søndag den 21. september 2008

Jura, forsvarere og moral...

Jura, forsvarere og moral.....



Burt Prelutsky


Jeg undrer mig ofte over, hvordan mennesker der forekommer at være sunde i sindet nogen sinde kan finde på, at blive forsvarsadvokater. Når selv juraprofessor på Harvard og engang medlem af O.J. Simpson's såkaldte dreamteam, Alan Dershowitz, påstår at over 90% af alle anklagede for kriminalitet er skyldige, hvorfor skulle en person med sansernes fulde brug da ønske at tilegne sit liv for at forsøge at få frifundet hundreder, måske endda tusinder af skurke?

Jeg er klar over at vor lovsystem er baseret på, at enhver morder, voldtægtsforbryder, pædofil og kidnapper har krav på det allerbedste forsvar hans sagfører kan tilbyde, men hvilken slags menneske vågner om morgenen og, endnu før tandbørstningen, har travlt med at finde på måder der kan hjælpe og bistå sådanne monstre? Og hvordan er hans moral egentlig højere end den tåbe, der kører i flugtbilen?

For nogle år siden kan jeg huske en advokat der førte sagen om en morder der var på Death Row (Dødsgangen) og ventede på henrettelsen. Hans argument var, at fordi hans klient havde taget så meget på i vægt mens han var i fængsel da ville det være brutalt og forkasteligt at hænge ham fordi rebet kunne briste. Død ved hængning, forresten, var hans klients eget valg.

Nuvel, hvordan kan nogen med blot et minimum af selvrespekt og sans for humor bruge det argument overfor en appeldomstol uden at komme til at le?

Ærligt talt, hvis jeg havde været i retssalen den dag, da ville jeg have bedt advokaten om ikke at bekymre sig om rebet fordi, selvom det bristede, da ville faldet uden tvivl dræbe hans enorme klient. Men disse lovens væsler kompenserer for deres manglende evner ved at være frække.

Her forleden dag læste jeg om en sag som advokaten Cara De Vito førte for Californiens Højesteret. Hendes klient, Dennis Louis Nelson, blev dømt og afsoner nu en livtidsstraf for voldtægten og mordet på en unge kvinde ved navn Ollie George i 1976.

Hr. Nelson blev kun anklaget, og den frygtelige sag kun opklaret, efter at DNA fra gerningsstedet blev kørt gennem statens DNA forbryderdatabase. Det var fru De Vito's påstand, at den lange ventetid i forfølgelsen af sagen havde gjort det umuligt at sammensætte et tilstrækkeligt forsvar fordi vidnerne var døde, beviser var gået tabt og hukommelsen kunne svigte.

Rigtigt nok, jeg har aldrig gået på jurastudium, men det forekommer mig, at i grunden er hendes argument, at det må være unfair af benytte moderne teknologi for at få ham sat fast så mange år efter forbrydelsen nu, hvor han havde grund til at tro at han ville slippe godt fra det fordi hr. Nelson havde undgået at komme i myndighedernes søgelys.

Hvis jeg havde overværet sagen ville jeg have påpeget overfor fru De Vito at hvis Nelson havde meldt sig selv tilbage i 1976, da ville en livstidsdom, som jo er slem nok, sandsynligvis have betydet at hendes klient var blevet løsladt efter 25 år.

Det der virkelig forundrer mig er dog, at jeg er villig til at vædde på, at hvis fru De Vito havde besluttet sig til at blive luder da ville hendes familie have forkastet hende, men fordi hun fik en jurauddannelse da er hun nok familiens kæledægge.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080616PrelutskyLaw.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar