Barack O'Bomanaparte,Skæbnens Redskab !

Barack O'Bonaparte, 'Skæbnens Redskab'

James Lewis

Det der er skræmmende ved Barack Obama er hans ekstreme selvtillid især når den parres med hans ekstreme mangel på erfaring. Det ser ud som om Obama er fuldstændig overbevist om, at han ikke kan fejle, og at Skæbnen er på hans side. "Er du nogensinde i tvivl?" spurgte en TV-interviewer. "Aldrig!" svarede oraklet - med sit store varemærke - smilet.

Det er jo ikke fornuftigt. Enhver der ikke tvivler når han beskæftiger sig med det sværeste job i verden, der meget nemt kan gøre dig til syndebuk for alle de dårligdomme dine fjender kan skrabe samme, og et job der så ganske tydeligt ælder dets indehavere - enhver der ikke tvivler om ansvaret, opfører sig ikke som en myndig voksen. I stedet befinder han sig i sin egen barne-fantasiverden.

Det er netop sådan 'Skæbnetroens Mænd' opfører sig. Lenin. Napoleon og George S. Patton. Sandsynligvis er Ahmadinejad også ramt af sygdommen. De mangler ydmyghed og de føler sig retfærdiggjorte ved at ofre andre i den storslåede sag de er overbeviste om de er sat som herre over. En samtidig journalist skrev om Patton:

"General George S. Patton troede han var den største soldat der nogensinde har levet. Han bildte sig ind, at han ikke kunne fejle ved at tvivle. Denne absolutte tro på sig selv som en topstrateg og mester i frygtbehandling havde indflydelse på hele hans hær så langt at hans mænd i det 2. America Corps i Afrika og den 3. Hær i Frankrig troede at de var uovervindelige under hans førerskab."

George S. Patton havde en livslang oplæring og erfaring bag sig da han fik kommandoen over divisionerne i Nordafrika og Europa. Barack Obama har ingen erfaring i lederskab overhovedet, undtagen med det mislykkede Annenberg uddannelsesprojekt, som havde til hensigt at radikalisere skolerne i Chicago og i pinlig grad mislykkedes med at forbedre børnenes skoleresultater gennem prøver. Således forsvandt 160 millioner dollars ned i kloakken grundet et uddannelsmæssigt modelune, og korruption. Men den igangsatte Obama's kampagne (med den afgørende hjælp af Bill Ayers, der gav ham jobbet). Det er interessant at Obama stadig tror på denne modeide med en "sort baseret livsbane" i hvilken jazz musik skal benyttes til at opdrage børn i bykernerne.

I modsætning til Obama var George S. Patton konstant plaget af en kæde af officerer der hjalp ham på plads: General Ike Eisenhower, George C. Marshall og Omar Bradley kæmpede konstant med at afholde George fra at flippe helt ud. Som præsident ville Obama ikke have sådanne begrænsninger.

Kan du huske George C. Scott i filmen Patton, ( i øvrigt en fremragende film, min kommentar)hver gang trompeterne i baggrunden lød da fik General Patton det der med at være "Skæbnens redskab"? Patton troede oprigtigt, at han var reinkarnationen af historiens berømte generaler. Han havde virkelig et Napoleon Kompleks,
der gav ham den der overmenneskelige følelse af selvtillid.

Således også med Obama, der har en lignende fantasi-drevet følelse af at være 'Skæbnens Redskab.' Obama's brug af ordet "Dristighed" er meget lig Patton's krav til sine soldater om at vise dristighed --"L'audace, l'audace, toujours l'audace," som den franske revolutionære Georges Danton så berømt udtrykte det. I den virkelige krig resulterede Patton's dristighed i nytteløse selvmordsmissioner for sine mænd, men for det meste af tiden var det samme dristighed der holdt fjenden stangen og gav sejren. Det er helt i orden når det drejer sig om en general for pansertropperne, hvor mobilitet og risikovillighed kan føre til bemærkelsesværdige sejre.

Men Obama tror også på den form for at tage risici, hvilket er grunden til, at hans Berlin Tale begyndte med "Verdens borgere!" Han er yderst tøvende med at acceptere, at han er forkert på den eller klar til at acceptere nogen kritik overhovedet. Det er derfor de 160 spildte millioner dollars på et "uddannelsesprojekt" ikke gav nogen resultater, han tror nemlig stadig på en "sort livsbane." Barack Obama er en selvbevidst rekrut, en 'Vovehals,' der er ekstrem selvglad og derfor højst sandsynlig vil begå mange fejl.

Revolutioners igangsættere er ofte overbevist om, at de er 'Skæbnens Redskaber.' En UCLA professor i politisk videnskab, Victor Wolfenstein har foretaget et dybdegående studium i Vladimir Lenin, Leon Trotsky og Mahatma Gandhi. Wolfenstein konkluderer at de alle havde noget tilfælles udover denne overmenneskefølelse af at være et 'Skæbnens Redskab.' Ifølge Wolfenstein har Revolutionernes personligheder nære forbindelser med mentorer fra deres tidlige ungdom - erstatninger for fædre - der samtidig gav dem en følelse af personlig betydning. De benytter deres mentorer til at forandre deres identitet til en mere ophøjet form, gennem den gudlignende fadererstatning, der underbygger følelsen af, at være noget helt specielt ligesom små børn har tendens til - fordi der er noget yderst irrationelt ved denne følelse af overmenneskelig Skæbnebestemthed.

Vi kender Obama's faderfigurer. CP-USA propagandisten Frank Davis var hans fadermentor i teenageårene på Hawaii. Et kvalificeret gæt er, at Bill Ayers var hans faderfigur i Hyde Park sammen med Jeremiah Wright og Emil Jones. Disse er alle ideologisk og politisk korrupte mentorer. De tror, alle midler skal benyttes for at nå målet, som ACORN manualen fastslår ganske klart:

"Dette er en organisation for masserne rettet mod at opnå politisk magt, hvor denne magt kan gavne."

William Ayers har akkurat samme følelse af at have absolut ret med sin meninger. Det er derfor han kunne placere bomberne der dræbte hans veninde i 60'erne - sammen med en politibetjent og andre - og ikke har givet udtryk for nogen anger i de følgende 40 år. Da Pol Pot, den cambodianske massemorder, var ved slutningen af sit liv, fanget og dømt da udtrykte han ingen skyldføelse over de to millioner han havde myrdet.

Mennesker med et Napoleon Kompleks kan være farlige.

Med George W. Bush er det anderledes. Bush plages hver dag over krigens omkostninger. Han beder på sine knæ hver dag og selv ikke-troende må anerkende at han har en dybfølt ydmyghed og er klar over sine personlige begrænsninger når der skal træffes beslutninger han ved vil resultere i dødsfald og sårede blandt gode og modige soldater. Han græder når de kommer hjem sårede eller døde. Men han har stadig evnen til at tage beslutningerne når de skal tages. Det er en voksen myndig handlemåde overfor de vanskelige byrder. Bush er ikke en Napoleon, han er en Truman. Napoleon ville aldrig have trukket sig tilbage til Kansas City for at leve beskedent som Truman gjorde. Han var alt for meget forelsket i sig selv og sin egen glorværdige skæbne.

McCain er i høj grad som Bush. Han plejede at være en 'opmærksomhedssøgende vovehals' tilbage i Flådens Luftvåben. Men han har haft nogle smertefulde erfaringer siden den tid og han er blevet voksen. Han har gjort sine fejltrin og han står ved dem.

Problemet er den kæmpemæssige kløft mellem Obama's inderste overbevisning og hans faktiske evner og forståelse. Det er det, der er foruroligende ved Barack Hussein O'Bonaparte -- det er nemlig ikke så fuldkomment klart, at han kan gøre alt perfekt. Men Han tror Han kan og hans tilhængere har taget hans overmenneskelige Skæbnefølelse til sig.

Eftertænksomme mennesker vil ikke udsætte deres land for en alvorlig risiko, blot for at sone deres eventuelle raceskyld. Hvis amerikanerne gør det, vil det ende med endnu mere skyldfølelse og en skræmmende ufornuftig, uansvarlig regeringsførelse.

http://www.americanthinker.com/2008/10/barack_obonaparte_man_of_desti.html