søndag den 29. maj 2022

Hvorfor er der stadig et the South i Amerika?

 

Hvorfor der stadig er et the South?

Mike Konrad

Her i april måned er det 175 år siden Den Amerikanske Borgerkrig (Civil War) sluttede. Jeg har set afficionados på begge sider beklage hvad der sket, samtidig med de diskuterer hvem der havde ret, og om det som gik tabt.

Jeg er ikke aficionado af the Lost Cause Theory. Nogle der forsvarer Dixie hævder problemet var ‘staternes rettigheder’ dog så er den underliggende hovedårsag til krigen  - slaveriet. I hans "Cornerstone Speech" af 21. marts 1861 fastslog Confederate vicepræsident Alexander H. Stephens' direkte at slaveriet var selve grundlaget for Southern samfundet. Fire stater: Mississippi, Texas, Georgia, og South Carolina, oplistede endog slaveriet blandt deres bevæggrunde for at skille sig ud.

Fire stater gik videre. Texas, Mississippi, Georgia og South Carolina udstedte ekstra dokumenter som man plejer at henvise til som “Declarations of Causes"…

To større temaer kan ses i disse dokumenter: Slaveriet og ‘staternes rettigheder.’ De fire stater forsvarede ihærdigt slaveri, samtidig med de kom med varierende påstande i relation til ‘staternes rettigheder.’ -- Battlefields.org

Det sædvanlige svar er, at the South afslog det foreslåede Corwin Amendment der ville have ‘beskyttet’ slaveriet i syden, og tilbage ville så være udfordringen med ‘staternes rettigheder.’

Problemet med det argument er at the South ikke ønskede slaveriet “beskyttet.” Snarere ønskede the South at slaveriet kunne gå helt til Stillehavet. De ønskede New Mexico, Arizona, og endog det sydlige Californien at tillade slaveri. I deres tankesæt var the Corwin Amendment ikke tilstrækkelig.

The Arizona Territory stemte for at slutte sig til the Confederacy marts 1861, men det var ikke før 1862, at regeringen i territoriet kom frem til officielt at erklære sig som del af the Confederate States of America. -- History

En gruppe ønskede endog at slaveriet skulle udvides til over hele Caribien.

I 1854 skabte en lille gruppe pro-slaveriet sympatisører the Knights of the Golden Circle, et hemmeligt selskab hvis mål var at skabe et stort nyt imperium for slaveriet -- en der skabte en “gylden cirkel” fra the deep South over Mexico, Cantralamerika, dele af Sydamerika og Caribien. -- Smitsonian Associates

Ved mere end en lejlighed forsøgte en Tennessee født lejesoldat William Walker at oprette en slaveejer republik i Latinamerika. Forestillingen om at udvide slaveriet var ikke en fantasifyldt tanke opstået over mint juleps.

For en region der hævdede at elske ‘staternes rettigheder’ blev the South rasende da the North fortolkede ‘staternes rettigheder’ som forbud mod handel og flytten af slaver i deres territorier....indtil the Dred Scott bestemmelsen, der så helt bort fra følelserne hos the North. Det var det med ‘staternes rettigheder.’

Staternes rettigheder’ var ikke den grundlæggende årsag. På en måde var Civil War et sammenstød af kulturer: Frie versus slave... for at parafrasere Lincoln. Men der er dog langt mere.

Jeg er yderst forbløffet over, hvordan medierne nedtoner skaderne, især når det drejer sig om the South, Vi får at vide at Civil War var frygtelig, blot ikke hvor frygtelig den faktisk var.

Lad os derfor udføre lidt beregninger, som når man skriver på bagsiden af en konvolut, en teknik der blev gjort berømt af fysikeren Enrico Fermi, der demonstrerede, hvor meget man kan udlede ved simpel logik

Ved begyndelsen af Civil War, var der 9 millioner mennesker i the South.

I the Confederacy, blev befolkningstallet anslået til 5,5 millioner frie og 3,5 millioner slaveholdt...... -- National Park Service

Af de 9 millioner var kun 5,5 millioner hvide.

Af de 5,5 millioner hvide var 2,75 million mænd.

Af de 2,5 million var rundt regnet halvdelen enten for gamle eller for unge ... tilbage cirka 1,4 millioner til brug i militæret.

Husk, at det for langt den overvejende del var mennesker der boede på landet, i store familier, med en masse ganske unge. Dette er ikke en konklusion hentet i den blå luft, Historisk set falder fertiliteten kun når mennesker bosætter sig i byerne..

Af de 1,4 million var muligvis 30% ikke 'brugbare' af helbredsårsager eller andre legitime undtagelser.

Således ville the South kunne mønstre cirka 1 million mænd, højst. I praksis mønstrede the South 880,000 mænd meget tæt på det maximale. Andre kilder har oplistet højere antal. Når køn, alder og helbred benyttes er det cirka en femtedel eller en sjettedel af en hvilken som helst befolkning der er i stand til at kæmpe. Og the South rammer ganske præcist denne teoretiske grænse.

The National Park Service oplister tilskadekomne hos the Confederate således:

94,000 dræbt i slagene

164,000 ved sygdomme

194,026 sårede i kamp

31,000 som krigsfanger

Husk at en masse af de sårede mænd blev lemlæstede for resten af livet. Moderne kirurgi eksisterede ikke i det 19. århundrede.

 

Reflekter nu over at næsten halvdelen af den teoretiske mængde blev dræbt, såret eller døde som følge af sygdom.

Bemærk også at nyere historiografi synes at indikere at jo nærmere man ser på tingene des højere bliver tallene. Læg dertil post-krig hungersnød, og sygdom etc. Mit velovervejede gæt er at disse nye tal stadig er for lave.

Ved at gennempløje nye digitaliserede folketællings data fra det 19. århundrede har demografihistorikeren J. David Hacker, Binghamton University i New York, genberegnet dødstallet og øget det med mere end 20% --  to 750,000…

Det hjælper med til at du kan forstå, især i the South med den meget mindre befolkning, hvor altødelæggende krig blev.”

-- New York Times (2012)

Dette var mændene der førte en kultur, en civilisation videre. De ældre reproducerer ikke,  mens det er de under 14 som ikke er fuldt uddannede i civilisationen som skal føre den videre. De som er syge kan få børn, men ofte gør de det ikke - helt sikkert mindre i det 19. århundrede uden antibiotika.

Således var de 880,000, eller højere, der drog ud for at kæmpe under the Stars and Bars tæt på at være alt der kunne krybe og gå i the Southern kultur ... og cirka en tredjedel - muligvis langt flere . kom ikke tilbage i stand i ‘god stand’ eller de kom slet ikke tilbage.

I bund og grund kom en overgangsgeneration tæt på udslettelse. Havde antallet af tilskadekomne hos the South været blot en smule højere, ville ethvert kulturelt kendetegn i the South - og her overvejer jeg slet ikke racerelationerne - være fortabt.

Børn, især sønnerne lærer af deres fædre. Og hvis en tredjedel af dem ikke får et godt hjem under gode forhold, hvem bærer så kulturen videre?

Kvinderne? Jo, måske til døtrene. Men hvem oplærer sønnerne?

Der kunne have været tropper fra the North og/eller mænd fra nordstaterne der flyttede ned South for at udfylde hullerne. Katastrofer som denne er præcis sådan nationer forandredes.

Ødelæggelse af en sådan størrelsesorden tvang med tiden Highlands skotterne og irerne til at miste deres gæliske sprog. Det er derfor waliserne nu taler engelsk i overvejende grad..

Havde the South kæmpet videre i blot nogle få måneder - trods særdeles ugunstige odds - hvor the North blev endnu stærkere og the South svagere -- vil antallet af ofre have nået folkedrab niveau. Ikke nødvendigvis i den forstand af befolkningen blev udslettet, men en kulturel udslettelse, som jo også er en  accepteret definition.

Nuvel jeg er ikke fan at the Confederacy, og nogle af apologeterne for the Lost Cause gør mig frustreret med deres ynkelige forsvar for adskillelse. Imidlertid bliver jeg forbløffet når man undersøger the Civil War og the Reconstruction Jeg forundres over at the South, som en særegen amerikansk subkultur, i det hele taget overlevede. 

Jeg er forbløffet over at der ikke skete en mere omfattende udskiftning af befolkningen. Kredit til kvinderne i the South for deres ihærdige indsats. Mange andre kvinder ville være kollapset under den byrde..

Dette, mere end noget andet, mere end racisme - skønt racismen mere eksisterer i the South end andre steder -- forklarer hvorfor det vil være umuligt at fjerne de Neo-konservative sympatier hos mange Southerners. Det forklarer hvorfor så mange respekterer Confederate monumenter, og er imod at de fjernes.

Tænk på King Arthur legenderne der jamrer over anglo-saksernes erobring af Celtic Britain for 1600 åtsiden og håber på en fremtidig Celtic King skal vende tilbage..

Den historiske figur Arthur som en sejrende kriger fra det 5. århundrede der fører kelterne (briterne) i kamp mod de saksiske invadører.... BBC

Det er derfor Skoland rejste monumenter for William Wallace århundreder efter England havde vundet.

Endelig så tænk over, hvor mange af disse Southerners der stammede fra skotter og walisere, og man ville kunne forvente at legenderne om Confederate heltene vil hænge ved længe efter vores ‘korrekte ledelse’ er faldet i søvn igen .... om Herren bestemmer.

Igen, jeg er ikke fan af the Confederacy, men kan forstå, hvorfor den har et fast greb og appel for så mange.

Mike Konrad is the pen name of a writer who wishes he had paid more attention in his Spanish class, lo those many decades ago.

https://www.americanthinker.com/articles/2022/04/why_the_south_lives_on.html

tirsdag den 17. maj 2022

Menneskeskabt klimaforandring for intet at regne med en supervulkan

 

Menneskeskabt klimaforandring for intet at regne med en supervulkan


Andrea Widburg


Jeg tror ikke det er et tilfælde at så mange af de mest hysteriske, grønne klima-forandrings befinder sig i urbane regioner.

En stor by repræsenterer det tungeste menneskelige fodaftryk, noget der vildleder folk til at tro at mennesket kan skamride naturen. Faktisk halter vi mennesker altid bagud, idet vi håber på det bedste. Uanset om det er jordskælv, oversvømmelser, tørker, orkaner, eller blot ubønhørlig grøn bevidsthed (f.eks. urskov over det hele, kudzu (hurtigtvoksende plante) så er det at når naturen får ‘medvind’ står vi tilbage som myrer efter et menneske har sparket til myretuen. Og helt sikketr er det mest for forbløffende og ødelæggende eksempel på naturens kræfter - en Vulkan Det er derfor vulkansk aktivitet i Antarktisk er en smule foruroligende.


 
Kudzuplanten der breder sig voldsomt

Som Mount St. Helens udbrud i 1992 demonstrerede kan et udbrud i mellemstørrelse ændre det lokale miljø. Da Vesuv eksploderede i a.d. 79 begravede udbruddet Pompeji og Herculaneum i næsten 1500 år, slog anslået 2000 mennesker ihjel.  

I 1815, gik Mount Tambora i udbrud, spyede så meget skidt i luften at den skabte en ‘vulkansk vinter. Næste år, 1816 blev kendt som “året uden sommer” fordi den globale temperatur faldt så dramatisk. Følgen var mangel på mad. (Hvis blot flere grønne og klima changistas forstod, at det er den globale afkøling der dræber, ikke global opvarmning, ja så ville verden være et bedre sted.)

Men er det faktisk store “supervulkaner” der bør skræmme os? Hvis du har oplevet Yellowstone, så ved du at det er et af de smukkeste steder på jorden. Men denne enorme fredelige dal var engang en supervulkan der gik i udbrud for cirka 640000 år siden. Skulle det ske i dag ville de omkringliggende stater blive dækket af brændende strømme, og resten af the U.S. ville opleve askefald, ødelagte lunger og afgrøder - og så var det  såmænd kun en mindre supervulkan.

Den største supervulkanudbrud vi kender var Youngest Toba  på Sumatra, Indonesien for cirka 75000 år siden. Den producerede anslået mellem 2,200–4,400 millioner tons  H2SO4, og det udspyede materiale svarer til 2,000–13,200 km3. Det sidste udbrud i Yellowstone er til sammenligning ‘kun’  1,000 km3 materiale.

Image: Eruption at Fimmvörðuháls at dusk by Boaworm.  CC BY 3.0.


Det sidste officielt erkendte supervulkan udbrud skete for ca. 26500 år siden på New Zealand. Disse store udbrud er så heldigvis ikke ofte indtrædende hændelser. Ikke desto mindre kan du på Legal Insurrection, læse om hvad der kan være en lurende supervulkan på Antarktisk. Man blev opmærksom på regionen på grund af en ‘sværm’ af 85000 jordskælv i 2020 på en periode af seks måneder som vi nu ved skyldes magma fra en underjordisk vulkan i aktivitet.

Lige for tiden, grundet iskappen er så tyk kan videnskabsforskerne kun gætte på hvpor meget magma der er nedenunder. Imidlertid er det bedste videnskabelige gæt at det er en udviklende "mantle plume"—og det er slemt. 


Denne mantle plume — nogle kendes som supervulkaner — pumper cirka 200 milliwatts energi per kvadratmeter ud.

Baggrundsvarmen nedenfra jordens indre i ikke-geologisk aktive områder er cirka 40 til 60 milliwatts.

Den der befinder sig under Antarktis at være nogenlunde i samme liga - op til 150 milliwatts.

Skulle denne vulkan gå i udbrud vil hele eller dele af Antarktisk smelte meget hurtigt og oceanerne vil stige voldsomt, ikke den centimer eller to der gør at grønne går i panik. Oveni det vil solen blive formørket i årevis. Da Toba udbruddet indtraf faldt temperaturen på Jorden - ikke med en eller to grader men med 15! På den tid faldt befolkningstallet voldsomt - nærmest til udslettelse af menneskene. 

Vi lever lige nu i en god periode, en hvor vi besidder en vis modstandsdygtighed over for det værste Jorden kan byde os imod. Vi burde nyde denne æra, drage fordel af teknologiens vidundere for at kontrollere varmen og kulden, forstærkningen af bygninger mod jordskælv og advarsler i forvejen om slemme vejrforhold, samtidig med vi handler som gode vogtere af Jorden til gavn for alt liv.


I stedet hyler og løber klima changistas rundt og fremmaner at Jorden snart vil koge over eller fryse til eller blive oversvømmet eller tørret ud, og derfor skal vi alle være paniske, fordi vi intet brugbart gør. Vi kan gøre nyttige ting, fordi Jordens klima har altid være under forandring og altid vil, og fordi en grand solar minimum (solpletter, solstorme) er på vej mod os burde vi altid benytte ‘de fede år’ til at forberede os på ‘de magre.’ 


Takket været de maniske grønne plus effekterne ved COVID og krigen i Ukraine kan vi måske stå foran ‘de magre år’ uden at have forberedt os godt nok. 


https://www.americanthinker.com/blog/2022/05/anthropogenic_climate_change_will_be_a_nonissue_if_this_volcano_blows.html


torsdag den 12. maj 2022

De oprindelige folks liv var absolut ikke ren idyl afslører hule i Mexico

 

De oprindelige folks liv var absolut ikke ren idyl afslører hule i Mexico


Andrea Widburg


En af de narrativer venstreorienterede benytter er at de Indfødte Amerikanere levede  idyllisk pastoral harmoni. Dette Paradis blev brutalt smadret af de invaderende europæere og deres kristne gud. Der er en vis sandhed (nogle Indfødte amerikanske stammer var fredelige og nogle europæere brutale)(, men det er ikke vigtigt for venstreorienterede. Engleagtige oprindelige folk og onde hvide er udgangspunktet. Det er derfor det er spændende at erfare om skæbnen for 150 mennesker hvis skeletter blev fundet i en hule i Mexico. 

Skeletterne blev faktisk fundet for 10 ¨år siden. Nu , gennem Guatemala's Institute of Anthropology and History er det blevet afgjort, hvornår og hvordan disse mennesker døde. Det viser sig at de var ofre for menneskeofringer for cirka 1000 år siden:

Politiet i 2012 var ikke dumme. Grænseområdet ved byen Frontera Comalapa i den sydlige Chiapas stat var længe plaget af vold og trafickking af immigranter. Og stabler fra præ-Hispanic tid af kranier i Mexico viser sædvanligvis et hul banket gennem hver side af hvert kranium. Man plejede at finde disse på ceremonielle plazas, ikke i huler.

Men eksperter sagde, at ofrene i hulen sandsynligvis er blevet rituelt halshugget og kranierne udstillet som en slags trofæudstilling kendt som en "tzompantli." Spanske conquistadores skrev om at de så sådanne rækker i 1520’erne, og hos nogle spaniere gav det vrede, fortørnelse. 

Sædvanligvis blev kranierne bundet til træpæle ved de huller man slog gennem kranierne - almindelig praksis hos Aztekerne og andre kulturer - eksperter siger at kranierne i hulen kan have hvilet ovenpå pælene, fremfor at være bundet til dem. 

  • CBS bemærker at disse kranier ikke er de eneste eksempler på ofringer som arkæologerne har fundet.

I 2015, fandt arkæologer en trofæopstilling af ofrede menneskekranier ved Aztec ruinen i Mexico City's Templo Mayor.

Samme år blev kulturgenstande ved Zultepec-Tecoaque ruinen fundet, og stedet åbenbarede bevis på at hundredvis af mennesker i en spansk ledet konvoj var blevet fanget, ofret og tilsyneladnede spist. 

Ifølge et andet studium som CBS citerer var rituelle ofringer et middel til social kontrol i samfund under udvikling. 

Image: The tzompantli illustrated in the 16th-century Aztec manuscript, the Durán Codex.  Public domain.

De oprindelige kulturer i Americas gik fra Stenalderniveau til noget der kan ligne præ-kristen hedensk kultur (tænk Aztekerne og Mayaerne). De tilbad myriader af guder forbundet til naturens kræfter og i en tilstand af næsten konstant, fortsættende vold. Som Steven Pinker forklarer i The Better Angels of Our Nature: Why Violence Has Declined, i forhistoriske tider så var vold mod de andre et nødvendigt aspekt af det at overleve fordi ressourcerne, mad, vand, husly og kvinder) var sparsomme og fordi de “andre” nok sandsynligvis ville slå dig ihjel dersom du ikke slog til først.

Vor forfædre, skriver Pinker, overalt på kloden, var yderst aggressive, hvilket nok stammer fra vor primatophav. Stenalderstammerne verden over levede i konstant krig mod hinanden, noget som Pinker beskriver i grafisk detalje. Det endte ofte med kannibalisme eller ofringer til de lunefulde guder. 

Europæerne gik naturligvis gennem de samme faser, men på den tid de ankom til Americas var der sket en ændring og den ændring var Kristendommen. Under æraen med opdagelsesrejser holdt europæerne  fast i råheden og volden fra fortiden, men gik bort fra menneskeofringer. 

Jøderne, men beretningen om den bundne Isak, var den først kendte gruppe der konkluderer at deres Gud var imod menneskeofring. Af forskellige grunde gik de store præ-moderne kulturer i Europa og Mellemøsten (Babylonierne, grækerne, og romerne) også bort fra menneskeofringer, og over til dyreofringer til deres guder.

Alligevel, på den tid da Kristendommen dukkede op, anvendte store dele af Europa udenfor Roms rækkevidde stadig menneskeofringer (kelterne og germanske stammer). Kristendommens idealer hjalp disse hedninger til forståelse af at de ikke længere behøvede at ofre fordi Kristus var en ultimative offer. Det var synkretisme af fineste karakter..

Da europæerne ankom til Americas var de stadig rå og voldelige sammenlignet med moderne folk, Dog havde de udviklet en afsky mod ofringer og kannibalisme. Det venstreorienterede ikke ønsker folk skal vide er at mange af de oprindelige folk i Americas var taknemmelige for at slippe af med de horrible handlinger. 

At fremføre denne pointe er ikke det samme som at sige europæerne er overlegne og de oprindelige folk mindreværdige. Det er, i stedet, at når to kulturer mødes, og en af dem stadig er på Stenalderniveau så har den kultur der har udviklet sig væk fra menneskeofringer og kannibalisme mere appel hos de mennesker der mest sandsynlig var emner, ofre for den uhyrlige praksis.

Således var de oprindelige folk i Americas kloge idet de allierede sig med europæerne for at opnå fordele frem for deres nabostammer. Mange af dem var også villige til at acceptere Kristendommen i stedet for den blev dem påtvunget. Det er forkert at lade som om, som venstreorienterede gør når de underviser vore børn, at Americas var et paradis af uskyldige fredelige og smukke mennesker, og at de europæiske opdagelsesrejsende var nederdrægtige mordere der påtvang Kristendommen på disse blide Gaia tilbedere. Som skeletterne i hulen viser, er det ægte billede helt sikkert langt mere kompleks og interessant. 

https://www.americanthinker.com/blog/2022/05/a_mexican_cave_disgorged_a_massive_precolumbian_crime_scenea_mexican_cave_disgorged_a_massive_precolumbian_crime_scene.html


torsdag den 5. maj 2022

Når skaberen af stor kunst faktisk er en slyngel

 

Når en skaber af stor kunst faktisk er en slyngel


Michael Curtis


Menneskets intellekt er tvunget til at vælge det bedste i livet eller i det skabte.

Et stadigt problem er, hvordan man skelner mellem det skabte og dets skaber. Denne grundlæggende udfordring er så klokkeklart udtrykt hos Jacques Maritain at “et menneske kan meget vel være en stor kunstner, og et slet menneske.” Kunsten i sig selv, skrev han, udstilles i arbejdets kvalitet, ikke i menneskets kvalitet. Er  kunstnerens første ansvar knyttet til hans arbejde, alligevel i konflikt med moralske værdier?

Hvorledes skulle vi så bedømme individer og deres kulturelle bidrag`Hvordan kan vi bedømme Caravaggio, en italiensk maler der skabte en form for chiaroscuro og dramatisk lyssætning, men var en person med en noget anløben karakter, en morder, der slog en rival ihjel på en tennisbane, eller var han et destruktivt geni? Burde han dømmes fra hans bidrag til kunst eller i overensstemmelse med hans umoralske og afvegne karakter?

Det generelle problem er, at den kulturelle kreation i kunst eller litteratur i sjældne undtagelser, som Guernica, er relateret til moralske værdier. 

 

Man kan pege på nogle få af de utallige individer, hvor at dømme er kontroversielt. Ezra Pound, en hædret digter, men forræder, der sendte anti-amerikanske og antisemitiske radioudsendelser i Italien under 2. Verdenskrig. Paul Gauguin forlod sin hustru og fem børn i Frankrig for at male og føre et liderligt seksualliv på Tahiti, og smittede 13-14 børn med syfilis. 

Ville du gå over gaden for at hilse på Edgar Degas? Han betragtes som en modernistisk mester, men var en ihærdig fortaler, som Cezanne og Renoir, for at Alfred Dreyfus var skyldig. Som nederdrægtig antisemit afsluttede han sine relationer med jødiske venner, som Ludovic  Halevy og Camille Pissarro, den jødiske impressionist.  

Linda Nochlin, kunsthistorikeren skrev engang, ganske kontroversielt, at effekten af antisemitisme var absolut minimal i Degas kunst. Selvom det måske er validt, dog usandsynligt, kan samme konklusion så benyttes om Richard Wagner hvis antisemitiske følelser var åbenbare og ikke kan udfordres? I hans tilfælde opstår to relaterede spørgsmål: Omfanget af hans antisemitisme påvirkede det hans kompositioner og skal man være klar over dybden i den for at vurdere hans musik? I den forbindelse kan man så beundre dirigenten Herbert von Karajan, vidende han var Nazist? 

Nyere kulturpersonligheders væremåde gør en vurdering af dem vanskelig. Eric Gill en fremragende britisk katolsk skulptør, hvis værk udsmykker fronten af Broadcasting House, hovedkvarteret for BBC i London, en succesrig maler af skrigende ansigter og døende paver, var en modbydelig drukkenbolt, en sadist og seksuelt perverteret misbruger af bøsser og egne døtre.

Philip Larkin, digteren og jazzelskeren skrev krænkedne materiale om sorte og var racist. Benjamin Britten, uden tvivl den mest betydende britiske komponist, var tiltrukket og besat af små drenge, han var pædofil. Alligevel, før vi fordømmer ham så kan hans dilemma ses og værdsættes ved at lytte til hans opera Peter Grimes i hvilken en ensom mand slår en dreng ihjel. 

Det med eftermæle er kompliceret. Lad os se på tre nutidige eksempler, trist nok. James Levine, karismatisk leder af the Metropolitan Opera i 40 år, 1976-2016, og aktiv hos the Munich Philharmonic og Boston Symphony. Han blev anklaget for seksuelle krænkelser, psykologisk manipulation og grænseoverskridende opførsel overfor sårbare individer i disses første stadier af deres karrierer - dem han havde autoritet over. Ved hans sidste fremtoning ved the Met den 2. december 2017 dirigerede han Verdis  Requiem. Teksten indeholder dette, “når dommeren kommer for at give streng retfærdighed, så skal det som er skjult åbenbares. Intet skal stå tilbage ustraffet.”

Frank Sinatra, en af de mest populære popsangere i det 20. århundrede, hvis plader er solgt i mere end 150 millioner, var en yderst kompliceret person. En fantastisk stemme, og ofte generøs, dog havde han relationer til Mafiaen og spillebuler, han besad et iltert temperament, fysisk overfaldt han andre, herunder hustruer og andre kvinder, ansatte og ejendom, og lejlighedsvis truede han med selvmord. Ganske passende står sangen  The Best is Yet to Come, på hans gravsten.

Og der er Stan Getz, født af et jødisk par fra Ukraine. Allerede som 16 årig var han måske den mest eminente tenorsaxofonist i jazzen, afslappet og lyrisk, hele tiden innovativ, melodisk og harmonisk. Uheldigvis var han afhængig af heroin på et tidspunkt. Han blev fængslet i seks måneder for forsøg på røveri af en drug store for at skaffe sig stoffer ... og han var led mod sine hustruer. Hans stofafhængighed og drikkeri påvirkede hans karakter, ofte fraværende når han ikke var på scenen, hvilket hans saxofonspiller kollega Zoot Sims omtalte som at Getz var “en hoben af rare fyre.” Trods den kendsgerning at Getz fortsatte med at være musikalsk fornyende og producerede nogle af de vigtigste jazzplader på hans tid, så havde han perioder med alkoholmisbrug og depressioner før han endelig blev ædru i sine sidste år. 

Hvem burde vi hædre som skaberne af kultur?

Publikationer her i april 2022 af biografier at to større kulturpersonligheder, Charles Dickens og Pablo Picasso stiller spørgsmål om bedømmelsen af individer.

Charles Dickens, 1812- 1870, begyndte som journalist, skrev 15 romaner, en hoben af noveller, essays og udgav et ugentligt tidsskrift i 20 år. Hans baggrund er velkendt. Ludfattig som barn, var autodidakt. Forlod skolen og arbejdede i en alder af 12 år ti timer om dagen på en fabrik der fremstillede støvlepoleringsmidler, samtidig med hans far var i gældsfængsel. Amatørskuespiller blev han også - og så var han ikke mindst social aktivist.

Dickens var den klassiske opfattelse af en forfatter, gående fra klude til rigdom, en yderst beundret person hjemme som ude, en talentfuld skaber af karakterer og personligheder. Han skabte en A Christmas Carol måske hans mest populære værk. Dickens var teaterentusiast, optrådte selv som skuespiller for Dronning Victoria. Han argumenterede også mod slaveri, pøbeltendenser, sygdomme, det overdrevne liv i luksus og skrev kritisk om dobbeltmoral, hykleri og de undertrykkende dele af samfundet, der især gik ud over børn. 

Men Dickens er blevet anklaget for to ting. Han var ikke en hæderværdig karakter, han var en elendig ægtemand og far, og hans “dystre” romaner som  Bleak House og Dombey and Son, afspejlede dele af hans egen personlighed, og han er anklaget for racisme, fremmedhad og imperialisme. Var han antisemit? Udover den overordnede skildring af Fagin i Oliver Twist, så nævnes Fagin som værende jøde 250 gange. Han forlod sin hustru og ti børn og boede sammen med en 18 årig skuespiller Ellen Ternan. Han er begravet ved Poet’s Corner, Westminster Abbey.

Racismeanklagerne mod Dickens stammer fra hans kommentarer på forskellige steder og tider om Indien, Irland, Kina. Især hans holdning til Sepoy Mytteriet i 1857 (indien) hvor 120 britiske kvinder og børn blev slået ihjel. Han beskyldes for at være afvisende over for “primitive” kulturer. Skønt han talte mod slaveri støttede han  the Confederacy under Den Amerikanske Borgerkrig. 

Og endelig har vi så udfordringen, hvordan vi skal dømme Pablo Picasso. De fleste tager det for givet at han er den største kunstner i forrige århundrede og var fornyer og skaber af hidtil ikke sete innovative teknikker i sit enorme udvalg af skulpturer, malerier, tryk og tegninger. I hans tilfælde er problemet med at vurdere ham at skelne mellem skaberen og værket. Han kaldte sig selv en offentlig entertainer, der forstod sin tid og tjente på det. Det er blevet sagt at hver af hans værker er et unikt stykke selvbiografi, et særligt øjeblik i hans liv, udstillende virilitet og styrke. 

Han sagde selv at hans arbejde kan ses på syv forskellige måder, hver af dem et dokument om hans relation med syv forskellige kvinder i hans liv, fra Fernande Olivier til Jacqueline Roque. Han bedrog dem og behandlede dem elendigt, og undtaget Francoise Gilot gjorde han deres liv elendigt. 

Han var en stor kunstner, nærmest uhyggelig fyldt med energi, konstant arbejdende, men han var narcissist, kold, kynisk, ufølsom og nedladende, og måske hadede han kvinder. Således står vi tilbage med det indledende problem: Burde vi beundre ham  tage hans værker seriøst eller tage afstand fra ham fordi han misbrugte kvinder så voldsomt? Uanset hvad man beslutter sig til om Picasso, så har vi stadig Guernica, hans dybfølte reaktion mod Nazibombning af byen i Baskerlandet, der viser krigens rædsler, de uskyldige civiles lidelser og mordene på børn.

https://www.americanthinker.com/blog/2022/04/when_the_creator_of_great_art_is_a_scoundrel.html