mandag den 28. april 2014

En hyldet forfatters dystre gerninger for Castro - Garcia Marquez

Gabriel Garcia Marquez: Castro’s Propagandist & sladrehank



Hyldesterne til den Nobelpris vindende forfatter Gabriel Garcia Marquez efter hans død her forleden gør to ting helt officielt:
1.) Selv den største moralske og intellektuelle forskruethed vil foranledige selv ikke den mindste irettesættelse fra de fleste af hans professionelle kolleger og deres relaterede institutioner - så længe denne ‘forskruede’ person har hyret sig ud til kommunister.

2.) De Demokratiske U.S. præsidenters masochisme er uden grænser.

Dermed ikke sagt at mediernes mindeord har set bort fra Garcia Marquez’ politik. De fleste er helt klar over den. Lad os se denne fra The New York Times som eksempel:

Som mange latinamerikanske intellektuelle og kunstnere følte hr. Garcia Marquez sig tvunget til at tale frit om de politiske problemer på hans tid. Han betragtede verden ud fra et venstreorienteret perspektiv, var bitterligt mod General Augusto Pinochet, den højreorienterede diktator i Chile og uden forbehold støttede Marquez Fidel Castro på Cuba. Hr. Castro blev en så nær ven, at hr. Garcia Marquez viste ham udkast fra sine endnu ikke publicerede bøger.

Læg mærke til ordet “diktator” her foroven. Men med hvem forbinder New York Times det ord? Pinochet, selvfølgelig. Kan Fidel Castro kvalificere sig som diktator? Det siger New York Times intet om.

“Mr. García Márquez’s relationer til Mr. Castro bekymrede nogle intellektuelle og nogle menneskerettighedfortalere,”fortsætter NY Times.

Susan Sontag skrev i 1980’erne, “For mig er det skandaløst, at en forfatter med en så enormt talent er talsmand for en regering der har sat flere mennesker i fængsel (i forhold til befolkningstallet) end nogen anden regering i verden.” .....Han knyttede kritikken til det han kaldte amerikanernes ‘nærmest pronografiske besættelse af Castro.’ Men han blev derpå følsom nok over for problemet til at blive fortaler for de fængslede cubansk dissidenter.”

Fakta er, i modsætning til det The New York Times hvidvaskningen hævder så var det Garcia Marquez’ “indblanding” der først og fremmest foranledigede at nogle af de dissidenter blev fængslet og tortureret af hans ven Castro. 
 cas

Lad os tale lige ud af posen. Lad os sige det som det er: Samtidig med hans årtier lange pro-bono propaganda tjenester for Castroismen, var han også en frivillig sladrehank for Castro’s KGB oplærte hemmelige politi.  

Nu vil jeg overlade scenen til en der er intimt bekendt med problemet: Armando Valladares, der selv led i 22 år i et torturbefængt fængsel hos Castro og som senere blev udnævnt af Ronald Reagan som U.S. ambassadør til FN’s Menneskerettiighedskommission:

“For mange år siden blev Garcia Marquez en informant for Castro’s hemmelige politi,” således indledes en nylig afsløring af Mr. Valladares.

På den tid tilbage i Havana, Cuba, lykkedes det dissidenten og menneskerettighedsaktivisten, Ricardo Bofill, med hjælp af dengang journalist for Reuters Collin McSevengy, at komme ind på et hotel i Havana, hvor Garcia Marquez havde fået nogle drinks. I et roligt hjørne, med absolut diskretion, gav Bofill Garcia Marquez nogle dokumenter der havde med adskillige cubanske kunstnere at gøre. Nogle få uger senere arresterede Castros politi Ricardo Bofill - og der på bordet, lige ved siden af Castros efterretningsagent - var de selvsamme dokumenter Bofill havde givet Garcia Marquez.

Bofill, en fredelig menneskerettighedsaktivist, inspireret af Gandhi og Martin Luther King Jr., kom til at lide 12 års fængsel hos Castro - takket været Gabriel Garcia afsløringerne under overskriften:

“García Márquez['s] afsløringer førte til fængslingen af utallige cubanske forfattere og kunstnere.

Alt dette er belejligt blevet “glemt” af de fleste medier i de sidste uger.

Men nok fra min side. Lad os istedet høre fra nogle af de mennesker der har været meget tættere på. Lad os høre fra de cubanske forfattere der led i Castro’s KGB designede fængselskældre og torturkamre, mens Gabriel Garcia Marques bidrog med sin litterære indflydelse og magt til at glorificere deres torturbøddel.

Afdøde Reynaldo Arenas selvbiografi Before Night Falls var på The New York Times‘ liste over de 10 bedste bøger i 1993. I 2000 blev bogen til en film med Javier Bardem, Johnny Depp og Sean Penn. I 70’erne blev Arenas fængslet og tortureret af Castros politi på grund af hans oprørske skriverier og bøsselivsstil. Han undslap endelig på en skrøbelig båd fra havnebyen Mariel i 1980.
.
Her er hans opfattelse af Gabriel Garcia Marquez fra 1982:

“Det er på høje tid for alle de intellektuelle i den fri verden (resten eksisterer ikke) at stå op imod denne skrupelløse propagandist for totalitarismen. Jeg spekulerer på hvorfor disse intellektuelle apologeter for de kommunistiske paradis ikke selv bor der? Eller er det fordi de foretrækker at samle penge ind her og der, mens de nyder komforten og Vesten garantier? Faktisk boede Garcia Marquez af og til på Cuba, i et tyvstjålent palæ som Castro gav ham, hvor han muntrede sig med purunge piger, og kørte frem og tilbage til Havana i en (stjålen) Mercedes - igen en gave fra Castro.”

Her er eksilcubaneren, forfatter Roberto Luque Escalona, der kortvarigt var en Amnesty International samvittighedsfange som slap ud af Cuba i 1992:
http://2.bp.blogspot.com/--eHyNjI-4a0/UXc42zoM4lI/AAAAAAAABtA/NyvpwVPHfsM/s1600/reinaldo+arenas.jpg

“Kun en femstjernet slyngel ville lade sit litterære berømmelse være tjener for en sag så ond og skadelig som Castrotyranniet. Simpel frivolitet kan umuligt retfærdiggøre en omfavnelse så lang og stærk som den Garcia Marquez gav nogen der smadrede en nation, myrdede tusinder, fængslede og torturerede titusinder, lod en nation blive splittet og ødelagde resten.”

Lad os så nu høre fra nogle, hvis skæbne tillader et mere nuanceret syn på Gabriel Garcia Marquez end Arenas og Luque Escalona: Bill Clinton og Barack Obama.

“Jeg havde engang det privilegium at møde ham i Mexico,” er præsident Obama citeret for i Politico her forleden, “hvor han gav mig et signeret eksemplar som jeg er meget glad for. Som en stolt colombianer, en repræsentant og stemme for et Americas folk, og som en mester af “magisk realisme” genren har han inspireret så mange andre....Jeg sender mine varme tanker til hans familie og venner, som jeg håber vil finde trøst i den kendsgerning af Gabos’ værker vil leve videre i generationer.”

Jeg blev ked af at høre om  Gabriel García Márquez død,” sørgede Bill Clinton. Han fortsatte:

“Fra det tidspunkt jeg læste “100 års ensomhed” for mere end 40 år siden har jeg været forbløffet over hans utrolige forestillingsevne, tankens klarhed og følelsesmæssige ærlighed. Jeg fik den ære at blive hans ven og at kende hans store hjerte og brillante sind i mere end 20 år.”

I et interview med Frankrigs Le Monde i 1981, bemærkede Garcia Marquez, at “problemet med at besøge mænd som Fidel Castro er at man ender med at holde for meget af dem.” Nogle få år tidligere havde han betegnet de desperate vietnamesiske bådflygtninge som “krigsforbrydere,” “Yankee-lakajer” og det der er værre.

Garcia Marquez delte hele Fidel Castro’s had til USA, en passion der bidrog meget til deres lange og varme venskab. Når man tager dette fanatiske had mod den nation der valgte dem skulle man virkelig tro - især i betragtning af budgettet hos Det Hvide Hus’ taleskrivere - at disse U.S. præsidenten kunne finde på en måde at udtrykke deres beundring for Garcia Marques uden så megen omfavnelse af denne foragtelige kunstner.

http://www.frontpagemag.com/2014/humberto-fontova/gabriel-garcia-marquez-castro-propagandist-police-snitch/

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails