I godt selskab!

Tyranniets klub

Melanie Philipps

Rusland og Kina har nedlagt veto i FN's Sikkerhedråd mod at indføre internationale sanktioner mod nøglepersoner i Zimbabwes regering. Hele den britiske regerings diplomatiske strategi for Zimbabwe er således faldet sammen i skændsel.

Det er en udpræget ydmygelse for Gordon Brown, da han mente han havde overtalt G8 landene - herunder Rusland - til at støtte op om straffeaktioner mod Mugabes regime.

Vor udenrigsminister, David Milliband, siger han er 'meget skuffet'. Sig mig engang er han virkelig tør bag ørerne? Hvad havde han forventet?

Udover hvad denne afsløring fortæller os om vore dårlige forbindelser med Rusland så er det tydeligt blevet vist, at FN er det sidste sted at søge til, hvis man vil have handling mod despotisme, terror eller tyranni.

For selvfølgelig er Zimbabwe en oplagt sag for at kræve en FN handling. Sanktionerne blev foreslået efter at Mugabe blev 'genvalgt' som Zimbabwe's præsident i en farce af et valg, hvorunder yderligtgående vold tvang oppositionens kandidat Morgan Tsvangirai til at trække sig.

Dette skete som en følge af tidligere gennemført systematisk intimidering, tortur og massemord på Zimbabwe's terroriserede og plagede befolkning af Mugabe's håndlangere.

Oppositionen siger at 113 af dens tilhængere er blevet dræbt siden marts. I sidste weekend blev en anden af dens ledere, Gift Mutsvungunu, fundet død i en forstad til Harare. Hans krop var delvist brændt og hans øjne stukket ud.

Rusland sagde imidlertid, at der ikke var grund til at indføre sanktioner, hvilket ville være det samme som at blande sig i et medlemlands indre anliggender, som ikke udgør en fare for international fred og sikkerhed.

Men Zimbabwe's terrorregime repræsenterer netop en trussel mod den regionale fred og sikkerhed. I alle tilfælde er der et moralsk krav for handling. Hvis FN ikke gør noget for at forhindre ukontrolleret barbari hos et af sine medlemsstater, hvad i himmelens navn er så meningen med at FN er oprettet?

Selvfølgelig er Rusland og Kina kun drevet af overlagt kynisme og egeninteresse. Ikke alene spiller de med musklerne de ønsker heller ikke, at FN blander sig i deres egne krænkelser af menneskerettigheder.

Hr. Milliband havde håbet på, at ved at outsource problemet Zimbabwe til FN, at Storbritannien da ville blive befriet for opgaven at gøre noget ved et land, hvis forfærdelige skæbne Storbritannien trods alt har et historisk ansvar for.

Det slag i ansigtet han modtog som svar gør så des mere ondt, fordi FN jo nyder en særlig status hos 'de progressive' politikmagere.

Vestens progressive politikmagere er kommet til at tro, at nationalstaten er ansvarlig for alle dårligdomme i verden, fra fordomme til nationalisme og krig. De eneste lovlige institutioner er derfor de trans-nationale der foregiver at repræsentere menneskehedens fællesskab.

Således tramper trans-nationale råd og doktriner, som FN, EU, Den Internationale Kriminal Ret eller De Europæiske Menneskerettighedslove på vore nationale institutioner og love.

FN blev oprettet efter 2. Verdenskrig med de ædleste af alle motiver, at sikre at verden, aldrig igen ville skulle opleve nazismens rædsler. Men ligesom alle andre forsøg på at skabe Utopia, er der i stedet blevet skabt et uhyre.

Verden består af mange onde regimer. Eftersom flere og flere lande sluttede sig til FN, da blev hovedopgaven også vendt på hovedet, ved at der i 2003, kun var 73 medlemmer der kan kaldes frie demokratier.

Resultatet er at FN er gennemsyret af en sygelig inkompetence, korruption og det der er værre. FN har gentange gange ikke formået at forhindre overgreb. Overgrebet i Rwanda i 1994 blev ikke forhindret; man var passiv mens mere end 7000 bosniske muslimer blev slagtet i Srebrenica det følgende år; og man gjorde intet i 20 år mens muslimske militser begik folkedrab i det sydlige Sudan og udslettede omkring 2 millioner mennesker. Man udsendte en delegation for at undersøge drabene i Darfur. Da den kom tilbage med en rapport der kritiserede den regeringen i Sudan nægtede FN's Menneskerettigheds Råd at anerkende den eller acceptere dens anbefalinger.

FN's Udviklingsprogram er på højeste plan blevet anklaget for svindel og korruption. Saddam Hussein lod ikke alene omkring 10 milliarder $ forsvinde fra FN's Olie for Mad Program, men FN's officielle kontrolinstans der skulle holde øje med programmet var angiveligt med på den lange liste af de som modtog returkommission - blandt andre den tidligere FN Generalsekratær Kofi Annans søn.

En fortrolig detaljeret FN rapport indeholder 150 anklager om, at FN's Fredsbevarere og personale seksuelt har forulempet og udnyttet krigsfanger i Congo som betaling for mad. Lignende anklager om seksuelt misbrug af FN personale går mindst et årti bagud i tiden til operationerne i Kosovo, Sierra Leone, Liberia og Guinea.

FN ignorerer med stædighed de globale overgreb og støtter udøverne i stedet for. Forbavsende nok er der ikke vedtaget en eneste resolution mod despotiske regimer såsom Kina, Rusland eller Cuba.

Der er ikke vedtaget nogen resolution mod de arabiske og muslimske stater der støtter terrorisme. I stedet har FN udstillet sin foragt for loven og menneskets værdi ved faktisk at støtte terrorisme da, i 1982, det bekræftede lovligheden af handlinger mod fremmed dominans "med alle til rådighed værende midler, herunder våbnet kamp."

Ved således at se bort fra eller have støttet arabisk og muslimsk terror, har man samtidig vedtaget en endeløs række af resolutioner mod Israel, hovedmålet for sådanne terroraktioner - men samtidig det eneste land, som man er underlagt et undersøgelses dekret, der undersøger handlingerne, men fra kun den ene side.

Få dage før 11.09. udviklede FN's Anti-Racist Konference i Durban sig til en grotesk had-sammenkomst mod Israel og jøderne. Nu planlægges endnu en lignende konference næste år i Geneve - forberedelserne til denne ledes af Libyen og Iran, der benægter Holocaust og gentagne gange meddeler at de har til formål at udslette Israel fra verdenskortet.

Trods den kendsgerning, at FN's Menneskerettigheds Råd skulle gøre op med misbrug gennemført af dets forgænger Menneskerettighedskommissionen, viser det sig, at den fortsatte dominans i dette Råd består af undertrykkende lande, der forsøger at undertrykke netop menneskerettighederne.

Derfor den afskyelige beslutning fra forleden der forbyder al kritik af islamisk Sharia lov, der er ansvarlig for overgreb på kvinder, det være sig stening til døden for utroskab eller at unge mænd bliver hængt fordi er homoseksuelle.

Med støtte af Kina, Rusland og Cuba har OIC (Organization of the Islamic Conference) - der repræsenterer 157 Islamiske stater - er gennemtvunget et middel der bemyndiger FN's Special Rapporteur vedr. Ytringsfrihed, til at anmelde enhver der udtaler sig imod Sharia lov med den begrundelse, at en sådan kritik er det samme som religiøs diskrimination.

Dette Orwelliske diktat er det seneste vidnesbyrd om, at langtfra at opretholde friheden og menneskerettighederne mod at blive misbrugt, da er FN blot en klub af tyranner.

Alligevel betragtes FN, ganske groteskt, som en overdommer i internationale sager, hvor handling uden FN's tilladelse er ulovligt. Frygten er at uden FN vil verden synke ned i anarki. Men den ubehagelige sandhed er, at FN er hovedårsagen til de gentagne tilfælde af kaos, terror, ondskab og uretfærdigheder over hele jorden.

Det er på høje tid vi forkaster denne obskøne institution og i stedet oprettet et De Forenede Demokratiske Nationer til fremme af frihed og retfærdighed. Sagen om Zimbabwe har indvirkning der strækker sig langt uden for Afrika. Det kan vise sig at være den sidste advarsel til FN - og hvis denne siddes overhørig vil det afsløre at verdens tilsyneladende bekymring for Zimbabwe og alle lignende overgreb kun er krokodilletårer.

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=600