lørdag den 13. september 2014

Halshugningens historie

Halshugningens historie

               
Michael Leeden           
                                                   
Halshugning er ikke så sjældent eller så “middelalderligt” som mange kommentatorer tilsyneladende tror.

Min yndlings italienske avis il Foglio (Rom) havde fornylig en fremragende oversigt over den praksis. Hvis du kan læse italiensk så gå i gang. Hvis ikke så følger her nogle hovedpunkter der kan være nyttige for en person i moderne tid der forsøger at forstå, hvad der foregår, krydret med nogle af mine tanker om dette uhyggelige emne.

Halshugning var en almindelig metode til at eksekvere en dødsstraf over det meste af Europa indtil for ikke så mange år siden. Franskmændene, som det nyeste eksempel, holdt op med metoden over for dømte mordere i 1981, da Francois Mitterand sløjfede selve dødsstraffen. Den franske metode Guillotinen - var berømt, og blev oprettet under Revolutionen i 1792, og bredte sig derfra vidt omkring.        
                   
Guillotinering -opkaldt efter sin designer, Joseph Guillotin - var en mere human metode at henrette på, end hængning eller halshugning ved et sværd. De to sidstnævnte metoder kunne være underlagt tekniske fejl, (galgen knækkede ikke altid ofrets hals, og dermed forlængende pinen i adskillige minutter, og “bøddelsværdet” - med en skarp kant i Asien og Afrika, men en sløv i Europa klarede ikke altid arbejdet med et sving.)
Caravaggio, "Giuditta taglia la testa a Oloferne",
               
Guillotinen fungerede så at sige altid. Den fungerede så godt at den erstattede de tidligere metoder, og blev benyttet til at henrette kriminelle fra alle sociale klasser, fra konger til tiggere.
Fodnote:  Guillotin var ikke opfinderen; den ære tilfalder en anden franskmand Antoine Louis, der selvfølgelig ønskede at indretningen skulle kaldes “Louisette.”

En ekstra fodnote: I løbet af sin “karriere” - fjernede “enken” mellem 15-25000 hoveder.

Endnu en fodnote: Den berømteste mislykkede henrettelse var af den franske kongen Louis XVI. Han blev ikke straks slået ihjel - han led forfærdeligt, til pøblens fryd.

Nu tilbage til begyndelsen: Den første systematiske praksis med halshugning var i Egypten på faraonernes tid, fra det 4. årtusind til det 4. århundrede f.v.t. Det kejserlige Rom overtog praksis og anvendte den overfor godkendte borgere (slaver og tyve blev korsfæstet).

I dag er det eneste land (heri ikke medreget Islamisk Stat) der halshugger som en offciel henrettelsesmetode - Saudi Arabien (imidlertid hævder nogle NGO’ere at den stadig bruges i dele af Afrika og Asien). Terrorister halshugger deres ofre regelmæssigt ligesom Mexicos narkokarteller. Næsten alle stater der halshugger bruger sværd (den nuværende brug af knive, der tager længere tid kombinerer således tortur med henrettelse).

Den berømteste bøddel var italiener, Giovanni Battista Bugatti, der arbejdede for Paven. Han var bøddel for 516 personer, og havde en detaljeret optegnelse over hver henrettelse. Han blev ved til han var 85 (pension i 1864). Han havde et dagligt job ved siden af, lakering af paraplyer, i et lille værksted nær Peterskirken.

Første offer: Tyven Nicholas Pellettier, 25. april 1792. Sidst kendte nutidige offer: En morder i Tunis henrettet den 10. september 1977. Henrettelsen fandt sted i en gård uden tilskuere.

Udover den franske monark og hans hustru Marie Antoinette er de meste berømte ofre for halshugning Kong Charles 1 af England (1649 i Tower of London) og Dracula, der blev halshugget i kamp mod tyrkerne. “Hans hoved blev ført til Sultanen som et sejrstrofæ.”

Desværre kender vi alt for godt til sådanne trofæer.

http://pjmedia.com/michaelledeen/2014/09/04/chopping-off-heads/?singlepage=true&repeat=w3tc

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails