Palin til sammenligning

Palin til sammenligning

Melanie Philipps

Er såkaldt almindelige menesker begyndt at kæmpe imod de kræfter der i løbet af de sidste 50 år har forandret deres verden så radikalt?

Over på den anden side af Atlanten er amerikanerne rystet over den pludselige sensation: Sarah Palin.

Med et slag har denne hockeyspillende moder, 'pittbull med læbestik', givet substans til John McCains bestræbelse på at blive præsident og givet Obamas Demokrater deres hidtil største og måske uovervindelige problem.

Men hendes betydning standser ikke her. Trods forskellighederne mellem USA og UK kan hendes triumf også medføre en vigtig lære for britiske politikere.

Palin stormende entre i det politiske citadel er outsiderens sejr, den man ikke regnede med, der nu træder i karakter overfor det etablerede - og vinder.

I Storbritannien og Amerika - som i andre dele af den Vestlige verden - er der en gigantisk kløft der gaber mellem lederne og folket.

Folk har fundet ud af at politikere fra alle partier åbenbart bebor en helt anderledes verden der styres af egoisme, kynisme, korruption, inkompetence, dyb foragt for vælgerne og et uforbederligt talent og instinkt til at bedrage dem.

Politikerne ved det godt. Det er derfor de lader som om de er indstillede på af ville 'forandre.' Men 'forandring' fra hvad og til hvad, helt nøjagtigt?

Medmindre der er et entydigt svar bliver 'forandring' et meningsløst ord der har den fare at det giver indtryk af endnu mere politisk taskenspilleri.

Det er netop den fælde Barack Obama er gået i. Jo, han har ganske vidst forbavsende talegaver og karisma; parret med sin ungdom og sorte forfædre, hjælper det altsammen til at skabe det indtryk at han er en outsider og er symbolet på noget nyt og friskt.

Men hvis man ser nærmere efter da ligner han i mistænkelig grad blot endnu mere af det gamle spil. Den måde han 'forandrer' sit politiske budskab på for at tilpasse det til det publikum han taler til passer meget dårligt med hans 'tale' om at han repræsenterer en ny politik fyldt med integritet.

En opgørelse over hans stemmeafgivning og holdninger på sociale områder placerer ham helt entydigt på den yderste venstrefløj, den fløj der har erklæret en altødelæggende krig mod Vestens moralske værdier.

På den modsatte side har Palin en meget stærk retfærdighedsfølelse dybt grundlagt i hendes evangelisk kristne tro. Selvfølgelig stempler det hende som ond i venstrefløjens øjne som en der er 'yderst til højre.'

Det er fuldstændig absurd: Hun er en udearbejdende mor til fem, der har bevist at hun er i stand til at stå op imod de store olieselskaber og andre politiske karteller i offentlighedens interesse, ligesom hvis hun gik på elgjagt.

Ydermere har hun gjort det som venstrefløjen anså for fuldstændig umuligt: Hun får socialkonservatismen til at være spiselig.

Ikke alene er hun ung, køn, klog, morsom og stridbar; hendes kærlighed til sin baby med Down's syndrom giver håb til fremtiden.

Når det drejer sig om hendes 17 årige datters foreslåede lynbryllup er hensynet her til det ufødte barns velbefindende.

Som en modsætning har den feminine venstrefløj sloganet 'retten til at vælge', som vil give alle kvinder retten til at fratage en baby sin far, det forekommer ikke alene hjerteløst og selvisk, men ligefrem morderisk.

Det er derfor de såkaldte 'progressive' på begge sider af Atlanten har fået vredeskramper og er i panik over Sarah Palin.

Hun har netop taget venstrefløjens formodede karaktertræk - ungdom, dynamik, forandring, spænding og social samvittighed - og præsenteret dem som konservative dyder.

Da venstrefløjen sædvanen vis fremmer sin egen sag ved at dæmonisere de konservative som væmmelige, tilbageskuende, med ondt i sinde, livsbenægtende, fordømmende, dumme og kedelige, ser de i hende en dødstrussel - ikke alene til Obama, men til hele deres politiske ståsted.

Som følge deraf oppiskes smædeord og mistænkeliggørelse af hende. Måske vil hun ikke kunne stå for presset.Men hvis hun overlever denne heksejagt da vil hendes rolle give mere energi til McCain's kernevælgere.

Fordi - og det er her, hvor de britiske Tories skulle have været opmærksomme - McCain er ikke populær hos de sande konservative Republikanere.

Hans personlige mission har været at afgifte det dødbringende upopulære republikanske brændemærke. Han synes at være i stand til at kunne gøre det fordi hans meninger går på tværs af partierne og det har gjort ham spiselig for midtervælgerne. (Lyder det bekendt?)

Problemet er, ved at gøre det har han samtidig frastødt kernerepublikanerne. Hans holdning til den menneskeskabte klimaforandring (han tror på det), abort (her er han en smule ulden) eller immigration (tilhænger) har gjort kernerepublikanerne mistænksomme overfor om mon ikke han er Demokrat i forklædning.

Resultatet, faren, er at de ville vende sig imod ham på valgdagen. Nøjagtig samme fare lurer på David Cameron. Hvis konservativt indstillede vælgere virkelig vil af med Labour, men ikke er alt for begejstrede for Tories er risikoen, at de ganske enkelt bliver hjemme.

Ligesom McCain og Obama har Cameron fanget offentlighedens modvilje overfor det etablerede.

Men han har gjort den fejl at han formoder at det gamle reaktionære der skulle forkastes var konservatismen, mens forandring, håb og fremskridt var knyttet til venstrefløjen.

Det er dog en parodi, som selvom det er en trosartikel i medierne, kun har ringe forbindelse med virkelighedens verden.

Det er venstrefløjen der opretholder den miserable sociale og uddannelsesmæssige status quo der forårsager elendighed og skade på så mange på samfundets bund.

Det er venstrefløjen der prædiker håbløshed ved at tro der ikke kan gøres noget for at standse sociale dårligdomme som kriminalitet, stofafhængighed eller teenagegraviditeter. I stedet iværksætter man enorme hjælpeforordninger på skatteydernes regning for at formilde de værste effekter - hvilket har den virkning at de blot uddyber og gør disse sociale dårligdomme endnu værre.

En løsning, det eneste håb om virkelig forandring til det bedre, ligger i genskabelsen af vort lands moralske traditioner baseret på den kristne baserede samvittighed, som det oprulles hos Tories' Social Justice Commission.

Man må give Cameron, at det ser ud til han er klar over det. Derfor hans støtte til ægteskab og hans støtte til Kommissionens arbejde, men budskabet er stadig altfor dobbelttydigt.

Det er rigtigt at Gud, våben og abort ikke spiller samme rolle i UK som det gør i Amerika. Men middelklassebriterne er ikke desto mindre desperate efter en leder, som de ikke kan finde i Tory partiet.

Mellemklassebriterne sørger over at deres land er ved at blive forandret gennem masseimmigration; men er for dæmoniserede til at turde sige det højt.

Det er forfærdeligt at England understøtter hensynsløs opførsel gennem velfærdsgoderne; man beskyldes for at være hjerteløs, hvis man siger det højt. Mellemklassen er oprørte over at de homoseksuelles dagsorden gør grin med familielivet; man betragtes og anses som homofob, hvis man siger det højt. Og så videre. Og så videre.

Torierne er ved at nærme sig dele af denne dagsorden. Men ude at stand til at gøre sig fri af den besættelse at kun de socialliberale er attraktive, og fremkommer derfor med blandede eller dobbeltydige budskaber - der efterlader folk forvirrede eller mistænksomme overfor om Cameron blot er endnu en slibrig politiker.

I dagens verden, hvor holdninger ikke har samme betydning som personlighed, er det dødbringende.

Trods deres meget forskellige holdninger vinder McCain og Palin fordi de begge er mønsterbrydere - der er ærlige overfor sig selv.

Det Cameron'erne endu mangler at begribe er, at det ikke så meget var de konservative holdninger som den britiske offentlighed forkastede, men Tory lederne.

Der er millioner der længes efter et konservativt forsvar for Storbritannien og landets værdier af en leder de kan respektere og beundre.

Sarah Palin kan meget vel vise sig at være mellemklasseamerikas hævn på eliten. Mellemklassebriterne kan holde øjene åbne - og håbe at det nu er jagtsæson på elgene på den britiske venstrefløj.

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=610