Apollo rumfarterne, Buzz Aldrin, og Amerikas Sisu!
Amerika’s Apollo astronauter -- 24 af dem rejste til Månen, 16 af dem gik på Månen, de alle gjorde det alle muligt for menneskeheden at gå på Månen - er en forfriskende lektion i patriotisme, og det at tør tage en risiko. Det med at tage en risiko skete igen for Buzz Aldrin der her fornylig blev evakueret fra Sydpolen til New Zealand efter en ekspedition. Han har det OK - og stadig med gå på mod.
Aldrin, den ene af de første to mennesker til at gå på Månen. Lunar Module Pilot for Apollo 11, nu 86 år gammel. Det skulle man ikke tro når man ser ham. I årenes løb er mulighederne for ham ligesom faldet i hak - han er dog stadig den samme. Han springer op af trapperne, med to poser i hænderne besvarer ethvert teknisk spørgsmål med en viden der får tastaturer til at fryse og tavler til at blive fyldt med tal. Han er lige så skarp som altid, stadig en PhD i det som har med astronauters teknik og viden at gøre. Han er Amerikas mest ihærdige fortaler for at rejse til Mars, og tilbage til Månen.
Og det er ikke bare ved snakken. Buzz gør noget ved det, som da han gik på Månen. Han er forfatter til et halvt dusin bøger om hvornår, hvordan, hvorfor med hvad og hvilke fordele, i anden og tredje grad, Amerika ville kunne høste ved at komme tilbage til udforskning af rummet. Han er overbevisende, veltalende og glødende i sin overbevisning om at Amerika skal generobre, fastholde og bevare dominansen i rummet - maksimere fordelen ved at være “den første.”Og naturligvis har han ret.
I dag er vor indsats vedrørende rummet stærkt svækket, og det medfører komplikationer for den nationale sikkerhed, for videnskaben, for udforskning såvel ved mennesker som ved robotter af rummet, for satellitter og for international ledelse. Uklart for mange, men krystalklart for Buzz og Apollo astronauterne står historien ikke stille. Det vi gør i rummet har betydning her på Jorden. Amerikansk ledelse i rummet har betydning.
Vi er velsignet med stadig at have iblandt helte fra dengang vi kom ud i rummet.
John Glenn (95, dog netop død), den første amerikaner i kredsløb om Jorden (3 gange). Af månevandrere har vi 7 -- Buzz, Alan Bean (83, Apollo 12), Dave Scott (83, Apollo 9 og 15), John Young (85, Apollo 16), Charlie Duke (80, Apollo 16), Gene Cernan (81, Apollo 17) og Harrison Schmitt (80, Apollo 17).
Af andre fra Apollo mandskaberne har vi endnu 10:
Ken Mattingly (80, Apollo 16), Al Worden (84, Apollo 15), Fred Haise (83, Apollo 13), Jim Lovell (88, Apollo 13), Dick Gordon (87, Apollo 12), Mike Collins (86, Apollo 11), Tom Stafford (86, Apollo 10), Bill Anders (83, Apollo 8), Frank Borman (88, Apollo 8), og Walt Cunningham (84, Apollo 7).
Det er det disse mænd udførte, hvordan de gjorde det, og det de står for - selv nu - der burde inspirere os, ikke blot deres vedholdenhed eller villighed til at fortsætte kæmpeprojekter - som missionen til Sydpolen. Disse amerikanere var ikke kun patrioter, piloter og testpiloter, i fremragende kondition, villige til at risikere bogstaveligt talt alt for Amerika. Dette var mænd med stor beslutsomhed. Dette var mænd karakteriseret ved gåpåmod og evne til at koncentrere sig intenst om liv-og død-missionerne i tjenesten for deres land - for os og vore idealer.
De kendte til risici og - en masse andre ting. De vidste hvad det er værd at dø for. De risikerede alt for at blokere for kommunismens totalitariskje fremmarch,og fastholde vor frihed. For at være helt tydelig: Rumkapløbet var et surrogat for Krig.
Da John Glenn gik ombord på hans Mercury-Atlas 6 rumfartøj, og drog mod rummet på Atlas LV-3B raketmotoren, var raketten eksploderet tre gange tidligere. Da Mercury astronauterne blev udvalgt i 1959, var de vidner til en affyring, hvor netop raketten eksploderede for øjnene af dem. Dog var Glenn villig, og ivrig, og sadlede op.
Det samme med Apollo 7 besætningen,Walt Cunningham, Wally Schirra, and Don Eisele der fløj efter at en brand havde slået tre kolleger ihjel. Det samme med Neil Armstrong, Buzz Aldrin, og Mike Collins, der stod for Amerikas første vandring på Månen i Apollo 11, og faktisk ikke anede hvad de ville finde. I privat selskab havde de odds 2 mod tre på at de ville komme hjem igen. Lignende mod kan ses i alle Apollo missionerne.
Hvorfor gjorde de det så? Hvorfor tage disse chancer? Hvorfor risikere alt for folket og ideerne? Spurgt ind til om de tænkte over risici, ville man muligvis få svaret - Nej. Mere præcist, de tog det valg tidligt, og så sig aldrig tilbage. For Amerikas idealer og for deres landsmænd, risikabelt var det.
Hvorfor for Amerika? Fordi de vidste at en mission der var god for Amerika var godt for hele verden. Amerika var ‘lyset’ et exceptionelt sted, med et exceptionelt folk og en exceptionel ide - det var værd at bevare og kæmpe for. Ingen andre steder eksisterer der et sådant løfte, eller en frihedens balance og lighed, velstand. Hvis Amerika sejrede ville hele verden få gavn af det.
På trods af alle vore ufuldkommenheder forstod Apollo astronauterne det enestående - i selve øjeblikket, for Amerika. Dybt vævet ind i vort system er et løfte om at alle en dag vil få mulighed for at stortrives og få velstand. Det er derfor meget passende at den plakette Buzz og Neill satte på Månen indeholdt budskabet:
“We Came in Peace, for All Mankind.”
”
De forstod det til fulde. På det tidspunkt vidste de fleste amerikanere hvad astronauterne vidste: Denne vor sejr er også en sejr for hele menneskeheden. Det var et samarbejdets løfte. det Amerika havde gjort,kendte verden til, og alle ville få gavn af det - og det er sket.
Nu her hvor Buzz skal komme sig fra sit seneste eventyr, og Apollo pionerer ser til, spekulerer de vel på om vi kan klare opgaven. Om vi vil fortsætte det de indledte, gøre deres historiske indsats ekstra god, sikre at frihed og demokrati aldrig vil slutte - og at menneskets rumforskning fortsætter. Mit håb er Ja, min tro er Ja.
Hvorfor? Fordi Amerika ikke kun kom til Månen “in peace of Mankind” men vendte tilbage med den mission. Vi er enestående, den største garant for individuel frihed og menneskehedens skæbne. Den byrde kræver til stadighed vovemod, at der sættes mål i rummet og på Jorden, der burde ikke være noget der standser os.
Hvis Buzz stadig kan udforske Sydpolen som 86 årig, så kan vi selv tage nogle risici. Det er den indstilling der bragte os til Månen, det er den ånd vi har brug for igen - NU.
Med en sådan ånd, burde intet ikke kunne lade sig gøre - fra fred til fodtrin på Mars. Så, Buzz mange tak for din påmindelse til os om, at kan sætte nye vanskelige mål. Og få det så bedre, ven. can still explore the South Pole at 86, we can assume some risk ourselves.
Robert Charles is a former Assistant Secretary of State, who served in the Reagan and Bush 41 White Houses. He led congressional oversight into NASA and Defense, is a former litigator, and writes widely on national security and legal issues.
http://www.americanthinker.com/articles/2016/12/buzz_aldrin_apollo_and_americas_spirit.html#ixzz4RsuFk5ac