lørdag den 1. november 2014

Spøgelser - hvad er det for noget?

Spøgelser - hvad er det for noget?

Susan D. Harris


“Det du virkelig skal frygte er det som går på to ben.” Sådan undervist mine forældre os børn når vi blev forskrækkede eller så en gyser, spøgelsesfilm på TV. Det var ganske klogt at få banket ind i et barn i tilfælde af at barnet på dummeste vis forvekslede et indbrud om natten med et spøgelsesfænomen. Senere i livet, har jeg imidlertid beskæftiget mig med at få styr på mysterierne i den ukendte verden.

Jeg arbejdede i et gammelt hus der var blevet lavet om til kontorer. Det var en klar, solfyldt sommerdag, og jeg var alene i bygningen. Jeg havde netop åbnet to pakker med papir, den ene til kopimaskinen og den anden skulle ligge på hylden. Da jeg så absolut ikke er ubekendt med kopimaskiner, og kopipapir, lod jeg papiret løsne fra hinanden så de ikke skulle sidde sammen, og give årsag til stop i kopimaskinen. Lige i det øjeblik jeg lægger den anden bunke papir på hylden, gjorde bunken det engang til af sig selv, ligesom jeg netop havde gjort. Jeg bad øjeblikkeligt om beskyttelse. Når man står over for noget uforklarligt vender man sig til den højeste magt. I dette tilfælde en kristen bøn.  

Jeg var forvirret. Hvordan kunne en hel bunke papir dog lave det nummer? Jeg vendte mig og lagde mærke til at vinduet ikke var åben. Der var ingen luftcirkulation, alt var roligt. Jeg forsøgte igen med papirbunken, men der skete intet. Der var ingen logisk forklaring. Jeg gik i gang med arbejdet, følte mig dum da jeg af og til gik ind på det andet kontor for at holde øje med papiret, som om jeg kunne fange det i flugten. Dog var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle fortælle det til mine kolleger.

Den næste uforklarlige hændelse skete igen da jeg var alene. Der arbejdede cirka et dusin mennesker i bygningen, og alle var ude til et møde. Jeg havde jo selv set dem gå ud af døren, og derfor var jeg noget overrasket over at høre folk tale og gå op af trappen. Det var noget larmende, og jeg spekulerede på, om de ville kunne nå mødet. Jeg gik ned for enden af trappen og råbte “Hallo, hvem er deroppe? I ved da godt at mødet begynder om et kvarter, ikke sandt?” Tavshed. Jeg kaldte igen. Intet skete. Jeg gik forsigtigt op af trappen, lettere forvirret, men ikke bange. Forestillingen om, at der var nogen deroppe var slet ikke faldet mig ind. Der var så heller ingen.
Jeg stod i forhallen og så hen mod et kontor hvor jeg havde hørt noget falde på gulvet. Lettet over at vide at Jack var derinde, tænkte jeg han måtte have tabt et ringbind. Jeg kaldte “Jack?” Intet svar. Han høje kontorstol stod med ryggen til mig ved vinduet. Da jeg gik derhen, var det som en scene med Norman Bates mor i Psycho. Jeg drejede stolen, den var tom.

Senere på dage fortalte jeg sådan helt tilfældigt min mor at jeg mente at den bygning jeg arbejdede i var hjemsøgt. Hun lyttede. Jeg fortalte hende om fodtrinnene ... og om papirkurven.

Under mit skrivebord var en affaldsbeholder med et låg. Låget sprang så kraftigt op af sig selv at jeg nær var faldet ned af stolen. Det var som om nogen lavede gæk med mig. Det var irriterende, men jeg lærte at ignorere det. Da toilettet skyllede ud med fuld kraft af sig selv lige efter jeg havde benyttet det, stod jeg blot der og stirrede. Det er sådan vi mennesker gør - stirrer på det vi ikke forstår. Hunde gør i det mindste.

En af de mærkværdigste hændelser var at betragte, hvordan lyset slukkede og tændte af sig selv, som om nogen synes det var vældigt underholdende.  

Endelig så var der en respekteret medarberder der rejste sig og erklærede over for enhver der ville lytte at stedet var hjemsøgt. For demografisk interesserede - så var han politisk konservativ, protestant og levede meget kontrolleret med mad og drikke. Jeg var forbløffet. Han beskrev mange af de samme ting jeg havde oplevet: Tydelige fodtrin, klapren af skodder; stønnelyde i forkontoret, og der var ingen. Han var en fornuftig mand der nu altså fremkom med irrationelle påstande.

Jeg følte mig lettet. Senere indrømmede endnu en kollega - en liberal og from Katolik - at have hørt en helvedes larm i bygningen når han var der alene efter kl. 17.00. Begge mænd kunne bekræfte det.

Jeg stod nu med det mulige sprøgsmål der kunne ændre mit liv. Hvad er årsagen til de såkaldte paranormale aktiviteter og hvordan passede det med mit kristne livssyn?

En ting har jeg lært. Lad være med at samtale om dette emne, men nogen der aldrig har oplevet det som almindeligvis omtales som et “spøgelse.” Det er som at forsøge at overbevise en ateist om at der er en Gud. Indtil man kan bevise det ubeviselige er det nytteløst.

“Hvad tror du på?” sprugte jeg mig selv. “Jeg tror på Gud og Satan, dæmoner og engle, godt og ondt” svarede jeg. Jeg er imidlertid skeptisk over for at alt det “paranormale” skyldes dæmoners eller engles aktivitet.

Jeg tror på at ondskab kan eksistere i strukturer, bygninger eller i visse områder. Jeg tror på styrende magter som de beskrives i Bibelen. Da jeg købte vores hus for mange år siden, stod vores familie sammen, hånd i hånd, de første dag og indviede huset til jesus. Jeg synes at være det naturligste at gøre, og jeg forestiller mig at enhver der tror på det onde ville gøre det samme.  

En frisk undersøgelse viser at næsten 45% af amerikanerne tror på spøgelser “eller at de dødes ånder kan komme tilbage til visse steder og visse situationer.” Jeg har kæmpet med spøgelser -- eller snarere forestillingen om dem. I sidste ende besluttede jeg, at når jeg mente det var på sin plads med en bøn, så ville Gud beskytte og lindre. Min største ‘åbenbaring’ var at acceptere at Shakespeare havde ret:

Der er mere mellem himmel og jord, end jeg kan forstille mig. Jeg vidste at det vigtigste var ikke at blive som besat af sådanne ting eller ophøje dem over Gud.

For eksempel ville jeg ikke helt bevidst søge samtale med de døde - en praksis der er forbudt både i jødeommen og kristendommen. Det er Guds domæne. Jeg har absolut ingen grund til at tro at det som vi almindeligvis kalder “spøgelser” er afdødes ånder. Jeg ved blot at alt vil blive klarlagt når jeg har forladt dette dødelige hylster.

De overnaturlige forstyrrelser hos min tidligere arbejdsgiver svækkede ikke min tro, snarere styrkede den. Mens jeg går gennem dette liv for at møde min Gud, har jeg intet imod at leve med den viden, at der er ting der er for store til jeg kan fatte dem. Jeg har det helt fint med det. Når man kender tryllekunsterens trick, hvordan han udfører dem, er showet ødelagt. Jeg ville være skuffet over en Gud der ikke havde et par overraskelser i ærmet.

Denne verden er så fuld af brydsomme og bekymrende realiteter. Måske er det kun godt at have nogle få æteriske gåder der kan møde en for at minde os om at vi ikke har alle svarene, og at vi, trods alt, blot er vandringsmænd på vej til et andet land.

Susan D. Harris can be reached at http://susandharris.com/


http://americanthinker.com/2014/10/grappling_with_the_unseen_ghosts.html#ixzz3HniCSvxY

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails