Eksperternes manglende forudseenhed

Hvorfor forudså eksperter ikke den Palæstinensiske 'krig'

Jonathan Schanzer
Fra gennembrydningen af den Ægyptiske grænse til de vilkårlige raketter som affyres mod Israel, afstedkommer Gaza Striben til stadighed alvorlige trusler mod den regionale sikkerhed. Hamas, terrororganisationen, kontrollerer området, idet den besejrede PLO på seks dage i en borgerkrig i juni 2007. Men et overfladisk tilbageblik på historien afslører, at Hamas-PLO striden har ulmet siden 1988, da Hamas første gang trådte frem på kamppladsen. På trods af tydelige tegn på en forestående konflikt var der næsten ingen professorer, i Mellemøst studier, i Amerika, der så det ville ske.

Hvorfor skrev så få eksperter om den gensidigt ødelæggende Palæstinensiske krig? Hundreder af Arabisk-talende professorer og analytikere har vandret gennem Vestbredden og Gaza i årenes løb, finansielt understøttet af US. forskningsmidler.

De fleste af dem var alt for travlt optaget af, at gennemhegle Israels forsvarspoltik til at de kunne på øje på det begyndende uvejr, kun nogle få US. professorer kunne se skriften på væggen:

Mahmood Monshipouri, professor ved Alma College i Michigan udgav en forudseende artikel i 1996 i Middle East Policy med titlen "Kampen mellem PLO og Hamas." Han så og erkendte potentialet for konflikten hele 11 år før kuppet i Gaza i 2007.

Don Peretz fra State University of New York in Binghamton forudså ligeledes, at splittelsen mellem Hamas og PLO, under entifadaen i 1987, ville få vedvarende konsekvenser. Han forudsagde, at de to grupper kun kunne "dække midlertidigt over deres forskelligheder" og at derpå; "ville en gensidigt ødelæggende konflikt bryde ud mellem dem når tiden var inde til, at Palæstinenserne skulle bestemme deres politiske fremtid."

Såvel Monshipouri og Peretz var undtagelserne i 1990'erne. Så godt som alle deres kolleger udøste rundhåndet ros til det Palæstinensiske "borgerskab" som hjørnestenen for et spirende demokrati, eller de spiddede Israel fordi det slog ned på selvmordsbombegrupperne som dræbte snesevis af Israelske civile. Efter udbruddet af en ny kampagne af Palæstinensisk vold, almindeligvis kaldet "intifada 2000" skiftede akademikerne fokus til den Israelske selvforsvars taktik som de groft gav den forkerte karakteristik som værende "apartheid" med særlig blik på Israels sikkerhedsmure rundt om Vestbredden og Gazastriben, som forhindrede, næsten 100%, forsøg på Palæstinensiske selvmordsbomber og andre Palæstinensiske voldshandlinger.

I løbet af de sidste syv år har Middle East Studies Association (MESA) den akademiske paraplyorganisation, under hvilken næsten enhver amerikansk professor er tilknyttet, fokuseret på disse trivielle emner, men har til gengæld ikke formået at komme med et eneste stykke papir, som har været banebrydende i den interne Palæstinensiske uoverensstemmelse og den borgerkrig der var under udvikling.

Da nyhederne i medierne fra området åbent begyndte at rapportere om sammenstødene mellem Hamas og PLO i 2003, 2004, var det blot enkelte professorer der beskrev det. Fawaz Gerges fra Sarah Lawrence College, som ofte kritiseres for sit forsvar for Islam, bemærkede i Washington Post, at "den fare lurer, at en yderligere radikalisering af Hamas, ikke alene vil betyde en eskalering af volden mellem Israel og Palæstinenserne, men også udgøre en risiko for en intern Palæstinensisk borgerkrig."

Denne portion realisme var undtagelsen snarere end reglen. Rashid Khalidi og Joseph Massa, to Palæstinensiske professorer ved Columbia University, undlod at advare om det truende Palæstinensiske uvejr. Hvis de overhovedet fornemmede den gensidigt ødelæggende Palæstinensiske konflikt, da undlod de at advare de ansvarlige U.S. politiske lovgivere. I stedet lod de en stadig trættende strøm af Israel kritiske skrifter flyde. Deres kolleger ved andre institutter, som næsten ikke udgav noget kritisk arbejde angående den interne Palæstinensiske bevægelse, er med til at give flere eksempler på analytiske fiaskoer og anti-Israel dagsordner.

Hvad professorerne ikke begreb dengang, og stadig ikke vil begribe, er, at Hamas's radikale Islamiske ideologi, såvel som den Palæstinensiske nationalistiske tankegang hos PLO, er ekspansionistisk og voldelig, langt mere grundlagt på tanken om Israels udslettelse end på tanken om at skabe en levedygtig Palæstinensisk stat. Derfor var det blot et spørgsmål om tid førend de tørnede sammen.

Den Palæstinensiske borgerkrig og det efterfølgende Hamaskup har resulteret i afskydningen af mere end 800 raketter mod Israel, en grænsekonflikt i Ægypten og mere end 330 palæstinensere er døde i den dobbeltsidige kamp, og dertil kommer de regionale spændinger som sandsynligvis vil føre til en ny krig i Mellemøsten. Forsknings professorerne har endnu til gode at forklare, hvordan de så at sige enstemmigt har undladt at rette opmærksomheden på denne kritiske tilstand i regionen, på trods af det bjerg af arbejde de har affattet om konflikten Palæstina/Israel. En passende erkendelse af denne forfærdelige forsømmelse vil være et af de nødvendige skridt som er påkrævet, hvis professorerne i Mellemøststudier nogen sinde igen skal have lovgivernes tillid og også for alle os andre.

http://www.americanthinker.com/2008/03/profs_hammer_israel_fail_to_pr.html

Verdens sande klimatilstand

Uetisk klimaforskerdebat afsløret.

Dr Fred Hansen

Den Internationale Konference om Klima Forandring (ICCC) som fandt sted i New York i dagene 2.-4-marts 2008, gav fremdrift hos skeptikerne til de påståede menneskeskabte klimaforandringer. Den afgørende begivenhed på Times Square, med 100 videnskabsfolk og flere end 500 tilhørere blotlagde det som er blevet beskrevet som "ultimative skrækscenarier" med fortegnede rapporter i videnskabelige tidskrifter. Videnskabsjournalister blev anklaget for "afskyvækkende og uetisk opførsel" med hensyn til at censurere og undertrykke kritiske studier om klimaforskningen. Blandt de mange talere i New York præsenterede tre førende videnskabsfolk, velbegrundede, dramatiske og bekræftet materiale som fuldstændig afviser at klimaforandringerne skyldes menneskets udledning af kuldioxid...Antallet af videnskabsfolk som overværede konferencen oversteg tilsyneladende rigeligt det antal som er involveret i FN's Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) FN's Internationale Panel om Klima forandring... Det at 100 videnskabsfolk har modet til at nedfælde deres overbevisning på skrift til FN' Bali Klima Topmøde var befriende. Videnskabsfolkene fra 17 nationer, inkluderer internationalt anerkendte fremragende klimatologer - og forfatterne til den videnskabelige rapport som er udarbejdet til IPCC heraf nogle af IPCC's førende. En ny "Manhattan Deklaration om Klima Forandring" blev fremsat, som fastslår "at kuldioxid (CO2) ikke er en forurener, men snarere en forudsætning for liv." Senator Inhofe's optegnelser, sammen med Senatets Environment and Public Works Committee, indeholder allerede mere end 500 videnskabsfolk som tidligere støttede synpunkterne hos IPCC, men som i mellemtiden har ændret opfattelse. Skeptikerne nåede til enighed på fire hovedpunkter. 1) Jorden har det for tiden godt med baggrund i den naturlige variation i klimaet. 2) Næsten al frygt for klimaet er fremkommet gennem uafprøvede computer beregningerog forudsigelser. 3) En overflod af studier fortsætter med af nedgøre frygten for CO2, og 4) "Den brede enighed" er blevet skabt med politiske, ikke videnskabelige hensigter for øje. I modsætning til det man kunne forvente var mediernes dækning af konferencen fremragende - det er det nye udgangspunkt. http://www.adamsmith.org/blog/environment/unethical-climate-science-debunked-200803181074

Status over religionerne i verden

RELIGONERNE:

Taoisme: Tingene sker.

Hinduisme: Det er sket førhen

Confucianisme: Tingene sker

Buddhisme: Det er kun en illusion af det som sker

Zen: Hvordan er lyden at det som sker

Islam: Hvis katastrofen sker da er det Allah's vilje

Jehovas Vidner: Bank, bank: 'Tingene sker'

Agnostikeren: Måske sker det og måske sker det ikke

Protestantisme: Det sker nok ikke, hvis jeg arbejder hårdere

Katolicisme: Hvis det sker, så har jeg fortjent det

Jødedommen: Hvorfor sker det altid for mig?

Teleevangelisme: Send flere penge eller der sker dig noget

Rastafari: Så ryg dog det skidt inden det sker

Hvad er religonernes status rundt omkring i verden

Dr. Laina Farhat-Holzman

For tyve år siden, forekom det mange af os, at religion var en uddøende institution, og at det begyndte i den oplyste verdslige verden. Hvor har vi taget grundigt fejl. Ikke alene er religion i høj grad levende, men gennemgår en yderst aggressiv fase, visse steder værre end andre.

USA: Ingen kandidat som aspirerer til at nå topposten i USA, og som ikke vedkender sig et religiøst tilhørsforhold kan opnå embedet.Man kan ikke være ateist og så forvente at blive valgt selvom det uudtalte forbehold overfor Katolikker og Jøder er trådt i baggrunden. Der er stadig bekymringer når Muslimer søger embeder - og så var der debat og bekymringer over, at en Mormon, (Jesu Kristi Kirke af De Sidste Dages Hellige)Mitt Romney gjorde det samme. På samme tid, har udpræget fundamentalistiske Kristne blot det svagest mulige element af støtte. De to eksempler på forskellen i tro (JImmy Carter og George Bush) har afstedkommet afstandtagen blandt flertallet. Selv den charmerende Mike Huckabee kunne ikke overbevise os. Den agressive form for Kristendom har toppet og er nu på tilbagegang. En undersøgelse afslører, at mere end een ud af fire Amerikanere skifter eller forlader deres barnetro - og antallet af ikke bekendende er nu mere end 16%.

Den Islamiske verden: Den muslimske verden er i krise. De fleste muslimske nationer har prøvet monarki, verdslige diktatorer, og lidenskabelig nationalisme, altsammen har ikke hjulpet til at trække de middelalderlige samfund ind i den moderne verden. Overklassen, eliten, i disse nationer har draget fuld udbytte af tilbudene i Vestens uddannelsessystemer og muligheder, men de er stadig for lille en gruppe til at danne bro over forskellene. Feudalisme og religiøs fanatisme har langt mere greb om samfundet, end den mere verdsligt indstillede middelklasse. Pakistan har imidlertid overrasket os alle, da det viste sig, hvor dårligt de religiøse partier klarede sig i det nys afholdte valg. Måske er der et håb.

Afrika: Fundamentalistisk Kristendom og ditto Islam tørner sammen i Afrikas største land Nigeria. Blodet flyder allerede og der vil komme meget mere før vi kan se hvem der vinder.

Hinduismen: Hindu fundamentalisterne, en højst urovækkende gruppe, (Shiv Shena Gruppen) udkæmper, hvad der ser ud som en håbløs kamp mod Vestlige værdier og kultur. Nu da Indien endelig er begyndt at blomstre op under dynamisk fri handelsvirksomhed (socialismen var ikke nogen succes i landet), protesterer Hindu vogterne mod Valentine's Dag og sætter ild til butikker der sælger lykønskningskort og blomsterhandlernes røde roser, og gennembanker unge mennesker i parker, hoteller og restauranter eller hvis de ses gående hånd i hånd. De deler det samme had til dette symbol på Vestlig kærlighed som det Muslimske ærbarhedspoliti i Saudi Arabien, Iran. I Indien er disse tåber til grin; i Saudi Arabien sker det kun privat at man håner dem.

Multikulturelle Malaysia: Malaysia er langt overvejende en Muslimsk stat som gerne har villet give indtryk af, at være tolerant og multikulturel indstillet overfor de som er verdslige. Indiske tamiler så forleden hvordan regeringen udslettede en slumbebyggelse på 200 huse og et vigtigt Hindu tempel. Der er interne spændinger flere og flere steder i Malaysia, som gennmgår en intens Islamisering blandt magthaverne. Overklasse indere overlever kun ved at holde lav profil, ligesom det kinesiske mindretal (ofte Kristne), som spiller en stor rolle i bankverdenen og for selve økonomien. De lever i stadig frygt.

Thailand: Thailand er det eneste moderniserede land med Buddhistisk flertal og har alvorlige problemer med dets muslimske mindretal. Mindretallet er blevet radikaliseret af Islamister og thaierne behandler ikke problemet nænsomt.

Rusland: Rusland, som har en grum historie med religiøst hykleri står overfor et nyt dilemma: Deres engang Kristne befolkning er i tilbagegang og deres Muslimske befolkning (førhen koloniseret) eksploderer. Den russiske hær får stadig flere Muslimer - ikke noget lykkelig fremtidsperspektiv.

Europa: Europa, som betragter Kristendommen som fejlslagen, gammeldags, bliver oversvømmet af militante Muslimer, som fantaserer om på lang sigt at overtage styret. Hvad mon vil indtræffe først: Integrationen af Muslimer til et verdsligt Europa, eller afslutningen på Europa som vi kender det?

Læs martsudgaven af Atlantic Magazine, som undersøger religiøs konkurrence rundt omkring i verden. Alan Wolfe's "The Coming Religious Peace" er interessant, men han er mere optimistisk, end jeg. Jeg fornemmer at den religiøse krig kommer før vi aner.

http://www.familysecuritymatters.org/index.php?id=1386894

Fra Islam til Kristendommen i hobetal

Magdi Allam er blot en af hærskarer af muslimer som konverterer over hele kloden

Andrew Walden

Pave Benedikts beslutning om, i offentlighed, at døbe den mest kendte muslim i Italien, den ægyptiskfødte Magdi Allam, er med til at gøre opmærksom på en verdensomspændende exodus fra Islam. I de seneste år har millioner taget dette valg. Med denne markante offentlige handling har Pave Benedikt givet udtryk for sin velsignelse til disse omvendelser fra allerhøjeste kirkelige sted.

I et interview af al-Jazeera i 2006 forklarer Ahmad al-Qutaani, overhovedet fra Camponions Lighthouse for the Science og Islamic Law i Libyen, omstændighederne for nedgangen i antallet af muslimer.

Islam var før i tiden ...den største religion i Afrika og der var flere end 30 afrikanske sprog som blev skrevet med arabisk skrift. Antallet af muslimer i Afrika er faldet til 316 millioner, heraf halvdelen af disse araberne i Nordafrika. Så i den del af Afrika, vi taler om, den ikke arabiske del, udgør antallet af muslimer ikke mere end 150 millioner mennesker. Når vi tager i betragtning, at antallet af mennesker i Afrika er en milliard, da kan vi se, at antallet af muslimer er faldet markant i forhold til hvad det var i begyndelsen af sidste århundrede.

På den anden side er antallet af Katolikker forøget fra en million i 1902 til 329 millioner 882 tusinde, Lad os runde det op til 330 millioner i år 2000.

Hvordan er det sket? Der er nu ca. 1.5 milioner kirker hvis menigheder omfatter 46 millioner mennesker. Hver eneste time konverterer 667 muslimer til Kristendommen. Hver eneste dag 16000 muslimer. Hvert eneste år, 6 millioner muslimer. Det er i sandhed meget store tal.

Magdi Allams dåb fulgte blot ti dage efter at liget af den Katolske Ærkebiskop Paulos Faraj Rahho, fra Mosul i Irak blev fundet i en dyb hule, efter at være blevet bortført af al-Queda den 29. februar. Dåbshandlingen skete blot tre dage efter en al-Queda video hvor paven blev truet og fordømmelsen af tegningerne af Muhammed. Muslimer som konverterer til andre religioner eller forlader religon fuldstændig er under en stående dødsstraf for frafald. Allams dåb er en trodshandling mod de islamiske trusler.

Allams dåb skete ligeledes midt i Pavens "dialog" med muslimer. Dialogen begyndte ellers ikke lovende med mishagsytringerne fra Islam og dets verdslige allierede ovenpå den nu berømte pavelige meddelelse af 20. september 2006 ved Universitetet i Regensburg. I oktober præsenterede 138 islamiske lærde Paven for "A Common Word Between Us and You" - af kritikere betegnet som en dygtigt udformet opfordring til at omvende sig. Den 4. marts godkendte Pave Benedikt oprettelsen af et permanent "Katolsk-Muslimsk Forum", planlagt til at mødes i november. Nu har han så givet sin holdning om omvendelse til kende og debat. Islams verdslige allierede var hurtige til at lyde som muslimer, idet de kaldte dåben for "provokerende". Da man betrager den islamiske dødsstraf for frafald som noget uundgåeligt beklager de Pavens dåbshandling som en gerning der vil kunne skade dialogen.

Mens de verdslige vrider deres hænder skriver Allam, at hans sind "er blevet befriet fra formørkelsen af en ideologi som legimitiserer løgn, bedrag og dødelig vold og som fører til drab og selvmord, blind underkastelse under tyranni, og som har tilladt mig at tilslutte mig den autentiske Sandheds religion, liv og frihed.... Jeg erkender hvad jeg er oppe imod, men jeg vil tage imod min skæbne med højt løftet hoved, med ret ryg og den indre styrke der er hos den som er sikker i sin overbevisning."

Allam, forfatter til adskillige bøger og medredaktør på Milan avisen Corriere della Sera føjer sig til en liste af konvertitter fra Islam, som inkluderer mange andre offentligt kendte intellektuelle og millioner af 'almindelige' mennesker fra over hele verden. Islam kan kun fremvise småting i omvendelser til troen. Islam hævder at være verdens hurtigst voksende religion, det skyldes hovedsageligt det høje fødsestal i islamiske lande, hvis børnedødelighedsantal er faldet takket været medicin fra vestlige lande. Den kristne forøgelse er fremkommet ved voksnes omvendelse. Som den førende evangelist Wolfgang Simpson skriver, "Mange flere muslimer er kommet til Kristus i de to sidste årtier , end nogensinde før i historien."

Skønt al-Qataani peger på Afrika så er der et andet aspekt, det er grundlagt på forkastelsen af Islamiske diktaturstyrer, korruption og terror. I Iran har så mange som en million mennesker i hemmelighed tilsluttet sig Evangelisk Kristendom i løbet af de sidste fem år. Pastor Hormoz Shariat hævdes at have omvendt 50000 af disse gennem sin Farsisprog-sattelit kirke med base i USA. Han sammenligner successen med bestræbelserne af de evangeliske missionærer i Iran fra 1830 til 1979, i deres 149 års arbejde opbyggede de et kristent samfund på blot 3000. En Iransk religiøs lærd tror ungdommen forlader Islam fordi de sætter Islam lig med den korrupte Iranske regering. Nu debatterer det iranske parlament, Majlis, dødsstraf for konvertitter.

Efter år med al-Quedas krig i Irak viser sig en lignende tendens. New York Times fra 4. marts rapporterer: "Efter næsten fem års krig er mange unge i Irak udmattede af konstant at være udsat for den religiøse ekstremismes voldshandlinger og siger de er blevet desillusionerede over de religiøse ledere og skeptiske overfor troen som disse prædiker." En kvindelig universitetselev siger til journalisterne: "Jeg hader Islam og hele gejstligheden fordi de begrænser vor frihed hver eneste dag og deres fordømmelse er over os. De fleste af mine veninder hader at Islamister har kontrol over myndigheden fordi de fortjener ikke at have magt." En 19 årig mand siger:"Religionens mænd er løgnere. Unge mennesker tror ikke på dem. Fyre på min alder interesserer sig ikke for religion mere." En professor i jura fra Bagdad forklarer at hendes studenter "har forandrer deres syn på religion. De begyndte at hade de religiøse ledere. De fortæller vittigheder om dem fordi de føler afsky for dem." En 24 årig kvindelig elev siger. "Jeg var ellers begejstret for Osama bin-Laden. Nu hader jeg Islam. Al-Queda og Mahdi hæren er med til at sprede had. Mennesker bliver dræbt uden grund."

I den sydlige del af Rusland viser det samme mønster sig. Ifølge Roman Silantyev, leder af Interreligious Council i Rusland, som ikke er under nogen ateistisk kontrol, har over to millioner muslimer konverteret til Kristendommen. Frastødt af blodige terrorangreb er de som lever i områder som Beslan konverteret til Kristendommen, størst i antal. Så mange som 100000 er konverteret i den tidligere Sovjet provins Kirgisistan.

Efter årtier med krig i islams navn rapporter evangeliske om tusindvis af hemmelige omvendelser i landdistrikterne i Kashmir. Som en kirkegænger siger: "Denne religion interesserer mig. Jeg hader vold. Jeg hader fundamentalisterne i Islam. Jeg kommer her for at søge fred." En indisk avisoverskrift fortæller: "Ungdommen i byen forkaster tro."

I kølvandet på årtier med terrorstyre har palæstinenser stille og roligt omvendt sig og afholder gudstjenester i private hjem for at undgå afsløring. En Evangelist siger: "jeg har arbejdet blandt disse mennesker i over 30 år, og jeg kan love dig, jeg har aldrig set noget lignende."

Islam mister ligeledes tilhængere i områder hvor Islamiske overgreb forekommer i stadigt større mål i gaderne. London Times anslår at 15% af muslimer som bor i Vesteuropa har forladt Islam - alene 200000 i Storbritannien. De som forlader Islam bliver ofte udsat for overgreb, trusler og angreb.

Muftien af Perak, Malaysia, anslår at ca. 250000 mennesker har forladt Islam med den officielle begrundelse, frafald, - en rettighed som malaysiske borgere, som ikke er etniske malayer, kan påberåbe sig. Han siger : "Dette antal indbefatter ikke individer som ikke beder 5 gange om dagen (Solat) som ikke holder fasten og som ikke overholder Islams trosartikler." Som et lån fra den kommunistiske lærebog opererer Malaysia med "genopdragelseslejre" for enhver etnisk malay som findes skyldig i frafald. Ikke overraskende er etniske malayer nederst i den økonomiske rangorden i Malaysia.

I et brev i Corriere della Sera påpeger Allam at Paven "har udstedt en tydelig og revolutionerende meddelelse, at indtil nu har kirken været for forsigtig med at omvende Muslimer...på grund af frygten for ikke at være i stand til at beskytte den omvendte som dømmes til døden for frafald. Tusinder i Italien har omvendt sig til Islam og udøver deres tro i oprigtighed. Men der er tillige tusinder af muslimer der har konverteret til Kristendommen som er tvunget til at leve i skjul med deres nye tro på grund af frygt for at blive dræbt af Islamiske terrorister."

Allam beskriver Islam som et system beregnet til at overtage og fastholde magt. Truslen om vold er et forstærkende element. Allam påpeger også: "Ved siden at problemet med ekstremister og Islamisk terrorisme over hele kloden er ondets rod dybt fæstnet i en psykologisk og historisk konfliktfyldt voldsfilosofi." Det er således ikke tilfældigt at muslimer forlader deres tro samtidig med at USA og kaolitionsstyrkerne smadrer al-Queda i Irak, Afghanistan og andre steder. Islamiske terrorister og røverbander begynder at se magtesløse ud.

Den formildelsesindstillede opinion forklarer Islamisk vold med at det er et svar på Vestens politik. For dem er virkeligheden uforståelig. I 1999 i et ABC Interview med John Miller forklarede Osama bin-Laden sin motivation: "Allah har givet jihadisterne sejr over en supermagt (Sovjetunionen) og Allah vil ligeledes give dem sejr over den anden." Et årti senere er det ikke sket på slagmarken, Islamisternes nederlag får påstanden om at Allah vil få de vantro til at ønske at underkaste sig til at ligne en løgn. Resultatet er at islamisternes evne til at skræmme deres trælbundne befolkninger er blevet svækket. Flere og flere muslimer ønsker ikke længere underkastelse under Islam.

http://pajamasmedia.com/blog/muslims-leaving-islam-in-droves/

Dåneeffekten hos Obama

March 16, 2008

Af falde i svime: Før og nu.

Paul J. Shlichta

Det ser ud til, at Barack Obama har evnen til at få kvinder, såvel frisindede som venstreorienterede, til at dåne som hans optræden så ofte har vist for nylig.

For seniorer, som mig, er der absolut intet nyt i at kvinder skriger og hviner og besvimer mens en anæmisk tynd mand, med markeret ansigt synger serenader for dem. I 1940'erne var det ret så almindeligt, hvorsomhelst Frank Sinatra sang, så det blev en stående vittighed i radio udsendelser og filmreklamer.

Jo, Obama ligner også næsten Sinatra. Hvis du synes det ikke passer så kig lidt på billedet af Sinatra da han var på Obamas alder. Sammenligningen er endog endnu mere slående dengang Sinatra virkelig formåede at få kvinder til at dåne.

Denne "dåne-faktor" ser ud til at være forbundet, på en for mænd uudgrundelig måde, til moderinstinktet, som er det element ved kvinder som er sværest af forklare. Den mest fremtrædende lighed hos Obama og den unge Sinatra, er deres magerhed - en åbenbar akut underernæring. Enhver 'moder' vil få en uimodståelig trang til at stopfodre Obama med fedende spiser - eller hvis det er det der skal til, med stemmer. Selv hårdkogte jernlady's forvandler sig til tåbelige kurrende duer som om Obama var en baby.

Denne moderinstinktsvækkende dåneappeal hos Obama er et stærk stemme-sluger element, som stakkels Hillary simpelthen ikke kan hamle op med; hun er nemlig på ingen måde kær og nuttet. Det kan blive rigtig hårdt for McCain at følge med her. Mit forslag er, at han straks går på en skrap diæt.

http://www.americanthinker.com/blog/2008/03/swooning_then_and_now.html

En barnemorder hyldes

Kransenedlæggelse ved en barnemorders grav

Rick Moran

Hvad havde du forventet? Det er trods alt Jimmy Carter der tales om:

Tidligere Præsident Jimmy Carter omfavnede en Hamas leder tirsdag, rapporterer deltagere i mødet. Det har gjort de Israelske myndigheder, om muligt, endnu mere rasende, end de allerede var over Carter's egenhændige Mellemøst fredsmission. Carter lagde også en krans ved Yasser Arafat's grav. Den Arafat som Bush administrationen og mange israelere beskylder for at være hovedårsagen til at fredssamtalerne for syv år siden gik i stå,og den derpå følgende vold.

En præsident nær omfavnelse af en, forelsket?

Ved en reception på Vestbredden i byen Ramallah, arrangeret af Carter's folk, omfavnede den tidligere præsident, Nasser Shaer, en ledende politiker hos Hamas rapporterer de som var tilstede. Omfavnelser blandt mænd er meget almindeligt i arabisk kultur. "Han omfavnede mig. Vi omfavnede hinanden, det var en varm venlig gestus." sagde Shaer til The Associated Press. "Carter spurgte, hvad han kunne gøre for at fred kan opnås mellem palæstinenserne og Israel....og jeg sagde til ham at fredsmuligheden er tilstede."

Jeg er sikker på, at Carter virkelig tror på at "fredsmuligheden er tilstede." Spørgsmålet er hvad det er for en fred Carter og hans venner i Hamas forestiller sig? Vi har kendskab til Hamas's definition på fred, som er ganske enkel nemlig: 'Ingen Israel.' I betragtning af Jimmy Carters tidligere gerninger fra det sidste årti eller mere så kan man ganske logisk spørge om han ville være villig til at komme Hamas i møde på halvvejen - det vil sige, blot udrydde halvdelen af jøderne i Israel. Jeg er overbevist om, at Jimmy synes det ville være en fornuftig, retfærdig løsning.

Nogen gange dagdrømmer jeg om, hvordan historikerne i fremtiden vil behandle mennesker som Carter og andre venstreorienterede, som med regelmæssige mellemrum omfavner alverdens morderiske forbrydere. Jeg forestiller mig, at de ryster på hovedet i dyb forundring over den åbenbare stupiditet, der kommer til skue nu for tiden og regner med, at det skyldes de venstreorienteredes voldsomme stofmisbrug. For at forestille sig, at de virkelig mener det når de hylder disse trolde det er simpelthen for skræmmende et billede man kan lade glide forbi sine øjne.
Thomas Lifson tilføjer: Carter har igen vist sig at være en mand enhver med respekt for sig selv bør undgå.

http://www.americanthinker.com/blog/2008/04/carter_lays_wreath_at_baby_kil.html

Erklæring mod folkedrab

En erklæring mod Folkedrab

Deborah Weiss

Washington, D.C. -- Den politiske aktivist og forfatter David Horowitz stod på podiet i hovedstaden med et forstørret billede af kvinder i sorte hijabs som baggrund. Med kun øjnene synlige bar kvinderne bannere og plakater som sagde: "Gud, velsign Hitler." Dette foto blev ikke taget i Iran eller Saudi Arabien, men stammer fra en forsamling af yderliggående muslimer i Chicago.

At sådanne 'folkedrabs' tilkendegivelser er i aktivitet og trives i den moderne verden, og at de får deres mest morderiske udtryk i skrifter og handlinger fra Islamiske ekstremister, det er temaet på en ny kampagne som David Horowitz Freedom Center, med titlen "En erklæring mod Folkedrab, iværksætter.

Ved introduktionen af kampagnen forleden weekend talte Horowitz indtrængende for de mest basale menneskerettigheder: Retten til ikke at blive myrdet på grund af race, religion eller etnicitet. Hadet mod jøder, så tydeligt afsløret under 2. Verdenskrig af nazisterne, forsvandt ikke da Nazismen blev besejret bemærkede Horowitz. Snarere, er det levende og trives, dets fakkel bæres nu videre af en ny generation af jihadister og radikale muslimer.

At man ikke vil anerkende denne kendsgerning er baggrunden for den populære myte i Mellemøsten: At være Anti-Israel drejer sig om kampen om et land. Horowitz bemærkede at klagepunkterne fra islamisterne mod Israel kun er en undskyldning for at udslette den jødiske stat og landets jødiske befolkning i Mellemøsten. Det er denne folkedrabs kampagne som Centret's seneste tiltag skal bringe frem i lyset.

Beviset er tydeligt, man behøver blot at lytte til ekstremisterne. Således har den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad fastslået, at han ønsker at udradere Israel fra landkortet. Islamiske grupper, det være sig Shiitiske Hezbollah eller Sunniernes Hamas, har alle gentaget denne opfattelse, som finder sin rod i muslimerne hovedskrifter. I Hadith, den mundtlige tradition som omhandler ordene og handlingerne hos profeten Mohammed, kan man finde følgende citat af profeten:

(...) dommens time vil ikke indtræffe før muslimer bekæmper jøder og dræber dem; indtil jøderne gemmer sig bag klippestykker og træer, som vil græde: Oh Muslim! Der er en jøde som gemmer sig bag mig, kom og dræb ham!" Hamas' prgramerklæring, som udgør det politiske platform for det valgte parti i Palæstina, har denne passus og tilføjer oveni: "Israel vil rejse sig og blive stående indtil Islam ødelægger det(...)"

På samme måde som programerklæringen fra Hamas opmuntrer til jihad, beskylder den jøderne for alle den islamiske verdens dårligdomme, og proklamerer: "(Freds)Initiativer, de såkaldte fredelige løsninger, og de internationale konferencer for at løse det palæstinensiske problem, er alle i modstrid med den Islamiske Modstandsbevægelse... For at give afkald på nogen del af Palæstina er det samme som at give afkald på dele af religionen...Der er ingen løsning på det Palæstinensiske problem, kun gennem jihad."

Horowitz's "Erklæring mod Folkedrab" indbyder studenter fra alle trosretninger på universiteter og læreanstalter til at fornægte denne folkedrabsideologi der kommer til udtryk i disse dokumenter, og til at støtte menneskets ret til at leve fri for vold og trusler.

Horowitz's kampagne har allerede fået støtte af prominente politikere. Blandt dem er Kongresmedlem Sue Myrick, en republikaner fra North Carolina og formand for antiterror forsamlingen i partiet i Kongressen, hun var også med som deltager med Horowitz på podiet.

I sine bemærkninger opregnede Myrick, hvordan hun sammen med nogle af hendes Kongreskolleger har dannet topartimøder som svar på deres frustration over Bush administrationens indledende benægtende forsøg på at identificere radikal islam som Amerikas fjende i krigen mod terror, og således også det manglende vilje til, i tilstrækkelig grad, at undervise befolkningen om den trussel står Amerika står overfor. De som anser U.S. regeringen for at være gennemført naive i krigen mod den islamiske trussel kan finde trøst og støtte i partimødernes bestræbelser. De mødes to gange om måneden for at informere kongresmedlemmer om selve ideologien, indstillingen, og taktikken fra såvel ikke-voldelige islamister som voldelige jihadister

Som fotografen fra Chicago forsamlingen forslår, er hovedproblemet, som landet står overfor, infiltrationen fra radikale islamister i vores kultur. Myrick, en af vore få medlemmer af Kongressen som er en ægte ekspert på radikal Islam, er godt klar over denne kendsgerning. Islamisk ideologi infiltrerer vore medier, vores universiteter og endog vores militær, forklarer hun. Selvom nogen fastholder, at islamisternes endelige mål -- at gennemføre Sharia lov -- aldrig ville kunne ske i USA, argumenterer Myrick for, at at landet ikke desto mindre skal vedblive at være på vagt.

Med det formål støttede Myrick, Horowitz's erklæring. Hun foreslog at hvis enhver blandt tilhørerne ville undervise sig selv og andre i deres omgangskreds om truslens natur, da vil Amerika langt mere sandsynligt undgå den skæbne som Storbritannien, hvor Sharia lov er begyndt at finde rodfæste og hvor ingen ringere end Ærkebiskoppen af Canterbury nu siger at Sharia er "uundgåelig."

Som i den tidligere afholdte Islamo Fascist Overvågnings Uge, vil centerets nye kampagne give en særlig invitation til Muslimske Studenter Organisationer på læreanstalterne, inklusive Muslim Students Association ("MSA"). Som en af de største muslimske studenter organisationer på læreanstalterne hævder MSA at være 'den førende gruppe'. Den har imidlertid sit udspring i Det Muslimske Broderskab, Hamas's forældrearganisation. Muslimske grupper som MSA har i langt tid hævdet at Islam er "fredens og tolerancens religion." Ved at underskrive 'Erklæring mod Folkedrab' kan den distancere sig fra jihadisterne som hævder at handle i Islams navn. Det der nu er tilbage, er at se, om de virkelig vil tilslutte sig erklæringen.

http://frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=C286899F-29EA-4F85-A6B6-6BF20D486E98

FN: Islam's Gestapo

FN: Islam's Gestapo

Stephen Brown

Nepotisme, korruption, antisemitisme og nu censur.

Mens FN har kastet skændsel over sig i de seneste år med sporadiske udbrud af de tre nævnte negative tendenser, da tilføjedes endnu et den 28. marts da FN's Menneskerettighedsråd vedtog en urovækkende resolution som direkte er rettet mod ytringsfriheden i forbindelse med at rapportere om "individer og nyhedsmedier som kommenterer negativt om Islam." Således vil FN blive den Islamiske verdens vogter som skal opspore handlinger som kunne opfattes som islamofobi rundt omkring på kloden.

Ingen anden religion er indbefattet af den muslimsk støttede resolution, og som højst sandsynligt vil afstedkomme en begrænsning af ytringsfriheden i visse lande. Men måske mere urovækkende, skønt UNHRC ikke har nogen magtbeføjelser, da vil en liste over påståede misdædere blive optegnet, og således give Rådets seneste tiltag et endeligt totalitært udtryk.

Afstedkommet af Ægypten og Pakistan, ikke de mest trofaste søjler for menneskerettighederne, og støttet af islamiske og Afrikanske lande blev resolutionen vedtaget med stemmerne 32-0. De muslimske lande er vrede over de Danske karikaturtegninger, som blev offentliggjort i 2005 som skildrede profeten Muhammad, og de lande har forlangt begrænsninger i ytringsfriheden lige siden. Efter udsendelsen af Geert Wilder's film Fitna er deres krav blevet genfremsat med de samme krav om restriktioner. FrontPage Magazines skribent Robert Spencer fortæller at det er en del af Organization of the Islamic Conference's 57 medlemmers strategi for at beskytte Islam mod påstået ringeagt.

Journalisten Caroline Click skriver i sin klumme i the Jewish World Review at FN har brudt sin egen Menneskerettighedserklæring, som netop giver garanti for ytringsfriheden, da resolutionen den 28. marts blev vedtaget. Glick pegede også på, at det var overraskende at UNHRC's europæiske medlemmer afstod fra at stemme, da de angiveligt er overbeviste tilhængere af FN.

Ved at afstå viste de europæiske lande, disse selvudnævnte bastioner for menneskerettighederne og ytringsfriheden, (især når det drejer sig om blasfemi mod Kristendommen)simpelthen hvilke moralske kujoner de virkelig er, idet de sætter deres dhimmi status til fuld skue endnu engang ved at undlade at stå op imod Islamisk bølletendens.

Adskillige lande har dog stadig rygrad til at tale direkte imod denne afskyelige voldshandling mod menneskerettigheder og ytringsfriheden. USA, som ikke har sæde blandt de 47 lande i UNHRC, men blot observatørstatus, holdt ikke mund. Warren Tichenor,Amerikas ambassadør i Geneve sagde til Rådet: "Resolutionen har til formål at indføre restriktioner mod individer snarere end at understrege pligten og ansvaret for regeringerne til at garantere, opretholde, fremme og beskytte menneskerettighederne."

En Canadisk delegeret støttede Tichenor's synspunkt med sin udtalelse: "Arbejdet som særlig observatør er ikke at være være som politi overfor individers handlinger." Men det er lige netop det som vil ske. Indtil nu, har opgaven hos UNHRC ytringsfrihedsvogter været at rapportere om bestræbelser hos despotiske regeringer og diktaturer (som de kan findes i UNHRC's eget Råd) i at begrænse ytringsfriheden. Med resolutionen den 28. marts er sværdspidsen nu blevet vendt mod individer, som Wilders og de danske karakaturtegnere som udøver deres grundlæggende rettighed til at udtrykke sig frit.

Vestlige observatører tror ligeledes at resolutionen vil give undertrykkende regimer, islamiske som ikke islamiske, en yderligere undskyldning for at slå ned på dissidenter i deres hjemlande. Men værre endnu vil det give sådanne nationer en lejlighed til at blande sig i demokratiske landes forhold ved at benytte en falsk offerrolle som dække for deres aggression.

Medlemmer i UNHRC

Til forsvar for resolutionen sagde muslimske repræsentanter, f.eks. Pakistans ambassadør, Masso Khan, at målet blot var et forsøg på at "ansvarliggøre friheden til at ytre sig," samtidig med, at Islam skal beskyttes mod dets værste handlinger der kun sætter den muslimske tro i dårligt lys og opildner til religiøst had og rascisme. Imidlertid, hvis de islamiske lande blot vedtog denne resolution for at beskytte religon mod had og intolerance da har de, og deres bevæggrunde, et alvorligt troværdighedsproblem. Muslimsk diskrimination overfor andre religioner i islamiske lande er meget solidt underbygget. For eksempel er Pakistan og Ægypten, de to lande som står i spidsen for bevægelsen til begrænsning i ytringsfriheden, lande hvor kristne er en forfulgt minoritet.

I Pakistan, ifølge en artikel i den tyske avis Die Welt, bliver der praktiseret en slags "religiøs apartheid" overfor kristne, der betragtes som "lovligt bytte" for den som har til formål at forulempe dem. Når muslimske kvinder skal bruge fire mandlige vidner for at få en mand dømt i en voldtægtssag, da bliver en muslimsk mand som voldtager en kristen kvinde aldrig dømt. Som følge af omstændighederne er forfølgelsen af de kristne blevet så utålelig, at nogle kristne har begået selvmord i Pakistanske retssale, lige forand dommeren, i protest.

Caroline Glick skriver, at i Ægypten, er forfølgelsen af den Kristne Koptiske Kirke blevet sat i system af myndighederne og al kritik af den ægyptiske regering er blevet gjort tavst. I begge lande, bliver forfølgelsen udvidet til også at gælde muslimer som har ønske om at forlade Islam, dette kan resultere i dødsstraf.

At gøre sig til talsmand for religiøs tolerance og ansvarlighed i ytringsfriheden i et internationalt forum er selvfølgelig langt lettere i teorien, end i praksis, det kan konstateres i hjemlandet. Scenen, i filmen Fitna, hvor en tre årig pige fortæller, at hun har lært fra Koranen at jøderne er aber og svin, er det eneste man egentlig behøver at vide for at finde frem til holdningen som disse to muslimske UNHRC lande vier deres kræfter til.

Dette helt utrolige hykleri stopper ikke ved FN og grænserne til de islamiske lande. I sidste måned, netop før Påskesøndag, fornærmede Libyens præsident Muammar Ghaddafi kriste og jøder over hele verden da han ved et besøg i Uganda kaldte Bibelen for en forfalskning. I et land med 85% kristne, sagde den libyske leder på et stadion til ugandiske muslimer, forsamlet for at fejre profeten Muhammeds fødselsdag, at da Bibelen ikke nævner Muhammed, så er det ikke en ægte Bibel, fordi såvel Moses som Jesus havde forudsagt fremkomsten af Islams profet.

Gaddafi; i bøn for ytringsfriheden?

"Den Bibel vi har i dag er er ikke den som blev åbenbaret for Issa (jesus) og det Gamle Testamente er ikke det som blev åbenbaret til Musa (Moses). Det betyder således at den er blevet forfalsket," sagde Gaddafi og tilføjede at den ægte Bibel endnu ikke er fundet.

Ikke overraskende var der ingen vrede udbrud fra andre muslimske ledere over Gaddafi's forhånende bemrækninger. Ingen medlemmer af OIC, som på det kraftigste fordømte Gert Wilders film, og som Libyen tilhører, havde censur overfor Gaddafi og kaldte ham til orden. Det gjorde ingen andre af de europæiske lande som afstod fra at stemme og ejheller FN Generalsekretær Ban Ki Moon, som endog benævnte Fitna som "fornærmende anti-Islamistisk."

Lad os forestille os, at Australien eller Canadas premierministre havde kaldt Koranen for et falsum. Islamisk moralsk vrede og europæisk fordømmelse ville ingen grænser kende. Cyprian Kizito, den Katolske Ærkebiskop i Kampala, Uganda's hovedstad, påpegede ganske rigtigt: "Havde Kristne sagt noget lignende om Koranen, da ville der være udbrudt krig."

De religiøse følelser hos Ugandas krisnte blev således alvorligt såret af deres muslimske gæst, som var ankommet til deres land for at åbne en ny moske. Deres fredelige, ikke voldelige svar kan dog være meget lærerigt.

"Jeg håber, at vi ved at reagere som vi gjorde har givet en lektion til vore muslimske brødre om, altid at være rolige," sagde en Ugandisk biskop.

Men det er helt sikkert, at denne episode fra Uganda er noget som OIC og det muslimsk dominerede UNHRC aldrig vil tage ved lære af, eller endog overveje alvorligt.

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=F00A83C1-8D4A-4A7B-9545-9A63091D8294

Forhandle med terrorister??

At forhandle med terrorister

Melanie Philipps

På National Theatre tegner et nyt skuespil af den tidligere yderligtgående skuespilforfatter Howard Brenton, Never So Good, et overraskende sympatisk billede af premierministeren i 60'erne Harold Macmillan, der som ung mand var imod Chamberlain's fredsaftale med Hitler.

Chamberlain's påstand om at han kunne overtale Tyskland til ikke at gå i krig og derved 'bevare fred i vor tid' er selvfølgelig indbegrebet af krysteragtig fejhed og fortjener al foragt. Men i selv samme uge som stykket havde premiere, trådte en anden Chamberlain frem i skikkelse af forsvarschefen Des Browne. I et interview lørdag, sagde Browne at han mente England skulle indlede samtaler med 'elementer i Taliban og Hezbollah'.

I betragtning af at landets væbnede styrker er i en åben desperat konflik med Taliban i Afghanistan, så blegner Chamberlains kæmpefejl i forhold til H Browne's.

I dette øjeblik, hvor vore soldater ofrer livet ved at bekæmpe Taliban, hvordan kan forsvarschefen, af alle, da sige at England skal indlede samtaler med dem?

Hvad er dog for en regering, hvor ministeren som chef for Hæren demoraliserer og underminerer, i en krigstid, ved at antyde, at deres ofre er uden mening - og på samme tid opmuntrer fjenderne og således giver dem yderligere mod til flere angreb?

Afghanistan er frontlinjen i forsvaret for den frie verden i mod global Islamisk jihad. Hvis Taliban vender tilbage til magten, da vil den igen blive et udstrakt fristed for al-Queda.

Browne siger vi burde tale med dem så de kan indse at deres politiske ambitioner kun kan indfries gennem politik snarere end gennem voldsanvendelse. Hvilken umådelig stor dumhed. Taliban anerkender kun en 'politisk' myndighed: GUD.

Hvilken som helst 'politisk' proces de deltager i vil være underlagt deres fortolkning af Guds ord - hvilket kræver af dem at Afghanistan endnu engang skal blive en brutal undertrykkende Islamisk stat, for at give næring og husly til de kommende Islamiske angreb på resten af verden.

Når det drejer sig Hezbollah - den anden gruppe Hr. Browne siger vi skal sætte os sammen med - så er det en bande morderiske fanatikere som er ved at ødelægge Libanons skrøbelige demokrati, ved at de lader tusinder af raketter pege mod Israel og optræner snigskytter i Gaza, med det formål, at fremme Irans målsætning om at ødelægge Israel, opnå overherredømme over området og besejre Amerika, Storbritannien og Vesten.

Præcis, hvilke af disse 'politiske ambitioner' mener Hr. Browne kan opnås gennem den politiske proces?

Han er imidlertid ikke alene. En meget stor bølge af sådanne farlige tanker er kommet frem blandt forsvaret, efterretnings- og det politiske system.

For ikke så lang tid siden er lignende synspunkter fremført af Jonathan Powell, Tony Blair's tidligere stabschef og sikkerhedsminister Lord West;

sidste år anbefalede Common Foreign Affairs Select Commitee, at den Britiske regering skulle gå i 'engagement' med dele af Hezbollah og den uforsonlige Palæstinensiske ekstremistgruppe Hamas, sammen med Syrien og Det Muslimske Broderskab.

Denne argumentation, er baseret på den fejlbefængte opfattelse at indenfor alle disse terrorgrupper er der 'moderate' som den civiliserede verden kan forhandle med - er resultatet af den fikse ide, om 'konfliktløsning.'

Det som er drivkraften bag er 'fredsprocessen' i Nordirland, hvis tilsyneladende succes, systemet således mener kan gentages overalt på kloden.

Den kendsgerning at de tidligere så uforsonlige mænd, Ian Paisley og Martin McGuiness virkelig har fået tingene til at lykkes i samarbejde hævdes at være bevis for at enhver ekstremist eller terrorist kan forvandles til en statsmand.

Men analogien med Nordirland passer bare ikke, og det af tre grunde. Først, den eksisterende agenda i det tilfælde kan ikke sammenlignes med Islamisk ekstremisme. IRA havde nemlig ikke som mål at underlægge sig hele Storbritannien under deres styre, heller ikke at forandre UK til en Katolsk stat.

Den anden skelsættende forskel er at IRA selv bad om, at måtte være deltager i den politiske proces - fordi den Britiske hær havde givet den så mange tilbageslag så den var sat skak og derved tvang den til at indse, at IRA ikke kunne nå sine mål med voldelige midler.

Den tredje grund er, at fred i Nordirland kun er sket gennem en meget høj pris. Det er sandt at bombningerne er stoppet; men dele af provinsen er nu faktisk i en slags mafia tilstand, hvor håndhævdelse af loven bliver tilsidesat og, hvor gaderne er overladt til tidligere halvmilitære der nu driver 'beskyttelsesgrupper' og udøver bande 'retfærdighed' ved at smadre knæskaller og ved mord.

Ydermere, så har 'fredsprocessen' ligeledes ødelagt de moderate politiske partier i provinsen så det nu kun er ekstremister som styrer. I enhver konflikt, hvor voldens repræsentanter bliver tilgodeset da bliver moderate politikere uden indflydelse og ødelagt.

Ja, historien er fyldt med eksterrorister som forvandler sig til at blive statsmænd. Men at behandle dem som sådan, mens de endnu er engageret i voldshandlinger er det samme som at hejse det hvide flag til overgivelse.

Faktisk viste det sig, at udbyttet af de hemmelige forhandlinger som den britiske regering påbegyndte med IRA så langt tilbage som 1972 samtidig betød en kraftig forøgelse af volden.

Som historikerne John Bew og Martin Frampton skriver i deres kommende bog, Talking To Terrorist så betød sådanne kontakter at angrebene intensiveredes og forstærkede følelsen af forfatningsmæssig ustabilitet til yderligere forværring af krisen.

Fredsforhandlinger/Pacificering giver samme resultater igen og igen. Da regeringen på Sri Lanka inviterede separatistbevægelsen De Tamilske Tigre til en konference og tilbød indrømmelser kom der samtidig en voldsom forøgelse af terrorvoldshandlinger.

Det har kun været efter at Sri Lankanerne besluttede at angribe de tamilske terrorister og begyndte at trænge dem ud at det har lykkedes dem at isolere dem til et lille område.

Alligevel har Pat Murphy, den tidligere premierminister i Nordirland, og Chris MacCabe, en af de britiske embedsmænd som åbenlyst har mødtes med Sinn Fein, også rådgivet de Tamilske separatister om 'forhandlinger' men den Sri Lankanske regering.

I Mellemøsten er Tony Blair, med sin messianske overbevisning om, at han udførte et mirakel i Nordirland - en af de største fortalere for at bringe Hamas, hvis erklærede mål er at udslette Israel ind i en fornyet fredsforhandling.

Men lige siden 1991 har Europa, Amerika og Israel haft gentagne kontakter ad bagdøren med Hamas - blot for at opdage at det blot har gjort dem mere beslutsomme.

Katastrofalt er det, at ideen om at sådanne initiativer kan lykkes har opnået betydelig indflydelse på et system som er uvillig til at indrømme at vi nu står overfor en skræmmende lang frihedskrig og at retfærdigheden skal forsvares succesfyldt.

Den Islamistiske vold får næring af troen på at Vesten ikke har modet til en sådan kamp. Situationen i Afghanistan er virkelig desperat. Men med holdninger som hr. Browne's er der garanti for at krigen vil blive tabt.

Forhandlinger betyder ikke forskel på krig og fred. Det betyder forskellen mellem at udkæmpe en krig som borteliminerer tyranner og forsvarer liv og frihed, og så overgivelse i en krig hvor tyrannerne vinder og liv og frihed bliver udslettet.

Fred er det som man mest brændende kan ønske sig - men ikke for enhver pris.

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=576

Terapi mod depression. Global opvarmning

Al Gore's terapi. Global opvarmning

Marc Sheppard

TV-programmet 60 Minutes var med til at puste mere liv i Al Gore's indtil nu 300 millioner dollars mediestunt. Men når man går dybere i sagen var det også med til at give et nyt meget forstyrrende indblik i, hvad der får denne mand til at fortsætte sin urokkelige og ubegrundede besættelse

Efter at have overstået de traditionelle knæfalds og høflighedsspørgsmål til hr. og fru eks.vicepræsident, førte intervieweren Leslie Stahl snart samtalen hen på et mere følsomt emne. Gore virkede temmelig overrasker da han blev spurgt om han havde gennemgået "de syv stadier af vrede og ærgelse", efter han "tabte Præsidentembedet til George Bush ved Højesteretsafgørelsen."

Idet han undlod af afværge de hårdnakkede påstande om, at han måtte have været vred, rasende og gal, indrømmede Al tøvende at han "var endog meget uenig i Rettens afgørelse" og ja, at han "muligvis havde havde haft de nævnte følelser."

Skønt Gore forekom at være noget utryg ved emnet, gik Stahls bagvedliggende kommentarer endnu dybere:

"Hans venner sagde, at de var bekymrede for ham og hans sindstilstand, især efter han havde taget kraftigt på og tillagt sig skæg."

Du må have mig undskyldt for denne lægmandspsykologi, men det lyder som om Al har behov for at få afklaret nogle ting. Hvad var det så - som lige bragte denne selverklærede "næste Præsident for USA" ud af sin alvorlige nedtrykthed?

Ifølge hustruen Alice Tipper; "Al's overlevelse efter nederlaget i 2000 var afhængig af, at han lod sig opsluge af klimaproblematikken." Mærkværdigvis forekom det ikke CBS at denne udtalelse var værd at bore dybere i. Det vil jeg gøre - da det måske kan forklare hvorfor at denne "PR-agent for Jorden" gjorde sig en så stor anstrengelse for at bringe sig ud af depressionens smerter.

Mere her fra Tipper: "Efter min mening, så må det være sådan, at når man betragter nogen som gennemgår det han gennemgik og derpå ser hvad han har foretaget. Jeg er virkelig stolt over, at han ikke gav op. At han formåede at rejse sig selv og vor familie, så imponerende godt."

Selvfølgelig gjorde han det ved; "at støve sin gamle kæphest, som havde samlet støv i kælderen, af og gøre den til et megastort dokumentarhit."

Selvsamme "megastore dokumentarhit" blev den væsentligste Bibel, kendt som Den Store Grønne Skrækmaskine, Den Menneskeskabte Globale Opvarmnings sag, på trods af, at hovedparten af denne sags påstande er diskutable og fuldstændigt tilbagevist. Når det drejer sig om de der vover at stille spørgsmål om denne Menneskeskabte Globale Opvarmning sagde Al Gore til Stahl: "Jeg mener, at de mennesker nu med deres synspunkt, udgør en så lillebitte minoritet. De er næsten ligesom de der stadig tror at månelandingen var optaget i Arizona og de som tror at Jorden er flad. Det nedværdiger dem en smule, det jeg siger, men det er ikke helt ved siden af."

Om dette emne må Gore have misforstået en gruppe eller to. Faktisk har den småskøre International Flat Earth Research Society, (Selskabet; Jorden er Flad) kunnet stille spørgsmålstegn ved billeder af Jorden taget fra Månen. Til sidst bryggede de den vilde historie sammen at Apollo Måne landingen var fup og var "blevet foretaget i et Hollywood studie" og at science-fiction forfatteren Arthur C. Clarke (som døde fornylig og vil blive savnet) havde skrevet manuskriptet.

Men at henvise til at tusinder af videnskabsfolk som stiller spørgsmål til Den Menneskeskabte Globale Opvarmning kun er en "lillebitte minoritet" i sammenligning med den i sandhed mikrogruppe af rum-nørder som tror vi bor på en pandekage planet, det er virkelig skørt.

Al rejser Jorden rundt - 60 Minutes filmede ham i Indien - her 'trænede' han andre i at "udbrede ordet" ved at fortsætte med at præsentere sit fejlfyldte lysbilledshow. Faktisk når man betrager denne arrogante kultlignende matematiske indoktrinerings metode kommer man tanke om de uhyggelige "analyse" metoder som Scientology benytter sig af for at sprede deres form for fantasi.

I virkeligeheden så har vi at gøre med et sind som i det mindste beskylder Republikanerne, og måske resten af verden, for at have lidt den ydmygelse af at miste magten ved et formodet tyveri. Mens venner og familien var bekymret over hans svar på tilbageslaget, da trak han sig tilbage til sin kælder for at vise hvad han dur til ved at genoplive en slumrende besættelse. Da han så vendte tilbage, gjorde han det så som genfødt - som en selvudnævnt Frelser af Jorden bevæbnet med kun lidt mere end en uunderbygget Power Point præsentation og tilsvarende ubegrundet mission.

I en roman fra 1604 af den spanske forfatter Miguel de Cervantes berettes om en anden mand som lod sig opsluge af fantastiske vrangforestillinger om storhed og som offer for sine egne frustrende besættelser. Tryllebundet af fortællingerne om ridderlighed forstillede Alonso Quixano at han var en ridder med en mission, og iført en gammel rustning døbte han sig "Don Quiote de la Mancha", før han begav sig ud på en indbildt mission for at frelse de underkuede.

Til forskel fra Quixote, hvis indbildninger for det meste var velmente er Don Gore de La Tierras det ikke. "Budskabet" som han fejlslagne mission udbreder har afstedkommet tiltag af rækkevidde der strækker sig langt udover det problem tiltagene var beregnet på at forbedre. Fra de økonomisk udmarvende Kyoto aftaler og handelsaftaler med flere, konsekvenserne kan vise sig at få disse grønne quixotiske løsninger til at blive rene katastrofer.

Endnu en engang. I en berømt scene fra Cervantes møder den vildfarne kriger en gruppe vindmøller og fejfortolker dem som "kæmpestore giganter", som han forsætter med at kæmpe mod. Gore opfatter industrien og kapitalismen som sine indbildte modstandere og vindmøllerne betragter han ikke som problemet, men snarere et af mange nytteløse løsninger.

Men hans mission med at bekæmpe de "kæmpestore giganter," som er Planetens klimasystem, giver kun lidt tvivl om hvis karakter der lider mest af forvrængning og indbildning.

Det er vel ikke nødvendigt at bemærke - rækkevidden og omtalen af denne fantasi gør ham langt mere farlig.

http://www.americanthinker.com/2008/04/al_gores_global_warming_therap.html

En person kan forandre historien

Newt Gingrich

Som det måske er bekendt skriver jeg om nutidshistorien, hvor vi forandrer beslutningsmønstrene, for at se, hvilken effekt det ville have haft på den aktuelle historie. (Pearl Harbor og bogen, som snart udgives Days of Infamy er romaner jeg har skrevet i samarbejde med William Forstchen om den 2. Verdenskrig på dette grundlag.)

Og fordi denne måned markeret 25 års jubilæet for nogle af de mest betydningsfulde taler som førte til, at det tidligere Sovejetunionen faldt sammen, tænkte jeg det kunne være interessant at anvende denne metode på Den Kolde Krig.

Newt Gingrich

Den eneste leder, som forstod behovet for forandring var Ronald Reagan

I 1980 var USA ved at miste kontrollen over Den Kolde Krig. Under Jimmy Carter var den amerikanske økonomi på afgrundens rand - 13% inflation, 22% rente, køer ved benzinstationerne og mangel på brændstof, og begyndelsen til den værste recession siden Den Store Depression.

Vores nationale sikkerhed var på katastrofens kant. Den anti-militære venstrefløj havde skåret ned på Forsvarsbudgettet. Sovjetunionen understøttede omfattende 'fredsmarcher' i Vesteuropa (hemmelige dokumenter offentliggjort efter Østtysklands kollaps har bekræftet at Sovjet 5. kolonne grupper stod bag demonstrationerne). Sovjet's styrker var i offensiven i Afghanistan, Angola, Mozambique, Grenada, Nicaragua og El Salvador.

Den mest kendte offentlige ydmygelse var den ulovlige besættelse af den Amerikanske Ambassade i Iran i 1979. Iranske militante grupper holdt Amerikanske diplomater som gidsler, i fuldstændig modstrid med international lov, og det i hele 444 dage. I lyset af dette angreb på Amerika og amerikanske borgere var Carter's politik svaghedens og forhandlingens politik. Resultatet var en følelse af national ydmygelse og magtesløshed.

Amerikansk gidsel sammen med ja, Ahmedinejad, 1979

Den eneste politiske leder som forstod, hvilken omfattende forandring der krævedes var Ronald Reagan.

Reagan's vision om Den Kolde Krig? "Vi vinder, de taber"

Inden Reagan blev præsident, tilgodeså det nationale parnas en 'fornuftighedens' politik - det vil sige, de accepterede Sovjetunionens tilstedeværelse som en fastslået kendsgerning og var overbevist om, at det måtte man leve med.

Som modsætning til 'realpolitikken' fremlagde Ronald Reagan en enkel tydelig alternativ politik. Da en journalist spurgte til hans vision om Den Kolde Krig sagde Reagan ganske enkelt, "Vi vinder, de taber."

Den 8. marts 1983 klargjorde Reagan, med sin hidtil mest kraftfulde argumentation, for sin nye strategi i Den Kolde Krig. Ved en tale benævnede han Sovjetunionen som "ondskabens imperium," han definerede ulovligheden ved det Sovjettiske diktatur. På grund af denne tale sagde Natan Sharansky, på det tidspunkt fange i Sovjet's Gulag, at det gav fornyet håb til fangerne og løftede deres moral samtidig med at det demoraliserede Sovjetunionens vogtere og underminerede det Sovjettiske systems autoritet.

To uger senere, den 23. marts, skitserede Præsident Reagan, ved en anden tale, Det Strategiske Forsvars Initiativ (SDI) som var beregnet til at starte et videnskabs og teknologi kapløb som Sovjet ikke kunne vinde.

Eliten i Washington var i chok over Reagan's taler.

Den amerikanske 'elite' var chokerede over disse to taler. De latterliggjorde og angreb dem. Statsadministrationens professionelle og udenrigspolitikkens elitære var imod Reagan. De var skrækslagne over, at en amerikansk præsident kunne være så ligefrem og provokerende.

De skulle næsten blive ligeså chokerede da Præsident Reagan 4 års senere tog til Berlin og forlangte, "Mr. Gorbachev, tear down this wall."

Eliten var forkert på den og Reagan havde ret

Mindre en ni år efter Ronald Reagan udtalte "Ondskabens imperium" og "SDI" talerne var Sovjetunionen forsvundet.

Omfanget af denne strategiske sejr og Præsiden Reagans rolle i at bekæmpe Sovjetunionen er på det nærmeste ignoreret af det akademiske Amerika og de fleste af nyhedsmedierne.

På 25. jubilæet for disse to taler er det passende at bringe det på det rene.

De var forkert på den og Reagan havde ret.

Hvad nu, hvis Ronald og Nancy Reagan selv mente de var for gamle til at tjene Amerika?

I dag, er mange af de samme mennesker (og deres elever) som tog fejl om verden i 1983 ikke blevet klogere.

Visse personer siger at senator John McCain er for gammel til at blive præsident. Hvad nu, hvis Ronald og Nancy havde besluttet at de var for gamle til at tjene Amerika?

Hvad nu, hvis de havde besluttet sig for at blive hjemme på ranchen og nyde livet?

Så er jeg overbevist om, at der stadig ville være et Sovjetunionen og at vi stadig ville lide under Den Kolde Krigs trusler. Det er en perfekt uge til at overveje disse muligheder, og til at tage ved lære af dem.

Reagans taler og deres betydning fortjener langt større anerkendelse.

Min tale ved AEI, onsdag den 12. marts vil senere være tilgængelig på Newt.org og på AEI's website.

I tilgift har vi skabt en særside på Newt.org tilegnet de to Reagan taler. Her kan du se afskrifter og høre talerne, såvel som 'elitens' kritiske anmeldelser af talerne, som de blev fremholdt dengang

Obama's chance for at blive en Ægte Forener: Sæt Amerikanerne først fremfor juristerne i beskyttelsen af Amerika

Når vi nu taler om lederskab, så er den politiske kamp der foregår i Washington hos Kongressens Demokratiske flertal, som nægter at forny lovgivning som skal give lov til at overvåge terrorister uden for landets grænser, af nogle betragtet som undergravende, men intet kunne være længere væk fra sandheden.

Huset's speaker Nancy Pelois (D. Calif) og med hende det demokratiske flertal ville ikke forny Protect America Act fordi det ville være et økonomisk slag i ansigtet på advokaterne - en af deres vigtigste killder til at rejse penge til kampagner. Det er nemlig sådan, at loven indeholder en foranstaltning til at beskytte telekommunikationsselskaberne fra at blive sagsøgt for at samarbejde med USA's regering ved at hjælpe med at afgive efterretninger om samtaler af terrorrister og potentielle terrorister udenlands. Advokaterne og deres Demokratiske allierede mener, at for at beskytte Amerika er det nødvendigt at anlægge sager mod teleselskaberne.

De fleste af os- Demokrater og Republikanere - mener de fortjener noget helt andet: Nemlig vores taknemmelighed og beskyttelse.

Med 3.5 til 1 margen, mener amerikanerne at selskaber, som hjælper med at spore oversøiske terrorister skal beskyttes mod anklager for brud på loven.

Seks ud af otte Demokrater i Senatets efterretningskomite støtter Protect America Act - ligesom 20 af de 51 Demokrater i hele Senatet.

I sidste uge skrev 21 statsanklagere til speaker Pelosi og anmodede hende om at tillade Kongressen at vedtage loven. Syv af de 21 var Demokrater.

Som jeg har beskrevet fornylig, viser prøveafstemninger af American Solutions, at med tallene 72-23, mener amerikanerne at Kongressen skal vedtage Protect America Act inden de går på ferie.

Vores afstemning viste tillige med en endnu bredere margen (74-2), at amerikanerne mener, at teleselskaber der assisterer U.S: regeringen med at opspore terrorister skal beskyttes mod sagsanlæg for denne assistance

.

Og nu er der forlydender om, at ingen ringere end Senator Barack Obams's (D.-Ill.) efterretningsrådgiver også mener at Kongressen skal gøre det eneste rigtige og beskytte teleselskaberne som hjælper regeringen.

Jo, han kan: Senator Obama kan føre an i kampen om at genskabe vor terrorist overvågnings muligheder i udlandet

Sidste måned, da Senatet overvejede Protect America Act, stemte Senator Obama mod at beskytte teleselskaberne under lovbehandlingen.

Men så sent som i sidste uge gjorde senator Obamas's rådgiver, tidligere CIA embedsmand John Brennan, overfor National Journal, klart, at han var uenig med chefens stemmeafgivning.

"Jeg er helt og fuldt overbevist om, at teleselskaberne skal havde den immunitet," sagde Brennan. "De er blevet bedt om at samarbejde med de rette myndigheder, som handler inden for lovens kontekst."

Senator Obama ville kunne udfordre en magtfuld særinteresse ved at følge dette råd, men han ville også gøre sit land en stor tjeneste ved at bearbejde og overbevise speaker Pelosi og Husets ledelse om at vedtage Protect America Act.Sen.

Som Ronald Reagan viste, så er det at forene Amerika, ikke blot nogle ord der lyder godt - det er handlinger der virker, handlinger som undertiden indebærer en omkostning. Og som Ronald Reagan også beviste, det ægte lederskab er villig til at acceptere disse omkostninger - selv når det medfører at man må finde sig i Washington elitens foragt.

Det er i denne uge femogtyve år siden uge at denne ene mands ægte lederskab gjorde Amerika mere sikker. Hvem mon vil være den næste amerikanske leder med meningernes mod til at forandre historien?

http://www.familysecuritymatters.org/challenges.php?id=1386946