60'erne fra en 60'ers synsvinkel

AT SE PÅ 60'ERNE FRA MINE 6O ÅR.

Burt Prelutsky

En af af vore mest besynderlige og vedholdende myter er, at 1960'erne forandrede Amerika. Men udover 'blomsterbørnenes' beundringsværdige støtte til borgerrettighederne, hvad har ungdommen fra det årti så bidraget med og opnået?

Skønt jeg stadig er flov over at have været Demokrat i så mange år, er jeg dog stolt over, at jeg selv da jeg var i 20'erne da mente, at 60'erne var det værste årti i Amerikas historie.

Fordi jeg er født i 1940 gik jeg på UCLA i nogle af de år, og jeg udviklede et fugleperspektivs syn på mine studenterkammerater. Det var ikke noget kønt syn.

Det som gør den periode til en evig kilde for nostalgi for så mange mennesker i min alder - de uophørlige protestfolkesange, de hjemmelavede, farvede T-shirts og bluser, sygekassebrillerne, hashpiberne, den barnlige modstand mod det bestående, som gennemtrængte så meget af populær kulturen - det får mig til at gabe selv i dag. De unge mennesker dengang stod på den rigtige side i borgerrettighedsbevægelsen, men det var så også det ypperste de opnåede af gode gerninger. Anti-krigs kampagnen var en parodi, havde langt mindre at gøre med pacifisme, end med manglen på mod og disciplin. Militærindkaldelser fortsatte og det var mere frygt, ikke moralske principper, som førte til, at unge mænd flygtede til Canada eller til at de brændte deres indkaldelsespapirer.

Et par ungdom'mer fra 60'erne. Guess who?

Baby generationen født i årene efter 2. Verdenskrig var medlemmer af den mest forkælede generation Amerika nogensinde havde opfostret. Fra fødslen var de blevet behandlet som kongelige, de var priviligerede og spolerede, det uanset der ikke var nogen særlige kvaliteter eller gerninger der kunne retfærdiggøre det, men udelukkende fordi de var født og, at de var deres forældres små darlings.

Ingen burde været blevet overrasket over, at når de blev ældre, da blev de deres egen religion. Deres ikke så hellige treenighed bestod af sex, stoffer og rock'n'roll. Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor det gjorde dem så interessante. Men på den anden side så behøver Guder jo ikke af afgive forklaringer.

Deres 'filosofi', den med at man ikke kunne stole på nogen over 30, var det ikke blot en tomhjernet floskel? Det blev dog dagsordenen, ikke blot for de under 30, men ligeledes, for de som var et godt stykke over. Det var ikke kun krige de fordømte, men tillige film, musik, TV-shows, bøger og politikere. Det blev børnenes lod at afgive deres godkendelsestempel på hvordan 'husholdningen' skulle føres.

Kendsgerningen, at de ikke var særligt vidende eller havde noget videre åbent sind, undtagen, selvfølgelig når det drejede sig om sex, stoffer og rock'n'roll, var med til at gøre dem ekstra mystiske eller interessante. Til forskel fra de voksne, sådan var tankegangen, da havde de unge ikke solgt sig selv. Det som gjorde deres forbandede sludder så fuldstændigt frastødende var at deres forældre faktisk købte tankegangen. Ydermere, fordi de manglede humor, blev deres selvhøjtidelighed opfattet som oprigtighed.

Selv dengang, opfattede jeg det som foruroligende, at for første gang i menneskehedens historie, ville ungdommen ikke blive voksen. Værre endnu, de voksne ville heller ikke. Resultatet var, at man næsten kunne få sympati med den foragt ungerne følte for de voksne hvis det ikke uundgåeligt havde ført til foragt for Amerika. Det førte direkte til, at de fik sympati for enhver af vor nations fjender på den tid, sådanne ærkeslyngler som Viet Cong, MaoTse Tung, Che Guevara, Chou En-Lai og Fidel Castro.

De fremherskende løgne var så åbenbare at jeg ikke kunne forestille mig, hvorfor så mange mennesker kunne være så påtaget forblindede. For eksempel var der en mængde selvkoncentreret pladdersnak om individualisme. De fleste af de som ævlede om dette havde dog samme tøj på, lyttede til den samme musik, så alle de samme film og fremsagde de samme flosker og talemåder. I en flok får ville man kunne finde mere individualisme.

Den måske største løgn, som blev grundlagt dengang, var noget man kaldte 'Retten til frit at Ytre Sig'. Det er næsten som det var taget direkte fra George Orwells "1984." Titlen, alene, ville have fået Big Brother til at grine smøret. 'Bevægelsen' som havde sin udbredelse på alle Amerikas universitetsmiljøer fra Berkeley til Columbia, bestod af radikale studenter som overtog styringen på kontorerne og i undervisningslokalerne og på succesfyldt facon formåede at gøre de professorer og administratorer, der ikke ville acceptere deres fascistiske dogmer tavse. Egentlig pudsigt så lidt tingene har forandret sig i løbet af årene.

I dag går børnene, og børnebørnene, af disse blomsterbørn også ind for Ytringsfriheden, men kun så længe at de som ytrer sig ikke går imod deres poltik og deres fordomme.

Fordi disse yderligtgående idioter manglede såvel evnerne til at læse indenad og nogen form for selvbeherskelse da indså de ikke at de ville ende ligsom de totalitært indstillede magtmennesker Orwell havde i tankerne. Da Orwell i bogen "Animal Farm" lod den dikatoriske grisediktator Napoleon, som symboliserede Stalin, forandre gårdens revolutionære kampråb fra "alle dyrene er lige" til "alle dyrene er lige, men nogle dyr er mere lige end andre" da havde han det Sovjettiske oligarki i tanke.

Desværre, opsummerer det meget præcist tankerne og handlemåderne hos Amerikas egne unge svin fra 60'erne.

http://pajamasmedia.com/blog/viewing-the-1960s-from-my-60s/