torsdag den 31. marts 2016

Keynes og jøderne

Keynes og jøderne



For et par år siden ville John Maynard Keynes være fyldt 130 år. Han er uden tvivl en af vigtigste personer i det 20. århundrede.


Keynes der døde i 1946 var britisk økonom, hvis ideer øvede indflydelse på den økonomiske politik fra 1930-1970’erne. Skønt han sådan set har været ‘gået af mode’ i over 30 år så har hans teorier oplevet en vækkelse, da de tydeligt blev fremført og anbefalet af økonomer der gik ind for statslig kaution (bailout) i 2008.


Keynes er også forfatteren bag nogle ret så uheldige udtalelser om jøderne. Den oftest citerede blev skrevet da han var 16 år, og den ser vi på om lidt. Senere hen i livet gav Keynes udtryk for en endnu mere dybfølt modstand mod jøder. “Keynes havde denne forestilling at jøderne havde indført forestillingen om udødelighed til det hedenske Europa” som grundlæggeren af NPR Planet Money Adam Davidson udtrykte det. “Han betragtede den længsel som noget positivt, men følte at mange jøder forvanskede den til en længsel efter penge. Han mente at jøderne havde indflydelse på resten af Europa om at elske penge alt for meget, og at de havde ruineret megen af Europas civilisation.”


Hans kommentarer efter at have mødt Albert Einstein er i særlig grad karakteriserende:


“Han er en uartig jødisk knægt, i den grad den slags jøde - der altid har hovedet oven vande, den søde kære vanskabning der ikke har materialiseret udødelighed til renters rente. Han var den rareste, og den eneste med talent jeg mødte i hele Berlin....Dersom jeg boede der, ville jeg måske kunne blive anti-semit. For den fattige preusser er alt for langsom og tung i sindet for den anden slags jøder, de som ikke er vanskabninger men dæmoner, med små horn, gaffel forke, og fedtede haler. Det er ikke i orden at se civilisation under de væmmelige urene jøders tommelskruer, de som har alle pengene, magten og hjernerne.”


Som mange anti-semitter (og mange jøder), så Keynes ingen modsætning mellem at have nære venner der var jøder og så det at hade den effekt han mente jøderne havde på Europa. Han var medlem af den berømte og delvist anti-semitiske Bloomsbury gruppe, bestående af britiske intellektuelle der også havde Virginia Woolf, og hendes jødiske mand Leonard som medlemmer.


Keynes’ nære ven (og ifølge nogle historikere muligvis hans elsker) Carl Melchior var jøde. Keynes’ skriverier om Melchior førte Nina Paulovicova til den konklusion at “det jødiske islæt hos Melchior, kun er marginalt i Keynes’ anti-semitisme som en midlertidig ‘dille’ som stereotype, fremfor et tegn på politisk antisemitisme eller xenofobi.”


Keynes var faktisk ulig andre antisemiter en stor støtte af Zionist bevægelsen i dennes første stadier, en kendsgerning der ikke er så godt dokumenteret som hans antisemitiske bemærkninger.


“Keynes var det eneste ikke jødiske medlem af en betydningsfuld rådgiverkomite der havde ansvaret for at forberede en rapport om Zionist indsatserne for at oprette et hjemland i Palæstina,”“ bemærker Paulovicova.


Ydermere var han en ihærdig modstander af tyskernes behandling af jøderne i 1930’erne. “Keynes foreslog endog at fremføre tilbud til Tyskland om at organisere muligheder for at alle tyske og østrigske jøder der ønskede at udvandre kunne blive statsborgere andet sted,” skriver  Paulovicova. “Når vi sætter Keynes nedsættende bemærkninger ind i en kontekst, i dialog med hans politiske handlinger vedrørende de berørte individer fremstår en meget stærk kontrast,” konkluderer hun.


En række kritikere har spekuleret over Keynes afsky mod jøder. I sin artikel “The Anti-Semitism of Some Eminent Economists,” argumenterer Melvin Reder for at antisemitisme “som et hele er en klasse orienteret holdning med baggrund i personlige relationer.”


I “Was Keynes Anti-Semitic?” fremfører Anand Chandavarkar at Keynes’ antisemitisme var det “overfladiske udtryk for en indædt medfølende personlighed.”


I et svar til Chandavarkar’s artikel kaldte Isaiah Berlin Keynes’ antisemitisme for, “en slags klub antisemitisme, men det er ikke en dybfølt, direkte fjendtlig indstilling overfor jøder - som det f.eks, er med Hilaire Belloc eller Chesterton, eller vil nogen sige, skønt jeg ikke selv har fundet noget bevis på det, hos Kipling eller Henry James....der gik videre end blot en social foragt, eller at de betragtede jøderne som et mindreværdigt folk, vulgære, sleskende, aggressive etc., hvilket er blevet sagt mod dem, og noget anderledes end - grådige, uærlige med videre.”   


Uanset hvordan man vælger at læse Keynes antisemitisme så fik jøderne deres hævn over Keynes. Sent i 1970’erne grundet en fallit af markedet og en national venden sig mod konservatisme og senere, fremkomsten af Reaganismen og Thatcherisme, kom Milton Friedman til at overskygge Keynes. Den 5’2″ høje søn af jødiske immigrantkøbmænd, Friedman, oprettede the Chicago School of Economics og var med i Reagen’s Economic Policy Advisory Board.


Hævnen var dog kortvarig. Siden recessionen i 2008, er kampen om regeringsintervention i økonomien igen begyndt at blive ført, med Keynes ideer der igen er helt fremme i front og i centrum.



onsdag den 30. marts 2016

Ægte muslimske gentlemen

Den rigtige udgave af Islam?



Tidligere på ugen læste jeg at Ballroom Barry (Obama) har tonet noget ned på sine krav om at amerikanerne skal åbne deres hjerter og hjemland for at modtage 100000 syriske flygtninge. I sit påskebudskab sagde Obama:

"Vi må støbe endnu et våben sammen med vore luftangreb, vort militær, vort arbejde mod terrorisme og vort diplomati,” sagde Obama.
Og det er styrken ved vort eksempel. Vor åbenhed over for flygtninge der vil væk fra ISIL’s vold. Vor beslutsomhed om at vinde kampen mod ISIL’s hadefulde og voldelige propaganda - en forvrænget udgave af Islam der som mål har at radikalisere unge muslimer for at lade dem slutte sig til deres sag.”
Kort tid derefter sendte en ven, der er veteran, og som er på Guam mig dette billede af flygtninge:
Læg mærke til detaljer og det umiddelbart indlysende. Det er vådt, muligvis sner det. Og det at man har jakker, frakker på, har hænderne i lommerne viser at det også er ubehageligt koldt.

Læg så mærke det den lidt mindre åbenbare kendsgerning - at kvinden ikke har sko på - det har de syv mænd.

Også anderledes  fra mændene er det at hun bærer to små børn i favnen sammen med øvrig oppakning, og hendes lidelse kan ses i ansigtet. Hendes ansigt er det eneste der viser netop lidelse.

Syv sunde fremtidige mandlige amerikanere, men ikke en eneste af dem vil bære vægten af de små børn for denne kvinde, og sørger ikke for hun i det mindste har ordentligt fodtøj.

Obama siger ISIS præsenterer “en forvrænget udgave af Islam” derfor må jeg spørge: “Hr præsident er dette så den helt rigtige udgave?”

http://www.americanthinker.com/blog/2016/03/so_is_emthisem_is_an_authentic_view_of_islam.html#ixzz44BM9ai6U

tirsdag den 29. marts 2016

Hvorfor der ikke er fred på jorden 2016. Opgør med amerikansk politik del 2 af 2

Hvorfor der ikke er fred på jorden 2016. Et opgør med amerikansk politik. Del 2 af 2

DAVID STOCKMAN


Den Første Gulf Krig -- En Katastrofal Fejl


Men endnu engang blev Bush den Ældre overtalt til at går krigens vej. Denne gang var det ved Henry Kissingers økonomisk ignorante protegeer i det nationale sikkerhedsråd og hans oliemand fra Texas - Udenrigsministeren. De hævdede helt forkert at “olieforsynings sikkerheden” var i fare, og at der var brug for 500000 amerikanske tropper i Arabiens sandørken.


Det var en katastrofal fejl og ikke kun fordi tilstedeværelsen af ‘korsfarer’ støvler på den hævdede hellige arabiske jord krænkede de CIA trænede mullaher i Afghanistan, der var blevet ‘arbejdsløse’ da Sovjetunionen kollapsede.


De af CNN glorificerede ‘krigslege’ i Gulfen gav også yderligere magt til en anden gruppe af ‘arbejdsløse’ korsfarere. Nemlig fanatikerne i det neokonservative sikkerhedsråd der havde vildledt Ronald Reagan til en massiv militær opbygning for at imødegå det som de hævdede var et fremstormende Sovjetunionen der var ved at vinde ind på atomkrigsområdet, forhippet på global erobring.


Når alt tages i betragtning, synet af Boris Yeltsin med vodkaflasken i hånden, der stod imod Den Røde Hær få måneder senere, det skulle have sendt dem (de neokonservative) i permanent foragt og glemsel som de så rigeligt fortjente. Men Dick Cheney og Paul Wolfovitz lykkedes det, gennem Washingtons ‘pyrrhus’ sejre i Kuwait at skabe en ny livline for Imperiale Washington.


Lige netop der kom den anden kæmpefejl der skulle have været til at forudse, at “regime forandringen” blandt de forskellige tyranner i Mellemøsten skulle være i Amerikas nationale interesse.


Mere skæbnesvangert så insisterede de neokonservativepå, at Gulf Krigen beviste det kunne opnås gennem en fejende interventionistisk menu af koalitions diplomati, hjælp til sikkerheden, ladninger af våben, fordækte handlinger og åbenlys militærangreb og besættelse.


Det som den neokonservative doktrin og forandring faktisk medført var naturligvis skabelsen af et Frankenstein uhyre, der med tiden blev til ISIS. Faktisk er de eneste ægte terrorister i verden der truer det civile liv i Vesten, slyngelafkommet af Imperiale Washingtons post 1990 snedige planer for Mellemøsten.


De CIA optrænede og bevæbnede Mujahedeen muterede til al-Queda, ikke fordi Bin Laden pludselig fik en religiøs åbenbaring om at hans godgørere i Washington faktisk var Den Store Satan.


Bin Ladens morderiske korstog var inspireret af Wahhabi fundamentalismens friløb i Saudi Arabien. Den formørkedede religiøse fanatisme blev oppisket til en feberstemning af Imperiale Washingtons indgriben i Den Persiske Golfs politiske og religiøse skænderier, udstationeringen af tropper i Saudi Arabien og den årti lange periode med sanktioner, embargoer, forbudte overflyvningszoner, fordækte aktioner og åbenlyst fjendskab mod Sunni regimet i Bagdad efter 1991.  


Jovist, ville Bin Laden have amputeret Saddams verdslige hoved om ikke Washington havde gjort det først. Men forsøget på regimeforandring i marts 2003, var en af de mest tåbelige handlinger i amerikansk historie.


Den yngre Bushs neokonservative rådgivere havde absolut ingen anelse om de sekteriske uoverensstemmelser og det historisk gamle nag som Hussein havde fået lagt låg på ved at fordele olieindkomsten og benytte sværdet under Baathis partiets nationalisme. Men Ak og Ve - låget blev blæst af og af-baathificerings kampagne gav los for vreden.


Lige så snart Bush havde spankuleret rundt på dækket af hangarskibet Abraham Lincoln og erklæret “mission accomplished” fremstod Abu Musab al-Zarqawi, en CIA rekrut fra krigen i Afghanistan et årti tidligere og specialist i gidseltagning oh forgiftninger, og flygtede fra sit palads i Kurdistan, til at fremstå som en flamboyant agitator i det nu opløste Sunni hjerteland.


ISIS grundlæggeren fik succes i Fallujah og Anbar provinsen ligesom den lange liste af andre terroristledere som Washington hævder at have udslettet. Det vil sige at Zarqawi opnåede sine følgere og berømthed blandt regionens befolkning af nedslåede, brutaliserde og ydmygede unge mænd, ved at være mere brutale end deres besættere.


Da Washington hylede op om at Zarqawi var borte samledes resternes af Baathist regimet og hundredtusinder af ‘hjemløse’ medlemmer af Den Republikanske Garde sig i al-Queda i Irak, og deres fremtidige ledere blev udklækket i et enormt nærliggende center kaldet Camp Bucca, der havde flere end 26000 indespærrede.
How a US prison camp helped create ISIS
Som en tidligere US Army officer, Mitchell Gray, senere beskrev det.
“Hadet man så i de tilbageholdtes ansigter var ikke af denne verden,” husker Gray om sin rejse i 2008. “Når jeg siger de hadede os mener jeg de så ud som om de på et splitsekund ville slå os ihjel. Jeg henvendte mig til vagthavende officer jeg var sammen med og sagde, ‘Hvis de kunne ville de rive hovedet af os og drikke vort blod.’”
Det Gray ikke vidste - men kunne have forventet - var at han ikke blot så på tidligere fjender af United States, men også vore fremtidige. Ifølge efterretningseksperter og optegnelser hos Department of Defense, er de fleste i lederskabet af det vi idag kender som ISIS, herunder deres leder Abu Bakr al-Baghdadi nogle som har siddet i Camp Bucca.
Og ikke alene gav US disse jihadister husly, klæder, men spillede også en vital, om dog uvidende, rolle i at gøre det lettere for dem at transformere sig til den mest skræmmende terroriststyrke i moderne historie..
Tidligere i Camp Buccas eksistens blev de mest ekstreme indsatte samlet i Compound 6. Der var ikke tilstrækkeligt med amerikanske vagter til sikkert at komme ind i lejren - og under alle omstændigheder talte vagterne ikke arabisk. Derfor var de indsatte overladt til sig selv og kunne påvlrike og prædike for hinanden og dele deres dødbringende råd med hinanden.
…….Bucca husede også en tidligere oberst i Saddam Husseins luftforsvar, Haji Bakr. Han var ikke en religiøs fanatiker. Han var blot en mand der havde mistet sit arbejde da Iraks militær blev opløst og man påbegyndte af-Baathificeringen, en politik der gik ud på at forbyde Saddams tidligere støtter og embedsfolk at arbejde i regeringen.
Ifølge dokumenter indhentet af den tyske avis Der Spiegel var Bakr den virkelige mesterhjerne bag ISIS organisationsmæssige struktur og skitserede også planerne for de strategier der gav den første succes. Bakr, der døde i 2014 blev tilbageholdt i Bucca fra 2006-08, sammen med dusin andre nu ISIS top-løjtnanter.
Læren af dette er at regimeændring og opbygning af nationer aldrig kan opnås ved den dødbringende vold i det 21. århundredes væbnede styrker, og at benytte det var en ganske særlig forkastelig handling i landområder med 13 århundreder gamle religiøse spændinger og interne fjendskaber.


Sådan set var den skrøbelige ‘syntetiske’ stat Irak dødsdømt i samme øjeblik Cheney og hans blodige bande besluttede at befri det fra det brutale, dog det som fik landet til at fungere, og verdslige tyranni hos Saddams Baath regime. Det er fordi processen med valg og flertalsstyre nødvendigvis påtvunget af Washington sådan set garanterede en valgt regering med et shiitisk flertal.


Efter årtier med elendig behandling og Saddams brutale undertrykkelse af deres opstand i 1991, havde shiiterne kun hævn i tanke og i deres fælles DNA. Kurderne havde drømme om et uafhængigt Kurdistan der var blevet dem, og deres 30 millioner stærke stamme, nægtet helt tilbage til Versailles traktaten og lige siden?


Jovist havde de drømme. Derfor ville de 25 milliarder dollars der er blevet brugt på træning og udstyr til de formodede væbnede styrker i post-befrielselsens Irak, uvægerligt ende hos sekteriske militser - ikke en fælles national hær.


Det er faktisk sådan at da de shiitiske kommandører flygtede fra det sunni dominerede Mosul i juni 2014, forvandlede de med et slag ISIS opstanden mod regeringen i Bagdad til en nederdrægtig fugleunge der netop havde forladt reden. Det var ikke gennem halshugninger og glødende jihadist prædikener at den hurtigt fik slaveholdt dusinvis af byer og adskillige millioner mennesker i det vestlige Irak og Syriens Eufratdal.  


ISIS er  Washington’s Frankenstein


ISIS’ redskaber og besættelse af land var med de bedste våben den amerikanske skatteyder kunne købe. Det omfattede 2300 Humwees og titusinder at automatiske våben sammen med enorme lagre af ammunition, lastvogne, raketter, artilleri og endog tanks og helikoptere. Det var sådan set kun halvdelen af det. Den nyerklærede Islamisk Stat udfyldte også magttomrummet i Syrien skabt ved den såkaldte borgerkrig. Men sandt at sige var det blot en anden ‘øvelse’ i Washington der inspirerede og finansierede regimeforandring, i ulovligt  samråd med Qatar og Saudi Arabien. Sidstnævnte er helt sikkert ikke interesseret i at nabotyrannen bortstødes, de er nemlig selv legemliggørensen af tyranni. Oprøret drejer sig om at få fjernet Irans Alawit/Shia allierede fra magten i Damaskus og få lagt gasledninger til Europa over øvre Eufrat Dalen..


Under alle omstændigheder fik ISIS meget hurtigt adgang til enorme mængder af traditionelle amerikanske våben. Nogle af disse var givet til Sunni radikale på vegne af Qatar og Saudi Arabien. Flere kom fra den såkaldte “rotterute” fra Gaddafis tidligere arsenaler i Benghazi og gennem Tyrkiet. Og endnu flere kom gennem Jordan fra den “moderate” opposition der var optrænet af CIA, der langt oftere end ikke solgte dem eller fik dem bragt til den anden side.


Således kunne Islamisk Stat, der var et Frankenstein uhyre skabt af Washington, hurtigt træde i karakter på scenen for 18 måneder siden. Men selv da kunne Washington Krigs Partiet ikke lade være med at kaste mere benzin på bålet, ved at oppiske endnu en runde islamofobi blandt den amerikanske offentlighed og tvinge Obamas Hvide Huse til en nyttesløs bombekampagne - for tredje gang på 25 år.


Hvis det at bombe virkelig skulle fungere da ville Islamisk Stat nu være grus og sand. Det kan man se på kortet ikke er tilfældet, det ligner sådan set sig selv. .


De støvede misligholdte, ludfattige landsbyer og byer langs Eufrat flodens bredder og i de bombede distrikter i Anbar provinsen tiltrækker ikke tusinder af wannabe jihadister fra de mislykkede stater i Mellemøsten og de muslimske unge i Europa, fordi Kalifatet tilbyder dem velstand, frelse eller nogen anden fremtid. Det som giver rekrutter er vreden over bombningerne og dronerne mod Sunni samfund af US Air Force, og ved krydsermisiler affyret fra Middelhavet der slår deres hjem i stumper og stykker, smadrer butikker, kontorer og moskeer, og med mange uskyldige civile såvel som ISIS terrorister som ofre. .


Sandheden er at Islamisk Stat under alle omstændigheder er dømt til at være en kortvarig affære. Den blev omringet af kurderne i nord og af Tyrkiet, med NATOS næststørste hær og luftvåben i nordvest. Den er omringet af den Shiitiske Halvmåne i de befolkede og økonomisk levedygtige regioner i nedre Syrien og Irak.


Så mislykket er Washingtons kampagne for at vælte Assad i Damaskus og dæmonisere hans trosorienterede iranske allierede at der ikke ville være noget sted de morderiske fanatikere der tiltog sig en midlertidig hovedstad i byen Raqqa, ville kunne gå hen. De ville være løbet tør for finanser, rekrutter, momentum og tilslutning til deres rædselssstyre når tiden er inde.


Men med US Air Force der nærmest fungerer som et rekrutterings kontor, og Frankrigs anti-Assad udenrigspolitik der hjælper med til at gøde den endelige eksplosion af anarki i Syrien er portene til helvede blevet åbnet på vid gab. Det som er blevet resultatet er ikke en organiseret krig mod Vestens civilisation som Hollande så hysterisk proklamerede som modsvar på angrebene i Paris.


Angrebene i Paris blev udført ,og var et anslag, udført at umådeligt skøre, mentalt forstyrrede uvidende, aggressive unge mænd man let kan overtale til at iføre sig et selvmordsbælte.


Der er vel næppe grund til at sige, at det at bombe dem, ikke vil standse dem, snarere vil vi få meget mere af det samme.


Ironisk nok så er det der kan stoppe dem, netop Assad regeringen og dens allierede fra Hezbollah og Irans revolutionsgarde. Det er på tide at lade dem selv afgøre en oldgammel strid som aldrig har været Amerikas nogensinde.


Men Imperiale Washington er så indhyldet i egne myter, løgne og hegemonisk dumhed at man ikke kan se det åbenbare.


Og det er så årsagen til,at selv efter et kvart århundrede efter Den Kolde Krig, freden ikke har fået en chance og årsagen til de rædselsvækkende hændelser - som november måned i Paris - at disse stadig finder sted. .


Selv de såkaldte “inspirerede” terrorister, som parret der angreb i San Bernardino, dukker op med mellemrum, fordi den terror som det amerikanske militær plager muslimske lande med faktisk er inspirationskilden. Trods alt, uanset hvad Koranen siger om at rense ud for vantro, så inspirerede det ikke til angreb på amerikansk jord - ikke før Imperiale Washington gik i gang med regimeforandring og militær intervention i Mellemøsten.


Endnu en falsk dæmon - Putins Rusland


Når alt gøres op er der faktisk ingen større ironi. Den magt der på effektiv vis kan inddæmme og helt udslette Islamisk Stat er den såkaldte Shiitiske Halvmåne - alliancen mellem  Iran, Bagdad, Assad og Hezbollah. Men da de er allierede med Putins Rusland er der dukket endnu en unødvendig barriere op mod freden i verden.


Kendsgerningerne er at der overhovedet ikke er grundlag for Imperiale Washingtons hensynsløse kampagne mod Putin, og Washington-NATOs frække intervention i Ukraine.


Modsat den bombastiske, nationalistiske krigeriskhed og skingre moraliseren der flyder fra Washington og de førende medier, har Amerika ingen interesse i den nuværende spænding mellem Putin, og det kup der i strid mod forfatningen overtog magten i Kiev februar 2014.


I adskillige århundreder har Krim været russisk, og endnu længere har Ukraine været en heksekedel af etniske og stammekonflikter, og sjældent en organiseret uafhængig stat, og altid med grænser der var som en elastik. .


Som med alt det andet der er gennemgået i ovenstående er kilden til den nuværende ‘Bjørnen kommer’ hylen vedrørende Rusland Den Krigsførende Stat - det vil sige eksistensen af et enormt militært maskineri, af diplomatiske og økonomiske manøvrer der altid er klar til missioner og mandater og som altid kan mobilisere en massiv propagandakampagne ved den mindste anledning og spænding.


Efter 1991 og det absurde i at ville udvide NATO til langt ind i det østlige Europa frem for at likvidere den efter “mission accomplished” er blot endnu en manifestation af dens uhensigtsmæssige påvirkning.


Sandheden er at udvidelsen af NATO er en af de underliggende årsager til Amerikas unødvendige spændinger med Rusland og Putins paranoia over sine grænser og naboer. Hvilke umodne og ungdommelige sind der sådan besluttede, at Amerika har brug for en militær alliance med Slovenien, Bulgarien og Rumænien og nu Montenegro.


Derfor er den raslen og opfordring til handling mod Rusland der kommer fra Washington og dens hjemmetrænede medier ikke engang et semi-rationelt svar på de kendsgerninger vi ser, det er blot endnu en destruktiv spasme ved nationens Krigsførelses Stat, og dets slæng af diplomatisk indblanden, økonomisk krigsførelse og militær intervention.


Memo Til Obama: Det er deres Røde Linje


Ikke alene har Washingtons hensynsløse indblanden i den nuværende russiske/ukrainske kamp intet som helst med sikkerheden for det amerikanske folk at skaffe, det er også en smertelig mangel på hensyntagen til de helt elementære kendsgerninger i regionens turbulente og ofte blodige historie.


Kendsgerningen er, at de formodede “besatte” territorier på Krim faktisk blev annekteret af Katarina den Store i 1783, dermed blev den lange længsel hos de russiske zarer for en havneby i varmere områder til virkelighed.


I årenes løb kom Sevastopol til at fremstå som en vigtig og stor flådebase på den strategiske Krim halvø, hvor den blev hjemsted for zarernes mægtige Sortehavs Flåde og derpå kommissærernes.
I de næste 171 år var Krim en integreret del af Rusland - et tidsspand der overgår de 166 år der er gået siden Californien blev annekteret ved en lignende pression ved “Manifest Destiny” på dette kontinent, der ved gav man, sådan helt tilfældigt, United States Navy sin egen havn i San Diego.


Imidlertid var der ingen udenlandske styrker der efterfølgende invaderede Californiens kyster, og det var helt sikkert ikke ukrainske og polske rifler, artilleri og blod der så berømt udslettede Den Lette Brigade i byen Balaclava på Krim i 1854, det var russere der forsvarede fædrelandet mod tyrkerne europæerne og briterne.


Portrættet af den russiske “helt” der hænger på Putins kontor er af Zar Nicholas I - hvis brutale 30 årige styre førte Det Russiske Imperium frem til sit historiske højdepunkt og som blev æret i den russiske hagiograf som Krims forsvarer, selv da han tabte krigene i 1850’erne mod tyrkerne og europæerne.


Hvorom alting er - det er deres Røde Linje. Da den feberramte Franklin Roosevelt kom til Jalta på Krim i februar 1945, da vidste han i det mindste at han befandt sig i Sovjet Rusland.


Under hans manøvrer for at cementere sin kontrol over Kreml i den stride intrigefyldte kamp om hvem der skulle afløse Stalin efter dennes død, brugte Nikita Khrushchev , som det hævdes, 15 minutter på at anbefale sin Krim “gave” til sine underofficerer i Kiev til ære for hans forfædres beslutning 300 år tidligere om at acceptere det uundgåelige og blive en vasal af Rusland.


Helt klart gjorde Vesten intet, under årtierne med Den Kolde Krig, for at befri den “fangne nation” Ukraine - med eller uden det tillæg som Krim blev begunstiget med i 1954. Vesten trak heller ingen røde streger i midt 1990’erne da et finansielt desperat Ukraine lejede Sevastopol ud til Rusland og de strategiske fæstningsværker på Krim til et lige så fattigt Rusland.


Kort sagt, i tiden før vi fik vor Stillehavshavn i 1848 og i de 166 år siden da har vor nationale sikkerhed ikke været afhængig en tøddel af det russisktalende Krims status.


At den lokale befolkning nu har lovet troskab til ‘Stortyven’ i Moskva fremfor svindlerne og slænget der har overtaget Kiev må de selv om, det er ikke vores ‘butik.’


Den ægte trussel mod fred er ikke Putin, men den oppustede skinhellighed og tankeløshed der har besat Susan Rice og Samantha Power. Obama burde have sendt dem tilbage til geografiklassen for lang tid siden - og før de kunne slå nogen nye Røde Linjer.


Situationen i Ukraine har været under forandring i århundreder med stammer der indbyrdes er oppe at toppes, med forskellige folkeslag, med potentater, patriarker og småfyrster - og alt det kommer ikke os ved.


Den nuværende politiske farce i Ukraine, der har sit udgangspunkt i Washington er ikke kun en påmindelse om, at det militær-industrielle-embedsmands-kompleks stadig er i vigør og har det fint, men det viser også, hvorfor fupkapitalismens og pengepolitikkens kræfter, der støtter det er så beklagelige. Kendsgerningen er, at den moderne Krigsførende Stat har være kuvøse for amerikansk imperialisme siden Den Kolde Krig og nu viser sig yderst sårbar over for finansiel inddæmning, nu hvor man står over for en national gæld på over 19 billioner dollars.


101 år efter Julefreden langs Vestfronten, og der er stadig ingen fred på jorden. Og de amerikanske skatteydere der har måttet lide så længe, der skal betale for de kæmpestore regninger skabt af Krigs Partiets demente og destruktive politik, har ingen anelse om at Imperiale Washington er hovedårsagen.



mandag den 28. marts 2016

En sexskandale? Ted Cruz i ilden

En sexskandale? Ted Cruz i ilden




Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har altså fundet at Republikanernes kapløb har været ret så skuffende - indtil nu, Jo vist har der været underholdningen i den megen mudderkastning i “debatter” med fremvisningen af et Trump-derangement-syndrom, men hvor var sex skandalen?

Og nu hvor den så endelig kommer handler den minsandten om Ted Cruz!

Dog tiggere kan ikke vælge og vrage. Skandalen som den er, har været undervejs i mindst 6 måneder. Det var dengang en journalist (ikke the Spectator) ringede til mig og spurgte om jeg kendte nogen der kunne bekræfte historien. (Som om jeg skulle vide den slags). Jeg fortalte ham jeg ikke kendte noget til det og at de mennesker jeg kender ikke ville røre ved den med en ildtang, og det selvom de måske vidste et eller andet.

Nu er historien så offentlig, takket været et møgtidsskrift der jo også fik ‘forvist’ John Edwrds. Og alle spekulerer nu på om historien er sand. Jeg gør altså ikke. Fordi jeg sådan set er fuldstændig ligeglad. På grund af Heidi (Cruz’ hustru) så skulle jeg ikke belaste Ted. Trods alt, nægter hun åbenbart at bo sammen med ham. Og på grund af Ted så vil jeg ikke belaste Heidi for det.

Historiefortællere vil undertiden nævne små hændelser der faktisk ikke betyder noget som helst, men som så dog alligevel. Den lille hændelse der sidder fast hos mig er historien om at hun engang løb hjemmefra og blev fundet i vejkanten til en motorvej af politiet, der mente hun havde selvmord i tanke. Det som faktisk forundrer mig, er at Ted ikke var fulgt efter hende.

Ud af den beretning har jeg samlet mig et billede af et sind der er ekstremt koncentreret om sig selv, og fuldstændig uden empati. Og sådan kunne det se ud til hans kolleger oplever det, og det overalt han dukker op.

Jeg siger samtidig ikke, at historien ikke er uden interesse. For det første er der Trump haderne. En Cruz støtte smækker billeder op af Melania, og de hader Trump. Så dukker der en historie op om Cruz’ affærer, og de hader Trump. Historien kom fra Rubio folk, men de hader Trump. Det bliver noget kedeligt.

For det andet så kom historien fra den journalist der ringede til mig for seks måneder siden. Han fortalte mig at Cruz når han er privat er irreligiøs, at han håner sine evangeliske støtter. Jeg har ikke grund til at tro dette er sandt, men jeg har dog fundet det kvalmende at se ham lægge hænderne på støtter eller lytte til en skinhellig Mitt Romney der fordømmer Trump.

Fra de fromme hyklere, fra bitterhedens købmænd, fra et Republikansk Parti i sin dødskamp - må Herren være os Nådig.



F.H. Buckley is a Foundation Professor at George Mason School of Law and the author of The Way Back: Restoring the Promise of America in an Age of Diminishing Expectations (forthcoming April 2016, Encounter Books).

http://spectator.org/articles/65888/sex-scandal-who-cares