Er vore ledere blevet skøre?

Er vore ledere blevet skøre?

Newt Gingrich

Jeg har to børnebørn, 5 og 7 år. Hvis du er forældre eller bedsteforældre vil jeg bede dig ikke at tænke på dine elskede børn når du læser det følgende.

Du skal heller ikke dele min foragt for de barbarer der benytter uskyldiges blod til fremme af deres politiske mål.

Du skal heller ikke dele min foragt for de bureaukrater der tror vi kan komme overens med dem.

Heller ikke for de regeringer der mener deres handlinger ikke betyder noget.

For de politikere der tror at noget - ja alt - godt kan følge med at tillade børnemordere går fri.

Børnemordere sendt ud i "Protest" mod Camp David aftalen

Smadar Haran, hendes mand Danny og deres to døtre, 2 og fire år, var hjemme i deres lejlighed i det nordlige Israel natten den 22. april 1979. De sov i deres senge ved midnatstid da de blev vækket af geværild og eksploderende granater.

Terrorister udsendt af terrorristlederen Abu Abbas for at protestere mod underskrivelsen af den Ægyptisk-Israelske fredsaftale ved Camp David det foregående år var ved at bryde ind i bygningen.

Den elskelige Abu Abbas

I et desperat forsøg på at finde skjul bar Smadar sit 2 år gamle barn ind i krybeloft over soveværelset. Så skrækslagen var hun over, at babyen ville begynde at græde og afsløre deres skjulested for terroristerne, at hun holdt hånden stramt over pigens mund. Alt for stramt. Da de blev reddet timer senere, var den lille pige død. Smadar havde utilsigtet kvalt sit eget barn.

Men rædslerne standsede ikke med dette

Kuntar smadrede en 4 årig piges hoved mod en klippe så hun døde. Mens Smadar og hendes barn skjulte sig på krybeloftet løb Danny og den 4 årige ud af lejligheden for at søge sikkerhed i en underjordisk kælder. Det nåede de ikke. Terroristerne tog Danny og den lille pige ned til stranden, hvor en af dem, Samir Kuntar, skød Danny for øjnene af pigen. Formålet var, iflg. Smadar, at synet af drabet på sin far skulle være "det sidste hun nogensinde ville se."

Derpå smadrede Kuntar den lille piges hoved mod en klippe til hun døde.

I sidste uge i en aftale med den israelske regering med terrorgruppen Hezb'allah, kunne Samir Kuntar, en fejg barnemorder gå ud af et israelsk fængsel.

Israel gav ikke efter for terrorister i 1985. Men det gjorde de i sidste uge. Aftalen den Israelske regering indgik med Hezb'allah indbefattede udvekslingen af resterne af 2 israelske soldater dræbt af Hezb'allah som bytte for 5 levende terrorister i israelske fængsler, herunder Kuntar.

Kuntar var ingen almindelig terrorist fange. Abbu Abbas var så imponeret over Kuntar's brutale måde at slå et barn ihjel på, at han blev hjernen bag hijackingen af cruiseskibet Achille Lauro i 1985 - herunder drabet på og overbordkastningen i havet af den forsvarsløse, ældre, rullestolsafhængige Leon Klinghoffer - netop for at få Kuntar løsladt.

Mordet på Klinghoffer ombord på Achille Lauro

Israel gav ikke efter for terrorister i 1985, men det gjorde de i sidste uge. Og aftalen den indgik med Hezb'allah vil få katastrofale konsekvenser for Israel og resten af verden.

Aftalen, skriver Jerusalem Post's Caroline Glick "vil yderligere bekræfte Irans kontrol over Libanon gennem Hezb'allah. Den vil ligeledes med garanti medføre at enhver soldat der fremover tages til fange af Hezb'allah vil blive dræbt omgående. Hvorfor dog holde gidsler, når du kan myrde dem og forvente at det samme for dem som du ville få hvis de var i live?"

Kuntar modtager en helts velkomst i Libanon

Men endnu mere skuffende end den Israelske regerings villighed til at indgå aftaler med terroristerne er den modtagelse der blev givet ved løsladelsen af Samir Kuntar i store dele af Mellemøsten i sidste uge.

Klummeskriven Mona Charen rapporterer at Kuntar bogstaveligt talt på en 'rød løber modtagelse' i Beirut. Charen skriver:

Regeringen lukkede alle kontorer og erklærede dagen en national festdag. Titusinder af libanesere jublede, viftede med flag, smed konfetti i luften og affyrede fyrværkeri samtidig med af Hezb'allah stillede et stort show an for at fejre deres "sejr" over Israel. Mahmoud Abbas, den "moderate" leder af palæstinenserne sendte "lykønskninger til Samir Kuntar's familie." PA talsmanden Ahmad Abdul Rahman sendte ligeledes "hjertelige lykønskninger til Hezb'allah .... da frihedsheltene kom hjem.... med den store Samir Kuntar i spidsen."

Dette barbariske skuespil gør mig rasende og det burde gøre alle amerikanere rasende.

Såvel palæstinenserne og de libanesiske regering er modtagere af skattepenge fra USA's borgere gennem hjælpeprogrammer. Politiske ledere - og de mennesker de leder - der jubler over frigivelsen af en foragtelig barnemorder er ikke værdige til at modtage vor støtte.

Kongressen burde insistere på, at den libanesiske regering og de palæstinensiske myndigheder frasiger sig deres støtte til Kuntar eller de vil blive afskåret fra USA's støtte til dem.

Fredsformidlingen falder tilbage på Amerika

Som om nyhederne fra Israel ikke var dårlige nok kommer den tilsyneladende tendens hos nogle udenlandske politikere ledere til at lade sig forsone med vore værste fjender til at falde tilbage på Amerika.

Udenrigsministeriet sendte sin nummer tre embedsmand til at påbegynde "forhandlinger" med Iran, det selvom Iran fortsætter sin hensynsløse jagt på a-våben.

Førhen havde præsident Bush en etiket til et sådant træk. Han kaldte det "pacificering." I sidste uge lykkedes det hans eget Udenrigsministerium at tage de første skridt i et nytteløst forsøg på at pacificere en dikator der har erklæret ødelæggelse af Israel og nederlag til Vesten som sit mål. Hans endelige mål? En verden uden Amerika.

Og så kan man spørge igen: Er vore ledere blevet tossede?

"Hitler knægtet af fængslet" - Det uforklarlige ønske hos eliten til af lyve for sig selv Som historiker leder jeg efter løsninger på, hvorledes vi kan klare dagens problemer ved at se på, hvordan vi løste dem i fortiden.

Historien viser entydigt at visse elitære har et uforklarligt og dødsensfarligt ønske om at lyve for sig selv.

Et eksempel: I 1924, blev Adolf Hitler løsladt fra et tyske fængsel efter af have udsonet sin straf for at forsøge et statskup.

Ni år før han endelig fik magten og førte Tyskland på en uheldsvanger kurs mod Verdenskrig og en folkedrabskampagne mod jøderne, sigøjnerne, katolikkerne og andre, var overskriften i the New York Times:

"Hitler knægtet af fængslet"

Læs det en gang til. Artiklen konkluderer i denne vildledende note: "Hitlers opførsel under fangenskabet overbeviste myndighederne om, at han, ligesom hans politiske organisation, kendt som Volkischer, ikke længere udgjorde nogen fare. Man mener han vil vende tilbage til et liv i privatsfæren og rejse hjem til Østrig, hans fødeland."

Når forhandlingerne ikke giver resultat hvad er vi så klar til at gøre? Mens Amerika ser frem til edsaflæggelsen af en ny præsident til januar er det vi har behov for nu, mere end nogensinde, ledere der kan tøjle deres fristelse til at forføre sig selv om vore fjenders sande karakter.

Som en ung santor med meget lidt udenrigspolitisk erfaring står Barack Obama overfor en helt speciel udfordring. Mens jeg skriver dette rejser senator Obama rundt i udlandet for at forsøge at overbevise det amerikanske folk om, at han har lederevner som øverstkommanderende.

Senator Obama har også gentange gange forsikret os om, at han, også, vil forhandle med regimer som Irans. Spørgsmålet, vi skylder os selv at stille til senator Obama og vort Udenrigsministerium er:

Når forhandlingerne ikke virker, hvad er du så forberedt på at gøre?

Samtale er ikke en politik, det er en proces. Samtale med mennesker der har indviet sig til at ødelægge dig er såvel nyttesløst som dødsensfarligt.

Spørg blot israelerne. Efter at have hilst Samir Kuntar med omfavnelser og kys da han vendte tilbage til Libanon erklærede Sheik Nasrallah, Hezb'allah lederen, "Nu er er nederlagets tid bag os. Idag er det sejrens tid."
http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.706/pub_detail.asp