Hyldest til de ydmyge steder
Læs den og mor dig. Dette er en beretning fra 'fly over country', hvor valget kan afgøres! Er det skræmmende eller tiltalende? (synopsis-olsen)
Og så er der mig.
Da jeg var yngre da var det kun når jeg skrev jobansøgninger, at jeg blev tvunget til at pakke min kuffert. Nu, mellem, endeløse rækker af sikkerhedskontroller, der mere minder om de kilometerlange køer i Disneyland, og så flysæder der er designet til transport af sardiner, er det at de lange rejser har mistet al den tiltrækning de engang havde.
Af alle de rejser jeg har foretaget i mit liv, rejser der har omfattet destinationer som Japan, Jugoslavien, Brasilien og Spanien, da er den mest mindeværdige en jeg foretog for 20 år siden. Destinationen var Oxford, Nebraska. Jeg skulle mødes med mine svigerforældre for første gang.
Gadeparti Oxford , Nebraska Oxford er en by på omkring 1000 personer, i den sydvestlige del af staten. For en der er født i Chicago og opvokset i Los Angeles var det mere eksotisk end Osaka, Japan. Når du bor i en storby, er det muligt at kunne bevæge dig langt omkring uden, at du møder din nabo, så det var et enormt kulturchok at tilbringe en uge i en by, hvor du er den eneste fremmede.
Min hustru og jeg boede på et motel i en by ca 20 kilometer borte og vi havde lejet en bil. En mørk aften på vor vej tilbage til Bide-a-Wee brød vor bil pludselig sammen, midt ude på landet. Da vi var nærmere min svigermors hus end vort motel, forlod vi bilen, hvor vi forliste og begyndte gåturen tilbage. Omkring 5 minutter senere tog en bil farten af og standsede ud for os. Der var 2 ældre kvinder i bilen. De tilbød os et lift. Da jeg spurgte dem, om de ikke var blot lidt nervøse over at tage fremmede med op midt om natten sagde føreren, "Vi så jeres bil, så vi vidste I var kørt i stykker, og vi vidste vi ville møde Jer på et eller andet tidspunkt før eller senere." Der sad jeg så og funderede. "Hallo, vi er sandelig ikke i Californien længere."
Det viste sig de gode samaritanere ikke boede i Oxford, men de kendte min svigermor, Juanita Boe, og de satte os af ved hendes hoveddør. Det næste usædvanlige der skete er, at en af mine svigerinder øjeblikkeligt ringede til ejeren af biludlejningsselskabet og snakkede ham et øre af, fordi han havde givet os en defekt bil. Klokken var langt over 22.00. Jeg tror han allerede var gået til køjs, men det her var Nebraska, hvor der åbenbart ikke levnes søvn til de onde.
En anden aften var vi ved at løbe tør for benzin. Da der kun var en benzinstation i Oxford og den lukker ved solnedgang, var jeg ærligt talt lidt bekymret. Det var der ingen grund til. Min svigermor så på klokken og fortalte os, hvor den lokale landbetjent højst sandsynligt befandt sig på sin runde. Han havde åbenbart nøglen til benzinpumpen. Rigtigt nok nogle minutter senere var han der, hvor vi havde fået af vide, nemlig på byens festplads. Nogle ekstra minutter efter havde vi bilen fyldt op.
En eftermiddag gik jeg hen til den lokale folkeskole for at spille basketball med min 11 årige svigerindes datter. Jeg spurgte hende, hvad er det bedste ved at bo i en lille by? Hun tænkte sig om et øjeblik og sagde derpå, "Alle kender dig." Jeg spurgte hende så, hvad er da det værste? Denne gang svarede hun uden tøven. "Alle kender dig."
Min svigerinde arbejdede på deltid på den lokale avis. Hun spurgte mig, om jeg havde noget imod at blive interviewet af redaktøren. Så, hvis en by er lille nok, da er selv en TV manuskriptforfatter noget af en berømthed.
Så næste dag, afsted til avisen. Mens jeg sad i redaktørens kontor og ventede på han kom tilbage fra frokost havde jeg et par minutter til at kigge lidt på lokaliteterne. Da han dukkede op spurgte jeg ham om han boede ganske nær ved. Det gjorde han og han undrede sig over, hvordan jeg kunne vide det. "Her forleden dag" forklarede jeg, "gik jeg en tur da en cocker spaniel kom løbende ned af vejen og begyndte at give hals af mig. Jeg synes jeg kan genkende den fra det familieportræt du har stående på skrivebordet."
Så nu kan du nok forstå, hvor lille en by Oxford egentlig er.
Det blev et meget hyggeligt interview, forresten, men jeg tror redaktøren var større fan af Jack Webb alligevel fordi han blev ved med at stave "Dragnet" "Drag Net."
Min mest levende erindring om Oxford drejer sig imidlertid om kalkun. Min hustru havde fortalt om, hvilken pragtfuld kok hendes mor er, og at hun endda havde haft sit eget catering firma i adskillige år. Nuvel, vort første måltid var en vidunderlig, stegt kalkun. Da vi kom tilbage næste dag til frokost fik vi kalkunsandwiches. Om aftenen fik vi kalkun.
Næste dag fik vi kalkun til frokost. Også om aftenen.
På det her tidspunkt måtte vi være helt inde ved knoglerne, og jeg var parat til en forandring.
Da vi kom næste dag ventede der en ny funklende friskstegt gylden kalkun på mig.
Ved ugens slutning, var jeg ved at udvikle fjer og kalkunhals.
Nu er det sådan, at jeg godt kan lide kalkun ligesom alle andre, men nu var det ganske åbenbart, efter jeg havde rost hendes mors evner som kok, at min hustru måtte forklare nærmere om denne kalkunfestival.
Det var først da vi kom hjem til Los Angeles, at mysteriet blev løst. Min hustru talte med sin mor i telefonen og forklarede, "Min mor ved du er Jøde, og hun ved der er mange ting Jøder helst ikke må spise, men hun regnede med, kalkun var i orden."
Hvis blot min egen mor havde været ligeså betænksom. Hun vidste, hvor meget jeg afskyede ørredkrebinetter og bygsuppe, men fremstillede den ene ret hver eneste tirsdag, og den andet hver fredag lige så længe jeg boede hjemme - og aldrig - selv ikke på Thanksgiving dag - lavede hun kalkun.
Juanita Boe døde for næste 10 år siden. Hvis hun har fået plads i Guds køkken, da kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad der mon er på menuen.
Television writer Burt Prelutsky is the author of The Secret of Their Success: Interviews with Legends & Luminaries.
Som svar på dit spørgsmål kan jeg svare, at det er tiltalende skræmmende.
SvarSlet