Den jødiske plan for at slå Hitler ihjel i 1933

 

Den jødiske plan for at slå Hitler ihjel i 1933

Hvordan FBI forhindrede jødisk amerikanske gangstere i at ændre historiens gang i 1933

Robert Rockaway

“I 1933, blev jeg kontaktet af en respektabel person, en jøde der ikke var involveret i noget kriminelt og han bad om min hjælp. Han ønskede jeg skulle kontakte en af mine venner i underverdenen og planlægge at slå Hitler ihjel.” Jeg stirrede på manden over for mig. Jeg var lamslået. En plan om at slå Hitler ihjel i 1933? Og hvor jødisk-amerikanske gangstere var involveret. Mente han det seriøst? Historien virkede noget opfindsom, en bube meyseh (gamle enkers eventyr). Jeg var skeptisk

Dog skrev jeg det ned han fortalte mig. Han sagde, at lejemorderen eller mændene der var udvalgt til jobbet måtte tale Yiddish, så de kunne klare sig uden sprogproblemer i Tyskland. Han sagde de ville få 2500 dollars plus alle udgifter. Han sagde den “respektable jøde” fortalte ham “Der er mennesker i Tyskland der er klar til at assistere os.” Således huskede han planen om at slå Hitler ihjel. 

Min kildes øgenavn var “Dutch.” Han var en af de ældre “pensionerede” gangstere jeg interviewede til min bog But He Was Good to His Mother: The Lives and Crimes of Jewish Gangsters.  Ifølge mine noter mødte jeg ham den 15. august 1988, på Picasso Cafe i Herzlia Pituah, en finere forstad til Herzlia, et par og tyve kilometer nord for Tel Aviv. 

Da vi mødtes boede han i Israel. Han sagde, “Mine venner kalder mig Dutch. Du virker OK, så kald mig også Dutch.” Dette var vort eneste ansigt til ansigt møde, og han bad mig ikke benytte hans familienavn mens han stadig var i live. Det lovede jeg ham. Han døde sent 1993. Senere erfarede jeg han hed Goldberg. Så vidt jeg ved, var jeg den sidste person han talte med om emnet. 

Jeg husker Dutch som værende cirka 180 høj, firskåren og med tyndt gråt hår. Jeg anslog hans alder til et sted i 80’erne. Jeg kunne se han måtte have været en flot fyr som ung.  Men tiden tager sin del af skønheden. Hans hud havde alderspletter, og hans højre hånd rystede let når han drak af sin kaffekop. Først bad han mig fortælle om mit arbejde og baggrund, og hvorfor jeg ville tale med ham. Jeg fortalte jeg var vokset op i Detroit, var blevet doktor i historie ved University of Michigan, og underviser ved Tel Aviv University. Jeg forklarede at jeg forskede i jøder og organiseret kriminalitet  i the United States. Derpå samtalede vi om nogle personer fra den organiserede kriminalitet, herunder Meyer Lansky, som jeg interviewede i 1980. 

Dutch så på mig et øjeblik. “Gangsters,” sagde han, “Hvorfor skriver en pæn jødisk professor om det emne? Der er da masser af andre ting man kunne skrive om, gangstere er ikke en af dem.” I de næste 10 minutters tid var vi så inde over min forskning og emner Dutch mente jeg skulle kaste mig over.  

Så fortalte han mig om sin baggrund. Han var vokset op på  New York’s Lower East Side. Han gik ud af skolen som 13 årig, stjal fra rejsende og drukkenbolte for at få penge. Fordi han var en barsk fyr og en god bokser, arbejdede han som ashtarker (muskelmand) og til en aftalt pris kunne han banke en person der skyldte penge. Han arbejdede undertiden som skruebrækker ved strejker og for bootleggers under Forbudstiden ved at holde øje med afskibninger af ulovlig spiritus. Han hævdede han har været anholdt flere end 40 gange, og sagde han havde slået “mere end en mand ihjel.” Tidligt i 1930’erne blev han soldat for the Bug (Siegel) og Meyer (Lansky) banden i New York. 

Dutch sluttede sin historie om den hævdede plan for at slå Hitler ihjel ved at sige, at efter han var blevet kontaktet “talte han med nogle af drengene om det. De hadede nazisterne og vidste hvad der skete med jøderne. De var villige til at drage til Tyskland og udføre jobbet.” Men før kontrakten kunne formaliseres, “så begyndte den  mamzer [bastard] J. Edgar Hoover og hans slæng med at snuse omkring og stille spørgsmål.” Derfor mente “drengen” det var klogt at droppe sagen. Det var ikke godt for forretningen. Idet han reflekterede over planen konkluderede Dutch: “Det var i bund og grund en skam. Jeg ville ønske vi havde udført den og dræbt den skiderik. Kan du forestille dig det? Vi ville have været helte. De ville have givet os medaljer.”

Da han holdt ind spurgte jeg ham om han havde gode beviser for denne plan. “Bevis” spurgte han. “Hvad slags bevis?” 

“Jeg mener dokumenter, breve. Jeg er trods alt historiker. Jeg elsker dokumenter.” 

Han lo. “Du gør grin med mig,” sagde han. “Der er ingen dokumenter.” Lidt efter fortalte Dutch mig dog, at Hoover muligvis skrev noget om det og at jeg måske skulle undersøge det i Washington.  Andre tidligere jødiske gangstere jeg havde interviewet fortalte, hvordan de havde hjulpet jøder, og hvordan de havde behandlet anti-semitter og Nazi-buddhister i the United States i 1930’erne. Måske gjorde de det for at imponere mig. Måske ønskede de i deres høje alder at slette nogle af deres ungdoms mere nederdrægtige handlinger. Ganske belejligt ‘glemte’ de at fortælle mig, at de begyndte deres kriminelle løbebane ved at gennembanke og røve jøder i deres nabolag. Det samme, troede jeg ville gælde Dutch. Måske fandt han på det hele, eller fortalte mig det jeg gerne ville høre. 

 

Et år senere forskede jeg i arkiverne i FBI bygningen i Washington. Jeg sad ved et bord og ventede på en mappe da jeg på bordet ved siden af så noget. Der stod “Adolf Hitler.” Jeg spekulerede over, hvorfor FBI skulle have en mappe om Hitler. Jeg åbnede den og fandt memos, rapporter, breve der dokumenterede et formodet forsøg af amerikanske jøder på at slå Hitler ihjel i 1933. Måske havde Dutch fortalt sandheden.

Mappen med nummeret 65-53615, beskriver i detaljer en plan, hvor en mand indgår. Planen nåede gennem første planlægningsstadium, men kan være hindret af the U.S. Department of Justice. I et forsøg på at undgå en international episode - en amerikansk borger der myrder en tysk leder - kunne amerikanske embedsmænd have hjulpet med til at redde Hitler?

 

Konspirationsfortællingen om at dræbe den tyske kansler nåede frem til den amerikanske regering ved et brev dateret 23. marts 1933, skrevet på almindeligt hvidt papir og adresseret til. “Den tyske ambassadør, Washington D.C.” Ambassadøren overdrog derpå brevet til Udenrigsminister Cordell Hull den 28. marts, og Hull sendte det videre til the U.S. Attorney General Homer Cummings. Der står:

Dear Sir:

  I have asked President Roosevelt to publicly remonstrate with your government [about] the outrages committed upon the Jews in Germany, and to demand an immediate and complete end of this persecution.

   In the event that he does not make such a statement, I notify you that I shall go to Germany and assassinate Hitler.

Yours sincerely,

Daniel Stern

Tyske diplomater krævede en øjeblikkelig og fuld efterforskning af den trussel. Det bør nævnes at den tyske ambassadør Friedrich Wilhelm von Prittwitz, trak sig fra den tyske regering i april 1933, i protest over at Hitler blev udnævnt som rigskansler.

 

Franklin Roosevelt havde kun været præsident i nogle få uger og der var den udbredte Depression at tage sig af. Begivenhederne i Tyskland, herunder Hitlers opstigning til magten kunne næppe bekymre regeringen eller den store amerikanske offentlighed. Ikke desto mindre kunne brevets trussel ikke ignoreres eller blot henregnes til en kugleskør persons udgydelser. Mere militante medlemmer af det amerikanske jødiske samfund havde reageret på Hitlers anti-jødiske politik ved at gå på gaderne. Hundreder samledes ved de tyske konsulater, forretninger og butikker, der solgte tyske produkter. Tusinder var med i demonstrationer og parader i New York, Chicago, Cleveland, Detroit og andre byer. I denne atmosfære var Sterns personlige krigserklæring mod Hitler noget der måtte tages alvorligt.

Attorney General Cummings henvendte sig til J. Edgar Hoover, direktøren for the Justice Department’s Division of Investigation, og bad ham finde Daniel Stern og standse ham. Hoover ledede afdelingen efter sin udnævnelse af præsident Calvin Coolidge i 1924. Afdelingen blev i 1935 til the Federal Bureau of Investigation. I 1935 ledte Hoover’s “G-Men” (agenter for FBI) hele foråret efter Stern, sommeren med og en del af efteråret 1933. Blandt deres primære kontakter var personer i den jødisk amerikanske underverden hvor Meyer Lansky, Bugsy Siegel, Dutch Schultz, og Lepke Buchalter—alle med forbindelse til New York’s Murder, Inc. syndikatet - havde velfortjent ry for at benytte vold for at beskytte deres forretningsområder eller forsvare deres samfund.

 

Meyer Lansky

Hoover tildelte en af sine topagenter Dwight Brantley, opgaven at koordinere den nationale efterforskning. Et tidligt spor fra Detroit sendt til byens G-Men førte ingen steder. Endnu et spor kom fra en special agent der ledede Chicago afdelingen. Han havde hørt om en Daniel Stern, som rygterne nævnte havde gangsterforbindelser, og som var flyttet til Philadelphia, hvor brevet til den tyske ambassade var stemplet. Agenter i Philadelphia ledte i de lokale telefonbøger, men der dukkede ikke en Daniel Stern op. De fandt en henvisning til en Daniel Stern i byens vejviser. Da de kom til adressen fortalte viceværten dem af Daniel Stern havde “forladt lejligheden for et år siden og han nuværende adresse kendte han ikke.” 

Agenterne henvendte sig derpå til deres jødiske bandekontakter. Max “Boo Boo” Hoff der dominerede Philadelphias kriminelle foretagender dengang tilbød at samarbejde. Han talte med agent G. R. Hardy i adskillige timer, men kunne ikke erindre at have mødt Stern eller kende nogen andre der havde mødt manden. Harvey interviewede adskillige af Hoffs medarbejdere, men de hævdede alle, at de aldrig havde hørt om Stern eller om en plan for at slå Hitler ihjel. Dog var de næsten alle, fortalte Harvey, imponeret af planen og mente det var “en storartet ide.”

Den tyske konsul i Philadelphia fastslog at “med stor sandsynlighed var brevet skrevet af en eller anden tosse, der sympatiserede med de jødiske elementer.” Konsulen fastslog yderligere at “han belejres af individer der truer ham, men at de alle er tosser, og han afviser dem og ignorerer dem, da han anser deres trusler som tomme.” 

I april modtog  the Justice Department et lovende spor gennem et brev dateret den 21. april til den tyske ambassade og stemplet Highbridge Station, New York. Oversættelse af brevet fra tysk slog fast, “Jeg har overhørt en samtale mellem adskillige jøder i New York, jeg har erfaret at der en bevægelse i gang for at myrde kansler Adolf Hitler og at en ung amerikansk jøde allerede er blevet udvalgt til at begå dette mord. Jøderne der var til stede var meget glade over denne plan. Jeg kommunikerer dette videre til jer for at i kan tage forholdsregler mod at planen udføres. Med højagtelse C. Portugall.”

Hoover fik agent Brantley til at overrække informationerne til New York afdelingen. Fra den 18-23 juli gennempløjede agenter byvejvisere, telefonbøger og postadresser. De indhentede information hos deres kilder i underverden om Stern, og de såkaldte “Jøderne der var til stede var meget glade .” Sporene førte ingen steder.

Samtidig modtog the Criminal Division et brev dateret 27. maj fra den tyske ambassade der var blevet skrevet af et individ der boede på the San Carlos Hotel i Phoenix, Arizona. Skribenten hvis navn er sløjfet i FBI memos, fortalte at “han havde overhørt to jøder sige at Hitler skulle myrdes mellem maj og september 1933 af en agent fra New Yorks jøder.” Han skrev at Hitler enten skulle forgives eller skydes og “en ung amerikansk jøde var allerede blevet udvalgt til at udføre handlingen.” Han sendte straks et brev, hvori han genfortalte hvad han havde hørt, til den tyske ambassade. 

Brantley sendte straks agenter fra Los Angeles til Phoenix. Da de afhørte manden var han noget tøvende med at ville diskutere sagen og noget uklar om detaljer. Agenterne fortalte senere at manden er “en politisk flygtning fra Mexico, og en borger i det land.” Det lader til han er stærk pro-Hitler og anti-jødisk i sit ordvalg.” Agenterne gennemsøgte hotellisten for at finde nogen ved navn Daniel Stern - uden held. Ingen huskede noget om et hævdet møde eller noget usædvanligt. Agenterne undersøgte hotellisterne og skrev hvert eneste “navn ned der lød jødisk.” De sendte så disse navne videre og resultaterne af deres arbejde til hovedkontoret i Washington. Igen blev sporet koldt.

Den 10. august 1933, sendte Special Agent J.M. Keith en rapport om fremskridt,  “Daniel Stern og truslen om at slå den tyske kansler Hitler ihjel,” til Hoover. Keith opsummerede efterforskningerne i Chicago, Philadelphia, Detroit, Phoenix og New York. Han indrømmede at delingen havde fejlet i at lokalisere Stern eller at afdække nogen plan om at begå mord.

Den 2. september indleverede Special Agent Brantley en endelig rapport til Hoover. Han skrev alle udestående spor vedrørende truslen om at dræbe Hitler, “var blevet efterforsket uden at nogen afgørende information var indsamlet". Som følge heraf er sagen blevet lukket ved Washington kontoret.” Brantley forsikrede Hoover om at sagen ville blive genåbnet, hvis den tyske ambassade modtog mere information. 

Da jeg kom tilbage til Israel ringede jeg til Dutch og fortalte ham hvad jeg havde fundet i FBI arkiverne. Jeg spurgte om han havde hørt om Daniel Stern. Var det navn et alias? Var han professionel lejemorder? Han sagde han havde hørt rygter om en ung mand ved navn Stern, men ikke kendte meget til ham og havde aldrig mødt ham. “Lad os formode at denne Stern havde en masse entusiasme, men ikke særlig meget hjerne eller seykhl [fornuft]. Måske var han meshuge [tosset]. Han var besluttet på at slå Hitler ihjel, og en eller anden mente han var nyttig. Timingen var helt forkert,” sagde han. “Og måske var der nogen der satsede på den forkerte hest. Ingen kendte meget til Stern. I begyndelsen skulle det være godt. Men man ved aldrig. Man ved aldrig.” 

“Den sommer i 1933 erfarede vi, at så at sige alle og enhver havde tanker om at slå Hitler ihjel. Når man kom til Tyskland, ja så måtte du stille dig i kø før du kunne komme til at udføre dit angreb. Senere var der nogen der sagde til mig, at der var flere end et dusin der var ude på at få ram på Hitler i 1930’erne. Offentlige personer bliver der passet godt på, men med Hitler var det noget helt andet, jeg mener at nogen forsøgte endog at slå Roosevelt ihjel i 1933. Det lykkedes næsten. Men Hitler? Han var ‘skudsikker.’ Jeg sværger ved gud, djævelen var hans livvagt. Og du må huske at til sidst, så var den eneste der kunne slå Hitler ihjel - Hitler selv.” 

The Hitler Assassination Files

Evidence of the thwarted Jewish gangster plot to eliminate the rising politician in the 1930s

 

Robert Rockaway is professor emeritus at Tel Aviv University, and the author of But He Was Good to His Mother: The Lives and Crimes of Jewish Gangsters

http://www.tabletmag.com/jewish-news-and-politics/199949/the-jewish-plot-to-kill-hitler