Tre dokumenter der manipulerede USA ind i 2. Verdenskrig

Neil M. Tokar

I sin bog Freedom Betrayed: Herbert Hoover’s Secret History of the Second World War and Its Aftermath, beklagede den tidligere præsident sig over præsident Franklin D. Roosevelts “frygt kampagne” for at få USA ind i 2. Verdenskrig. 

I sin rædselsvækkende Navy Day tale den 27. oktober 1941 hævdede Roosevelt at være i besiddelse af en “hemmeligt kort” der skulle vise Nazi planer om at invadere Sydamerika, specifikt Brasilien og Panamakanalen.

Den vgtigste sektion i hans Navy Day tale begyndte med at Roosevelt siger, “Jeg har i min besiddelse et hemmeligt kort lavet i Tyskland af Hitlers regering - af planlæggere af en ny verdensorden. Det er et kort over Sydamerika og en del af Centralamerika som Hitler foreslår at omorganisere.” 

Hoover var skeptisk, tvivlende. Han udførte sin egen personlige efterforskning om FDRs hemmelige kort. “Fire år senere, efter at Tyskland havde overgivet sig, var jeg i Tyskland,” skrev han. De amerikanske Army myndigheder informerede mig om, at de var blevet instrueret om at finde disse planer,” føjede præsident Hoover til. Resultatet af Hoovers efterforskning var uden bid. “Vore embedsmænd informerede os om, at der ikke var sådanne planer i de tilbageholdte tyske arkiver.” 

Hoover var ikke den eneste der undersøgte oprindelsen til Roosevelts hemmelige kort. Ifølge Lynne Olson’s book Those Angry Days: Roosevelt, Lindbergh, and America’s Fight over World War II, 1939-1941, blev den tyske regering voldsomt optaget af at finde ud af om man havde produceret kortet. Resultatet af denne efterforskning var nytteløst. Fire dage efter Roosevelts tale sagde Tysklands Udenrigsminister Joachim von Ribbentrop “vi benægter pure eksistensen af sådan et kort,” og han kaldte det et bedrageri “af den ækleste og mest frække slags.” Så hvem fortalte sandheden Roosevelt eller von Ribbentrop.

Olson skriver til sin store overraskelse at “Das Reich fortalte sandheden.” Olson sagde at “det var en forfalskning, et produkt af en hemmelig BSC enhed i Toronto ved navn Station M.” BSC står for British Security Coordination, og er en hemmelig del af MI6, Storbritanniens Secret Intelligence Service. Det at producere falske dokumenter i Torontos “fupdokument fabrik” var blot en del af BSC’s hemmelige operationer. ‘

Ifølge Thomas E. Mahl’s bog Desperate Deception: British Covert Operations in the United States, 1939-44, inficerede BSC den offenlige meningsindustri for at ændre valg og få indflydelse på processen når Congress træffer beslutninger. Mahl skrev, “Det er ukendt for offentligheden at meningsundersøgelser af Gallup, Hadley Cantril, Market Analysts Inc. [ledet af Sanford Griffith], og Roper alle blev udført under indflydelse af dedikerede interventionister og agenter fra det britiske efterretningsvæsen.” 

Interventionisterne stod overfor flere problemer, og gik videre med manipulation af den amerikanske offentlighed og amerikanske politikere. Hitler var, for eksempel, en forhindring for deres dagsorden, fordi han ihærdigt forsøgte at undgå krig med USA. “Selv efter Roosevelt havde udstedt ordre til amerikanske krigsskibe om at “skyde” når de så tyske ubåde den 8. oktober 1941, “ skrev Thomas Fleming i hans book The New Dealers’ War: Franklin D. Roosevelt and the War Within World War II, “Hitler havde beordret Storadmiral Erich Raeder, den tyske flådes øverstkommanderende om at undgå hændelser som Roosevelt kunne bruge til at gå ind i kampen.” 

Som yderligere komplikation for interventionisterne eksisterede der et “smuthul” i Triparti Pagten mellem Italien, Tyskland og Japan. Pagten “forpligtede ikke Tyskland til at slutte sig sammen med Japan i en krig som Tokyo indledte, eller stod bag.” En krig mellem USA og Japan kunne ikke automatisk inkludere Tyskland. Dette var et alvorligt problem for interventionisternes håb om at involvere USA i Europa.

 

Men så hændte noget der kan ligne noget mirakuløst og som ændrede alt. Den 4. december 1941 udgav, the Chicago Tribune og the Washington Times-Herald Chesly Manly’s dybt overraskende en afsløring af, at Roosevelt, modsat præsidentens tidligere benægtelser, planlagde at føre USA ind i krig mod Tysklannd.” 

“Kilden til reporterens information var intet ringere end en ord til ord kopi af Rainbow Five, den top hemmelige krigsplan udformet på FDR’s foranledning.” Rainbow Five “opfordrede til at skabe en hær på 10 millioner mand, herunder en ekspeditionsstyrke på 5 millioner mænd der ville invadere Europa i 1943 for at besejre Adolf Hitlers krigsmaskine.” Hitler svarede igen den 11. december ved at erklære krig mod USA. I hans tale til  Reichstag sagde Hitler at hans endelige beslutning var blevet ham påtvunger af de amerikanske aviser der havde lækket Rainbow Five. Opsummeret; den 11. december fik interventionisterne præcis det de ønskede.

Hvem lækkede Rainbow Five til Chesly Manly? Manlys kilde var Senator Burton K. Wheeler. Så meget vides. Wheeler’s kilde var en ikke nævnt ved navn kaptajn i Air Force, der “blot var en budbringer.” Luftkaptajnen fra Air Force var en der holdt sig i skjul. Så hvem var den mystiske mand der skjulte sig? General Albert C. Wedemeyer, der havde været med til at udforme Rainbow Five, mente det var Roosevelt der var synderen:

Jeg har ingen direkte bevis, men jeg har altid være overbevist om, på et intuitivt plan, at præsident Roosevelt bemyndigede det. Jeg kan ikke komme på at nogen andre, herunder at General Arnold, skulle have nerve til at frigive det dokument.

Roosevelt havde ikke monopol på brugen af dokumenter der havde til hensigt at manipulere USA i krig. Harry Dexter White var både direktør for Division of Monetary Research hos the United States Treasury Department og spion der arbejdede under Soviet NKVD agenten Vitalii Pavlov, ifølge John Koster’s bog, Operation Snow: How a Soviet Mole in FDR’s White House Triggered Pearl Harbor. 

Fordi Sovjetunionen ønskede at undgå en krig på to fronter, mod Tyskland i Vest og Japan i øst, var Whites mission af dirigere den japanske aggression bort fra Sibirien ved at foranledige en krig mellem USA og Japan. For at opfylde missionen havde White en aktiv rolle i de diplomatiske forhandlinger med Japan. Det resulterede i det endelige amerikanske tilbud, kaldet the Hull note.

The Treasury Department og White var involveret i de diplomatiske forhandlinger, fordi økonomierne var en presserende udfordring. Ved at indefryse Japans værdier og ved at kræve at Japan skulle have eksport licenser havde USA de facto indført en olieembargo den 26. juli 1941, Den økonomiske strangulering gjorde ondt, og blev set som en stor trussel mod Japans  militærmagt således ønskede Japan at olie embargoen blev ophævet. 

White ledede med succes forhandlingerne væk fra blødere, forsonende politikker (såsom Hulls tremåneders ‘våbenhvile’ og begrænsede olieforsyninger til civilt brug) til hans foretrukne resultat der var særdeles kontant. White opnåede dette ved at skrive to memoranda, hvis indhold havde indflydelse på den endelige Hull note.

Specifikt krævede Hull noten, at Japan trak sig ud af Kina, herunder marionetstaten  Manchukuo ( Manchuriet) mod nordøst, og Indokina (det moderne Vietnam, Laos og Cambodia).

Japan’s kejser svarede ved at bede om et møde med Japans tidligere premierministre.  Kiichiro Hiranuma påpegde Japans problem da han sagde at “opgive Manchuriet efter amerikansk pres var politisk selvmord.” Koster konkluderede ved at sige, “Ingen af disse ældre statsmænd kunne tilbyde USA noget der kunne blødgøre de drastiske og forbløffende krav.”

Den 1. december mødtes kejseren med sit private råd. Kabinettet stemte enstemmigt for krig. “Den japanske flåde blev instrueret om at angribe Pearl Harbor den 7. december, medmindre man modtog en sidste øjebliks anullering af et sådant angreb på grund af en pludselig ændring i Amerikas holdning.”  

BSC’s falske kort, Rainbow Five Lækken, og Hull noten afslører en skjult historie om manipulation. Hvert dokument, uanset om det var støbt af det britiske efterretningsvæsen, lækket for at provokere Hitler, eller udformet for at ophidse Japan skubbede USA ind i en global konflikt, man var uforberedt på at bekæmpe. 

Image: Public domain.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/three_documents_that_manipulated_the_united_states_into_world_war_ii.html

Kernekraftens dilemma - skaber kun få jobs

Kernekraftens dilemma: Få jobs - kun energi

                        

William Tucker                 

Obama forsvarede grøn energi, Romney forsvarede kul, fordi det er der jobbene er. Kernekraften kunne lige så godt være ikke eksisterende.

                                                         

Her forleden meddelte Environmental Entrepreneurs, en lobbygruppe, at vind- og solprojekterne rundt om i landet har skabt 34409 nye arbejdspladser i andet kvartal af 2012, med de største koncentrationer i Californien, Michigan, Ohio, Florida og Colorado.

Republikanernes præsidentkandidat imødegik straks dette ved at besøge Ohio’s kulmineområde, og lovede at beskytte industrien fra Obama administrationens “Krig Mod Kul.” For ikke at halte bagefter drog præsident Obama til Iowa, hvor han endog fik støtte af den republikanske guvernør Terry Branstad i opfordringen til Kongressen om at forny skattebegunstigelsen således at vindkraftindustrien kan skabe endnu flere arbejdspladser.

Således tog den præsidentielle kamp om fremtiden for energien form - hvad skaber flest jobs, kul eller vind? Hvad med kernekraft, der også kunne siges at have en potentiel rolle i nationens energifremtid? Nuvel kernekraft har en stor svaghed. Den skaber ikke mange arbejdspladser. Til gengæld skaber den en masse energi. Og i konkurrencen om hvilken form for energi der skaber flest jobs, så er der altså ikke meget at hente her. 

Skiferolie og gas forekomster 

Lad det være sagt, at af andre energikilder der ikke er i spil her - er gas og olie. Nye boringsteknikker efter skiferolie og råolie skaber nu flere jobs og brugbar energi end alle de andre teknikker tilsammen. Produktion fra Marcellus Shale i Pennsyvania og Ohio er over 82% mere end sidste år. North Dakota’s Bakken Shale har medført det laveste arbejdsløshedstal i staten. Oklahomas gasfelter klager over at de ikke kan finde tilstrækkeligt med arbejdere. Enhver sund, arbejdsduelig mand kunne drage afsted til disse stater og komme til at tjene nær ved en sekscifret indkomst.

Men da alt dette sker i den private sektor har det ikke fået megen opmærksomhed i præsidentkampagnerne. Det meste af Marcellus skiferudvindingen er på private hænder - så velsignet - derfor kan det udføres uden indblanding af forbundsregeringen. Kun New York State har været et flop - hvilket er blot endnu en grund til at den øvrige del af Staten New York, altså når man ser bort fra New York City, rangerer som den næst fattigste stat i nationen - kun Mississippi er værre stillet.

Det som er tiltrækkende ved kul og vind for politikerne er at det involverer forbundsregeringen. EPA (Miljøministeriet) fører kampagne for at lukke 10% af nationens kuldrevne kraftværker. Præsidenten (Obama) fortsætter imidlertid sine bestræbelser på at “tæmme solen og vinden og jorden for at skaffe brændstof til vore biler og vore fabrikker,” som han udtrykte det i sin indsættelsestale.

Skattebegunstigelser til vindkraft - hvilket gør det profitabelt at opstille vindmøller selvom de aldrig skaber en kilowatt økonomisk rentabel elektricitet - vil blive forstærket i den nærmeste fremtid. Ethanol fra afgrøder, der nu sluger 40% af majshøsten vil fortsætte med at blive støttet, selvom det får verdensmarkedsprisen på fødevarer til at øges og internationale embedsmænd anklager os for at udsulte verdens fattige. 

( EPA viste sin modvilje her forleden da man meddelte at durra, nationens tredjestørste afgrøde, også ville blive konverteret til ethanol).

Durra

Militæret får instrukser om at komme biobrændsel i jetbenzinen, selvom det vil koste 59 dollars per gallon. Og med næsten halvdelen af landet vest for Mississippi der stadig ejes af forbundsregeringen er præsidenten i stand til at lade en vindmøllefarm på 350 kvadratmil opføre i Wyoming, og adskillige 20 kvadratmil solanlæg i Mojave ørkenen. Alt dette vil skabe jobs, og flere jobs.

Hvordan kan kernekraften dog konkurrere mod alt dette? Ikke særlig godt. Tag nu f.eks. kulminerne. Der er anslået 88000 kulminearbejdere i dette land, der arbejder i 1300 kulminer, de fleste i Pennsylvania, Ohio, West Virginia og Kentucky. Der er 400 miner i Kentucky alene. Mere end et halvt dusin stater betragter sig som “kulstater,” med Indiana, Illinois, Tennessee, Alabama, Colorado og Wyoming der kan føje sig til listen. Montana, staten med de største kulreserver har faktisk ikke påbegyndt udvindingen endnu.

Hertil skal lægges arbejdspladser i jernbanen. Et 1000 megawatt kulkraftværk skal forsynes med 110 togvogne kul hver 30. time. Et fuldt lastet vogntog med kul forlader nu Powder River Basin i Wyoming hver 8. minut. Kul udgør næsten halvdelen af den fragt der føres på jernbanerne, og det er så et spørgsmål om, hvorvidt jernbanerne i virkeligheden ejer kulselskaberne eller omvendt. I hvert tilfælde er der nær ved 200000 jernbanearbejdere i USA, hvoraf altså halvdelen er beskæftiget med at flytte kul.

 

Lad os nu sammenligne dette med de minebehov og transportbehov der er ved en kernereaktor. Fordi uranium har en energidensitet der er næsten 3 millioner gange større end kul så er det ikke meget der kræves. Uranium Producers Association rapporterer at der er 13 uranminer i drift i landet, som samlet beskæftiger 1360 arbejdere. Det årlige udkomme af uranimum minedrift ville kunne fylde to jernbanevogne - altså ingen behov for jernbanedrift.

Aktuelt er den hjemlige uranium produktion blevet undertrykt i de sidste to årtier på grund af Megatons-til Megawatts-Programmet der har genbrugt 18000 tidligere kernevåbensprænghoveder i den største ‘sværd til plovjern’ bestræbelse i historien. (Har du aldrig hørt om det? Ja, hvorfor mon). Men traktaten udløber i 2014, og den hjemlige udvinding af uranium kan da øges en smule. Russerne foreslår nu at de vil forsyne hele verden med uranium fra en mine i Sibirien.

Fordi uraniumminedrift er i en sådan lille skala, er der ingen “kernekraft stater.” New Mexico’s Pete Domenici var en af de førende fortalere i Senatet på grund af tilstedeværelsen af Los Alamos og Sandia National Laboratories. Hans iver er blevet overtaget af Senator Lamar Alexander fra Tennessee, der har Oak Ridge. Men kernekraften har ingen ægte vælgertilslutning i begge stater og spiller en mindre rolle i deres politik.

Oak Rigde uraniumudvindingsværket. 

Så er der problemet med at berige uranium og forberede det til brug i reaktorerne. Det udføres af nationens eneste værk i Paducah, Kentucky der beskæftiger 1200.

The U.S. Enrichment Corporation (USEC) forsøger at erstatte det med en mere moderne facilitet i Piketon, Ohio, men det beskæftiger cirka samme antal. Hvad med transporten af brændselsstavene til reaktorerne? Det kræver kun en ‘flåde’ på seks lastvogne der skal køre hver 18. måned.

Sammenlign nu dette med vind, en endnu større stemmesluger. Hver vindmølle på 45 etager producerer cirka 2 MW, hvilket betyder du har brug for 500 møller før det svarer til kapaciteten på et kernekraftværk.

Disse møller skal fabrikeres og køres til fjerntliggende steder rundt om i landet. Du har måske set dem på landevejen. Hvert vindmølleblad er den halve længde af en fodboldbane. Men vindfarmene producerer kun elektricitet 20% af tiden, så derfor har du brug for 5 gange det antal før det svarer til en 1000-MW kernekraftværk. Det er altså 2500, 45 etagers høje vindmøller der selvfølgelig kan omsætte til fremstillingsjobs, masser af transportjobs, og masser af entreprenørjobs.

Vindkraft er kun og intet andet, end arbejdspladsskabende. 

De jobs der er brug for til Solanlæg er i samme skala. Hver solkraftpanel eller højpoleret spejl - adskillige kvadratmil af dem - kræver omfattende fremstilling og stor vedligeholdelse. Hvis de placeres i ørkenen, så skal de konstant rengøres og poleres for ikke at blive dækket af støv og snavs og effektiviteten dermed forringes. Vi skal måske ansætte det halve af Mexico til det arbejde. Det betyder endnu flere vælgere ud af den tangent.

Der hvor kernekraften skaber arbejdspladser er ved opførelsen og betjeningen af reaktorerne. Opførelsen af et nyt værk kræver 5000 bygningsarbejdere i fem år, muligvis dobbelt eller tre gange så mange som ved opførelsen af kul eller vindværker. Forbes har netop udgivet en artikel der siger at en 1000-MW reaktor kræver 5000 højtuddannede stillinger, mens kul skaber 220 mindre uddannede jobs, vind 90 og naturgas kun 60. Men disse job er lokale. Bisconti forskning har fundet frem til at støtten til kernekraft stiger til 80% i byer, hvor reaktorerne placeres, men at goderne ikke spreder sig til naboområderne. Byen Vernon, med en befolkning på 2000, der er hjemsted for Vermont Yankee, er næsten 100% i favør for at opretholde deres reaktor. Men byens interesser er nærmest kvalt af de 323000 andre Vermonts, der ikke kan se goderne, og mener de kan skabe det samme energiforbrug ved at plastre Green Mountains til med vindmøller.

Vermont Yankee kernereaktoren

Den eneste måde hvorpå kernekraft virkelig “skaber jobs” er i at give ren, billlig elektricitet til andre fremstillingsvirksomheder der således kan generere overskud. Tennessee har forvandlet sig til en større bilproducerende stat ved at være hjemsted for både Nissan og Volkswagen U.S. hovedkvartererne og skabt 100000 afhængige jobs, hovedsagelig ved at høste gavn af kernekraftelektriciteten fra Tennessee Valley Authority. IBM,  Vermonts største arbejdsgiver, har truet med at forlade staten, hvis man ikke har adgang til den billige energi fra Vermont Yankee.

Nej, når det drejer sig om at stable stemmer sammen fra de tusinder at kulmine- eller jernbaneansatte eller vindmøllefremstillere, da falder kernekraften definitivt igennem i den prøve. Alt den skaber er masser af ren billig energi.

                                         

                 

                  

        

William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.

http://spectator.org/archives/2012/08/24/nuclears-dilemma-few-jobs-just