torsdag den 27. maj 2021

Da en hel by vandt i lotto - næsten da

Da en hel by vandt i lotto - næsten
I 1812, fik Spanien noget man kaldte Sorteo Extraordinario de Navidad, eller det spanske julelotteri.

Nu her over 200 år senere findes lotteriet stadig og er et at de største lotterier i verden. Den helt store gevinst hedder El Gordo, bogstaveligt “den fede,” og når op på svimlende beløb.
I 2012 var El Gordo, samlet oppe på over 720 millioner Euro, eller cirka $1 milliard. Men El Gordo, gives ikke som een pris. På grund af dens historie og vækst sammen med de uhyrlige priser for en Jule lotteriseddel deles store grupper af mennesker om El Gordo.

I 2011 delte 70 husstande i den lille by Sodeto cirka 110 million Euro (cirka $150 millioner USD) prisen. Uheldigvis var der 71 husstande i Sodeto.
Den ene person der boede i det hjem var den eneste i byen der ikke havde købt en andel i lotterisedlen.
Historisk blev Sorteo Extraordinario de Navidad oprettet ved at udstede blot 100000 lodder, nummereret fra 00000 til 99999. Men med tiden blev spillet helt utroligt populært og man udstedte langt flere lodder. For at holde sig indenfor de traditionelle 5 ciffer lodseddelnumre opdelte spilmyndigheden prisen i (nu) 180 forskellige puljer kaldet “series.” 
Hele vinderpuljen - bestående af 70% af lotteriets samlede indsatser - deles ligeligt i hver af disse serier. El Gordo er på lignende vis opdelt i 180 lige dele.
Hver af de 10000 lodder i en serie kaldes en billete, og hver billete koster 200 Euro (cirka $260 USD), et stort beløb for mange. Derfor har man opdelt lotteriet i billetes i ti lige store fraktioner kaldet decimos. Decimos sælges ofte af lokale samfundsorganisationer for at rejse midler til disse organisationer. Man tillader at disse grupper beholder en lille procentdel af salget.
I 2011, gik Sodeto’s forening fra dør til dør og solgte cirka 250 decimos (alle med nummeret 58268, kollektivt dækkede det 100 serier) og man tjente rundt regnet 1000Euro til lokalsamfundet ifølge the New York Times.
En sådan decimo kan ses på billedet, og koster cirka 20 Euro. Det blev en vinder — El Gordo blev trukket ud med nummeret 58268 det år - værdi cirka 400,000 Euro ($520,000 USD) til ejeren. Nogle decimos blev yderligere delt op i det the Times kalder “participations” og næsten alle i byen Sodeto havde mindst en participation. Med så mange decimos (eller dele heraf) ejet af de omkring 250 personer i den lille by på landet, ja så havde næsten alle i byen en gevinst på et sekscifret beløb, mange blev millionærer i løbet af natten.
Næsten alle, der var nemlig en enkelt undtagelse: En græsk filmproducent ved navn Costis Mitsokakis, der flyttede til byen to år tidligere “af kærlighed til en kvinde” som the Times skriver. Det kom ikke til at fungere mellem de to. Mitsokakis boede i en lade i byen og som TIME fortalte, sprang damerne i salgsholdet for lotteriet hans hjem over og Mitsokakis var således ikke med i puljen af vindere.
Han tog ikke dette fortrydeligt op, ‘det ville have været rart at vinde, men så meget betød det dog ikke.’ Han havde som det fortaltes da også langt mere travlt med at dyrke marihuana og solbade nøgen. Udover det ville han måske nu komme af med den jord han ejede, og som han gerne ville sælge,  for nu havde hans naboer da penge til at købe for.
Bonus fakta: I juni 2012 købte en person en lotteriseddel i en kiosk i den spanske by La Coruna - en vinderseddel på hele $6.3 millioner. En mand ved navn Manuel Reija, en ekspedient i en anden kiosk, afleverede vindersedlen nogle uger senere. Men han afleverede den ikke til lotteriets kontor for at få prisen, hvilket han sandsynligvis ville have fået. Reija havde fundet sedlen liggende ved disken nogle uger efter trækningen, og selv om han vidste den var millioner værd, afleverede han den i håb om at den rigtige ejer skulle dukke op. September 2013 var dette ikke sket, og så ville prisen gå til Reija hvis ikke den rigtige ejer dukkede op inden juni 2014. Imidlertid, så sent som 2015 er sagen stadig ikke afgjort i retten.

torsdag den 20. maj 2021

Kunne 1. og 2. Verdenskrig være undgået?

Ville 1. og 2. Verdenskrig være sket uden premierminister H.H. Asquiths beslutninger?

The Liberal Party var engang et af Storbritanniens største regeringspartier. For hundrede år siden gik det i selvopløsning. Den 5. december 1916 trak H. H. Asquith, der havde ført sit land ind i 1, Verdenskrig, sig som premierminister. Det afsluttede den rolle som the Liberals havde haft, et parti der var gået fra det klassiske til det moderne - erstattende frihed med Staten som den drivende kraft i britisk politik.
Skønt hans efterfølger, David Lloyd George, der også var Liberal, og som ledte en koalitionsregering med the Tories, blev partiet dog knækket i valget 1918, ved konfliktens afslutning. Lloyd George’s partnere i the Conservative Party gjorde ham snart overflødig, hvorefter the Labour Party kom til at dominere venstrefløjen. The Liberals overlevede som et mindre parti, gennem en sammensmeltning med the Social Democratic Party der så senere blev til the Liberal Democrats, der arbejdede i koalition med the Tories fra 2010-2015. The LibDems, som de nu kaldes, har forladt deres klassiske liberale rødder og er nu det parti venstrefløjen kan vælge til eller fra.
 Billedresultat for h h asquith quotes
Asquith
Asquith fortjente så aldeles sin politiske ‘død.’ Han var toneangivende i den venstreorienterede drejning hos the Liberals, han forkvaklede fuldstændig det irske spørgsmål, hjemmestyret, og uafhængigheden, der medførte en brutal civil konflikt og decideret borgerkrig. Langt vigtigere var det imidlertid at han stod for et stadig dårligere forhold til Tyskland, han skjulte for Parlamentet og endog sin ministre udviklingen af en de facto alliance med Frankrig, og den katastrofale beslutning om at gå ind i 1. Verdenskrig. 
Resultatet var en katastrofe for hans land: Tæt på 900,000 døde og 1,7 million sårede, mange med svære skader. Krigen drænede Storbritanniens økonomiske styrke, og Londons rolle som en global økonomisk magt svækkedes. Versailles Traktaten der fulgte efter krigen, der blev kendt som Den Store Krig, viste sig blot at være en slags våbenhvile mens kombattanterne rustede sig til anden runde. 2. Verdenskrig var følgen - hvilket endelig gjorde det af med Storbritanniens internationale forhåbninger.
Globalt set var effekten endnu større. Man anslår det totale dødstal til over 21 millioner. Antallet af lemlæstede nærmede sig de 24 millioner. Tre monarkier - Wilhelms Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland gik i opløsning. Den ondsindede totalitære vira ved fascismen, kommunismen og nazismen blev sat fri. Versailles Traktaten forkludrede præsident Wilsons smukt lydende principper. Lloyd George, Frankrigs Georges Clémenceau udmanøvrerede hensynsløst den skinhellige og uforstående Wilson.
I stedet for at gøre en ende på muligheden for krig, benyttede de store magter traktaten som en mulighed for at plyndre de besejrede nationer og kræve nye kolonier (dog kaldet “mandater”). Wilson satte alt på et bræt for at få accept af hans Folkeforbundet - dog sluttede Amerika sig aldrig til, og organisationen blev en eklatant fiasko. Italiens premierminister Emanuele Orlando brugte det meste af tiden på at surmule vredt over at hans partnere nægtede Italien ekstravagante kompensationer for den militære deltagelse, der dog havde vist sig nærmest katastrofal for hans folk og såmænd også hans allierede. (Som i 2. Verdenskrig, kom Roms venner til at ønske landet kæmpede på den anden side).
Konflikten var helt og aldeles unødvendig. Tysklands Jernkansler Otto von Bismarck, havde skabt et forenet Tyskland og samtidig holdt han sin nations modstandere i skak. Hans efterfølgere, valgt af den forfængelige pralende Kejser Wilhelm II var ikke så behændig. Der fremstod to konkurrerende alliancer. Ingen af dem var i særlig grad attraktiv. Ententen med Storbritannien, klodens største kolonimagt, Zarens Rusland, med en antisemitisk despot, og Frankrig der var ydmyget ved krigen 1871 og opsat på hævn overfor Tyskland. Centralmagterne var Kejser Tyskland, en ambitiøs semi-demokratisk stat med foretagsom industri, mere end Storbritannien, dog med en autoritær forfatningsmæssig struktur. Østrig-Ungarn en rodebunke, ineffektiv, et antikveret monarki, og Italien et troløst demokrati villig til at sælge sin deltagelse i krigen mod løfte om at blive belønnet med territorier.
 Billedresultat for central powers in ww1
Statsterrorisme, mordet på arvingen til den Østrig-Ungarn trone udført ved Serbiens militære efterretningsvæsen, tændte lunten til en global militær eksplosion. Fremfor at være en barriere mod konflikter viste alliancerne sig at være værktøjer for at føre krig. Alle magterne var overbevist om at deres modstandere ville trække sig. Alle formodede at konflikten ville være kortvarig og de ville vinde. 
Kejseren ønskede ikke konflikt med London. Tyskland var mæt og håbede at fastholde tidligere erobringer. Modsat Frankrig der var revanchistisk indstillet, besluttet på at tage regionerne Alsace og Lorraine tilbage, som Berlin havde taget i Den Franske-Preussiske Krig 1871. Med det formål vendte Frankrig den fransk-russiske alliance til et angrebsinstrument der kunne anvendes selvom dens medlemmer indledte krigen.
Storbritanniens Liberals var traditionelt set mod imperiale fejleventyr. Men partiet og udenrigsminister Edward Grey havde forpligtet sig til Ententen selvom både Frankrig som Rusland traditionelt set var fjendenationer. Uden kabinettet eller Parlamentets godkendelse lovede Grey, i begyndelsen uden Asquiths viden, at London ville gå i krig sammen med Frankrig - og fejlede så med at lade det komme Berlin til kendskab. Desværre havde Tyskland udført meget i oprustning, man forsøgte at bygge en flåde der matchede Storbritanniens, at misbruge briternes goodwill, dermed styrke Storbritanniens bekymring over magtbalancen på kontinentet.
Der var også politiske overvejelser. The Liberals var et internationalistisk parti, hvis medlemmer hånede Berlins beslutning om at angribe Frankrig gennem det neutrale Belgien. (mange var ligeledes skidt tilpas med at være i alliance med Zarens Rusland). Ydermere understregede the Tories nationalismens og patriotismens følelser der meget let kunne opildnes til den truende konflikt. The Liberal Party følte sig presset til at matche the Conservatives, og at gå i krig syntes at være populært.
Asquith anerkendte det der var på spil og observerede at: “Vi står overfor en målelig, eller tænkbar distance for et ægte Harmagedon.” Der var ret så omfattende modstand i Liberal Party mod beslutningen om at slutte sig til det kontinentale slagtehus, men Asquith ønskede at bevare magtbalancen på kontinentet og støttede så op om udenrigsminister Grey. Regeringen var i stand til at minimere den offentlige holdning til krigen ved at basere sin beslutning på Tysklands krænkelse af Belgiens neutralitet. Faktisk var det sådan at Frankrigs militær et år tidligere var forberedt på at invadere Belgien for at omgå Tyskland, men Paris viste i sidste instans større politisk sensitivitet og ændrede sine planer for en krig. Blot to førende Liberals, John Morley og John Burns trak sig fra kabinettet.
Det kan ikke overraske at ved at slutte sig til det som viste sig at blive den værste konflikt i menneskehedens historie blev Asquiths dagsorden hjemme fuldstændig smadret. Enhver lurende modstand mod spirende statsmagt opløstes. Vigtigst er det at London forlod sin tradition med at lade militæret være baseret på frivillige. De uhyrlige tabstal fik hurtigt gjort kål på den oprindelige ekspeditionsstyrke der var sendt til kontinentet. Begejstringen blandt de potentielle rekrutter for at blive kanonføde falmede. Bestræbelser for at udskamme unge mænd der ikke frivilligt gik ind i hæren, til det som synes at være som selvmord, for at fremme imperiet svigtede. Således bedrog Asquith sit partis grundlæggende principper og fik gennemført lovgivning om almindelig værnepligt.
Hans regering kom under angreb for de militære fejltrin og for dens ineffektivitet. Asquith der manglede et solidt flertal i Parlamentet mistede politisk støtte. Knap et år inde i krigen blev han tvunget til en koalition med the Conservative Party. Et år senere var han fortid, offer for den stadig mere blodige krig og de nedrige politisk intriger blandt andet af hans tidligere kollega Lloyd George.
Asquith fortsatte som den loyale oppositionsleder under resten af konflikten. Lloyd George udskrev valg efter våbenstilstanden der afsluttede kampene i november 1918, og Asquith og masser af Liberal Party medlemmer blev smidt på porten. Den tidligere premierminister og hans oprindelige kabinet af ministre blev alle slået, selv Labour fik flere sæder end Asquiths Liberal fraktion. Han vendte tilbage til Parlamentet i et valg i 1920. To år senere forkastede  the Tories Lloyd George. Det efterfølgende valg gav endnu flere medlemmer til Labour end både Liberal Party grupperingerne tilsammen.
Valget 1924 kostede Asquith sædet som han mistede til en Labour Party kandidat og the Liberals blev reduceret til en lille gruppe, og deres politiske indflydelse var slut. I 1970’er var partiet så heldig at vinde et dusin sæder, og en genoplivelse skete som Liberal Democratic Party, men kun et Parlament i tovene vil måske give dem nogen praktisk rolle. 
Personligt kostede krigen også Asquith. Den ene søn Raymond blev dræbt og en anden Arthur, blev alvorligt såret, mistede et ben. I den henseende betalte premierministeren samme pris som mange af de han regerede over. Dengang kunne eliten ikke så let undslippe konsekvenserne af deres elendige politiske beslutninger.
Det 19. århundrede ville have været meget anderledes om premierminister Asquith havde valgt at holde sit land ude af 1. Verdenskrig. Han ville have holdt fast ved magten. Hans parti ville være blevet opslugt af the Tories, efterladende det mere radikale Labour Parti som den primære magt på venstrefløjen. I dag hælder hele det politiske spektrum mere mod højre, med Conservatives der vel er noget mere moderate end Democrats i Amerika,, og the Liberal der kommer med venstreorienteret kritik uden at presse Labour Partys skøre drøm om at nationalisere industri.
Storbritannien ville sandsynligvis være forblevet en stormagt i årevis, om ikke årtier, landets økonomiske styrke kun langsomt drænet mens the U.S. på dramatisk vis fremstod som den globale stormagt nummer 1. Washington ville ikke være trådt ind i en konflikt, med ringe relevans for vor sikkerhed, og dermed på dramatisk vis afgøre magtbalancen i Europa.
Tyskland ville muligvis have vundet en konflikt der havde været kortvarig, og som slet ikke ville blive kendt som en verdenskrig. For Frankrig ville det være slemt for prestigen og selvopfattelsen, men langt færre soldater skulle dø, og ikke særlig meget af landet ville være blevet ødelagt af skyttegravskrigen. Rusland ville være tvunget til at indgå fred før revolutionen styrtede Huset Romanov, og skabte den første Bolshevik stat. Østrig-Ungarn ville også have overlevet, sammen med Hohenzollern styret i Tyskland. Det som kunne fremstå i disse lande ville ikke have været kommunismen og nazismen. Freden ville nok ikke bestå for evigt, men uanset hvad der kunne ske, ville det ikke være blot en brøkdel i nærheden af 2. Verdenskrigs rædsler. skete.
“Nu ser vi jo i et spejl en gåde...” som apostelen Paulus observerede. Som så mange andre europæiske politikere i sommeren 1914 forstod Asquith ikke de kræfter som han satte i bevægelse eller de sandsynlige konsekvenser. Da han trak sig 16 måneder senere så han måske mere klart den øjeblikkelige destruktion af hans politiske karriere, og mere uklart nedturen for hans nations magt. Men da var det for sent at bremse Europas og verdens destruktive kurs.
Doug Bandow is a Senior Fellow at the Cato Institute and a former Special Assistant to President Ronald Reagan. He is the author of Foreign Follies: America’s New Global Empire.

torsdag den 13. maj 2021

Franklin D. Roosevelt og jøderne

Franklin Roosevelt og jøderne

Fra tid til anden kommer der ‘frelsere’ af det jødiske folk frem. Purim er en Helligdag, hvor frelsen af jøderne fra udryddelse i Det Persiske Imperium mindes. Den onde forræder Haman, den kongelige visir, ønskede at udslette alle jøder i Kejserriget, men blev hindret i forehavendet ved Dronning Ester der blev hjulpet af sin fætter Mordokaj, der nægtede at bøje sig eller vise Haman ærbødighed. De to fik overtalt kong Ahasverus til at redde jøderne fra et folkedrab. Kongen var en Frelser, han føjede sig Esters anmodning og den onde Haman blev hængt.
Cirka 2500 år senere tøvede en anden magtfuld leder af en stor nation med at være Frelser for det samme folk, til trods for at hans hustru, Eleanor, opfordrede ham til det.
I Jerusalem, ærer mindesmærket Yad Vashem individer, De Retfærdige blandt Nationer. Indtil nu er der flere end 26000 der har risikeret deres liv for at redde jøder fra Holocaust, og kan dermed betragtes som Frelsere. Beklageligvis er U.S. præsident F,D. Roosevelt, til trods for gode bidrag til amerikansk liv og de offentlige forhold, ikke en af dem
Billedresultat for Yad Vashem
Efter David Wymans bog kom frem i 1984, The Abandonment of the Jews: Americans and the Holocaust, 1941-4, med dens argumentation om at the U.S. State Department og det britiske Udenrigsministerium ikke havde til hensigt at redde et stort antal jøder har der hersket en kontrovers om den noget lidet flatterende skildring af Roosevelt som gørende meget lidt eller intet for at redde jøder i mere end 14 måneder efter at have erfaret om mordene på europæiske jøder..
Frigivelsen af flere dokumenter om jødernes skæbne under 2. Verdenskrig og udstillingen om emnet ved U.S. Holocaust Memorial Museum i Washington, kaster nyt lys over Roosevelts holdninger og handlinger. Det mest overraskende er, at han var mindre optaget af direkte handlinger for at redde jøderne end af fremtiden. Han var optaget af udfordringen med, hvor forviste mennesker skulle opholde sig, efter krigen, herunder jøderne. I 1943 skrev han til Winston Churchill at den bedste løsning på jødespørgsmålet var at sprede jøderne ud over hele verden fremfor at samle dem alle på et sted.  
Med dette formål oprettede Roosevelt den 30. juli 1942 et hemmeligt program the M (migration) projektet, hvor muligheder efter krigen, for hjemløse europæere skulle skitseres. Hans partner var Henry Field en antropolog.
Projektet skulle gennemgå formodede etnologiske problemer, på grund af racemæssige blandingsfolk i efterkrigstidens Europa. FDR’s valg af personer til opgaven er noget besynderlig. Hans første valg som chef for projektet var Ales Hrdlicka, antropolog ved the Smithsonian Museum of Natural History, en tilhænger af den hvide races overlegenhed og fortaler for det synspunkt at japanerne havde mindre udviklede kranier og genetisk var krigeriske. Hrdlicka takkede nej til stillingen fordi han ikke ville få fuld kontrol over projektet.
Derpå udnævnte Roosevelt Isaiah Bowman, præsident for Johns Hopkins University, 1935-48, professionel geograf, der var med til at stifte the American Geographical Society og havde været rådgiver for både Woodrow Wilson og FDR.  Imidlertid var Bowman også erklæret anti-semit, der slog fast at der var for mange jøder på Hopkins, og han indførte en begrænsning og kvote fra antallet af jødiske studerende på universitetet, og tilmed afskedigede fakultetets unge jøde Eric Goldman, der så senere blev professor på Princeton og forfatter til Rendezvous with Destiny.  Goldman skrev om FDR som værende "utålmodig og ilter i sin tankegang ....det eneste system han stolede på var et system med evig eksperimenteren.”
Nu er vi så inde i en periode, hvor tidligere ellers hædrede personer nu er oppe til revision. Nu da Robert E. Lee, John Calhoun, Woodrow Wilson, Roger B. Taney, Cecil Rhodes, og mange andre er blevet ‘detroniseret, såvel helt fysisk som psykisk vil FDR så lide samme skæbne? Helt sikkert er det at de nye dokumenter ikke fremmer hans ophøjelse. Der har i et stykke tid været kontrovers om hans handlinger og især ikke-handlinger. Hvornår kendte FDR første gang til Holocaust? Hvorfor gav han ikke specifikke ordrer til at redde jøder?.
De nyligt frigivne dokumenter viser at FDR kendte til Nazi overgrebene og det mere end to år før den ellers formodede dato. Til stede var der forskellige indikationer. CBS journalisten Edward R. Murrow skrev den 13 december 1942 at man ikke kun skulle omtale lejrene som blot koncentrationslejre, men snarere udryddelseslejre. Vidneudsagn fra fanger i lejrene om rædslerne blev smuglet til De Allierede. Den britiske udenrigsminister Anthony Eden underrettede den 13. december 1942 the House of Commons om at polske myndigheder var klar over masseudryddelser af jøder og at man havde talt åbenlyst om det i pressen. Eden betonede at de tyske myndigheder udførte Hitlers ofte gentagne intention om at udslette det jødiske folk.
FDR sagde i en udtalelse den 7. oktober 1942 at regeringen modtog information om de barbariske forbrydelser mod civilbefolkningerne i besatte lande især i Europa. Imidlertid var FDRs hovedfokus at “vinde krigen.” Det slog han fast var den bedste måde at stoppe drabene., De som begik disse forbrydelser skulle stå til ansvar for domstolene efter krigen. Det som udelades i denne udtalelse er enhver antydning eller henvisning til jøder, eller særlige indsatser for at stoppe mordene.
Forståeligt nok havde FDR andre prioriteter og blev hindret af et hav af problemer af forskellig karakter - for eksempel de interne kampe i administrationen og så hele den fjendtlige swamp i Udenrigsministeriet hvor Breckinridge Long, tidligere ambassadør (Italien 1933-36) og viceudenrigsminister, spillede en stor rolle ved at blokere for visa til tyske jødiske flygtninge og helt bevidst hindrede at information om massemord på jøder kom frem til Kongressen og medierne. 
FDR arbejdede i en atmosfære af betragtelig isolation, eksemplificeret ved magtfulde personer som Charles Lindbergh, Henry Ford, Charles Coughlin, og the America First Committee.

Offentlige meningsundersøgelser af the American Institute of Public Opinion fortalte i november 1938 at  71% gik ind for at at U.S. ikke skulle tillade at et stort antal jødiske flygtninge fra Tyskland skulle have lov til at komme til USA. Når man skuer tilbage er det helt klart at når medierne i U.S. og Hollywood nævnte nazisternes opførsel, så nævnte de ikke noget om at jøderne var hovedofrene for forfølgelse.
Meningsundersøgelser viste også af cirka 90% i USA i maj 1940 var imod at USA blandede sig i 2. Verdenskrig.
Nogle enkeltpersoner var sig bevidst over FDRs manglende indsats. I lyset af datidens politik var den ene Thomas D'Alesandro, katolik, søn af italienske indvandrere, borgmester i Baltimore fra januar 1939 til maj 1947 og far til Nancy Pelosi. Skønt han var enig med FDR om de fleste udfordringer var han imod FDRs begrænsning på jødiske flygtninge og støttede the Bergson Group under ledelse af  Hillel Kook (AKA Peter Bergson), den gruppe der udfordrede FDR på flygtningespørgsmålet og gjorde en lobby indsats for at der skulle ske noget. Gennem gruppens aktiviteter og på opfordring af Henry Morgenthau, Finansminister og den eneste jøde i regeringen, der den 22. januar 1942 udstedtes en befaling om skabelsen af  the War Refugee Board for at redde de som nu kunne reddes - måske 200000.
En tilbageværende kontrovers er, hvorfor FDR, da han blev klar over hvad Holocaust gik ud på, ikke beordrede bombning af Auschwitz. Det er kommet frem at fly fra USA bombede det nærliggende I.G. Farben kompleks ved Monowitz, og at mellem juli - november 1944 da bombede 2800 fly oliefabrikker og fløj undertiden over Birkenau. To bomber slog ned mindre end 8 kilometer fra gaskamrene.
.The Bombing of Auschwitz: Should the Allies Have Attempted It?: Neufeld,  Michael J., Berenbaum, Michael: 9780700612802: Amazon.com: Books
George McGovern, (senere præsidentkandidat) en ung bombemaskinepilot i nogle af disse raids sagde at FDR, ellers hans politiske helt, begik to kæmpe fejl. Interneringen af de japanske amerikanere og undladelse af bombning af Auschwitz. Sådanne bombninger kunne have reddet jøderne, og handlingerne ville symbolsk set have været yderst vigtige.
Dommen over FDR står stadig åben. Nu da alle beviser er offentlige kan vi måske forvente en ophedet debat om hvorvidt FDR Drive i New York City burde have et andet navn.

lørdag den 8. maj 2021

Hvem har ejerskab til Antarktisk?

Hvem har ejerskab til Antarktisk

Antarktisk er noget helt særligt her på kloden. Der er ikke noget der kan gro der. Der er ekstremt koldt. Det er vanskeligt at komme dertil. Det meste af det enorme område er dækket af kilometertyk is. Ingen bor der permanent.
Der er ingen regering som sådan, men der befinder sig cirka 5000 midlertidige indbyggere og en del forskellige forskningsbaser.
Samlet set er Antarktisk er kompliceret sted, ikke mindst politisk. Her følger så et kort over de besynderlige krav på områder, og selvom det kan være en anelse vanskeligt at læse så
illustrerer det udmærket hvilket rod der ligger bag styring af Antarktisk.
Det vestlige antarktiske isark er i problemer - men jorden under det kan  købe lidt tid - Miljø + energi 2021

Du vil bemærke at der en del forskellige nationer der melder sig ind på forskellige krav på områder. Basis for disse krav er rigtig mange og debatteres ofte, men i det store og hele er det ren symbolsk.
Siden 1959 har der været en international traktat -- the Antarctic Treaty System -- der ‘styrer’ is-landmassen så vidt som det drejer sig om traktatens 53 medunderskrivere.  
Som det er tilfældet med mange internationale aftaler er traktaternes detaljer meget indviklede, men her er to vigtige punkter:


1. Nationer der først havde gjort krav fik lov til at vurdere dem, og enhver nation der er medunderskriver kan oprette en forskningsbase.

2. Tag for eksempel Antarktisk Halvøen som kan ses på kortet. Når man zoomer ind vil man se otte forskellige baser i regionen under ledelse af fem nationer (her udelades de som er på King George Island.)


Sådan er situationen nu og her. Men selv under the Treaty System, i de første år med ledelse af Antarktisk, var det noget rod. Nogle af de nationer der stod fadder til traktaten ønskede stadig at have hævd på Antarktisk, men man kom ikke frem til enighed eller en overordnet plan for at afgøre suverænitetsemner.
Som professor på Colorado State University Adrian Howkins skrev i en doktorafhandling om krav på Antarktisk (via Atlas Obscura), "alle de lande der er med i diskussionen om suverænitet over Antarktisk udarbejder de regler de følger. Når det drejer sig om international lov, og det tidspunkt er 1940-50’erne, var det langt mere følelsesmæssige argumenter end argumenter med jura.”
Derfor blev landene kreative. Og den kreativitet har overlevet i flere årtier. Derfor hurtigt frem til - 1977. På det tidspunkt var General Augusto Pinoche, leder af Chile. Han så meget alvorligt på hans nations territoriale krav - han havde blot brug for en metode til at fastslå dem.
Argentina havde de samme krav og de to lande lå i indbyrdes strid. Argentina handlede resolut. Man lod en argentinsk kvinde ved navn Silvia Morella de Palma landsætte. 1977 var noget særlig for hende - hun var gravid det meste af året. Da hun var syv måneder henne overbeviste regeringen i Argentian hende om at hun var en pioner. Argentina fløj hende til Esperanza Basen i Antarktisk. (ligger helt oppe ved toppen af halvøne) Den 7. januar 1978 blev hende søn Emilio Palma, født - det første barn på kontinentet.
Meningen var såmænd ganske ligetil (dog lidt mærkelig) ved at have to argentinske forældre var barnet argentiner. Men ved at han blev født på Antarktisk, var han borger der - den eneste indfødte på Antarktisk for den sags skyld.

Emilio, en borger i begge lande kunne gøre hævd på sit fødested på vegne af sine forældre.
Juridisk betød det ikke noget. Nationerne med de konkurrerende krav skal ikke godkende Emilios Palmas krav, og det gjorde de selvfølgelig heller ikke. Dog er der ingen der betvivler, at han var det første barn født på Antarktisk.
Bonus fakta: The United States har ikke gjort hævd på nogen del af Antarktisk (man har dog baser der), men under the Treaty System, har man ret til det senere, om man ønsker. Baggrunden for en sådan hævd kan relateres til Metallica -- og så måske ikke. Den 8. december 2013 blev rock bandet det første der spillede på alle syv kontinenter, da man gav koncert for forskerne udstationeret på Antarktisk. ( Metallicas trommeslager Lars Ulrich er født i Danmark, men det land kan ikke gøre hævd på Antarktisk, fordi Danmark ikke er en af de nationer der stod bag the Treaty System.)Metallica Live in Antarctica 12.8.2013 [YouTube Videos] | Zumic | Free  Music Streaming & Concert Listings

mandag den 3. maj 2021

Bror til Lincolns morder udførte heltedåd

John Wilkes Booth’s Helte bror


Den 14. april blot få dage efter Civil War var afsluttet blev præsident Abraham Lincoln der var gæst i Fords Theater i Washington D.C. skudt af John Wilkes Booth. Lincoln døde dagen efter.
Før han begik drabet var Wilkes kendt som skuespiller der regelmæssigt fik førende roller i de store teatre. Booth var søn af en berømt skuespiller, Junius Brutus Booth, og to af hans brødre, Edwin og Junius Jr. var også skuespillere.  Edwin på billedet var især berømt, mere end sin bror John Wilkes, før denne begik drabet. En meget rost og hyldet Shakespeare skuespiller på sin tid. Edwin Booth er ofte med på listen over de bedste amerikanske sceneskuespillere.
Sent 1864 eller tidligt 1865 - den præcise dato er ikke kendt, men helt sikkert før mordet på Lincoln - befandt Edwin Booth sig på en togperron i Jersey City, New Jersey. En ung mand på 21 år, ventede i køen på en billet til en sovevogn. Den unge mand, en ud af mange i den store folkemængde blev skubbet op mod det langsomt kørende tog. Toget begyndte da at bevæge sig mere, og den unge mand faldt ned mellem perronen og toget. Booth greb fat i den unge mands frakkekrave og hev ham tilbage i sikkerhed på perronen.
Den unge mand vidste hvem Edwin Booth var. Men der skulle gå et par måneder - og efter mordet - at Edwin Booth skulle erfare at den unge mand hvis liv han havde reddet var Robert Lincoln, Abraham og Mary Todd Lincolns ældste søn. Man mener Edwin følte trøst i denne kendsgerning - han ulig sin pro-Confederacy bror, var Edwin indbygger i New York og en ihærdig støtte af Nordstaternes sag.
Bonus fakta: Det var ikke usædvanligt under Civil War at tidens familier var splittet i deres sympatier, undertiden til det ekstreme. Thomas Leonidas Crittenden, var for eksempel brigadegeneral for the Union Army mens hans bror George, var brigadegeneral for the Confederates.