 J. R. Dunn Hvad? Hvordan skulle det kunne passe?'Det er jo helt klart, at Al Gore og Det internationale Klima Kontrol Panel, bevæbnet med det ’storslåede’ hædersmærke Nobelpris, endegyldigt vil feje al, af olieindustrien inspireret opposition, af banen, og fuldstændigt bringe den Grønne Revolution til sejr. Det varer ikke længe før alle lyksaligt kører på ethjulede cykler til arbejde og vi genbruger vores negleafklip, alt imens Al, ser på fra sit enorme palæ i Nashville. Snart bliver vi også pålagt, at tage til Nordkap for at fodre rensdyrene med indsamlet mos. Er det ikke sådan Nobelprisen egentligt burde have effekt? Men sker det virkeligt? Et blik på, hvordan nogle af de senere års prisvindere har klaret sig vil kaste lys i mørket. I 2005 modtog Mohamed elBaradei, chefen for International Atomic Energy Agency prisen for sine bestræbelser for at forhindre spredning af nuklear viden. Har budskabet nået Iran, Nord-Korea, Syrien, Pakistan endnu? I 2004 var vinderen Wangari Maathai, som modtog prisen for sine bestræbelser for at ‘fremme bæredygtig udvikling, demokrati og fred’, som tilsyneladende er kommet til udtryk ved at plante træer i Kenya. Sidste år påbegyndte professor Maathai en kampagne rettet mod brugen af ’onde plasticposer’. Fantastisk godt for hende. I 2003 Shirin Ebadi for sine “bestræbelser og gerninger for demokrati og menneskerettighederne.” Alle andre steder end i hendeshjemland Iran. Mon hun vil nå det. I 2002, Jimmy Carter, endnu engang for, fred, demokrati, menneskerettigheder og alt det der. Der gik ikke lang tid før Jimmy blev smidt på porten af en bande sudanesiske sikkerhedsbøller. De havde ikke hørt om hans fine Nobelpris. I 2001 gik prisen til Kofi Annan. Ham hører man ikke meget til efter han forlod FN. Og hvorfor mon dog ikke? I 1997, Jody Williams fra International Campaign Forbid Landmines. Har ikkehørt om det fornylig ej heller. Sig mig er de alle sammen blevet gravet op? I 1988, gik hædersbevisningen til De Forenede Nationers Fredsbevarende Styrker. Var du klar over, at der var en Nobelpris til professionelt drevne bordeller? Men nok om det. Det er vist åbenbart, fra denne korte liste, at ikke en eneste ’sag’ – fra ikke spredning til landminebekæmpelse – har haft åbenlys gavn af, at hovedaktøren i disse tiltag modtog Nobel fredsprisen. Det er sandt, at nogle af disse priser har haft sine egne dagsordner – såsom, ’vi har behov for en afrikansk kvinde, ja, hvilken som helst afrikansk kvinde’ – og nogle er forsøg på, at blande sig i indenrigs- Vi er nødt til at spørge om prisen kunne være årsagen. Nogle af kampagnerne, f.eks. landminerne, kørte faktisk rigtigt godt fremad, indtil prisen blev tildelt. Så begyndte en langsom spiral ind i glemselen, ved at mediernes såvel som regeringernes og den offentlige mening ikke havde fokus længere. Gad vide om Nobelkomiteen ubevidst handler som bedemænd overfor deres udvalgte favorit sager? Det kan i hvert fald konstateres når man betragter Nobels litteraturpris. For adskillige år siden, grundlagde en af mine venner et kvartalsmagasin. Han gjorde sig særlige bestræbelser for at få kendte bidragydere, og var stolt over, at få tilsagn fra flere forfattere som var kommet i betragtning til Nobelprisen. Hvad han ikke forstod var, at blot for at kvalificere sig, skal en forfatter have arbejdet I minimum 30 år, om ikke længere. Efter dette tidsrum ville alle, undtagen de mest enestående forfattere, have afsluttet deres hovedværk. Det værdifulde materiale – det som kvalificerede ham oprindelig – var blevet skrevet. Nu arbejdede forfatteren på variationer over et tema, udfyldte hullerne, så at sige. Så er vi tilbage ved ”Nobel effekten” – nemlig den udbredte anerkendte kendsgerning, at faktisk har ingen forfatter produceret noget ’stort’ værk efter de modtog prisen. Jeg kan ikke komme i tanker om en undtagelse – A Moveable Feast var et slemt, ondskabsfuldt værk. Ingen vil være uenig i, at The Paper Men, ikke når højderne fra Lord of the Flies. Selv V. S. Naipaul’s senere værker må beskrives om tamme, selv om det er svært at begribe. Der hersker ingen tivl om at Nobelhæderen ødelægger Fredspriserne lider næsten samme skæbne. Nobelkomiteen har betragtet sig som en mangehovedet Troldmanden fra Oz og mente at kunne trække Ved at se på en liste over pristagere kan vi se adskillige tilfælde, hvor komiteen kom for sent. En som springer i øjnene er prisen fra 1985 til International Physicians for the Prevention of Nuclear War, et tilsyneladende forsøg på, at fremme Nuclear Freeze, en protestbevægelse som søgte at begrænse antallet af atomvåben på daværende niveau inden universel nedrustning kunne påbegyndes. Man overså fuldstændig, at Freeze var i perfekt harmoni med bestræbelsen fra KGB. Sovjetunionen havde på det tidspunkt et overtal af våben i Europa og ønskede af opretholde dette. Bevægelsens En anden faktor drejer sig om den lange række af hædersbevisninger som er uddelt til uværdige modtagere. Det værste eksempel er selvfølgelig, Yasir Arafat. Listen kunne også inkludere Kofi Annan, Rigoberta Menchu og FN'as fredbevarende styrker. Når først ens gode navn er besmittet, kan det sjældent renses. Det forekommer, at komiteen til tider forsøger at gøre sit bedste for at afklæde prisens sidste skær af hæder ved at indstille svindlere, karrierefræsere og det der er værre. ’Fredsbevarer’ er på vej til at betyde det samme som ’landsknægt’ gjorde i 17. tallet – en Sådan ligger landet. Det er den pris Al Gore modtog. Ikke noget der burde bringe masserne i ekstase. For at være positiv, en besynderlighed, og så for at være negativ, et tegn på, at et særligt problem eller en krise får al den opmærksomhed den fortjener og så derpå kan lægges tilbage på hylden med god samvittighed ved siden af landminerne og de kenyanske træer. Al har måske fået sin pris i sidste øjeblik. Den globale opvarmnings teori har modtaget adskillige kropsslag som ikke er offentliggjort tilstrækkeligt i førende medier. Fra NASA som gør opmærksom på en datafejl, en software fiasko som forhøjede alle temperatur registreringer med 7/10 del af en grad. Så kom Anthony Watts og gjorde opmærksom på, at de automatiserede vejrstationer, ca 1200 i USA, var fejlplacerede. På hustage, ved affaldsdepoter, for tæt på beton, ved siden af aircondition anlæg, ved Hvad så med Fredsprisen, kan den reddes? Muligheden er tilstede. Litteraturprisen blev i årtier uddelt til excentrikere, venstreorienterede apparatniks og venner at det etablerede indtil, i 90’erne, væsentlige personer som Naipaul og Semus Heaney begyndte at komme på banen. Der sker stadig fejl, feks. Harold Pinter, men litteraturprisen er ikke så ’pinlig’ som for tyve år siden. Det samme kan ske med fredsprisen. Først må komiteen dog droppe sine politiske præferencer. Den anti-amerikanske kampagne, set i de senere år, kulminerende med Gore prisen er simpelthen for pinlig. Der er udveje så komiteen kan være politisk effektiv. 1975 prisen til Andrei Sakharov, sammen med 1970 litteraturprisen til Solzhenitsyn var de hovedhjørnestene i dissidenternes kamp mod det ensrettede Sovjet. KGB som med glæde ville have smidt disse to i den fjernest liggende arbejdslejr nord for Polarcirklen var tvunget til at holde sig tilbage. Det samme er tilfældet med Aung San Suu Kyi, hvis skæbne ville være langt værre end husarrest dersom hun ikke havde fået så megen opmærksomhed. Der eksisterer lignende tilfælde. Komiteen må lære at vælge sine mærkesager med større visdom. Men jeg har mine tvivl. Det er vanskeligt at frasige sigautoritet – magt har selvfølgelig sine ulemper – f.eks det at skulle erkende manglen på magt. Som så mange andre personer i underholdningsverdenen, medierne og i akademiet har Nobel komiteen i fire år været i stand til at fremstå som dem der forandrer verden uden at påtage sig ansvarsbyrden.
Hvem holder på Barry Bonds i 2008? http://www.americanthinker.com/2007/10/the_nobel_prize_curse.html Beklager den mærkelige opsætning, men noget har drillet helt eventyrligt, men den kan da læses. Hilsen -. synopsis-olsen |
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar