Ondskab er et ‘beskidt’ ord
Hvem har skylden for de sort-uniformerede hellige krigere der udfører menneskeofringer?
Vi moderne mennesker abonnerer gerne på doktrinen om “årsagerne til problemet.”
De gamle græske og romerske digtere hoppede ikke på den vogn. De oldgamle troede på Ondskabens magt. De tænkte meget over, at de onde kræfter var i stand til at foranstalte forbudte og ødelæggende destruktioner uden nogen som helst grund. Menneskene i deres digte bliver stiktossede og myrder på sindssyg vis børn, eller slagter fjenderne, eller udsletter hele befolkninger. Digterne genfortalte hver eneste afskyelighed med et skær af forundrende fascination, og så gik de også helt systematisk til det.
De holdt fast ved de krav deres egen disciplin forlangte. De anvendte versenes struktur til skildre rædslerne. De var verselinjernes opbrydere/nedbrydere. Men de gamle poeter forsøgte aldrig at forklare det de genfortalte. De opererede ud fra den formodning, at uhæmmede opfordringer til slagteri og ødelæggelse er en menneskelig indskydelse, eller når det drejer sig om letantændelige guder, der manipulerer med de dødelige, en mere end menneskelig impuls, og der var ingen grund til at lede efter de bagvedliggende årsager. Poeterne forsøgte heller ikke at demonstrere at tilfælde af Ondskab er noget andet end netop udbrud af Ondskab.
Dog formodede de, at med en tilstrækkelig opøvelse i selvbeherskelse, så kan mennesker mestre og overvinde den morderiske vredes lidenskab, dersom de vælger det. Seneca udbredte sig på så veltalende vis om dette emne. Stoicismen var ikke fatalistisk.
Detalje fra Gustave Dorés tegning af Dante der er gået vild i den dystre skov (fra Den Guddommelige Komedie)
Digterne i Middelalderen troede, eller i det mindste nogle af dem, at enhver der ønsker at afvise Satans fristelser er fri til at gøre det. På denne vis viste troen på en autonom Ondskabens magt sig at være, i en periode på 2500 år, en tro også på den frie vilje.
Vi ‘moderne’ ser dog på Ondskab som et socialt videnskabeligt problem. Vi formoder at hvis nogen går amok i en barbarisk hærgen og vrede, eller hvis populære politiske bevægelser er ude på at udslette hele befolkninger af ubegribelige grunde så kan årsagerne forklares rationelt.
Vi spørger økonomerne, sociologerne, forskere i politik og geografer og beder dem undersøge oprindelsen, og de lærde taler pligtskyldigt til os om - fattigdom, social udstødelse, kedsomhed, de psykologiske omkostninger ved national ydmygelse og så videre. Forklaringerne passer på det, der i den moderne tid, gælder som sund fornuft. Og dog hvis du ser nærmere på de social-videnskabelige forklaringer så kan de koges ned til en enkelt tanke, der kan udtrykkes med en pegefinger. Det er forestillingen om at hvis mennesker i visse dele af verden er gået helt rabundus og bliver morderisk vrede, så er der i sidste ende altid nogen andre der har skylden. Dette er betydningen af “roden til problemet.”
Hvem er så disse andre - de sande skyldige? Det kunne være ‘kaptajnerne’ i verdens kapitalismen (en uundgåelig implikation af n+1’s emnet sidste år om Ondskab). Eller det er Zionisterne (en verdensomspændende overtro). De skyldige parter kunne også få navnet George W. Bush.
Med hensyn til de ‘sindssyge’ mordere, så vil det vise sig, efter forskning, at de ikke er så sindssyge. Det ultimative mål hos de morderiske politiske bevægelser når de betragtes gennem doktrinen om “roden til problemet” vil næsten uden undtagelse vise sig have en “realistisk” forklaring når den underlægges pragmatiske overvejelser (jvf. den politiske videnskabsforsker Alan Wolfe, Political Evil, 2011). Og vi moderne har tendens til at godtage disse forklaringer, og det gør vi så, fordi ulig oldtidens og middelalderens digtere, tror vi ikke på den autonome magt og finder sindssyge og morderisk vrede tiltrækkende.
Tilsynekomsten af sort uniformerede hellige krigere der udfører menneskeofringer giver os kuldegysninger, men den får os også til at sukke. Vi siger til os selv: Dette er hvad der følger med at undlade at give tilstrækkelig sociale tjenesteydelser til unge mænd i kvarterer der er elendige.
Eller vi siger: Her er resultatet af gentlemen som Sykes og Picot gerninger, der på vegne af de britiske og franske imperialister for 100 år side morede sig med at tegne lige streger som nationale grænser.
Vi overvejer om vi måske skulle gøre noget for at hindre at rædsler bryder ud,. Vi løfter en finger. Lige nu er det to fingre. Måske tre!
Men vi moderne har godt nok haft det svært med at nå så vidt, og det er fordi vi ikke tror på Ondskab, vi tror ikke på den frie vilje, ikke engang for os selv.
Like this article? Sign up for our Daily Digest to get Tablet Magazine’s new content in your inbox each morning
Paul Berman writes about politics and literature for various magazines. He is the author of A Tale of Two Utopias, Terror and Liberalism, Power and the Idealists, and The Flight of the Intellectuals.
