Iran spiller højt spil i Gaza
Ahmedinejad og mullaher ser nervøst til mens Israel-Hamas konflikten udvikler sig.
Lederne i Iran er rasende over det der sker i Gaza. Iran's befolkning er også vrede, men af en helt anden grund.
I iransk kultur er det at holde med den svage et nationalt karaktertræk. Iranerne opfatter sig selv som en minoritet, derfor forsøger de at være solidariske. Som barn kan jeg især huske da vi erfarede at Bobby Sands, en IRA fange, døde i britisk fængsel, under en sultestrejke. Flertallet i Iran stillede sig på IRA' side. Ikke fordi de hader Storbritannien, men fordi irerne var de svage. De samme følelser blev demonstreret under den britiske invasion af Falklands Øerne i 1982. Enhver af os i vor klasse støttede op om argentinerne. Det på trods af, at krigen var forårsaget af Galtieri, den daværende præsident i Argentina, der både var fascist og havde et alvorligt alkoholproblem. Det vidste vi intet om.
Der var det stærke Storbritannien og det svage Argentina. Valget var pærelet og enkelt.
Så når det drejer som om Gaza har det iranske folk ondt af beboerne netop, fordi de betragter dem som de svage. Man skal huske at iranerne har gennemlevet otte års krig, påbegyndt af Saddam hussein, der førte til ødelæggelsen af deres land. Ingen kom dem til hjælp og de ser det samme ske i Gaza. Betyder det så, at de ønsker at udslette Israel? I langt overvejende de fleste tilfælde er svaret negativt. Det er dog i modsætning til høgene i den iranske regering der meget gerne ville hjernevaske det iranske folk, i særlig grad de unge gennem brug af TV-programmer, rædselsvækkende billeder af sårede i Gaza, og i visse tilfælde åbenlyse løgnehistorier om hvad der sker derovre. Indtil videre, borset fra de hårdnakkede fundamentalister har de ingen succes. Det eneste som flertallet af det iranske folk ønsker elimineret er fattigdom og arbejdsløsheden i deres eget land. Ikke et eller andet land 1000 kilometer borte, ved navn Israel.
Den iranske regering har sine egne grunde til at være vred. Først og fremmest er det israelske gengældelsesangreb et tegn på Israels forøgede militære og diplomatiske selvtillid. Håbet hos Iran var, efter krigen i 2006 mod Hezbollah, som mange iranske politikere anså som en direkte sejr, at Israel ikke være med til flere militære operationer mod Irans allierede, i frygt for et massivt Hezbollah modangreb.
Det er imidlertid ikke sket. Det israelske luftvåben flyver stadig ind over libanesisk luftrum. Krigen i 2006 afholdt ikke Jerusalem fra at bombe atomværket i Syrien i 2007, som bekræftet af udenlandsk presse. Dette kan føjes til drabet på den højtprofilerede Hezbollah kommandør Imad Mughniyeh, i fuldt dagslys i Damaskus, som iranerne betragter som et israelsk anslag. ( se også denne artikel på synopsis) Nu har Israel igangsat en massiv militæroperation mod Irans allierede i Gaza. Hvor mon grænsen går? Hvornår og hvor vil Israel standse? Hvis det bliver en succes i Gaza, vil næste stop da være Irans atomare faciliteter?
Det er en af grundende til at raketangrebene mod Israel skete fra Libanon. Teheran, gennem den palæstinensiske allierede Hezbollah, ønskede at fortælle israelerne, at de ikke skulle være for selvsikre. Der er en grænse for Irans tålmodighed. Trods Israels angreb i Gaza og skaderne det forøver på Hamas' militære infrastruktur ønskede Iran at gøre opmærksom på, at Hezbollah stadig har den mulighed at gå i aktion, og at det vil blive dyrt for Israel.
Endnu en vigtig faktor for den iranske regering er varigheden af den nuværende konflikt. En af de større bekymringer for Teheran er at George Bush, der har 2 uger tilbage af sin præsidentperiode, vil give tilladelse til Israel til at igangsætte et angreb mod Iran's atomare anlæg. Den nuværende konflikt i Gaza tjener netop Irans interesser, fordi den holder Israel beskæftiget. Medmindre der er en større trussel mod Hamas' lederskab, er det sandsynligt at Iran ønsker konflikten skal fortsætte til Barack Obama indtræder i embedet den 20. januar.
Et andet håb i Iran er at jo længere konflikten kører des mere offentlig støtte vil Israel miste i EU. Det er der en reel fare for, på grund at de løbende indrapporteringer om, at Israel ikke samarbejder med FN og det Internationale Røde Kors. De trængsler befolkningen i Gaza lider under har en stor skadevirkning på Israels image og forståelse i Europa og Asien. At dømme efter rapporter og reaktionerne i de internationale medier, herunder amerikanske afdelinger, såsom New York Times er Israel ikke gode til at imødegå denne bekymring.
Så er der også spørgsmålet om den israelske regering der ikke ønsker at tale med Hamas, fordi det ikke ønsker at lovliggøre oranisationen. Dette vil i det lange tidsforløb kunne give bagslag, især hvis konflikten trækker i langdrag, fordi Hamas' deltagelse kunne blive af betydning for at holde organisationen ansvarlig for dens fremtidige handlinger. Sidst, men ikke mindst, hvis Israel ikke vil tale med Hamas, da vil Israels allierede, f.eks. USA, gøre det. Det ville være en stor diplomatisk sejr for den iranske regering og for Hamas.
Et af hovedmålene for Israels invasion af Gaza er at svække Irans indflydelse. At knuse Hamas' militære infrastruktur ville kunne medføre sikkerhed på det korte til mellemlange tidsforløb. En længerevarende løsning indbefatter en styrkelse af de moderate palæstinensere, især PLO.
Det der ryster regeringen i Iran er udsigten til en fred mellem israelere og palæstinenserne, og Israel bør forsøge alt, hvad det kan for at få denne drøm hos verdens folk, og mareridt for regeringen i Iran, til at gå i opfyldelse.
Meir Javedanfar is the co-author with Yossi Melman of The Nuclear Sphinx of Tehran: Mahmoud Ahmadinejad and the State of Iran. He runs Middle East Economic and Political Analysis (MEEPAS).
Iran befinder sig i det hele taget på kanten af hvad som helst.
SvarSletJeg tror hun har ret. Iran synes det er helt fint, at Israel har kastet sig over Gaza.
SvarSletDet giver dem selv tid og så længe Israel er optaget der, er alt jo godt for Iran.
Faktisk er der nogen der går så langt som at påstå, at Iran har leveret raketter til Hamas og beordret dem til at angribe, således opmærksomheden kunne blive afledt, for at lade Hamas sejle i egen sø. Hamas kan jo genopbygges igen.