Drukne i melasse - helt bogstaveligt

Drukne i melasse

Den 6. december 1773, kastede the Sons of Liberty, en gruppe af senere amerikanske revolutionære 342 kister med britisk te i Boston havn - det vi i dag kender som the Boston Tea Party.  Ingen døde.

Nogle få år tidligere havde borgere i Boston generet de britiske tropper og kastet snebolde mod dem. Soldaterne åbnede ild mod folkemængden - 5 døde.

Men i 1919 skete der noget værre i Boston. Ikke på grund af Redcoats (britiske soldater), men ved melasse der slap ud.

The Boston Molasses Tragedy of 1919 fandt sted i januar måned, da en 50 fod høj melasse tank med over to millioner gallons melasse kollapsede, eksploderede og en dødbringende sød, klæbrig - ‘flodbølge’ slap løs. En bølge på op til 15 fods højde og med en fart af 35 miles i timen tordnede gennem Bostons North End Bygninger knustes, jernbanespor revet op, og heste og mennesker druknede. Ulykken krævede 21 menneskeliv og sårede 150.

.

Udslippet af melasse viste sig også særdeles vanskeligt at gøre rent efter. Man brugte over 80000 mandetimer på at skrubbe gader og veje fri for det klæbrige stof, og dele af havnen var brun hele sommeren. Ulykken førte også til en del retssager, og dermed kan vi få indsigt i, hvordan retssystemet fungerede tidligt 1900.  Der berettes, at der “var cirka 125 retssager anlagt mod the United States Industrial Alcohol Company” og “da der var så mange advokater beskæftiget at der ikke var plads nok i Domstolene, slog de sig sammen og valgte to repræsentanter for forurettede.” Retssagerne varede over seks år at komme igennem, - til sidst betalte USIAC rundt regnet $7,000,000 i nutidens penge.

The Boston Public Library har en fotoserie om ulykken, med avisforsider - kan ses på Flickr.

Bonus fakta:  Limburger ost, kendt for sin særprægede tunge duft, blev engang hovedemenet i the Limburger Cheese War mellem Monroe, Wisconsin og Independence, Iowa, da førstnævntes postmester nægtede at levere noget ost afskibet fra sidstnævnte. Krigen var uformel, ganske venlig - ingen kom til skade, udover nogle røgede sild.

Vi kommer alle til at sulte ihjel - igen

Jeffrey Folks

Ifølge udkastet til en ny United Nations IPCC report, "Climate Change and Land," befinder verdens lande og vandressourcer sig i alvorlig tilstand. IPCC’s rapport er skabt af 108 ekspertet fra 52 lande, udnævnt af regeringer, observerende organisationer, og medlemmer af IPCC.

(Jeg erindrer ikke at have modtaget en invitation, trods min omfattende interesse i energiforbrug og fødevareøkonomi - hvorfor ikke?)

“Eksperterne” insisterer på at ørkener bliver større, at ekstrem vejr ødelægger afgrøder, og 10% af Jordens befolkning allerede mangler mad. Snart vil menneskeheden som et hele mangle føde, millioner vil sulte og nationer vil blive kastet ud i kaos når befolkningerne går i færd med krigsførelse og massemigration i søgen efter mad. 

Hallo! Det er jo Thomas Malthus endnu engang.

FN klimaeksperterne har spillet denne grammofonplade så ofte at den nu lyder elendigt - som at lytte til "Blowin' in the Wind" 140 gange til.

Ulig Malthus, der mente masse hungersnød var uundgåeligt (og at den kunne “løse” problemet med overbefolkning, dog med en ubegribelig omkostning som følge) synes IPCC eksperterne at have en mere ‘blid’ venligere løsning: Lad alle Jordens ressourcer og industrier komme under kontrol af verdens klimakommissærer. Indkald eksperter til at regulere brug af jord, fødevaredistribution og energi produktion. Opgiv vor frihed til at leve som vi ønsker, rejse som vi ønsker, og spise som vi ønsker, og eksperterne vil frelse.

Man kan brødføde ti gange så mange mennesker med kornprodukter som med kød skabt ved brug af korn, så at blive veganer synes at være aldeles udmærket for eksperterne. Men hvem skal så holde øje med at det indføres og med hvilke midler? Og hvad med friheden hos de som tvinges til at spise broccoli i stedet for en bøf? 

Det virkelige problem, mener jeg er, at IPCC, der er et ikke valgt panel af teoretikere synes at være ude at trit med almindelige borgere. Et panel bestående af almindelige Joe’er ville klare det bedre i repræsentationen af menneskeheden som et hele.

Eksperterne kan meget vel mene at menneskeheden bare kan gå bort fra kødforbruget - vupti problemet løst, men sådan ser de fleste ikke på det. Kødforbrug især i udviklingslandene bliver stadig større, fordi befolkningerne ser kødet som en luksusvare. Kinesernes forbrug af kød pr. indbygger er øget fra 5 kilogram i 1961 til cirka 55 kilogram i dag. En ting er at eksperterne selv nægter at spise svinekoteletter, men har de virkelig ret til at påbyde milliarder andre at undgå kød?

Opsummeringerapporten fra IPCC udgivet den 08.07. fastslår at en global mangel på mad kan være årsag til massemigration fra fattigere lande til rigere. En New York Times artikel om rapporten lader formode at den seneste immigration fra Centralamerika til USA i dag kan være igangsat af fødevaremangel der igen skyldes global opvarmning. Jovist fattigdom er helt sikkert årsag til megen illegal immigration til USA, men at mene at det er global opvarmning der er hovedårsagen er at strække argumentet for langt.

Årsagen er faktisk Amerikas antikverede immigrationslove, love som Democrats nægter at gøre noget ved da masse immigrationen passer fint i deres planer om politisk kontrol baseret på rigtig mange flere Hispanic stemmer. Illegale bestormer vore grænser, fordi Democrats opmuntrer dem til det.  

FN rapporter kæder den formodede fødevarekrise sammen med global opvarmning, som man hævder skader topjorden, vandforsyninger og udbyttet af afgrøderne. Virkeligheden er det modsatte. Varmere temperaturer, hvis de stiger, vil udvide området for afgrøder i tempererede regioner. Kæmpe regioner i Canada, Alaska og Rusland vil kunne bruges til landbrugsafgrøder. Endog Grønland ville med tiden igen være “Grøn” som det var under en varmeperiode da øen blev koloniseret af nordmænd i det 10. århundrede. Højere niveauer af CO2 vil give planter flere vækststoffer, føre til større udbytte i afgrøderne. 

IPCC som hævder at global opvarmning underminerer fødevareproduktionen er ikke støttet af de nuværende kendsgerninger. Ifølge the British Geographer, er verdens landbrugsproduktion siden 1961  øget med 240% og i en hastighed hurtigere end verdens befolkningstal øges, og der er ikke tegn på at hastigheden sænkes. Pålidelige data indsamlet fra andre kilder viser også en hurtig stigning i den globale produktion af fødevarer siden 1960. I løbet af perioden, hvor global opvarmning formodes at decimere land til landbrugsformål ved tørke, oversvømmelser og storme er det samlede areal til landbrugsproduktion vokset fra 4.38 milliader hektarer (1960) til 4,87 milliader hektarer, og intet årti med tegn på nulvækst.  Dog hævder IPCC at den globale opvarmning accellerede siden 1990 gør at der bliver mindre landsegnede jordstykker. Det er ikke sandt. Og hvor efterlader det så bøffen?

Det bagvedliggende tema i alle tidligere IPCC rapporter synes at være at et globalt system skal sættes i værk for at regulere brug af fossile energikilder for at dæmpe opvarmningen. Nu føjer IPCC så landbrug til de menneskelige aktiviteter der skal reguleres for at undgå katastrofen.

I sidste ende sker det at enhver menneskelig aktivitet, herunder selve eksistensen af menneskene - en større kilde til CO2 og metanudledninger - vil skulle reguleres og begrænses for at nå eksperternes målsætning. Hvis det er nødvendigt at forbyde burgere for at redde Jorden, hvad ellers har IPCC så i skuffen til os?  

Nuvel vi må vente og se, da IPCC planlægger flere rapporter, herunder en om hvordan verdenshavene har det. Vi kan forvente flere overskrifter om miljømæssige katastrofer og flere ideer til en verdensomspændende regering. 

Den afgørende kendsgerning i dette års opdatering om den globale ‘katastrofe’ er at menneskeheden længes mere efter frihed end luksusmad. IPCC burde ikke sige at Du og Jeg skal begrænses i hvad vi vælger at spise og drikke. Hvis det så “stresser landet” eller frigiver mere metan i luften fint. Hvis landbrugsjorden så faktisk bliver “stresset” som IPCC hævder, vil priserne på kød øges til niveau der gør at kød ikke er noget det meste af Jordens befolkning har råd til. Så er det tilbage til ris og bønner, og det lang tid før vi ender ved masse hungersnød, globale konflikter eller Planetens forfald.

Den bedste metode til at opdage denne rationelle pris på kød og andre luksusvarer er via det frie marked - ikke gennem panel eksperters udgydelser.        

Løsningerne er - spis hvad du lyster, og vær lykkelig. Jeg er selv vegetar - af helbredsmæssige årsager. Jeg kan spekulere på hvor mange klima “eksperter” der mødes i Geneve til deres dyre konference har sluttet sig til mig.

Jeffrey Folks is the author of many books and articles on American culture including Heartland of the Imagination (2011).

https://www.americanthinker.com/articles/2019/08/were_all_going_to_starve_to_deathagain.html#ixzz5wSeYc4Ew 

Den lidt for dygtige hund

 

Den lidt for dygtige redningshund Hunde kan udføre heroiske ting. Jage en indbrudstyv væk, gøre opmærksom på en brand og så videre. Måske redder hunden en person i fare. I film er det skildret - husk Lassie - hvor det var normen, men det sker også i det virkelige liv.  Undertiden belønnes hunde for de gode gerninger. For over hundrede år siden uddeltes i Paris belønninger til hunde der reddede menneskeliv..Ifølge en avisartikel fra 1907, uddelte Paris medaljer til hunde der standsede tyve, selvmordere i Seinen og reddede børn der var ved at drukne. En hundeejers hund fik en medalje, fordi hunden reddede hende fra en angrebssmand ved at bide og således fik hun ikke røvet sine penge. Hun, og vel især hunden, foretrak et godt måltid til kæledyret fremfor en medalje. . Men der er et problem med at give hunde medaljer for deres heroiske gerninger For det første forstår de ikke at medaljen er en belønning - vi mennesker holder af alt skinnende vi kan vise andre, men hunde er ligeglade. Og for det andet så kan hunden lære noget uheldigt. Det skete nemlig i Paris.   En borger i Paris bosiddende ved Seinen købte en Newfoundlænder - en hunderace der er kendt for at være en god svømmer og ofte anvendes ved redningsaktioner i vand. I 1907 udførte hunden noget fantastisk. Som the  the New York Times fortalte, “legede et barn ved flodbredden og faldt i vandet og var ved at drukne. Hunden hørte råbene om hjælp og sprang i vandet og reddede det stakkels barn i tide.” Hunden blev straks udnævnt som Helt.  Som belønning fik han ikke en medalje, men et godt måltid. Der blev gjort stads af hunden af alle, og et lækker bøf blev serveret. Så havde hunden lært at det at redde et barn - giver bøf. Et par dage senere “faldt endnu et barn i vandet og blev reddet af hunden.” Endnu engang et lækkert bøfmåltid og masser af ros.   Desværre gentog ulykkerne sig. Næsten hver dag skulle et barn på mystisk vis falde i floden og ganske ‘tilfældigt’ ville den heroiske hund være til stede og trække barnet op af vandet og i sikkerhed. Og naturligvis ville hunden blive belønnet med et godt måltid for sin rosværdige indsats.  Hvis det lyder mistænkeligt så er du ikke alene om at være skeptisk. Ifølge the Times frygtede kvarteret langs Seinen at en eller anden nederdrægtig kriminel forsøgte at drukne små børn. Man nedsatte en vagtgruppe til at holde øje med børnene langs flodbredden. Efter nogle få dag blev deres formodninger bevist. En så en ‘synder’ skubbe et barn i floden. Synderen? Det var hunden. Hunden havde erfaret, lært, at ved at trække et barn op af floden se det er ensbetydende med en saftig bøf, og hunden som jo er hund, er meget glad for saftige bøffer. Det forudsætter der er et barn at redde, og det skete yderst sjældent - normalt. Derfor som the Times konstaterer, skabte hunden sine egne redningsaktioner, muligheder. “Når den så et barn der legede ved flodens kant gik den i gang med en redning."   Om byen blev ved med at belønne hunden med bøffer fortælles ikke, men højst sandsynligt ikke.  Bonus fakta: En Newfoundlænder og dens potentiale som redningshund med at redde druknende ændrede engang historiens gang.  I 1814 blev Napoleon Bonaparte styrtet som Frankrigs hersker og udvist til øen Elba ved Italiens kyst, Det lykkedes ham at flygte et år efter deportationen og burde nok ikke have søgt til Frankrig for vejret var grum og han faldt over bord hvilket ville betyde drukning.  Men som der fortælles sprang “en fiskers hund i vandet og reddede despoten fra drukning.” Han fik på kort tid sammensat en ny hær, fik kortvarigt kontrol over Frankrig for derpå at blive besejret ved Waterloo juni 1815. Man ved ikke om Napoleon gav hunden der reddede ham en bøf eller en medalje.