Barbie og den kommende revolution i Iran
Af frygt for den unge generation er Irans mullaher optaget af at holde Vestlig indflydelse ude i en ekstrem grad. Hvordan kan USA udnytte denne tilstand og få frihed bragt til landet.
Ugens nødråb i Iran rettet mod de imperialistiske kræfter hos amerikanske legetøjsfabrikanter kunne være en morsomhed, dersom det ikke var så kendetegnende for en langt mere omsiggribende og voldsom paranoia indenfor Den Islamiske Republik Iran. Faktisk så giver de seneste udfald fra de officielle kanaler rettet mod legetøj og satellit TV fra Vesten et lille glimt af den stadig mere tiltagende panik der hersker i det Iranske 'mullakrati'. I stedet for at repræsentere en ren komisk pudsighed er disse udfald faktisk i overensstemmelse med en længevarende Iransk politik, der går ud på, at holde Vestlig indflydelse ude fra landet. Gharbzadagi - oftest et udtryk for "Vestligficering" - er den påståede påvirkning af Vestlig kultur og underholdningsformer i det iranske samfund. Efter århundreders besættelse og efter imperiets fald er frygten for fremmed kulturel indflydelse over Iran blevet den største årsag til bekymring over hele landet; i særlig grad hos de herskende mullaher fra den revolutionære bevægelse. Filosofien blev først påpeget af den iranske forfatter og politiske teoretiker Jalal Al-e-Ahmad, hvis bog Occidentosis: En pest fra Vesten har spillet en fremtrædende rolle i Ayatollah Ruhollah Khomeinis revolutionære ideologi.
Tilladt 'Barbie' i Iran
Med et tiltag der skulle danne almindelig praksis for den herskende klerikale klasse i landet rettede Khomeini og Revolutionsrådet meget hurtigt al deres energi mod de unge og rodløse i Iran efter at Shahen var blevet fjernet i 1979. Læreanstalter blev lukket og der blev erklæret 'krig' mod universiteterne over hele landet. Rådet - grundlagt og under ledelse af Ayatollah Ali Khamenei - udførte deres arbejde dygtigt i adskillige år for at omskrive historiebøgerne, forfølge verdslige intellektuelle og fjerne al viden der ikke fulgte det islamiske mønster. De åndelige ledere forstod at disse ting udgjorde den alvorligste udfordring mod deres autoritet og således krævede en fuldstændig udrensning blandt de mere kosmopolitiske universitetskulturer i Iran.
Dette medførte vold og blodsudgydelser på næsten enhver Iransk læreanstalt. Landet var blevet befriet fra det autoritære greb af Mohammad Reza Pahlavi (Shahen), og befrierne havde til hensigt af frigøre landet fra ethvert spor af Vestlige samfundsnormer. Khomeini forstod denne dobbelte krig da han erklærede, i de berømte ord i 1980, at Iran's revolutionære "ikke er bange for økonomiske sanktioner eller militær intervention. Det vi er bange for er Vestens universiteter og oplæringen af vore unge i Vestens eller Østens interesser." At fjerne imperialisterne bogstaveligt var ikke nok - at fjerne dem i tanke og teori var ligeså nødvendigt.
1980'erne var en slem tid for de unge i Iran, og landet mangler endnu at komme sig over den betydelige hjerneflugt der fulgte ovenpå årtiets lange udrensning af de intellektuelle på læreanstalterne. Den bizarre frygt for de unge er der stadig i dag; den manifesterer sig på mange måder, fra forbud mod rap musik til propaganda rettet mod satellit TV og undergravende opførsel. Mullaherne har grund til bekymring. Den bevægelse der fik greb i Iran i de sene 1970'ere fik næring af en voksende bybefolkning, der med mullahernes ord og konservative holdninger gav lindring hos en befolkning der var overvældet af alt det hypermoderne. I et land under hastig forandring blev de kendte ord fra moskeerne og de dertil hørende bønnegrupper (kendt som hayats) en hjælp for den kommende revolutions græsrødders voldsomme fremkomst.
Imidlertid kan et lands fiasko være et glimt af håb for et andet. En undersøgelse udført af World Public Opinion viser,at iranerne - skånt de stadig er kritiske overfor Amerikansk handlemønster - ønsker stærkere forbindelser, mere handel, og mere udveksling af ideer med deres Vestlige rivaler. Fremfor at tilslutte sig den anti-Vestlige retorik og slogans fremført af deres ledere, kan denne generation af iranere derimod se indhold i en fremtid med deres amerikanske modstandere.
Iran's frustrerede unge tilbyder USA et afbalanceret forhold som bomber og kugler alene ikke kan give. På den anden side, at angribe dette styre ville i stedet kunne fjendtliggøre denne post-revolutionære fremtidige generation. Det vil være disse unge mænd (og kvinder) der vil give Ayatollah Khomeini den sidste olie. Det er disse iranere - som om et tiårs tid vil nærme sig 40 års alderen og have deres egne børn - hvis politiske holdninger vil blive udviklet og formet af den måde Amerika involverer sig i deres land.
Den øverste leder har selv sagt det: Mullaherne er ikke bange for noget andet end deres egne unge. Bomber og invasion opildner impulsive unge. Angreb på Irans nationale identitet og suverænitet - enten om det er med missiler eller gennem økonomisk støtte til separatistgrupper - skader kun opfattelsen af Vesten. I stedet burde USA forsøge med det stærkeste våben det har. Tilbyde Iran omgående medlemskab af WTO og måske afgive løfte om andre bilaterale handelsforbindelser i lighed med QIZ der er indgået mellem Jordan, Ægypten, Israel og USA. Initiativer til at berolige den herskende klasses bekymringer på det korte sigt vil gøre det muligt at afsløre deres handlen på længere sigt.
Alle amerikanere burde være enige om, at et atombevæbnet Iran er uacceptabelt. Republikkens økonomiske støtte til terror og oprør i Irak - og faktisk i hele regionen - er også uacceptabelt og skal stoppes. Spørgsmålet for de amerikanske politikere bliver derfor: Hvad skal der til for at afslutte dette hurtigst muligt? Hvis Iran nægter at indgå i forhandlinger da er de selv skyld i den hårde metode fra Vesten. Men hvis Iran viser sig åben for forhandling og tilbud om hjælp da bør USA helhjertet indgå i sådanne tiltag.
http://pajamasmedia.com/blog/barbie-and-the-coming-revolution-in-iran/
En sådan artikel er med til at vise at indoktrinering, det være sig religiøst eller politisk, og bevidst nedprioritering af historiske kendsgerninger er ethvert totalitært systems stærkeste kampmiddel. Derfor bør uvildig historieundervisning og oplæring i vor kulturarv forstærkes og opprioriteres. Chokerende så få unge der kender vort land og kulturs historie. Hvorfor mon det er blevet sådan kan man gisne om? Jeg har en sikker fornemmelse.
SvarSlet