David Bell
Ord kan gøre skade. Børneremsen: “Sticks and stones may break my bones but words will never hurt me” (Kæppe og sten kan brække mine knogler, men ord vil aldrig såre mig) er i åbenlys grad ikke sand. Ord kan medføre fortvivlelse og ruin, drive til selvmord og være grobund for massakrer og krig. Ord kan bruges som retfærdiggørelse for at trælbinde nationer, og folkemord på etniske befolkningsgrupper. Dette er lige netop, hvorfor vi alle altid skal have frihed til at ytre os.
I en perfekt verden, ville løgne og bedrag ikke eksistere. Vi ville ikke have grund til at frygte det talte ord. I den verden vi befinder os i, eksisterer løgnen og bedraget i os alle. Det driver os til at tale ondt, og jo mere vi kan isolere os fra den skade vore ord er årsag til, des mere ondt er vi i stand til at tale. Et Holocaust kunne forekomme, fordi nogle mennesker opbygger en struktur hvor det kun er dem der må ytre sig som det behager dem, mens andre hindres i at tale imod. Tyranni og progromer stortrives med envejs konversationer.
Med censur som en ‘sikker havn’ er lande i stand til at bombe børn samtidig med man overbeviser sig om at det gør tingene bedre. Her for nylig tillod vore internationale sundhedsagenturer at fattiggøre mange millioner og drive millioner af unge piger til brutaliteten ved børneægteskaber, samtidig med at der lyves om at det er for at beskytte dem.
Sådant er forekommet gennem historien. Fjolser og psykopater mener at vi kan censurere langt bedre og undgå katastrofen den altid medfører, ligesom det var tilfældet med tidligere fjolser og psykopater. For at indfri deres forhåbninger skal de altid overbevise sig selv om dette.
Tale, Magt og Ækelhed
Grumme ting sker både som resultat af ytringsfrihed og grundet mangel på denne, når det især drejer sig om ubehagelige emner som samfundet hellere vil skjule. Mennesker anklages falskeligt om forulempelser af børn, og vi ved, hvordan sådanne anklager virkelig er ødelæggende for den som anklages. Imidlertid er den øgede forulempelse og misbrug af børn, en branche drevet af Internettet, også beskyttet af frygten for at stå frem. Meget magtfulde mennesker høster goder på grund af tabuer der lægger restriktioner på sådanne anklager.
Dette ubehagelige eksempel er vigtigt at bemærke, da det netop viser problemet med at kontrollere ytringer. Tabuet er ikke kun et værktøj til at beskytte de virkelige magtfulde - de som bestemmer, direkte eller indirekte hvad der må siges. Det kan bruge det til at undertrykke kendskab til egne gerninger eller være med til at udløse pøbelvrede mod de som er imod dem. Forbud mod censur er det eneste bolværk mod en sådan magtkoncentration.
Vi har metoder til at håndtere de skadevirkninger som ytringsfrihed kan være årsag til. Hvor denne giver tydelig personlig skade med ondsindet hensigt er der lovlige sanktioner der tillader at disse eksponeres og åbent kan diskuteres. Hvor der opfordres til drab eller fysisk skade er der love der anerkender det som del af en forbrydelse som følge heraf. Men offentligheden er bemærkelsesværdig god til at moderere deres tale og genkende hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, når de kan se alle sider af en sag. De større pogromer og massemord i det forrige århundrede skete næsten alle under regeringers vejledning, som netop kontrollerede fortællingerne. Historien viser klart hvor den største risiko kommer fra.
Ytringsfrihed handler ikke om Sandhed, men at lægge bånd på magthaverne
Frygt for misinformation og dermed mangel på sandhed får mange mennesker til at opfordre til at ytringer skal kontrolleres (f.eks. blokere for misinformation). Her er det, at den løbende debat bliver forvirrende. Ytringsfrihed handler ikke om sandhed. Det har den kun lidt at gøre med. Det drejer sig om lighed. Det drejer sig om at sætte grænser for de fås magt over de mange.
Modsat er censur værktøjet for de som anser deres egne holdninger og ord som overlegne i forhold til andres. Tidligt i det 20. århundrede blev dette kaldt fascisme. Uanset hvad man kalder det er det samme suppe. Vestens regeringer der skubber på for at indføre nye love om kontrol af information har det ikke komfortabelt med den karakteristik grundet udtrykkets associationer med støvletramp og KZ lejre. Det er hvad deres befolkning troede de kæmpede imod. Men de bagvedliggende principper de anvender er de samme.
Da fascistiske regimer stoler på løgnene for at de kan overleve og således må de fortsætte med den censur de engang indledte, for fraværet af censur gør det muligt at løgnene kan bredes ud. Disse løgne er skadelige, men kan kontrolleres så længe der er frihed til at udstille dem. Nazisterne opnåede popularitet gennem ytringsfrihed, men skulle bruge vold og censur for faktisk at gribe og fastholde den totale magt. The United States Founding Fathers forudså dette da de blev enige om the First Amendment. Sådan ytringsfrihed tillader helt sikkert mis- og dis-information. Det er prisen der må betales, forsikringsomkostningen for at sikre at de virkelig slette mennesker ikke kan blive endnu slettere og holde ved. Tyskland havde ikke en sådan forsikring. 
Vestens regeringer taler lige nu om behovet for censur for at ‘holde befolkningen i sikkerhed,’ i sig selv en gennemført elitær påstand der lader antyde at befolkningen ikke er i stand til at skelne mellem sandhed og løgn. Australiens regering har offentligt og utvetydigt skelnet mellem ‘ytringsfrihed’ om information som regeringen betragter som ‘vildledende. Når først dette accepteres betyder ytringsfrihed ikke andet end regerings godkendte budskaber.
Sådanne begrænsninger kan kun tjene til at forstærke magthavernes stemme samtidig med at de uden magt, - de som ikke kan kontrollere censurens værktøjer, svækkes. Dette burde være åbenlyst for de som har lidt under direkte autoritære regimer som det var for amerikanere i det 18. århundrede, der led under britisk militærdiktatur. Imidlertid hersker der en hos befolkninger, som i Australien, hvor kun en minoritet har oplevet åbenlys undertrykkelse en selvforstærkende naivitet.
At gøre folket ‘tavst’ er blot en forvandling fra at det er folket der ‘ejer’ regeringen tíl at folket underlægges den. Den beskytter de der befinder sig i centrum og lader alle andre være sårbare. Når det først er sket demonstrerer historien at det er yderst vanskeligt på fredelig vis at lave om på det.
Problemet med had
‘Hadtale’ er en anden stor undskyldning for censur. Modstand til “hadtale” lader antyde at man er åh så dydig. Helt tydeligt defineres, udskammes de som taler sådant som værende inferiøre. Det har også tjent som et vigtigt formål, som det måske også var tiltænkt, Som det relative nye udtryk det er har det tjent et vigtigt formål nemlig at tillade at mange der hævder at være på venstrefløjen kan fastholde dennes menneskerettigheds forståelser for at gå videre frem med den fascistiske ideologi hos deres bagmænd, samtidig med man lader som om man er varm fortaler for en humanitær sag.
Det er vanskeligt at definere eller snarere defineres det på mange forskellige måder. Rettet mod en person, et individ, betyder det i klassisk forståelse at man ønsker at skade personen som man mener handler, taler på en måde der ikke er ønskelig efter den holdning man selv besidder. Det er ikke had at være uenig med nogen. Man kan være i ‘krig’ med nogen og alligevel ikke hade dem - det er det der menes med “elsk dine fjender.” Man kan påtage sig den vanskelige opgave at være soldat uden at knægte humaniteten og ligeværdet hos de du beskytter dit land imod. Man kan mene at det at voksen optræder i et drag show foran mindre børn er upassende og frastødende og så kæmpe for at beskytte børnene, men tænk over at ‘gerningspersonen’ er din næste i Guds øjne. At hade en person er noget helt andet.
Således kan vi, eller burde hade det som andre gør der skader uskyldige mennesker, og vi burde genkende sådanne tendenser hos os selv. Det betyder ikke at vi så skal hade den anden eller en selv. ‘Had tale’ der går ud på at betone had eller afstandtagen er hverken godt eller skidt. Det afhænger af konteksten. Jeg hader den måde nogle mænd i byen jeg voksede op i slog deres hustruer, og jeg hader at børneægteskaber og misbrug er accepteret som en ’følge skade’ hos større offentlige sundhedsinstitutioner. Jeg mener jeg har pligt til at give udtryk for min holdning. I en ideel verden burde vi være i stand til at ytre os frit om vort had til det forkerte.
Imidlertid er også had selv rettet mod mennesker ikke en gyldig grund til at fordømme dem. Jeg har mødt en hvis hele landsby blev smadret af en anden defineret gruppe af mennesker og min bedstemors søn blev helt overlagt sultet ihjel af agenter for en fremmed nation. Hvem er jeg at skulle fordømme dem for deres manglende villighed til at beskæftige sig med sådanne personer? Jeg mener de tager fejl, men jeg anerkender at vi sandsynligvis ville udvise samme reaktion. De burde have lov til at tale frit om deres følelser.
Vi som modne mennesker kan forstå konteksten i andres følelser, høre deres ord og gå i dialog. Had der skjules inde i os, har brug for at komme frem i lyset til en åben diskussion for at blive behandlet sundt. At undertrykke ytringsfriheden, som mange regeringer og vore fordærvede internationale institutioner lige for tiden gør, er at nægte og undertrykke sådanne samtaler. Det fører til eksklusion frem for inklusion og accept.
At være fortaler for ytringsfrihed, er med til at fremme ædelhed, men ikke et krav.
The Founding Fathers of the United States der fik indarbejdet ytringsfrihed i deres forfatning var ikke i særlig grad gode, moralsk ophøjede mennesker. Mange af dem misbrugte åbenlyst deres magt til at holde slaver, mens andre fordømte den praksis. De var mennesker med store fejl, der dog var i stand til anerkende idealer større end dem selv.
De fleste mennesker, dog måske ikke alle, deler idealerne og forståelserne af fundamentale rettigheder og hvad der er forkert. Imidlertid er vi tilskyndet af grådighed, selvopretholdelse og et ønske om at være del af en gruppe som vi vil fremme på bekostning af andre. Vi kan ikke kontrollere disse drivkræfter hos andre og er ikke særlig gode til at kontrollere vore egne. Evnen til at tale frit gør os i stand til at påpege andres fejltrin, og til at anerkende de som påpeges hos os selv. En konge med et hof af Ja-sigere er i alvorlig fare for at gøre skade på sit folk og sig selv. En rig og magtfuld filantrop, der omgiver sig med spytslikkere, falder i samme fælde. Den ubehagelige nødvendighed ved at få sine egne fejl udstillet går tabt når vi undertrykker tale gennem frygt og lovgivning, og vi hindrer vores egen forløsning.
Ytringsfrihed handler således om at tillade at sandhed afslører falskheden og fordærvet hos os selv og hos andre. Det er derfor ubehageligt for os selv og de som er ved magten. Det foruroliger harmonien og sammenhængskraften i samfundet, som regeringen i Kina kunne udtrykke det. Det er derfor censur er så iboende attraktivt for os alle, og det at forbyde den er vanskelig. The American Founding Fathers, trods al deres fordærv og svigten, blev inspireret i en sjælden grad til at gå ind for ytringsfrihed.
Alternativet er den voksende tendens hos et samfund hvor næsten alle gør hvad de bliver bedt om, holder inde med at drømme eller håbe, og ikke længere prioriterer det at stræbe intenst efter lykke. Det er som burhøns i forstadsbure der behager de som giver dem føde og kontrollerer dem og klukker over de ‘uheldige’ der udvælges til slagtning. Det er ganske enkelt feudalisme og undertrykkelse.
Alternativet, hvor ytringsfriheden i den grad er nødvendig, er menneskets opblomstring. Nu mere end hos tidligere generationer står vi alle over for valget om enten at kæmpe, holde fast ved ytringsfriheden eller fordømme fremtidige generationer til at befinde sig i den udsigtsløse bondeklasse som vore forfædre kæmpede så længe imod.
https://brownstone.org/articles/the-right-to-speak-evil/
