Det er en trosartikel (undtagen, selvfølgelig, blandt de der faktisk har en tro) at afsættelsen af Gud af sekularismens apostle har åbnet døren til en fornuftens tidsalder. At tro på Den Almægtige er nu vidt og bredt accepteret som et a priori bevis på primitiv dumhed.
Faktisk så lever vi i en meget ufornuftig tidsalder, hvor millioner sætter deres lid til sådant 'sludder og vrøvl' som astrologi, parapsykologi, hedenskab, heksekraft eller konspirationer mellem mørkets kræfter og så kræfter fra rummet. Alt sammen er med til at bevise sandheden af det gamle mundheld, at når man holder op med at tro på Gud så vil man tro på, - hvadsomhelst.
Ikke desto mindre er det næsten en trosartikel, at en religiøs tro er skadelig for fornuften, som forklaret og eksempliceret at den videnskabelige tanke. En sådan (over)tro kommer til udtryk i den næsten Gudlignende status der er kommet professor Richard Dawkins til dels - Ateismens Savonarola - på baggrund af hans aggressive påstand, at udviklingen forklarer livets oprindelse, og at enhver der tror, at Verden har en Skaber og der er en mening med livet burde sendes i eksil, altsammen forklaret udfra en intellektuel diskurs.
Meget interessant så har Dawkins, i løbet de seneste måneder, mødt sin ligemand i en bemærkelsesværdig matematikprofessor fra Oxford, ved navn John Lennox, der argumenterer for eksistensens af en skabende kraft på basis af videnskab - og viser, med sine videnskabelige termer, at Dawkins argumenter ikke holder overfor fornuftens.
I næste uge vil de to mødes i en debat fyldt med historiske genklange ved Oxford's Natural History Museum - det samme sted hvor Samuel Wilberforce, biskop i Oxford i 1860, forsøgte at hælde foragt udover Darwin's 'Arternes Oprindelse, kun for at blive latterliggjort af Darwin's bulldog T.H. Huxley. Jeg vil dog ikke sætte mine penge på, at det samme vil ske denne gang.
Den kendsgerning, at sekularismen har taget den religiøse fanatismes kendetegn til sig ved at antage dogmet om, at det er skadeligt for menneskets udvikling at have en Gudstro, og samtidig straffer dem som siger dem imod for at lægge låg over debatten, er undersøgt i en meget betimelig afhandling af Herbert London, præsident ved Hudson Institute, den indflydelsesrige amerikanske tænke tank.
Institutet stiller sig i frontlinjen for at kæmpe Amerikas kulturelle krige, hvorved det søger at forsvare den vestlige civilisations værdier mod angrebene fra de som forsøger at ødelægge dem. I sin bog America's Secular Challenge: The Rise of an New National Religion, argumenterer London for at sekularismens fremkomst har udhulet det vestlige samfund så meget, at det er blevet overladt yderst sårbart overfor den radikale Islams stigende indflydelse.
Religionens forfald siger han har givet fremgang for den moralske relativisme,der betragter alle trosretninger og principper som værende af lige værdi og lige sande under et relativ koncept. Dette har givet fremgang til multikulturalismen, der lader som om den fremmer ligerettighederne, men faktisk er forklædt som en slags kulturel og national selvforhånelse.
Der ligger også bagved den ide, at nationerne ikke har deres berettigelse eller har udlevet deres rolle og at alle verdens problemer kan løses af enhver på planeten, hvis de blot enes om at udnytte fornuftens selvfølgelighed, for at finde en løsning. Men ved at frarøve mennesket deres nationale identitet og evne til at tro på noget andet end den lære, at fornuften er uovertruffen, det er en alvorlig ufornuftig benægtelse af egeninteresse.
Ikke mindre irrationelt er overvurderingen af videnskab, der som London skriver, er blevet bortført og udnyttet af verdslige fundamentalister der ønsker at nedgøre religion ved at antage, at kun i videnskaben kan sandhederne findes.
Således er 'Videnskabismen' - som denne overvurdering kaldes - gået langt udover videnskabens evne til at forklare naturen der omgiver os og hævder at kunne fortælle os, hvordan livet begyndte. Den antagelse, at videnskaben er i stand til at kunne give os en fuldstændig teoretisk kundskab er i sig selv videnskabelig fundamentalistisk.
Videnskab stiller flere spørgsmål end den kan besvare. Des mere videnskaben graver i verdens mysterier for os, des mere mystisk bliver den. Som mange videnskabsmænd, der også er religiøse demonstrerer, er der ingen iboende konflikt mellem religion og videnskab.
Dogmet om at videnskab giver svaret på ethvert spørgsmål og således overflødiggør religion har ført til at morallovene og moralkodekset fra judaismen og kristendommen er i forfald, netop de ting der understøtter Det Vestlige Samfund.
Dette tab af kulturel nerve har skabt en ufrivillig hemmelig forståelse mellem de mest nidkære sekularister og Islamisterne, der har erklæret krig mod vestens civilisation, og som tror - helt korrekt - at et verdsligt vesten ikke vil være i stand til at stå dem imod.
Videnskab, fornuften og søgen efter sandhed er tæt forbundet med vestens religiøse traditioner. Hvis de traditioner ikke forsvares indefra mod truslen udefra vil det være den måde Vesten tabte på.
Uha uha:)
SvarSletDer er rigtig meget at argumentere i mod i den korte artikel.
1. Det er ikke så meget troen på Gud som ses som dumhed, som troen på Adam og Eva og skabelsesberetningen, på at biblen er den vigtigste bog nogensinde, på himmel og helvede og alt det der dogmatiske ævl og kævl.
Dog kan hverken jeg eller de fleste skeptikere tage en personlig Gud alvorligt, altså en gråskægget maskulinum med dybt menneskelige egenskaber såsom hævntrang og vrede, uretfærdighed, anti og sympatier.
Personligt er jeg åben over for tanken om en summenernes sum, et væsen, eller en latent energi, som udgør alt som er, som vi dog helst ikke skal spekulere for meget over, og slet ikke reducere til en såre menneskelig skikkelse, vi skal holde os til, hvad vi kan erfare og verificere.
2. Min anke er at, hvis man kan tro den ene form for overtro, kan man også tro på den anden.
jeg kan ikke se det som et middel at bekæmpe politisk, new age overtro med at gå tilbage til religiøs overtro.
Man tror så stadig på hvadsomhelst.
Den eneste måde måde man ophører med at tro på hvadsomhelst, er ved skeptisk, kritisk reflektion før man overvejer, at mene noget som helst.
3. John Lennox VS Richard Dawkins - tror nok, hvis jeg ser debatten, vil jeg opfatte Dawkins som klar vinder. Debat har jo ikke et målnet, som registrerer scoren. Altså er det subjektivt og bestemt af ens favorit, hvis debatten ikke har en meget klar vinder, og en debat kan man i øvrigt vinde uden de store argumenter, blot man bruger nok af beskidte kneb.
4. Sekularismen har ikke udhulet den vestlige civilisation, det er manglen på kritisk tænkning som udhuler den.
Hvis folk ikke betragtede multikulturalismen som et religiøst dogme, ville den blive undersøgt kritisk. Men når man betragter noget som et dogme hævet over tvivl, undersøger man det ikke kritisk. Det giver sig selv. Igen er løsningen er at undersøge alt kritisk og omhyggeligt.
Kulturrelativismen og lign. er ikke de eneste retninger inden for sekulære ideologier. Det er et demagogisk, eller bigot, stykke arbejde, at fremstille sekularisme som lig med kulturrelativisme
5. Moral kodekset fra Kristendommen i forfald, hvad konkret er det som er i forfald? Igen Marxisme er ikke sekularisme og slet ikke skepticisme, det er politisk religion.
Et verdsligt vesten kan sagtens stå i mod, specielt hvis det ikke vil have religiøs indflydelse ind i politik, der er ikke noget som kunne motivere mig mere, end at holde religion og politik adskilt.
De toneangivende ateister og Agnotikere er ikke ligefrem venligt stemt over for den mest absurde overtro af alle, Islam.
Fremragende indlæg. Troen på den sunde fornuft, som mest ivrigt dyrkes i Det Radikale Venstre, er vejen mod afgrunden. Thomas BH tager fejl i at tro(!) at man kan sætte sig helt ud over religion.
SvarSletAteister render islamisters ærinde ved at kræve at alle mennesker skal hæve sig op til et særligt fint niveau, hvor rationaliteten hersker. I processen nedbryder de vaner og bånd som holder folk sammen og styrker dem mod kulturelle indtrængere.
Ved at fjerne deres religiøse tro, fjerner de reelt troen på og meningen med livet, hvilket kaster folk i armene på knapt så selvudslettende kulturer.
Thomas B. H.! du har ret i megen af din argumentation.
SvarSletAn 2. Netop kritisk refleksion overfor 'frugterne' af såvel religion som sekularisme kan være med til, subjektiv, stillingtagen.
An 3. Debatform er netop ikke en matematisk sikker formel, men igen en opvejning af argumenter og sympatier, men igen må man se på 'frugterne' af debatørernes holdninger, og så igen tage sin egen indstilling til enten revision, eller bekræftelse.
An.4 Sekularismen har ikke udhulet den vestlige civilisation, det er manglen på kritisk tænkning som udhuler den. Den kan vendes om. Kritisk tænkning vedr. sekularismens længererækkende virkninger er et 'must' og kan føre igen til, at man betragter 'frugterne', og måske gyser over udsigterne.
An 5. Uha, der er en masse der er i forfald og er ved at rådne. Er hele forgiftningen af sindet, der sniger sig ind på os gennem laveste fællesnævner i underholdning mv, og den skødesløse holdning til næsten ikke en 'frugt' af manglende moralnormer, hvor man kun er ansvarlig overfor sig selv og sine egne interesser? Samfundet, vil som et uproduktivt træ, ende i selvødelæggelse. Eller vil overtages af en levedygtig 'mutant.' Et træ kan ikke være mere frugtbart og sundt, end den jord den er plantet i, og vil ikke afvise sygdomme og insektangreb med bravour.
Kimpo's kommentar er yderst præcis og også min opfattelse af meningen med Philipps' indlæg.
Jeg kan kun varmt anbefale Rodney Starks bog 'Victory of Reason', der giver en beskrivelse af den succes kristendommen har været for fri tænkning, markedsøkonomi og videnskabelig udvikling og fornyelse.
Dinesh D'Souza's bog 'What's so Great About Christianity', i hvilken han ikke ser bort fra kristenhedens frygtelige forbrydelser mod menneskeheden, og som gør at mange har forkastet kristendommen, men giver en opgørelse over den jordbund som kristendommen blev plantet i.
Christopher Hitchens bog "Gud er ikke stor" læste jeg med stor fornøjelse og giver ham inderlig ret. Tænk på hvilken spot titlen er overfor muslimer som råber "Gud er stor!"
For Gud er ikke 'stor,' men forsvarsløs og beskeden som et nyfødt barn (i denne juletid). Gud kan forhånes og mishandles og udsættes for balsfemi. Hvilken frihed giver det ikke? Den skal der værnes om.