mandag den 30. oktober 2023

Min Nazirektor på gymnasium

 

Min nazirektor på gymnasium

En ud af mange i Canada


Lloyd Billingsley


Sidste måned hyldede Canadas Parlament Nazi SS’eren Yaroslav Hunka som en “Ukrainsk helt,” og en "canadisk helt.” Denne groteske ceremoni var blevet sat i stand af den canadiske regering mange år tidligere.

 

Som “60 Minutes” forklarede i 1997, efter 2. Verdenskrig bød Canada tusinder af nazister velkommen til Canada, herunder krigsforbrydere. Blandt de indbudte var også officerer i Hitlers militær, og jeg skulle møde en af dem.  


I 1963, efter jeg var flyttet Windsor, Ontario, kom jeg til Essex District High School. Den nye rektor var Wolfgang Egon Franke, der havde været  Kapitanleutnant i Kriegsmarine. Det var forurolignede vor mange canadiske familier, herunder min egen.


I 1941, var min far Kenneth Billingsley kun 17 år da han løj om sin alder for at slutte sig til the Canadian Army. Da han meldte sig var det til the Merchant Navy og tjente der i konstant fare fra tyske U-både. Nu skulle hans søn tage mod ordrer fra en tidligere Kriegsmarine officer.


Den strikse Franke var et perfekt eksempel på en barsk officer og jeg kunne forestille mig ham sige “ve vant zuh names. You haf zem, yes?” Kapitanleutnanten indførte overfor eleverne en “Code of Manners” der forbød cowboybukser og at pigerne ikke skulle være iført makeup. Rektor Franke holdt af at citere Goethe, men talte næsten ikke om sin egen fortid. Den stod noget uklar. 


Wolfgang Franke blev født den 14. april 1915 i Horstmar, nær Dortmund. Han gik ud fra gymnasium i 1934 og efter læreruddannelsen sluttede han sig til Kriegsmarine, der oplærte ham i radioteknik og kommunikation. Ingen viden om hvornår Wolfgang blev meldte sig og hvad han udførte under Nazi-Sovjet Pagten, da Hitler og Stalin var allierede. Ingen viden om hvad Wolfgang lavede den 9. og 10. november 1938, da Kristallnacht blev gennemført.

Ingen oplysning om Franke nogensinde var medlem af  National-Sozialistische Deutsche Arbeiterpartei, kendt som NSDAP eller Nazipartiet. Det er helt sikkert muligt, og da ikke noget en tidligere tysk militærofficer, der nu boede i Canada ønske skulle være kendt. Husk at   Kriegsmarine Admiral Karl Dönitz var hengiven Nazi og udpeget som Hitlers efterfølger.


Ifølge the Globe and Mail, tjente Franke “i Kriegsmarine, og ved slutningen af krigen var han kommandørløjtnant, leder af raidokommunikation i Trieste, Italien.” Efter krigen “overlevede Franke fire år med hårdt ophold i en koncentrationslejr (krigsfangelejr)  i det tidligere Jugoslavien.” 


Wolfgang Franke kom til Canada i 1951, men ingen optegnelse om at han blev screenet for sin tjenestetid i militæret der krævede allierede soldaters, og søfolks liv, især canadieres. Franke fik eksamen fra Universities of Toronto and Ottawa, og fik en rektorstilling ved Essex High School, og videre til lederstillinger på colleges i Sarnia, Ontario, og Prince George, British Columbia. Veteranen fra Hitler’s Kriegsmarine døde i 2007 som 92 årig efter et godt liv i den nation han engang søgte at besejre.

.


Som mange andre studerende accepterede jeg aldrig Wolfgang Franke som en leder, og til i dag mener jeg han burde være blevet i Deutschland. En kvalificeret canadier ville have været et bedre valg til at undervise børn af canadiske 2.Verdenskrig veteraner. På det tidspunkt anede jeg ikke at det at tjene Adolf Hitler og Nazi regimet ikke kunne være en hindring for at blive forfremmet i Canada. 


I løbet af 1980’erne oprettede Canadas premierminister Brian Mulroney the Deschênes Commission for at finde Nazi krigsforbrydere der boede i Canada. Problemet er, at den vigtigste del af kommissionens rapport forbliver ikke tilgængelig for offentligheden.

 

Peter Savaryn, endnu en veteran fra Nazi Waffen-SS Galicia Division, blev leder af the University of Alberta. Savaryn’s SS kammerat Yaroslav Hunka bliver hyldet som en canadisk helt. Denne modbydelighed gør at jeg føler jeg skal pege på nogle få mænd der kunne være kvalificeret til betegnelsen ‘Helte.’ 


Min bedstefar Lorne Henry Billingsley, var med under hele 1. Verdenskrig og var et af de første ofre for tyske giftgasangreb.  I Merchant Navy, hjalp min far med at give tropperne forsyninger, og uden denne service ville de Allierede ikke vinde. Min onkel James Richard Billingsley kæmpede med Canada’s Eighth Reconnaissance Regiment og blev såret to gange, den ene ved en Nazi snigskytte. 


Efter Hunka affæren, ville onkel Jim have haft nogle særdeles farverige ord til Justin Trudeau, et af dem ville have været “gå af.” Hans medsoldater the Eighth Reconnaissance ville have sagt det samme. 


Den 12. april 1945 befriede de Westerbork transit lejren i Holland, stedet hvor nazister afsendte hollandske jøder til Auschwitz og Sobibor. De 876 indsatte blev lykkelige for at se canadierne. Kan ikke undre de anså dem som helte. 


På samme tid har Canada endnu tilgode at blive af-nazificeret og tysk nazisme har en efterfølger i Islamisk Nazisme, der nu slår jøder ihjel i Israel og andre steder i verden. Et Hamas-Canadian Bund synes at stille sig på samme side og har som civilie i alle aldre som mål. De som er imod de invaderende kunne erindre ordene af min bedstefars medsoldat John McCrae:


Take up our quarrel with the foe
To you from falling hands we throw
The torch, be yours to hold it high.


https://www.frontpagemag.com/my-nazi-high-school-principal/


Lloyd Billingsley is the author of Yes I Con: United Fakes of America, Barack ‘Em Up: A Literary Investigation, Hollywood Party, and numerous other works.


onsdag den 25. oktober 2023

Kina og miljøet - en sand parodi

 

Kina og miljøet en sand parodi

John Horvat II

Når et skib får en større læk, så sørger kaptajnen for det bliver udbedret eller han redder på anden vis fartøjet. Vandet strømmer ind samtidig med besætningen pumper det ud. Før eller senere vil mandskabet blive udmattet og skibet går ned. 

Metaforen med det syngende skib passer på øko-krisen. Regeringer og virksomheder arbejder ihærdigt for at redde et fartøj man formoder er ved at gå ned. Amerikanske virksomheder bliver bedt om at bruge milliarder af dollars på at leve op til ESG anbefalingerne der kræver at Co2 udledningerne reduceres. Biden administrationen skærer ned på udnyttelse af oliekilder og udviklingsområder hjemme samtidig med den beder de olieproducerende nationer om at øge produktionen. Bilfabrikanterne øger antallet af elektriske biler. Samtidig opfordrer venstreorienterede dommedagsprofeter til endnu strammere love og regulativer for at redde menneskeheden fra udslettelse.  

Denne selvmorderiske tilgang til bæredygtighed er ikke bæredygtig. Den vil udmatte Vesten. Værst af det hele, den har ikke resulteret i en nettoreduktion af Co2 udledningerne. Vandet bliver således ved med at strømme ind gennem et gabende hul i skibets skrog. 

Hullet i skroget har et navn: Kommunist Kina. Mens Vestens nationer har travlt med at indfange Co2 frigiver Kina meget mere i atmosfæren. Selvom Kina har underskrevet klimaaftaler så afhænger landets indsats af om det gavner Kinas Kommunist Parti. Omkostningstunge økostandarder står absolut ikke højt på den Røde prioritetsliste. 

Siden Kina sluttede sig til the World Trade Organization, har landet lavet sine egne regler. Som et autokratisk regime uden lov kan Kina udvælge de retningslinjer man vil følge. Der er ingen mekanismer for ansvarlighed der kan overtrumfe det autokratiske system der findes i Kina. Trods landets enorme økonomi, står Kina stadig på listen over udviklingslande, og nyder de privilegier og de undtagelser som WHO har. 

Alle disse faktorer gør Kina til en økologisk katastrofe. Kina og the CCP krænker de miljøstandarder som Vestens nationer følger. 

Oveni er Kina et fristed for virksomheder der omgår udledningsbestemmelser for at maksimere deres profit. CCP kan regne med at Vestens virksomheder er med på det for at man kan få fordel af et reguleringsfrit miljø. Venstreorienterede CEO’er kan hjemme signalere at være miljødydsmønstre ved at følge de hjemlige standarder mens man i langt borte opretter forurenende produktionsenheder i Kina.

Langt mere mystisk er tavsheden hos miljøaktivisterne om Kinas enorme mangel på tilpasning af love og bestemmelser. Miljøaktivisterne har fokus på at være efter Vestens virksomheder og regeringer. De går hård mod de mennesker der arbejder hårdest på at leve op til deres ofte absurde regulativer. 

Økoaktivisterne burde have fokus på den største misdæder der forurener i en så massiv skala der gør andre reduktioner på det nærmeste uden betydning. 

Når man har et så selektivt fokus kan man med rette spørge ind til motiverne hos hele miljøbevægelsen. Venstrefløjen kan altid findes sammen med økobevægelsen. Den kendsgerning, at begge parter ignorerer det gabende hul i skibets skrog fører til konklusionen at deres mål sådan set ikke er at hindre det forurenende vand i at strømme ind, men at lade det skib der repræsenterer Vesten synke.    

 


Image: Huangdan2060

https://www.americanthinker.com/blog/2023/09/china_doesnt_care_about_the_environment.html


lørdag den 21. oktober 2023

Kinas hævn for ydmygelser og Opiumkrigene

 

Opiums Hævn


Vi taber denne krig

Michael Finch

Lad mig indlede med en illustration. Narko flyder til overmål ind i vort land over grænserne. Det berører millioner, forårsager ubegribelig elendighed, afhængighed, tidlig død, og sygdomme af vanvittige proportioner. En regering der er enten ikke villig eller alt for uduelig med at gøre noget ved problemet forstærker udfordringerne med at standse denne svøbe. 

Det bliver værre. Narkokarteller og kriminelle på begge sider af grænsen tjener astronomiske beløb, samtidig med at udenlandske forretningsinteresser høster store profitter ved den ulovlige narkohandel. Den ene side af ligningen - formuer tjenes - på den anden millioner der lider nedværdigelse og elendighed ved denne endeløs forsyning af stoffer. 

Naturligvis kunne jeg her tale om det moderne Amerika og den nuværende fentanyl- og opioid krise der hærger vor nation og er skyld i over 70000 dødsfald om året. Opioid epidemien har haft ødelæggende effekter på amerikanske familier og livet og helbredet i vore samfund. Det er en tragedie af episke proportioner og vi er ved at tabe denne krig. 

Men mine ord beskriver en anden stor nation, et Imperium der led under den samme svøbe og og kæmpede en kamp man tabte mod illegale stoffer der bidrog til Imperiets fiasko og et kollaps for en 2000 år gammel civilisation. Kina i midten af det 19. århundrede. 

Først lidt historisk baggrund. Briterne, elsker deres te som verden ved. De er den fjerdestørste forbruger i verden af te. På en måde blev englænderne i det 18. århundrede afhængige af te. Det meste af teen kom fra Kina. Briterne, sammen med andre fremvoksende vesteuropæiske magter, var opsatte på at komme ind på det kinesiske marked. Kina det mest folkerige land i verden dengang som nu, var en for stor fristelse for enhver købmand. Ja, visse ting har ikke ændret sig. 

Englænderne forsøgte at handle med mange ting i Kina for at forhindre en ubalance i handlen, men det var virkelig op af bakke. Kinas regler for handel var strikse og den kunne kun ske gennem en enkelt havneby der var åben for udlændinge -  Quangzhou.  Afgifterne var høje og kineserne var sådan set slet ikke interesseret i eller havde brug for det englænderne og andre forsøgte at handle med. Som Kinas Kejser Qianlong forklarede i et brev til King George, “vi har alt. Jeg sætter ikke pris på objekter der er besynderlige eller fremmedartede, og har ingen brug for dit lands produkter.” Tag den. 

Briternes handel blev udført næsten udelukkende gennem the East India Company, et handels konsortium under stor regerings indflydelse som handlede med Imperiets velsignelse. Som med halvpiraten Sir Francis Drake få århundreder tidligere handlede selskabet med Royal sanktion, men kun på skrømt handlede det som uafhængige agenter på de fleste områder. Så længe Englands skattekiste og tegnebøger blev fyldt op, var det bedst at se gennem fingre med detaljer om hvordan skattekisten blev fyldt. 

Der kommer opium så ind i vor fortælling. Opium stammer fra valmueplanten der vokser storartet i Indien, især i Bengalen. Opium var ikke ukendt, i Kina havde man benyttet det i århundreder som smertestillende middel og som kur mod dysenteri og kolera. Man havde altså brugt det i Kina i længere tid, men dog i begrænset omfang. 

Englænderne arbejdede sammen med kinesiske købmænd og mellemmænd for at oversvømme markedet i Kina med opium. Handelen var ulovlig, transaktionerne fandt sted på skibe lige uden for den store havn i Quangzhou.  Betaling fandt sted i kontanter, i form af sølv. Alle blev rige. De kinesiske myndigheder var rasende og forbløffede, og de forsøgte at lukke ned for opiumhandelen, dog alle indsatser var nytteløse. Opium er selvfølgelig meget vanedannende og som med ethvert andet stof når det er introduceret og prisen er rigtig øges efterspørgslen eksponentielt. Briterne havde fundet det produkt som Kinas folk desperat ønskede. Når enorme profitter kombineres med stor efterspørgsel så er enhver indsats for at lukke ned for handlen nærmest umulig. 

Så sendte Kejseren til sidst sine topembedsmænd til Quangzhou; skibe blev holdt op, folk fængslet, kineserne var i færd med at gøre alt i deres magt for at standse handel med opium. Imidlertid var briternes modsvar ikke at føje sig, blot fortsætte med ufrugtbare forhandlinger da kineserne alligevel ville nægte at åbne deres marked og havne. Derfor sendte briterne krigsskibe for at påtvinge det de følte var deres frihandelsrettigheder over Imperiet i Kina.  

Der blev udkæmpet to “Opium Krige” en i 1839 og en anden i 1856.  Begge var ækle katastrofer og for kineserne gennemført ydmygende. Kinas flåde og hær var ingen udfordring for den langt mere overlegne militære teknologi i Vesten, i dette tilfælde, primært England og Frankrig. Kina mistede fuldstændig ansigt, og skammen man påførte Kina var en man aldrig rigtig er kommet over. Et kejserdømme der allerede var i forfald varede kun yderligere 52 år.

 

Kinas nederlag i Opium Krigene fremskyndede en æra, hvor de kinesiske byer måtte give store koncessioner til Vestens magter, skabende zoner hvor kinesisk lov ikke kunne bruges, og Vestens love herskede. Kun vesterlændinge fik lov til at bo i mange af disse sektioner af byerne. Kineserne fik ikke adgang til mange parker i Vestens kvarterer i byerne. Kineserne blev aldrig koloniseret som i Indien da store dele af Kina lå uden for direkte kontrol eller indflydelse fra Vesten. Men at hævde Kina ikke blev koloniseret er forkert. En stolt og stor civilisation blev nu tvunget til at bøje sig for en udenlandsk magt, var uden magt til at bestemme sin egen suverænitet og over eget folk. 

Amerikanerne er velsignet med at være et folk der ser fremad med et optimistisk syn på livet og fremtiden. Vi hædrer og fejrer vor fortid og stadigvæk, for de fleste, er vi den City on the Hill der er en ledestjerne for verden. Vi ser mod fremtiden og holdes ikke tilbage af sårede følelser, historiske nag, hævn og lignende. 

Andre nationer og folk er ikke så velsignet. Spørg blot en serber om Solsortesletten og kampen mod tyrkerne i 1389. Jo, 1389 er over 630 år siden, men for en serber, kunne det lige så godt have været i går. Det slag skabte hele Serbiens historie, fulgt op med et undertrykkende Osmannisk styre i 300 år.  

Vi behøver ikke gå til Serbien for at finde et eksempel. Her i vor egen baghave får vi en fornemmelse ved fejringen af Independence Day.  I the Civil War, faldt Vicksburg, Mississippi til Union styrker den 4. juli, 1863. Der skulle gå hele 80 år før byen kunne fejre nationens fødselsdag. Som en Vicksburg borger forklarer det, “Folk spørger ofte hvorfor, og det er fordi man ikke fejrer plyndring og terrorisme og det var hvad der fandt sted.” Det citat giver en en fornemmelse af hvilken magt der ligger i historiske ydmygelser hos de overvundne, besejrede og ydmygede. 

For kineserne var Opium Krigene deres Solsorteslette og Vickburg blot hundredfold. Kina var Riget i Midten, centrum for en stolt og stor civilisation og imperium der havde eksisteret i godt 2000 år. Kinesisk kultur, økonomi og militær overlegenhed var suveræn. Gennem tribut skulle Kinas kejsere herske over hele Østasien i århundreder. 

Imidlertid var Imperiet i tilbagegang, svagt, sent det 18. og tidligt det 19. århundrede. To årtusinders storhed var ved at kollapse. Grundet intern svaghed, korruption og forfald sammen med eksternt pres fra et Vesten der lå langt borte, men var i fremvækst og et Japan og Rusland tættere på, var korthuset ved at falde. Men sådan ser man det ofte ikke mens det sker. Kineserne er stadig et stolt folk, og selv midt det 19. århundrede anså de sig som Riget i Midten og ikke have brug for eller ønske noget fra nogen udenfor deres domæne. Kejseren og hans Hof ville bare ikke se Skriften på Væggen.

Kineserne betragter perioden fra den første Opium Krig i 1839 til slutningen af den kinesiske borgerkrig i 1949 som Ydmygelsens Århundrede. Vi kan diskutere detaljer, men ingen tvivl om, at det er sådan Kina betragter disse 100 år. Et engang stort Imperium, faldt fuldstændig sammen gennem den ene ydmygelse efter den anden. Millioner skulle dø, udholde endeløse krige, hungersnød, ufattelig tragedie overgik det engang så store Imperium og dets folk. 

Man kan med lethed, og berettiget argumentere for, at Imperiet var korrupt, at det ikke havde fokus på fremtiden og der var brug for at modernisere; det lukkede sig om sig selv, og i sin stolthed var man blind for de nødvendige reformer der så påtrængende var brug for til at komme ind i den moderne verden og tage hånd om de trusler der omgav Imperiet. Man kan også pege på Japan som eksempel på et land der virkelig så tegnene og begav sig ud på de rigtige kursændringer der gjorde at landet hurtigt kunne slutte sig til de moderne stormagter. Men Kina foretog ikke de rigtige træk; man foretog næsten udelukkende kun forkerte træk. Men at debattere Kinas specifikke fejltrin er ikke hensigten her. 

Kina blev ydmyget og mistede ansigt. Man mistede alt. Man blev udskammet. Man gik fra et afgiftssystem hvor alle skulle bøje sig for Kejserriget og underkastede sig og betalte skat til Riget i Midten til en ydmyget of nedværdiget magt der havde mistet suveræniteten og rettighederne over sit eget land og folk. 

Formålet med dette essay er ikke af fordømme Vestens Imperier og handelsinteresser eller komme med undskyldning for Kinas Kejserdømme. Historien går sin gang. Men at mene at de moderne kinesiske ledere, Xi Jingping, ikke er klar over de 100 år ville være tåbeligt. Kineserne kender naturligvis fuldt ud deres historie. Mens de hvidvasker eller ignorerer Mao Zedong regime, trods dets overgreb og de ti millioner der forsvandt så tøver man ikke kan at minde indbyggerne om de 100 år med ydmygelser og man bruger sit historiske nag som propaganda til sin fordel. De vil huske de 100 år og søge hævn for dem. 

Er der grund til at undre sig over at kineserne så åbenlyst udfordrer international copyright lov?  Eller hvorfor de bryder fri handelssystemet til fordel for deres egen dagsorden, efter vi så naivt bød dem velkommen i gruppen af tilgodesete lande? Skal vi virkelig undre os over hvorfor de, ikke kun producerer og profiterer af strømmen af opioider, især fentanyl, der flyder ind i byerne og millioner af amerikaneres liv? Eller hvorfor de åbenlyst arbejder med morderiske narkokarteller til hjælp for denne handel? Alle bliver rige, især kineserne, mens amerikanerne lider ved en opioid epidemi der fortsætter med at erodere vort land, vor sundhed og tillid og vor styrke. Vi er nu kommet i den situation at vi bønfalder kineserne - stop strømmen af disse stoffer - uden det hjælper.

 

Måske er en stor forskel, at mens Qing Kejseren midt 19. århundrede var klar over den plage der hærgede hans folk og gjorde alt i hans magt mod det, at den nuværende Biden administration enten er glemsomme eller endnu værre medvirkende i denne tragedie. Dette essay handler ikke om Donald Trump, men lad os være ærlige. Da han førte kampagne og talte åbenlyst om opioidkrisen åbnede det øjnene på millioner af amerikanere for hvad der sker med vor nation ved denne epidemi. 

Dette er vor vej mod håb. Hvis nogen, om det er Trump eller hvem som helst, har viljen kan de få denne krise til at høre op og redde vort folk og vort land. 


Kun historien vil klarlægge det.

https://www.frontpagemag.com/fpm/2022/06/opiums-revenge-michael-finch/


søndag den 15. oktober 2023

Den katolske Kirke og tungeslaskerkyssen

 

Den katolske Kirke og tungeslaskerkyssen

Pave Frans baner vejen for en endnu mere radikal efterfølger


 Thom Nickels 


På et foto står han foran et billede af Kristus der ved første blik ligner en fordrejet statue af Buddha. Han er iklædt en tætsiddende  pull-over der afslører kroppens deller. Rundt om halsen er en lang rosenkrans, en misplaceret brug af en sådan. 


På andre fotos synes hans øjne at stirre med en Macchiavellansk slangelignende intensitet. 

Hvem er han?


Hans navn er Victor Manuel “Tucho” Fernandez, en argentinsk katolsk ærkebiskop og god ven af Pave Frans.

Ærkebiskoppen er også en Beat Café style poet, der udgav “Helbred mig med din mund: Kunsten af kysse.” (‘Heal Me With Your Mouth: The Art of Kissing,’) et lille værk med digte og prosa om kunsten at kysse med åben mund. (Tænk på O’s histoire,  Terry Southern’s ‘Candy,’ Linda Lovelace i ‘Deep Throat,’ og Allen Ginsberg’s berømte sætning, “This form of life needs sex.”)


“Det penetrerende kys er når du sutter og slurper med læberne. Det penetrerende kys er når du stikker din tunge ind. Pas på tænderne,” skriver Tucho.

Også fra Tucho:


“Min kæreste (han) får en hård mund når han kysser mig. Han har endnu til gode at lære hvordan hans læber slapper af. Dejligt!” 


“Det jeg holder mest af er fredskysset ved Messen. Det var det første kys med dejligheden med den skønhed jeg har nu.”


“Jeg elsker at kysse hans fingerspidser. Det bliver stadig mere hengivent end noget andet.”

“Engang blev jeg henført ved den glæde der blev givet af at blive kysset på øjnene. Men jeg siger ikke dette, fordi så vil jeg blive blind.”


Tucho, nu omtalt som “den kysssende ærkebiskop” siger at han skrev sin bog for at “motivere (unge mennesker) til at frigive det bedste i sig selv i et kys.” 


Han ønsker at hans unge passionerede læsere skal “kysse bedre.” 


I hans lille bog advarer han mod visse faldgruber, såsom dårlig ånde, dog afholder han sig fra at foreslå en særlig form for mundvask.


Som den snedige digter han er omtaler han det at kysse som “et kærlighedens termometer.” 

Surf på nettet og du vil finde, som jeg, artikler om hvordan man kan kysse hvis og når du rejser til Argentina. Vi får at vide at argentinerne kysser på kinden, ikke som europæere der kysser på begge kinder, og russerne, der kysser tre gange. 


“I Argentina, er det sædvane at give visse personer en Beso, eller kys, på den højre kind, når man siger goddag eller farvel. Hvis du ikke forventer det vil ske, eller ikke ved at det er almindeligt i landet, vil du helt sikkert blive overrasket de første gang det sker,” advarer en turistfører. 


Hermed menes ikke at man skal formode at det i Eva Perons land kun drejer som om at kysse. 


I 1970, udgav the New York Times en artikel, “Militante venstreorienterede præster giver kirken og staten i Argentina problemer.”


“…Regeringen er bekymret over at en stor blok af venstreorienterede argentinske præster og biskopper er blevet en militant politisk magtfaktor i de indenrigspolitiske forhold, herunder strejker, demonstrationer og vold,” fastslog the Times.


Oveni det blev en sikkerhedsembedsmand citeret for at sige, at udover de kommunistiske guerillas og terrorister der omfatter Peronister der er i seng med Marxister, “er den største trussel mod Argentina i dag det militanske venstreorienterede præsteskab.” 


Tucho, der netop er blevet udnævnt af Pave Frans som overhoved for the Vatican’s Dicastery for the Doctrine of the Faith, er ikke nogen våbenbærende venstreorienteret, men han var Frans taleskriver for Amoris Laetitia, en formaning fra 2016 om kærlighed der synes at foreslå at seksualmoral kan ændre sig med tiden (netop som kys kan ændre sig fra overfladeberøringer til intense dybe udforskninger af mundhulen). 

Tucho var rektor ved teologifakultetet hos Det Katolske Universitet i Argentina fra 2009-2018. 


Han blev ærkebiskop af La Plata, kendt som hovedstaden i Buenos Aires Provinsen i 2018. 

Som ærkebiskop af La Plata så han bort fra kysseriet da han udgav to opfølgende dekreter i 2018 der massivt lagde restriktioner på brugen af den traditionelle messe, trods Pave Benedikt XVI’s lempelser af det gamle ritual i 2007 i Motu Proprio Summorum Pontificum.

Frans selv, som ærkebiskop af Buenos Aires gjorde alt han kunne for at undertrykke det gamle ritual samtidig med han støttede marionet messer og sexede tangomesser (uden kys). 


Når det drejer sig om at danse og paver fastholdt Pave Pius X (1835-1914) altid at den argentinske tango var en kedelig dans - for slaver. Han mente også at katolikker burde ikke deltage i den. 


Nyheden om at Pave Frans udnævnte Tucho som vogter af den katolske ortodoksi sendte chockbølger gennem den katolske verden.


Kontroversen har helt sikkert sat Tucho i defensiven.


“De henviser til min bog som ikke længere eksisterer, den talte om at kysse,” skrev ærkebiskoppen på sin Facebook side. “Jeg var inspireret af en frase fra tiden med Kirkefædrene der sagde at inkarnationen var som et kys fra Gud til menneskeheden.” 


“På det tidspunkt var jeg meget ung. Jeg var pastor og jeg forsøgte at nå ud til de unge. Derfor måtte jeg skrive en katekismus til teenagere med baggrund i hvad det at kysse betyder. Jeg skrev denne katekismus med deltagelse af en gruppe unge mennesker der gav mig ideer, talemåder, digte etc.,” tilføjede ærkebiskoppen. 


Det lyder næsten som William Burroughs i ‘Naked Lunch.’ Tucho tilføjede at han ønskede at advare de unge mennesker om at “kærligheden er i fare” når de har seksuelt samleje uden at kysse. 


Man kan ikke blot ‘forføre’ servitricer ved at klynge dom op mod en mur som Neal Cassidy og Jack Kerouac gjorde i “On the Road.”


At dette kan være et udmærket råd hvis det kommer fra en kunstner eller poet der ikke hævder at være apostlenes efterfølger/substitut. 


Da Pave Frans kom på hospitalet i begyndelsen af juni måned for en maveoperation var traditionsindstillede katolske kommentatorer hurtige til at skrive og tale om Pavens helbred og opfordrede til der blev bedt for ham, Sankt Peters stedfortræder, “selvom du mener han er en kætter.” 


Bagved denne anmodning om at bede følte man et vis håb om at ‘noget’: Kunne det være de sidste timer for en Pave som mange siger gør mere skade end gavn for Kirken end nogen anden Pave i de sidste 1000 år?


Er dette frygtelige pavedømme nu endelig - endelig - ved sin afslutning?


Da fotos af en helt tydelig (efter hospitalsbesøget) svækket Frans dukkede op spekulerede nogen over om den gejstlige havde været gennem en 'skærsild lignende forvandling’ hvor hans globalistiske synder nu endelig var blevet åbenbaret ham af Helligånden. Havde han oplevet en omvendelse som “et blændende lys” ligesom Saulus fra Taurus?

Ville han fravige sin undertrykkelse af den Latinske Messe? Ville han gå bort fra sin besættelse af the Synodal Path of the German Church og dens indgreb i den Universelle Kirke?


At besidde sådanne håb er som at ønske at projektiler vil stoppe midt i luften og falde til jorden som punkterede varmtlufsballoner. 


Frans, med trådene fra maveoperationen ikke fjernet, accelererede sin globalistiske vision med et angreb på biskop Joseph E. Strickland of the Diocese of Tyler, Texas. Bishop Strickland, en konservativ ildsjæl der engang anklagede Pave Frans for at “underminere the Deposit of the Faith,” var underlagt  efterforskning ved Vatikanet for få uger siden. Disse undersøgelser, kaldet Apostolske Visitationer, plejer ikke at være gode tegn for den som efterforskes. 


Som the Catholic News Agency rapporterede,


“Nyhederne om undersøgelsen af Strickland kommer efter hans deltagelse i en Eukaristisk procession og bønnemøde den 16. juni i Los Angeles for at protestere mod Major League Baseball’s Los Angeles Dodgers fordi denne ærede en anti-katolsk draggruppe ved holdet årlige Pride Night game.”


Derpå i hast med tiden (og dårligt helbred) udpegede Frans 21 nye kardinaler, prælater i total enighed med hans Woke teologiske og Synodal Path besættelser, alle garanterer de at den næste pave vil være noget af en Mega-Frans. 


Frans’ revolution, som en katolsk observatør bemærkede er “en aldrig aflsuttende verdensrevolution.” 


Blandt Frans udvalgte til den røde hat i oktober vil være den kyssende ærkebiskop Tucho, der siger at når vi kysser skal man “passe på tænderne.” 


I mellemtiden ruller dette katastrofal pavedømme videre på sin ‘lystige’ vej, udstøder trofaste præster, der tilbyder den traditionelle messe, og pavedømmet fremme falske katolske (kriminelle) familier som Bidens i Washington. 


“Ti år efter det katastrofale valg af ham i Det sixtinske Kapel,” skriver Vatikan observatøren Damian Thompson, “Er vi nået til øjeblikket med en voldsom krise i Kirkens liv.” Han fortsætter:


“Frans strammer sit greb om Vatikanets maskineri uden plan om at trække sig. En ny Pave ville det være godt at få - for nogle få år siden. Nu mener jeg det er for sent. Kirken vil måske aldrig få sin moralske autoritet igen. ”

Avatar photo

https://www.frontpagemag.com/gutting-the-catholic-church-with-deep-tongue-kisses/


torsdag den 5. oktober 2023

 

Klimapropagandaens ypperstepræstinde

Mød Agnes Walton – professionel i at nedtone kendsgerninger og oppiske følelser

Bruce Bawer 

Hun hedder Agnes Walton og med sin miljøfanatisme får hun Greta Thunberg til at se halvhjertet ud og Al Gore helt uden for skiven. Lad os begynde med hendes 2017 video:  https://www.youtube.com/watch?v=M1e-FcWRzhE&t=81s

 for HBO’ VICE News Tonight, i hvilken hun bemærkede at “mere end halvdelen af alle forbrugsvarer indeholder palmeoli - ofte på indpakningen kaldet “vegetabilsk olie” eller “vegetabilsk fedt”– og med billeder af træer der bliver fældet og små søde dyr der flygter for livet hævder han at øgningen af palmeolie plantager i Indonesisen og Malaysia er årsagen til “omfattende afskovning” og “at skovens arter er nær ved at blive udslettet.”

 

Walton sagde, at kun et land - Norge - havde “gjort noget ved industrien. Norge forklarede hun boykottede hele befolkningen produkter med palmeolie; som en konsekvens blev olien fjernet fra alle norske fødevareprodukter. (Jeg bor i Norge, på en forunderlig vis har jeg fuldstændig overset dette ‘Folkekorstog.’ Da befolkningstallet i Norge er ganske lille har denne glorværdige lokale succes “ikke sat sig spor på det globale marked.” Det eneste svar er således instruerede Walton at resten af verden følger Norges eksempel prontissimo – eller betragter sig som ansvarlig for et ‘folkedrab’ på både flora og fauna. 

Se prøv at se Walton video editorial fra august 2022. I denne produceret for  the New York Times, advarede Walton om endnu et livsvigtigt dilemma: Amerikanske græsplæner, der som hun højtideligt vurderede, “skader vor planet, ødelægger vores helbred, og spilder vores tid.” At vedligeholde dem kræver dyrebart vand og brug af farlige gødninger. Og hvorfor skulle vi dog ønske græsplæner? Walton viste et billede af the Stars and Stripes, og endnu et at en gennemført traditionel hvid familie (mor, far, to sønner) der står bag en hvidt træhegn, således forbindelse denne hvide familie med to forkastelige fænomener, Den Amerikanske Drøm og et liv i forstaden for mellemklassen.

Det var såmænd ikke alt. Med malerier af ‘adelige’ der danser uden for deres statslige palæer hævdede Walto, at amerikanerens “besættelse” af græsplæner, “har sine rødder i de velplejede plæner hos det europæiske aristyokrati” - med andre ord, U.S. plæner i forstæderne er med baggrund i Den Gamle Verdens imperialisme. Konklusionen: Vor planet er i fare, og det hele skyldes selviske, forstads kaukasiere (læs: hårdtarbejde, lovlydige skatteydere) som vi har givet lov til at vælge en livsstil som ikke er under indflydelse af dydige venstreorienterede som Walton, men præget af onde fortidige - de som koloniserede the South. 

De “Lokale love bør ændres så de er mere progressive,” insisterede Walton, “og erkende klima nødtilstanden.” Oversættelse: Byer fra Boston til Burbank skal indføre endnu strammere restriktioner på individets frihed - og lægge endnu mere pres på ‘de foragtelige’ så de bedre makker ret for deres eget bedste. 

Et par måneder senere vendte Walton tilbage til Times med endnu en åbenbaring i visuel udgave denne gang med titlen “Brasiliens præsidentvalg vil afgøre Planetens fremtid.” Nu her var hendes forudsigelse at Arbejderpartiets kandidat som præsident over Brasilien den korrupte yderliggående venstreorienterede prokinesiske Luiz Inácio Lula da Silva, absolut skulle vinde over den Amerika venlige, proøkonomiske udviklingsorienterede siddende, Jair Bolsonaro, fordi Lula "ønsker at redde Amazonas" mens Bolsonaro “ønsker at brænde den af.” Konklusion: “Den vigtigste dag for Planten Jorden - og din overlevelse er den 30. oktober. 

Hvem er Agnes Walton? Født og opvokset i Norge, er hun, ikke overraskende, datter af privilegerede - datter af  Stephen J. Walton, en sprogprofessor der deler sin tid mellem Norge og the U.K. og som i 2012 i en profil for det lærde tidsskrift Kjønnsforskning, forklarede at han og hustruen lever hver for sig så han kan have sex med mænd. Han bidrager til en klumme om feminisme i Klassekampen, Norges selverklærede “revolutionære socialistiske” avis, og han har skrevet en bog hvor han uddyber “amerikaniseringen” af Norge: “Normændene har glemt at tale tysk og fransk .....Sprogmæssigt er nordmændende blevet en slags amerikanere som tilfældigvis er gode til norsk.” Så lige en ting til: Hans søn Agnes bror, er glødende kommunist.

Således, efter alle solemærker har Agnes der har studeret fransk ved Oslos Universitet, politisk videnskab i Norge, og miljøvidenskab ved Yalees, haft en travl transatlantisk karriere, og arbejder (som farmand) som en klummeskribent på Klassekampen og som kommunikationsformidler for en svensk kommission om “fødevarer, planeten (og) sundhed,” hun hun blev som vi har set “klimaforsker” for VICE News in New York og derpå “senior video journalist” ved the Times.

Men nu har hun et nyt arbejde. Som fortalt af Mats With Gregor i en artikel for Journalisten, er hun ansat for at være “klima/miljø specialist" ved det norske Institute of Journalism, hvor hendes opgave vil være at “uddanne” nationens journalister om miljøet og den hævdede klimakrise.  Således skal hun undervise ved et kursus i oktober og november om hvordan man dækker klimaudfordringer. Dette er vitalt, for ser du, som Walton forklarede, har klimaet en dyb påvirkning på alle nyheder - uanset om det er finans, sport eller showbiz - og hver eneste person på kloden er, eller vil snart være “påvirket af ..krisen som vi befinder sig midt i.” 

Trods dette beklagede Walton sig over at journalister udviser en tendens til ikke at gøre særlig meget ved klimaet. Hvorfor? Alt for ofte rapporterer de om vejrudsigter, prognoser. Og det kan være problematisk. Hvordan det? Fordi klimaforudsigelser - især de sandfærdige - måske ikke er dramatiske nok til at få forbrugerne tilstrækkeligt foruroliget om miljøet. Noget skal helt åbenbart gøres om. Og det ved Walton hvad er. “Tal mere om følelser og mindre om tal....Hæng ikke fast i tal, prognoser, rapporter og grafer.” 

Hvad så om de aktuelle statistikker viser at antallet af orkaner eller tornadoer eller hvad det nu kan være ikke er røget i vejret i de seneste år? Hvad om dommedagsberetningern om isen i Arktisk og isbjørnen er det rene sludder? Hvad hvis talen om havvandstigninger så høje at de meget snart vil oversvømme Obamas i deres Marhta’s Vineyard palæ er det skinbarlige skræmmeri? Hvem bekymrer sig om det ? Fordi, som Walton underforstået indrømmede, klimakampen drejer sig ikke om videnskab. Det er en ‘tro’ en sekt, en kult, der erstatter Gud med naturen og betragter menneskeracen som en byrde på Planeten.

Alt dette taget i betragtning så er “journalistikken” end ikke blot på det nærmeste det rigtige ord for det Walton har produceret for Vice og the Times og hvad hun har planer om at undervise sine studerende i de norske nyhedsmedier i 

Næh, som hun gør klart vil hun undervise dem i at være mindre sobre, mindre ansvarlige og mindre skeptiske i deres dækning af klimahysteriet end de allerede er. Hun vil lære dem at selv de mindst spor af kendsgerninger som de kunne være fristet til at tage med skal fjernes. Hun vil lære dem retorik på et Goebbels niveau.

Fordi målet ikke er at kommunikere sandheden. Det er at sikre at endnu flere børn vil vokse op som hysterikere der virkelig tror at lige om hjørnet lurer Harmagedon og de vil blokere trafikken og lime sig fast til malerier på museer.


Således skylder vi en nådegave: I hendes interview med Journalisten afslørede hun nemlig hele planen. I 2023 er en journalists job ikke at finde frem til sandheden bag klimakatastrofen og alt det overdrevne. det er at overtale regeringer og virksomheder til at føje sig, beskatte, pålægge bøder og undertrykke pøblens indsigelser for at redde planeten - og få pøblen til at tro at hvis den ikke bøjer sig og ofrer sin frihed, vil Jorden, i løbet af få år, være gold og øde som, Månen.

https://www.frontpagemag.com/prophetess-of-climate-propaganda/?utm_source=FrontPage+Magazine&utm_campaign=d558eaa4c6-EMAIL_CAMPAIGN_2023_10_02_04_02&utm_medium=email&utm_term=0_57e32c1dad-d558eaa4c6-%5BLIST_EMAIL_ID%5D&mc_cid=d558eaa4c6&mc_eid=4471ff617d