeblik i hele Davidsfortællingen, foreslår Alter, kommer i 2. Samuelsbog 12, med episoden og resultatet af mødet med Batseba. Historien er velkendt: David ser fra sit hustag Batseba bade, og han optændes af begær efter hende. Han indbyder hende og sover med hende, men da hun bliver gravid, står han med et dilemma: Hvordan skjuler han sin dåd for Urias, Batsebas ægtemand? David beslutter sig så til sidst for at sende Urias i kamp hvor han helt sikker vil blive dræbt, og dermed kan han få Batseba for sig selv.  
 

“Det som David havde gjort var ondt i Herrens øjne,” lader fortælleren os vide, og han kommer til at betale en frygtelig pris: Da Batseba føder en søn, bliver denne syg. David beder straks om helbredelse: ”Da søgte David Gud for barnet, holdt faste og lagde sig om natten på jorden i sæk.” Han er så opslugt af sorg at hans hof er bange for at bringe ham nyheden om at drengen er død. Da de endelig fortæller ham det, er de overraskede over at se David der straks rejser sig: “Da rejste David sig fra jorden, tvættede og salvede sig, tog andre klæder på.” Da de spurgte ind til denne pludselige forandring af sindet svarer David med dette: “Så længe barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er Herren mig nådig, så barnet bliver i live. Men hvorfor skulle jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke til mig!”

Her vurderer Alter at vi kan se David forvandle sig fra en kriger og politiker til et repræsentativt menneske, der taler direkte om ‘sin eksistentielle nøgenhed.’ Som Kong Lear indrømmer, “Jeg er en meget tåbelig elskelig gammel mand,” eller Hamlets “Beredvilligheden er det der gælder,” lykkes det David at komprimere vor erfaring med kærlighed, det at vi skal dø, frygten og resignere i en enkelt sætning.

At læse Bibelen i Alters oversættelse hjælper os til at få bragt sådanne øjeblikke at stor litteratur og menneskekraft i fokus - takket været ikke blot han tydelige og elegante oversættelse, men også de omfattende noter der peger lige præcis på det som sker i tekstens afgørende stunder.

Ancient Israel er en perfekt mulighed for at vende tilbage til disse grundlæggende jødiske beretninger i teksten og betragte dem med friske øjne - og det du finder der kan overraske dig.
                           
Adam Kirsch is a contributing editor for Tablet Magazine and the author of Benjamin Disraeli, a biography in the Nextbook Press Jewish Encounters book series.
                                                                                            
http://www.tabletmag.com/jewish-arts-and-culture/books/134573/robert-alter-ancient-israel?all=1

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails