lørdag den 31. januar 2015

Sådan skal det siges - Ungarn om indvandring

Sådan skal det siges



“Vi kan ikke lade adskillige hundreder millioner sultende afrikanere komme ind. Europa er overbefolket. Politikere der ikke tager dette i betragtning vil tabe de næste valg, og de partier der stiller spørgsmål ved den nuværende immigrationspolitik vil høste fordelen.”

Dette citat stammer fra sikkerhedseksperten György Nógrádi, der helt klart betragter situationen som et sikkerhedsproblem, og forsøger at forklare det så enkelt som muligt.
03
Frivillige i Ungarn holder øje med illegale immigranter ved grænsen til Serbien.

Således gjorde også Ungarns premierminister, der sagde man vil hjælpe de som bliver forfulgt, men Ungarn “skal sige til NEJ til ‘bekvemmeligheds’ immigranter og gøre det krystalklart at de ikke vil få lov at bo her.”

Han fik på puklen for at forsøge at holde udfordringen så enkel som mulig. Dette er et meget vanskeligt problem at diskutere, men lige så ligetil som Orbán’s ord var, så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at han mere eller mindre beskriver USA’s, Australiens, og i større og større grad Storbritanniens politik, hvor man forsøger at holde ‘bekvemmeligheds’ immigranter ude, selv i EU.

Jeg har ingen ide om hvilken tilgang til immigration der fungerer bedst, men lad os se det i øjnene: Der er et antal nationer der har gjort det som premierministeren har talt om længe.

Børn der ikke er vaccineret er ikke velkommen hos flere læger

Nogle læger vil ikke se anti-vaccine patienter

           
Stephen Kruiser
               

Med Californien udsat for et mæslingeudbrud har dr. Charles Goodman lagt et meget tydelig besked ud i sit venteværelse og på facebook. Hans praksis vil ikke længere modtage børn hvis forældre ikke vil lade dem blive vaccineret.
               


“Forældre der vælger ikke at give en mæslingevaccination sætter ikke ikke kun deres barn i risikozonen, men også andre børn - især børn i mit venteværelse,” sagde Los Angeles børnelægen.

Denne kontante udmelding som et lille antal læger der i de senere år har “fyret” patienter der fortsætter med at tro på en ellers forkastet forskning der knytter vacciner sammen med autisme. De håber at strategien vil føre til at forældre ændrer tankegang; hvis det fejler håber de i det mindste at de kan reducere risikoen for andre børn i deres praksis.

Der er ikke mange læger der gør således, men det er en god begyndelse. Disse fjolser der tager lægelige beslutninger for deres børn med baggrund i holdningerne hos nogle tomhjernede celebrity hippier skal bare marginaliseres og udskammes, hvis det er muligt. Hvis nogen ønsker at tage beslutninger for deres børn, som samtidig udsætter andre børn for fare, jamen så hold dem borte fra andre børn.

Anti-vaccinationstilhængerne er en reminiscens af klimaforandrings kults - de holder med stor voldsomhed fast ved spekulationer, afviste teorieer og fup videnskab og det af grunde der kun genkendes af de ‘fremmede’ stemmer i deres hoveder.

fredag den 30. januar 2015

Kontroltosser kvæler din livsværdi

Kontroltosserier

                           

Kontroltosser vil styre dit liv. De kalder sig selv “offentlighedens tjenere.”
Og uanset om de er elevrådsformænd, miljøbureaukrat eller medlem af Kongressen så tror de fleste, at de så udmærket ved, hvordan dit liv kan blive bedre - bedre end du selv kan klare det.
   
Jeg indrømmer gerne, at jeg engang var skyldig i netop den tankegang. Som ung journalist med forbrugerstof som speciale forskede jeg i, hvad læger sagde var godt for os og hvilke produkter der kunne være skadelige. Derpå krævede jeg at staten vedtog love der skulle beskytte os mod de nævnte ting.


Konceptet med individuel frihed, var endnu ikke på min radarskærm. Jeg undskylder, jeg var dum, ignorant og arrogant.

Men i det mindste havde jeg ingen virkelig magt.Jeg kunne ikke tvinge forbrugerne til at undgå de usunde ting eller betale for visse former for behandling. Jeg kunne ikke tvinge forretningerne til ikke at sælge varerne. Det kan kun regeringen. Kun regeringen kan benytte magt.

Trist nok er regeringen spækket med mennesker der er lige så arrogante og ignorante som jeg var.

Økonomen Matthew Mitchell fra the Mercatus Center påpeger meget gerne at regeringer påtvinger regulativer uden at vide om de nye regler har utilsigtede konsekvenser.

Forbud mod rygning på restauranter og værtshuse er en af kontroltossernes favoritindsatser. “En ny undersøgelse af Cornell” siger Mitchell på mit show “viser, at i de områder hvor forbuddet er indført så man en øgning i uheld relateret til alkohol. Teorien er at mennesker kører længere for at finde værtshuse der enten har udendørs servering eller ikke er omfattet af et forbud mod rygning.”

For mit eget vedkommende har jeg det helt fint med forbud mod rygning. Jeg bryder mig ikke om at indånde andres røg. Men flertallet af os burde ikke påtvinge vore præferencer på minoriteten, selvom denne gør ting der er farlige. Rygere burde have lov til at ryge i visse værtshuse, hvis krofatter tillader det. Men i dag i cirka halvdelen at staterne må der ikke ryges i værtshuse. Control freaks

Det er totalitarisme fra Sundhedspolitiet. Hvis passiv rygning var tilstrækkelig farlig til at true ikke rygerne så ville kontroltosserne have en pointe, men sådan er det ikke. Der er knap nogen målelig effekt på sundheden.

Regel-magerne vil altid have mere af det samme. Til en begyndelse bad de om forbud mod TV-reklamer for cigaretter. Så krævede de ikke-ryger afdelinger i restauranter. Derpå forbud i fly, skoler, arbejdspladser hele restauranten. Så også værtshuse og barer. Ud er man ude efter selv lejligheder og steder udendørs.

Må rygerne snart være her?

Indtil nu finder rygerne sig i det. Men det kan ændre sig. Byen Westminster i Massachusetts holdt for nylig høringer om forbud mod salg af alle tobaksprodukter, der dukkede 500 vrede borgere op.

En sagde, “Jeg finder at rygning er en af de mest afskyelige vaner nogen kan have. Oveni det, finder jeg forslaget om end endnu mere afskyeligt.” Sådan!

Mitchell advarer om at “vi er blevet vænnet til at tro på forbundsregeringen og deres overbud. Men en masse af de krænkende regulativer sker på lokalt plan,” som i Westminster.

I Fort Lauderdale, Florida, anklagede politiet to præster og en 90 årig frivillig for at uddele mad til fattige. Lov i Florida fastlægger, at det er ulovligt at uddele mad udendørs medmindre der også er offentlige toiletter. Restriktionerne blev indført i “den offentlige sundhed og sikkerheds” navn.

I New Jersey blev kirker tvunget til at holde op med at tilbyde Thanksgiving middage til fattige, fordi de ikke havde de “passende licenskrævende køkkenfaciliteter.”

En domstol annullerede et forbud mod sodavand (af en vis størrelse) i min by New York, af daværende borgmester Bloomberg, men min nye kontroltosse nuværende borgmester Bill de Blasio har planer om at genindføre forbudet.

Reglerne kommer i en lind strøm. Endnu et regulativ i New York der forbyder transfedtsyrer på restauranter og det førte til strenge krav og forbud om hvilken slags mad man kan tillade sig at give til den sultne og fattige. Mon ikke de fattige har større problemer end transfedt.

Deres største problem er nøjagtig det samme som vi alle har: For meget regering.

John Stossel is host of “Stossel” on Fox News and author of “No They Can’t! Why Government Fails, but Individuals Succeed.”

torsdag den 29. januar 2015

Eisenhowers betydning som general og poltiker

Vi bør holde mere af Ike Eisenhower


Eisenhower: Sikken et liv og hvilken amerikaner.


Paul Johnson’s lille bog om Dwight Eisenhowers lange og konsekvent fyldte liv kunne såmænd godt have haft titlen Ike: A Quick Review. Eller måske, Eisenhower: a Primer. Den er alt for elegant skrevet til at være, Ike: The CliffsNotes. Men jeg sikker på at noterne i nogle andre Eisenhower biografier fylder ligeså meget som denne bog på 123 sider - altså en minibiografi. Det er Eisenhower for mennesker der virkelig har en travl dag.

Det er absolut ikke sådan at den konservative historiker og journalist Paul Johnson ikke kan skrive lange bøger. Jeg vil fremhæve følgende af Johnson store og udmærkede værker for læseren:

A History of Christianity, Modern Times, A History of the Jews, The Birth of the Modern, og A History of the American People. (og ikke mindst Intellektuelle - synopsis kommentar)

Men i de senere år er den ærværdige Johnson, nu 86, gået i færd med korte, men afslørende behandlinger af vigtige historiske personer. I det sidste årti har Johnson givet kompakte afhandlinger om Socrates, Jesus, Napoleon, Darwin, og Churchill. Før Ike, gav Johnson os en bog  om Mozart på 164 sider - december 2013. I disse bøger serverer han for os hele essensen af disse mænds liv, uden at drukne læseren i detaljer.

Bogen om Mozart, som jeg fik lov til at anmelde for TAS, var proppet med ‘guf’ for den som elsker hans musik. Og måske kan denne om Ike, også være en gave for de med en vis alder der godt kunne tænke sig en hurtig erindring om Eisenhower og hans tid, eller for den unge læser der genkender sig hans navn, men ikke er sikker på mandens betydning. Måske endog for den person der interesserer sig for historie, men ikke har alverdens tid til at læse op.

Eisenhower kunne være en appetitvækker for de som kunne ønske at lære mere om en mand der i den grad, mere end almindeligt værdsat, er kendt for amerikansk frihed og velstand.

De som således er motiveret vil finde mange lange redegørelser om en mand der tjente sit land i uniform, gennem 2 Verdenskrige, Den Store Depression, og som præsident under de fremgangsrige og fredelige 1950’ere (et ellers uretmæssigt nedgjort årti).

Disse bøger kan give læserne detaljer om generalen og præsidenten som Johnson blot antyder eller sammenfatter for at give læserne et hurtigt overblik over Eisenhowers enestående personlighed, og en fornemmelse af, hvordan han passer på sin tid.

En ydmyg mand fra ydmyge kår på landet i Kansas. Eisenhower steg til tops i Army og i præsidentiel politik ved analytisk intelligens, knaldhårdt arbejde, evnen til at afkode folks karakter, og det hele med stor vedholdenhed. Han var også sen til vrede, ikke impulsiv. Villig til at lade andre få æren, endog for hans egne resultater. Han søgte ikke æren - men pligten. I hans år i Army gjorde dette ham til en anti-Patton, anti-MacArthur. I politik var han anti-Christie.  

Eisenhower var ikke leder af slag. I de to Verdenskrige var han aldrig der, hvor skud blev affyret i kampens hede. Han var stabsofficer, en strateg, en planlægger, og en politiker før han blev politiker. Han var den med stor indflydelse, ofte den som tog den endelige beslutning om de større operationer i Europa fra invasionen af Nordafrika i 1942 til D-Dag invasionen af Frankrig og generobringen af Vesteuropa. Hans bekymringer gjaldt ikke kun det strategiske, og den utrolige logistik der følger med at holde millioner af mænd og tusinder at tanks, fly, skibe og våben i kamp for at nå et succesrigt udfald. Ligeså vigtigt som strategien, lykkedes det Eisenhower at holde De Allierede ledere, en notorisk opsplittet forsamling, sammen og fokus på det store endemål.

En af de mere besynderlige meninger nogle har om Eisenhower i de år, hvor han var på valg var at han ikke en realpolitiker, blot en charmerende amatør som folk holdt af, fordi han havde et pænt smil og lignede den rare onkel alle holder af. Vær forsikret om, at ingen der ikke blot kunne tumle, men også få det bedste ud at kæmpe personligheder som Patton, Montgomery, Churchill, Mountbatten, og ikke mindst den særdeles besværlige De Gaulle måtte være en mester i politik. (For ikke at glemme at han havde en tålmodighed som en isgletcher).

Johnson bringer os gennem Ike’s krigsår, og gennem hans korte karriere som leder af Columbia University. Han dækker alle de vigtige punkter, men mange læsere vil sandsynligvis finde at der gerne måtte være lidt flere detaljer om disse vigtige hændelser, især krigsårene og Eisenhowers del i dem. Hvem ville ikke gerne ønske at lytte til Ike’s arbejde for at holde le grande Charlie i skak? (Det er ikke med i Johnsons bog, men Ike er blevet citeret for at sige at de Gaulle gav ham flere problemer end Mussolini).

At Ikes skulle ende med at blive præsident var en overraskelse for nogen. Han kom ud af 2. Verdenskrige som muligvis den mest populære amerikaner på planeten. Han sluttede sig til Washington (George), Jackson og Grant, som særdeles respekterede generaler, der gik fra officersklubben til Det Hvide Hus.

Ike tjente som præsident da Amerika var nummer EET på alle felter, det mest succesrige og det mest velstående land i verden, og ingen ønskede grundlæggende at lave om på dette. Der var Den Kolde Krig - Sovjets påfund i Berlin, en grænseopstand i Korea, Khrushchev der slog med sin sko i FN, et stadig større arsenal af atomvåben, U-2 fadæsen, Sputnik og andre vanskeligheder. Men i det store og hele var det en fredelig periode. Og det lykkedes Ike at forlade embedet i januar 1961 - stadig som populær.

Der er nogle misopfattelser af Eisenhover, herunder at han var dårlig til at udtrykke sig, benyttede omvendt ordstilling, kun læste westerns, ikke arbejdede særlig hårdt, og lod sine kabinetsmedlemmer tage de vigtige beslutninger. Altsammen forkert, som utallige Eisenhower biografiskribenter har påpeget og gentaget.

Jovist benyttede Ike somme tider en form for ‘sort tale’ når journalister spurgte ham om ting han ikke ønskede at komme ind på. Men hans enorme skrivevirksomhed og værker viser en mand, der forstod og beherskede sproget. Han skrevne arbejde er klarsynet selv. Og han kunne tale klart og tydeligt når han ønskede at gøre det.

Selvom Ike var godt tilfreds med at give indtryk af at være en tilbagelænet og meget rolig ‘direktør’ så var han alt andet end det. Han var Bossen, og han tog alle de vigtige beslutninger. Ve det kabinetsmedlem der fraveg hans dagsorden. Hans arbejdsdag begyndte kort efter han stod op kl. 6.00 og varede sædvanligvis til kl. 23.00. Han spillede meget mindre golf end man skulle tro hvis man lytter til komikere nu om stunder. (Og helt sikkert meget mindre end den nuværende præsident. Ike var ikke doven).

En almindelig, men kæmpefejltagelse, der hersker om de to præsidentvalgkampe mellem Ike og Adlai Stevenson, var at de var konkurrencer mellem en mand med en betragtelig intellektuel styrke, Stevenson, versus en behagelig, vellidt, men sproglig uvidende person, Eisenhower. Jeg formoder det er muligt for nogen at nå frem til den analyse, men kun hvis denne person kun har brugt fem minutter på at sammenligne de to mænds præstationer.

About the Author Larry Thornberry is a writer in Tampa.

onsdag den 28. januar 2015

Sygdom og udvandring en sammenhæng?

Masseudvandring fra Irland giver sundhedsproblemer

Næsten 250000 sunde borgere er rejst siden 2008, men ingen synes det er et problem


Det er forbi med at sige farvel. Emigranterne kom hjem til helligdagene og drog tilbage til der i verden de nu bor og arbejder. RTÉ oplevede de sædvanlige velkomst/farvel ceremonier og så er emnet emigration lukket det næste års tid. Skønt næsten en kvart million sunde, hårdtarbejde borgere er udvandret fra Irland siden 2008, så synes ingen rigt at bekymre sig eller føle vrede nok til at gå i færd med en politisk aktion. Vandafgifter (som dog er en nødvendig udgift) fik demonstranter på gaden i store antal, men ikke udvandring (et vigtigt sundhedsproblem for samfundet).
More money never makes up for the loneliness and homesickness that can be felt by emigrants. Photograph: Aidan Crawley
En frisk rapport fra Irish Longitudinal Study on Ageing (Tilda) konkluderede “der er offentlige sundhedsimplikationer ved den store skala af udvandring fra Irland som har fundet sted i de seneste år”

Andre europæiske lande har været ganske slemt ramt af den nuværende recession og besparelsesforanstaltninger, såsom Grækenland og Portugal som dog har ganske små rater af udvandring sammenlignet med Irland. Der har ikke været noget forskning i, hvorfor irerne fortsætter med at udvandre i stort antal.
                                                   
Den fremherskende holdning er at emigration er en del af vor kultur. Ingen minister har ansvaret for emigration. Hvis der udnævnes en minister for Diasporaen ja så betyder det at regeringen har accepteret emigration som en mulighed for arbejdsløse irere, som værende noget godt og et livsstilsvalg. Ordet ‘diaspora’ er med til at blødgøre den barske virkelighed og ignorerer de betydelige sundhedskonsekvenser.

Sundhedstilstanden er bestemt af uddannelsesniveauet, af de sociale betingelser, af lige og retfærdige samfund, og det fysiske og kulturelle miljø. Emigration kan give både fysiske og psykiske sundhedsproblemer. Skønt emigranterne i gennemsnit er sunde, så kan stresset ved at flytte til et andet land i en længere periode, måske for altid, gradvist erodere enhver god sundhedstilstand.

Dette gælder alle nationaliteter som det er konstateret ved en undersøgelse hos albanske emigranter og øboere fra Asien og Stillehavsområdet. Ældre irere der bor i England er blandt de som har flest langvarige sygdomsforløb, og, som de selv siger dårligt helbred, herunder cancer, depression, angst og for megen alkohol. Det af få flere penge kan aldrig kompensere for den ensomhed og hjemve der opleves hos emigranter.  

De som blev tilbage


Emigration kan også berøre sundhedstilstanden hos de familier og venner som blev tilbage. Tilda studiet fandt  en udbredt dårlig mental sundhed hos mødre, som konsekvens af emigration af en eller flere af deres børn under denne depression. Mødrene oplevede mere depression og ensomhed, end de mødre hvis børn ikke emigrerede. Emigration af deres børn havde en langt større påvirkning af sundheden hos mødrene end andre livsbegivenheder, såsom pensionering, hjertesygdomme, og  tab af nære slægtninge eller venner. Hos mænd over 65 år, fandt Tilda undersøgelsen at fædre ikke led af en tilsvarende nedgang i sundhedstilstanden som følge af at deres børn emigrerede.
En mulig forklaring på dette kunne være, at de mænd der var omfattet af undersøgelsen var født 1960’erne og har været familien hovedforsørgere.

Derfor ville de kunne have set det at have et arbejde og det at være en “god forsørger” som vigtigere end de sociale bånd. Når fædrene nærmede sig pensionsalderen  ville de kunne erkende at familierelationerne er lige så vigtige som det at have et arbejde.

Langt de fleste af kvinderne i Tilda undersøgelsen var hjemmegående og mere afhængige af at have deres børn om sig for at få et formål med livet. Jobs og social støtte er lige så vigtige, og at skulle ofre det ene for det andet er ikke rimeligt og ejheller godt for helbredet..

Emigration i stor skala har været en del af irernes liv i århundreder. I 1842 var Irland med sine 8,2 millioner mennesker et at de tættest befolkede lande i Europa. I 1911 var befolkningstallet skrumpet til 3,1 million. En britisk regeringsrapport fra 1836 bemærkede at “de fattige irere blev opfattet som værende en anderledes og degenereret race.” Med disse officielle holdninger kan det ikke undre at så mange emigrerede i det 19. og tidligt 20. århundrede.

Desværre anså den nye Republik ikke emigration som det alvorligste sociale problem. I 1961 var befolkningstallet kun 2,8 million. Roscommon county havde flere en 250000 indbyggere i 1841, og ved optællingen i 2011 var tallet ned på sølle 65896.

Alle regeringer siden statens grundlæggelse har vist ringe eller slet ingen interesse i at skabe et samfund, hvor ressourcerne deles ligeligt og alle kan leve og bo i deres fødeland, hvis de vælger det. Hvilket spild..

tirsdag den 27. januar 2015

Masser af olie - når eksperter tager grumme fejl

Masser af olie - advarsel til Mellemøsten


Selvom det i det store og hele blev ignoreret af de etablerede medier, blev USA førende olieproducent i fjerde kvartal 2013, og overgik Saudiarabien.

Milepælen er i overensstemmelse med påstande i en bog udgivet i 2005
“Black Gold Stranglehold: The Myth of Scarcity and the Politics of Oil,” af WND journalist Jerome R. Corsi og Craig Smith, grundlægger af Swiss America, førende forhandler af numismatisk kvalitetsguld.

Bogen der blev latterliggjort af mange industrianalytikere går imod teorien om at “olien er toppet” og som forudså, at man allerede havde nået højdepunktet for olieproduktion og at verden derfor kunne forvente en nedgang i mængden af tilgængelig olie.

Corsi og Smith forudså også at olien, der den gang kostede under 50 dollars per tønde, ville stige til 100 dollars per tønde, hvilket har været normen i de seneste år.                    

I oktober 2013 gav PIRA, et førende energikonsulentfirma i USA meddelelse om at United States have overhalet Saudiarabien som verden største olieproducent, da øgningen af udbyttet fra skiferolie har givet det næststørste olieboom i historien.

“Det var den seneste milepæl for U.S. olie sektoren forårsaget af skiferrevolutionen, der har vendt op og ned på den globale oliehandel,” rapporterede Reuters. “Selvom vi stadig er den største bruger af brændstof er øgningen af billig råolie til rådighed for de hjemlige raffinaderier noget der har gjort United States til en betragtelig eksportør af benzin og oliedestillater.”

PIRA sagde at væksten i U.S. olie produktionen er større end den samlede vækst hos de ni hurtigst voksende lande, og har dækket det meste af verdens netto efterspørgsel i de sidste to år.

“U.S.’s position som den største leverandør af olie i verden synes at være sikret i mange år fremefter.” sagde PIRA.

I deres bog som argumenterede mod “olien er toppet” - “Black Gold Stranglehold,” bemærkede Corsi og Smith, at U.S. Energy Information Administration vurderer at der på verdensbasis er beviste reserver af råolie, i 2005, totalt på 1,28 billioner tønder, mere end nogensinde, trods det opadgående forbrug siden midt 1970’erne.


På det tidspunkt gik olieeksperter i modsat retning, og forudså, at U.S. olie nedturen var i fuld gang og ikke kunne vendes.

Den 13. april 2008, fortalte Corsi på WND, om den dengang nyligt udgivne revurdering af
U.S. Geological Survey, der vurderer en skiferformation kendt som Bakken Foundation, strækkende sig fra North Dakota ind i Montana kan have op til 3-4,3 milliarder tønder teknisk mulig udvundet olie, på grund af de seneste fremskridt i produktionsteknologierne.

Tidligt i december 2013 bekræfter en skrivelse fra U.S. Energy Information Agency’s “Annual Energy Outlook 2014” at U.S. som verdens førende olieproducent forventes at fortsætte i den nærmeste fremtid.

Stadige forbedringer i avanceret teknologier i udvinding af råolie og naturgasproduktkionen fortsætter med at øge den indenlandske forsyning og genskabe U.S. energi økonomien,” rapporterede EIA’s 2014 energiforudsigelse.

Rapporten bemærkede at U.S. produktionen af råolie var projekteret til at øges med en årlig vækst på gennemsnitlig 0.8 millioner tønder om dagen frem til 2016, hvor olieproduktionen forventedes at nå hele 9,5 millioner tønder om dagen.”

Et hovedargument i “Black Gold Stranglehold” er at olie ikke er “fossilt brændstof” men snarere et abiotisk produkt der ikke kræver nedbrydning af dødt væv for at blive skabt.

I en anden bog gik Corsi ind for abiotik teorien, “The Great Oil Conspiracy: How the U.S. Government Hid the Nazi Discovery of Abiotic Oil from the American People,” (“Den Store Olie Konspiration: Hvordan U.S. regeringen skjulte Nazisternes opdagelse af abiotisk olie for det amerikanske folk) udgivet i 2012.

I “Den Store Olie Konspiration,” argumenterede Corsi for at de tyske kemikere havde udviklet en række ligninger kendt som Fischer-Tropsch beregningerne, der identificerede de kemiske reaktioner der gjorde nazisterne i stand til at udvikle syntetisk olie af kul. De kemiske ligninger, påstod Corsi, beskrev de reaktioner der sker dybt nede i jorden som skaber olien i en stadig foregående proces der fortsætter selv i dag.


http://www.wnd.com/2014/01/u-s-milestone-affirms-ridiculed-theory/#vRmwfxJQrrkvixch.99

mandag den 26. januar 2015

Medierne giver Islam positiv særbehandling

Islam får positiv særbehandling


Siden 9/11 har Vestens Verdens akademikere, medier, den politiske elite, gjort deres bedste for at portrættere Islam gunstigt. Man har behandlet den noget anderledes end andre religioner. Kritik af enhver doktrin, religiøs eller verdslig, er tilladt, ja man opmuntres til det. Men, Men ikke Islam. Kun positive skildringer er tilladt.

Nuvel, lad os begynde med et eksempel på pro-islamisk dagsorden der er så allestedsværende at ingen derfor synes at bemærke det. Hvorfor omtaler medier i Vesten - der alle i overvejende grad udgøres af irreligiøse mennesker - altid, næsten uden undtagelse Muhammad som “Profeten Muhammad” i artikler og ledere.  

Når Jesus nævnes refererer medierne aldrig ham som “Kristus, Herren” eller som Herren og Frelseren Jesus Kristus.” Kun som “Jesus.” Faktisk er angivelsen “A.D.” (anno domini -”Herrens År”) blevet fuldstændig droppet af de selvsamme akademikere og medier der altid skriver “Profeten Muhammad.”

Når medierne omtaler Joseph Smith, grundlæggeren og profeten hos Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne) omtaler de ikke ham som “Profeten Joseph Smith.” Hvorfor dog ikke? Er der nogen som helst forskel mellem hans titel og rolle i Mormonismen og så Muhammads i Islam?

Jøder omtaler Moses som “Moshe Rabbeinu,” Moses vor Lærer. Hvorfor så ikke medierne? Sådan var det ikke tilbage i tiden. Da jeg studerede Islam og arabisk på universitetet omtalte professorerne Islams grundlægger som “Muhammad.” Og så at sige ingen af de store biografier om Muhammad - selv de som anbefales på muslimske hjemmesider - har ordene “Profeten Muhammad” i deres titel.

Der er kun en eneste mulig årsag til dette - Politisk Korrekthed. Eliten i Vesten bøjer sig langt ned for muslimer og Islam på måder de aldrig ville gøre for en anden religion.
Islam gets special treatment

Endnu et eksempel. Før 9/11 blev frasen “Allahu Akbar” oversat med “Allah er Stor” (eller den største). Siden 9/11 er det blevet oversat med “Gud er Stor.”
.
Dette var helt bevidst. I 2004 meddelte Associated Press Stylebook, der har en vis indflydelse at: “En ny tilgang er blevet føjet til AP Stylebook: Allah - Det muslimske navn for Gud. Ordet Gud bør benyttes.”

Nuvel, der er udmærkede valide årsager til at oversætte “Allah” med “Gud.” Og der er valide grunde til ikke at gøre det. Faktisk forbød Malaysia, et land der omtales som moderat muslimsk, de kristne at bruge ordet “Allah” i arabiske oversættelser af Bibelen - fordi, da alle muslimer betragter Allah som universets Gud, så mener mange muslimer at navnet “Allah” er specifikt muslimsk.  

Uanset hvilken teologisk side man hælder til så er der stadig kendsgerningen tilbage, at efter 9/11 blev Allah “Gud” i Vesten - for i al væsentlighed at vise hvordan Islam ligner Judaismen og Kristendommen.

Altid at referree til Muhammad som “Profeten Muhammad” og oversætte “Allah” som Gud” er sofistikerede eksempler på den dagsorden Vestens medier og intellektuelle fører til fordel for Islam, siden 2001. De fleste eksempler er ikke så forfinede, men åbenlyse og moralsk kan de ikke forsvares.

Tag dette med mordene i Paris.

Hvorfor valgte de muslimske terrorister en jødisk købmandsbutik? Dette er ikke en gåde. Vi ved det alle. Men nogle i medierne foretrak at lade som om de ikke vidste det. Under angrebet sagde en journalist for Sky News, en af de største engelsksprogede nyhedstjenester i verden på Fox News: “Om det specifikt var målet på grund af de religiøse sammenfald, er vanskeligt at vide.”

Mon der skulle være een læser at denne klumme, der mente det “er vanskeligt at forstå” når muslimske terrorister har en jødisk butik som mål?

Hvordan kan en formodentligt rimelig intelligent person dog kunne sige noget så åbenlyst dumt? Som så mange i medierne og regeringen gjorde efter major Nidal Hasans mord på 13 kolleger ved Fort Hood. De syntes det var vanskeligt at sætte ord på at religion var en faktor for hans myrderier trods det han råbte, “Allahu, Akbar,” mens han skød, trods det han omtalte sig selv som “Soldat for Allah” på hans facebookprofil, og trods mange andre klare tegn på islamisme.

En skribent på New York Times mente hændelsen skyldtes at Major Hasan “var brudt sammen” ( i en artikel med overskriften “Når soldater bryder sammen”). Chris Matthews sagde “det er ikke klart om religion var en faktor i denne skudhændelse.”

NPR korrespondent Tom Gjelten forklarede at Hasan, kunne have lidt af “pre-traumatisk stress syndrom” trods det han aldrig har været i kamp.

U.S. Forsvarsministeriet klassificerede Fort Hood skyderiet som en episode med “vold på arbejdspladsen,” ikke terror og da slet ikke islamisk terror.

Måske fandt det mest modbydelige eksempel på at et samfunds elite behandler Islam anderledes end alle andre religioner sted i Storbritannien. Mellem 1997 - 2013 blev mindst 1400 piger, så unge som 11 år i den lille engelske by Rotherham med 275000 indbyggere gentagne gange voldtaget og solgt som sexslaver. UK regeringen erkendte, at disse overgreb havde fået lov at passere udelukkende på grund af den kendsgerning, at forbryderne var britiske pakistanere og pigerne var hvide. Ingen fik lov at sige andet. Forfatteren til en rapport fra 2002 der identificerede pakistanerne som lovbryderne og organisatorerne i Rotherham massevoldtægterne og sexslaveriet blev sendt på kursus i diversitetsforståelse.

Endelig, hvorfor trykker New York Times aldrig en eneste Charlie Hebdo karikatur? Tolv journalister blev slagtet på grund af disse tegninger, er karikaturerne da ikke nyhederne værdig? Naturligvis. Men de er en satire over Islam - og den går ikke.

Således den ultimative ironi! Disse Politisk Korrektheds professorer og nyhedsmedier der behandler Islam så meget bedre end nogen anden religion er i bogstavelig forstand islamofobiske. For de frygter i sandhed Islam.
Dennis Prager’s latest book, “Still the Best Hope: Why the World Needs American Values to Triumph,” was published by HarperCollins.

Related Posts with Thumbnails