De hvides skyld! Ofre og vikinger i rette sammenhæng

Vikinger og ofre og hvid skyld: Rette sammenhæng

Raymond Ibrahim

Denne gennemtrængende følelse af at bære på "de hvides skyld" er ikke kommet ud af det tomme intet. Det har krævet en propagandaindsats, med en vidtrækkende mobilisering i undervisningssektoren og i kulturverdenen for at få kaukasiske amerikanere til at føle lede over sig selv, og vedblive med at give næring til denne følelse. Ligesom Coca Cola varemærket, har "de hvides skyld" behov for at blive gentaget om og om igen for at være i tanken og samvittigheden, og således også i massernes måde at opføre sig på.

Filmen Pathfinder giver et levende vidnesbyrd om den slags hjernevask, der har til formål at minde os om varemærket "hvid skyld" især når det drejer sig om at præge det unge publikum.

Den udspiller sig omkring år 900 og handler om vikingernes indtrængen i Nordamerika. Vikingerne bliver portrætteret som jernklædte giganter - mere monstre end mennesker -- ridende på kæmpestore heste, gøende og gryntende obskøniteter på en mærkeligt sprog; de indfødte derimod er, som man kunne forvente, venlige, uskyldige og fredselskende. Det tema er set rigtig mange gange før.

Underliggende er der den dér "hvid skyld" undertone gennem hele filmen. Sproget for eksempel. Vikingerne taler kun norsk, med engelske undertekster (selvom de ikke var nødvendige da disse mænd fra nord tilsyneladende kun kan ytre sig om vold, barbari og grusomheder.) De indfødte derimod bruger et 21. århundredes dagligdags engelsk. Hvis filmen ville være autentisk (for ikke at sige objektiv) da burde dette sprog - norsk og de indfødtes - være benyttet (som i The Passion of Christ, hvor der blev benyttet latin, hebraisk og aramaisk konsekvent). Yderligere, hvis et af de to sprog skulle være gengivet på engelsk da måtte det logisk set være det norske, der i det mindste etymologisk er forbundet med engelsk og tilhører samme sproggruppe.

Selvfølgelig er filologisk ægthed ikke filmproducenternes hovedinteresse, det er snarere at benytte associationsmidlet for at opnå empati. Voldelige vikinger vrøvler blot uintelligent om brand, krig og stål, mens de indfødte taler om kærlighed, fred og mod - altsammen på en smukt og formfuldendt engelske. Amerikanerne skal altså associere sig med de indfødte, ikke deres norske sprogrelaterede eller for de millioner af amerikanske tilskuere der kan knytte deres slægt til deres skandinaviske forfædre.

Denne sprogmanipulation kan måske forsvares, og fremstillingen af vikingerne som brutale krigere og plyndringsmænd er i det mindste historisk sandsynligt. Fremstillingen af de indfødte er ikke. Faktisk, da hævder Pathfinder i en kulturel anakronisme, at de indfødte i år 1000 kan ligestilles med de moderne liberalt indstillede i dag, der let lader sig "traumatisere", har behov for "terapi" og "genbekræftelse" -- forestillinger der vel ikke var eksisterende i år 1000.

Fra begyndelsen møder en indfødt kvinde masser af lig og begynder at skrige (hun er "traumatiseret") og løber panikslagen bort -- som om det at leve i år 900 i Nordamerika (eller noget andet sted på den tid, for den sags skyld)skulle være så ualmindeligt, at mænd, kvinder og børn så rådnende lig. Midt i dette blodbad møder hun en vikingedreng der svinger et sværd mod hende. I stedet for instinktivt -kæmpe eller flygte - sender hun et kærligt blik mod ham som ville hun sige "Åh, din stakkels dreng, hvad har de dog gjort ved dig?" og omfavner ham.

Hovedårsagen til at denne historiens helt skabes er, at den samme unge viking vokser op til manddom, hans "liberale terapeutiske" egenskaber kan man være enig i. Han lider af et "faderkompleks" (hans fader slår ham og har undsagt ham for ikke at være "mandig" nok) og han er "usikker" på sin "identitet" og forkaster til sidst sin voldelige vikinge (læs "hvide") arv til fordel for en slags "multikulturel" indfødt identitet, og derved bliver han til den triumferende helt vi alle kan støtte og identificere os med.

Alt dette burde selvfølgelig ikke overraske os, hverken i præsentationen af hvide mænd som selve ondskabens personificering eller præsentationen af ikke-hvide som godheden selv - det gælder især de oprindelige amerikanere, der kun må betegnes som "ædle," og som har lidt ufatteligt og ubegribeligt under den hvide mands styre. Dette tema er virklig grundfæstet i populær kulturen, takket været de intellektuelle. Faktisk er dette emne så fastslået, at selv Osama bin Laden udnytter det for at hvide amerikanere skal føle skam og skyld.

Dette "ædle-ofre for hvide" paradigme er efterhånden bleve knyttet til næsten alle ikke-hvide. For eksempel er folkeslagene fra Sahara altid portrætteret som et fredeligt folk, der blot ønsker at leve i fred og ro - indtil den krigsgale hvide mand kom. (At påpege, at det var deres egne afrikanske fæller der solgte deres familier til slaveriet er i alvorlig grad uhøfligt at nævne - det er kun noget der knyttes til den hvide mand).

Det seneste eksempel på denne tilsvining med hensyn til "ædle-andre kontra onde-hvide-mand" kan ses på det svar USA har givet den islamiske verden efter 11.09.01. Følgende al-Queda's eksempel har intellektuelle og medierne meget hurtigt portrætteret George Bush som en bindegal voldsmand (ligesom vikingerne taler han også i et uintelligent sprog) der uden omtanke angriber de andre som er fredelige - denne gang Muslimerne - i Irak og Afghanistan.

Det som undelades af alle er imidlertid den simple kendsgerning, at hvis hvide har været agressive og udnyttende overfor ikke-hvide, så skyldes det egentlig ikke, at de hvide er som sådan voldelige (et racistisk synspunkt), men ganske enkelt fordi de var i stand til det. Det er selve historiens grundtema: Muligheden. Slog og fjernede de hvide de oprindelige indfødte amerikanere, gjorde afrikanere til slaver og tog de kolonier fordi de blot fulgte en krigsliderlighed der ikke kan hæftes på ikke-hvide? Nej, tværtimod, de gjorde det fordi de - i modsætning til de indfødte, sorte mv. - havde muligheden for at gøre det.

Havde de indfødte amerikanere i år 1000 haft oceangående skibe eller avancerede skydevåben, eller kompasset eller velorganiserede militære sktrukturer og strategier -- eller nogen af de andre ting der har gjort Vestens form for krigsførelse overlegen - og var de ankommet til Europa i den Mørke Middelalder, er der ingen tvivl om at de ville have gjort nøjagtig det samme.

Ville de have erobret og underlagt befolkningerne i imperiets navn, eller ville de have betragtet de blege hvide individer og "respekteret" dem, i multikulturalismens navn og derpå ladet dem være helt og aldeles uskadte? Hvad nu hvis det 18. århundredes sorte syd for Sahara var mere teknologisk og militært overlegen end deres nordlige naboer, og med lethed kunne have gjort dem til slaver og behersket dem? Ville de have gjort det eller ville de have ladet dem være i fred i "multikulturalismens" navn? Disse er hypotetiske spørgsmål, og umiddelbart er ingen interesseret i at stille dem, eftersom svaret ikke passer til deres dagsorden, fordi det straks sætter de hvide og resten af menneskeheden på samme moralske udgangspunkt.

Det gælder også argumentet om at ikke-hvide ikke kunne nå et militært avanceret stade fordi de var netop fredelige og tilfredse folkeslag. Hvis det skulle være sandt, hvorfor var de så konstant i krig, voldtog, plyndrede og solgte hinanden til slaveri - som historien så uigendriveligt fortæller? Hvis det var sådan de blev behandlet og ofte stadig behandler deres egne, hvad ville de så ikke have gjort overfor de "andre" for eksempel den hvide mand? Den muslimske historie bekræfter, at hver gang der har været et kalifat der havde fremgang , så var der ikke nogen som helst betænkeligheder med at påbegynde ødelæggende erobringskrige. Næsten 85% af den "islamiske verden" i dag blev underlagt som følge af islamiske erobringer (eller, ifølge et "det de hvides skyld - leksikon" islamiske "udvidelser").

Alt det nævnte ovenfor er ikke for at nedtone den hvide mands ugerninger og skyld, men snarere for at sætte dem ind i den rette sammenhæng ved at påpege, at alle folk - hvide, sorte, gule, røde nævn selv resten - er ens; de går i krig, og når muligheden er der - nøgleordet - går de igang med offensivt at erobre og underlægge. Afhængig af rækkevidden kan det være enten stammemæssig eller internationalt hegemoni. Visse religioner opfordrer til disse ihærdige "lidenskaber" andre undsiger dem. Alligevel fører disse "lidenskaber" ifølge den kløgtige filosof Thomas Hobbes os "til partiskhed, stolthed, hævn og lignende - alt det der kan hæftes på hele menneskeheden."

At hævde noget andet ville være racistisk.

http://www.americanthinker.com/2008/12/on_vikings_and_victims_whitegu.html

For interessede i vikinger i Nordamerika kan denne anbefales.   http://www.aerenlund.dk/helte/vinland.html