Omikron set fra to sider

Thomas Lifson

Lad os sammenligne tiltagene mod Omikron gennem to forskellige finansielle nyhedskilder. 

Først, CNBC’s Morning Squawk daglige email, December 23, 2021:

'Hospitaler over hele landet forbereder sig på endnu en bølge af Covid der kan nå højderne fra pandemiens første tid, nu da den yderst smitsomme muterede variant Omikron kommer til at hærge. Direktøren for Institute for Health Metrics and Evaluation fortalte USA Today, at nye beregningsmodeller viser at the U.S. kan nå op på 140 millioner nye tilfælde i januar til marts.

Antallet af smittede per dag regner man med når 2,8 millioner næste måned, ifølge  IHME, med færre end 15% der formodes at blive fundet gennem testing. The U.S. har et total på 51.5 millioner rapporterede Covid tilfælde siden virussen kom til Amerika. I januar 2021 toppede det med 300000 tilfælde.  

Hvor skræmmende, ikke sandt!

Nye data fra Skotland og Sydafrika giver formodning om at mennesker smittet med Omikron varianten’af coronavirus har markant mindre risiko for at blive hospitalsindlagt end de som er blevet ramt af tidligere versioner af virus, hvilket giver opløftende tegn på at immunitet, som følge af vaccination eller tidligere smitte er effektiv i at hæmme alvorlige sygdomstilfælde med den hurtigspredende Omikron.

The University of Edinburgh undersøgelsen, der er baseret på sundhedsoptegnelser fra 5,4 millioner personer i Skotland slog fast at risikoen for hospitalsindlæggelse med Covid-19 var 66% lavere med Omikron end med Delta. Den nye variant blev dominerende i Skotland medio december. 

Et  særskilt studium online ved forskere fra South Africa’s National Institute for Communicable Diseases påpegede på lignende vis at mennesker smittet med Omikron havde en 70-89% mindre sandsynlighed for behov for hospitalsindlæggelse end mennesker smittet med tidligere varianter herunder Delta.

Er du stadig skræmt?

https://www.americanthinker.com/blog/2021/12/omicron_through_the_two_ends_of_a_telescope.html

Reddet af Julen 1945

Reddet af Julen

Steve McCann

Forberedelserne er i fuld gang i United States og i Europas nationer for at fejre Julen, som først og fremmest en hyldest til materialismen. Disse i stadig større grad agnostiske og verdslige samfund vælger at ignorere Guds eksistens og har en foragt for moralske, etiske gode råd, som det er fastlagt af de jødisk-kristne læresætninger. De lægger mere og mere tillid til mennesket  som en erstatning. Den ultimative konsekvens for et samfund der vælger denne vildfarelse og benægter Guds udstrakte hånd er manifesteret i beretningen om en lille dreng fra gaderne i en navnløs by i et ukendt land.  

2. Verdenskrig var slut - et eller andet sted i Europa vandrede en ensom person, hvis klæder var i laser, rundt blandt ruindyngerne på gader i en engang travl by der nu lå i grus. De få stadig opretstående mure, deres vinduer og døre var borte, forekom som skeletter mod den blå himmel. Ingen kendte denne drengs alder, hans navn eller hvem der havde født ham. Efter at den kvinde han havde boet hos var død - måske en slægtning, eller måske ikke - var han overladt til sig selv.

Sammen med andre forladte børn blev dagtimerne brugt på en aldrig ophørende overlevelse -  endnu en dag. Konstant ledte de efter mad, undertiden tiggede de af de lokale eller af de fremmedes soldater der var udstationeret i byen, og sommetider gennemrodede de affaldsspandene udenfor militærforlægningerne.

Om natten tjente den mindst ødelagte bygning, med noget der kunne ligne et tag, som ly for elementerne. Men ingen kunne undslippe den konstante stank af død og ødelæggelse der hang i luften.

På en dag med høj sol og som kunne se ud som dagen før, gik drengen sin sædvanlige morgenrunde da han hørte en kvindes desperate skrig. Han løb derhen og så en soldat der rev tøjet af en teenagepige. Instinktivt samlede han nogle af de murbrokker op der var overalt og kastede dem mod angriberen. Efter nogle få kast ramte han sit mål, manden slap pigen og hun kunne undslippe. Soldaten vendte sig med en pistol i hånden for at gå mod sin plageånd. Mens han hjulede bort hørte drengen et højt knald og følte en skarp smerte i siden. Han faldt forover da han blev ramt af kuglen, fik rejst sig og løb et stykke før han besvimede.

Da drengen vågnede befandt han sig på et militærhospital under behandling for et skudsår og for underernæring. For første gang kunne han huske, hvordan det var at sove i en seng og få mad tre gange om dagen. Efter at være kommet sig blev han sat på et tog og en lang rejse til et børnehjem nær Bremen, Tyskland.

Nogen tid derefter blev denne skrupforvirrede dreng bragt ned til havnen. Han stod lamslået og stirrede op på det enorme sorte skrog af et skib der skulle til United States. Alene gik han op af landgangsbroen, uden bagage, uden pas eller papirer -- blot en gul mærkat sat på hans overtøj.

Rejsen om vinteren på et stormpisket ocean var en skrækkelig oplevelsen og søsygen plagede næsten alle ombord. Endelig en kold og tåget morgen stod den lille dreng ved skibets ræling mens det langsomt sejlede ind i New York’s Upper Bay. Solen begyndte at bryde igennem tågen netop som skibet passerede Frihedsstatuen der bød velkommen, badet som den var i den opgående sols lys. Da han vendte blikket mod Manhattan Island i det fjerne blev denne nye indvandrer i Amerika som fortryllet af skyskraberne der glimtede i den tidlige morgensol, og han blev overvældet af en følelse forundring og uro.

Da drengen mødte de tysk-amerikanske plejeforældre der havde lovet at tage sig af ham vidste han ikke hvad fremtiden ville bringe i dette mærkelige land der havde et helt anderledes sprog end det han kunne - en blanding af tysk og polsk. Han begav sig ud på endnu en rejse, og endelig fik han et navn, han kom til at bo på en gård i en stille landsby i Maryland, og et liv der ikke var meget anderledes end det han kom fra.

Udsat for konstant prygl og aldrig ophørende arbejde løb drengen ofte bort for at finde et rolig sted i skovene ved markerne. Hans eneste venner var dyrene på gården og i skoven.

Han ville i ren desperation undertiden søge til de nærliggende gårde for at få noget at spise. Bekymret meldte naboen til politiet hvad der fandt sted på naboejendommen. Efter en efterforskning fjernede børneværnet drengen fra stedet der mishandlede ham.

Da han endnu engang var kommet sig fra underernæring blev drengen anbragt på et børnehjem for forældreløse. Han var som en udstødt, da han ikke kunne kommunikere med eller relatere til de andre. Uden han vidste det blev han overført til et børnehjem et eller andet sted i New York State, da han ikke kunne adopteres grundet manglen på papirer og da han ikke kunne sættes i forældrepleje måtte han endnu engang være “hjemløs.”

Ved Juletid kom der en rar mand i en sort klædning for at besøge drengen. Han var den lokale præst i det lokale katolske sogn. Præsten bragte ham hjem til frokost og derpå næste dag til et sted han aldrig havde været -- en kirke.

Det lille og hyggelige rum var pyntet til Jul. Det var det mest forbløffende syn drengen nogensinde havde set. Lysene, farverne, atmosfæren tiltalte ham - han havde aldrig oplevet noget lignende: Freden og roen. Det som fangede hans opmærksomhed var en gruppe figurer og et spotlys der skinnede på en nyfødt i en krybbe.

For den skrøbelige dreng blev alle de ting han havde oplevet og gennemlevet nu nærmest glemt da han stod foran figurerne. Han stirrede på kvindens fromme ansigt, hun var klædt i en blå kjole og så kærligt på den nyfødte i en foderkrybbe. Var dette billedet af hans mor? En mor han aldrig havde kendt? Idet han stirrede i den nyfødtes øjne der lå i krybben følte han et nærvær, som om en usynlig hånd rørte ved hele hans eksistens. Med en tåre ned af kinden hviskede drengen: “Hilf mir!”

Tidspunktet, hvor drengen skulle tilbage til sit bosted og afvente sin skæbne var kommet. Ved kirkens dør vendte han sig, og så en sidste gang på Krybbespillet. Der forekom at være en strålekrans om figurerne, og han blev overvældet at håb og optimisme.

Ved Midnatsmessen fortalte præsten beretningen om en ung forældreløs der var bragt til United States, hans svære tid og ulykke mens han var i dette land, og hans mangel på identitetspapirer, hvilket gjorde det nærmest umuligt at han kunne adopteres. Han spurgte, da drengen aldrig havde oplevet en Jul om nogen talte tysk og kunne passe barnet nogle få dage i Juletiden, inden han skulle tilbage til et børnehjem.  

Under indvielsen af Brødet og Vinen mens strofer af Ave Maria fyldte kirken følte en kvinde i menigheden en usynlig hånd på sin skulder og hun hørte en stemme der fortalte hende hun skulle adoptere drengen. Uden tøven vendte hun sig mod sin mand og sagde, “Vi må bare adoptere den dreng Monsignore taler om.” Forbløffet svarede han, at det kunne de ikke - de talte ikke hans sprog, de havde ikke råd til at opfostre et barn, og de kunne aldrig skuldre udgiften ved at ansøge om en adoption der i forvejen var umulig. Uvillig til at acceptere hans svar fastslog hun empatisk, “Gud har bedt mig om det. Vi må og skal adlyde.”

Efter Messen gik kvinden hen for at besøge præsten. Da deres øjne mødtes, og før hun sagde et ord meddelte han hende, “Du er kommet for at adoptere drengen.” Han betroede hende, at under Ave Maria hørte han også Guds budskab, og sammen ville de sikre sig at hans anmodning skulle indfries.

Adoptionsprocessen var lang og trak ud, og omfattede domstole og forbundsregeringen, men kvinden, hendes mand og præsten, der betalte advokaternes gebyrer holdt ved, og i rette tid blev alle forhindringer ryddet af vejen.

I mellemtiden boede knægten hos forskellige familier der havde tilbudt deres hjælp. Ved Påsketid det år, kom han til at bo hos sine fremtidige forældre. En fødselsattest blev udfærdiget, og i oktober var adoptionen endelig.

Til sidst fik knægten fra en krigshærget bys gader et sted i Centraleuropa, hvis odyssé havde bragt ham gennem så mange trængsler og besværligheder, et hjem og et land han kunne kalde sit eget.

I resten af sit liv skulle denne knægt føre en aldrig afsluttende kamp mod hans ungdoms dæmoner - og tabte oftere end han vandt. Ikke desto mindre vidste han, og stolede på den kendsgerning at Gud var der når livet er bedst - og værst.

I dag har mange i United States og Europa, i deres stræben efter et liv i relativ komfort, vendt ryggen til Gud. Denne bevidste benægtelse koblet med foragt for basisreglerne for menneskelig opførsel, som den er blevet indgydet af den jødisk-kristne lære, har medført en uhæmmet stræben efter personlig og psykisk tilfredsstillelse.

Et lands moralske fiber, og den religiøse base som United States og de europæiske nationer har udviklet bliver erstattet af en vildledende tro hos folket. Skønt menneskeheden har opnået fantastiske ting, så er menneskeracen blevet i uhyggelig grad mistænksom overfor selve sin grundnatur. De historiske konsekvenser af at afvise etableret moral og de etiske retningslinjer bliver et samfund der uundgåeligt er uden ydmyghed, ære, anstændighed og med mangel på respekt for menneskehedens eneståenhed, og også livets hellighed.

I løbet af de sidste 100 år i Europa har man accepteret fordærvet af menneskets mere værdige natur, og har dermed lidt under den næsten-totale ødelæggelse af kontinentet og mistet næsten 100 millioner menneskeliv i to Verdenskrige og ved fremkomsten af kommunismen.

Med vor nuværende kurs er United States på vej i en afgrund vi selv har skabt. Hvis ikke vi ændrer kurs, så vil en samfundsmæssig opstand helt sikkert finde sted, der kan afstedkomme ødelæggelse af vor kultur, og at vi underkaster os kræfter udefra, hvis eneste interesse er at gøre os alle til undersåtter af deres magt, og at vi skal føje os deres hensynsløse ideologi.

For at undgå den potentielle katastrofe der lurer i horisonten og tage bestik af den tumult der fører med ikke at ændre retning må det amerikanske folk anerkende, at gennem historien, da ligger nøglen til fred og velstand i et tæt forhold til Gud og i at stræbe efter at leve med god etableret moral og etiske retningslinjer.

I julen for mange år siden stod jeg foran i en lille katolsk kirke ved et Krybbespil uden at være klar over Guds eksistens. Mens jeg var allermest desperat rakte han hånden ud mod mig.

Mit livs erfaring bærer vidnesbyrd om ikke kun den ødelæggelse som jeg har oplevet ved menneskenaturens værste side, men at Gud er der for hver af os, individuelt og som et samfund - hvis vi vælger at acceptere hans hjælpende hånd.

http://www.americanthinker.com/2012/12/saved_by_christmas.html#ixzz2G3gB0Fml

Ret til at diskriminere - fordele

Retten til at diskriminere

Bruce Walker

Venstrefløjen har skabt en makaber myte der går direkte imod menneskehedens erfaring. Venstefløjen har overtalt de godtroende masser i Amerika, herunder sørgeligt nok, de fleste borgerlige om at “diskrimination” ved enkeltindivider og virksomheder er forkert og krænker Forfatningen.

Det er præcist det modsatte der er sandt. Al seriøs viden og alle ærlige moralbedømmelser omfatter diskrimination. Når individer og virksomheder ikke har frihed til at diskriminere så bliver magten til at bestemme hvad der er sandt og falskt, godt og dårligt alene Statens ejendom eller ret - eller den endnu mere skræmmende skabning - det kunstigt skabte Frankenstein monster - “samfundet.”  

Frem for diverse meninger og handlinger der kan ytres frit, hvilket er det som sker når staten og samfundet nægtes magten til at påtvinge et synspunkt og proppe det ned i halsen på private borgere og virksomheder, så sker der det at al debat, alle forskelle, og al individualitet knuses med baggrund i det de som står for staten eller manipulerer med samfundet bedømmer for ‘helligt’ eller ‘ukrænkeligt.’

 

Tænk på de “kendsgerninger” som da the Colorado Civil Rights Commission stemte imod den kristne bager der nægtede at lave en bryllupskage til et ægtepar af samme køn. De tykhalsede hyklere og dumrianer i den kommission fastslog som historiske “kendsgerninger” at religion - der altid betyder Kristendommen for venstrefløjsere - blev benyttet til at retfærdiggøre Holocaust og slaveri.

Faktisk er det sådan at enhver med et åbent sind og blot en beskeden viden om moderne historie ved - at Holocaust var den direkte konsekvens af afkristningen af Tyskland. Det blev i store træk også accepteret af jøder i Vesten og den “racisme” som Nazi hadet mod jøder voksede frem af blev forkastet af kristne så at sige gennem hele historien. I Tyskland var Kristendommen i praksis død i 1914 og blev dermed den mest frugtbare ‘jord’ for racismens onde forskrifter, hvilket er derfor Nazismen fandt fodfæste i Tyskland. 

Udover det så var de eneste der modstod Nazi anti-semitismen og Holocaust Europas kristne - en kendsgerning som mange jødiske forfattere skrev om dengang, såsom Rabbi Stephen Wise, der skrev i 1934- “Jeg takker Gud, at Amerika og England, først og fremmest, og også i andre lande høres de kristnes stemmer i protest mod de utålelige ugerninger ved Hitlerismen mod det jødiske folk.” Rabbi Morris Lazaron skrev i 1938:.

Aldrig før i historien har organiseret Protestantisme over hele verden gået så meget i aktion i forsvar for jøden og for at beskytte jøden. Flere katolske ledere end nogensinde før har ytret deres meninger i fordømmelse af den racebetingede besættelse som diktatorer har benyttet for at inddæmme jøden ....Ingen mere glorværdig side er blevet skrevet i kristen historie end den der skrives i Tyskland i dag. Kristendommen kan meget vel være den anstødssten som det tyske diktatur vil ødelægge sig selv med.

Overrabbiner for Rom, rabbi for den ældste synagoge i verden konverterede til Kristendommen efter 2. Verdenskrig, fordi han var så berørt af de modige og resolutte handlinger af kristne i Europa for at redde jøder fra Holocaust, ofte med ikke kun deres eget liv som pris med også deres familiers.

Endnu mere bizar er tilsviningen af Kristendommen med forsvar for slaveriet. Dette relaterer udelukkende til sorte der anses som “Hams børn” et argument ingen kristne udover de i Syden accepterede, og de fleste oprigtige kristne i Syden forkastede.

Slaveriet havde eksisteret overalt i verden og blev bakket op at enhver religion - undtagen Kristendommen, skønt jødedommen gav beskyttelse for jøder som andre trosretninger ikke gjorde. Korstoget for at få afsluttet slaveriet var et udelúkkende kristent ærinde, og det gjaldt alle dele af Kristendommen. Selv den mest naive venstreorienterede må på et eller andet tidspunkt have hørt Battle Hymn of the Republic, sangen Union soldaterne sang og døde for i slag. 

.

 "As He died to make men holy, let us live to make men free.  Our God is marching on."

Kristen modstand mod slaveriet gjaldt ikke kun i lande i Kristendommen men i resten af verden, hvor end kristen magt eller indflydelse var til stede, for at befri slaver i Islam eller i buddhismen eller de amerikanske indianerstammer eller de afrikanske stammer der havde flere slaver end Kristendommen nogensinde har ejet. 

Hvis det at påtvinge folk en accept og opfattelse af sandhed og moral gennem rå politisk magt var rigtigt, så burde staten og samfundet tvinge verden til at acceptere det kristne eller jødisk-kristne værdisystem. Det er noget som hverken kristne som jøder har forsøgt.

Når individer og virksomheder ikke kan diskriminere, så vil sund fornuft og markedet svække dumme og onde holdninger og styrke gode og kloge holdninger, som vil kunne ske uden love, dommere og tåber som medlemmerne af the Colorado Civil Rights Commission.  

Dette betyder så ikke at alle ikke nederdrægtigheder mellem mennesker kureres på magisk vis, men selv den mest sløve padde i venstreflokken må acceptere at statens pisk sjældent gør sociale problemer mere spiselige. Vi kan ikke skabe Himlen på Jorden, og når staten forsøger sig med det så bliver det i stedet til Helvede på Jorden. 

Individuel diskrimination hæmmer den største ondskab i vor tid: Totalitarismen!

Frihedens hjerte, der stadig burde være ‘hjertet’ i alle anstændige regeringer er retten til at diskriminere ifølge det hvert enkelt individ og sjæl mener er bedst. Det er på rette tid for konservative at holde op med at opføre sig som får og forsvare deres ret, og i stedet kækt proklamere at det er individet, ikke staten, der har den moralske eneret til at diskriminere.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/the_right_to_discriminate.html#ixzz5IZSRdcGI 

Vinterkrigen - Sovjet/Finland. Hvem hjalp russerne?

Den glemte baggrund for Vinterkigen - Finland -Sovjet       

Bruce Walker           

   

Den 30 november markeredes 75 års dagen for den mest misforståede, men samtidig mest instruktive konflikt i det 20. århundrende. “Vinterkrigen” mellem Rusland og Finland.

Der er intet “ideologisk spektrum” og alle disse nederdrægtige hadfyldte ideologier der dukkede op i århundredet - fascismen, bolschevismen, nazismen og maoismen - eller hvad man nu kalder alle de obskøne forklædninger som mænd med et dæmonisk magtbegær skjuler sig bag.

Orwell havde virkelig afsløret dette da han skrev om disse “ækle små ismer,” og enhver der har læst 1984 ser, hvordan fraværet af et ægte sammenhængende værdisystem ikke kun er muligt, men uundgåeligt i totalitarismen. Ideologien i Oceana for eksempel var “Ingsoc” eller engelsk socialisme, men det udtryk har knap nogen ægte mening.  

Det var også Orwell der formulerede det vigtige princip om totalitarismen: “Den som kontroller fortiden, kontrollerer fremtiden. Den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.” Således ophørte Eastasi, der tidligere havde været allieret med Oceania, på en dag med at være allieret, men blev fjenden af Oceania ... og den politisk korrekte historie blev omskrevet således at Eastasia altid havde været fjende af Oceania. Vinterkrigen viser denne praksis i virkeligheden.

Hele perioden med Nazi/Sovjet Ikke Angrebspagten blev omhyggeligt omskrevet - efter den tyske invasion af Rusland i 1941. Næsten med det samme opdagede kommunist operatører rundt om i verden at Stalin havde “spillet dobbeltspil og ventet” og sådan set altid havde været klar over hvad Hitler havde af planer. Dette er helt forkert. Som Solzhenitsyn så bekendt bemærkede så stolede Stalin kun på en mand i hele sit liv, og den mand var Hitler. Ikke-Angrebspagen var faktisk en grundfæstet alliance mellem Nazismen og kommunismen der som formål have at ekskludere fascismen

Alt dette beskriver jeg grundigt i mit nye tobindsværk, Sinisterism: Secular Religion of the Lie, der udelukkende henviser til bøger der blev udgivet mens historien faktisk udviklede sig.

Under Vinterkrigen angreb italienske fascistiske Sortskjorter Sovjet ambassaden og kastede sten gennem vinduerne. Grev Ciano, Mussolinis svoger, og den fascistiske udenrigsminister forkastede angrebet på Finland som det værste eksempel på stormagts aggression i moderne historie. Hundreder af fascistiske piloter meldte sig som frivillige for at kæmpe for Finland, og Italien leverede sine mest moderne kampfly til finnerne så de kunne bekæmpe Sovjet. Mussolini trak Italiens ambassadør hjem fra Moskva og afsluttede det som havde været en langvarig romance mellem fascister og bolsjevikker (som  hovedmål rettet mod nazisterne), og Il Duce skrev et vredt brev til Hitler om Sovjets angreb på Finland, som Hitler ikke nedværdigede sig til at svare på i nogle måneder.   

Hvad var så Nazi reaktionen på Sovjets invasion af Finland? De fleste historikere bemærker blot at Finland var del af Sovjets interessesfære i ikke angrebs aftalen, så derfor kunne Tyskland ikke være åbenlyst imod Rusland,  

Faktisk støttede Tyskland ihærdigt Sovjets angreb på Finland. Tyske medier gengav ganske enkelt, som egne, Sovjets fortællinger om Vinterkrigen. Nazisterne blokerede afskibningen af våben til Finland, truede Sverige (og også Danmark) med krig, dersom Sverige tillod transit af våben fra Vesten og blokerede hære fra enhver anden nation der forsøgte at hjælpe finnerne.

Nazisterne gav asyl til flygtende Sovjet diplomatier i den tyske ambassade. Da Den Røde Hær blev låst fast i en håbløs kamp langs Mannerheim linjen, gav nazisterne Stalin, ikke kun fly til brug for den frontlinje (der tidligere var blevet bygget med tysk assistance), men leverede også militærrådgivere der viste, hvordan Sovjet kunne gennembryde Mannerheim Linjen.

 

Mannerheimlinjen strækker sig fra Den Finske Bugt til Ladoga

Og ikke kun det alene, den tyske hær hjalp til og med en omorganisering af Den Røde Hær, der omfattede

1 Fuldstændig eliminering af systemet med militære kommissærer.

2 Genindførelse af rangorden i hæren og flåden.

3 Streng overholdelse af hilse regler og andre former for militær disciplin.

4 Dannelse af eliteenheder.

Denne nære alliance med kommunister og nazister mod resten af verden spredte sig over hele Skandinavien. Den eneste nation der anerkendte Sovjets besættelse af De Baltiske Stater var Nazi Tyskland, og den eneste nation der anerkendte Nazi besættelsen af Danmark og Norge var kommunist Rusland.  

Den Røde Flåde banede med isbrydere en vej for tyske plyndringer mod britiske skibe i Nordatlanten. Den tyske flåde leverede særlige flådefartøjer som Kreml kunne benytte.  

Som på så mange andre områder der førte direkte op til den dag Operation Barbarossa begyndte arbejdede kommunister og nazister - “Communazis” - som patriotiske amerikanere med rette kaldte dem, sammen mod frihed og de jødisk-kristne værdier i Vesten. Hitler og Stalin faldt i totterne på hinanden - som ledere af onde bander så ofte gøre - fordi de hver især i deres formørkede sjæle mente det kun drejede sig om magt. Det er den glemte historie bag ‘Vinterkrigen.’

http://www.americanthinker.com/articles/2014/11/the_hidden_history_of_the_winter_war.html#ixzz3KYfrmJNV

Multikulturalismens pest

Multikulturalismens pest

Bruce Walker

Det venstrefløjen kalder “multikulturalisme” er faktisk en systematisk dekonstruktion af kulturer, og at man erstatter disse kulturer med en syntetisk, kunstig, og meningsløs global kultur.

Når der tales om “diversitet” ja, det er faktisk det samme som at forskelle skal knuses - i tanke, værdier, kunst, til en salgs babymos der hverken giver næring til sjæl eller ophøjer sindet.

Dette er fordi kulturelle forskelle er med baggrund i geografi og eksisterer hos nationer og religioner frem for i det sludderagtige “globale” samfund. Faktisk er der kulturforskelle i de fleste nationer af en vis størrelse der afspejler forskellene mellem f.eks. landsdele. 

Canada er et godt eksempel. Quebec insisterede i årtier på fastholdelsen af det franske sprog og med det fransk kultur i den del af Canada. Skotland er på lignende vis en nation i United Kingdom, hvor englænderne tillod at man opretholdt en skotsk statsreligion, skotske penge, skotsk juridisk system og i de senere årtier et uafhængigt Skotsk Parlament.

Amerika omfatter Sydens kultur, Midtvesten, Rocky Mountains og så videre. Mennesker der bor i de dele af Amerika betragter “Washington” med omtrent lige så megen foragt som irerne betragtede London, og ukrainerne så på Moskva. Centraliseringen af magt i store nationer betød så at sige altid påtvingelsen af en imperial kultur på regioner der mere ligner kolonier end sameksisterende enheder.

Frankrig inkluderer kulturerne i Provence og Bretagne og så et urbaniseret område, som f.eks. Paris. Spanien har Baskerlandet, hvis sprog og kultur er meget anderledes end resten af Spanien. Baskerne har været en heksekedel for den spanske nation, som Irland var det før uafhængigheden af United Kingdom.

At bevare denne form for national kultur og regionale kulturer kræver en afvisning af en enhver form for overtrumfende pseudo-kultur som det latterlige “We Are the World” omkvæd. I stedet udfolder kulturer sig i nationer og regioner i nationer for at afspejle de lokale kvaliteter der gælder enhver ægte kultur. 

Dette er således direkte knyttet til geografien. Derfor havde de første Zionister, efter at have ‘leget’ med andre hjemlande for det jødiske folk, fokus på det område der kendes som Palæstina, der historisk set var hjemland for det jødiske folk og en ny nation blev oprettet i det territorium for at beskytte og bevare, ikke kun jøderne mod forfølgelse, men også jødisk kultur.

Når mennesker der er fjendtligt indstillede over for den kultur, så flytter ind i disse nationer og regioner med øje for at udvande den oprindelige kultur eller helt erstatte den med en fremmed kultur, som det sker i dag med muslimers invasion af Europa, og i mindre udstrækning invasionen af Amerika af mexicanere og folk fra Centralamerika, så er det uundgåelige resultat socialt oprør, og brændstof til gensidig intolerance. 

Faktisk er selve forestilling om at en nation og dens kultur burde tvinges til at absorbere fremmede folkeslag med forskellige værdier, religioner, og traditioner noget man engang ville betragte som en absurditet. 

Det som man plejede at acceptere da indvandrere kom til Amerika var, at en betingelse for borgerskab var, at disse indvandrere skulle lære og acceptere værdierne i deres nye hjemland og efterlade bag sig, i det store og hele, sædvaner og levevis fra de lande de kom fra. 

Hele grundlaget hos oprindelige og uafhængige kulturer kan bevares ved “multikulturalismen” men ikke deres myriader af fejl. De som ønsker at flytte til et nyt land med en anderledes kultur kan gøre det, forudsat de accepterer og adopterer kulturen og værdierne i deres nye hjemland.

Dersom tilstrækkeligt med mennesker er med på det vil det interne pres i det land, hvorfra man udvandrer moderere såvel det gamle lands som det nye lands kultur så denne bliver stærkere og stærkere. Dog vil forandringen ikke være påtvunget udefra, men komme indefra, og den vil være med baggrund i en ‘konkurrence’ mellem kulturer.

Det betyder dermed at ‘markedet’ for geografisk forskellige kulturer bliver en mekanisme for at naturligt fremskridtsvenlige kulturer fremmes, og at naturligt inferiøre kulturer træder i baggrunden - og at dette også decentraliserer beslutningerne der relaterer til en indfødt kultur, til noget som faktisk vedrører forandringer i den kultur. Processen kører uden tvang eller propagandisering.

Multikulturalisme er en bestræbelse på at smadre kultur under dække af at harmonisere kulturer. Det er, hvis man skal være meget positiv, overdreven globalistik imperialisme. Det er når man skal være meget negativ en dekonstruktion af alle sociale værdier og meninger i Orwellsk størrelse.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/05/the_pox_of_multiculturalism.html#ixzz5G1JavGQN

Vi opdrager børn til at være ængstlige skravl

Generation Snowflake: hvordan vi har opdraget børn til at at være ængstelige skravl

Claire Fox

Endnu en uge, endnu en strøm af halvdumme forbudsforslag og ‘sikre steder’ fra læreanstalter af en ny type af hyper-sensitive censurfikserede unge. Ved Oxford University bliver jurastuderende nu officielt gjort opmærksom på når indholdet i en lektion kunne gøre dem foruroligede. På Cambridge var der opfordringer til at en middag ved årsafslutningen med et Afrika-tema skulle aflyses, hvis nu den var årsag til at en eller anden, et eller andet sted, skulle føle sig krænket. Det synes at være gennemført parodisk. “Hvad der der dog galt med disse tyndhudede små kejsere?” græder vi. Men samtidig med vi kan rømme os kraftigt over, og snerre ad Generation Snowflakes udfald, skal vi lige tænke over, at vi selv skabte den. 

Først og fremmest er det vigtigt at bemærke at de unge mennesker der råber ‘krænket’ sådan set ikke er kommet ‘til skade’ - denne generationsskrøbelighed er et reelt fænomen.

 

Jeg har holdt taler på adskillige skoler og universiteter i de seneste år og jeg har lagt mærke til stadig flere fortørnede reaktioner fra mit unge publikum over for så at sige ethvert argument, jeg fremsætter som de ikke bryder sig om. De er virkelig foruroligede over ideer og holdninger der er modsat deres syn på verden. Selv når man holder en tale om ytringsfrihed kan det føre til vantro og mishag. Men hvorfor tager de alt så personligt? Det korte svar er: Fordi vi har socialiseret dem til det. 

Hvorfor er vi overraskede over at teenagere kræver sikre steder? Historisk set, kunne de som er ved at blive voksne være nogle der tager risici, søger eventyr, men i dag opfostrer vi børn til at opfatte verden som en frygteligt skræmmende sted.

 

NGO’ ers velgørenhedsorganisationer fremmer i særlig grad panik stemning, og argumenterer for at det vi plejede at kalde ‘hvalpefed’ er ‘fedme i barndommen’ og det vil føre til for tidligt død, mens de sukkerholdige drikke de unge elsker at nedsvælge er ‘ungernes crack kokain.’ Vokset op på en diæt af katastrofe overdrivende kost - ja så kan det ikke forundre at børn vokser op - bange for deres egen skygge. 

I dag går forældre til latterlige metoder for at eliminere alle risici i deres børns liv. Uundgåeligt vil dette indsnævre deres horisont og lære dem at være mindre ‘vovede.’ Sundheds- og sikkerhedsmanien betyder, at den unge nægtes de modstandsopbyggende friheder som tidligere generationer nød gavn af, såsom at lege i det fri, klatre i træer, og gå alene til skole.

Moderne overbeskyttelse betyder at eleverne er blevet forhindret i at være med i aktiviteter såsom springe buk, stikbold mv. Tre ud af ti skoler har forbudt legen British Bulldog (Tag-Fat-Leg) på legepladsen. I sidste uge foreslog en rektor i Dundee at farven på skoleuniformen skulle ændres da den røde farve ‘ifølge forskning indikerer at det kan forøge risikoen for hjerterytmen og åndedrættet.’ I marts måned var der tiltag til at forbyde tacklinger i rugby kampe i skolen på grund af faren ved denne ‘sportsgren med kollisioner.”

Endnu mere skadeligt er børne-beskyttelsesbranchen, der aktivt opmuntrer børn til at se potentielt misbrug overalt. At beskytte er blevet en topprioritet i enhver organisation der arbejder med børn, og det i en udstrækning at forældre forbydes at tage fotos af deres egne børn i svømmehallen og ikke får lov at komme ind i mange parker ‘undtagen i selskab med et barn.’

I 2010 syntes Indenrigsminister Theresa May at erkende at det var gået for vidt og lovede at ‘skrue tilbage’ de skrækkelige efterforskninger i eventuelle lovovertrædelser. Ikke meget er sket siden. Så hvorfor undrer vi os så over at nutidens studerende ser misbrug i så mange af deres interaktioner, når de er blevet opfostret med at se enhver fremmed de møder som en eventuel trussel? 

Anti-mobnings industrien er også vokset eksponentielt i de sidste 20 år. Hvis ordet “mobbe” får dig til at tænke på børn der får spark i hovederne og deres lommepenge røvet, eller de er underlagt systematisk råhed, så tænk om igen. Selverklærede ‘antimobningseksperter’ har udvidet definitionerne på mobning til at omfatte ‘drillerier og det at kalde hinanden øgenavne’ at ‘der bliver smidt rundt med dine ting,’ at der er sladder om dig,’ ‘ytringer af seksuel karakter,’ ‘homofobiske antydninger,’ ‘grafitti,’ ‘ufølsomme vittigheder,’ ‘obskøne gestus,’ og ‘udstødelse af vennegrupper,’

Anti-mobningspolitik er obligatorisk i skoler, og børn underlægges en endeløs strøm af anti-mobningsmøder, aktiviteter, bøger, dramaer og historier fra kendte der har været ‘ofre.’ Denne propaganda opmuntrer igen børnene til så at efterforske alle deres egne interaktioner gennem mobningsprismet og patologiserer helt normale barnagtige ‘synder’ og indbyrdes spændinger.  

Anti-mobnings kampagner forsikrer den unge om at ‘ytring’ ikke kan laves om og er lig med fysisk vold og kan være årsag til langvarig psykologisk skade. Vi burde lære vore børn, hvordan man overvinder og overlever hverdagens ‘forhindringer. Dog erklærer Sarah Brennan, chef for en velgørenhedsorganisation der kaldes YoungMinds, at hvis sådan ‘ødelæggende og livsforandrende mobning ikke behandles, så kan det føre til årevis med smerte og lidelse, der fortsætter langt ind i voksenalderen.’ 

Sådanne sensationsprægede meddelelser om de traumatiske konsekvenser af mobning kan, tværtimod, og mod hensigten, opmuntre unge til at overreagere på hændelser og udvikle en akut ængstelse om hvad der blot er ord, hvor skrækkelige de end kan være. ‘Unge begår selvmord, ikke fordi de angribes af voldelige bander, men fordi de ikke kan klare at blive krænket, fornærmet’ siger den amerikanske psykolog Israel Kalman. 

Skolerne, efter vejledning af eksperter i mobning, opmuntrer således børn til at være foruroligede; de har erstattet det oprindelige ‘sticks and stones’ (may break my bones, but word can never hurt me) slogan med ‘men ord kan arre mig for evigt’ eller værre endnu ‘ord kan slå mig ihjel.’

Når de der går i skole bliver fornærmet, krænket vil de så tænke, ‘betyder ikke en pind, det er jo kun ord’? Niks, de tænker. ‘Åh nej, jeg bliver krænket! Ord kan slå mig ihjel!’

Vi burde således næppe være overraskede over at studerende der er vokset op med sådanne doktriner betragter en statue af Cecil Rhodes som et udtryk for vold mod dem. Heller ikke at de hyler op over at ytringer fra så at sige enhver, fra Germaine Greer til Peter Tatchell er årsag til faktisk skade på dem. Når de så kommer på universitetet er vore overbeskyttede unge så ‘fyldt op’ med emotionel ængstelse at de er elendigt udrustede til at klare de grundlæggende udfordringer i voksenlivet. 

Den sørgelige kendsgerning er, at vi sådan set opmuntrer en hel generation til at opfatte sig selv som mentalt udfordret. The Higher Education Funding Council for England har vurderet, at antallet af studerende der erklærer, at de lider af et mentalt problem er øget med 132% i løbet af fire år. Jeg betvivler ikke oprigtigheden hos disse studerende der rapporterer om alvorlige symptomer på depression. Det som i sandhed virker bekymrende er: De er faktisk overstressede og ikke i stand til at klare det.

Endog eksamener - som man kunne mene er væsentlige i en studerendes liv - bliver ofte betegnet som at ‘opbygge alt for megen pres’ på den unge., Natasha Devon, indtil for nylig Undervisningsministeriets ekspert i mental sundhed kritiserede prøver i skolerne ved at sige det ‘er ikke nogen tilfældighed’ at ængstelse er‘ den kraftigst voksende sygdom hos unge under 21.’

Det er da en gåde når det drejer sig om Generation Snowflake, hvordan den tilsyneladende hypersensitivitet ofte kombineres med en næsten krigerisk rettighedsfornemmelse. ‘Gør noget ved vort problem, vore sårede følelser, ellers....,’ synes de at skrige. Men igen kan denne holdning føres tilbage til, hvordan vi har opdraget dem. Gennem deres skolegang bliver børn sat i centrum, mens den selvhævdende bevægelse hærger teorier om uddannelse og praksis.

Regeringen har muligvis behandlet Ms. Devon for barsk da hun muligvis gik for vidt i sine argumenter mod tests, men den burde have vidst hvad de anskaffede sig da de hyrede medstifteren af en mental sundheds velgørenhedsorganisation ved navn ‘Self-Esteem Team’. Selv-Værds drivende sentimentale talemåder opmuntrer til en narcissistisk, selvorienteret ‘mig, mig, mig’ generation (‘Love the skin you’re in’, ‘Ego-boosting tips om at genbekræfte sig, ‘selvværd’ ‘skrive ti mest forbløffende ting ned om dig selv hver morgen,’ ‘bliv din egen bedste ven’) Og Selvværds kulturen opmuntrer voksne til at gå på listefødder om børns følelser og føje sig deres meninger, fordi vi jo ellers skader deres velbefindende. 

National Association of School Psychologists med base i USA udgav en meget citeret artikel om, hvordan forældre og skoler kan sætte skub i selvværdet hos børn: “Voksne skal omhyggeligt lytte til børnene uden at afbryde, og burde ikke fortælle børnene hvordan de skal føle.” Samtidig fortæller organisationen Family Lives forældre om ‘ikke at sætte etiket på, kritisere eller lægge skyld på dit barn, da dette ville give dem et negativt budskab der ....kan have en skadelig virkning på deres følelsesmæssige velbefindende senere i livet.’  

Det er så sagens humle. Der er intet mysterium i absurditeterne ved de studerende ved Stepford. Vi burde heller ikke undre os over deres pludselige fremkomst. Vi - det voksne samfund - beskytter børn fra kritik og suspenderer vor kritiske dømmekraft for at massere deres selvværd. 

Vi skræmmer dem ved at ‘katastrofegøre’ en endeløs liste af frygtscenarier. Vi gør dem hyperopmærksomme på potentielle misbrugssituationer fra voksne og deres lærere, pædagoger. Vi tilskynder dem til at opfatte krænkende ord som fysisk vold. Og vi har kort sagt, skabt vor egen overængstelige, letkrænkede, censurbefængte, tyndhudede Frankenstein uhyre. Vi skabte Generation Snowflake.

Claire Fox is the director of the Institute of Ideas, and author of I Find That Offensive!

http://www.spectator.co.uk/2016/06/generation-snowflake-how-we-train-our-kids-to-be-censorious-cry-babies/