Der var engang en blackliste i Hollywood. Venstreorienterede henviser til den som McCarthyisme, men selv det har de opfattet forkert. Joseph McCarthy var en Senator og havde absolut intet at gøre med Hollywood. Det var Repræsentanternes House Un-American Activities Committee (HUAC) der gennemførte de stjernebefængte høringer i Los Angeles. Men jeg tror næppe at HUAC'ismen har det samme dårlige ry.
Kongresmedlemmerne i Committeen ledte ikke efter russiske spioner, men søgte kun at blive kendt offentligt. De samarbejdede hånd i hånd med et slesk tidsskrift kaldet Red Channels der hævdedes at identificere skuespillere og entertainere som var kommunister, deres håndlangere og hjælpere. Red Channels var opfundet af John G. Keenan, den opportunistiske ejer af en dagligvarekæde, som fandt det mere sjovt og spændende, og givtigt, med denne 'jagt' end at sælge dåser med majs. I adskillige tilfælde var Red Channels helt forkert på den. Selv når de endog havde ret, da havde de mennesker de nævnte intet værre foretaget sig end offentligt at have udtalt sig som modstandere af Nazityskland før Amerika gik ind i 2. Verdenskrig.
Screenwriter Dalton Trumbo
Ikke alle ofre for blacklisten var blot umodne anti-fascister. De fleste i Hollywood fulgte blot ordre fra en manuskriptforfatter ved navn John Howard Lawson . Jack Lawson, en mand der var som skabt til at bestyre en gulag, var chef for Kommunistpartiet i Hollywood. Partimedlemmerne var stolte over, at de sagde de var for demokratiet. Det viste de ved at bidrage med temmelig store dele af deres lønninger hos Paramount, Universal, Warners, MGM, Columbia og 20. Century Fox til Josef Stalin og det sovjettiske Politbureau.
Da manuskriptfofatteren Albert Maltz , ligesom Lawson, en af de Ti fra Hollywood , vovede at skrive en artikel for De Nye Masser, hvori de fastslog at en manuskriptforfatters hovedansvar lå i hans kunst og ikke hos Partiet, da førte Lawson en kampagne mod Maltz's venner og kolleger. I adskillige timer blev han verbalt tilsvinet i egen dagligstue. Resultatet var at han klappede i og skrev endnu en artikel i bladet, hvori han hævdede at han havde været midlertidigt sindssyg.
Nu om stunder er der en anden blackliste der er ved at blive udformet, men nu kaldes den en gråliste fordi ofrene er forfattere der har taget den naive karrriere beslutning, at de har tilladt sig at blive gråhårede, eller i visse ærværdige tilfælde, endda skaldede.
Tilbage i 1999 foretog omkring 150 af os en samlet aktion. I dag er der over 600 ældre forfattere der uophørligt lægger sager an mod de forskellige studioer, networks og bureauer for deres forsøg på at blackliste WGA medlemmer blot fordi de er blevet ældre.
Der er måske nogle der vil synes det er ironisk at venstreorienterede i Hollywood, der stadig er oprørte over en blackliste der nu er 60 år gammel, ikke alene giver støtte til en ny sådan, men også praktiserer hver eneste dag.
For de af os der er med i at lægge sag an har det været et interessant årti. De af os der ikke spiller golf, synes det er en god måde at bruge tiden på. Advokaterne hos modparten har gjort alt i deres magt for at forsinke retsmødet. Masochisterne iblandt os nyder i særlig grad afhøringerne. Ikke alene vil de have os til at kunne huske datoen for hvert eneste møde vi aldrig har haft med de sagsøgte, men også hvad der er sagt og af hvem, om hvilke opgaver vi har fået, hvornår disse eventuelle opgaver er blevet så optaget, hvornår blev det sendt, og hvor meget vi fik som betaling. Nogle af os har svært ved at huske hvad vi fik til frokost.
Det er tydeligt at forsvarerne mener tiden er på deres side, at alt de skal gøre er at lade os vente og så falder vi snart som fluer, dvs. gamle fluer. Ja, det er noget de tror. Det de ikke har taget i betragtning er, at retssagen giver nogle af os en vilje til at leve som vi måske ikke ville kunne mønstre.
Ikke for at lyde kynisk, men da jeg så Abe Polonsky i spidsen for en række af ikke angrende kommunister ved Academy Awards i 1999, og så Ed Harris, Amy Madigan, Nick Nolte og nogle andre hjerner fra Tinseltown der sad på deres hænder og snerrede da en 90 årig Elia Kazan kom op på scenen for at modtage sin æres Oscar da mindede det mig endnu engang om hvor hyklerisk, barsk og selvretfærdig de venstreorienterede i denne by kan være.
Til trods for film som "Der vokser et træ i Brooklyn," "Boomerang!" Gentlemans' Agrement," "A Streetcar Named Desire," "Øst for Paradis," og "On the Waterfront," da kunne Hollywoods politiske elitære ikke komme over den kendsgerning at 50 år tidligere havde Kazan nævnt nogle navne . Værre endnu så var han ikke hemmelighedsfuld om det, snarere stolt over at nævne disse navne, som han anså som fjender af hans nye hjemland.
Som vi alle ved er Hollywood en by der går ind for at dolke folk i ryggen, og for bedrag, Byens skytsengel må være Lucrezia Borgia. Sandheden er, hvis Elia Kazan havde givet navnene på nogle fascister, nazister eller endog højreorienterede i stedet for kommunister da ville de have rejst en statue af ham på et godt gadehjørne i Hollywood.
Links indlagt af synopsis
Ingen kommentarer:
Send en kommentar