Når den ligeglade fører den blinde
Schizoid Mann
Før valget, ved en dejlig filmfestival i Spanien, sagde filmmanden Woody Allen at det ville "være en vanære og en ydmygelse, hvis ikke Barack Obama vinder."
"Det vil være meget meget dårligt for USA i de kommende mange år," sagde han. Og han tilføjede at Obama, "repræsenterer et gigantisk skridt væk fra inkompetencen og den elendige dømmekraft" hos Bush administrationen.
Hvor er det dog svært at se sine helte styrtdykke. At skue bag om facaden og virkelig se dem som de er, ikke som du håbede de var, ikke som du ønsker de er.
Jeg voksede op og elskede Woody Allen film, i rækkefølgen "Annie Hall, "Manhattan" og Hannah og hendes søstre" som de tre øverste favoritter. "Radio Days" og "Sleeper" er ganske tæt på.
Jeg voksede også op og elskede TVavisen. Jeg syntes det var så godt når hovednyhederne blev formidlet af den distingverede modige ankermand direkte fra nyhedsstudiet, eller af den frygtløse udenrigskorrespondent med trench coat og hele udstyret som rapporterede langt borte fra hjemmet. Jeg syntes der blev passet på mig, vore interesser som amerikanere var sikret ved navne jeg kunne nævne, ja alle kunne nævne dem uden at tøve, navne der var synonyme med nyhederne, med professionalisme. Jeg så Dan Rather, Peter Jennings, MacNeil/Lehrer, Bill Moyers og endda en smule Walter Cronkite uden at spekulere på grunden til at jeg gjorde det. Disse var stemmerne jeg hørte. Disse var ansigterne jeg havde tillid til. Disse var folkene på TV jeg så op til. Sådan var det bare.
Sidenhen har jeg erfaret at jeg blev snydt. Jeg blev narret af de professionelle ved tryllekunster: underholdere og journalister.
Jeg bærer ikke nag. Jeg er bare ked af det. Jeg er ked af at disse fixstjerner fra min barndom nu alle er forsvundet, borte med blæsten og ude i mørket, et mærkeligt mørke, det er en udbredt skævvridning altsammen begrundet i magten, magt kun til den ene side, deres side, deres valg og kun meget lidt hensyn til det store billede, vort land og vor kultur.
Ligesom jeg, er Woody Allan New York'er. Han oplevede også virkelighedens 9/11 på nærmeste hold og personligt. Som aldrig før ramte det os. Hvis vi alligevel skal dømme ham for hans udtalelser til pressen - den internationale presse - da ignorerer han den kendsgerning at vort land siden da har været urørt, helt og aldeles i mere end 7 år siden den frygtelige dag. Uanset hvor mange argumenter man kan have om olien, Halliburton, den forsvundne Bin Laden osv. da har der ikke været nogen gentagelse af 9/11. Ingen. Det synes at være en kendsgerning der ikke bemærkes af særlig mange i medierne, også af typer som Woody Allen, som på mange andre områder er intelligente mennesker. Vi er ikke blevet angrebet igen.
Allen ignorerer fuldstændig virkeligheden som denne præstation er og har været, ene og alene på grund af een mands standhaftighed, en mand der stod overfor forhindringer i vore medier, i vor presse, i vor underholdningsbranchen indenfor film, musik, nyheder på tryk og video. Enhver tænkelig mulig udbredelse, som det engelske sprog indeholder og udover det, har været gradbøjet for at bringe denne mand ned i støvet, for at få ham fjernet -forsøge at gøre det ved ham, præsident Bush, med langsomme kugler som de hurtige kugler der ramte præsident Kennedy gjorde.
Det lykkedes ikke, nej de ramte ikke præcist. De ramte ham helt sikkert. Jo, de sårede ham og os. De sårede og dræbte mange på slagmarken, mange uskyldige civile i Irak og Afghansistan, og mange af vor fineste borgere der frivilligt meldte sig til at beskytte vort land ved at gå ind i de væbnede styrker. De, som vore venner i pressen og underholdningsindustrien kalder, tåber, fjolser og uuddannede, disse ærede sjæle som Hollywood nedgør ved enhver lejlighed, er vore allerbedste. Ja, netop de gutter. Ja, mange af dem blev såret eller dræbt fordi vore uansvarlige medier og vor skamløse underholdningsindustri blev ved med at kaste snavs på vor øverstkommanderende på det værst tænkelige tidspunkt, da hele verdens øjne var rettet mod os, da enhver ventede på at se, hvad USA ville gøre når vi blev angrebet i vort hjemland. Øjne direkte rettet mod at se, hvad der ville ske når underholdningshovedstaden i verden, Woody Allen's elskede new York, blev ramt af et ondsindet angreb og når den politiske hovedstad på lignende måde blev angrebet. Hvilken fjende ville ikke gerne ønske at se og undersøge, hvad den såkaldte almægtige supermagt nu ville gøre som svar?
Da det nedbrændte stål og kød stadig glødede ved Pearl Harbor skulle den japanske admiral Isoroku Yamamoto angiveligt have udtalt, "Jeg frygter, at det vi har gjort er at vække en slumrende kæmpe og indgydt ham en frygtelig beslutsomhed." Uanset om han faktisk ytrede disse ord eller ej, eller om han skrev dem i sin dagbog bagefter er ikke til at vide. Det som man ikke kan benægte er at han faktisk troede på dem.
Denne udtalelse blev gentaget, i forskellige versioner mange steder efter 9/11. Så mange mennesker var overbevist om, at vi ikke kunne lade 9/11 være ustraffet. Så mange følte at vi ikke kunne vente på FN til at beslutte sig. Så mange var sikre på at vi ville stå sammen, som eet land, ligesom efter Pearl Harbor. Så mange var overbeviste om, at det nu endelig var på tide at give det budskab, at Amerika ikke ville tillade at dets borgere skulle forsvinde ved gale mænds værk.
Så mange mennesker .... glemte det sidenhen.
De faldt i søvn. Nuvel, Yamamoto havde delvis ret. Mens de fleste i landet glemte deres beslutning, gik de tilbage på arbejde ret upåvirkede i deres dagligdag da de ikke boede i Woody Allen's New York eller arbejder i Pentagon, og lad os nu erkende det, ved fortsat at tænke på 9/11 blev det ligesom at se "The Sorrow and the Pity" endnu engang. Det var deprimerende. Så vi vendte tilbage til vor daglige dont. Vi faldt i søvn igen.
Vor øverstkommanderende sov ikke. Vore mænd i flyvevåbnet gjorde ikke. Vore marinere gjorde ikke. Vore søfolk gjorde ikke. Vore soldater gjorde ikke. De er vore kæmper. Det er deres skuldre vi nu står på. Hvor mange har mistet øjne, lemmer, år er taget fra deres liv fordi de kujonagtige individer der udgør vor højere klasser hele tiden citeres i hjemlige som udenlandske medier, konstant udspyende deres had mod denne ene mand, mod hans stædige bestræbelser på at vi skal føle os sikre og forhindre endnu en 9/11? Hvor mange der lider, som ikke er amerikanere, fordi terroristerne og det er det de er, blev opmuntrede af en fordrejet dokumentar film eller en filmstjernes ugentlige offentlige klagesang over vor præsident til alle og enhver der ville lytte. Og du godeste dog, hvor pressen elsker at lytte.
Dette minder mig om noget jeg længe har tænkt på siden 9/11. I filmen "Godfather," er der så mange fantastiske scener så det er svært at vælge en favorit. Men der er en lille scene, men meget betegnende, der skiller sig ud for mig. Den er afgørende for, hvad der sker med Corleone familien fremover. Intet vedrørende den familie, for de andre familier, og for hele forretningskonceptet - da Corleones hele styrke er det som bevarer freden blandt dem - er det samme efter den scene. Begynder det at dæmre, hvorfor denne scene nu kan huskes? Nej det er ikke et skyderi i en restaurant i New Jersey. Nej, det er ikke en montage om henrettelse og ilddåb, det er heller ikke en dejlig middag der ødelægges af en kaliber 38 kamp. Nej, det er en meget stille scene. Og mange husker den knap. Men den er løsningen på alt der derpå følger. Og den kan anvendes helt præcist på det jeg har bevidnet mit land gøre mod sig selv siden 9/11, og måske også før, hvis jeg havde taget tiden til at lægge mærke til det.
Scenen finder sted i en bygning i Genco Oil Company. Godfather er der sammen med sine sønner. Han får besøg af en ambitiøs stræber der er på besøgsrunde til alle familierne der styrer New York's underverden. Da Sonny, et kort øjeblik, viser at han muligvis er interesseret i en ny forretningsmulighed, idet han er besnæret af denne stræber, men som hans far allerede har regnet ud ikke passer ind i deres arbejdsmetode eller moral, da er alt spildt. Sonny ødelægger det. Det ene øjeblik, denne ene handling af Sonny var det der skulle til at ødelægge alt det de havde erfaring med.
Hvordan nu det, spørger du? Bare ved at vise interesse? Eller var det grådighed? Godfather, faren til sønnerne, var klog nok til at indse at ved at vise blot den mindste sprække i målsætningen indenfor familien, det ville være det samme som at vise fjenden, hvor der skal angribes for at besejre familien. Hans utilpashed ved sønnens ubetænksomhed er meget klart skildret, men han forsøger at formindske vigtigheden af det ved tilskrive det ungdommeligt letsind og så lidt for mange amorøse oplevelser. Men skaden er gjort. Godfather ved det. Han viser det med sit blik. Brando er fantastisk her. Coppola var meget påpasselig med ikke at overspille denne scene. Han kendte vigtigheden af, at underspille og være forfinet. Fordi det var forfinet, nuanceret og jo, grådigheden kan være med til at ødelægge forretningen, det er det samme som at udstille svaghed.
Du vil gerne tro at at ingen berømthed, ingen filmstjerne, ingen instruktør og især ingen instruktør fra New York ville kunne glemme en scene så intens.
Det er kendt over hele verden at præsident Bush var en mand som ikke var særlig god foran kameraet. Men det er ikke let for nogen, selv under de bedste forhold. Det er især vanskeligt, om ikke umuligt, når kameraet har, billedligt talt, et begrænset fokus og dybdeskarphed. Takket være de kameraer blev Bush's fortalelser, hver eneste trin, hver eneste mærkværdige ansigtstræk som vi alle har en tilbøjelighed til, blæst op for at hele verden skulle se dem, og for at vore fjender kunne lære af dem, lære om manglen på enighed. Takket være de kameraer var det Bush som tog skraldet og blev latterliggjort for hver eneste fejl, indbildt eller ægte, som Amerika har gjort hjemme eller udenlands helt tilbage til Magna Carta. Og for de små ubetydelige fortrin, såsom ikke at være angrebet siden 9/11, for denne faktiske kendsgerning og så mange andre som vi aldrig har hørt om, får han ingen ros eller kredt. Han higer heller ikke efter det. Hvad gør han i stedet? Han takker tropperne.
Filmmanden Woody Allen kender om nogen til det at manipulere med kameraet, mikrofonen og i redigeringsrummet. Han kender alt for godt til, hvor let det er at få ting til at forekomme sådan som han gerne vil have dem til. Den måde som vi vil have dem til.
Han er eksperten.
Dog ser det ud som om han er blevet bedraget til at tro at Obama ville bringe forandring, ægte forandring, positiv forandring til det Ovale Værelse. Hvorfor gjorde han det? Hvad bevis var der for det? Hr. Allen har udtalt meget klart at vort land ville lide skade hjemme og udenlands hvis vi som nation ikke valgte Obama. Hvilket grundlag eller ekspertviden havde han konsulteret for at fremsætte påstanden, andet end de løfter en glatsleben kandidat, som er ham ukendt, og også for verden som et hele, for blot et år siden? Det eneste vi kunne bedømme denne kandidat på var hans taler og hans fremtoning foran kameraet på kampagneturene. Det og løfter om forandring fremsat uden substans foran skarer med trætte bekymrede øjne, skarer der håber på noget, ja hvadsomhelst der kan bringe dem glæde efter de otte år med elendighed, af ikke at være blevet angrebet igen.
Misforstå mig ikke. Hr Allen skal ikke i samme gruppe som Matt Afflecks, Ben Damons eller Maggi Cho Garofolos. Nej, han er ikke en udpræget og overbetalt halvtalentfuld berømthed besmittet af rampelyset og tilbedt af fans der holder fast ved ham og hyler begejstret ved hvert eneste skamløse forræderiske ord. Nej, det er Woody Allen ikke. Han er en talentfuld instruktør og en begavet skribent med et enormt reservoir af erfaringer der slår alt det et kønt ansigt og fine venner på højeste sted nogensinde vil kunne håbe på at mønstre. Ikke som den feterede berømt skuespiller, er en instruktør en manager, en formidler af det store 'billede' som scenen skal skildre, hele tiden behandler han virkeligheden imaginært som om 'hvad nu hvis.'
Med al mulig respekt for store skuespillere hvorsomhelst, og der er mange, har instruktøren lidt mere at tænke på end dialogen der skal huskes, en attitude og at vise den pæne side frem for kameraet. Han skal være en som en multi skakspiller på mange områder forberedtr på eventualiteter, hvis noget ikke virker, hvis noget går galt, hvis det som var planlagt bare ikke har effekt. Han er pålagt opgaven med en aldrig afsluttende liste med scener om hvad der er ideelt, hvad der burde være gjort, og hvad som muligvis skal gøres i hver eneste set-up, med langt flere usikkerhedsmomenter, end nogen vil kunne forestille sig. Han gør alt dette alt imens hans 'besætning' har fuld tillid og aldrig taber målet af syne: at skabe noget underholdende for andre. Måske endog noget morsomt.
I James L. Brooks filmen "Så kan det ikke blive værre," bliver Jack Nicholson i rollen som Melvin opsøgt af en fan der beundrer hans succesrige romaner.
Den Unge kvinde: Hvordan kan du beskrive kvinder så godt??
Melvin: Jeg tænker som en mand og så fjerner jeg fornuften og troværdigheden.
Jack kunne ligeså godt tale om vore favorit berømtheder. Alt for mange på venstrefløjen, mens vor nation er i krig og liv står på spil, har fejlet i at være fornuftige eller bekymre sig om at tage ansvar for det de siger eller om at være troværdige med deres opførsel og handlinger, udover det som har forbindelse med salget ved billetlugerne.
Instruktører skal være fornuftige og altid pålidelige. Det er derfor når en instruktør som Woody kommer med udtalelser så har det større vægt, er mere skadeligt. Tilbage i tiden har Allen vist sig at være en dreven tænker og skarp kommentator i det som man kan benævne det tragikomiske liv med hele sit potentiale, al sin erfaring, al sin humor og klogskab overfor magtens bedrag, som politik jo er. Men Obamas kampagneløfter slugte han råt blot på mandens glatte ansigt. Han gjorde det uden anden grund end den at elskværdigheder blev fremført foran et kamera. Man kan undre sig over at Woody Allen faldt for det nummer med den baggrund han har.
Ja, hvorfor smed Dan Rather en ærefuld karriere i rendestenen nær sin pension, ved at fremme en historie han vidste var forkert, eller i det mindste stammede fra kun een højst tvivlsom kilde? Ja, hvorfor mon?
Hvad er der sket med kritisk eftertænksomhed?
Allen er ikke dum. Jeg vil ikke blande mig i hans privatliv og kritisere ham for hans valg der. Det ville være simpelt, og alt for enkelt. Udover det, hvem iblandt os, herunder vor tidligere præsident har ikke taget beslutninger i deres liv, idet de var helt sikre på det rigtige på pågældende tidspunkt, som for andre, som ikke havde større viden så ud til at være forkerte eller direkte ondsindede? Allen synes at være klar over, at den samme beskrivelse han benyttede ved at beskrive hvad der ville ske hvis Obama tabte valget, "en vanære" og "ydmygelse" er de selvsamme ord de fleste af os kan bruge på vore medier, vor underholdningsindustri og selvfølgelig Allen's eget valg af familieliv.
Hvordan kan en mand der har givet os så storslåede oplevelser og udsyn i sine film pludselig blive så blind?
Den følelse har jeg ikke længere. Og jeg tror ikke de ansatte i nyhedsmedierne egentlig bekymrer sig om det. Det mener jeg de gjorde engang. Jeg mener de virkelig forsøgte. Det er dog ikke der der sker i dagens nyhedskontorer, store som små. Det er den sørgelige konklusion som mange, ligesom jeg, begrædeligvis har måttet erkende, og som andre ikke ønsker at se i øjnene. Jeg vil indrømme, at det jeg savner mere end de fleste andre ting fra dengang er selve grundlaget. Det lyder måske lidt hult, men der er ikke nogen rigtige ankermænd eller kvinder i nyhedsindustrien længere, eller er der? Ligesom de store skuespillere og instruktører fra Hollywood er de blevet udskiftet med en udbleget række ligegyldige, skiftende navne og ansigter, allesammen lige utroværdige og mangelfulde.
På mit eget spørgsmål har jeg ikke nogen svar, og sådan er det. Kun en sørgmodighed og en længsel. En længsel efter at komme tilbage til de dage jeg kendte så godt, før stjernerne begyndte at falme, før de holdt op med at skinne så klart, at de blændede mig med deres tydelige klarhed og til en realitet som jeg nu kan se alt for klart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar