Fatwa mod terrorisme ? Hvordan det?

Fatwa mod terror: Har den nogen indflydelse?

Walid Phares

Mange i Vesten og andre steder i verden var imponeret over udstedelsen af en fatwa, der fordømte terrorisme (Islamisk teologisk løfte), fra et af de førende religøse centre i den muslimske verden, Darool-Uloom Deobandi i Indien. Et islamisk præsteuddannelsessted der siges at have 'inspireret' Taliban, har ifølge det omtalte dokument forkastet "terrorisme" som værende imod Islam og benævner det som en "utilgivelig synd."

I håbet om en forandring i ideologien har de internationale anti-terror myndigheder og politiske leder spurgt eksperter for at få afgjort om Deobandi erklæringen vil hjælpe med til at neddæmpe tilskyndelserne til voldelig jihad hos al Queda og deres forbundsfæller rundt om på kloden. I denne krig om ideoliog hos jihadisterne har mange af Vestens strategiske kommunikationseksperter holdt øje med, om hjerterne og sindene og sympatierne er ved at ændre retning i denne problematik. Fra Washington DC til Bruxelles og videre, er der bureaukrater der beskæftiger sig med den muslimske verden og holder øje med nye tendenser, såsom det de kalder, "beretninger om modtræk mod ekstremisme."

Deobandi Skolen, en klassisk del af Salafi Islamismen (sammen med Wahabismen og Det Muslimske Broderskab) har især betydning i det sydlige Asien. Dets lære er baseret på en streng fortolkning af den islamiske lov og har tråde til mange lande, herunder Afghanistan og Storbritannien, hvor de siges at have været med til at indoktrinere Taliban.

"Hvis de skifter kurs da er al Queda og Taliban færdige," har jeg hørt sige i Europa og USA. Så spørgsmålet nu er; har de virkelig forandret deres doktrin og er denne fatwa en vidnesbyrd om det? Jeg må med beklagelse konkludere, at det ikke er tilfældet endnu.

I begyndelsen lovede det rigtig godt

Titusinder af gejstlige og deres elever fra hele Indien mødtes ved det 150 år gamle Deobandi nord for Delhi, og erklærede at de stod samlet "mod terrorhandlinger."

"Der er ikke rum til terrorisme i Islam," sagde Maulana Marghoobur Rahman, en ældre rektor ved Deobandi til Reuters. "Terrorisme, drab på uskyldige er imod Islam. Det er en kærlighedens og fredens religion ikke voldens." Rahman sagde, at det var uretfærdigt at sætte Islam lig med terrorisme, at betragte enhver muslim som en mistænkt eller for regeringer at benytte dette til at genere uskyldige muslimer.

"Der er så mange eksempler på mennesker fra andre samfund, der er blevet taget til fange med bomber og våben, hvorfor bliver de aldrig dømt?" sagde Qazi Mohammed Usman, en af lederne ved Deobandi. Mødet definerede terrorisme som enhver handling rettet mod uskyldige mennesker, såvel muslimer som ikke-muslimer, uanset om terroren udføres af et enkelt individ, en organisation eller en regering.

Disse udtalelser forekommer imponerende når nyhedsbureauerme skynder sig at sende dem ud i jagten, også på gode nyheder, men for den erfarne analytiker af Salafismen da blev de grundlæggende rødder til jihadisme ikke berørt. Her følger hvorfor.

Fatwa'ens mål

Udfra selve fatwaen og følgeudtalelserne, som de er blevet refereret, er det højst sandsynligt at følgende politiske mål har afstedkommet mødet og fatwaen.

Skab en opdeling i offentlighedens øjne mellem Islam (som en religion) og terrorisme som en ulovlig voldshandling.

Et sådant skridt er lovligt og skal opmuntres da det formindsker spændingerne mellem muslimske og ikke-muslimske nationer, særligt i Vesten, da nogle hævder at Islam teologisk er forbundet med jihadisternes handlinger og udtalelser. Logikken af "vi er muslimer og vi er imod terrorisme," hjælper på en effektiv måde til at sætte skel mellem samfundet og voldshandlingerne. Imidlertid kritiserer fatwaen ikke voldens rødder, men fremsætter en ønskesituation ikke en foranstaltning til at forhindre volden. En mere åbenhjertig fatwa burde have været helt klar og meget tydeligt sagt: "vi forkaster jihad forpligtelsen til vold, uanset motiverne." For jihadismens tro følgesvende betragter ikke deres jihad som "terrorisme." Deres replik har altid været - når sådanne fatwas fremsættes - "men vi udfører ikke terrorisme, vi udfører Jihad." På dette afgørende punkt ville Deobandi fatwaen ikke tage stilling til selve problemets kerne.

Nægt regeringerne deres mulighed for at undertrykke muslimer ved at de anklager Islam for at tilskynde til terror.

Fatwaen drejer sig mere om geopolitik, end det er en teologisk reform. At være bekymret for sine religonsfæller er selvfølgeligt helt i orden og lovligt og burde fremmes. Men Jihadismen, den politiske volds lovbefæstede rod, kan der ikke ses bort fra i, hvilket som helst forsøg på at beskytte muslimske liv.

Der er ikke noget bevis på, at nutidens moderne regeringer har udtrykt, at religion og terrorisme hører sammen, tværtimod det modsatte. Næsten alle internationale ledere der har haft kontakt med jihad-kæmpere siden11.09. har meget tydeligt adskilt religion og terrorisme.

Nogle er endda gået så vidt at de har benægtet, hvilken som helst forbindelse mellem de teologiske tekster og Jihadismen, hvilket selvfølgeligt ikke er sandt. For i teksterne er der passager som terroristerne benytter i deres indoktrinering. Derfor burde Deobandi fatwaen i stedet have bedt jihadistene om helt entydigt ikke at benytte disse citater for ellers ville de blive betragtet som syndere. Men i stedet for at benytte deres religøse indflydelse, ved at fjerne det teologiske våben fra jihadisternes argumentation, har de gejstlige fra Deobandi forsøgt at beskytte jihadisterne mod regeringstiltag ved at benægte, at disse ekstremister virkleig benytter - og misbruger - religionen.

Nogle kan måske sige, at fatwaens hovedformål er at forsvare muslimer mod uretfærdigt at blive et mål for ikke-muslimske regeringer, (ganske sympatisk), men en gennemgribende analyse af teksten afslører, at hovedintentionen med denne erklæring er, at forsvare islamisterne mod at blive forbudt af såvel muslimske som ikke-muslimske regeringer rundt omkring på jorden. Med andre ord ved at benægte at jihadismen er selve årsagen til terror i Europa og i USA, og i Afrika, i store dele af Mellemøsten og i Asien, da beskytter Deobandi fatwaen faktisk jihadisterne mod at blive anklaget for terrorisme, og således vil de kunne opnå beskyttelse.

Hvem er "uskyldig"?

Fatwaen definerer terrrorisme som vold "rettet mod uskyldige mennesker" En sådan definition er ikke ny og klarlægger ikke grænserne helt tydeligt. For spørgsmålet nu og her er, hvad menes der med ordet "uskyldig"? På adskillige websider og i mange shows på al Jazeera TV benytter jihad apologeter ofte det arabiske udtryk "bare'e" for "uskyldig" og forsikrer tilhørerne at Jihad ikke kan rettes mod de sidstnævnte.

Men Osama bin Laden og Ayman Zawahiri, og i nogen grad Hassan Nasrallah, hævder samstemmende at 'uskyldig' kan opfattes relativt. Al Queda har helt åbenbart uskyldige civile som deres mål og har givet tilsagn om en massakre på 4 millioner amerikanske borgere, ligesom i 2001. Bin Laden forklarer at civile der stemmer og betaler skat til den vantro fjende ikke er "uskyldig."

Hezb'allah retter også deres vold mod uskyldige civile ikke kun i Israel, men også i Libanon og i udlandet (såsom Argentina). Opfattelsen af "uskyldig" er, ikke så uskyldig for jihadismen. For de militære ideologier kan fastsætte individuelle eller samlede grupper som "bare'e' eller ikke "bare'e'" efter deres eget valg.

Den førende islamiske lærde Sheik Yusuf al Qaradawi udvider med fuldt overlæg forståelsen af begrebet uskyldige civile ved i detaljer at vise, hvordan befolkningerne er en del at krigsbestræbelserne for fjender af Kalifatet. Kort sagt, de "uskyldiges" stilling overlapper ikke og kan ikke være det sammen som "civile." Det er en del af fortolkningen i Jihadi krigsførelse. Derfor at hævde, at terrorisme er at ramme uskyldige mennesker er at hævde at ikke alle civile er uskyldige, og det er ikke alene et brud på international lov , men giver jihadvolden troværdighed.

Hvem er "terrorist"?

Yderligere så peger fatwaen ikke på al Queda eller nogen anden lignende gruppe, herunder Taliban, som værende terrororganisationer. Og det ved vi nu, at ingen yderligere fatwas baseret på denne Deobandi fatwa vil gøre. Derfor når det drejer sig om at sætte navne på terrorens venner har ediktet ikke formået at afsløre dens tilhængere - de som udfører den.

Denne fatwa bringer simpelthen ikke noget nyt ind i debatten og den jihadbaserede terrorisme. I flere år, særligt siden 2001, har islamiske ideologer og militante grupperinger undladt at sætte, i det mindste, navn på sådanne terrorgrupper. Talsmænd har hele tiden gentaget, at de dog fordømmer terrorisme, og at det må være nok.

Hvis de muslimske lærde fulgte denne logik i besættelsesspørgsmåler, da burde hverken Irak eller Palæstina nævnes særskilt. Men det sker ikke.

Det lovlige grundlag

Deobandi fatwaen forklarede ikke, hvad deres lovgrundlag for ediktet er. Er det noget normbrydende? Hvilke tidligere regler er blevet ændret vedrørende terrorisme? Er fatwaen kun en påmindelse om et princip eller et nyt pricip der nu skal indføres? Er afvisning af terrorismen en pligt (wajib) og hvad går den ud på, hvad følger med?

Alle disse spørgsmål er væsentlige så en mere retfærdig og korrekt bedømmelse af udtalelsen kan fastslåes. Uheldigvis er lovgrundlaget ikke specifikt nok til at læserne - og eventuelle tilhængere - kan forstå den absolutte stillingtagen til afvisning af terrorismem.

Fatwa rådene

Historisk har der været lignende udtalelser og fatwas fremsat i andre området i Mellemøsten som dog ikke har haft en afgørende indflydelse på virkeligheden. Og gennem undersøgelse af årsagen til disse deklarationers ineffektivitet kan man se, at fatwa rådene ikke er interesseret i en reform, en tydelig afvisning af doktrinen (aqidah) bag Jihadismen.

Deobandi fatwaen fortæller - ligesom sine forgængere - at princippet bag Jihad krige (og bestræbelserne) er helt i orden, og at uskyldighedsniveauet hos de der angribes er et fortolksningspsørgsmål, men dog, at voldshandlingen skal være disciplineret og ikke udført i kaos. Kort sagt, giv ikke de vantro et alibi til at sætte spørgsmål ved kampen mod det endelige mål ved at gennemføre uansvarlige voldshandlinger. Ganske enkelt: Vi behøver ikke benævne Jihadismen som terrorisme.

På grund af dens uklare udmeldinger vil der være plads til mere præcise fatwas der vil kunne opfordre til vold mod en eller flere målgrupper, og til at de at kunne få støtte fra indoktrinerede dele af samfundet. Disse fremtidige fatwas kunne annullere Deobandi fatwaen.

Så, hvordan skal vi klare dette og fremtidige edikter? Først skal vi dog byde velkommen enhver udtalelse, der ulovliggør al Queda's forskruede Jihadisme, selv om fatwaen ikke overskrider doktrinen bag. Ethvert forsøg på at standse terrorisme er positivt og der skal bygges videre på den.

Man kan i princippet betragte Deobandi fatwaen som et skridt fremad, et skridt der dog kræver flere skridt i retning af en reform af doktrinen bag. I det mindste burde disse fatwas sætte navn på al Queda og lignende grupperinger som terrorister. Men for at betragte fatwaen som en helt afgørende nyhed da skal jihad-vold gøres ulovlig og terrorisme mod ikke-kæmpende ulovligt, uanset de teologiske, ideologiske eller politiske mål.

http://www.americanthinker.com/2008/07/the_deobandi_fatwa_against_ter.html