Personligt har jeg erfaret at jeg falder hurtigere i søvn og får en bedre nattesøvn når jeg skruer termostaten ned nogle grader et par timer før sengetid. Det viser sig at videnskabelige undersøgelser netop angiver at det at sove i et køligt værelse fremme en dybere søvn og giver et bedre helbred
Dr. Christopher Winter, Medical Director ved Charlottesville Neurology & Sleep Medicine, udgav en arktiel på Huffington Post der påstår at temperaturen i dit soveværelse skal være på cirka 16-17 grader som det optimale for en god nattesøvn. Hvis temperaturen er over 18 grader eller under 12 grader vil du sandsynligvis opleve en nat med uro, du vender og drejer dig i sengen.
Rationalet bag dette er at din kropstemperatur helt naturligt stiger og falder til et lavpunkt for hver 24 timer, især sent om eftermiddagen og ved cirka kl. 05.00 om morgenen. Din krop vil helst hvile sig når din kropstemperatur er lav, så ved at have det køligt i soveværelset falder du bedre i søvn.
Dr. Cameron Van den Heuvel fra the University of South Australia’s Centre for Søvnforskning uddyber disse resultater:
Cirka en til halvanden time før vi falder i søvn begynder kroppen at frigive varme og det får os til at føle os som mere trætte end ellers - hos sunde voksne.
Hormoner med relation til aldring frigives når du sover, såsom melatonin, væksthormoner, og vigtigst stresshormonet cortisol.
Hvis du ikke får den dybe rekreative, genopbyggende søvn som din krop har brug for hver eneste dag vil du opbygge større kvanta af cortisol hormoner i dit system der igen kan gøre at du får en stærkere appetit og lettere bliver stresset.
Hvem vidste at det at slukke for varmen om natten har disse gavnlige sideeffekter og samtidig skåner miljøet. Ikke dårligt?
Jeg
kender rigtig mange intelligente og succesrige professionelle kvinder
som jeg ved er inderlig frastødt af ‘kvindesporten’ - jagte
mænd, udnytte dom og kassere dem, som var de dyr.
Nyhedskommentatoren Lyhn Sher omtalte faktisk deres målgruppe som
Svin. Dyr.
At
tro at kvinder med magt og myndighed ikke seksuelt generer andre p
arbejdspladsen er ikke kun naivt, men direkte latterligt. Det gør
kvinder altså. En af dem som var ‘efter’ mig var en
personalechef -- en kvinde. En anden var universitetsprofessor - en
kvinde. I mit karriereforløb var der tre mænd og tre kvinder i
dette spil. De fire af dem havde magt og myndighed og de fire gjorde livet til et helvede når deres tilnærmelser blev afvist.
Forskellen
er denne: Mænd har tendens til at være direkte og aggessive.
Kvinder er mere snu, arbejder under dække. Og så kalder Lyn Sher
mænd for dyr. Hvis der skal sættes en etiket på disse kvinder må
det være - slanger - slanger i græsset.
Hvis
jeg begrænsede min opgørelse til nyhedsmedierne indenfor de seneste
år så ville den være således:
Mandlige:
To
redaktører - kom med fysiske, verbale og upassende aggressive
tilnærmelser overfor mig. En var chefredaktør. Den anden var en
billedredaktør.
Kvindelige:
En
sektionsredaktør der - pralede med at “enhver mand kan forføres.”
Faktisk havde hun gang i den med sportsredaktøren, men det var også
alt for let. Enhver kunne have gjort det samme. Andre mænd i
afdelingen afviste kollektivt hendes forsøg. En af dem sagde til
mig, “Vi tror det er noget mentalt!”
Denne
skribent - gift med børn, denne 40 årige kvinde forførte tre yngre
journalistelevet. De rene børn. For sportens skyld.
Den
anden kvinde redaktør for sladder - en skilt kvinde blev kendt som
Kontorets Knaldedåse - det siger vel alt.
Der
er tre spørgsmål der sådan set ikke bliver stillet af medierne:
Hvorfor
er det kun mænd der udstilles og trækkes ned i skidtet?
Hvorfor
magter journalister ikke at løfte bare en flig af gulvtæppet og
åbenbare det ssnavs magtfulde kvinder har fejet ind under?
Hvad
siger anklagerne om samfundets lynch, og pøbelstemning og
mentalitet?
Historisk
har vi så ikke allerede forsøgt at smadre - med stor skadefryd -
andre segmenter? Negre, vore forfædre, homoseksuelle og lesbiske af
alle trosretnnger og hvide politibetjente? Nu er det mænd som
gruppe.
Hvorfor
fortæller jeg så alt dette? Ganske enkelt for at folk skal høre om
denne side af probemet der ignoreres af de ‘helligere end hellige’
kommentatorer. Også for at sige at ikke alle kvinder hader mænd.
Endelig for at indrømme, at hvis jeg var en mand, så ville jeg ikke
ansætte en ambitiøs kvinde.
Pas
På!: Se direkte på hende eller sig noget hun måske ikke kan lide
at høre, og hun kan lægge en løkke om halsen på dig. Det er
hotteste mode.
Den 25. december vil millioner af
kristne i lande, hvis ledere stemte imod United States anerkendelse
af Jerusalem som Israels hovedstad, sammen med Pave Frans der
sluttede sig til fordømmelsen, fejre Jesu fødsel i Bethlehem, i Det
Hellige Land Israel. Vi ønsker dem alle og vore læsere en Glædelig
Jul.
Et øget antal lande med kristent
flertal synes at være villige til at omskrive historien ved at
adoptere den nylig opfundne palæstinensiske stats løgne, der
omfatter benægtelsen af at der har været jøder i Det Hellige Land
i over totusind år, man påstår endog at Jesus ikke var jøde, men
palæstinenser og muslim!
Europas kristne identitet er blevet
langsomt eroderet, ikke kun ved stadig mere sekularisme, men også
gennem truslen om islamistisk terrorisme. Det hele indledtes med
palæstinenserne der fra begyndelsen havde til hensigt at få
indrømmelser fra Vesten. Det gjorde de igen torsdag. Blot denne gang
skulle de ikke bortføre et passagerfly fra nogen af de 128
lande der stemte mod USA ved Generalforsamlingen i FN.
Nu har de fleste af de 128 land der støttede palæstinensernes
fordømmelse af præsident Donald Trumps beslutning om at flytte U.S.
ambassaden til Jerusalem, lært at frygte den vold der udøves af
stadig flere radikaliserede anden-generations muslimer og flygtninge,
der ofte gentager de palæstinensiske løgne - om Jerusalem, om
Israel og om jøderne - som motiv for terroristernes angreb.
Udover det er deres ledere mod U.S.
præsident Trump og de fleste er anti-Israel. Så er der det
finansielle motiv. Hvordan kan man retfærdiggøre forbruget af
milliarder af dollars til hjælp til terroristerne i Gaza og på
Vestbredden? Ydermere er de grådige. De ville hellere lave
forretninger med mullaherne i iran, Tyrkiets muslimske broder ved
ræsident Erdogan, Qatar og andre islamistiske enheder.
Generalforsamlingens fordømmelser af
U.S. for at meddele man vil flytte ambassaden til Jerusalem,
hovedstaden, kom efter adskillige resolutioner vedtaget tidligere af
det anti-Israel, pro-Palæstina FN råd, UNESCO.
Sidste år i maj måned mens Israel
fejrede sin Uafhængighedsdag nummer 69 vedtog 22 af 58 medlemslande
i UNESCO en resolution der benægtede
den jødiske stat Israels juridiske og historiske rettigheder i
Jerusalem eller nogen andre af de hellige jødiske steder som der er
fuld dokumentation for har været jødisk i mere end 2000 år og
tilhørende israelitterne.
23 lande der manglede modet til at
åbenlyst at modstå det palæstinensiske arabisk, muslimske
initiativ undlod at stemme. De fleste af de 10 lande der var imod
UNESCO ynkelige resolution manglede modet til at gå imod
Generalforsamlingens resolution. Hvorfor mon?
Det ekstraordinære møde i
Generalforsamlingen var på initiativ af Tyrkiet, der fik tilslutning
af Yemen som repræsentant for de arabiske lande og the Organization
of Islamic Cooperation (OIC).
Dette var en mulighed Erdoğan, som
aspirerer til at blive Sultan i det generobrede Osmanniske Imperium,
bare ikke kan lade gå til spilde. Og på hans officielle
Facebook side postede han en karikatur der viser ham
iført en Tarbush, med bønnekugler i den ene hånd og den anden der
slår Trump, der blødende ikke er i stand til at svare igen.
Erdogans budskab er ikke kun fuld af praleri om at han kan slå U.S.,
men også en opfordring til muslimer om at gøre det samme.
Erdoğan's støtte til
palæstinenserne,og især Det Muslimske Broderskabs terroristgruppe
Hamas, (der fornylig fik fjernet enhver antydning af deres alliance
fra deres website) er ikke noget nyt. Heller ikke hans nære
forbindelse med Iran og Qatar og kritik af de nyeste reformer i
Saudiarabien og saudierne mere hjertelige tilgang til Israel. Hans
anti- U.S. stemmeinitiativ ved FN Generalforsamlingen og hans
Facebook postering har til hensigt at begejstre Sunni muslimer verden
over til at betragte ham som deres nye leder.
Det er på tide endelig at anerkende at
Erdogans Tyrkiet ikke længere er en U.S. allieret. U.S. burde fjerne
de 50-90 kernevåben der opbevares som NATOs afskrækkelsesmiddel på
Incirlik
basen i Tyrkiet.
Herunder et billede af en række kyllinger på spid der er ved at blive stegt. Stegemetoden kaldes ‘rotisserie’ Kyllingen sættes på en stang, et spid der ganske langsomt drejer rundt. Ideen er at kødet skal bevare sin mørhed, fordi fuglen hele tiden kører rundt, og dermed steges helt ens.
Ordet “rotisserie” er af fransk oprindelse og går helt tilbage til 1450 - men metoden med at stege kød over ild er noget mennesket har anvendt i mere end to tusind år.
I dag har vi små elektriske motorer der drejer spiddet. Men hvad gjorde man i 1500 tallets rotisseries? Hvad fik spiddet til at dreje.
Disse fætre:
Jo, det er en tegning af en hund. Det er helt specifikt en "turnspit dog," en hunderace der kan ligne vor tids Welsh Gorgi. Det er noget usikkert, fordi der i dag ikke findes nogen turnspits. Men tilbage i tiden var de allevegne - ikke som kæledyr, men som køkkenmedhjælpere.
At stege kylling eller andet kød på et spyd er en langsom, kedelig proces der kræver en konstant, langsom rotation. Mennesker kan dreje spyddet ved håndkraft og i rotisseriets første dage var det præcis det man gjorde. Det kunne dog ikke blive ved med at gå, for lad os indse det at dreje spyddet var altså dødkedeligt. Sammenlign det med et hamsterhjul - og benyt så en hund som drivværk. Se på dette billede og jo der er en hund med.
æ
Og så at sige alle have en. Turnspit dogs som NPR beretter, var “en vigtig del af ethvert større køkken i England i det 16. århundrede,” og de blev især opdrættet til at kunne betjene disse hjul der fik spyddet til at dreje.
Når maden skulle tilberedes, kødet på et spyd, forbinde spyddet med det relevante gear. Så ind med hunden og holde øje med hvordan kødet blev stegt - hvordan hunden bevægede sig. Det var ganske hårdt arbejde at få spyddet til at rotere og mange husholdninger og kroer havde en ekstra hund der kunne tage over når den første var blevet udmattet.
Det kan virke som dyrplageri, og det var det muligvis også. Men det var datidens standard. I dag ville man aldrig opleve en husholdning, hvor et kæledyr blev benyttet som kraftværk - hunde er jo kæledyr, ikke Men sådan så man ikke på det dengang. Snarere som forfatteren til Amazing Dogs, a Cabinet of Canine Curiosities, Jan Bondeson, fortæller, "turnspit dogs blev betragtet som køkkenredkaber, en slags maskine fremfor hund.”
Men tiden kom der nye opfindelser - dampmaskine som den mest kendte - og det betød at behovet for turnspit dogs forsvandt. Så arten er i dag uddød.
Bonus fakta:: Amerikanske supermarkeder sælger rotisserie kyllinger - og ofte er disse kyllinger billigere en i størrelse tilsvarende kyllinger der ikke er stegt.
Hvordan kan det gå til? Er der noget galt med de stegte kyllinger? Næh, ikke som sådan. Som Bloomberg fortæller, "benytter supermarkederne ikke solgte kyllinger der er ved at udløbe sidste salgsdato.” Da kyllingerne alligevel stod overfor at skulle smides ud, så er det en gevinst for butikken at sælge dem som færdigstegte.
Daniel Greenfield Hamas har meddelt at præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har åbnet op for “helvedets porte.” Hamas bekræfter det som dets ‘fader’ Det Muslimske Broderskab har erklæret at “Amerika er en fjendtlig nation.” Overhovedet for Den Arabiske Liga har advaret om at Jerusalem beslutningen “vil give næring til ekstremisme og resultere i vold.” Jordans udenrigsminister hævdede at det “ville give vrede og øget spænding.” “Moderate” muslimske ledere udbreder sig om den truende vold ved “ekstremismen.” OIC (organisationen af islamisk samarbejde) advarede om at anerkendelsen af Jerusalem vil foranledige et islamisk topmøde, og blive betragtet som et “utilsløret angreb mod arabiske og islamiske nationer.” Sidste gang OIC var så vred vad da nogen tegnede Muhammad, og vlev stenet til døden for det. Ifølge Saudiarabiens ambassadør vil det “øge spændingerne.”Det islamiske Tyrkiets vicepremierminister kaldte det en “større katastrofe,” og lederne af det største muslimske land i Europa, Frankrig, Emmanuel Macron “udtrykte bekymring” over at Amerika ensidigt anerkender Jerusalem.” PLO ledere og medslyngler har samtidigt gjort det klart, at nu er fredsprocessen i sandhed død. Den Palæstinensiske Selvstyreenheds chef advarede om at anerkendelsen af Jerusalem vil “smadre fredsprocessen.” PLOs repræsentant i Washington D.C. truede med at det ville være det “endelige dødsstød, og et “dødskys for to-statsløsningen." En top PA rådgiver hævdede at “det ville afslutte enhver mulighed for en fredsproces.” Nogle dag senere er fredsprocssen stadig lige så levende - og lige så død - som den altid har været. Da muligheden i fredsprocessen således er nogenlunde den samme som at blive ramt af lynet samtidig med du sidder med en Royal Flush så er den chance altså lige nul og ik. Fredsprocessen har været mere død end Dracula - og det i årtier, og selv en PLO terrorist burde vide, at man ikke kan true med at slå et dødt gidsel ihjel. Det eneste dødskys kom fra Arafat. Freden en blev dog ikke slået ihjel. Den har nemlig aldrig været i live, fordi en permanent fred er islamisk set helt umuligt. “Verden vil betale prisen,” advarede Mahmoud Habash, den øverste Sharia dommer hos Den Palæstinensiske Selvstyrenhed. Habash er ikke kun den helt store islamiske lovfortolker, han er også islamisk rådgiver for lederen af PA og Abbas, terrororganisationens leder var tilstede da Habash kom med sine betragtninger. Tidligere havde Habas erklæret at “kotel” den vestlige mur i det faldne tempel i Jerusalem, det helligste sted i Jødedommen “aldrig kan være for ikke muslimer, den kan ikke være under ikke-muslimers suverænitet.” Samtidig med de officielle advarsler fra PA, Den Arabiske Liga og forskellige islamiske organisationer, har hævdet at anerkendelse af Jerusalem truer den ikke eksisterende fredsproces, så havde Habash tilbage i tiden gjort det krystalklart at udfordringen ikke drejede sig om land, det var om Jihad. “Kampen om dette land er ikke kun en strid om et stykke land her eller der, slet ikke. Striden har et hellighedens symbol, eller velsignelsens, det er en strid mellem de som Allah har valgt til Ribat, og de som forsøger at lemlæste ‘Ribats Land,’” havde Habash erklæret. ‘’ Ribat har den betydning at Israel er en grænseforlægning mellem Islams territorier og den frie verden. De muslimske terrorister, der kalder sig selv "palæstinensere” er ifølge rådgiveren for Abbas udvalgt til Ribat for at holde vagt om den islamiske grænse og udvide Islams territorium. Baggrunden for Ribat er at jihadisterne måske ikke er i stand til at vinde en endelig sejr, men skal holde fast i deres ihærdighed mod det endelige mål, der i Hadith, defineres som at udøve Ribat mod “din fjende og min jende, indtil han forlader sin religion for din religion.” Det er det der er på spil her. Det drejer si ikke om et “stykke land her eller der,” eller som top Sharia dommeren tydeliggør - det er en religiøs krig, mellem muslimer og jøder, en til stadighed skiftende grænse i den langt større krig mellem Islam og resten af verden. Det er endnu et territorium der skal erobres på vej til Europa, og Europa er endnu et skridt på vej til Amerika. I en religiøs krig kan der ikke være red, der er heller ikke noget at forhandle om. “Det er ikke muligit at indgå kompromis eller forhandle om Jerusalem,” har Habash sagt. “I politik kan der være kompromisser her og der - der kan være forhandling. I religiøse sager, tro, værdier, etik og historie kan der ikke være kompromisser.” I islamisk teologi er der ingen grænse mellem politik og religion. Det Habash faktisk siger er, at der kunne være plads til at forhandle mange gange om ugen om f.eks. hvornår skraldebilen skal komme for at hente affald, men det er ham der giver ordrer. Islamisk overherredømme er ikke til forhandling. Den øverste Sharia dommer advarede Trump om, at ved at flytte ambassaden - det er det samme som en “krigserklæring mod alle muslimer.” Hvorfor nu alle muslimer? Fordi palæstinenserne er en myte. Islamisk erobring er et kollektiv. Det er der sådan set ingen muslimsk leder der er uenig i. Hvorfor er Jerusalem dog deres problem? Det er ikke af empati for palæstinenserne. Kuwait har etnisk udrenset enorme antal af dem. De behandles såmænd ikke meget bedre i andre arabisk muslimske lande. Det handler netop ikke om dem. De muslimske bosættere i Israel befinder sig blot der som “Ribat.” De er udposten or den islamiske erobring, meget lig Sharia patruljerne i no-go zonerne i Europa, eller jihadisterne i Kashmir, Rohingya i Burma og alle de andre islalmiske Volksdeutche varianter, af okkuperende kolonister. Sunni kan bekæmpe Shia. Muslimske lande, stammer og klaner kan føre krig mod hinanden, men det land de kæmper om tilhører dem alle kollektivt set. Det kan aldrig tilhøre ikke-muslimer, det er hele essensen i islam, hvor erobring er selve religionen.Det gælder Jerusalem og det gælder hele verden. Det er hvad der i sandhed er på spil i kampen om Jerusalem. Når lande nægter at flytte deres ambassader til Jerusalem underkaster de sig Sharia lov, og islamisk overherredømme. Det var det samme der gjorde sig gældende med Muhammad tegningerne, det er ikke om et stykke land, det er om Islams overherredømme. At nægte at flytte ambassaden forhindrer ikke vold. Islamisk terrorisme fortsætter med kræve liv i Jerusalem, og islamisk vold har været en konstant faktor før Israel befriede Jerusalem, eller endog før der var et frit Israel. Den Arabiske Liga, jordanerne, saudierne og resten af slænget lover ikke at afslutte volden. I stedet advarer de om at de ikke vil føje sig. Det vil blive endnu værre. Det er ikke diplomati, det er gidseltagning. Præsident Trump tog den rette beslutning ved at nægte at lade vor udenrigspolitik være gidsel. Vi vinder ikke ved at give efter for terrorister. Vi vinder ved at stå dem imod, ellers ville vi skulle leve vore liv som gidsler for islamisk terror. Jerusalem er en metafor. Ethvert land har sit eget Jerusalem. I Amerika er det First Amendment. Vort Jerusalem er ikke blot et stykke land, det er en værdi, og den islamiske Jihad søger at intimidere is til at opgive dette, indtil som Hadith fastslår, vi overlader vor religion til Islam. At flytte ambassaden til Jerusalem vil gøre meget mere for Amerika end for Israel. Israelerne ved allerede hvor deres hovedstad er. Vi har brug for at huske hvor vi har efterladt vor frihed. Islamiske terrorister vinder når de terrorister os til at være angste for at gøre det rette. Præsident Trump sendte et budskab til terroristerne om at Amerika ikke vil finde si at liv terroriseret. Tidligere administrationer tillod at terroristerne kunne beslutte, hvor vi skulle placere vor ambassade, men Trump har gjort det klart, at vi ikke vil lade islamiske terrorister bestemme det, eller hvilke tegninger vi skal tegne, eller hvordan vi skal leve vore liv. Det er det ægte frihed betyder. http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/what-the-war-over-jerusalem-is-really-about?f=must_reads#ixzz514wsgzxi
Der var engang en hyrdinde der som opgave fik at passe på fårene i engen og holde de glubske ulve borte. I årenes løb arbejdede hyrdinden hårdt og intenst med opgaven. Trods alle anstrengelserne mistedes af og til nogle får til ulvene.
En dag kom hyrdinden på den ide at det da var bedre at indgå en aftale med ulvene. Det hårde arbejde med at holde ulvene og fårene adskilt var bare alt for meget. Det ville da være meget bedre og lettere for alle, hvis ulvene kunne gå fredeligt blandt fårene. Hyrdinden ville dog holde godt øje med ulvene for at sikre at fårene ikke blev angrebet. Så længe fårene ikke blev angrebet kunne ulvene gå frit på engen og blande sig med flokken. Hyrdinden ville endda binde fårehunden for at undgå misforståelser.
Ulvene syntes det dog var et fremragende arrangement, og for en stund syntes alt at være såre godt, med kun nogle ganske få uheldige episoder af og til. Imidlertid skete der det at de førstankomne ulve inviterede andre mere fjendtligt indstillede ulve til at være med, og disse begyndte så at overtage engen og genere fårene. Hyrdinden blev nu ekstra opmærksom på de mange ulve for at afværge en krise.
En dag da de forsvarsløse får hvilede sig, trådte en ulv, der ellers aldrig havde skadet nogen, frem og slog nogle af fårene ihjel på brutal vis. Hyrdinden løslod hyrdehunden der slog den angribende ulv ihjel. Alle på engen var i oprør, chokerede. Mange havde nemlig oplevet den angribende ulv være helt ‘normal’ i de foregående dage. De kunne ikke forstå hvad der havde forårsaget ulven til at opføre sig som den gjorde.
Fårene beklagede sig over hyrdinden, fordi denne ikke have aflæst tegnene på en krise i sindet hos den nu døde ulv. Andre ledte efter beviser på at ulven var blevet dårligt behandlet af fårene, hvilket så igen var årsag til den blev bitter og hævngerrig. Andre igen hævdede episoden var en ‘ensom ulvs’ gerning, og næppe repræsenterede de andre ulves indstilling.
Hyrdinden besøgte så ‘gerningsstedet’ og opfordrede alle, ulve og får, til at forene sig og tage afstand fra sådanne voldshandlinger. Hyrdinden lovede at være mere opmærksom i fremtiden når nye ulve kom til. Hun sagde hun ville forstærke vagtindsatsen over for ulvene for at undgå at en sådan frygtelig tragedie skulle indtræffe igen.
Historien slutter på ingen måde lykkeligt. Sekvensen af overfald øgedes indtil livet for fårene ikke var til at holde ud, og ulvene havde indført et rædselsregime.
Man kan næppe undgå at føle en vis lighed mellem historien her og så de seneste terroristangreb i London og andre steder. Sunde samfund indfører metoder til at holde de dårlige elementer ude, de som krænker ro og orden og fred og sætter andre borgeres sikkerhed i fare.
Men Vesten er gået bort fra denne eksklusions politik til fordel for en inklusions politik, der byder de velkommen der har erklæret deres hensigt om at ødelægge resterne af den jødisk-kristen samfundsorden.
Der kræves ikke megen magi for at identificere disse rå elementer. Radikale islamister plager og piner Vesten ved åbent at indrømme deres had i publikationer,på hjemmesider og på de sociale medier. I tilgift inviterer de endnu flere radikale elementer til at komme hertil så de kan blive endnu flere.
Den politik regeringer foretrækker er, at holde øje med de radikales opførsel. Faktisk er, mange af de som angriber “kendt” af politiet for at være en sikkerhedsrisiko før de angriber uskyldige civile på gaderne. Der er mange flere “kendte” mistænkte der endog lever helt uforstyrret i mange byer, og deres antal er i øgning.
Da dette får lov til at udvikle sig er det også uundgåeligt at det når til et punkt, hvor ingen politistyrke i verden vil have ressourcerne til at overvåge alle de farlige individer. På det tidspunkt slår de til og dræber.
Der må gøres noget for at sige fra og stoppe denne forsoningspolitik. Det skal være med baggrund i præmissen om at der er ‘får’ og der er ‘ulve.’ Ulve kan man altid regne med vil opføre sig som ulve når der er en lejlighed til at angribe.
De i regeringerne der ikke lever op til deres pligt om at udslette ulvene og er tilfredse med blot at overvåge dem delvist skyldige for forbrydelserne.
Deres skyldige hænder er plettet med fårenes blod. De burde i det mindste være ærlige og indrømme at de nu er blevet hyrder for ulve - ikke fårene.
John Horvat II is a scholar, researcher, educator, international speaker, and author of the book Return to Order, as well as the author of hundreds of published articles. He lives in Spring Grove, Pennsylvania where he is the vice president of the American Society for the Defense of Tradition, Family and Property.
At have kontanter på sig plejer ikke at være ‘tyngende.’ Sedler passer fint ind i tegnebogen, med mindre du har masser af dem, og så skal du ikke forvente medfølelse herfra. En lomme fuld af mønter kan være irriterende, men problemet er mere den raslende lyd end vægten. Lommer og små håndtasker er det der skal til når vi har kontanter på os. Så er problemet klaret.
Det er fordi vi ikke har en af disse ‘enheder’ at slæbe rundt på.
Det er en kæmpesten - fire til seks fod i diameter. Og jo, det er penge.
Den kaldtes en Rai Sten, engang valutaen for øen Yap i Mikronesien, en lillebitte ø i Det Filippinske Hav, med cirka 11000 indbyggere. (Her er et kort, eller som Dr. Seuss kunne have sagt et kort over Yap.) De oprindelige Yapesere har boet der i århundreder, men de har dog bevæget sig andre steder hen også. Det ved vi for Rai Stenen er lavet af kalksten, og der er ingen kalksten naturligt forekommende på Yap. De gamle Yapesere rejste til andre øer - Palau, som den vigtigste - og bragte disse kæmpe klippestykker med hjem, formede dem, og polerede dem. Stenene, hvor af der ikke er mange, blev til en slags valuta.
De større Rai Sten er typisk mere værd end de mindre (hvoraf nogle faktisk kan ligge i lommen). Hvor meget en Rai Sten er værd er ikke kun efter vægt og størrelse. Stenens historie er også en del af værdien. Mental Floss forklarer:
Selvom mange af de større sten ligner hinanden, er de dog ikke af samme værdi. Deres værdi er afhængig af adskillige faktorer. Den første har med dens proveniens at gøre. Hvor mange liv er gået tabt i transporten af stenen til Yap? I gamle dage var det en yderst farlig rejse over havet for at få fat på stenen. Udover de skulle graves frem og transporteres 500 kilometer var der også rivalisering mellem landsbyhøvdinge, hvilket resulterede i kampe om stenene.
Den anden faktor har at gøre med hvem der opdagede en særlig sten. At have en berømt sømands navn knyttet til en sten, eller en høvdings anbefaling, ham der sponsorerede rejsen kan få værdien til at øges markant. Der er også hvordan den er behandlet. Mange af de nyere Rai Sten er flot polerede med bløde kanter, noget man har kunnet udføre med moderne værktøjer. De ældre sten, er ikke så flotte og noget ru i det, for de blev færdiggjort med hjemmelavede værktøjer, men de har en større værdi.
Fordi de store Rai Sten er så store er de vanskelige at transportere fra ejer til en ny. Derfor ligger de største sten ‘fast’ - befolkningen bliver så blot enige om at stenen har skiftet ejermand. Slate peger på et særligt eksempel:
“en af Rai Stenene i aktiv cirkulation ligger på bunden af Stillehavet, den faldt over bord fra en kano under en storm på vej til Yap. Øboerne blev så enige om dens værdi efter at have hørt om hændelsen:” Det er således muligt at en eller anden ejer stenen på billedet selvom den er på udstilling på Tokyos Hibiya Park, så den er altså i den grad i cirkulation.
Borgerne på Yap benytter stadig Rai Sten, dog mere for deres kulturelle betydning end i handel. Siden begyndelsen af det 20. århundrede har de dog benyttet moderne valuta. (Mikronesien benytter US dollars). Spekulanter i Vesten er sådan selv skyld i dette, de forårsagede nogen devaluering, med det som er effektivt - falske Rai.
Atlas Obscura forklarer: Sent i det 18. århundrede, “Begyndte David Dean O’Keefe, en irsk født amerikansk sømand og eventyrer at producere Rai Sten i stort antal ved at benytte moderne værktøj importerer fra Hong Kong.” Inflation fulgte, skønt Yap borgerne fandt en metode til at identificere O’Keefe fremstillede Rai og devaluerede dem så.
Bonus fakta: Lokal valuta er ikke kun noget der findes i udviklingslande - der er også et forbavsende antal eksperimenter med “samfundsvaluta” . dusinvis af forsøg i USA alene. (Her er en liste) En af de mere bemærkelsesværdige er BerkShares, benyttet af en håndfuld små landsbyer i Berkshires ,Massachusetts. De lokale kan købe 1 dollar BerkShares for 95 cents og benytte dem i næsten 400 forretninger i stedet for U.S. valutaen - alt sammen i en bestræbelse på at holde de lokale dollars ‘hjemme.’
Som en sidegevinst som the New York Times fortæller, kan “folk betale for købmandsvarer, et olieskift, selv tandlægebesøg med valuta der ligner de lokale helte f..eks. Herman Melville og Norman Rockwell.”
Rigtig meget hysteri har manifesteret sig på begge sider af Atlanten efter præsident Donald Trump meddelte at USA trækker sig ud af Paris Klima Aftalen, der blev forhandlet under overvågning af FN i 2015.
Skriget “Himlen falder ned” bør ignoreres. Et meget mere højlydt og langt mere myndigt kor har vist sig: Dow Jones Industrial nåede et toppunkt den 1. juni, og det stiger efter præsident kom med nyheden. Næste dag endnu højere. Enhver hvis opgave det er at forstå økonomien ved at få løftet byrden ved FN klimakampagnen for USA - se det vil være godt for energiskabelse, for industriproduktionen, for jobskabelse og for den nationale velstand der følger med.
En af de allermest upræcise og sådant set fjendtlige udtalelser kom fra tidligere Udenrigsminister John Kerry der var med til at forhandle Paris Aftalen. “Præsident Trump der lovede ‘America First’ har taget et selvødelæggende skridt der vil gøre gøre vor nation ‘Last.’ Dette er en hidtil uset fornægtelse af amerikansk ledelse der vil koste os indflydelse, koste os jobs, og invitere andre lande til at holde inde med at løse menneskehedens mest eksistentielle krise.” .
Lad os se på hver sætning for sig. Præsidentens beslutning sætter helt klart Amerika først ved at give topprioritet til den nationale økonomiske vækst frem for at hæmme den ved at påtvinge meningsløse Grønne regulativer der ville smadre økonomien. Virkningen ville være virkelig dyster både herhjemme og i konkurrencen med andre lande, som Kina, der har gjort det klart at de ikke vil begrænse deres udvidelse af produktionen og energiforbruget.
Præsident Trump's handling var ikke “hidtil uset” da præsident George W. Bush jo nægtede at implementere Kyoto Protokollen der blev vedtaget i 1997, men ikke fik virkning før 2005, hvor dens første forpligtende periode først skulle indledes i 2008. Protokollen var en klima traktat, men den blev aldrig ratificeret af U.S. Senate. Et stort flertal fra begge partier var imod for den var så uretfærdig med sine internationale forpligtelser.
Alle forhandlinger om klimaet i FN siden 1992 har været udført efter princippet med “fælles, men dog forskellige ansvarsområder,” der igen opdeler verden i Udviklede lande (37 står for dem, flest med USA, EU og Japan) og udviklingslande (cirka 134).
De udviklede lande har ansvar for at reducere udledningerne, fordi de får skylden for at have været de første der har udledt drivhusgasser (GHG) i atmosfæren. Resten af verden har intet ansvar for at dæmme op for deres udledninger da de blot forsøger at holde trit med de udvikelde lande i levestandarder.
Det er så derfor Kina proklamerer at man bliver i Paris Aftalen. Det koster Beijing absolut ingenting da man anser sig for at vore et udviklingsland som så per definition ikke skal foretage sig noget.
Faktisk har de gentagne gange proklameret at deres udledninger vil fortsætte med at øges til 2030, hvor de så vil være nået et højdepunkt. Kina vil derpå overveje hvad man skal gøre for at komme videre. Beijing er ikke tilfreds med at USA trækker sig, ikke på grund klimaudfordringen, men fordi de ønsker at se at Amerika langsomt hæmmes i sin vækst mens de selv får ekstra meget fart på og dermed endnu mere skæv magtbalance.
EU er blot jaloux over for Amerika, hvor elektricitetspriserne er halvdelen af på det gamle kontinent, sammen med arbejdsløshedstallene. Og økonomisk vækst er i fremgang i USA - og vil sandsynligvis øges endnu mere under Trump æraen. At EU som et hele trækker sig fra Washington er kun med til at gøre opmærksom på deres fiaskoer på en række områder, ikke kun klimaet.
Præsident Barack Obama kunne man have forventet ville lægge pres på for en ratifikation af Kyoto Protokollen eller i det mindste en accept af den som en vigtig aftale, men det gjorde han ikke. Lige så Grøn han gerne vil fremstå, så kunne han dog ikke godkende den ubalancerede aftale for USA i FN’s udgave. Han vandt i 2009 Nobels Fredspris på forventning om at han ville bringe USA ind i den næste FN Traktat der skulle træde i kraft i slutningen af det år. I stedet skuffede han fælt ved Copenhagen 15 topmødet, der ellers var blevet anset som afgørende for den globale Grønne Bevægelse.
Højrefløjen glemmer ofte hvor meget godt præsident Obama gjorde i København, ved at sætte Amerika først over kravene fra det meste af resten af verden.
I forløbet op til konferencen opfordrede, Janos Pasztor, Director of the UN Secretary-General's Climate Change Support Team, United States til at vise “lederskab” ved at indføre ensidige begrænsninger på sig selv - og det endog før mødet indledtes.
FN Generalsekretær Ban Ki-moon erklærede, “vi har ikke råd til endnu en periode hvor United States stiller sig på sidelinjen.” Venstrefløjsaktivisterne udenfor konferencen krævede endnu større byrder på Vestens kapitalistiske lande ved en aftale der fremstod som et FN socialistisk diktatur. Dog kom der ingen “bindende traktat” fra de ophedede haller i Danmark, kun en aftale der skuffede aktivisterne.
Obama administrationen brugte 2009 til at forsøge at overtale Kina til at acceptere tvungne mål for at alle havde samme betingelser. BASIC koalitionen, Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina, der er førende blandt udviklingslandene insisterede på at holde fast ved Kyotos “differentierende” princip - der udelod dem fra noget mål På grund af denne grundlæggende konflikt kollapsede konferencen. Præsident Obama forhandlede direkte med BASIC for at få lavet om på betingelserne i FN processen. Intet land skulle have påtvunget et mandat. Hvert land skulle være frit stillet til at gennemføre sin egen politik i sin egen interesse. Det ville blive den frie konkurrerende provækst verden som BASIC ønskede, dog også med USA som deltager.
Personligt var præsident Obama faldet for ‘lærdommen’ om at hæmme klimaforandring ved at reducere de amerikanske udledninger. Under Copenhagen Accord skulle han kun rapportere til FN hans frivillige mål, en 17% reduktion i drivhusgasser i 2020 fra 2005 niveauet.
Da Obama rykkere mere mod venstre i sine sidste år i embedet satte han et nyt mål for udledninger - med en reduktion af 26-28% under 2005 niveauet i løbet af 10 år, og en 32% reduktion hos de eksisterende kraftværker i 2030. Dette var imidlertid kun hans mål der skulle gennemføres af hans EPS (og ikke have fuld effekt før han var sikkert ude af embedet). Hans store plan the Clean Power Plan, blev blokeret af et søgsmål ved 24 stater der frygtede en negativ virkning. Trump administrationen indtog kontorerne fast besluttet på at afslutte Obamas væksthæmmende program.
Det fremgår ikke helt klart om præsident Trump faktisk partout måtte trække USA ud af Paris Aftalen for at ændre kurs på politikken, da aftalen ikke tvinger nogen nation til at gøre noget der ikke er i nationens suveræne interesser - det er det ironiske ved Obamas hårde kurs i 2009.
Imidlertid har Paris Aftalen nogle betænkelige, farlige holdninger der kunne give årsag til problemer i fremtiden. Aftalen indeholder stadig det “differentierede” princip i Artikel 4 “Udviklede lande skal fortsætte med at være i spidsen ved at indføre brede økonomiske absolutte udledningsmål. Udviklingslandene skal fortsætte med at forstærke deres indsatser, og opmuntres til - med tiden at gå frem mod brede økonomiske udlednings reduktioner eller begrænsningsmål i lyset af de forskellige nationale omstændigheder.”
Således “skal” Vesten handle, men resten af verden blot opmuntres til at handle. At sætte USA’s økonomiske fremtid under en FN tekst der fremmer en sådan ulighed er ganske enkelt ulovligt. Trump er således den tredje præsident i følge der mener dette.
Trods det oprør, det postyr, så er humlen de indsatser nationerne har taget (eller ikke har taget) ved den formodede klimakrise. FN har været vært ved klimakonferencer siden 1992, uden nogen signifikante resultater, herunder den tandløse Paris Aftale (som Friends of the Earth International kaldte “fup.”)
At få 193 lande til at underskrive en aftale (hvilken som helst aftale) kræver at den sådan set er uden betydning -så hvorfor ikke bare skrive under.
Hvis der virkelig var ægte konsensus om at klimaforandring er en eksistentiel trussel ville beretningen om FN ikke kun være begrænset til at rekordmange tredjeklasse bureaukrater kunne nyde at deltage på 5 stjernede hoteller, og samtidig puste sig op med vidtløftige løfter om at redde verden. Fra Bali til Paris har klimakonference cirkusset været en lystrejse. Den virkelige “klima svindel” er blevet påført skatteyderne og donorerne der har betalt disse orgier af en hoben af flotte ord.
I Paris var det ægte emne ikke klimakontrol. Ingen tror seriøst på at det kan ske. I stedet handler det om hvordan man kan få fingre i de 100 milliarder dollars der skal sættes ind i en fond til at hjælpe “fattige” lande klare forandringer i miljøet.
The Green Climate Fund blev oprettet i 2010 og har nået $10 milliarder ved mødet i Paris i 2015. Det man er enig over en bred kam er økonomisk vinding. Enhver FN udtalelse indeholder en betingelse, en ret eller undtagelse på bekostning af indskrænkninger i friheden til fordel for vækst. Artikel 2 i Paris teksten begrænser politik om emissioner inden for “konteksten af bæredygtig udvikling og indsatser for at udradere fattigdom” der således har prioritet.
Ingen ansvarlig regering kan med god samvittighed underskrive en traktat der ikke giver den lov til at konrollere egen skæbne og arbejde på at forbedre levestandarden for dets folk.
Det er det nationalisme handler om. Præsident Trump er bannerfører for denne konsensus. Det bedste US kan gøre er at hjælpe sine europæiske allierede med at opnå styrke igen er at gøre de som tidligere Udenrigsminister Kerry frygter - invitere dem til at trække sig væk fra “Himlen Falder Ned” alarmisterne i FN.
Dette vil stimulere, ikke hæmme de teknologiske fremskridt. Hvordan energi produceres (kul, naturgas, kernekraft, sol, vind mv.) er ikke i sig selv vigtigt så længe det er billigt, pålideligt og sikkert. Hvis alternative kilder eller produkter (som elektriske biler) kan konkurrere på disse vilkår så vil de få fremgang, succes - og det er allerede ved at ske. .
Udenlandske embedsmænd og hjemlige ‘miljøpartisaner’ bruger klimaet som kampplads og talerør. De ved alle sammen at hvis de i virkeligheden skulle indføre politik, der ville føre deres økonomier i sænk, så ville de ikke overleve den folkelige modstand trods deres bønner til Gaia.
Præsident Trump er blot lang mere ærlig og realistisk om alt dette, som lederen af verdens største nation også bør være.
William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former economics professor and Republican Congressional staff member.
