Bibelen må brændes, men ikke Koranen - hvorfor denne forskel?

 Hvorfor må U.S. regeringen brænde Bibler, og fordømmer at brænde Koranen

Roger Kimball

F. Scott Fitzgerald sagde, at evnen til samtidig at besidde to modsatrettede ideer var et genis kendetegn.

Hvis det var sandt må U.S. regeringen kun bestå af genier. Overvej dette: Det er ikke lang tid siden at alle og enhver, fra senator Lindsey Graham (Republikaner af en slags fra South Carolina) til General David Petraeus og udenrigsminister Hillary Clinton højlydt fordømte præsten Terry Jones for at stå for grillningen af hans Koran. At brænde en hellig bog, forstår du, var hadefuldt, intolerant og en ekstrem mangel på respekt.

Senator Lindsey overvejede højlydt på Face the Nation om, hvordan regeringen kunne "hæmme" sådanne individer der gjorde noget sådant. "Ytringsfriheden er noget storslået," sagde han, "men vi er i krig." Ann Barnhardt gjorde det mod Lindsey Graham som Apollo gjorde for Marsyas, og jeg håber at den som stiller op mod ham i 2014, genafspiller hans udtalelse og  Barnhardts video igen og igen og igen.

Men nu tilbage til spørgsmålet om genier. U.S. regeringen under Barack Obama har forpligtet sig til det yderste på at kæmpe mod enhver nedgørelse, kritik eller spørgsmål ved Islam. ("Jeg betragter det som en del af mit ansvar som præsident for United States," sagde han, "at bekæmpe negative streotypier om Islam, hvor end de forekommer") .

Imidlertid på samme tid, er det helt i orden, i Obama regimet, for U.S. regeringen af afbrænde Bibler. Jo, det er rigtigt. Bibler blev sendt til U.S. soldaterne i Afghanistan. Men U.S. regeringen besluttede at tilstedeværelsen af Bibler i dette "nidkære muslimske land" kunne opflamme de indfødte. Derfor brændte de dem. Hvorfor brændte de dem? Fordi det er militærets politik af afbrænde deres affald.

Derfor var Biblerne, ifølge U.S. politik, affald, smuds og det er helt OK at brænde dem.

Når det drejer sig om Koranen specificerer Forsvarsministeriets memo imidlertid en noget anderledes procedure: Paragraf 4, "Behandling":

1. Påførte rene handsker skal være fuldt synlige for de indsatte før handlingen.

2. To hænder skal benyttes hver eneste gang når man håndterer Koranen så man signalerer respekt og ærbødighed. Omhyggelighed skal benyttes således at højre hånd er den primære der benyttes til at manipulere nogen del af Koranen grundet den kulturelle forbindelse med den venstre hånd. Behandle Koranen som var den en skrøbelig og værdifuld kunstgenstand.

Er det ikke smukt? Håndter den "som var den en skrøbelig og værdifuld kunstgenstand." Brænd Bibelen fordi den er jo blot affald.

En ny video på AnsweringMuslims.com går virkelig i dybden med denne modsætning: http://www.youtube.com/watch?v=QL0XgbSUubI&feature=player_embedded

1. “Du må ikke brænde Koranen, for hvis du gør det går kunne muslimerne gå amok i en blodrus.”

2. “Du brænder Bibelen, for hvis du ikke gør det, vilo muslimerne gå amok i en blodrus.”

Faktisk er det modsætningsfyldte jo helt og aldeles åbenbart. Grunden til at det er helt i orden at brænde Bibler mens Koranen skal behandles varsomt som var det "en skrøbelig og værdifuld kunstgenstand" er at muslimerne og deres hellige skrifter har topprioritet frem for jøderne og de kristne og deres skrifter. Det er hvad der siges i Koranen, og det er sådan U.S. regeringen fører sig frem.

Er dette en krænkelse af 1. Amendment, forbudet mod at Staten "opretter" eller favoriserer den ene religion fremfor den anden? Forsøg du at sætte en krybbe op før Jul og du vil kunne se ACLU komme efter dig. Men håndter Koranen respektløst og U.S. senatorer, Hær generaler og Udenrigsministeren fordømmer dig og meddeler at de vil søge efter metoder til at begrænse din ytringsfrihed og stille dig til ansvar.

Således ser du: Der er trods alt ingen modsætning. Ifølge U.S. regeringen er alle religioner lige, men en er mere lige and de andre. 

Er du stadig vred?

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2011/04/16/why-it%E2%80%99s-ok-for-the-u-s-government-to-burn-bibles-but-condemn-burning-the-koran/

Artiklen er fra 2011. Intet er forandret.

 

En kvindes frigørelse

Jeg brugte mit liv på ikke at være som min mor. Måske havde hun alt det hun altid havde ønsket sig.

SUSAN SHAPIRO

“Giv lige din gamle far en kop kaffe,” bad min far mig i hans herreværelse. Jeg var 13 år. 

Drillende sagde jeg, “Jamen du har allerede een tjenende pige i dette hus.” 

Halvt i sjov sagde han, “Jeg betaler for den undervisning, hvor de lærer dig alt det kvindesludder.”

“Far vil gerne have kaffe,” sagde jeg til mor i hendes åbne Michigan køkken samtidig med jeg rullede med øjnene. Hun skyndte sig at skænke ham en kop, lagde nogle småkager ved sammen med de saltstænger han kunne lide og bad mig bære den ned til ham.

Hun nød virkelig arbejdsfordelingen, som jeg anså som værende sexistisk. Samtidig med jeg tilbad min mor så ville jeg ikke leve et liv som hendes.  

Da hun var 13 år var hun uden forældre på New York’s Lower East Side. Som 15 årig mødte hun min far på Educational Alliance, et nærliggende bosted. Hun følte sig velsignet ved at have fire ældre søskende der tog sig af hende, og håbede selv at få en stor familie.

Far ville være læge for at hjælpe sin mor og søster med at overleve brystkræft. “Jeg er netop kommet ind på lægestudiet i Midtvesten - så kommer du med eller ej,” var hans noget barske frieri fire år senere. Hun var 19 år da hun blev gift med far. 

The author’s mother at 20 as a secretary at the Merchandise Mart in ChicagoCOURTESY THE AUTHOR

Hun støttede ham ved at arbejde som sekretær i hans studieår mens de kæmpede for økonomien og de kvoter der holdt jøder ude af de bedste programmer. Hendes chef mente ikke “en fregnet jødisk pige kunne klare det at være kontorchef - og hun overraskede ham med sin vilje og ihærdighed - hvilket gav hende en kraftig lønforhøjelse. Da så far havde fået et godt arbejde, holdt stoppede hun som sekretær, 27 år gammel, for at få børn. 

Jeg var den ældste, den eneste pige. Da jeg var 8 måneder gammel var mor gravid igen. Da jeg var 7 år havde jeg 3 kloge, højrøstede, energiske brødre der tiltrak sig opmærksomhed. 

Når min far var på vagt på hospitalet var jeg “mors lille hjælper,” når hun skiftede bleer, tørrede mudder af, madede og beroligede de skrigende drenge. Jeg forventedes at hjælpe hende med indkøb, tilberede mad og servere den og rydde af bordet mens mine brødre havde ‘fornuftssnakke’ med min far. 

Jeg havde ondt af mor, og ville bare væk. Jeg mente far dog havde et spændende liv - væk fra morgenstunden, komme sent hjem, underholde os til hudløshed med historier om dumme bureaukrater han måtte bekæmpe for at helbrede de syge patienter.

Hvorfor forlod mor, tænkte jeg, sit job der lød rigtig sjovt for at være hjemmegående, gøre rent, lave mad og vaske tøj hele dagen? Det bekymrede mig at hun syntes det var nødvendigt at spørge far om hun kunne købe en kjole eller et smykke som husmødrene på TV. 

Da jeg var i teenageårende var jeg misundelig på mine brødres bar mitzvahs, da vores konservative synagoge kun havde “indvielsesceremonier” for piger der gik ud af 

Hebrew school.

Som 13 årige placerede drengene deres pengegaver på aktiemarkedet. Jeg forventedes af slutte mig til mine pigeklassekammerater der lagde planer om deres fantasibryllupper. Mine brødre så macho film om politi og brydning mens jeg var fortryllet af Rosalind Russell’s hurtigttalende journalistik i den gamle film His Girl Friday.

Jeg ville så gerne være en arbejdende kvinde som de jeg så i  That Girl og The Mary Tyler Moore Show, der boede alene i den store by.

Mor fik overtalt far til at lade mig komme på den liberale kunst high school jeg havde udset mig. Alligevel gjorde jeg oprør mod dennes konventionelle værdier. Jeg blev hurtigt færdig og fik en eksamen og jeg blev venstreorienteret feminist,  tog afstand fra at kvinder hører til i hjemmet. 

Mor var en udmærket kok, jeg kunne koge vand og foretrak at spise ude. Hun var iført frisk farvede designertøj og elskede Sinatra. Jeg en Dylan freak. Jeg havde sort hår, sort eyeliner, sorte jeans, T-shirts og cowboy støvler. Jeg skrev om mine mest tossede dates og fravalg i Cosmopolitan et årti før den barnløse klummeskribent Carrie Bradshaw hos Sex and the City.

Ligesom min mor blev jeg også forelsket i en smuk jødisk fyr med briller, men jeg giftede mig dog sent. 35 år gammel, iført sort kjole for at sige “det gør jeg” til en manuskriptskribent for TV som var 10 år ældre, og idet jeg ønskede at lave mine egne regler og tjene mine egne penge. 

Jeg måtte gennemgå årevis af afvisninger som spirende forfatter, og solgte først min første bog da jeg var 43.

Efter jeg havde ført min ældste bror sammen med en kollega fra et tidligere job på et tidsskrift giftede de sig og fik fire børn og boede i forstæderne og mine forældre fik den svigerdatter de altid havde drømt om. 

På et besøg en sommer blev jeg noget såret da mor sagde jeg lød som en plade der er gået i hak hele tiden talende om muligheden af at min bog kunne blive filmatiseret,  og hun blev ved at gentage min nevøs meget flotte matematikkarakter i anden klasse.

I terapi blotlagde jeg min oprørstrang. Hun (psykiateren) mente jeg måske følte mig utilstrækkelig ved at jeg aldrig ville kunne leve op til min mor. Hun var trods alt en hjemmets gudinde med en klassisk kærlighedshistorie - fra pjalter til rigdom, en kvartet af unger hun var tæt på, og et smukt hjem..

I analysen af hvorfor jeg kæmpede så hårdt for at være slank gættede hun, “Så da din mor blev tyk, skete der noget skrækkeligt: En bror tog over fra dig. Derpå endnu en. Og en tredje. Det er helt klart at du derfor foretrækker at have en krop som en knægt på 13 år.” Var det derfor jeg genopfandt mig selv som en sortklædt kunstner boende i byen, altså hendes modsætning? Jeg vidste udmærket, hvorfor jeg har valgt min profession da jeg hørte sætningen “at skrive er en måde at tale på uden af blive afbrudt.” 

At have en varmhjertet, morsom ægtemand var helende. Da vi endelig fik råd til det forsøgte vi at få et barn. Jeg var sønderknust da det ikke lykkedes. Jeg kunne ikke spille den rolle jeg sådan set aldrig havde ønsket at spille. 

Med tiden blomstrede jeg som forfatter og professor. Og med 100 elever per sæson, kaldte nogen mig med øgenavnet vores “jødiske mor.” Var jeg ved at gøre en levevej ud af at tage mig af andres børn? Jeg holdt af mine to karrierer, men tilbageslag forekom, og lærte mig at dit job ikke elsker dig på samme måde som du elsker det.

Samtidig med jeg lo af t-shirts med teksten “Ups jeg glemte af få børn” som en anden barnløs kollega sendte mig så følte jeg det ærgerligt at jeg ikke har oplevet den milepæl i livet. 

Men da tiden kom da jeg fik lysten, friheden og den økonomiske mulighed for at få et barn (gennem surrogat, adoption) var min mand ikke klar til det. Jeg var i 50’erne og han stod over for dårligdomme med helbredet. Jeg passede ham plejede ham, lettet over jeg har arvet en smule af mors omsorgsgen.  

The author, at left, with her mother in front of the family’s Michigan homeCOURTESY THE AUTHOR

Da hun kom i min nuværende alder igangsatte hun anden afdeling af sit arbejdsliv efter min yngste bror kom på college. Jeg spurgte far hvorfor - af alle professioner - hun begyndte med et festplanlægningsbureau.

“Som en fattig lille pige, med en syg mor, fik hun aldrig et fødselsdagsfest,” sagde han. Lykkelig over at kunne levere alt godt til festen, blev hun endog mere populær end min far. Så i en alder af 65, i stedet for at udvide forretningen, gik hun på pension med fokus på at være muntre bedsteforældre. “Men du kunne have fået så meget meresucces,” sagde jeg til hende. 

Hun var allerede en succes fastholdt hun havende alt hun nogensinde kunne have ønsket sig og hun var ikke villig til at lave om på dynamikken i hendes ‘mirakuløse’ ægteskab. Min mor nød at lade min far klare regningerne og købe tøj og smykker til hende. På den måde følte hun sig tilbedt og helt speciel.

Efter min far gik bort som 85 årig grundet hjerteproblemer for fire år siden spekulerede jeg på om mor kunne fungere uden ham. Hun udviste en utrolig god økonomisk sans, klarede alle tingene selv. Det førte mig til at undre mig over om mon ikke hun sådan altid havde styret familiefinanserne samtidig med hun gav min far en god følelse af være forsørger.

Under besøg hos min stadig energiske mor opdagede jeg hvor heldig jeg var at have forældre der støttede mig i mine drømme der var så anderledes end deres. Jeg fortrød den nedladenhed jeg havde vist mod hendes valg da jeg var yngre. Hun har altid været der for sine fire unger og fem børnebørn og havde rigtig gode minder om hendes ‘karrierer’ mens jeg aldrig opnåede min mors tålmodige balance mellem det at være forældre, at arbejde og leve. 

Måske havde hun regnet hele det kvindelige kropsur ud, og vidste hvad jeg ikke gjorde, at man kan få det hele, blot ikke samtidig. 

Skønt jeg er opfyldt af Freuds “essentielle kræfter” af kærlighed og arbejde så ville jeg dog ønske, her senere i livet at mit liv havde været mere som hendes.

https://www.tabletmag.com/sections/community/articles/womans-liberation-mother

Susan Shapiro is the author of several books her family hates like The Forgiveness Tour and her new writing guide, The Book Bible. Her debut memoir, Five Men Who Broke My Heart, was just optioned for a movie. You can follow her on Twitter at @Susanshapironet and Instagram @profsue123.

 

Fransk algerier forklarer den reelle baggrund for opstandene

Thomas Lifson

I store træk er amerikanske medier ikke interesseret i optøjerne der hærger i Frankrig. Men da billeder af brændende biler og bygninger bare er for dramatiske til at ignorere, og fordi det er højdepunktet af turistsæsonen på en europæisk destination som amerikanske rejsende holder af, er de nødt til at erkende tingenes tilstand. For de fleste er årsagen til optøjerne at en ung mand blev skudt af politiet, og sammenligningen er med George Floyd optøjerne der begyndte i Minneapolis og spredte sig over hele vort land.  

Mere sofistikerede amerikanske kommentatorer nævnte ordet “jihad,” idet de anerkender det som venstrefløjen nægter at indrømme, at Koranen og andres islamiske skrifter og respekterede kommentatorer bemyndiger anvendelse af vold mod ikke-troende kendt som “vantro” når bare de er til fordel for at Islam udbredes.

Men overlad det til manden på gaden - franskmanden af algerisk oprindelse, en at millioner af mennesker i Frankrig der er af muslimsk herkomst og som indvandrede fra den tidligere koloni der gennem voldsom vold opnåede uafhængighed og få dermed kendskab til den barske virkelighed om hvor vi er på vej hen, og det uden teologiske komplikationer. 

Franske algerier peger på at målet for den franske intifada er at “kolonisere” franskmændene. pic.twitter.com/Kq0loLu1BZ https://twitter.com/i/status/1677689919492194304

— Adam Milstein (@AdamMilstein) July 8, 2023

 

Nu da den unge mand ikke nævner religion så kan det jo ikke være “islamofobi” at påpege, hvor denne vision, opfattelse, af de igangværende optøjer er på vej hen. Han taler udelukkende om hævn, et kraftfuldt motiv i menneskelivet, skønt det er noget som venstreorienterede der pynter sig med luftige idealer som “lighed,” og retfærdighed” har meget svært ved at vedkende sig.   

De af os der er et produkt af Vestens civilisation må erkende en noget ubehagelig virkelighed. Vi har domineret planeten i næsten fire århundreder, takket været den militære magt der kom fra de videnskabelige og teknologiske revolutioner med oprindelse i Renæssancen og Oplysningstiden. Krudt, våben og kanoner, og senere dampmaskiner, fly og andre industrielle undere gjorde Vesten i stand til at pålægge deres vilje på andre folkeslag, kolonisere og på anden vis ydmyge dem. Vrede er naturligt og ønsket om hævn bliver sjældent udtrykt så klart som hos den unge mand, og på sæt og vis ganske forståeligt.

Jeg har længe advaret om at Kina, med stor rimelighed anså sig selv som DEN mest sofistikerede og fortjenstfulde civilisation under Himlen, indtil Opium krigene fjernede landets magtposition og således har alle grunde til at have disse hævnfølelser i sin stræben efter at skabe en Sino-Centrisk verdens orden. 

Men Kina, Japan, Sydkorea og Taiwan har med succes tilpasset sig de teknologier der blev skabt af Vestens civilisation og oplever den samme demografiske konsekvens - befolkningstallet falder. Det viser sig at velstand og fremgang ikke giver øget befolkningstal, men snarere et barns  eller barnløse familier, og betragtelige antal ønsker ikke at få børn, de forbliver single eller indgår i relationer med eget køn, hvilket er biologisk sterilitet. 

På samme tid har den selvsamme Vestens teknologi gjort langdistancerejser billige og behagelige, og sammen med den demografiske kollaps i de velstående samfund i Europa, Amerika og Østasien frisat en tidevands lignende bølge af immigration fra fattige lande til de fleste af de rige lande med undtagelse af Østasien, hvor Japan allerede må udholde befolknings kollapset med følge af en stadig større ældre, gråhåret befolkning, med Sydkorea, Taiwan og Kina der ikke ligger langt bagefter. Disse lande med rødder i Konfucianismen er ikke så åbne for immigration som deres rige modparter i Vesten.

Således vil verden om få årtier bestå af langt flere mennesker med deres kulturelle herkomst i samfund der har modstået at tilpasse sig de byggesten som velfærdssamfundene er baseret på. Nogle af disse vil være indbyggere i historisk set vestlige lande, som Sverige, hvor de demografiske forudsigelser vil gøre at de snart er i flertal. De som påtaler det bliver dæmoniseret som fortalere for konspiratoriske "erstatnings teorier," som ikke er værdige til omtale. De demografiske advarselsskilte er så overbevisende og tungtvejende at offentlighedens opmærksomhed på dem skal afledes dersom venstrefløjen skal bevare magten og fortsætte de politikker der gør at disse projektioner meget sandsynligt bliver virkelighed.  

Medmindre nogle dramatiske forandringer indtræffer, vil forudsigelsen af fransk algerieren blive virkelighed.

https://www.americanthinker.com/blog/2023/07/a_french_algerian_explains_the_riots_there_clearly_and_concisely.html

Forlæns, baglæns prøven ingen rigtig bestod

 

Forlæns baglæns prøven Stav backwards, forlæns. Det kan være et snydespørgsmål. Hvis du læser det i normal syntaks ender du med instruksen om at stave ordet “backwards” forlæns og du vil give svaret “b-a-c-k-w-a-r-d-s.”  Men på grund af kommaet kunne man ganske fornuftigt læse ordren med en omvendt syntaks. I det tilfælde vil instruksen være at stave ordet “forwards” backwards, resulterende i “s-d-r-a-w-r-o-f.” Begge svar er sådan set korrekte - eller ukorrekte.  I de fleste tilfælde er reaktionen på ovennævnte paragraf, at man tager to hovedpinepiller og siger, "Rend mig?” Trods alt er der meget få grunde til hvorfor ens svar på et sådant spørgsmål skulle have nogen vægt. Men hvis du var afrikansk-amerikaner der boede i Louisiana i 1964 så var det af stor betydning om du svarede rigtigt - ellers kunne du ikke få lov at stemme. Og mange skulle besvare et sådant spørgsmål, og mange flere spørgsmål før de fik udleveret en stemmeseddel.  Den 30. marts 1870 godkendte, Hamilton Fish, the U.S. Secretary of State, den 15th Amendment til Constitution.. Tilføjelsen fastslår, i hovedparten, at “retten hos borgere i the United States til at stemme, kan ikke nægtes eller lægges begrænsninger på med baggrund i race, hudfarve eller tidligere tjenestestilling. “ (slave) Kort sagt, man indførte det for at staterne ikke kunne hindre afrikansk-amerikanske mænd (kvinder havde endnu ikke stemmeret) i at stemme, i det mindste ikke direkte.  Men indtil Kongressen vedtog the Voting Rights Act of 1965, fandt mange  U.S. stater (især i Syden) indirekte måder til at ignorer sortes stemmer. En af måderne? Læsetests. Staterne administrrede testene, der helt klart var lavet for at holde uuddannede mænd borte fra stemmeurnerne, men den oplagte grund var at beregnet på at gøre det vanskeligt for afrikansk-amerikanere at opnå stemmeret, uanset deres eventulle uddannelse. .Denne prøve fra 1964, Louisiana er et godt eksempel.  Man kan se hele testen her (via Slate), der bestod at 30 spørgsmål. Nogle med ikke klare instruktioner, som eksemplet med backwards/forwards. (#20 på skemaet). Nogle få som spørgsmål 15, (skriv ordet ‘noise’ bagfra og placer en prik over det som ville være det andet bogstav hvis det var skrevet forfra”) er vanskelig at regne ud og tager masser af tid blot at læse og forstå. Andre igen har helt bevidst beregnet på at snyde læseren som spørgsmål 25, herunder.

(Hvis du ikke opdager snydeforsøget, så læs hvert af ordene i trekanten langsomt. Begynd med det sidste ord og arbejd dig baglæns - det kan hjælpe). Testene måtte kun taget 10 minutter. Det er 20 sekunder per spørgsmål. Hvis du fik blot et svar forkert så betød det du ikke bestod, og således ikke kunne stemme. Hensigten blev opfyldt næsten alle fejlede prøven.  Men prøven var ikke beregnet på alle - hvis man kunne ‘bevise man havde fifth grade uddannelse” (ofte de facto begrænset til hvide) skulle man slet ikke tage prøven. For det andet som Slate påpeger, “de hvide der stod for registreringen (af vælgerne) ville være de ultimative  dommere om svarene var besvaret korrekt” eller om man havde overskredet de ti minutter. I praksis betød det intet om eksaminanden skrev “b-a-c-k-w-a-r-d-s” eller “s-d-r-a-w-r-o-f” intet - det som havde betydning var hudfarven på den som tog prøven.

Bonus fakta: Næsten alle U:S: valgkredse benytter et valgsystem kaldet "first-past-the-post,” hvor kandidaten med de fleste stemmer vinder, selvom vedkommende ikke har et flertal af stemmer. Louisiana er en bemærkelsesværdig undtagelse. I større valg (f.eks. til guvernør) har Louisiana et primær valg - alle kandidaterne uanset parti er med i første valgrunde. Hvis ingen af kandidaterne får et flertal at stemmerne, står de to med flest stemmer, igen uanset parti, overfor hinanden i anden valgrunde.

Dette kan føre til besynderligheder, som det var tilfældet i 1983. Buddy Roemer førte med 33% af stemmerne i første runde som guvernør, og den siddende Edwin Edwards fik 28%- Edwards trak sig, og overlod dermed automatisk jobbet som guvernør til Roemer - trods den kendsgerning at Edwards ikke havde formået at overbevise to tredjedele af vælgerne om at de skulle stemme på ham.