fredag den 28. februar 2014

Kvinder bag alle skandalerne

Alle præsidentens kvinder


Det er ikke noget tilfælde, at de fleste af Obama administrationens skandaler har fundet sted under kvinders ledelse. At Obama administrationen vælger at være omgivet af “javel mænd” og “javel kvinder.” med liberale “javel kvinder” giver en fordel; det er nemlig vanskeligt at kritisere og grille dem når skandalen indtræffer uden at blive beskyldt for sexisme og være en kvindehadende hykler.

I vort nuværende politiske miljø slipper liberale politikere, mænd som kvinder, som regel af sted med meget mere, end de konservative politikere kunne slippe afsted med på grund af mediernes liberale dagsorden. Men liberale kvindelige politikere kan tilmed slippe afsted med en masse mere end deres mandlige kolleger, og det forklarer hvorfor man kan sætte et kvindeansigt på næsten alle Obama skandalerne.

Under normale omstændigheder burde mænd som kvinder få samme ‘belønning’ når de fejler, men mange af kvinderne ved Obama skandalerne bliver belønnet - undertiden med bedre stillinger.

Benghazi skandalen formodedes at skade adskillige kvinder: Udenrigsminister Hillary Clinton, Ambassadør Susan Rice og Charlene Lamb blandt flere. Det er tydeligt at Det Hvide Hus, af ukendt grund, manipulerede med Udenrigsministeriets beslutningsproces om Benghazi og Clinton var med på den. Hillary, der så gerne vil være præsident, har for nyligt slået fast at hun fortryder Benghazi, men hendes “fortrydelse” kunne langt bedre beskrives som hendes “fiasko” med at være chef i Udenrigsministeriet.

Da Benghazi skandalen eksploderede fandt administrationen hurtigt en “javel” liberal kvinde der kunne tage Hillarys plads på TV. Susan Rice trådte således frem som ‘redningen’ da Hillary nægtede at møde publikum ansigt til ansigt. Det Hvide Hus og medierne gjorde alt de kunne for at beskytte Hillary fra skandalen - selv fra hendes egne efterforskere State Department Accountability Review Board. Review Board udgav deres rapport uden at have interviewet bossen Hillary, men de beskyldte en anden kvinde, Ms. Lamb for ledelsesfiaskoen da hendes kontor nægtede at give ekstra sikkerhedsforanstaltninger til US Ambassadøren i Libyen. Men uanset hvad, Ms. Land blev anklaget for at have fejlet, men blev aldrig afskediget, i stedet belønnet af det selvsamme Udenrigsministerium der gav hende en anden  nøgleposition.

Kun få mænd kan, med åbent ansigt, forvente at slippe af sted med at råbe som svar på spørgsmål i Kongressen, “Hvilken forskel gør det?” Kun en liberal kvinde med en særrettigheds mentalitet kan slippe afsted med noget sådan uden at blive skreget af grin af på Saturday Night Live. Der er intet bedre til at manipulere med den offentlige mening end en fornærmet kvinde der udspørges af fæle, hykleriske Republikanske mænd.
 

The Affordable Care Act skandale har også mange kvinder i baggrunden, og kunne aldrig være sluppet igennem Kongressen uden Nancy Pelosi, der ligesom Hillary, føler hun har ret til at være immun overfor kritik. Pelosi pralede med at hun ville gøre absolut alt for at få loven vedtaget. Hun sagde:

“Vi vil gå gennem porten. Hvis porten er lukket, er det over hegnet. Hvis hegnet er for højt, så benytter vi stangsspring. Hvis det ikke fungerer så er det med faldskærm vi kommer ind, men vi vil bare have den sundhedsreform vedtaget for det amerikanske folk.”

Ingen mand ville være sluppet godt fra en sådan udtalelse som: “Vi skal have vedtaget loven (sundhedsreform) så I kan finde ud af hvad den indeholder.” Kun i det nuværende liberale miljø kan medierne få en selvgjort kvinde som Sarah Palin gjort latterlig, mens man tager en person som Pelosi alvorligt.


Efter Pelosi fik vedtaget reformloven skulle en anden kvinde implementere den:

Sundhedsminister Kathleen Sebelius. Skønt kun få har læst eller begrebet Obamacare overtog Sebelius med glæde jobbet, og udtrykte konstant tillid til at alt var under kontrol. Hun forberedte aldrig Amerika på en mulig katastrofe inden åbningsdagen den 1. oktober da netop katastrofen indtraf.

Kvinder der ikke bryder sig om at der bliver stillet spørgsmål til dem var også ‘ansigtet’ i IRS skandalen. Før hun påkaldte sig 5. (Amendment) gav Louis Lerner sig selv retten til at fastslå, at hun intet forkert har gjort. Lerners chef ved IRS, Sarah Ingram, var direktør for det kontor der holdt øje med skatte undtagne organisationer under angrebene mod konservative grupper. Men igen, i stedet for en nedgradering blev hun forfremmet til at lede Obamacare kontoret.

Mens Demokrater beskylder Republikanere for at føre en “Krig mod kvinder,” så har de ikke noget problem med liberalt at benytte en kvinde som skjold for skandale. Disse kvinder er urørlige og har ret til og vogtes af de liberale medier der med stor vildskab vil angribe Republikanere, hvis opgave formodes at være en loyal opposition. Men hvordan kan du være en effektiv opposition. hvis din modstander hævder der er kønsdiskrimination hver gang du stiller spørgsmål til alle disse liberale kvindelige ledere?

Selv om disse kvinder ‘afklædes’ i en skandale, opfører de sig som var de blevet krænket, og i stedet fortjente at blive belønnet, de insisterer på at holde kursen, påkalder sig den 5. og bliver endda forfremmet.

Da Hillary Clinton fandt sig i og forsvarede sin mand mod anklagerne om seksuel chikane på jobbet da lykkedes det hende at fremstå som ofret der fortjente at blive valgt som senator, Udenrigsminister og måske nomineret som Demokraternes præsidentkandidat. For ser du - det skylder vi hende.

De førende medier og akademiet har produceret generationer af amerikanske kvinder med en konstant indbygget vrede, med urealistiske forventninger, der opfatter livets genvordigheder som en personligt angreb - fordi de er kvinder. Ironisk nok er det de samme kvinder der ignorerer islamiske skandaler med æresdrab, kvindelig kønslig lemlæstelse og drab på frafaldne. Nogle af dem går endda så langt som at anklage kritikere af Islam for at være “Islamofober.”

Nogle liberale kvinders forhold til rettigheder ender med at de ‘forføres’ til at overdrive og lyve om deres baggrund for at få særbehandling. To eksempler er Senator Elizabeth Warren fra Massachusetts og State Senator Wendy Davis fra Texas. Man kan kun gisne om hvilket arbejdsmiljø disse kvinder vil skabe omkring sig.

Den nuværende venstreorienterede politiske kultur der omklamrer kvinder gør. at de enten fejler eller bliver til kvindelige diktatorer i en autoritær ‘moder’ stat der vil true hele grundlaget for vort frie samfund.

Under dække af “vi er pro-kvinder” benytter Venstrefløjen kvinder som redskaber til at lukke munden på kritikere og spørge ind til skandaler. Mens de førende medier placerer kvinder på en piedestal, ja så hamrer, latterliggør og benyttes ondsindede krænkelser i æteren for at beskrive konservative kvinder.

Og det lader vi dem slippe godt fra.

Nonie Darwish is author of “The Devil We Don’t Know.”
About Nonie Darwish
Nonie Darwish is the author of the new book, “The Devil We Don’t Know: The Dark Side of Revolutions in the Middle East” and is the president of FormerMuslimsUnited.org.

torsdag den 27. februar 2014

Østfronten - hvem vandt egentlig og hvorfor?

John Mosier og Den Store Fædrelands Krig


Ben Cohen

Da Vladimir Putin skrev sin berømte artikel til New York Times henviste han til alliancen i 2. Verdenskrig mellem USA og USSR, hvor de to nationer arbejdede sammen for at besejre Hitler.

I årene siden 1945 er Sovjets sejr over Nazismen blevet hjørnestenen i russisk nationalisme. Hvert år fejrer russerne deres sejr ved store parader. Hvis nazisterne var historiens største skurke så kan russerne med rigtig god grund lykønske sig selv med at besejre dem. Eller kan de?

Den hædrede forfatter og amatør militærhistoriker John Mosier mener det ikke. Efter Mosiers vurdering var Sovjet krigsindsats inkompetent og deres sejr var et resultat af en kombination af held, vestlig intervention og alvorlige fejltagelser hos Aksemagterne.

Mosier er gennem lang tid kendt for at ‘angribe’ den konventionelle, vedtagne, visdom hos 2. Verdenskrig militærhistorikere. Før han skrev Death Ride, skrev han  The Blitzkrieg Myth som argumenterede for at sejr og nederlag  afgøres i højeste grad mere af nedslidning, end af manøvrer som strategi. Hvis krige vindes ved at smadre fjendens evne, vilje til at slås så er det absolut mest oplagt at slå fjendens soldater ihjel og ødelægge fjendens udstyr, metoden der kaldes ‘nedslidning.’


Alternativet til nedslidning er manøvrering, hvor man ødelægger fjendens evne til at slås uden fysisk at ødelægge deres styrker. At indeslutte fjendens hær, afskære den fra forsyninger er den typiske manøvretaktik. Mosier argumenterede for, at militærhistorikerne har overvurderet effektiviteten ved manøvrestrategien og underbetonet effektiviteten ved nedslidning.

På grund af hans tro på nedslidning som den mest typiske og effektive vej til sejr, lægger Moser stor betoning på antal ukampdygtige. Dette fører ham til at se lidt nærmere på Sovjets krigsindsats. Fra begyndelsen af 1943 til slutningen af 2. Verdenskrig var Aksemagternes hære på tilbagetog på Østfronten, men det mener Mosier ikke har en særlig betydning. På grund af de ulige tabstal tror Mosier, at Aksemagterne ødelagde Sovjets militærkapacitet hurtigere end Sovjet ødelagde Aksemagterne. Ved dette ræsonnement ‘vandt’ Aksemagterne på Østfronten, men tabte krige på grund af deres nederlag på Vestfronten.

Andre af Mosiers påstande vil næsten helt sikkert blive mødt med modstand af mange læsere (især russiske!). Ifølge Mosier var Sovjets krigsindsats afhængig af det amerikanske ‘låne-leje’ udstyr, sær lastbiler. Sovjetunionen kunne ikke producere mængden og kvalitetsmæssigt udstyr der var nødvendigt for at holde deres hære i felten, og således var den amerikanske hjælp altafgørende, mener Mosier.

Han hævder også at omkostningerne der hjalp Sovjetunionen gjorde at landet ikke kollapsede. Mest kontroversielt så hævder han at Sovjetunionen havde til hensigt at bryde Hitler/Stalin Pagten og angribe først.

Hvordan skal man vurdere sådanne påstande? De skrækindjagende tabstal hos Sovjet tropperne indikerer en hjernelam militær inkompetence. At de blev ved med at have ekstraordinært store tab lige til krigens slutning støtter det argument at historikere i svær grad har overvurderet Den Røde Hærs effektivitet.

Beviset Mosier har fremført ville helt sikkert støtte den mere moderate konklusion at Sovjets krigsindsats var utilstrækkelig, men magter ikke at støtte den mere radikale konklusion at krigen på Østfronten var en Hitler ville tabe.

For at yde Mosier retfærdighed må det siges af uenigheden er et spørgsmål om definitioner. En hurtig beregning og anvendelse af konventionel viden lader formode, at da Sovjet påførte Aksemagterne deres største tabstal, og låste de flest af Aksemagternes tropper i Sovjet, så fortjener Sovjet også den største andel i sejren.

Mosier benytter en anden målemetode for at vurdere bidragene hos de forskellige allierede, på grund af hans egne personlige holdninger til militærstrategi. Fordi Aksemagterne ødelagde Sovjet militærkapacitet langt hurtigere end Den Røde Hær ødelagde Aksemagternes, var Aksen ved at vinde på Østfronten. Da billedet på skuepladsen i Vesten blev ændret, reddede De Allierede Sovjet fra nederlaget (Mosiers logik).
 
Døde Sovjet soldater, January 1942. Officielt, døde cirka  8.7 million Sovjet soldater i krigen.

Skønt han taler godt for sin sag, svigter han dog med at overbevise mig om hans bogs centrale påstand. Sejr kan ikke blot måles i antal lig, og hvor meget udstyr der bliver ødelagt, men ved opnåelsen af de politiske mål. En sejr på slagmarken der tabes ved forhandlingsbordet er stadig et nederlag. At Den Røde Hær endte med at besætte Berlin viser det var et militært nederlag, især når man tager konsekvenserne for tyskerne i betragtning!

Med hensyn til hans mest kontroversielle påstand, så har jeg meget svært ved at danne mig en mening. Enhver der ville kunne bekræfte at Stalin havde til hensigt at angribe Hitler, har taget den hemmelighed med sig i grav, eller der har ikke været en sådan plan.

I de seneste år har vi oplevet en sand strøm af bøger og artikler om 2. Verdenskrig af blandt andre David Glantz, af Andrew Roberts og selvfølgelig John Mosier. Mosier afviser den konventionelle visdom hos historikerne der giver Den Røde Hær broderparten af sejren. Mosier anser historikernes accept af dette synspunkt som en posthumt sejr for Stalin.. For russerne er “Den Store Fædrelands Krig” blevet hovedhjørnestenen i deres nationale identitet, og kilde til stor stolthed, men de forfærdelige tabstal er stadig en kilde til enorm national sorg. Denne store smerte kan endog være med til at forme Vladimir Putins psykologi og det i en grad som amerikanerne ikke værdsætter.

Mosier’s bog har uden tvivl bidraget til den nuværende debat, med hans karakteristiske måde at fremføre beviser på. Læserne vil være skuffede over bogens næsten totale mangel på kort, da kun meget få vil besidde en 2. Verdenskrig nørds kendskab til ukrainere, russere, polakker og hviderussere og geografien der.

Bogen kan undertiden var en smule tør og kedelig, især i midten. Trods disse stilistiske fejl, tilbyder Mosier læsere et nyt perspektiv på Østfronten, et perspektiv man hidtil ikke har kendt til.

2. Verdenskrigs studerende vil ikke blive skuffede.  

onsdag den 26. februar 2014

Hvem kontrollerer verden - jøderne eller??

Bernie Planck
Mange af mine læsere stiller ofte det samme spørgsmål: “Kontrollerer jøderne ikke verden?” Som svar har jeg påbegyndt en ny kategori der ganske snedigt har etiketten Who controls the World? for at svare på dette emen i fremtidige artikler.

Så en eller anden dag vil vi finde ud af, at det ikke er jøderne - det er - hold nu fast - McDonald’s Corporation



The Presence of McDonald’s Across the World
Photo Credit: IndexMundi Blog

Nogle interessante kendsgerninger: De eneste steder. hvor der ikke er nogen McDonalds restauranter er lande med lav befolkningstæthed, såsom Kazakhstan og Grønland, eller lande der har forbud mod franchise restauranter, såsom Bermuda eller lande, hvor import af udenlandske fødevarer er alt for omkostningstung såsom Island.

The Big Mac index [image], det antal Bic Macs man kan købe for 50 dollars i forskellige lande er en vigtig økonomi indikator, en uformel måde at måle købekraften mellem to valutaer. [Wiki].

tirsdag den 25. februar 2014

Et barns religion - tegn på mental sygdom?

Et barns religion - Tegn på mental sygdom?

Drew Zahn                                 

Ifølge en artikel udgivet på Time magasinets hjemmeside kan dit barns “overholdelse af religiøse praksis” være et tegn på mental forstyrrelse.

“Religion kan være en kilde til tryghed, komfort der forbedrer dit velbefindende,” indleder artiklen skrevet af Francine Russo. “Men nogle former for religiøsitet kunne indikere tegn på dybereliggende mentale sundhedsproblemer.” I artiklen med titlen “Kan Dit Barn Være For Religiøst?” fortsætter Russo. “Hvis dit barn er opslugt af skrifter efter skolen beder regelmæssigt i dagens løb, kan du måske drage et lettelsens suk. Hun er sådan en god pige....Eller måske ikke. Dit barns inderlighed kan være noget godt, men der er nogle børn hvis religiøse observanser kræver et nærmere eftersyn. For disse børn kan en over nidkær udøvelse af deres families tro - eller en anden tro - være et tegn på underliggende mentale sundhedsproblemer.”

Artiklen omtaler rapporter fra terapeuter der ser børn og teenagere der er dykket ned i overdreven religiøsitet som en usund foreteelse, en slags tvangsmæssig forstyrrelse, eller OCD, der “ikke er mere åndelig, end fanatisk at vaske hænder. 
 

Artiklen beskriver en type OCD kaldet ‘samvittighedsfuldhed,’ hvor børn “som en besættelse bekymrer sig over om de har begået blasfemi, været urene eller på anden vis syndet,” og advarer mod religiøst bedrag og hallucinationer som forældre kan være mindre opmærksomme på “når det sker under troens dække.”

Russo foreslår forældrene at de evaluerer om troen er en “kilde til styrke” hos deres barn eller hvorvidt “religiøse handlemåder og ritualer synes at overtage deres dagligdag og erstatter deres normale aktiviteter.”

Hvis sidstnævnte er tilfældet oplister Russo nogle få retningslinjer anbefalet af “eksperter” for at rådgive dit barn gennem en samtale om tro, og at man søger hjælp om nødvendigt.

Selvom artiklen bekræfter at religion “kan være en positiv kraft i børns liv, ligesom det er tilfældet hos voksne,” så argumenterer Ken Shepherd fra organisationen Newsbuster der holder øje med medierne for at Russo med hendes liste af råd til forældre overser troens ægte magt og sted.

“Mærkeligt nok mangler der på listen over forslag - overværelse af religiøse gudstjenester med din teenager og/eller samtale med hans/hendes præst eller rabbi for at få det rigtige perspektiv på, hvordan dit barn håndterer hans/hendes inderlighed,” kommenterede Shepherd. “Det er også betegnende hvordan religion opfattes som primært hvad den praktiserende teenager ‘får ud af det’ eller ‘hvordan vedkommende føler det’ fremfor en erfaring, hvorved teenageren søger at tilbede Gud og opdage de evige sandheder om Hans karakter og vilje.”

Shepherd kritiserede også Time for at artiklen kom nogle få dage før Påsken. “På det plan så kan man forvente den slags tåbelighed af liberale verdslige publikationer,” fortsatte han, “det er temmelig påfaldende, at i den helligste uge i den kristne kalender så forsøger Time magazine at indgyde frygt hos forældre - hovedsageligt ved en overvejende verdslig indstilling med tanke på tidsskriftets læserskare - om at teenagere der er religiøse, i særlig grad hos konservative, måske ikke er raske i hovedet,”


“Jeg har set dette komme. Dette er en slagserie der præsenteres som anstændighed og medfølelse for de stakkels mentalt syge. Regeringen lader os Second Amendment mennesker beholde våbnene, men kun hvis vi ikke er mentalt syge - og det er regeringen der skal definere hvad det vil sige at være ‘mentalt syg’.”

Hun fortsatte, “Psykiatri er et farligt våben i Statens hænder. Vi kan ikke overlade det til regeringsmyndigheder at definere mental sundhed, eller tillade ‘eksperter’ i samme at afgøre vor beredthed til at udøve vore forfatningsmæssige rettigheder.

Drew Zahn is a WND news editor who cut his journalist teeth as a member of the award-winning staff of Leadership, Christianity Today's professional journal for church leaders. A former pastor, he is the editor of seven books, including Movie-Based Illustrations for Preaching & Teaching, which sparked his ongoing love affair with film and his weekly WND column, "Popcorn and a (world)view."
                            
http://www.wnd.com/2013/03/time-is-your-childs-religion-mental-illness/#fDLOt2VyccUU4fIf.99

mandag den 24. februar 2014

Etno-nationalisme i Europa

Europæerne har fundet etnonationalismen

                                         
Patrick J. Buchanan                                        
                                
Viceudenrigsminister Victoria Nuland har undskyldt sin udiplomatiske (“bleep) EU bemærkning opfanget på hendes telefonopringning til U.S. ambassadøren til Ukraine.

Det kan dog se ud til at mange, mange millioner europæere deler hendes indstilling til EU, som de mener overstyrer dem.

Den 9. februar hørte Eurokraterne en brandklokke om natten.                                         
I en folkeafstemning støttet af Schweiz’ Folke Parti, stemte et flertal for at indføre kvoter på al indvandring, selv fra andre europæiske nationer.                    

Selvom Schweiz ikke er medlem af EU har man underskrevet Schengen Aftalen om frihed til at rejser over grænserne i Europa. Nu ønsker man at blive fri af Schengen - og endnu mere indvandring.

Afstemningen var ikke kun et chock for fortalerne for “eet Europa.” Den har givet et gevaldigt løft til kontinentets populistpartier. Mange der hylder den schweiziskee afstemning kræver nu lignende folkeafstemninger i deres egne lande.

Nigel Farage, leder af U.K. Independence Party, der ønsker en folkeafstemning om at forlade EU helt og aldeles og presser Tory lederen David Cameron, hyldede folkeafstemningen. 
 

Marine Le Pen, leder af Frankrigs Front National roser “det store mod” hos Schweiz og har iværksat en ansøgning for at få en folkeafstemning i Frankrig.

“Lignende røster er kommet fra lederen af  Hollands Friheds Parti Geert Wilders, der fører i adskillige meningsundersøgelser; Friheds Partiet i Østrig, der blev styrket ved landets valg i september; Dansk Folkeparti ...og Sverigedemokraterne,” skriver Financial Times.

I Norge kræver Fremskridtspartiet, der er med i regeringen, en folkeafstemning om indvandring.

Det som gør afgørelsen i Schweiz så eksplosiv er, at den kommer blot tre måneder før EU Parlamentsvalget i maj måned, hvor anti-EU partierne allerede forventer at få stor fremgang.

Hvis disse euroskeptiske partier kan få succes i deres valgkampagner til EU valget og samtidig presse på for nationale afstemninger for at begrænse indvandring, vil det sende en chockbølge over Europa og et budskab til verden om at europæerne forkaster den fremtid der er planlagt for dem.

Skønt de patriotiske, populistiske og nationalistiske højrefløjspartier som bekendt har været uafhængige af hinanden, så sluttede Le Pen’s Front Naitonal og Wilder’s Friheds Parti kræfterne sammen forud for valget i maj måned. De har inviteret allierede med de samme synspunkter, såsom Belgiens Vlaams Belang, og Italien Liga Norte til at være med.

Faktisk har hver nation i Europa nu et parti der som programpunkt har at sætte en stopper for immigration eller forlade EU. Skønt de alle er blevet dæmoniseret med de samme politiske udbrud - ekstremistiske, ultranationalistiske, xenofobiske, neofascistiske - så er forskellene mellem dem ligeså stor som afstanden mellem Schweizisk Folke Parti og Grækenlands Gyldne Daggry.

Men for næsten alle disse partier gælder visse fakta. De har alle opnået styrke på bekostning af de gamle centrum-højre partier. De bliver alle foragtet af Davos Elite. De får alle deres styrke fra arbejder- og middelklassen.

Samlet mangler de magten til at bryde med EU. Men deres styrke er således at EU muligvis ikke kan afholde en folkeafstemning om nogen ændring i dens forfatning, ude risiko for at blive nedstemt af et halvt dusin medlemslande.

Kan et EU der er så splittet, stadig være oprejst?

Hvad driver disse partier?

For det første er der ønsket i hvert land om at fastholde deres egen etniske kultur og nationale identitet og at begrænse indvandringen der ville ændre deres karakter, især indvandring fra den islamiske verden og Den Tredje Verden.

For det andet er der ønsket om suverænitet og frihed som vi amerikanere, frem for alt burde forstå. Franskmændene, hollænderne, briterne, italienerne og tyskerne ønsker ikke at blive regeret af Europakommissionen i Bruxelles ligeså lidt som Thomas Jefferson generationen ønskede at blive regeret af kongen på den anden side af havet, som Jefferson skrev i sin deklaration i Philadelphia.

For det tredje, ulig transnationalister og multikulturalister holder de patriotiske partier deres lande som de enheder de kan vise kærlighed og loyalitet. Og de tilbeder ikke ved den økonomiske effektivitets alter eller måler lykke i bruttonationalproduktet.

Davos Mennesket kan have vanskeligt ved at forstå dem. Ikke det 20. århundredets Menneske.

I 1919 var irerne de fattigste på de britiske øer, og de rejste sig i oprør, fordi de foretrak deres eget land, deres egen kultur og deres eget ophav til at være del af det største Imperium siden Rom.

Hvad betyder alt dette for os?

Etnonationalismen der ‘forstyrrer’ Europa er ikke unik for Europa. Den ruller hen over verden. Den er ejheller helt fraværende for amerikanerne.

Hvis valget i maj måned til EU Parlamentet bliver en overvældende forkastelse af EU, så vil det resultat komme til at give ekko hos os.

Hvordan ville amerikanerne stemme om en pause for al immigration? Hvordan ville amerikanerne stemme, hvis de fik chancen, for at forkaste hele vor politiske elite?

 
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Buchanan served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of nine books. His latest book is "Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?"
   
http://www.wnd.com/2014/02/europeans-find-ethnonationalism/#5EiUy6yjkI9Src8H.99