torsdag den 28. juni 2018

Amerikas udfordring med Europa - historisk set

Amerikas problem med Europa

Det som præsident Trump har haft gang i nu her for nylig der endte med nedbrud i G-7 topmødet i Canada viser med al klarhed for europæerne at Trumps ‘Make America Great Again’ retorik ikke er tomgangssnak. Det er et chok for Europa især da G-7 topmødet fulgte kort tid efter Amerikas indførelse af gebyrer på stål og aluminium og at man trækker sig fra Obama-Iran aftalen. Det er vanskeligt for europæerne at begribe at Amerika er villig til at skrive sig ud manuskriptet der har eksisteret de sidste 70 år.
Det ‘manuskript’ gik i bund og grund ud på at United States skulle fastholde den internationale orden ved egen omkostning og tillade at dets markeder åbnedes for allierede uden forventning at om de allieredes markeder på lige vilkår skulle åbnes for amerikansk eksport. 
Europa (og andre) nød stor gavn af denne behandling. Deres udgifter til forsvar var til discountpriser og døren til det enorme U.S. marked stod vidåben. Amerika høstede også gavn deraf, da en sådan strategi var nødvendig for at inddæmme og i sidste ende besejre USSR. Men Den Kolde Krig sluttede altså for 30 år siden. Det som gavnede U.S. dengang er nu blevet til en møllesten om Amerikas hals.
I løbet af dette post 2. Verdenskrig arrangement nød Europa godt af kontinuerlige handelsoverskud over for U,.S. I 2016 var det $92 milliarder, heraf sad Tyskland alene de $65 milliarder. Sådanne overskud var ikke fordi produkterne fra Europa var de amerikanske overlegne. Trods alt er det Amerika der står i spidsen for de fleste innovative tiltag. Nej, handelsoverskuddet var på grund af tariffer og andre barrierer som Europa indført på vor eksport med Clinton-Bush-Obama administrationernes slet skjulte forståelse.
  Billedresultat for th u.s. versus europe
Europæerne anser status quo som ukrænkelig. Det er jo det de er blevet vænnet til. Og Europa har brug for at denne asymmetriske relation fortsætter for at hjælpe med til at kunne betale for deres omfattende velfærdsordninger. 
Når Trump tordner mod ubalancen i handel så er Europas strategi at indrømme det og så gemme sig bag de lukkede døre og derpå forhandle. Dette ville gå ud på at trække problemet i langdrag, tale det ud i glemsel, hvorpå U.S. ville få nogle meningsløse indrømmelser - og livet ville fortsætte som før. Det er Europas højt besungne tilgang. Trump kender imidlertid hele spillet der er sat i gang, og han har fokus på en unilateral åbning over for de tyndhudede europæere og andre der har sådan set har brug for meningsfuld forandring.  
Europæerne, globalisterne og andre der klynger sig til fortiden kan fremhæve Europa som en amerikansk allieret alt det de ønsker, men kendsgerningen er at der er et antal nedarvede uforeneligheder mellem dem og os. Dette vil i sig selv begrænse, hvornår de to parter kan komme overens om handelsbetingelser og udenrigspolitiske emner. Amerikanerne er fra Mars, europæerne er fra Venus. Hver især har deres egne interesser og syn på verden. Med det i tanke er uoverensstemmelserne i handel forståelig.
I den nærmeste fremtid kan det forventes af U.S. og Europa vil glide yderligere fra hinanden, ikke som fjender, men den tætte alliance mellem dem, som under Den Kolde Krig er forbi. Forandringen er smertefuld. Amerika er ved at lette sig for en byrde. Omkostningen vil falde på andre, derfor jammeren fra Angela Merkel, Emmanuel Macron og andre.
Det vil være en fejl at lægge skylden på Trump. Adskillelsen er foregået siden slutningen af Den Kolde Krig i 1988. Trump accelerer muligvis processen der vil fortsætte efter han er gået af. Hvis du betvivler dette, så se på valget i 2016. Begge kandidater hos Demokraterne var imod det som kaldes ‘fri handel.’ Bernie Sanders var noget mere klar i mælet end Hillary Clinton, men endog Hillary talte mod Bill Clinton's North American Free Trade Agreement  (NAFTA)  og var i ord kritisk overfor Barack Obamas forhandlede  Trans-Pacific Partnership (TPP).
Se så frem mod 2020 og giv os et navn på en præsidentkandidat der vil gå ind for “fri handel.” De som ‘støjer’ om det lige nu omfatter Jeff Flake, John Kasich, Paul Ryan og Joe Biden. Hvor sandsynligt er det at nogen af disse vil have momentum hos vælgerne? Kendsgerningen er at det er Amerika der af egen kraft har vendt sig fra det system man skabte i kølvandet på 2. Verdenskrig. Holdningen er at systemet har opfyldt sit formål og nu er det ikke værd, eller for dyrt, at opretholde. Det er på tide at komme videre. Som Trump har sagt så vil U.S. ikke længere være verdens sparegris. Jeg mener ikke Europa til fulde har fattet denne virkelighed, men det vil ske med tiden. 
Amerikas forhold til Europa har været usædvanligt skrøbeligt på det seneste. Gnidningerne har været der siden præsident Trump trak os ud af Paris Klima Aftalen. og Obama-Iran kerneaftalen. Ingen af disse var nogensinde i Amerikas interesse de blev heller ikke forelagt Kongressen og slet ikke godkendt. Men Europa havde masser af prestige knyttet til dem.
Israel er altid en splint i øjet på europæerne. At flytte U.S. ambassaden til Jerusalem og at U.S. stemte med et veto i fordømmelsen af Israel for Gaza har været med til forværre situationen.
Europas noget tilbageholdende, ja direkte magre tilskud til NATO har været et kronisk problem i årevis, og forstærket da præsident Trump har påtalt det ret så tydeligt. Her er U.S. så dybt forundret og også noget træt af, hvorfor velstående lande i Europa knap løfter en finger for at forsvare sig selv, samtidig med europæerne er dødtrætte af at blive gjort opmærksom på det.
Hvad ligger der så bag europæernes tankegang der fører til sådanne uoverensstemmeler?  At kende svaret- da skal man gå lang tid tilbage og forstå, hvorfor europæerne handler som de gør og hvad vi kan forvente fra dem i fremtiden i samarbejdet med Amerika.
Der er mindst to aspekter i europæisk tankegang der er værd at diskutere. Den første og mest åbenbare er forskellen i magt mellem os og dem. The United States er en magtbastion, mens Europa er relativ svag - nærmest som en pygmæ i militær henseende.
Naturligvis ser stærke magter ganske anderledes på verden end svage. Europa mener, at Amerika er for konfronterende, for militaristisk og for farlig. Igen og igen har Europas vist for megen tolerance over for magter med ondt i sinde, hvorimod U.S. ikke har vist samme tolerance. Denne fortælling, historie, strækker sig tilbage til tiden med USSR i Den Kolde Krig og Iraks Saddam Hussein og til Irans mullaher. Denne forsoningsholdning irritererr U.S.  Den stammer fra svaghed og fører til benægtelse.
Europæerne føler der ikke er meget de kan gøre ved situationer uden for kontinentet. Sådan set heller ikke i kontinentet - europæerne kunne ikke handle ved den etniske udrensning i Kosovo og på Balkan, før U.S. trådte til. 
Robert Kagan, i Of Paradise and Power, giver os en viis analogi til at beskrive situationen:
En mand bevæbnet udelukkende med en kniv kan mene at en bjørn der rumsterer i skove er en fare man kan bære over med, da alternativet - at jage bjørnen bevæbnet med kun en kniv - faktisk er langt farligere og mere risikofyldt end at holde lav profil og så håbe bjørnen aldrig angriber. Den samme mand, nu med en riffel vil imidlertid foretage en anden kalkulation om risici og farer. Hvorfor skulle han dog risikere at blive lemlæstet hvis det ikke er nødvendigt? Denne ganske fornuftige menneskelige psykologi har drevet en kile ind mellem United States og Europa.
.Billedresultat for of paradise and power america and europe in the new world order
Det må stå klart at de som har evnen til at forsøge at løse problemer i langt højere grad bedre er i stand til det end de som ikke har den evne. Europæerne ved det men har vanskeligt ved at indrømme at når faren eller katastrofen lurerså forventes det at U.S. gør noget ved det. Dette gælder ikke kun når et slyngelregime skal konfronteres - Iran og Nordkorea - men også ved naturkatastrofer som tsunamien i 2004 i Det Indiske Ocean. Amerika anses som den ultimative garant for orden i verden.
Dermed må man stille det logiske spørgsmål. Skønt Europa er svag, hvorfor støtter europæerne i det mindste så ikke U.S. indsatserne når vi forsøger at imødegå farerne, i stedet for blot at opstille vejblokeringer? En del af svaret er - Stolthed. Mange i Europa husker de glorværdige dage da Europa var førende for resten af menneskeheden. Jo, det er århundreder siden, men ‘glorien’ er der stadig,. Siden EU nu ikke kan være med på lige fod med U.S. så vælger man ofte blot at befinde sig på sidelinjen og være mandag morgen klogeåger for at fremhæve deres overlegenhed. 
Hvis det undertiden ser ud til at europæerne forsøger af nedgøre U.S. og lægge bånd på U.S. så er det fordi det er således. Dette er et symptom på den nuværende tankegang over hele Vesteuropa. Det stammer fra den bitre erfaring Europa havde i første halvdel af det 20. århundrede. På grund af rædslerne i 1. og 2. Verdenskrig er begreber som nationalisme, militærmagt, og ensidig nedrustning blevet en modbydelighed for den europæiske elite. Dette er dog begreber der imidlertid definerer U.S. Kan du se problemet? Og hvis europæernes ‘stormænd’ ærligt studerede deres historie vil de se at det var militær svaghed, ikke styrke, der gav Hitler grønt lys til at marchere og det var brutal militær styrke der stoppede ham.
.
Kagan opsummerer den europæiske måde at tænke på::
Europas relative svaghed har ganske forståeligt foranlediget en stærk europæisk interesse i at opbygge en verden, hvor militær styrke og barsk magt betyder mindre end økonomisk magt, en international orden, hvor unilateral aktion ved  magtfulde stater er forbudt, hvor alle nationer, uanset deres styrke har lige rettigheder og ligeligt skal beskyttes af fælles internationale regler for opførsel.
Europæerne ønsker Utopia. De er muligvis vore allierede, men det er det ensbetydende med den kendsgerning at de frygter, er misundelige på  endog hader U.S. overlegenhed. Det er med til at forklare hvorfor Europa er så passioneret over for institutioner som FN, the International Court of Justice i Haag, the World Trade Organization og lignende. Ifølge Kagan er hovedprincippet i europæisk udenrigspolitik at 'spille på flere heste’ det vil sige at hæmme U.S. til det punkt hvor vi nærmest er paralyserede og der er brug for konsensus før der handles. Det er storartet for Europa, men ikke for Amerika.
Meningsundersøgelse efter meningsundersøgelse har vist at europæerne betragter the U.S. som den største trussel for verdensfreden.. Hvordan kan det gå til? Igen, skal vi tilbage til den måde europæerne tænker på. “Fra det europæiske perspektiv kan United States være en relativ god leder, men så længe dets handlinger forsinker fremmen af en verdens orden der går mere i de svagere magters interesse er U.S. objektivt farlig.
Endnu en årsag til divergensen mellem U.S. og Europa er “Amerikas styrke og villighed til at udøve den styrke - på egen hånd om nødvendigt - se det udgør en trussel mod Europas påtagne mission” U.S.’ ensidige beslutning om at forhandle med Iran er “et angreb på Europas nye idealer, en benægtelse af deres unverselle gyldighed.” Ubevidst får det Europa til endnu mere at tvivle på sig selv.
Sådan er det så. Amerika er farlig for Europa fordi landet stadig er magtfuldt - som Europa ikke er. Den helt store ironi her er at Europa ikke ville være i stand til eller have råd til sine fantasier om hvordan verden muligvis ville kunne fungere hvis det ikke var for amerikansk styrke. Lad os se hurtigt på det.T
The U.S. redddede Europa i 1. og 2. Verdenskrig og så igen i Den Kolde Krig. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har Amerika stadig forsvaret Europa - lige til i dag. The. U,S. er også grobunden for europæisk velstand ved at vi har åbnet vore markeder for Europa og ved at vi beskytter de vitale maritime handelsruter mod forstyrrelser.
Det er vel knap nødvendigt at fremhæve at Europas ‘åh så hædrede’ EU ikke kunne være blevet oprettet uden U.S. tilstedeværelsen i Europa. Det er det som har ansporet det franske ‘lam’ til at være sammen med den tyske ‘ulv.’
Ud fra alle objektive betragtninger så er det amerikansk styrke der har været en kæmpe velsignelse for et ofte utaknemmeligt Europa. 
Globalister og de som er låst fast i fortiden kan fremhæve Europa som allieret med Amerika lige så meget de orker, men kendsgerningerne forbliver, at der sådan set er nedarvede forskelle mkllem os og de vil begrænse vort sammenhold. 

mandag den 25. juni 2018

Suppe rettet mod jøder og muslimer

Suppe Identitaire og politik

        
Nazi Suppen blev berømt ved en Seinfeld episode i 1995. Personen, kendt for sine fremragende supper, men med diktatorisk besættelse af at opretholde ro og orden, havde et meget stramt regelsæt - hvis man brød det, blev din suppe var konfiskeret og du blev smidt ud af butikken. Hans favoritsætning: “ingen suppe til dig” med en udpræget, noget svær at stedbestemme accent, et udtryk for den kultur som var typisk for sen 90’erne.
<iframe width="420" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/uVqBzP0xdKk" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>
Nazisuppe personen var baseret på en virkelig person ved navn Al Yeganeh, der på den tid drev en restaurant på Manhatten der hed Soup Kitchen International. Yeganeh så ikke med venlighd på sammenligningen med det frygtelige tyske regime, forståeligt nok. Selv om han gjorde det krystalklart, at han var restaurantens ubestridte mester så diskriminerende han ikke gæsterne på grund af deres religion, for eksempel. Trods alt hvem bekymrer sig om en kundes religion?
Det gør Odile Bonnivard.
Bonnivard er direktør for Solidarite des Francais (SDF), en gruppe der i 2004, havde et suppekøkken til støtte for nødlidende mennesker og familier. Helt sikkert en meget hæderværdig indsats, indtil man indser af SDF fastslagte mål ikke var at hjælpe de fattige - eller i det mindste ikke hvem som helst fattig.  
Begyndelsen var ganske uskyldig. I 2003 begyndte Bonnivards gruppe at levere varm suppe til de hjemløse i Paris. Suppens ingredienser var forståeligt nok simple og billige, men også traditionelle, og på den tid levede svinekød op til de krav. Men som the New York Times bemærker, så ændrede det sig hurtigt.
Bonnivard -- der som  the Times beskriver er “medlem af en lille ultrahøjreorienteret bevægelse kaldet Identity Bloc” - og hendes tilhængere indså at de her havde en oplagt lejlighed til at komme med et politisk budskab. Benyttelsen af svinekød i deres suppeopskrifter gjorde det religiøst set umuligt for troende muslimer og jøder at drage fordel af de gratis måltider, og det passede SDF udmærket. Som Bonnivard forklarede (ifølge the Times), så er suppen beregnet på at komme med et politisk budskab. ‘Hjælp dine egne før andre’.”
Suppen kaldet “Soupe Identitaire” indeholder griseører og haler (og også røget bacon) sammen med få grønsager. Ideen spredte sig og der dukkede Identitet Suppe op i andre områder af Frankrig, og Belgien og man frygtede en trend. Politiet forbød denne praksis og domstolen hjalp i sidste ende med til at opretholde forbudet.
Bonus fakata: : Suppekøkkener var almindelige i USA under Den Store Depression - ofte med ellers umiddelbart ikke oplagte velgørere til deres filantropiske formål. For eksempel blev et suppekøkken der gavnede de arbejdsløse betalt af gangsteren Al Capone. 
Al Capones gratis suppekøkken

torsdag den 21. juni 2018

Israel og ulovlige indvandrere - alle kan lære af det

Israel og ulovlige immigranter - alle kan lære af det

For ti år siden viste Israel kun ringe bekymring for udfordringen med ulovlig indvandring.
I 2006 var der 2766 ulovlige indvandrere i Israel, næsten alle fra Eritrea og Sudan, der var kommet over den dengang åbne 289 kilometer lange grænse til Egypten.
I 2007 kom der rigtig gang i den ulovlige indvandring.
Ifølge Israel's Immigration and Population Authority, kom 5,179 afrikanske indvandrere - hovedsageligt fra Eritrea og Sudan til Israel fra Egypten. Højdepunktet blev nået i 2011 da der registreredes 17281.
Israels befolkning udgjorde i 2011 af 7,7 millioner det betyder derfor at ud af det samlede befolkningstal, så tog Israel imod flere ulovlige fremmede end Spanien gjorde det år.
De ulovlige fremmede bosatte sig hovedsageligt i de fattige kvarterer i Tel Aviv. Voldelig kriminalitet i de områder eksploderede. Seksuelle krænkelser i kvarterer med høje procentandele af afrikanske indvandrere var 3,5 gang større end ellers. Voldelig kriminalitet var 2,5 gang højere. Antallet af røverier steg seks gange. 
En undersøgelse ved Israels politi blandt beboerne i områderne viste at kun 38% følte sig sikre når de gik udenfor deres hjem efter mørkets frembrud. Blot 43% følte sig sikre i deres hjem om natten.
Israels parlament Knesset, begyndte at vedtage love for at dæmme op for konsekvenserne af de illigale indvandreres handlinger. En lov krævede at deres arbejdsgivere satte 20% af lønningerne til side, som indvandrerne så skulle få igen når de forlod landet.
Vigtigst, i 2012 begyndte Israel et bygge en “mur” - et uigennemtrængeligt hegn - langs grænsen til Egypten. Det blev færdigt i 2013. Resultatet var positivt dramatisk, den ulovlige indvandring faldt med 98%. I 2013 kom sølle 123 afrikanske ulovlige indvandrere ind i Israel. I 2017 - INGEN:
I dag er situationen at af de 68000 ulovlige indvandrere fra Afrika i Israel gennem det sidste årti er 40000 stadig i landet. Derfor vedtog Knesset i sidste måned en lov der gjorde det muligt for regeringen at deportere dem til enter deres hjemlande eller til lande der er villige til at modtage dem.
Det fortælles af Rwanda og Uganda har underskrevet hemmelige aftaler med Israel der kan flytte indvandrerne til de lande. Fortalere for åbne grænser lækkede aftalen med medierne i det håb at tvinge Rwanda og Uganda regeringerne til at sløjfe aftalerne. I denne måned benægtede begge regeringer, at de nogensinde skulle have underskrevet aftaler, og det selvom der sendes migranter til de lande. .
FN Højkommissæren for Flygtninge bedømmer at begge lande er sikre steder. Og i februar 2017 besluttede Swiss Administrative Court at ulovlige indvandrere fra Eritrea ikke vil være i fare, hvis de sendes retur til Eritrea. Den domstolsafgørelse fulgte efter en rapport der udkom en måned tidligere ved European Asylum Support Office (EASO), en EU tænketank der hjælper Bruxelles med at bestemme immigrationspolitikken. EASO konkluderede at asylansøgere fra Eritrea ikke er kvalificerede til asyl eller flygtningestatus da der ikke er fare for dem i hjemlandet.
Som en følge af Knessets beslutning har Israels regering afgjort at alle ulovlige indvandrere der går ind på at forlade Israel inden udgangen af marts måned vil modtage 3500 dollars og en envejsbillet til det tredje land de vælger og som vil modtage dem eller til deres hjemlande. De som nægter at forfalde Israel inden udgangen af marts vil blive tilbageholdt og afvente deportation og israelerne vil betale dem et væsentligt mindre beløb for at forlade Israel. .
Men ifølge det U.S. baserede Atlantic, “For de jødiske aktivister der mener Israel burde være funderet på hvad de ser som jødiske værdier vil de næste uger være en vigtig afprøvning at landets identitet og hvordan det opfattes af verden.”
Denne påstand - at Israels politik er i modstrid med jødiske værdier - blev fremført af the Atlantics Emma Green i en lang artikel, hvor hun kritiserer den nye lov fra Knesset.
Greens artikel er del af en omfattende kampagne ledet af Israels yderste venstrefløj med massiv støtte af amerikanske jødiske liberale grupper. Kampagnens formål er at dæmonisere loven, og tvinge Israels regering til ikke at gennemføre den.
Venstrefløjens kampagne mod Israel har store ligheder med kampagne der føres af venstreorienterede aktivister og Demokratiske politikere i USA der kræver amnesti for ulovlige indvandrere i Amerika.
Israelske opponenter for amnesti for afrikanske indvandrere bliver ikke kun forhånet som racister. I løbet af de sidste to uger har pressionsgrupper fra venstrefløjen sammenlignet disse opponenter med Nazister.
Afrikanere der kommer ind i Israel på ulovlig vis for at søge efter arbejde sammenlignes med jøderne i Europa under Holocaust der på desperat vis forsøgte at komme væk fra nazisterne.
Den brede israelske offentlighed støtter deportation af ulovlige indvandrere - i kæmpeantal. En meningsundersøgelse af israelsk jøder udgivet i denne uge gennem avisen Israel Hayom fandt at 58% af israelerne støtter deportation. Blot 23% er uenig med regeringens politik. Resten havde ingen mening.
Men Israels venstrefløj har sådan set aldrig tager offentlighedens mening i betragtning. Støttet af velstående liberale amerikanske jødiske organisationer herunder the Anti-Defamation League, the Hebrew Immigrant Aid Society, the Reform Movement's Religious Action Center, J-Street, T'ruah, og the New Israel Fund, har den yderste venstrefløj i Israel svaret med vrede og bagvaskelse af loven og regeringens beslutning.
I en tale i Tel Aviv forhånede Anti-Defamation League Director Jonathan Greenblatt regerings intention om at deportere illegale indvandrere. Han sammenlignede situationen i Israel med USA med de såkaldte “Dreamers” (børn bragt illegalt til Amerika som mindreårige), og antydede at Israel og amerikanere der er mod amnesti for Dreamers er racister. (Før han sluttede sig til ADL i 2015, arbejdede i Obamas Hvide Hus under præsidentens senior rådgiver Valerie Jarrett, der stod i spidsen for the Office of Social Innovation and Civil Participation.)
The New Israel Fund (NIF), en radikal amerikansk jødisk gruppe der bruger millioner af dollars hvert år i Israel for at hjælpe radikale venstreorienterede og palæstinensiske grupper har været helt fremme i kampen for at tvinge Israel til at naturalisere de afrikanske immigranter. Nu for tiden understøtter NIF mindst seks forskellige grupper i Israel for at hindre gennemførelse af deportationerne.
I et åbent brev sagde NIF bestyrelsesformand Daniel Sokatch sine støtter at grupper hjælper kampagnen for at blokere deportationerne “finansielt og med ekspertbistand.”
For amerikanere der er interesseret i at finde løsninger på den ulovlige indvandringskrise i U.S. er Israels erfaringer instruktiv på to felter.
For det første så virker grænsesikkerheden. Kombinationen af lovgivning og en grænsemur har afsluttet infiltrationen ved illegale - og det næsten øjeblikkeligt. 
For det andet så antyder Israels nuværende forhold, at fortalerne for ulovlig immigration ikke vil indgå en aftale. De kæmper ikke for de ulovlige immigranter fordi de ønsker at gøre verden til et bedre sted. De er fortalere for deres sag, fordi de ønsker at gøre Israel til noget helt andet. Og da de fleste israelere holder af Israel som det er, kan der ikke findes fælles fodslag.
Så er vi tilbage ved Greens artikel i the Atlantic.
Green gjorde opmærksom på, at når det hele gøres op så er uoverensstemmelserne om ulovlig immigration i Israel ikke en kamp mellem israelere og liberale amerikanske jøder, der udgør flertallet blandt de pro-illegale immigrations aktivister i Israel.
Green citerede Elliot Vaisrub Glassenberg, an amerikansk immigrationsaktivist der arbejder i Israel. Vasirub Glassenberg forklarede: “For amerikanske jøder er nummer eet hvad det betyder at være jødisk: Tikkun olam: Arbejde for en mere etisk verden. Men når du spørger israelerne, hvad det vil sige at være jødisk svarer de: “Nuvel jeg er jødisk. Det er min identitet.”
Caroline Glick, Chicago-born, is deputy managing editor of the Jerusalem Post and the senior Middle East fellow at the Center for Security Policy in Washington, D.C. A former officer in the Israel Defense Forces, she was a core member of Israel's negotiating team with the Palestinians and later served as an assistant policy advisor to the prime minister. During Operation Iraqi Freedom, the widely-published Glick was an embedded journalist with the U.S. Army's Third Infantry Division. She was awarded a distinguished civilian service award from the U.S. Secretary of the Army for her battlefield reporting.

tirsdag den 19. juni 2018

Muhammad Ali og antikrigsbevægelsen - var han pacifist?

Hvorfor Muhammad Ali ikke bør tilgives

Jack Cashill

Vi har fået underretning om at Præsident Trump “meget alvorligt” overvejer at ‘benåde’ den afdøde mesterbokser Muhammad Ali. Selvom dette tiltag kan have nogle brugbare populistiske gode sider, så puster det dog endnu mere luft i den mytiske ballon op som burde være blevet punkteret for lang tid siden.

Tidligt 1966 da konflikten i Vietnam eskalerede sænkede Selective Service kravet for at inkludere de hvis mentale indlæringsevne var omkring 15 percentil eller højere  Det omfattede Ali. Han var ikke glad for det. Han fik straks sin advokat til at ansøge om en fritagelse med baggrund i de finansielle vanskeligheder det ville give hans forældre, - dog blev anmodningen afvist. Ali blev omklassificeret til 1-A.  

The New York Times' Robert Lipsyte var sammen med Ali i Miami, da han første gang hørte nyhederne. “Hvordan kan de gøre det mod mig?” jamrede Ali. “Jeg vil ikke have min karriere lagt i ruiner.” I løbet af hele dagen fyldte hans altid nærværende ansatte, med tilknytning til Nation of Islam (NOI), hans hoved med rædslerne i Vietnam. “Nogle hvide sindssyge sergenter vil slå kloen i dig,” hørte Ali igen og igen i forskellige variationer. 

Så endelig, efter hele dagen var gået med manipulation fra hans venner og telefonopkald fra journalister gasv Ali lyd fra sig. “Hallo, jeg har ikke noget udestående med det der Vietcong.” Ved denne kommentar, tankeløs og uoverlagt  som den var, plantet af muslimer, blev en stor legende født.

I 1966, tog journalister, og især sportsjournalister patriotismen ganske alvorligt. Alis opførsel var for dem næsten en personlig fornærmelse- og det selv blandt de mere venstreorienterede sportsjournalister. De fleste andre atleter havde det på samme måde. “Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan han kan forvente at tjene millioner af dollars i dette land,” sagde veteran fra 2. Verdenskrig Jackie Robinson, "og så nægte at kæmpe for landet."   

I 1966, var Ali i strid modvind med den offentlige mening. Hans beslutning om at nægte at lade sig indkalde kostede ham en masse støtte fra fans og dertil store indtægter. 15 år senere skulle en mere eftertænksom Ali sige til Sport Magazine at hans “største fejl” nogensinde var at han stod frem mod krigen “for tidligt.”

Han blev dog ved. The Nation of Islam havde strammet sit greb og Ali fik ikke ingen plads til at at manøvrere. I marts 1966 ansøgte Alis advokat igen om at han blev omklassificeret og denne gang med en lille drejning. Ali var nu militærnægter af samvittighedsgrunde. Ansøgningen blev afvist.

I august 1966, skulle Ali selv fremlægge sin sag om omklassificering for en administrativ domstol. Under ed sagde han at ægte muslimer, som han, “ikke kunne deltage i krige på vantros side.” Dommeren så bort fra Islams krigeriske historie og indvilligede i at Ali var “oprigtig i hans modstand af religiøse grunde til at være med i krig under nogen form.” 

The Justice Department var dog ikke så naiv. Deres advokater argumenterede med at det var politiske og racemæssige overvejelser som inspirerede Ali til at være i opposition til krig.  The Kentucky Appeals Board var af samme holdning som the Justice Department.  Mytemagerne der skildrer disse beslutninger som racistiske eller reaktionære overser det åbenbare. “Jeg mener ikke the Nation of Islam var en religiøs organisation, slet ikke,” bekræfter Malcolm X's datter, Attallah Shabazz.

Billedresultat for elijah muhammad malcolm x
Elijah Muhammad og Malcom X før det gik helt galt

Ud af til holdt lederen af NOI Elijah Muhammad afstand fra Ali i emnet indkaldelse. Som nægter at at lade sig indkalde til  2. Verdenskrig gjorde han meget ud af at fortælle pressen. “Alle mine tilhængere er frie til at tage deres eget valg. “

Den legendariske radiomand Howard Cosell fastholder at i spørgsmålet om indkaldelse “Bøjede Ali sig hverken for pres eller venlig overtalelse,” men citerer derpå Ali for at sige, “Kan ikke tale mere med dig - uden Elijahs tilladelse,.” Cosell kommenterer, “Dette var blot yderligere bevis for den grad af kontrol muslimerne udøvede over ham.”         

Ali respekterede i sandhed Muhammad, men den respekt må have været i fyldt med frygt. Han havde set hvad Muhammad kunne og ville gøre med sine fjender - mordet på Malcolm X kommer hurtigt i erindring - og han ønskede ikke at være en fjende.

Da han stod over for indkaldelse valgte Ali den mindst angstfyldte løsning. Der var meget lidt mod med i den handling, meget lidt principfasthed og slet ingen tegn på at han selv tænkte. Han var ikke “sin egen herre,” som hans hustru Sonji klagede over. Ali tilhørte med hud og hår det som Malcom X så trist havde konkluderet var en nation af zombier - “hypnotiserede, pegende i een retning og derpå besked om at marchere.” Ali marcherede helt frem til kanten og hoppede når han fik besked på det.

Et møde med den store bokseelegende Sugar Ray Robinson afslører hans tankegang tidligt i 1967. Da Ali var i New York for Zora Folley kampen, hans sidste før han gik i eksil, ringede han til Robinson og spurgte om de kunne mødes på hans hotel. Det var Robinson med på. Ali ønskede at tale om Hæren.

"Du bliver nødt til at melde dig,” sagde Robinson og mente the U.S. Army.

"Nej" Svarede Ali, “Elijah Muhammad sagde til mig at de kan jeg ikke.."

Robinson forklarede konsekvenserne ved denne handling, og Ali svarede, “Men jeg er bange, Ray. Jeg er virkelig bange.” Da Robinson spurgte ham om han var bange for muslimerne, nægtede Ali at svare. “Hans øjne var fyldt med tårer,” fortæller Robinson, “tårer med lidelse, tårer med ubeslutsomhed.” 

Trods den noget uinspirerede dynamik i hans modstand gav Ali det som biografiskribenten Mike  Maquesee kalder “et større boost til anti-krigs-bevægelsen.” Alis status som sværvægtsmester fjernede noget af det stigma der var knyttet til modstanderne - de var kujoner. Vigtigere endnu så hjalp han med til at nedbryde “billedet af bevægelsen som værende hvid.”

De mere indsigtsfulde blandt de som holdt øje med Ali forstod at de unge hvide forsonede sig med Ali som han forsonede sig med dem. I en artikel skrevet for det britiske Guardian anerkender biografi skribenten Thomas Hauser at anti-krigsbevægelsen reddede Ali fra den “ækle” indstilling hos Nation of Islam samtidig med at Ali antog "the Nation's personsammensætning og dens ideologi."

Vel helt ubevidst afslører Hauser hele spillet. Han argumenterer for at “at da spotlyset vendte fra Alis accept af en ideologi der gik ind for had til nægtelse af at indtræde i US Army så begyndte Ali at knytte sig til den hvide liberale bevægelse, der på det tidspunkt var ganske stærk-”

Nu var myten om Ali så født. Var Ali ikke blevet et anti-krigs symbol ville han aldrig være blevet et symbol på soning mellem racer. Alis maniske raceideologi havde fået det hvide liberale samfund til at miste noget mod. Den unge anti-krigs venstrefløj vist sig imidlertid langt mere fleksibel, og som Hauser indrømmer “ganske stærk.”

Manden der dikterede Alis fortælling var selv ikke meget pacifist. Fra hans allerførste dage i Nation of Islam havde Elijah Muhammad prædiket og profeteret om den voldelige udslettelse af den hvide race.

Billedresultat for elijah muhammad malcolm x

 I årene op til 2. Verdenskrig lagde han planer om hvordan det skulle ske. Og senere havde han lagt selve grundlaget for mordet på Malcolm X og for intimidering og overgreb på andre dissidenter. Medierne, især de æterbårne valgte at ignorere dette. De gør de såmænd stadig.

Jack Cashill is the author of Sucker Punch: The Hard Left Hook That Dazed Ali and Killed King's Dream.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/why_president_trump_ought_not_pardon_muhammad_ali.html#ixzz5I2lb6O62 

søndag den 17. juni 2018

Klimaet benyttes i storpolitik - ikke af hensyn til klimaet

Orientering til klimaforhandlere - Gennemsku dog plottet


Vi skal tilbage til 1899 for at finde konteksten i denne artikel med publikationen af Johann von Blochs bog Die Zukunft des Krieges (Fremtiden for krig).  
Bloch var en jernbanemagnat fra det 19. århundrede, som havde bygget jernbanen Warszawa Moskva. Dengang arbejdede de dygtigste og klogeste på at optimere jernbanernes produktivitet gennem grundige analyser om brugen.  Bloch anvendte erfaringerne fra jernbaner i drift til at teorisere om, hvordan krig føres. Hans store indsigt, enestående dengang, var at krige ville blive vundet at det land der havde det største industrielle kompleks. Dette er således det samme som Sovjets militær koncept med “styrkernes afhængighedsforhold”
Da Lenin var i eksil i Schweiz fra 1914 til 1917 brugte han en masse tid i de offentlige biblioteker i Zürich og Bern, hvor han læste bøger om militærstrategi og elektrificering. Bibliotekernes optegnelser viser han lånte Die Zukunft des Krieges mange gange. Sovjet begyndte dog først at benytte Blochs viden i stor stil i 1980. Tjernobyl atomkraftværket sprængte i luften i 1986. En enorm katastrofe for et land med en ringe levestandard. Strålingsforureningen svarede til en ni-tons brintbombe. 3 måneder senere, ved et møde blandt Warszawapagt ledere stillede Bulgariens premierminister spørgsmålet: Hvordan kan Kommunistblokken profitere af Tjernobyl katastrofen? Man fik efter Berlinmurens fald adgang til optegnelser fra dette møde.
Sovjet havde finansieret Atom Nedrustnings Kampagner i årtier, men Warszawapagt mødet igangsatte en ny kampagne mod kernekraft i Vesten. Kernekraft blev dæmoniseret, og offentligheden blev blødgjort til at acceptere lukninger. Således skulle Tysklands kansler Angela Merkel, et produkt af Østtysklands efterretningsvæsen, lukke kernekraftværkerne uden diskussion. Fukushima ulykken var undskyldningen, anledningen..
Den største og mest succesrige kommunistiske misinformationskampagne, med den hensigt at hæmme Vestens industrielle kapacitet, har været - Global Opvarmning,
Den 24. juni 1988 henvendte den selvbestaltede globale opvarmnings viidenskabsmand James Hansen sig til en kongres komite og fortalte den at “den globale opvarmning var begyndt.” Af hensyn til effekten af hans budskab var aircondition anlægget blevet slukket. Bemærkelsesværdigt er det at Hansens ordstrøm blev sendt live til en reception i kontorerne hos  the European Environment Bureau, der er betalt af EU i Bruxelles. De som overværede det der i Bruxelles fik at vide at noget ‘stort’ var undervejs - og det var det i sandhed.
Men hvorfor var dog europæerne med ved Hansens ‘vidneforklaring’? Fordi de ønskede at hæmme U.S. industrien. Da kommunismen faldt sammen i 1990 blev CO2 udledningerne målt ud fra det år - altså 1990. Således var det let for europæerne at tilpasse sig de regulativer de ønskede at indføre, fordi energiskabelsen i det tidligere kommunistiske del af Europa var kollapset.
Den Globale Opvarmnings Kampagne fik virkelig momentum, men i sidste årti ramte det en forhindring i U.S. Senatet med Republikanske senatorer der spurgte ind til, hvorfor U.S. industrien skulle hæmmes med restriktioner når nu Kinas CO2 udledninger var gået helt amok. Derfor måtte præsident Obama, der var vokset op hos kommunister, og som var frugten af en langsigtet kampagne, gøre sig store anstrengelser for at få Kina til at skrive under på en aftale om klimaet. Kineserne var også godt tilfredse, fordi U,S. industrien blev hæmmet og de selv ikke skulle lave om på noget som helst
Nu har Kina adopteret Blochs holdning og viden og gør hvad man kan for at hæmme industri i lande der er godtroende nok til at tro på global opvarmning. Greenpeace East Asia, befinder sig belejligt nok med hovedkvarter i Beijing. Enhver NGO der får lov til at arbejde i Kina kan kun gøre det med accept af Kinas Kommnunist Parti. Derfor var Greenpeace East Aasia en aktiv medspiller i en kampagne i Malaysia i forsøg på at hindre bygningen af et sjældent jordsbearbejdningsværk der ville have kunnet konkurrere med kinesisk produktion.
Derfor kom det som et slag i maven da præsident Trump nægtede at underskrive Paris Klima Aftalen, trods opfordringer fra globalisterne Mattis, Tillerson og Kelly. Den franske præsident Macron opfordrede til at underskrive så sent som i sidste uge da han var i Washington og udgjorde således en slimet fransk udgave af  globalisterne. Men den globalistiske globale opvarmingstrussel forbliver, og det er derfor Scott Pruitt har fået så megen opmærksomhed fra den venstreorienterede presse på det seneste.
Det er ikke på grund af noget han har gjort, men på grund af det han indtil nu ikke har gjort, og det er at afvise de farer der kom til udtryk i 2009 om CO2. Ved at gøre det ville der skabes en regerings-sanktioneret rapport, for første gang, fra hvilket som helst sted i verden om at øgning i CO2 i atmosfæren ikke er et problem. Æraen med “afgjort videnskab” ville være forbi.Videnskabelige rapporter i modstrid med hinanden ville flå hele indsatsen fra hinanden og gøre det umuligt at genoplive indsatsen. En milliard mennesker - antallet af mennesker i United States, Europa, Japan og flere nationer - ville være blevet fri. Og Kinas medvirken i europæernes plan om at dæmme op for U.S. ville være kastet omkuld. 

Venstrefløjen ønsker at Pruitt skal afskediges fordi han kunne gøre en ende på katastrofescenariet, hvis han orker det. Konservative har ingen anelse om hvad der er på spil.
Hvor passer så kulbranchen i dette spil? Nuvel den næste Pittsburgh Coal Conference skal ikke holdes i Pittsburhg. Den skal holdes  i Xuzhou, Jiangsu Provinsen, Kina. Dette er blot et lille fragment af Kinas forsøg på at samle om sig hele verdens brugbare intellektuelle magtelite. I stedet for at skulle ‘stjæle’ det, få licens til det, eller på anden vis betale for det, vil i dette tilfælde de udenlandske eksperter betale for at rejse til Kina og fortælle alt de ved og alt der er muligt.
Venligst lad nogen fortælle kulfolkene at vi er i en førkrigs situation med Kina, og det er på tide at holde inde med at have noget at gøre med dette land. Ligesom denne holdning med at ville indføre demokrati i Mellemøsten der sluttede i blod og tårer, er det 20 år lange eksperiment med at trække KIna ind i fællesskabet af civiliserede lande sluttet med at kineserne er vendt tilbage til den gamle taktik - forsøge at underkaste sig resten af verden. 
Man kan illustrere memoet til ‘kulfolkene’ med satellit fotos af Anderson AFB på Guam, hvor man opfører en masse forstærkede bunkers, endelig, som en forberedelse på den dér krig med Kina. På billeder fra den 3. januar 2018 er der ingen kampfly til stede men et antal ny shelters i kampflystørrelse ved den sydøstlige del af landingsbanerne.
Andersenafb-parking-ramp-b-52s.jpg 
B-52’ere er parkeret tilstrækkeligt langt fra hinanden, men B-1’ere på banerne kunne elimineres - to af gangen - med et angribende DF-27 ballistisk missil. Der er nogle forstærkede shelters under bygning der kunne huse B-1’ere. De skulle så folde vingerne for at kunne opbevares.
David Archibald's latest book is American Gripen: The Solution to the F-35 Nightmare.