En upåagtet historisk tale

Bush i Knesset: Endnu en historisk upåagtet tale

Paul Kengor

I sidste uge holdt Præsident George W. Bush en fremragende tale i Knesset, det Israelske Parlament. Den placerer sig i top fem eller højere blandt de bedste taler af Bush i løbet af hans to perioder, og muligvis den vigtigste af de top to taler der omhandler hans langsigtede vision for Mellemøsten og hele verden. Den anden var hans tale i november 2003 foran National Endowment for Democracy. Hvis nogen professor der underviser i Bush's præsidentskab ser bort fra denne tale er vedkommende uduelig til sit hverv.
Anledningen til talen var 60 årsdagen for staten Israels grundlæggelse, der, ifølge Bush, i en af de mange udtryksfulde passager, nation. Det var en indfrielse af "var mere end oprettelsen af en ny nation det var indfrielsen af et gammelt løfte givet til Abraham, Moses og David." Præsidenten huskede på, hvorledes Amerika 11 minutter oprettelsen, efter ordre af Præsident Harry Truman, var den første nation der anerkendte Israel's uafhængighed.
Hvad Bush ikke sagde var at ikke alene stod Amerika alene dengang, men også Amerikas præsident der anerkendte Israel i modsætning til hans embedsmænd, fra udenrigsminister George Marshall, til forsvarsminister James Forrestal stod alene - og at Amerika ikke støttede et desperat Israel i den øjeblikkelige Arabiske invasion der fulgte.
Den 15. maj 1948, gjorde Sovjetunionens Josef Stalin mere for Israel end USA. Kun årtier senere kunne en amerikansk præsident med fuld ret sige, som Bush gjorde sidste uge, at "Amerika er stolt over, at være Israel's nærmeste allierede og bedste ven i verden."

Ligesom Truman i 1948, er Bush i maj 2008 oppe imod strømmen med sin vision, ikke alene for Israel, men for hele Mellemøsten. Denne vision var til skue i talen.

Bush understregede i denne tale, for mindst hundredegang i sin præsidenperiode, hans utilslørede tro, nogle siger overdrevne tro, på styrken ved demokratiet. Han bemærkede at Israel vedbliver med at være et bolværk for demokrati i Mellemøsten, og således er det en "skam at De Fornede nationer vedtager flere menneskerettighedsresolutioner mod det mest veludviklede demokrati i Mellemøsten, end mod nogen anden nation i verden." Amen.
Yderligere argumenterede han for, at de samfund der er frie er fredelige samfund. Dette var, endnu engang, Bush's vedholdende bekræftelse på hans tro på "demokratisk fred." "At frihed medfører fred", fastholdt Bush "er den vigtigste lære af det 20. århundrede." Og nu, insisterede hans er det, "vores opgave at videreføre dette i det 21. århundrede."

Det er i en nøddeskal, Bush's vision for Mellemøsten: en længerevarende demokratisk revolution for at forandre verdens mest skrøbelige region til et (forhåbentligt) frit, fredfyldt område - begyndende nu i Irak.

I denne tale gik han videre end han har gjort før, idet han forestillede sig regionen 60 år ude i fremtiden, idealistisk forestillende sig den mulige fremtid for demokratierne fra Libanon til Syrien til Ægypten, mens han dog indrømmede at en sådan "tranformation" og "modig vision" er noget som mange bedømmer som "det kan aldrig opnåes." Tvivlerne bad han om at huske, hvad de selv havde været vidner til i deres levetid: et folkedrabs krigshærget Europa, der nu er frit og lever i fred; et Kamikaze Japan der er en demokratisk "krumtap for sikkerhed" i Asien: og et Israel med ørkener og flygtninge der nu er et af de mest frie og succesfyldte nationer på kloden - ikke blot et forjættet land, men et "lys for nationerne."

Bush foretog ligeledes et underforstået meget velfortjent svirp til Jimmy Carter (dog ikke med navns nævnelse) og den moralske styrke den 39. præsident fortsætter med at stå for længe efter udløbet af hans præsidentperiode. Bush gjorde det helt klart, at Hamas, en terrororganisation, hvis hovedformål er at "udslette" Israel ikke er en gruppe der skal føres dialog med ligesom det gælder med Hezbollah og Osama bin Laden. Ejheller med Iran, som Bush præcist fastslog: "At tillade verdens største støtte til terror at eje verdens mest dødbringende våben vil være et utilgiveligt svigt for fremtidige generationer."

Det 21. århundredes kamp, sagde præsidenten, "vedbliver med at være som det altid har været den ældgamle kamp mellem godt og ondt.""Krigen mod terror", sagde Bush "er den afgørende udfordring i vor tid. Det er mere en kamp mellem hærstyrker. Det er en kamp mellem visioner, en mægtig ideoligisk strid."
Bush talte ligeså meget om sig selv som sit land da han sagde til Israels regering: "Medens vi ser fremad, vil vor alliance være ledet af klare principper, af de samme overbevisninger med rod i moralsk klarsyn og upåvirket af meningsmålinger i popularitet eller de skiftende holdninger hos de internationale eliter." Og han sagde til israelerne at når de møder "terror og ondskab," vil deres befolkning på 7 millioner faktisk bestå af 307 millioner, fordi Amerika vil stå op omkring dem.

Dette var hovedtrækkene i den flotte tale. De spørgsmål der står tilbage er ikke blot om Bush vil blive retfærdiggjort med tiden, men endnu engang, hvorledes og hvorfor endnu en fremragende, ægte historisk tale har fået så lidt opmærksomhed. Selvfølgelig nåede den de sædvanlige nyhedsmedier, men det var en skelsættende tale på et skelsættende sted i de sidste måneder af Bush's præsidentskab.
Tankerne der udtryktes af Bush i Knesset sidste uge - og det på en meget velartikuleret og kraftfuld måde - gav mindelser om Kennedy i Berlin, om Reagan ved Brandenburger Tor, ja, om nogle af de bedste præsidenttaler i moderne tid. Læs og hør talen her : http://www.whitehouse.gov/news/releases/2008/05/20080515-1.html

Mangelen på genklang er ligeså forundrende som den er forvirrende. Det er betegnede for, hvorledes og hvorfor denne præsident hele tiden fremstår som en af de mindst populære i mange generationer - lige så lidt agtet som hans allerbedste taler. George W. Bush's eftermæle er beslægtet med den 60 års vision han fremlagde i sin tale. Den afventer tidens fylde, og han vil ikke komme til at opleve det.

http://www.americanthinker.com/2008/05/bush_at_the_knesset_another_hi.html