Tale med to tunger - Obama mestrer det

Tidligere ambassadør Bolton: Obama siger en ting, gør noget andet

Martin Gould

Præsident Obama har en bemærkelsesværdig evne som kun få præsidenter nogensinde før har benyttet, sagde tidligere FN ambassadør John Bolton i sidste uge: Evnen til at sige noget med et åbent ansigt når han faktisk mener lige det modsatte.

“Det han har gjort i 3 år, siger noget om hvad hans holdning er, 180 grader omvendt af hvad hans holdning faktisk er. Det er da bemærkelsesværdigt.”

“Han taler om at beskytte middelklassen, men gør det direkte modsatte; eller at være en stærk ven af Israel, når han faktisk, er den meste Israel fjendtlige præsident overfor Israel siden landet blev oprettet i 1948.

“Han gør det igen og igen, og han slipper af sted med det,” fortalte Bolton radioværten Steve Malzberg fra en New York station morgenen efter Obamas tale til Unionen.  

Når præsidenten taler om at have det “tætteste” samarbejde med Israel mener han egentlig “argumenter der helt kan standse, trække i langdrag, truslen fra Irans atomvåben.”

“Obama administration lægger et enormt pres på Israel for ikke at indlede en militær handling, og det kunne ses i det præsidenten sagde forleden..

“Han bliver ved med at sige, ‘Ingen muligheder er udeladt, men det vi virkelig ønsker er at tale med Iran, forhandle med dem.’ Og når iranerne hører det da ved de faktisk, at den militære mulighed er taget af bordet, for så vidt USA.”

At forhandle med Teheran kan aldrig blive en succes, sagde Bolton og tilføjede, “Iranerne vil bare have atomvåben. Vi ønsker de ikke skal have atomvåben. Der er ingen acceptabel mellemvej.”

Bolton, der var FN-ambassadør under præsident George W. Bush sagde Obama “mister alt det vi har vundet med så store menneskelig omkostninger siden 9/11” ved at beslutte sig til at trække tropperne ud af Afghanistan.

“Det er en del af hans fortælling, at han forsøger at skabe det indtryk at krigen mod terror er forbi. Det han forsøger at er at betone at fjenden i krigen mod terror er blot en lille, snæver del af hvad der er tilbage af al-Queda, der skjuler sig mellem Afghanistan og Pakistan.”

“Han underbetoner resten af al-Queda rundt om i verden, Han underbetoner terroristtruslen fra Taliban i Afghanistan, fra den fortsatte iranske støtte til krig i Irak, Syrien, Libanon og andre steder og truslen fra den fremvoksende bølge af radikal islamistisk tankegang over hele Mellemøsten der går i modsat retning af forhåbningerne ved Det Arabiske Forår.”

“Forholdene er blevet meget mere alvorlige efter min mening, mens Obama forsøger at male et billedet af at alt er rosenrødt, alt går fint.”

Bolton, der støtter Mitt Romney som Republikansk præsidentkandidat er blevet nævnt som en potentil Udenrigsminister i en ny administration. Han sagde han ikke har diskuteret ideen med nogen kandidater.

“Men jeg tror, og efter forleden aftens State of the Union tale, endnu mere, at dette valg er absolut kritisk for Amerikas fremtid. Hvis vi skal være det land vi engang var, så skal vi bare have en ny præsident.”

Read more on Newsmax.com: Former Ambassador Bolton: Obama Says One Thing, Does Opposite

Man må betale prisen også for EU

Om at betale prisen

Roger Scruton
 

Der kan ikke stilles spørgsmål ved at Grækenland skulle få “lov” til at gå fallit.       
       

“Den første lektion i økonomi er sparsommelighed: Der er aldrig nok af noget som helst til, til fulde at tilfredsstille alle de som ønsker det. Den første lektion i politik er ikke at tage hensyn til den første lektion i økonomi.”         

           

Thomas Sowell​'s aforisme er af særlig relevans for os nu da vi opdager, at uden at sagen er blevet drøftet eller sat til afstemning, at de aller vigtigste økonomiske beslutninger nu ligger i politikernes hænder. Demokratiske politikere sikrer deres genvalg ved at komme med økonomiske løfter -- i bund og grund ved at stjæle fra de få for at belønne de mange. 

Og for at beskytte sig selv fra omkostningen ved dette skaber politikerne formodede uafhængige økonomiske råd, såsom Den Monetære Fond, Federal Reserve​ Bank, og Den Europæiske Centralbank, som de overlader til politisk udnævnte personer.

I al ophidselsen over Dominique Strauss-Kahn​'s eventyr på et hotel i New York synes medierne at have glemt at stille det vigtigste spørgsmål: Hvordan kan det gå til at en politiker, en af de franske sofa-socialister, skulle være leder af IMF? Hvilken begribelig egenskab kunne kvalificere ham til sådan en  stillling? Forudsat at hans kæmpemæssige libido måske undertiden kunne være nyttig i politik, på hvilken måde kunne den så bidrage til processen med at opretholde ligevægten i verdensøkonomien, og kompensere for, hvor muligt,  de letsindige løfter fra politikerne?

Uden tvivl er DSK’s efterfølger ligeså kvalificeret til jobbet som nogen af de rivaliserende kandidater. Christine Lagarde​ har, trods alt, være finansminister i den franske regering. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning at hun arvede IMF som del af en politisk karriere, at hendes hovedbekymring er at redde den politiske klasse fra den lurende katastrofe som det overforbrug har bragt over os alle, og hun ser hovedformålet med IMF som værende politisk - nemlig at fastholde status quo, og forhindre at en enkelt valuta kollapser. 

 

   

Hermed siges ikke at forholdene ville være bedre om det var økonomer der styrede. Hvis der er en ting der er åbenbar om økonomi, så er det at ingen udøver at faget er enige med nogen anden om enderesultatet. Der er økonomiske sandheder, som første lektion angivet i indledningen af Thomas Sowell. Men disse sandheder er ikke på nogen måde skjult for resten af os, og teorierne for økonomerne gør dem sjældent mere forståelige. 

Adam Smith’s skriverier ejer deres egen overbevisende magt ifølge den sunde fornuft hos forfatteren, der betragter verden som den er, og anvender det overfor et kultiveret sinds uforfalskede samvittighed. ​ Nationernes Velstand​ beskriver hvad markedet ville være dersom der ikke var nogen politisk klasse der blandede sig. Og en af lektionerne den har er: At markedet søger hen mod ligevægt, men kun hvis folk høster belønning af deres foretagsomhed og betaler omkostningen for deres fejl. Når belønninger stjæles og fejltagelser kompenseres, da ophører markedets funktion som en selv-korrigerenede værktøj. Og det er præcis hvad vi ser i verdensøkonomien, nu da politikerne står i spidsen for den -- i spidsen javist, men ikke i kontrol.

.

Det er sandt at den internationale sammenkædning af nationaløkonomierne, og de muligheder der gives ved international finans gør det muligt for handlere og finansfolk at tjene enorme formuer mens de overlader deres risici til de som intet gjorde for at hindre det. Den globale økonomi som vi kender den, er en amoralsk økonomi, hvor de gamle vaner med ansvarlighed er næsten helt forsvundet. 

Men det er præcis det vi kunne forvente når politikerne tager styringen. Bankerne bliver “for store til at falde” når regeringerne stoler på dem; industrier bliver “for store til at falde” når fagforeningerne overtaler regeringerne til at stå i spidsen for dem. Og når regeringer opmuntrer til den tro, at de vil træde ind og klare omkostningerne ved fejltagelser, kan det ikke komme som nogen overraskelse hvis sortbørshajer og lykkeriddere benytter sig af deres løfter. 

Sund fornuft fortæller os at procedurerne i konkurs er væsentlige for sund økonomi. Uden dem kan økonomierne ikke opnå ligevægt i kølvandet på kæmpefejltagelser. Dette blev i overmåde grad bevist ved Sovjetimperiet økonomier, der netop opererede uden en lov om konkurs. Omkostningerne ved de fejlslagne industrier blev omfordelt over hele økonomien ved en procedure af “økonomisk arbitrage,” hvilket betød at uproduktive fabrikker med dovne arbejdere absorberede profitten fra de få succesrige virksomehder og garanterede at, i de lange løb, så ville de også falde. 

Når en ordentlig administreret lov om konkurs er på plads, da trækkes penge, viden, energi og evner sig bort fra de steder, hvor de vil gå til spilde, og de bliver anvendt med bedre effekt andre steder. Der kan ikke argumenteres imod at et stort arsenal af evner og foretagsomhed, pakket ind i den amerikanske bilindustri, ville have gavnet økonomien mange gange, hvis den industri havde fået lov til at gå fallit, og dermed have frigivet sit lager af menneskelig ‘kapital til arbejdsmarkedet. 

Christine Lagarde fortæller verden, at hun benytter ressourcerne i IMF til at stabilisere Eurozonen og undgå den potentielle katastrofe ved Grækenlands fallit. Hun roser endog DSK for at have sat denne politik i værk. Men hvad har en politiker at gøre med at blande sig således på markedets arbejdsbetingelser? Hvorfor skulle bidragene fra nationer der har klaret deres finanser på effektiv vis, anvendes til at afværge en fallit hos de som ikke har? 

Det er helt sikkert klart nu, hvis det ikke var det før, at Eurozonen var en fejl, at man bare ikke kan påtvinge en enkelt valuta, mens man overlader resten af regeringsledelsen til lokale politikere og de netværk der støtter dem. I det økonomiske liv har fejltagelser konsekvenser, og forsøget på at værge de konsekvenser er sædvanligvis endnu en fejltagelse. Og enhver fejltagelse bliver større end den forrige, da det forstørrer antallet af interesser og forventninger der afhænger af en redning. 

Efter min mening burde der ikke være nogen tvivl om at Grækenland skulle få lov til at gå fallit. Et land der lader gælden blive så stor, at det ikke kan betale er fallit, og resten er blot en illusion - en spil om økonomiske fiktioner, beregnet på at hindre verdens øjne i at se den åbenbare virkelighed. Som Sovjeteksemplet viser, kan man holde sådanne fiktioner kørende et stykke tid, især hvis man gør det i socialismens navn. Men des længere det får lov at fortsætte, des større bliver styrtet. 

Illusionen om at regeringer ikke går fallit burde være afvist med sagen Argentina, men så kom det hurtigt på banen at Argentina var et særtilfælde, og stod udenfor netværket af fælles støtte der er blevet skabt på den Nordlige Halvkugle.

.

Imidlertid fik Argentinas fallit reddet landet fra total ruin, man fik brudt sin afhængighed af international finansverden, man fik stimuleret eksporten, og skabt betingelserne for en langvarig genopbygning. Den oprindelige smerte var prisen der betaltes for en realistisk fremtid. Og smerten blev oplevet ikke kun af det argentinske folk men af de banker og finansielle institutioner der havde begået den fejl at købe regeringens obligationer, som den ikke var i stand til at indfri.

Mennesker der begår ukloge investeringer burde selv betale omkostningen, og de burde helt sikkert ikke lade omkostningen gå videre til andre der er uskyldige. 

Se på Grækenland med de øjne, og du vil erkende at fallit er det rigtige valg. Det græske folk har vedholdende stemt på politikere der kom med urealistiske løfter, tilbød goder der ikke var råd til, og de lånte uhæmmet på det internationale marked for at subsidiere deres galskab. Dette er det græske folks fejl, og fejltagelser skal der betales for. Tyske banker og andre der har begået den fejl at købe græske obligationer ud fra den absurde opfattelse at Eurozonen garanterer for sine medlemmer, også de der går over stregen. 

Denne fejltagelse burde der også betales for. Og efter smerten, der vil være betragtelig, kan alle parter igen påbegynde en sober beslutning om at gøre tingene anderledes som Argentina gjorde. Kun en ting forhindrer dette, hvilket er den kendsgerning at økonomiske beslutninger er blevet annulleret af politikerne der altid stræber efter at sikre at de beslutninger forefindes i medlemmer af deres egen klasse. 

Også den fejltagelse burde der betales for.
                    
                        
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press​).
http://spectator.org/archives/2011/12/14/paying-the-price

Historieløshed og mangel på kampvilje

Er Vesten fortabt ?

Bruce Bawer             
                             

Ved begyndelsen af et nyt år er det svært at undgå spørgsmålet: Hvor er vi på vej hen? Hvad vil fremtiden bringe? Har Amerika, har friheden, har Vestens civilisation en fremtid?

Min begyndelse som professionel skribent daterer jeg til en leder jeg udgav i Los Angeles Times tidligt i 1980’erne. Jeg havde netop bestået som student i engelsk, og underviste i kompositionskurser. En af udfordringerne jeg stod overfor i klasseværelset var denne: Søgen efter emner eleverne kunne skrive om, og så fremførte jeg ting, som jeg mente faldt ind under kategorien - almindelig viden - da opdagede jeg igen og igen, at de fleste af mine elever ikke anede, hvad jeg talte om. De kendte ikke historien. Deres viden om politik, geografi, kunst og litteratur, var i bedste fald yderst sporadisk. 

                             

Jo, nogle få af dem var meget godt informerede om sport eller andet, eller om denne eller hin sanger, eller rockgruppe,  eller skuespiller eller TV show, men der var ikke megen overensstemmelsem mellem det ene barns viden, og så viden hos en anden. Der var faktisk ingen viden som de i fælleskab besad - og disse var dog elever i det som ansås som et ganske anstændigt college. Derfor skrev jeg en artikel om det. 

Tredive år senere er situationen, efter alt at dømme, endnu værre end dengang - ikke blot i Amerika, men over hele Vestens verden. Og problemet er ikke blot, at de ikke ved, hvem der skrev Krig og Fred, Det er at de ikke kender til de basisting, der kunne udgøre forskellen mellem krig og fred i fremtiden, mellem fattigdom og velstand, mellem slaveri og frihed. 

I 2007 afslørede en undersøgelse af svenske unge mennesker. udført af en gruppe der kalder sig Information om Kommunismen, at 90% af svenskere i alderen mellem 15 og 20 ikke ved hvilke udenlandske hovedstæder der ligger nær Stockholm, og at de fleste ikke ved hvilke lande der grænser op til deres egen. 

Ydermere anede de fleste af dem intet om. hvad Kommunismen er. 90% kendte ikke betydningen af ordet “Gulag.” 40% mente at Kommunismen faktisk havde medført velstand til de folk der levede med den. 

“De mangler forståelse for koncepter som diktatur og demokrati, og dette er ubehageligt,” sagde Camilla Andersson fra Information om Kommunismen. Den svenske undervisningsminister Jan Björklund beklagede, da han blev spurgt ind til undersøgelsens resultat, “at svensk historieundervisning er så begrænset.” Men problemet, som jeg bemærkede dengang, var ikke “begrænset” historieundervisning, men sjusket historieundervisning. Børn, ikke kun i Sverige, men over hele den vestlige verden bliver fodret med løgne om kommunismen og med ækle løgne om Amerika, kapitalismen og Vestens civilisation i det store og hele.

En lignende undersøgelse udført i 2008 af tænketanken Civita, fandt at “to ud af tre unge nordmænd mellem 14-20 år aldrig har hørt om Pol Pot og om Gulag,” mens 34,5% mente at kommunismen havde “bidraget til at øge velstanden visse steder i verden.” 

Her forleden kørte Daily Mail en artikel, i hvilken Dominic Sandbrook mindedes en undersøgelse udført i Storbritannien for ti år siden. Hvem, spurgte den, var den vigtigste person i britisk historie? Prinsesse Diana kom ind på en tredje plads. John Lennon som nummer syv. “Friske meningsmålinger” bemærkede Sandbrook, “viser at ni ud af ti voksne (i Storbritannien) kan navnene på alle David Beckhams børn, alligevel mener en ud af tre at Churchill var en romanfigur, og en ud af fire tror, at Hadrians Mur blev bygget for at holde franskmændende ude. 

Jo, det er sandt: En ud af tre briter mener Winston Churchill var en romanfigur. “Uden selv at være skyld i det,” skrev Sandbrook, “forlader tusinder af vore børn skolen hvert år uden at vide hvad deres forældre og bedsteforældre anså som naturlig viden: Den inspirerende, hjertevarmende viden om det vi alle engang anerkendte som vor nationale historie.” 

 

Det er vel knap nødvendigt at sige, at det samme gælder for amerikanske unge. I det store og hele kender de ikke meget til amerikansk national historie, og det de ”ved” er i alarmerende grad anti-amerikansk propaganda hentet direkt fra bøger af typer som Howard Zinns giftige - og allestednærværende - People’s History of the United States.
 

Fremfor at lære om historiens kendsgerninger, og lære at værdsætte hvordan, og hvorfor Amerika blev til (som Madeleine Albright udtrykker det) “den uerstattelige nation,” da er alt for mange af dem blevet indoktrineret med multikulturalisme og ensartet politik - med en ideologi, der kort fortalt, lærer dem ikke at værdsætte deres nedarvede frihed, men i bedste fald, kun knap være klar over den, og i værste fald, forhåne den, afvise den, benægte den. 

Hvis viden er magt er dumhed svaghed. En Vestens verden ledet af mennesker, hvor de fleste mener Winston Churchill var en opdigtet person eller knap er klar over. hvem han var og hvad han gjorde - og hvor radikalt anderledes deres egne liv ville være om han ikke havde været til - giver mareridt. 

Vesten er trods alt, engageret i en kamp på mange fronter mod en civilisation (brugt her er lemfældigt) der har en lang, lang erindring. Det er ingen overdrivelse at sige, at denne kamp vil afgøre frihedens fremtid. Og den grumme sandhed er, at friheden kun har ringe chance når de som formodes at skulle kæmpe for den er så historie ‘uskyldige,’ at de ikke med rette kan værdsætte, hvor svært og, hvor hårdt der måtte kæmpes for den værdifulde gave som friheden er.

About Bruce Bawer

Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His e-book, "The New Quislings", about the Norwegian Left's exploitation of the July 22 mass murders in Norway, will be published in early January by Harper Collins.

http://frontpagemag.com/2012/01/02/is-the-west-doomed/2/

Muslimske flygtninge - Ja, Kristne - Nej

Muslimske flygtninge JA - Kristne flygtninge - NEJ!

Pamela Geller

Kristne befinder sig i overhængende fare over hele verden, og alligevel bliver de nægtet flygtningestatus, mens muslimsk flygtningeimmigration fortsætter uhindret. 

U.S. politiken vedrørende flygtninges omplacering  ville chokere de fleste amerikanere, hvis de kendte til den. FN udvælger de som kan komme til U.S. som flygtninge. Gennem mandat fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) kan dette bestemme hvilke af verdens sammenklumpede masser der kommer til U.S. som humanitære flygtninge. Og ganske forudsigeligt, da favoriserer dette FN Råd muslimer. Kristne fra muslimske land bliver nægtet status som flygtning.

Nigerianske kristne kvinder i protest over forfølgelser

Dette forekommer trods den kendsgerning at i deres hjemlande, under Shariah, forfølges kristne og mange gange går de en sikker død i møde på grund af deres religiøse overbevisning. På samme tid, entrer hele muslimske samfund U.S. i titusinder om måneden, trods den kendsgerning at i deres hjemlande er de ikke udsat for religiøs forfølgelse.

Dette er ikke noget ‘uheld.’ Vi ved at FN styres i det store og hele at dets største blok af lande, Organisationen af Islamisk Samarbejde (OIC). OIC er en af de største interregerings organisationer i verden. Det er en religiøs og politisk organisation med bånd til Det Muslimske Broderskab, en organisation der har forpligtet sig, med deres egne ord, til “elimineringen og ødelæggelsen af Vestens civilisation indefra.”

Det er ganske så skrækkeligt, men dog sandt, at afghanske kristne nægtes flygtningestatus af FN og mange nationer i Vesten, herunder Storbritannien. FN hævder at afghanske kristne ikke imødekommer de kriterier der gælder for en flygtningestatus som er stipuleret i Statut 6B hos UNHCR, der kræver at flygtninge har en “velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af hans race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning.”

Er dette derfor vi har udgydt ubetaleligt blod og skatter i Afghanistan? Således at kristne kunne udsættes for forfølgelse og blive slagtet? Hvad var hensigten? Shariah?

UNHCR tendenserne for 2006 indikerede at der på verdensbasis ville være flere end 32,9 millioner “personer med årsag til bekymring” herunder 11 millioner der blev betegnet som “flygtning.” De fleste af disse kom fra Somalia, Darfur i Sudan, Etiopien, Irak, Pakistan og Myanmar -- alle muslimske lande, undtagen Myanmar og Etiopien (der har en stor muslimsk befolkning). Det betyder at mange flygtninge fra disse lande er ikke-muslimer der søger at undslippe religiøs forfølgelse. Men det er kun de som bliver nægtet en flygtningestatus.

U.S. rangerer som nummer 3 blandt verdens nationer der tager imod flygtninge. Siden 1976 har millioner af nye borgere entret United States som lovlige humanitære flygtninge, ifølge rapporter fra U.S. Udenrigsministeriet. De store grupper af somaliere der på det seneste er kommet til U.S. har certifikatet “humanitære flygtninge” iflg. vort Udenrigsministiriums regler.

Hele muslimske samfund er blevet importeret til United States. Når de kommer her, støttes de af sociale ydelser der kommer fra Kontoret for Flygtninge Genbosættelser under U.S. Sundhedsministeriet. Byerne der modtaget disse enorme antal flygtninge er fastlagt af Flygtninge Rådet.

Undervisning i Vestens hjælpemidler for muslimske flygtninge i Maine

Flygtninge med humanitær status har bogstaveligt talt vundet i det sproglige lotteri. Helt typisk modtager de grønne kort som bosiddende udlændinge i løbet af et år efter ankomsten til U.S., og berettigede til at blive U.S. borgere indenfor 5 år, medmindre de bryder vore immigrationslove, begår en forbrydelse eller bliver deporteret. I den proces forsynes de med kontanter og assistance i sociale forhold fra forbundsstaten, NGO’er og frivillige foreninger.

Men dette lotteri er ikke åbent for ikke-muslimske flygtninge. Tilbage i oktober 2008, “afviste muslimske FN embedsmænd ansøgninger fra desperate kristne irakere om at få lov til at bosætte sig. Den kristne irakiske befolkning er siden blevet decimeret. Over halvdelen af den kristne befolkning før krigen i Irak er nu flygtet ud af landet.

Ved at gå ind for det argument, at Islam er en Fredens Religion, og man ignorerer straffene for frafald, dømmer vi tusinder af kristne til martyriet, og tvinger andre til at leve i skyggerne af en forfærdende fattigdom.

Vi har brug for at kræve, at vor regering yder beskyttelse og asyl for kristne flygtninge og konvertitter fra Islam til Kristendommen som er truet under Islams dødsstraf for frafaldne.

Pamela Geller is the publisher of AtlasShrugs.com and the author of the WND Books title "Stop the Islamization of America: A Practical Guide to the Resistance."

Join Pamela Geller in her fight to battle jihadist initiatives in our local communities -- read "Stop The Islamization Of America: A Practical Guide to the Resistance"
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=372525

Læs også denne: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/04/somaliere-forandrer-lille-by.html

Mordmetoder i Islam

Mordmetoder i Islam                          

Bernhard Lewis
                                          

“I de første århundreder af den islamiske æra, fra cirka det 8. århundrede og fremover blev religiøst betingede mord et tilbagevendende tema, og vi ser det besynderlige fænomen med religiøse sekter der praktiserer mord som en religiøs forpligtelse.

Der er adskillige bemærkelsesværdige kendetegn ved dette, for eksempel specialiseringen af en enkelt måde at begå mord. Dette har en rituel nærmest sakramental betydning. En gruppe af mordere strangulerede kun deres ofre - en tilsyneladende lighed, måske en forbindelse med de indiske Thug’er

En anden gruppe benyttede trækøller til drabene, idet de troede, at det kun var på Dommens Dag at de måtte få lov at benytte stålkøller. Den mest berømte af mordergrupperne, hvoraf navnet stammer (assassins), benyttede kun daggerter. Det er slående, at de undgik gift, skydevåben og andre relativt sikre metoder til at skille sig af med en modstander. Den nære personlige kontakt mellem drabsmand og offer var vigtig, ligesom elementet med selvopofrelse.

- Bernard Lewis, i en artikel med titlen “Religion og Mord i Mellemøsten,” oprindeligt udgivet i 1998 på hebraisk, efterfølgende revideret og udgivet i hans bog “From Babel to Dragomans: Interpreting the Middle East,” med dette citat fra siderne 125-126.

FSM: Dagens citat

Maleri af Eugene Delacorix (Fanatikerne fra Tanger) der skildrer nogle fuldstændig afsindige h’assassin mordere på felttog med mord i øjnene  -synopsis-olsen).

Englekor i kristen/jødisk civilisation

Englesang i jødisk kristen civilisation

James Lewis

"God Nat kære Prins," siger Horatio ved klimaks i  Hamlet, "og må englene synge dig til din hvile.”

Det er da en glorværdig sætning, en guldklump af Vestens civilisation. Horatios farvel til Hamlet fremkalder en verden, hvor Hamlets plagede sjæl, efter at have hævnet sin far, falder død om, og stiger til Himlen glorificeret af et kor af engle. Det er et bemærkelsesværdigt menneskeligt billede, et hvor Hamlet ofrer sit eget liv for at afklare tingene på rigtig vis, og selve Himlen fejrer retfærdigheden i hans sag. Livet på jorden kan være fyldt med uretfærdighed, men i Vestens forestillingsverden sejrer sandhed og ret til sidst. Tro det eller lad være, men i tretusind år var det en yderst menneskelig måde at betragte verden.

I Vestens tradition er det Hamlets inderste væsen der har betydning, hans sjæl. Indtil midt i det 20. århundrede benyttede det enegelske sprog ord som “sjæl,” eller “kære sjæl,” når man henvendte sig til mennesker i en dagligdags samtale.

Man kan stadig læse det i Agatha Christie bøgerne fra 1940’erne. At henvende sig til folk som “sjæle” var en almindelig vane på landet, men samtidig en der fremkaldte sympati og gensidig respekt.  Venstrefløjen hylder Buddhismen for lignende udtryk, såsom den respektfyldte hilsen “Namaste.” (Jeg hilser sjælen i dig). Det er vigtigt; men ligeså vigtigt er det at vide, at den samme ide jo hviler i hjertet på vor egen kultur. 

Forestillingen om et unik indre væsen, menneskets sjæl, blomstrede fra begyndelsen af Vestens kultur, begyndende med Platon i Grækenland og den bibelske verden med Israel. Sjælen er det som gør at hver eneste af os er mere, end blot nogle kilo kød. Den gør mennesker ubegribeligt værdifulde, frie sjæle der tager moralske valg, som Hamlet, endog med risiko for at miste livet. 

Vore “post-moderne” professorer elsker at snerre af Død Hvid Mands Filosofi, men de har næsten ikke noget nær så menneskeligt og livsbekræftende til tilbyde. Post-moderne filosoffer som Peter Singer, behandler mennesker som omvandrende nyttebærende dukker; i deres sind kan man slå babyer ihjel hvis de ikke lever op til standarden om at kunne gøre nytte. Det er ikke kun en dystopisk fantasi. I socialistiske lægelige monopoler, bliver menneskeligt liv i bogstavelig forstand oversat til dollars og cents, fordi socialismen ikke kan tillade, at hvert individ har en højere betydning.

Socialismen er umenneskeliggørende, fordi Karl Marx, formodede en primitiv form for materialisme tilbage i 1848, og de har aldrig skiftet det dogme ud. De er de allermest ideologisk fastlåste mennesker i verden.

Idet man følger Storbritanniens Nationale Sundhedssystem (nu bragt til dig af Obama), vil vore live blive opgjort i “QALY’S” det beløb i lægepenge vore liv er værd, afhængig af din alder, og helbredsstatus. QALYs er det statistiske gæt på det antal år du har tilbage med et “kvalitetsliv.” Staten vil derpå afgøre om dit liv er godt nok til at du skal holdes i live. Hvis du har smerter eller er nedtrykt, går din QALY ned. Hvis du er gammel og svagelig går din QALY ned igen - Hvis du er syg, gammel, og har smerter er du mere og mere uden værdi. 

Dette er ikke en filosofi med Håb, men med den værste form for umenneskeliggørelse. Det er hvad mennesker som Obama, Robert Reich og deres slæng tror om dig. Dit liv falder i værdi som en gammel bil -- medmindre du har politiske forbindelser. Det er en iskold måde at tænke på om mennesker, det fuldstændig modsatte af, hvad vore traditioner i Vesten har lært os. 

Hamlets rejse med engle kommer fra ( tys, tys) Jakobs drøm i 1. Mosebog 28:10-22, hvor Jakob brydes med en engel (en guddommelig budbringer) og til sidst får navnet (hviske, hviske) Israel. Lyder det bekendt? Israel er hebraisk for “Gud Sejrer”, hvilket faktisk lyder som en religiøs ide. Det mest berømte englekor i dag dukker op i den Kristne Bibel på steder som Markus Evangeliet. Men Islam går også tilbage til legenden med Ærkeenglen Gabriel der kommer til Muhammad og dikterer ham Koranen, ord for ord.

Oprindelsen til englekoret går muligvis tilbage til Egypten og Sumererne, hvor man troede sjælen efter døden rejste med den himmelske Sol for at opnå guddommelig dom, fulgt af et udødeligt liv blandt guder. 

Alle de der ‘post...’ kunne foragte Vestens kultur, men deres forfædre mente det var rigtigt og i orden. Deres liv havde langt mere smerte og flere problemer end vores, men de troede på de menneskelige væseners større betydning. Englekoret er ikke kun et gammelt sentimentalt billede; det omfatter en ekstraordinær livsfilosofi.

I Vestens kunst dukker englekor op i Renæssancen, og i Høj Middelalderen. Det ses tydeligt hos Rafael og Michelangelo. Det er i de daglige salmer, og de bønner folk sang og hviskede i tusinder af år. 

Vi lever i en verdslig tid, afskåret fra vor egen kultur. Det er derfor det er så godt at erindre, at kunst, musik, arkitektur og fortællinger fra fortidige generationer var fyldt med syngende keruber. Hvis du tror at andre har indre sjæle af umådelig værdi, så vil du behandle dem anderledes. Historien er fyldt med grusomheder, men det giver en forskel når sådanne ting sættes op mod en transcendental livsfilosofi. 

Det er i musik at englekoret stadig kan nå os med uformindsket styrke. De 99% af os kan købe en korsats fra iTunes eller Amazon, udført af de bedste sangere i verden. Der er keruber (ofte børn) der synger i hver Kormesse fra Renæssancen til Bach og Mozart, i Romancerne, i operaer, i børnekor, koncerter og symfonier til langt ind i det 20. århundrede. Hvis du holder af klassisk musik, kan du høre englesang når en komponist kan slippe dem ind. 

Selv udelukkende instrumentalmusik, som Dvoraks fremragende cellokoncert, følger fortællingen om engle der stiger til himlen. Beethovens Niende Symfoni har en afslutnings korsats med Menneskets Broderskab der marcherer (naturligvis) til himlen og Mahlers symfonier vender hele tiden tilbage til et barn der synger om “das himmlisches leben”) (det himmelske liv.)

Hvis klassisk musik ikke er noget for dig, så kan du høre det i Händels Messias:

“Og pludselig var der en himmelsk vært
der sang:
(Kor)
“ære til Gud” Ære til Gud i Det Højeste!”
og de synger og synger.

Nu er det i  tyve århundreder, at judaismen og Kristendommen har sunget  -- og også Islam, i sine mere fredelige afskygninger. 

Jeg er almindeligvis ikke en religiøs person, men jeg elsker den måde musik og kunst kan gå direkte til hjertet. Det har ingen betydning hvad du tror. Musikken taler langt tydeligere end ord kan, og hvis du ikke kan forstå din egen musik og kunst gennem tusinder af år med din egen civilisation, da har du ikke levet fuldt ud. Kinesisk kalligrafi og indisk dans har som mål at kommunikere lignende følelser, fordi store civilisationer rækker ud mod de samme højder. 

På vore universiteter snerrer alle de der modeignoranter af Vestens civilisation og udstiller dermed deres egen dumhed og foragt for generationer af de unge studerende. Dog er det Vesten der har bevaret værdien af det enkelte individ, og det er Vesten der har skabt den individuelle frihed til en enorm kraft der stadig forbedrer vore liv, under etiketter som “det frie marked.” “opfindelser der gør vort liv bedre,” “fundamentale videnskabelige opdagelser,” “forskningens tidsalder,” politisk frihed, ytringsfrihed og tankefrihed, religionsfrihed og samvittighed -- alle produkter af Vestens Oplysning.

Oplysningen gav os Uafhængighedserklæringen og Forfatningen, så langt den mest humane og praktiske politiske manifest der nogen sinde er blevet skabt af Vestens Civilisation.

Individualitet er selve nøglen til Vestens Kreativitet, til vor uovertrufne produktivitet, og til det privilegium af vi kan være alene. Alle de kreative værker gennem de sidste 500 år stammer fra stædige individer, fra Michelangelo til Bill Gates.

William Shakespeare værdsatte menneskesjæle langt mere den de post-moderne professorer fra venstrefløjen. Vore menneskelige værdier vil overleve dagens kaosskabere, ligesom de overlevede Bolsjevikkerne og Hitler. Vi vil vinke farvel til de post.... når de efterlades i støvet. Så kan vi måske  komme til at slappe af med noget vidunderlig musik. 

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/01/the_angel_chorus_in_judeo-christian_civilization.html#ixzz1iCe4UupD