At løbe med tandbørsten

Burt PrelutskyDet har været et stykke tid siden Prelutsky har optrådt her på siden, så midt i alle de mere alvorlige artikler - her et humoristisk hverdagsdrama, ikke helt uden mening.

Engang sagde Franklin Delano Roosevelt at det eneste vi skulle frygte var selve frygten. Besnærende, men forkert. Vi har jo også alle de andre skræmmende ting at bekymre os om. Det jeg finder er så mærkeligt med frygt er, at så mange af de ting der gør nogle mennesker rædselsslagne, ikke ser ud til at røre andre det mindste. Jeg har en slægtning der tjente med stor hæder og ære i Vietnam og ikke har den mindste betænkelighed ved at fare rundt i helikoptere, men bliver som gelé ved den blotte tanke om at skulle køre bil på en snoet vej.

Så er der de mennesker som ryster ved tanken om at gå ombord på et fly mens andre kaster sig ud i faldskærm blot for fornøjelsen. Ydermere så betaler de også for det. Tro det om du vil.

Udover at lytte til politiske taler, og se virkelige gyserfilm er det der får mig til at blegne, at befinde mig på høje steder - det være sig en bjergtop, en skyskraber eller endog på en hesteryg. Jeg har altid sagt at det er godt jeg er forholdsvis lille af højde, fordi hvis jeg var højere da ville jeg sandsynligvis blive svimmel når jeg rejste mig.

På alle andre områder er jeg i bund og grund frygtløs. Det er ikke sådan at jeg glemmer de farer der er rundt omkring mig, men jeg er klar over at odds er til min fordel. For eksempel bor jeg i Los Angeles og er klar over at vi er blevet verdensberømte for indbrud i hjemmene, vore pitbulls der angriber og de tilbagevendende skyderier på motorvejen. Men da der er adskillige millioner mulige ofre derude, så kan jeg altså godt leve med mine chancer. Det er jo gået godt indtil nu.

Som alle andre hører jeg hele tiden at det næste jordskælv vil forvandle Nevada til en stat ved havets kyst, men det forekommer mig at jeg har hørt det i næsten hele mit liv. For nuværende er den største fare jeg møder derude, at en eller anden typisk venstreorienteret skal åbne kæften og forsøge at overbevise mig om at de der 800 milliarder i støttemidler er ligeså rene som grisefrit kød i et kosherkøkken.

En del af min frygtløshed, det anerkender jeg, drejer sig om temperament. Måske lider jeg af lavt stofskifte. Men der er altså visse folk der ligefrem nyder at svælge i truende katastrofer, næsten ligesom en heroinjunkie plejer sine nåle. Det var disse mennesker der var overbeviste om, at når klokken slog midnat ved årtusindeskifte i 2000 da ville bankerne gå neden om og hjem, hunde ville rejse sig på bagbenene og gå rundt, og civilisationen, som vi kender den ville ganske enkelt falde fra hinanden.

Sådanne typer, der ser ud som om de har 'Kylling - hjælp himlen falder ned' som deres rollemodel, oplagrede et års forbrug af vand, gravede guld ned i deres baghave og bevæbnede sig til tænderne, for tænk, hvis nu deres venner og naboer kom snigende for at angribe deres kostbarheder.

Jeg er ganske enkelt ikke til den slags panik. Det vil heller ikke sige jeg er fuldstændig uden beredskabsplaner, de indbefatter blot ikke Harmagdon. For eksempel har jeg denne højdeskræk og bliver endog meget nervøs når det drejer sig om elevatorer. Ligeså snart jeg træder ind i disse dødsfælder forestiller jeg mig kabler der knækker. Hvis jeg har muligheden benytter jeg en eskalator eller tager trappen. Det er dog ikke altid muligt. Så jeg har udregnet en plan, i det tilfælde jeg befinder mig en en elevator der falder mod kælderen. Jeg planlægger at hoppe hele tiden. Jeg regner med, at hvis jeg er i luften i nedslagsøjeblikket da vil jeg have en rigtig god chance for at kunne gå derfra.

De af Jer der er videnskabeligt indstillede og synes de har pligt til at fortælle mig direkte, at mine chancer for ikke at ende som lirekassemand er lig 0, bedes venligst holde det for Jer selv.

Her fornylig, ærgerligt nok, måtte jeg tilføje endnu et emne til min liste af ting jeg frygter. Tænk Jer, det er min tandpasta. Sædvanligvis har jeg ikke mine læsebriller på når jeg børster tænder. Men tilfældigvis var de placeret på min næse her forleden morgen. Derfor så jeg, for første gang, at der var skrevet en advarsel på min tandpastatube. Med småt, men dog tydelige bogstaver stod der, "Undlad at børn under 6 år kommer i besiddelse." Derpå med endnu mindre skrift fastsloges, "Hvis der sluges mere, end der normalt benyttes til tandbørstning, da søg omgående lægehjælp eller kontakt Skadestuen for hjælp mod forgiftning."

Jeg fik det rigtigt dårligt. Først var jeg forvirret over at skriftstørrelsen skiftede. Var hele advarslen rettet direkte mod børn? Var det kun dem der skulle advares om den dødelige fare, fordi kun de sandsynligvis sad ned og åd en hel tube af stadset? Hvad nu med de børn der er gamle nok til selv at børste tænder, men ikke gamle nok til at kunne læse?

Nu midt i al forvirringen kom frygten. Hvad hvis skiftet i skriftstørrelsen betød at selv voksne som mig selv var i risikogruppen? Hvor meget tandpasta er for meget? Og hvor hurtigt er omgående? Og hvorfor putter de gift i tandpasta i det hele taget? For det andet hvordan kan man vide, hvornår det er for sent, hvis man har slugt for meget? Er det ligesom med alkohol, hvor mennesker har forskellige tolerancetærskler? Og skal vi søge hen på Skadestuen, hvis vi har glemt at skylle munden? Og er der noget en lægmand kan gøre i tilfælde af at en af vore kære, i et øjebliks modløshed beslutter at gøre en ende på det hele ved at børste for meget tænder?

Jeg formoder det eneste gode ved en sådan tragedie er, at ved begravelsen vil slægtninge betragte resterne og sandsynligvis sige, "Han ligner sig selv...og er hans tænder ikke flotte og skinnende?"

Endelig, hvis jeg ikke kan stole på, at min tandpasta ikke forgifter mig, hvem eller hvad kan jeg så stole på? Kan jeg tro at på min gaffel ikke stikker mit øje ud? Hvordan kan jeg være sikker på at mine sko ikke springer ud lige foran en lastvogn? Kan min hund virkelig lide mig, eller er han igang med at udarbejde et alibi før han myrder mig, fordi jeg har sat ham på en diæt?

Selvfølgelig er der en morale der kan udledes af min rædselsberetning. Netop fordi du aldrig skal løbe rundt i huset med en saks og du aldrig selv skal foretage elektriske reparationer, da skal du aldrig, aldrig, have læsebriller på når du går i badeværelset.

Ved klik på Prelutsky i sidemargen vælter der mange artikler frem.