De brølende 20'ere og de glade 90'ere

De brølende tyvere og de glade halvfemsere

Alan Caruba

Min moder var en "flapper" en af de der piger i de Brølende Tyvere fra forrige århundrede. Hun havde ikke behov for en kvindebevægelse for at erkende sin egen værdi. Hun kørte bil og havde et arbejde, men - blev jeg forsikret om - dansede dog ikke på spisebordet, røg heller ikke, eller gjorde noget andet som man idag synes er helt naturligt. Hun giftede sig med en statsgodkendt bogholder og det kan måske antyde, hvilken slags godt hoved der var skruet på denne pige. De var gift i over 60 år. Hun blev 98.

Jeg kom i tanke om De Brølende Tyvere, fordi på så mange forskellige måder afspejles yderlighederne fra dengang, de samme forestillinger om uhæmmet vækst og forbrug, nutiden, fordi de fik en brat afslutning. For mor og far og enhver anden fra deres generation kunne nævne en helt nøjagtig dato, den 29. oktober 1929, den dag børsen krakkede.

Nu næsten 80 år senere gentages den generations erfaring med barsk realitet. Generationen der overlever denne økonomiske og finansielle uorden vil udvikle sig til ægte modne voksne i ordets sande betydning. De vil spare op til deres alderdom. De vil være påpasselige med at stifte gæld. De vil være discountgenerationen.

Under Den 2. Verdenskrig foretog mine forældre deres største indkøb, et hus i forstæderne i New Jersey, en kort togrejse fra New York City. Huset kostede 11000 dollars. To gange optog de ekstra lån for at min storebror og jeg kunne komme på gymnasium, og derved betale for os begge så hurtigt som muligt. Efter mine forældre døde kunne jeg sælge huset for mere end et dollarstegn med seks nuller bagved lige præcis nogle år før bunden faldt ud af økonomien. Så hjertelig tak, far og mor.

Jeg er ikke gift. Efter gymnasiet, så blev det Hæren og et job i Florida som jeg sagde op den dag JFK blev myrdet. Jeg vendte hjem og troede jeg kunne få mit eget. Jeg blev ved og ved. Inden jeg vidste af det, så have vi tre haft lidt mere end 60 dejlige lykkelige år sammen. Mor var berømt som en international autoritet udi kogekunst og vin. Hun skrev adskillige kogebøger og underviste i mere end tre årtier. Far havde en lille, men succsfyldt, bogholderivirksomhed som min bror var ansat i.

Jeg mener, at de blot holdt to ferier i alle disse år. Deres hjem var deres slot og de elskede at have gæster ved middagsbordet. Vinen flød, samtalen gik lystigt, og maden var fremragende. Jeg sugede blot det hele til mig.

Det jeg husker allerbedst, er at disse to personer var voksne i enhver henseende. Paulus skriver til Korinterne, "da jeg var et barn, talte jeg som et barn, jeg forstod som et barn, men da jeg blev en voksen mand, lagde jeg barnlige tilside."

Den Store Depression gjorde mine forældre til voksne. Da den var overstået nød de livet og vi havde alle de materielle sager der har givet amerikanerne en storslået levevis i årtierne der fulgte efter 2. Verdenskrig (far var for ung til 1. Verdenskrig og for gammel til 2.), men altid i baghovedet var erindringen om strabadserne i det lange årti i 1930'erne og ofrene i 40'erne som resultat af krigen. Der var rationering på benzin. Man skulle have rationeringsmærker for at købe kød, sukker og andre fornødenheder. Folk dyrkede grøntsager i "sejrs haver" i deres baggårde.

Den nuværende unge generation, Tusindsårsbørnene, født mellem 1980 og 2000 vil måske blive som mine forældre og deres bedsteforældre der måtte overvinde og besejre de vanskelige tider. Deres børn vil være de virkelige vindere, selvom de måske ikke opdager det før de bliver voksne med egne børn.

Amerikanerne har gennemlevet hårde tider førhen, og de vil også komme igennem de nuværende vanskeligheder. Visse virksomheder der ikke foretog forandringer, eller ikke ville, vil forsvinde fra scenen eller skrumpe kraftigt ind. Andre vil vokse i vækst som en følge af disse tider. Vi kan meget vel se langt færre forretningsrejser da kommunikationsmidlerne tillader folk at holde virtuelle møder. Ferier afholdes måske meget tættere på hjemmet.

Når tiden er inde, vil amerikanerne indse hvor vigtig deres energivirksomheder er for nationens økonomi og lægge den der barnlige holdning bort om "ren" eller "grøn" energi, såsom sol og vind. Talen om global opvarmning vil forstumme når den Lille Nye Istid sætter ind igen, ligesom den der varede fra år 1300 til 1850. Folk vil opdage at elektriske biler er altfor dyre til at deres brug kan retfærdiggøres. De meget nedgjorte familieværdier vil igen vise deres sande værd.

De samme overdrevne forventninger til 1920'erne, dog med en ny promenade af fjender, vil blive erstattet af en mere realistisk fornemmelse for, hvordan verden faktisk er skruet sammen mens dette nye årtusinde fortsætter. Der er meget tale om "globalisering," men mine forældres verden var alligevel forbundet med og under indflydelse af nationer langt borte fra vore kyster. Der skete intet i Beijing, i Bagdad, i Berlin, Moskva eller Mali der ikke har indflydelse på os i en eller anden form.

Vi har stadig brug for et stærkt militær, Ronald Reagan sagde, at "ingen nation i historien blev angrebet fordi den var for stærk." Vi har stadig behov for at udnytte vore egne naturressourcer, behov for at løsne de massive reguleringer der kvæler økonomien, at lade undervisningen gå tilbage til staterne og lokalsamfundene og bort fra spændetrøjen fra forbundslovene.

Dette er lektionerne som hver generation skal lære igen og igen. Svære tider er åbenbart den eneste måde at få bragt sig på fode igen.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Alan Caruba writes a weekly column posted on the Internet site of The National Anxiety Center. He blogs at Warning Signs.

Andre artikler af Alan Caruba ved klik.