Et interessant, tankevækkende tilbageblik på, hvorfor og, hvem der sætter dagsordenen for energipolitikken mod samfundsinteresserne
J.R. Dunn
USA's. energipolitik - for at virkelig give ordet sin fulde betydning - er frastødende. Den er blevet stykket sammen over årtierne, og er blevet til et system der er dysfunktionelt, overkompliceret, og arbejder mod egne interesser. Det er et system, der tager de amerikanske borgere som gidsler, får økonomien til at smuldre, gør regeringen til grin, og giver vore fjender mere magt over hele verden. Selvom det er ubegribeligt, at nogen ville kunne skabe en politik der kunne være dårligere, så skal de i hvert fald arbejde hårdt på det.
Den eneste gruppe i Amerika der benytter energipolitiken til fremme af deres mål er de som sørgede for at den blev implementeret fra begyndelsen: De miljøfikserede Grønne. Det er helt tydeligt, at vor energipolitik ikke blev skabt for at gavne borgeren, industrien, eller regeringen, men udelukkende kun for at tilstræbe, at målet og dagsordenen hos De Grønne kunne nås.
Det besynderlige er at, at den grønne miljøbevægelsen så at sige intet har gjort for at opfylde miljøaktivisternes krav. Grønne, er de dårligste til at bedømme hvad der gavner dem bedst.
Et blik på historien vil give os et tydeligt billede af, hvorledes vi er kommet til dette resultat. Hvis der er noget, der bevidst er blevet overset er det den kendsgerning, at amerikansk energipoltik bogstaveligt talt er resultatet en en række ulykker. Hver af disse ulykker igangsatte en storm af handlinger med det formål at "rationalisere" energiindustrien og dets handlemåder, forhindre fremtidige fejl, forøge regeringskontrollen, og ikke mindst indføre den nye Grønne tidsalder.Hver enkelt handling har kastet amerikansk energipolitik dybere ned i stagnation.
Den første hændelse indtraf i den moderne Grønne bevægelses spædbarnsstadie, og var afgørende med til at igangsætte miljøbevægelsen, med til at udforme deres taktik, og var med til at etablere den som en politisk og social magtfaktor.
Santa Barbara
Den 29. januar 1969 skete der et blowout på en olieplatform fra Union Oil seks miles fra Santa Barbaras kyst. Udslippet blev standset, men det indre tryk sprængte rørledningen og sendte 200.000 gallons råolie ud, og dækkede et 2072 kvadratkilometer område. Uheldige vejrforhold og vinde førte olien direkte op på kysten og tilsvinede mere end 57 kilometer af kysten. Tusinder af fugle blev truet sammen med sæler og delfiner.
Offentligheden samledes i store skarer for at redde dyrelivet og med nogen succes. Miljøforkæmperne samledes sammen med dem. I løbet af dagen var en anti-olie aktivist gruppe G00 (Get Oil Out) i gang og fremsatte forslag om boykot, og om at standse olieudvinding ved kysten. Man glemte i al postyret at Union Oil faktisk havde fået tilladelse til at være mindre påpasselige med råolieledningernes isolering af US Geological Survey. Hvis rørledningerne var blevet forstærket, som var normal praksis, ville udbruddet måske ikke have indtruffet, eller måske være begrænset. Men den politiske aktivismes logik er sådan, at selvom regeringen havde en afgørende stor del af skylden for ulykken, da henvendte miljøaktivisterne sig til netop ... regeringen for at lægge hindringer i vejen i fremtiden.
Santa Barbara udslippet var afgørende for forandringen af miljøaktivisterne fra en mere bevarende bevægelse til en aktivist bevægelse. Det førte til oprettelsen af Earth Day nogle måneder senere (en begivenhed der stadig fejres i samfund som Ann Arbor og Berkeley (Universitetsbyer)). Hændelsen førte også til oprettelsen af det Grønne Verdenssyn: Industrien var hovedfjenden. Olie var ikke en ressource der skulle benyttes under behørige sikkerhedsforholdsregler, men en forureningskilde der skulle underlægges de strengeste kontroller.Miljøbevægelsen var ikke kun en politisk eller social bevægelse, den var blevet til et korstog. Et korstog for at redde naturen og "frelse planeten", selvom det var på bekostning af den menneskelige civilisation. (Eller for den sags skyld, menneskets udryddelse.)
Olieudvinding ved kysten var hovedangrebsmålet. En samlet koordineret kampagne medførte, at der kom forbud i kystområderne i USA. Mindre end et årti senere, indtraf den første "oliemangel" i USA.
Tre Mile Øen (Three Mile Island)
Samtidig med at bilerne holdt i kilometerlange rækker for at få benzin ved tankstationerne åbnedes en ny frontlinje i de Grønnes korstog. Den 28. marts 1979 opstod en teknisk fejl på Three Mile Island atomkraftværket i den centrale del af det sydlige Pennsylvania. Atomkraftværket lukkede ned som planlagt, en hjælpeventil stod åben (ifølge rygter skyldtes det, at den var sat omvendt i), derved kom kølevand ud i området. Det dårligt kontstruerede fejlsystem gjorde ikke vagtpersonalet opmærksom på fejlen. Således var de ikke klar over, at reaktoren var begyndt at nedsmelte. Halvdelen af reaktoren var nedsmeltet da man endelig blev klar over det. Men reaktorens indkapslingshylster stod for presset og der kom ingen større udslip af radioaktivitet. Omgående blev befolkningens opmærksomhed henledt på Hiroshima og fik næring af mediernes hysteri, (for ikke at nævne The China Syndrome, en Jane Fonda anti-kernekraftsfilm der var så heldig at udkomme næsten samtidigt med ulykken) der afstedkom den rene panik. En delvis evakuering af nærområdet blev gennemført samtidig med mediernes overvejelser om, at en lignende handling ville være påkrævet for hele Østkysten.I begyndelsen af 80'erne var USA's energi industri lammet, olieindustrien henvist til stadigt mindre områder, hvor de måtte bore, kernekraften var fuldstændigt ved at dø ud. Således kom USA i den enestående position at skulle stå imod udplyndringen fra OPEC, Saddam Husseins vej til magten og mullahernes Iran, og manipulationerne fra vore Mellemøstlige "allierede". Den situation har hersket lige siden.
Tjernobyl
Læren af Santa Barbara og Tre Mile Øen er senere blevet understreget af 2 andre ulykker. Den 25. april 1986 besluttede teknikerne på Tjernobyl atomkraftværket, at de ville se, hvad der kunne ske, hvis de lukkede for alle sikkerhedsforskrifter og lod reaktoren køre på sit absolut højeste ustabilitetsniveau. (Da dette er en Sovjet reaktor var det punkt dets laveste operative felt. Gud forbyde, hvis det havde været omvendt.) Der skete det, at taget blev blæst bort, dusinvis af mennesker dræbtes øjeblikkeligt og store områder i Ukraine blev forurenet af radioaktiv dødelig stråling. Styrets håbløse og klodsede forsøg på at dække over ulykken var med til at spille en ikke ringe rolle i USSR's kollaps.
Den 24. marts 1989 lod en kaptajn med alkoholproblemer supertankeren Exxon Valdez løbe på grund i Alaska's Prince William Sound, hvorved 11 millioner gallons råolie kom ud i havet. Hysteriet nåede et hidtil udset højdepunkt nogensinde ved denne ulykke. Rederiets bestyrelse blev truet med sagsanlæg for forbryderisk handlemåde og en dommerhøring gik så vidt at sige, at ulykken var "værre end Hiroshima". Alle forsøg på at tilpasset en mere rationel energi politik forsvandt i eftervirkningerne af disse begivenheder.
Efter fiaskoerne er der ingen nye tiltagEt upartisk vidne vil straks kunne se, at den sammenfaldende grund til alle disse ulykker var ledelsesfejl. Union Oil (som nu forlængst er gået ned) spillede under dække med regeringen i et forsøg på at finde en nem hurtig smutvej. Kernekraftindustrien - en kombination af regerings/privat virksomhed med de værste unoder hos begge og ingen af fordelene - insisterede på at udføre opgaverne med det lavest mulige kompetence niveau. (Nogle få måneder før Tre Mile Øen, og nedsmeltningen, mødte jeg en mand som netop var blevet ansat til et arbejde med at montere rørsystemet i en Indian Point reaktor. Det måtte være en ingeniør, tænkte jeg. "Nej," svarede han - "jeg er blikkenslager." For at kunne spare nogle få dollars ansatte industrien almindelige blikkenslagere og rørlæggere til et højfølsomt arbejde fremfor mere kvalificerede eksperter og ingeniører på området. Det kan ikke undre at yderst vigtige fittings blev monteret omvendt, på siden og på hovedet.)
Tjernobyl var blot det ultimative udtryk for et helt igennem inkompetent Sovjetunionen, der kan føres tilbage til Revolutionen.
Exxon Valdez afslørede at en vigtig del af oliens vej --skibsforsendelsen-- fuldstændig blev overladt til sig selv uden noget meningsfyldt opsyn. (Dette skyldes i høj grad traditionerne indenfor skibstransport. Skibenes kaptajner er indesluttede og tavse som nogen kirurg eller politibetjent når det drejer sig om utilstrækkelighed i egne rækker --- og sådan er det stadig i stor udstrækning. Noel Mostert's Supership, skrevet i 1970'erne, er stadig hovedværket om olietankerskibsfartens utilstrækkeligheder.)
De tilhørende svar på disse sager (Tjernobyl er undtagelsen: den eneste løsning der var, at rive systemet ned og begynde forfra) ville have været at sammensætte et panel af eksperter, indlede undersøgelser, holde høringer, fremsætte anbefalinger og sørge for, at reformerne blev iværksat. Det er, hvad der altid sker efter flykatastrofer, store ildebrande, når bygninger kollapser, eller enhver anden katastrofe, hvor den mistanke er tilbage, at tingene ikke blev udført efter de gængse normer og regler. (Overvej undersøgelsen efter Challenger katastrofen for eksempel.)Exxon Valdez afslørede at en vigtig del af oliens vej --skibsforsendelsen-- fuldstændig blev overladt til sig selv uden noget meningsfyldt opsyn. (Dette skyldes i høj grad traditionerne indenfor skibstransport. Skibenes kaptajner er indesluttede og tavse som nogen kirurg eller politibetjent når det drejer sig om utilstrækkelighed i egne rækker --- og sådan er det stadig i stor udstrækning. Noel Mostert's Supership, skrevet i 1970'erne, er stadig hovedværket om olietankerskibsfartens utilstrækkeligheder.)
De Grønnes dagsorden
Gennem deres indflydelse på medierne og regeringen (såvel embedsmandsværket og Kongressen) har De Grønne effektivt afvist kernekraft, indesluttet olieproduktionen i stramme regler og og overladt den amerikanske energiindustri i en komalignende tilstand som holder ved til i dag. Om dette var en fejl eller en overreaktion - så var det dog med til at indfri De Grønnes dagsorden.
Gennem deres indflydelse på medierne og regeringen (såvel embedsmandsværket og Kongressen) har De Grønne effektivt afvist kernekraft, indesluttet olieproduktionen i stramme regler og og overladt den amerikanske energiindustri i en komalignende tilstand som holder ved til i dag. Om dette var en fejl eller en overreaktion - så var det dog med til at indfri De Grønnes dagsorden.
Hvad går denne dagsorden ud på? De Grønne var meget mere åbne om dette emne i deres tidligste år. (For eksempel i den utopiske roman Ecotopia.) Enderesultatet hos De grønne er en slags "Paradisisk Stat" i hvilken menneskene lever i en slags "partnerskab" med naturen. I, hvilken menneskeheden blot er en art blandt andre. I, hvilken det menneskelige "fodaftryk" (et koncept uden nogen betydning, som De Grønne har indført) skal reduceres til et minimum. En verden der er vendt tilbage til den førindustrialiserede tid, hvor selv det mindste forbrug af kraft skal komme fra sol- eller vindkraft. Hvor hver eneste lille bitte ting skal genbruges. En slags universelt Nordcalifornien, hvor alt levende lige fra en bakterie til Grizzly bjørne skal leve i harmoni under Gaia's beskyttelse.
(En sådan verden ville kunne brødføde måske 100 millioner mennesker, højst. Hvad der skal ske med resten er noget de fleste Grønne så absolut ikke har været åbne om.)
De Grønne er blevet mere tavse om denne vision da den er blevet mere og mere fjern. Hvilket dog ikke betyder at de er hørt op med at arbejde hen imod den. Som alle sande tilbedere er De Grønne blevet mere fanatiske, des mere usandsynlig deres drømme forekommer. Det er derfor den længe ventede reform af Amerikas energisektor, som den slags John McCain og nogle få fremadskuende GOP politikere (se her er en truet art) støtter, måske ikke kan iværksættes, her kræves en langt og sej kamp hvis det skal lykkes. Der er ingen nemme løsninger.Men udplyndringen af den amerikanske energisektor forbliver De Grønnes hovedformål, det er det de indtil nu har opnået på rejsen mod Paradiset.Og de vil forsvare det med hud og hår. Den Grønne lobby, der består af organisationer som Sierra Club og World Wildlife Federation er yderst magtfulde og har meget dybe lommer ---for ikke at glemme de mange politikere som er overbeviste konvertitter (Huson Valley kongresmanden John Hall, der som leder af det afskyelige 70'er rockband Orleans skrev en anti-atom hymne, "Plutonium is Forever").
Den Grønne krise foran os
De kan stadig tabe. Amerikanerne skal ikke fryses tilbage til mørket. Kernekrafteknologien har opnået adskillige landvindinger i de seneste årtier. Hele klynger af reaktorer er bygget -- herunder CANDU og Pebble Bed reaktorerne -- der ganske enkelt ikke kan nedsmelte eller komme ud for nogen katastrofale fejl. Udviklingen i olieboringer og udvindingen har fulgt lignende skridt. Vi skal drage fuld fordel af disse teknikkens frembringelser. Vi skal følge op på disse tekniske fordele.
Andre dele af De Grønnes argumentation er ligeledes faldet sammen. Nye opdagelser af oliefelter udfor Brasilien og i Den Mexikanske Golf har næsten fordoblet de internationale oliereserver, og derved skubbet tidspunktet for oliens ophør tilbage. Og den globale opvarmning, dette berygtede 'biprodukt' af "olieafhængighed," er nu, gennem modargumenter, svundet ind til et lav punkt, selvom dens fremmeste fortalere fortsat truer deres modstandere med fængsel.Det er næsten fuldstændig ukendt at med olieskiferler, oliereserverne i kystnære områder og nye ressourcer såsom kulbrinte slamsøerne ved British Columbia og Alaska, da vil vores 21. århundredes OPEC være lige uden for døren. Det er et mål, der er værd at arbejde ihærdigt på. At bryde De Grønnes magt er endnu en gavnlig sideeffekt.
Miljøaktivisme er en luksus og lig alle andre luksus skal det forbruges i moderate mængder. Miljøet kræver netop beskyttelse, men det er så det. At dyrke flere guder er primitivt og har ikke sin plads i dette årtusinde. Naturen er yderst gavmild og selvopretholdende og menneskene er ikke en sygdom hos den. Den pseudo-religiøse miljøbevægelse har udlevet deres rolle. Det er på tide at trække gardinet for.
Sådan skal den skæres ud. Befriende læsning.
SvarSlet