|
|
|
|
fredag den 29. september 2017
Rumskibskirkegårdens historie
torsdag den 28. september 2017
Lad dem leve op til egne normer
Lad dem leve op til egne værdier
Så længe man ikke lader sig forarge af farverigt sprog så må dagens læsning være dette essay på Ace of Spades Headquarters af en skribent der kalder sig Open Blogger. I essayet klargør han for “Hvordan det at miste mine politiske værdier, hjalp mig til at opnå min frihed!” Jeg er ikke 100% sikker på at han i bund og grund mener det ironisk. Men logikken i hans argumentation kan man ikke komme uden om. Han begynder med Alinskys Fjerde regel:
Der er et igangværende spil som venstrefløjen kører mod borgerlige. Det er Alinskys taktik kaldet, “Lad dem leve op til deres egne værdier.” Det at leve op til egne værdier kan altså ikke være dårligt, men hvis man har høje idealer og værdier - ja det betyder man af og til kommer til kort.
Denne taktik har ellers været en sikker vinder for venstrefløjen i årtier. Ethvert fejltrin af kristne er en lækkerbisken, og borgerlige har bare at leve op til de højeste standarder, mens de selv (på venstrefløjen) stadig er ærværdige trods det de ofte i den grad træder ‘ved siden af.’ Altsammen indtil præsident Donald Trump:
For så kom Donald Trump, en fyr der bare lå lige til højrebenet for venstrefløjens dæmonisering. Jeg mener det er helt fair at sige at selv hans allerførste støtter var bekymrede over om Demokraterne med succes ville gøre ham til ‘den rene gift for vælgerne som et hele med hans noget bryske opførsel, at han kunne være vulgær, hans mange konkurser og meget offentlige skilsmisser.
Men så skete der noget besynderligt. Ikke kun var Donald Trump komplet ligeglad med angreb på hans karakter, det gjaldt også mange andre. Vi så dette nye paradigme gentage sig igen og igen i løbet af primærvalgene og på trods af mediernes gentagne profetier om at “denne gang er han færdig han gik for langt.”
Denne selvsamme ligegyldighed med det ‘en gang vedtagne, hjalp Trump til at klare valget og er fortsat ind i tiden med hans administration. Med den er fulgt en forfriskende befrielse af sindet, måden at tænke på
Open Blogger beskriver derpå, hvordan han har adopteret denne taktik om ikke at bekymre sig om hvad de siger og han går til modangreb. “Gengældelse,”som han så stolt proklamerer. .
Der er sådan set ingen regler længere, fordi venstrefløjen kun bruger dem een vej. Og ved at gøre det har de ladt det som engang var en rimelig ordentlig omgangstone mellem to partier i smadder og ruiner.
Jeg har ikke længere nogen investering, del i nogle særlige politiske værdier - ikke mere. - udover een: De regler som venstrefløjen skabte vil blive anvendt mod dem ligeså ofte og afstraffende som de har anvendt dem mod mig.
Denne nye filosofi har befriet mig for mere følelsesmæssig betinget angst end jeg kan beskrive. Bogstavelig talt så betyder det absolut intet for mig hvad venstrefløjen siger eller gør over for mig. Jeg er ligeglad med deres nedrige udfald. Jeg er ligeglad med deres beskyldninger. Jeg er ligeglad om de siger Trump lyver. Jeg er ligeglad med om Trump faktisk lyver..
De skabte dette Frankenstein. De ejer det. Jeg er helt fri for nogen forpligtelse. Jeg vil aldrig gå i forsvar igen. Jeg vil angribe, angribe, angribe - benytte deres egen taktik mod dem indtil de har lært lektien..
Det jeg ikke vil tillade dem er at de benytter mine værdier mod mig. Jeg har nemlig ikke brug for at bevise at jeg er bedre end dem. Det ved jeg allerede.
onsdag den 27. september 2017
Hormoner til transkønnede teenagere - et skråplan
Hormoner til ‘transkønnede’ teenagere - et skråplan
Medicin bliver bedre og bedre. Det kan måske forklare, hvorfor Yale Medical School underviser læger i at give hormoner og pubertetsblokkere til børn der hævder de er “transkønnede.”
Hannah er 14 år gammel, iført leggings og en overstørrelses T-shirt, har lang brunt hår som hun ruller rundt om fingeren. Hun var også født som dreng.
Hannah bruger et pubertetsblokerende implantat og er ved at være klar til at gå videre på vejen til at få en kvindelig krop ved at påbegynde østrogenbehandling. For ti år siden, ville læeger have kaldt dette ikke ønskeligt. Nye data har nu gjort det nærmest normen for tusinder af amerikanske børn.
At være transkønnet berører ikke Hannah særlig meget. Hun er en A-student, og er med i skolens opsætning af “Annie.” Hun er både en smule flov og spændt over at tale om de to drenge der inviterede hende ud sidste år.
“Jeg sagde til ham, ‘Du ved godt jeg er en transkønnet pige, ikke?” fortæller hun mig. Han sagde at det vidste han godt, og at jeg også er køn og rigtig sød.”
Hallo... er denne dreng så bøsse? Eller er drengen så faktisk en pige? Forklaringer er ønskelig!
Vi lader hendes rødmen være et tegn på at der skal skiftes emne, og vi vender tilbage til medicinen. Jeg føler på hendes biceps, hvor der er en hård knop lige under huden, dette depot frigiver så et stof der bremser de hjerneceller der ellers ville sætte gang i puberteten.
Giver dette kun mig grund til bekymring når det udføres på et barn?
Implantatet er blevet givet i to år og forhindrer processen der ellers ville have gjort hendes stemme dybere og givet hende et Adamsæble. Hun har været glad for blokkeren, og er nu klar til at gå videre.
Som 10 årig gennemgik hun en årelang psykologisk evaluering, hun gennemgik en ikke medicinsk “social transition.” Dette betød at hendes navn blev ændret fra Johan til Hannah, at hun blev iført pigetøj og omtaler sig som pige. Hun gik fra at være en frustreret dreng iført yarmulke til det buttede barn iført kjole og være med i pigernes forsamling på sommerejren.
Igen spekulerer jeg på hvordan pigerne på sommerlejren har haft det med at se en “pige” med en penis i badet?
Nu har Yale en kønsklinik der giver pubertetsblokkere og hormoner. Forelæsninger om behandling af unge som ønsker at skifte køn er del af skolens medicinske pensum.
Er det dog ikke vidunderligt, hvordan lægeverdenen nu gør det muligt for unge mennesker helt ned til 10 år, eller måske endda yngre, at få alle disse midler for at skifte køn?
Hvilken lettelse det dog er at videnskaben og lægeverdenen nu endelig har begrebet den kendsgerning at drenge der mener de er piger faktisk er piger!
Men arbejdet er langt fra over. Hvordan vil lægerne hjælpe drenge der mener de er piger til at blive gravide?
Hvordan vil læger hjælpe piger der mener de er drenge til at gøre piger gravide?
Hvornår vil vaginaimplantater være tilgængelige?
Vil de udvikle dem i reagensglas ligesom en hamburger og implantere dem i kønsskiftede børn?
Som du kan se har videnskaben givet endnu mere arbejde for lægerne i de kommende årtier!
For nu, for en gangs skyld, at være seriøs: Det lægeverdenen gør for unge mennesker, der er blevet ‘forført’ af propaganda og venstrefløjs forældre er ganske enkelt uhyggeligt.
De unge mennesker er alt, alt for unge til at indvillige i denne form for forvandling af deres kroppe. Nu da lægeverdenen er blevet politiseret til det “transkønnede” så forvent blot mange, mange flere ulykkelige liv og teenageselvmord.
mandag den 25. september 2017
Hvorfor får japanerne ikke flere børn?
Hvor kommer de japanske babyer fra?
Hvor kommer de japanske babyer fra? Det kunne lyde som om jeg forsøgte mig med en dårlig vits, som jeg sådan set godt kunne finde på, men det er altså ikke et forsøg på at være morsom. Svaret er: De kommer ingen steder fra, fordi japanerne, flere og flere af dem, dyrker ikke sex.
Der er virkelig tale om en befolkning der bliver færre. En undersøgelse af japanere i alderen 18-34 år fandt at næsten 70% af de ugifte mænd og 60% af de ugifte kvinder ikke var i et forhold.
Ydermere har mange af dem aldrig haft en kæreste eller dyrket intimt samvær. Cirka 42% af mændene og 44,2% af kvinderne siger de er jomfruer.
Regeringen bryder sig absolut ikke om at manglende sex bliver lige så japansk som Sumo og Sake.
Premierminister Shinzo Abe har foreslået at man sætter gang i fødselstallet ved at give større tilskud til børnefamilier, men indtil nationen går i færd med sengegymnastik er der ingen medaljer at uddele.
De unge holder sig fra hinanden og kønnene lever hver for sig. Der er nu mange flere jomfruer end i 2010, hvor den sidste undersøgelse blev foretaget, og da blot 36,2% af mændene og 38.7,% af kvinderne sagde de aldrig havde dyrket sex..
Undersøgelsen er udført af National Institute of Population and Social Security Research.
Årsagerne står ikke ganske klart. The Independent kørte en historie, hvor man formodede at japanske mænd er angste for kvinder. The Independent synes den formodning er helt fin. Som bevis citerer de Ano Matsui:
Komikeren Ano Matsui, 26, fortalte BBC: "Jeg har ingen selvtillid. Jeg var aldrig populær hos pigerne. Jeg inviterede engang en pige ud, men hun sagde nej. Det traumatiserede mig.”
Naturligvis er Matsui komiker og fra hans udseende kunne the Independent måske have fundet Japans Woody Allen.
Der er et antal andre teorier der forsøger at forklare problemet: Mangel på selvværd, frygt for at blive afvist, og så internet porno. Men the Guardian kommer med endnu en: Økonomi.
Ægteskab er blevet et minefelt af ikke attraktive valg. Japanske mænd er blevet mindre karriereorienterede, og mindre velbeslåede, da det at have et sikkert job hele livet er i tilbagegang. Kvinderne i Japan er blevet mere uafhængige og ambitiøse. Dog er det de konservative holdninger i hjemmet og på arbejdspladsen der dominerer.
Japan virksomhedsstruktur gør det nærmest umuligt for kvinder at kombinere en familie og karriere samtidig med der ikke er råd til at få børn dersom ikke begge forældre arbejder. Blot at bo sammen og at få børn født udenfor ægteskab er stadig usædvanligt, og giver bureaukratiske problemer.
At købe et hus i Japan er ekstremt dyrt, og for unge mennesker i 20’erne er økonomien nærmest været i stilstand i det meste af deres liv. Når en kvinde gifter sig, er det sociale pres for at være hjemmegående voldsomt.
Derfor gifter folk sig ikke, og de får ikke børn. Det er blevet alt for mendokusai, alt for problemfyldt.
Og det er i sandhed problemfyldt.
søndag den 24. september 2017
Fedmeepidemien: Skyldes den feminismen?
Fedmeepidemien: Skyldes den feminismen?
At feminismen har bidraget til ødelæggelsen af kernefamilien, øgningen i antallet skilsmisser, at The Beatles brød igennem kunne være et rigtig godt argument. Men jeg har aldrig hørt at feminismen kan betragtes som en årsag til fedme epidemien i Vesten.
En madekspert og rådgiver for Sadiq Khan (Londons borgmester) har hævdet at den nuværende fedmekrise blev igangsat af feminismen da flere kvinder gik fra køkkenet og ud på arbejdsmarkedet.
Rådgiver vedrørende madpolitik Rosie Boycott -- der sidder som formand for Londons Borgmesters fødevareråd --sagde at stigningen i antallet af kvinder med fuldtidsarbejde på bekostning af den traditionelle husmoderrolle har ført til et fald i madlavning i hjemmet.
Feminist Ms Boycott, der er medstifter af tidsskriftet Spare Rib i begyndelsen af 1970’erne sagde. at hun “følte sig delvis ansvarlig” for den tendens og sagde der er en “tabt generation” af mennesker der spiser fabriksfremstillede måltider og fast food.
Hun fortalte the Times: “Jeg sagde (dengang), lav ikke mad. I vil klare det. ‘Vi tabte. Skolerne opgav madlavning. Alle opgav at lave mad.”
Ms Boycott, der står i spidsen for Sadiq Khan’s “fødevarestrategi” for at hjælpe hovedstadens fødevaresystem til at blive bedre, og dermed hjælpe på Londons indbyggeres sundhed blev ved the Hay litteratur og kunstfestival spurgt om fedme var en beklagelig konsekvens ved feminismen.
Hun svarede: “Det er helt sikkert en medvirkende årsag - at kvinder arbejder og at tingene er vendt på hovedet og vi har tilladt at denne forandring sker.”
Som en vedholdende kritiker af feminismen var dette en gave fra himlen. En feminist der kritiserer sin egen bevægelse for en fejlvurdering? Og om fedme - et ellers ‘helligt’ kropsproblem, minsandten.
Jovist har Boycott en pointe. Når begge forældre arbejder ændrer prioriteterne sig når det drejer sig om valg af mad og fødevarer. Familierne har brug for mad der hurtigt kan sættes på bordet. Selvom det ikke nødvendigvis betyder fast food, betyder det dog måltider der er hurtigt tilberedte fremfor nærende.
Selvom det ikke er bydende nødvendigt at det er kvinder der står for madlavning i familien, så er det at kvinder arbejder ude med til at skabe et problem. Boycotts kommentar er ret så interessant, og den bør overvejes af alle personer uanset politisk holdning.
fredag den 22. september 2017
Det sagde Bill Clinton om Nordkorea - ingen forargelse, men Trump - Uha, Uha
Det sagde Bill Clinton om Nordkorea - ingen forargelse, men Trump - Uha, Uha.
Paul Kengor
Medierne er helt hysteriske over præsident Trumps tale i FN. De er gået i kollektivt selvsving over at Trump igen håner den lille mand Kim og kalder ham “Rocket Man.”
Denne gang kom Trump med dette stød, ikke fra sin Twitter konto en søndag morgen, men fra verdens største internationale scene, FN forsamlingen med al dens diplomatiske glans på East River.
Medierne formeligen eksploderede i harme over Trumps trussel om at “fuldstændig udslette” Nordkorea hvis den kugleskøre Kim angreb USA eller dets allierede.
The New York Times nyhedsartiklen om Trump’s FN tale fremhævede ikke mindre end syv gang hans ord om “fuldstændig udslette” skønt man ikke en eneste gang fremhævede den fulde kontekst. Her er så passagen, der skal læses i sin helhed:
The United States har stor styrke og tålmodighed, men hvis vi tvinges til at forsvare os selv eller vore allierede vil vi ikke have andet valg end at udslette Nordkorea. Rocket Man er på en selvmordsmission for sig selv og sit regime. The United States er klar til og i stand til det, men forhåbentligt vil dette ikke blive nødvendigt. Det er hvad De Forenede Nationer drejer sig om, det er hvad De Forenede Nationer er til for. Lad os se hvordan det klarer det.
Det er en passage der bør bemærkes, og en vigtig. Læs det to gange og med omhu. Bemærk der nævnes “men hvis.” Det er med i betoningen af at Amerika vil blive “tvunget til at forsvare sig selv eller sine allierede.”Det er en defensiv, ikke en offensiv bemærkning - et vor the United States står tilbage “uden andet valg.” Dette “uden andet valg” siger Trump der “forhåbenligt ...ikke vil blive nødvendigt.” Ydermere betonede Trump der i FN, at det er det “De Forenede Nationer drejer sig om.” Han tilbød endog, “Lad os se hvordan de (FN klarer det.”
Når man omhyggeligt læser det, som passagen bør, ser vi at det ikke er en sag hvor Trump hensynsløst puster sig op på sin Twitter account uden nogen har været inde over og moderere. Nej, dette var skrevet på forhånd, og godkendt og skabt gennem rådgivere med helt bevidst hensigt.
Men sådan vil venstrefløjen ikke reagere. Man vil hellere skildre Trump “fuldstændige udslettelse” passus som en hidtil uset krigsoppisker over for Nordkorea.
Nu inden de går helt i selvsving så kunne de måske ønske at gå tilbage et par årtier og læse hvad Bill Clinton sagde.
Det var juli 1993 og Hillarys ægtemand blot et halvt år inde i sin præsidentperiode skulle handle over for Kims lille bedstefar, endnu en marxistisk galning, skaberen af dette kommunistiske totalitære diktatur der går i arv i familien.
Den 9. juli 1993, som the Washington Post rapporterede dengang fortalte Bill Clinton medierne følgende om U.S. politikken over for Nordkorea under hans administration:
“Vi ville til overmål gengælde hvis (Nordkoreanerne) nogensinde skulle bruge, udvikle kernevåben. Det ville betyde afslutningen på deres land som de kender det.”
For helhdens skyld tilføjede han:
“Nordkorea er blot en af mange slyngelsnationer der gerne vil have kernevåben og stå for dem, og det kan vi ikke lade ske.”
Jamen, det skete så. Og præsidenter som Donald Trump er i dag de som står med de fiaskoer som præsident Bill Clinton og hans partis efterfølgere har efterladt - de som ikke kunne forhindre det i at ske.
Clinton’s kommentarer var ganske kendt overalt, herunder af the New York Times, der rapporterede: “På sit besøg i weekenden i Sydkorea advarede præsident Clinton om at hvis Nordkorea udviklede og benyttede atomvåben, så ‘ville vi hurtigt og til overmål gengælde,’” Han sagde, “Det ville betyde afslutningen på deres land som de kender det.”
Gentagelse: afslutinngen på deres land som de kender det.
Jeg erindrer alt dette ganske tydeligt. Jeg benytter Clintons udtalelse i mine forelæsninger om Nordkorea. Faktisk har jeg aldrig glemt det på grund af reaktionen hos de liberale i Washington som jeg oplevede det på førstehånd. Jeg var ved the Center for Strategic & International Studies, en ikke partiafhængig tænketank med en god balance mellem Demokrater og Republikanere, høge og duer. Mit politikområde ved CSIS var kernevåbenspredning. Jeg havde den udordrende opgave dagligt at opspore alle nyheder med relation til udvikling af Masseødelæggelses våben i nationer som Irak og Nordkorea. Og jeg vil altid huske svaret fra Demokraterne og liberale på Clintons direkte trussel om at gøre en “ende” på Nordkorea.
Hvad var deres reaktion? De elskede det. De knyttede deres næver. De slog sig for brystet. De gav high-fives. De råbte “Hørt! Hørt! Hørt!”
Jo det var de selvsamme fredsfortalere der gennem 1980’erne havde forhånet Ronald Reagan og kaldt ham en skydegal cowboy og en krigsliderlig karl, de der fik smidt George H.W. Bush ud af embedet efter denne havde fået smidt Saddam Hussein ud af Kuwait. Nu smed de pludselig deres valmuer fra håret og geværløbene og var klar til at storme ud af SAChovedkvarteret forat gå ombord i deres Super fortresses (bombemaskiner) mod Pyongyang. De var blevet som Slim Pickens i Dr Strangelove.
Personligt kunne jeg godt lide Bill Clintons barske sprogbrug på det tidspunkt, ligesom jeg holdt af Reagans retorik da han kaldte USSR et “Ondskabens Imperium” eller talte om “fred gennem styrke.” Jeg har holdt. Det gør de ikke.
Hykleriet gør mig syg og dårlig. Dengang deres mand var i Det Hvide Hus slog Demokraterne hinanden på ryggen i begejstring da deres præsident truede med at “udslette”et land. Disse anti-Reagan duer var forvandlet til pro-Clinton høge.
Således kører showet igen - en Republikansk præsident taler direkte til endnu en nordkoreansk tosse. Så er vi igang igen - de venstreorienterede benytter igen, igen andre standarder alt efter hvilken person der sidder i Det Hvide Hus om det er en Demokrat eller Republikaner.
Ja, Jo. Vi kender deres undskyldninger og hvad de vil sige. Dette er forskellen, det er forskellen. Dette er Trump, det var Clinton Jovist, jovist.