fredag den 23. juni 2017

Nordkorea myrder amerikaner. Obama gjorde intet for at få ham ud

Udvis alle nordkoreanske diplomater i USA



Fred Fleitz, senior vice præsident for Policy and Programs at the Center for Security Policy og tidligere CIA analytiker var med hos værten Alex Marlow for Breitbart News Daily SiriusXM tirsdag for at tale om Otto Warmbiers død, få dage efter han kom tilbage fra Nordkorea. Han nævnte også muligheden at af Loretta Lynch skal vidne for Senate Judiciary Committee.

Fleitz sagde. “Dette er er yderst forfærdelig historie. Regeringen i Nordkorea myrdede denne unge mand.
.Billedresultat for otto warmbier
De myrdede ham. Og vi ved at Nordkorea er et forbryderisk rgime. Men det jeg er meget vred over er, hvordan Obama administrationen gjorde så at sige ingenting for at få ham hjem.”

"Der var ingen diplomatiske besøg,” fortsatte Fleitz, “der er påkrævet efter international lov af staten der repræsenterer os, Sverige, for at kontrollere hvordan han havde det mens han var i fængsel. Der var ingenting.”

Fleitz fortsatte med at kritisere Obama administrationen for at lade tingene ligge, gøre ingenting. “En ung mand, der var hans (Warmbiers) værelsesfælle på hotel - han er britisk statsborger - siger at Obama administrationen aldrig kontaktede ham for at finde reelt ud af hvordan han blev arresteret. Obama administationen sagde til Warmbier familien ‘Vær tavse. Gør ingenting.’ og Obama administrationen gennemførte deres idiotiske politiske tålmodigheds strategi, hvilket vi ved nu var en katastrofe.”

Fred Fleitz writes for the Center for Security Policy.  He is senior vice president for policy and programs with the Center for Security Policy. He held U.S. government national security positions for 25 years with the CIA, DIA, and the House Intelligence Committee staff. Fleitz also served as Chief of Staff to John R. Bolton when he was Under Secretary of State for Arms Control and International Security in the George W. Bush administration.



onsdag den 21. juni 2017

En tragedie skjult af militært hemmelighedskræmmeri

En tragedie skjult af militært hemmelighedskræmmeri

Paul Kengor
Enhver veteran fra 2. Verdenskrig kan fortælle interessante, spændende historier. Men for Frank E. Bryer, er hans historie en han aldrig ville kunne fortælle - da den var så forfærdelig.
Det begyndte da hans skib Rohna, blev sænket. Da skibet gik ned den 26. november 1943 var Franks liv for evigt forandret. Og det er meget få, udover de som blev slynget i havet der nogen sinde har vidst hvad der egentlig skete.
 Billedresultat for hmt rhona
The HMT Rohna var et britisk troppetransport skib på 8,600-tons  der hovedsageligt blev benyttet til at transportere amerikanske enheder til kamppladsen i Det Fjerne Østen. Skibet gik ned dagen efter  Thanksgiving, i Middelhavet, nær Nordafrikas kyst. Årsagen et tysk missil. Men det var ikke hvilket som helst tysk missil. Det var det første kendte missil der ramte et fartøj. Det var raketdreven, radiofjernstyret og en kontrolleret “glider” bombe - det vil sige et af de første ægte missiler i brug. Og nazisterne var de første som havde fremstillet det.
Resultatet var øjeblikkeligt og ødelæggende. Ifølge websitet der i dag er det officielle online samlingssted for the Rohna Survivors Association, mistede flere livet på the Rohna end på the USS Arizona ved Pearl Harbor.
Over 1000 mænd mistede livet og deres regering holdt episoden hemmeligt af frygt for at information om den skulle lækkes om den ildkraft der lå i de tyske radiostyrede missiler. Regeringen frygtede effekten på morale i U.S. militæret og i befolkningsen som et hele.
“Eksplosionen” var så ‘ødelæggende’ fastslår  the Rohna Survivors Association, “at U.S. Regeringen lagde et hemmelighedens slør ud over det. Begivenhederne der fulgte var så pinlige, at hemmeligheden fortsatte i årtier - indtil fornylig - da dokumenterne under stort besvær blev frigivet ved the Freedom of Information Act. Regeringen anerkender stadig ikke denne tragedie, så de fleste familier til de omkomne aner stadig ikke hvilken skæbne der overgik deres kære.”
Det tyske angrebs succes var virkelig chokerende, og den amerikanske tragedie så tragisk at det som skete med Rohna blev fuldstændig tysset ned under krigen og stadig ikke har fundet vej til historiebøgerne. Det er først i det sidste årti, eller der omkring at man er begyndt at være opmærksom. Der eksisterer en Wikipedia side, der er bedre end den der fandtes for blot å år siden - hvilket var ingenting. History.com har en kort omtale af ulykken. En søgning på Amazon giver nogle få selvudgivne memoirer eller små historiske værker.
Det er trist at først nu. læge efter de få overlevende fra Rhona er blevet endnu færre at man så forsøger at holde  genforeningsmøder, 70 år efter ulykken.
Man holdt hemmeligheden så tæt at Frank Bryers datter, Mary Jo Palmer måtte bruge mange år på at få gravet detaljer frem om hvad der egentlig skete. “Far var virkelig plaget af dette,” fortalte Mary Jo mig, “men det ikke så meget sænkningen af skibet, men det at han ikke kunne redde flere mænd.”
De frygtelige øjeblikke med gigantiske flammer hærgede Franks hjerne. Da skibet brød ud i en ildkugle stod Frank for bemandingen af en redningsbåd pakket med sårede soldater. Han blev beordret til at hold rebene stramt og sænke soldaterne i vandet. En redningsbåd fyldt med mænd er ikke let. Det blev hurtigt bevist da rebene bristede og Frank kunne se mændene han havde ansvaret for faldt i døden i havet. Billedet af de mænd der glider ud af hans hænder ned i dybet slog ham med rædsel. .
Men mareridtene skulle komme senere, I mellemtiden blev Frank også tvunget til at forlade skibet, der sank på en time. Som sin egen ‘redningsbåd’ fik Frank og fem andre fat i en træbæk. Mens mørket langsomt omsluttede dem og med frygten for flere tyske missiler ledte Frank gruppen an med at recitere the Lord’s Prayer. Frank skrev senere og denne dystre aften:
Destroyere blev beordret til at lægge et tykt røgslør ud for at camouflere området. Andre tyske fly fløj frem og tilbage med ordre om at dræbe mændene i vandet. “Jeg kan huske jeg flød i havet og så andre soldater klynge sig til livet og skibet. Agterstavnen af skibet gik først ned, og boven pegede direkte op i himlen. Derpå gik det langsomt ned. Jeg vil aldrig glemme det. “
Der var andre skibe i konvojen der passerede, men ikke så eller hørte Frank og hans skibskammerater. “Det var den værst følelse man kan forestille sig,” sagde Frank. “Jeg var sikker på at det her var afslutningen. Jeg sagde til mændene i gruppen at vi hellere måtte bede ...Vi var angste, chokerede og klynkende.”
De som havde overlevet eksplosionen var spredt overalt, råbende om hjælp. Men for Frank: “Min tanke var på den redningsbåd der faldt i havet. Det eneste jeg kunne gøre at at bede Gud tage dem til sig så hurtigt som muligt så de ikke skulle lide mere.”
Frank og hans gruppe ved den flydende træbænk skiftedes - fire af dem flød med på bænken og to hang efter i reb. De frygtede ikke kun tyskerne, men også hajer, og med god grund. Enhver der er bekendt med rædselshistorien om  USS Indianapolis ved hvordan hajer langsomt, med sikkert fortærede drengene der flød i vandet i løbet af nogle dage.
Der alene i vandet om natten var det værste, sagde Frank. De længtes efter deres familier. De talte om hjemmet. Frank fortalte om dengang han som ung boede og arbejdede ved Villa Maria  i Erie, Pennsylvania, hvor han tilbragte det meste af sin tid fordi hans familieforhold var anstrengt. Han lo senere af hvordan drengen “ikke kunne forstå hvordan han kunne bo sammen med nonner.”
Man siger der ingen ateister er under kamp. Og der var heller ingen på denne gyngende bænk. “To af mændene mente ikke de ville komme til Himlen, men jeg sagde til dem at hvis de bad Gud om Nåde og tilgivelse, så ville det ske” sagde Frank. Vi holdt om hinanden og bad Fadervor. Vi talte med Gud. Det var en lang nat.”
De seks mænd forsøgte at få noget søvn i det kolde vand, det var umuligt. De måtte holde fokus og holde fast i bænken. Til deres store held var de i vandet ‘kun’ seks timer. Lige da solen stod op så de en redningsbåd i horisonten. Det var en Minestryger der samlede dem op.
“Jeg takkede ud for at redde os,” sagde Frank. “Jeg spurgte mændene om de mente vor bønner var blevet besvaret.”
De blev bragt til Algeriet for at komme sig. Men for Frank var der kun lidt følelsesmæssig lise. Det eneste han kunne tænke på var de sårede soldater han ikke kunne reddde. “Jeg tænkte på den smerte de havde måttet udholde. En sergent fortalte mig, at der intet var jeg kunne have gjort anderledes. Jeg kunne ikke sove og havde dårlige drømme, sprang undertiden ud af sengen og råbte om hjælp.”
Men det værste var at Frank ikke kunne dele de oplevelser han havde gennemgået. De blev beordret til ikke at nedskrive eller tale om Rhona med deres familier eller indbyrdes. Den militære censur var så streng at de blev truet med Krigsret hvis de ikke adlød.
Og som med så mange soldater fra 2. Verdenskrig fik Frank ingen hæder trods hans trængsler - men et traume for livet. Han fik besked på at komme sig og så vende tilbage til tjenesten, som han gjorde under resten af krigen. Han blev hjemsendt den 21. marts 1946 efter at have været med til at kæmpe på øerne i Stillehavet. .
Det var så sandelig heller ingen ‘dag på stranden.’
“Jeg takker ud for jeg stadig er i live fordi jeg kunne være døde hundrede gange,” sagde han som 90 årig.
Frank Bryer døde den 4. januar 2916 som 92 årig, syv årtier efter Rohna sank. Langt om længe kan han hvile i fred. Og måske først nu er han blevet forsonet med de sårede drenge der faldt i havet og døden under ham den 26. november 1943.

mandag den 19. juni 2017

Slut med Cubas beskyttelse af kriminelle?

Slut med Cubas beskyttelse af kriminelle?



Præsident introducerede et særligt dramatisk krav med hans tilbagerulning af Obamas gavebod til kommunist Cuba.

Han kræver at Cuba sender de personer tilbage, der har begået kriminelle voldelige forbrydelser i USA og derpå flygtede til Cuba under påstand om at være ‘politiske fanger.’

Så satte Trump fokus på muligvis det værste tilfælde, Joanne Chesimard, en koldblodig politibetjentmorder der i 1984 undslap fra fængsel og kom til Cuba, hvor hun har levet i luksus beskyttet af Castoitterne, noget der kun er for Cubas kommunistiske elite.
Samtidig med at en stor folkemængde af Cuba_Amerikanere i Miami tilkendegav deres godkendelse, opfordrede Mr. Trump Cubas præsident Raul Castro til at “sende de der er flygtet fra amerikanske retfærdighed tilbage til Amerrika, herunder politimorderen Joanne Chesimard.”
Det er et paradigmeskifte for indtil nu ville man kunne hævde, når man er på venstrefløjen at enhver forbrydelse sådan set er OK, når man tager al den ‘undertrykkelse’ samfundet udøver i betragtning, den selvsamme ‘undertrykkelse’ som millioner af cubanere ville give deres højre arm for at bo i, lovligt eller ulovligt.
Billedresultat for joanne chesimard
Myrde en betjent? Helt i orden. Kald blot dig selv ‘frihedskæmper’ eller Black Panther eller hvad det nu skulle være, ifør dig etnisk klædedragt og frisure, lav om på dit navn til noget fra den venstreorienterede frihedsbevægelses arkiver, og så vupti er du fri, og kan myrde løs.

Hele denne facade ser ud til at stå langt over Loven, Domstolene, domfældelser, alt det som US systemet sørger for. Det kan derfor ikke undre at cirka 70 er flygtet fra USA og skjuler sig for retfærdigheden i dette alternative Castro system og nu har klovne som Edward Snowden fremstillet sig som Wikileaks aktivister fremfor at være det de er - gennemførte forrædere.  

Hvis man kan iklæde sig venstrefløjens fantasikostume da er de faktiske forbrydelser ikke af vigtighed.

Det kunne forklare hvorfor præsident Obama ikke gav en fløjtende fis for den ulækre krænkelse af retfærdigheden som sagen om Chesimard repræsenterer.

Obama embedsmænd med ‘uld i mund’ hævdede at de bragte sagen op i privat sammenhæng med Castroitterne - men på en eller anden vis opnåede de - ingenting. De havde alt for travlt med at rose sig selv for at løfte Amerikas “gode ry” i verden ved at tilbyde Castro fordelagtige aftaler, uden betingelser, i diplomatiske og handelsmæssige henseender.

Det er dybt ulækkert jo mere man tænker efter. .

Venstrefløjen har allerede demonstreret med deres seneste udfald mod præsident Trump og drabsforsøget mod et kongresmedlem at man mener man har ret til at udøve vold - hvis det går ud over en politisk modstander. Nu er Casto paradigmet at US retssystemet er værdiløst og ingen skal holdes til regnskab forudsat vedkommende er fra venstrefløjen.

Trumps signal i Miami signalerer at den standard er ved at være forbi
http://www.americanthinker.com/blog/2017/06/is_the_castroite_ratline_for_criminals_finally_ending_.html#ixzz4kQhJAUpP

torsdag den 15. juni 2017

En 'grøn' katastrofe lurer i Tyskland

Efter Paris: En ‘grøn’ katastrofe lurer i Tyskland



Det Trump gentagne gange lovede under valgkampen har han holdt, og Amerika er nu ikke længere med i Paris Klima Aftalen. Forudsigeligt er de førende medier her og på den anden side Atlanten igen, igen gået helt bananas med profetier om dommedag for Amerika, og at Trump administrationen øjeblikkeligt skal trække sig, at Tyskland og kansler Angela Merkel er den nye leder af den frie verden.

Hele situationen kan meget vel være meget skelsættende, men dog ikke som venstrefløjen her og der forestiller sig.

Modsat opfattelsen og forhåbningerne hos venstrefløjs eliten vil det ikke resultere i det politiske kollaps af Trumps Amerika, men udstille det umådelige hykleri og den absolutte svaghed i den socialistiske miljøbevægelses planer, der netop i dag karakteriserer “EUropas Projekt.”

Når det hele bliver gjort op vil enten Europa  komme til fornuft igen, og atter indgå i en nær alliance med Amerika - eller der vil ikke være megen fremtid i Europa.

Nogle kan være imod at kalde nutidens EU et socialistik projekt, ved at påpege at dets førende medlem, Tyskland, i 12 år har været under ledelse af en formodet konservativ Kristen Demokratisk regering. Det er imidlertid en kendsgerning, at under Merkel har CDU bevæget sig så langt til venstre, at det nærmest ikke er blevet til at se forskel på de politiske løsninger fra de socialdeomokratiske koalitionspartnere.

Med hensyn til selve Paris Aftalen, så vil den efter et passende interval, hvor man tillader at eliten kan puste og stønne, samtidig med man benægter det uundgåeligt, stille og roligt gå i sig selv igen, ligesom Kyoto Protokolen, efter USA nægtede at være med.

Af betragtelig større politisk betydning er de chock som EU kommer til at står overfor efter Paris, da de store udgifter, bøder, for elendige politiske valg vil vise sig i nær fremtid - og det gælder i den grad den nye formodede leder Tyskland. Det er i det store og hele ikke blevet bemærket og fortalt i USA, dog med en rosværdig undtagelse,

Tyskland har under Merkel har taget nogle katastrofale fejlbeslutninger der kommer til at kræve øjeblikkelige og meget dyre modforanstaltninger. Især en skiller sig ud som særlig betændt, Tysklands gennemførte bestræbelse på at gå over til bæredygtig energi, kendt som  Energiewende.

Energiewende, repræsenterede kort fortalt en indsats for i praksis at indføre principperne i Paris Aftalen og skifte Tysklands elforsyning til at komme fra bæredygtig energi. Den blev introduceret så tidligt som 1991, i overbevisningen om at bæredygtig energi med lethed kunne erstatte de hadede fossile energikilder, hvis blot man subsidierede den ordentligt via forhøjede el-priser og det blev så skrevet ind i loven som Den Bæredygtige Energi Lov (EEG) i år 2000.

Ved at tilbyde subsidier for op til syv gange markedsprisen for elektricitet, betalt af forbrugeren garanterede man for den i 20 år, og man tilbød alle former for ekstra goder. Det medførte en fuldstændig hysterisk ‘bæredygtigheds’ begejstring i et land der hverken har meget sol eller særlig meget vind. Og i den udstrækning at der er vind er det i den nordlige del, der ligger langt fra de industrielle centre i syd, der netop har brug for billig energi. For yderligere at gnide salt i såret beordrede Merkel i 2011 lukningen af kernekraftanlæg i Tyskland, som ellers producerede cirka 30% af landets rene og billige energi, og det gjorde hun ud fra den absurde formodning om at Tyskland kunne opleve et jordskælv og en tsunami som den der indtraf ved Fukushima.
Billedresultat for energiewende

Således kom der rigtig gang i bæredygtig energi, og de internationale grønne klakører erklærede straks Tyskland som et Miljøets Dydsmønster, og et eksempel til efterfølgelse af alle. Men meget af det viste sig at være fake news, som det blev dokumenteret i en ødelæggende kritik af Energiewende af en af dets grundlæggere, den tyske grønne bevægelse og en pioner inden for bæredygtig energivirksomhed, Prof. Fritz Vahrenholt, der kalder den en “Katastrofe under udvikling.”

Og en katastrofe er det i sandhed. Den tåbelige satsning på bæredygtig energi har allerede gjort enorm skade på levestandarden i Tyskland, nu med 300,000 hjem der hvert år får lukket for strømmen på grund af manglende betalingsevne. Med omkostninger for forbrugeren gennem subsidierne, og den ekstra pris på 6,88 eurocents for kWh, eller to gange markedsprisen for en kilowatt betaler Tyskland nu 3 gange så meget som dagens amerikanere.

Det bliver værre. Ifølge det tyske forbrugeragentur NAEB vil den tyske forbruger i 2020 betale 45 eurocents pr. kWh, sammnlignet med 10 cents for US forbrugeren og 20 cents i Frankrig.
Billedresultat for energiewende


Den grønne ‘dydsindsats’ vil med stor sandsynlighed heller ikke opfylde alle de højtidelige løfter man har aflagt. Man har i otte år i træk ikke levet op til udledningsmålene og i 2020 vil man være 40% under den lovede reduktion, og så har vi ikke nævnt de lovede 1 million elbiler man ville have på gaden i 2020.

For at indfri de planlagte 80-95% andel i bæredygtig energi i 2050 så skulle Tyskland, ifølge Vahrenholt, tredoble sin elproduktion ved vind med 155 gigawatts - der igen betyder, at der skal opsættes 200 meter høje vindmøller for hver 2,7 kilometer i hele landet. Det kommer bare ikke til at ske.

På baggrund af denne katastrofe der er under udviking lyder Merkels højtidelige løfte om “at føre an i forvandling af energi” sammen med kineserne lige præcis som det er - det skinbarlige hykleri. Det er endnu et bevis på, hvor rigtigt præsident Trump handlede ved at trække Amerika ud af dette bedrøvelige cirkus.

Det som er endnu mere opløftende er at Trumps beslutning har fået fornuft tænkende individer til at begynde at stille spørgsmål ved Merkels katastrofale politik - også i Tyskland. En gruppe af indflydelsesrige konservative i regering har åbent udfordret Merkels “unilaterale” politik og krævet af den ændres.


Alex Alexiev is chairman of the Center for Balkan and Black Sea Studies (cbbss.org) and editor of Bulgariaanalytica.org.  He tweets on national security at twitter.com/alexieff and can be reached at alexievalex4@gmail.com.


http://www.americanthinker.com/articles/2017/06/after_paris_a_green_disaster_in_the_making_in_germany.html#ixzz4jlpfOBSC

tirsdag den 13. juni 2017

Turister tager ikke til Cuba - der stinker

Turisterne afskyr Castros Cuba - der stinker



At høre Ben Rhodes, hjernen bag præsident Obama's åbning til regimet på Cuba da skulle man tro at amerikanerne nærmest står i kø for at drage til Cuba. Intet kan måles sig med at Beyonce danser hele natten i Malecon i det gamle charmerende Havana..

De ægte fakta viser dog noget helt andet.

Mens Rhodes anbefaler rejser til Cubas kommunistiske diktatur som værende noget der nærmest ligner “frihed” i hans nye ‘fortælling’ undgår flyselskaberne helst øens elendighed. Og turisterne siger Nej Tak. Ifølge Marketwatch:
Amerikanerne er mindre interesseret i at rejse til Cuba i år end de var i 2016, viser en undersøgelse fra forsikringsudbyderen Allianz Global Assistance. Cirka 70% af besparelserme (1514) svarede at de højst sandsynligt ikke har planer om en rejse til Cuba i 2017 sammenlignet med 70% i 2016. Kun 2% planlagde at besøge Cuba i løbet af de næste seks måneder eller inden 2017 er forbi, samme antal som i 2016, trods det der har været stor fokus på rejser til Cuba fra landets Turistministerium. Man fandt også at 60% af amerikanerne sagde “de ikke bryder sig om at rejse i Cuba” sammenlignet med blot 58% i 2016.
Efter kort at have omtalt at stedet ikke har mad eller rent vand citerede journalisten fra Marketwatch en kilde der det muligvis skyldes noget forvirring om kravene der stilles fra US.
Sumers formodede at forvirring over godkendelserne for at komme til Cuba er årsag til at gennemsnitsamerikaneren afholder sig fra at rejse.
Vi skal affinde os med maden. Og manglen på rent drikkevant. Og Band-Aids. plastre mv.) og toilet papir. Og ATMs.. Og stinkende, beskidte hotelværelser. Og ifølge denne side om rejser til Cuba også manglen på anti-myg-midler. Man kan åbenbart ikke købet noget i charmerende gamle Havana. Så regn trygt med at blive bidt.
Billedresultat for stinking cuba
Andre turister har fortalt om store gebyrer for ud- og indrejser (nu $160 blot for at komme ind), korrupte embedsmænd, en mangel på fundamentale bekvemmeligheder, tyvagtige ansatte i lufthavenene, og flod af prostituerede der tilbyder deres kroppe. Hvorfor er der dog korrupte embedsmænd der søger at få penge af Gringos? Disse mennesker har jo fået at vide hele deres liv at Amerika er fjenden og er blevet fastlåst i en kommunistisk misundelseskultur i årtier.

Kombiner det med den realitet at Cuba er et militærdiktatur med statsansatte banditter der gennembanker de som er dissidenter, og den eneste logiske konklusion er at dette ikke er sted at holde ferie.

Vil du virkelig ønske at komme til dette ødelagte møgsted? Ben Rhodes fremhæver stedet som helt fantastisk, men turisterne hopper ikke på den fortælling.

Mens præsident Trump forebereder sig på at skruve tommeltvingerne ekstra hårdt på Cuba nu her på fredag i Miami, så tvinger turisterne ham nærmest til det - ved at stemme med fødderne. .


http://www.americanthinker.com/blog/2017/06/tourists_shun_castros_cuba_like_a_bad_smell.html#ixzz4jlqOMZJM

søndag den 11. juni 2017

Hvorfor verden burde støtte Trump med hans beslutning om klimaaftalen

Hvorfor verden burde støtte Trump med hans beslutning om klimaaftalen



Rigtig meget hysteri har manifesteret sig på begge sider af Atlanten efter præsident Donald Trump meddelte at USA trækker sig ud af Paris Klima Aftalen, der blev forhandlet under overvågning af FN i 2015.

Skriget “Himlen falder ned” bør ignoreres. Et meget mere højlydt og langt mere myndigt kor har vist sig: Dow Jones Industrial nåede et toppunkt den 1. juni, og det stiger efter præsident kom med nyheden. Næste dag endnu højere. Enhver hvis opgave det er at forstå økonomien ved at få løftet byrden ved FN klimakampagnen for USA - se det vil være godt for energiskabelse, for industriproduktionen, for jobskabelse og for den nationale velstand der følger med.

En af de allermest upræcise og sådant set fjendtlige udtalelser kom fra tidligere Udenrigsminister John Kerry der var med til at forhandle Paris Aftalen. “Præsident Trump der lovede ‘America First’ har taget et selvødelæggende skridt der vil gøre gøre vor nation ‘Last.’ Dette er en hidtil uset fornægtelse af amerikansk ledelse der vil koste os indflydelse, koste os jobs, og invitere andre lande til at holde inde med at løse menneskehedens mest eksistentielle krise.” .

Lad os se på hver sætning for sig. Præsidentens beslutning sætter helt klart Amerika først ved at give topprioritet til den nationale økonomiske vækst frem for at hæmme den ved at påtvinge meningsløse Grønne regulativer der ville smadre økonomien. Virkningen ville være virkelig dyster både herhjemme og i konkurrencen med andre lande, som Kina, der har gjort det klart at de ikke vil begrænse deres udvidelse af produktionen og energiforbruget.


Præsident Trump's handling var ikke “hidtil uset” da præsident George W. Bush jo nægtede at implementere Kyoto Protokollen der blev vedtaget i 1997, men ikke fik virkning før 2005, hvor dens første forpligtende periode først skulle indledes i 2008. Protokollen var en klima traktat, men den blev aldrig ratificeret af U.S. Senate. Et stort flertal fra begge partier var imod for den var så uretfærdig med sine internationale forpligtelser.

Alle forhandlinger om klimaet i FN siden 1992 har været udført efter princippet med “fælles, men dog forskellige ansvarsområder,” der igen opdeler verden i Udviklede lande (37 står for dem, flest med USA, EU og Japan) og udviklingslande (cirka 134).

De udviklede lande har ansvar for at reducere udledningerne, fordi de får skylden for at have været de første der har udledt drivhusgasser (GHG) i atmosfæren. Resten af verden har intet ansvar for at dæmme op for deres udledninger da de blot forsøger at holde trit med de udvikelde lande i levestandarder.

Det er så derfor Kina proklamerer at man bliver i Paris Aftalen. Det koster Beijing absolut ingenting da man anser sig for at vore et udviklingsland som så per definition ikke skal foretage sig noget.

Faktisk har de gentagne gange proklameret at deres udledninger vil fortsætte med at øges til 2030, hvor de så vil være nået et højdepunkt. Kina vil derpå overveje hvad man skal gøre for at komme videre. Beijing er ikke tilfreds med at USA trækker sig, ikke på grund klimaudfordringen, men fordi de ønsker at se at Amerika langsomt hæmmes i sin vækst mens de selv får ekstra meget fart på og dermed endnu mere skæv magtbalance.  

EU er blot jaloux over for Amerika, hvor elektricitetspriserne er halvdelen af på det gamle kontinent, sammen med arbejdsløshedstallene. Og økonomisk vækst er i fremgang i USA - og vil sandsynligvis øges endnu mere under Trump æraen. At EU som et hele trækker sig fra Washington er kun med til at gøre opmærksom på deres fiaskoer på en række områder, ikke kun klimaet.
Billedresultat for dumbing the paris accord

Præsident Barack Obama kunne man have forventet ville lægge pres på for en ratifikation af Kyoto Protokollen eller i det mindste en accept af den som en vigtig aftale, men det gjorde han ikke. Lige så Grøn han gerne vil fremstå, så kunne han dog ikke godkende den ubalancerede aftale for USA i FN’s udgave. Han vandt i 2009 Nobels Fredspris på forventning om at han ville bringe USA ind i den næste FN Traktat der skulle træde i kraft i slutningen af det år. I stedet skuffede han fælt ved Copenhagen 15 topmødet, der ellers var blevet anset som afgørende for den globale Grønne Bevægelse.

Højrefløjen glemmer ofte hvor meget godt præsident Obama gjorde i København, ved at sætte Amerika først over kravene fra det meste af resten af verden.

I forløbet op til konferencen opfordrede, Janos Pasztor, Director of the UN Secretary-General's Climate Change Support Team, United States til at vise “lederskab” ved at indføre ensidige begrænsninger på sig selv - og det endog før mødet indledtes.

FN Generalsekretær Ban Ki-moon erklærede, “vi har ikke råd til endnu en periode hvor United States stiller sig på sidelinjen.” Venstrefløjsaktivisterne udenfor konferencen krævede endnu større byrder på Vestens kapitalistiske lande ved en aftale der fremstod som et FN socialistisk diktatur. Dog kom der ingen “bindende traktat” fra de ophedede haller i Danmark, kun en aftale der skuffede aktivisterne.

Obama administrationen brugte 2009 til at forsøge at overtale Kina til at acceptere tvungne mål for at alle havde samme betingelser. BASIC koalitionen, Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, der er førende blandt udviklingslandene insisterede på at holde fast ved Kyotos “differentierende” princip - der udelod dem fra noget mål På grund af denne grundlæggende konflikt kollapsede konferencen. Præsident Obama forhandlede direkte med BASIC for at få lavet om på betingelserne i FN processen. Intet land skulle have påtvunget et mandat. Hvert land skulle være frit stillet til at gennemføre sin egen politik i sin egen interesse. Det ville blive den frie konkurrerende provækst verden som BASIC ønskede, dog også med USA som deltager.

Personligt var præsident Obama faldet for ‘lærdommen’ om at hæmme klimaforandring ved at reducere de amerikanske udledninger. Under Copenhagen Accord skulle han kun rapportere til FN hans frivillige mål, en 17% reduktion i drivhusgasser i 2020 fra 2005 niveauet.

Da Obama rykkere mere mod venstre i sine sidste år i embedet satte han et nyt mål for udledninger - med en reduktion af 26-28% under 2005 niveauet i løbet af 10 år, og en 32% reduktion hos de eksisterende kraftværker i 2030. Dette var imidlertid kun hans mål der skulle gennemføres af hans EPS (og ikke have fuld effekt før han var sikkert ude af embedet). Hans store plan the Clean Power Plan, blev blokeret af et søgsmål ved 24 stater der frygtede en negativ virkning. Trump administrationen indtog kontorerne fast besluttet på at afslutte Obamas væksthæmmende program.

Det fremgår ikke helt klart om præsident Trump faktisk partout måtte trække USA ud af Paris Aftalen for at ændre kurs på politikken, da aftalen ikke tvinger nogen nation til at gøre noget der ikke er i nationens suveræne interesser - det er det ironiske ved Obamas hårde kurs i 2009.

Imidlertid har Paris Aftalen nogle betænkelige, farlige holdninger der kunne give årsag til problemer i fremtiden. Aftalen indeholder stadig det “differentierede” princip i Artikel 4 “Udviklede lande skal fortsætte med at være i spidsen ved at indføre brede økonomiske absolutte udledningsmål. Udviklingslandene skal fortsætte med at forstærke deres indsatser, og opmuntres til - med tiden  at gå frem mod brede økonomiske udlednings reduktioner eller begrænsningsmål i lyset af de forskellige nationale omstændigheder.”

Således “skal” Vesten handle, men resten af verden blot opmuntres til at handle. At sætte USA’s økonomiske fremtid under en FN tekst der fremmer en sådan ulighed er ganske enkelt ulovligt. Trump er således den tredje præsident i følge der mener dette.

Trods det oprør, det postyr, så er humlen de indsatser nationerne har taget (eller ikke har taget) ved den formodede klimakrise. FN har været vært ved klimakonferencer siden 1992, uden nogen signifikante resultater, herunder den tandløse Paris Aftale (som Friends of the Earth International kaldte “fup.”)

At få 193 lande til at underskrive en aftale (hvilken som helst aftale) kræver at den sådan set er uden betydning -så hvorfor ikke bare skrive under.

Hvis der virkelig var ægte konsensus om at klimaforandring er en eksistentiel trussel ville beretningen om FN ikke kun være begrænset til at rekordmange tredjeklasse bureaukrater kunne nyde at deltage på 5 stjernede hoteller, og samtidig puste sig op med vidtløftige løfter om at redde verden. Fra Bali til Paris har klimakonference cirkusset været en lystrejse. Den virkelige “klima svindel” er blevet påført skatteyderne og donorerne der har betalt disse orgier af en hoben af flotte ord.

I Paris var det ægte emne ikke klimakontrol. Ingen tror seriøst på at det kan ske. I stedet handler det om hvordan man kan få fingre i de 100 milliarder dollars der skal sættes ind i en fond til at hjælpe “fattige” lande klare forandringer i miljøet.

The Green Climate Fund blev oprettet i 2010 og har nået $10 milliarder ved mødet i Paris i 2015. Det man er enig over en bred kam er økonomisk vinding. Enhver FN udtalelse indeholder en betingelse, en ret eller undtagelse på bekostning af indskrænkninger i friheden til fordel for vækst. Artikel 2 i Paris teksten begrænser politik om emissioner inden for “konteksten af bæredygtig udvikling og indsatser for at udradere fattigdom” der således har prioritet.

Ingen ansvarlig regering kan med god samvittighed underskrive en traktat der ikke giver den lov til at konrollere egen skæbne og arbejde på at forbedre levestandarden for dets folk.

Det er det nationalisme handler om. Præsident Trump er bannerfører for denne konsensus. Det bedste US kan gøre er at hjælpe sine europæiske allierede med at opnå styrke igen er at gøre de som tidligere Udenrigsminister Kerry frygter - invitere dem til at trække sig væk fra “Himlen Falder Ned” alarmisterne i FN.

Dette vil stimulere, ikke hæmme de teknologiske fremskridt. Hvordan energi produceres (kul, naturgas, kernekraft, sol, vind mv.) er ikke i sig selv vigtigt  så længe det er billigt, pålideligt og sikkert. Hvis alternative kilder eller produkter (som elektriske biler) kan konkurrere på disse vilkår så vil de få fremgang, succes - og det er allerede ved at ske. .

Udenlandske embedsmænd og hjemlige ‘miljøpartisaner’ bruger klimaet som kampplads og talerør. De ved alle sammen at hvis de i virkeligheden skulle indføre politik, der ville føre deres økonomier i sænk, så ville de ikke overleve den folkelige modstand trods deres bønner til Gaia.

Præsident Trump er blot lang mere ærlig og realistisk om alt dette, som lederen af verdens største nation også bør være.

William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former economics professor and Republican Congressional staff member.



Related Posts with Thumbnails