På dette tidspunkt vil det nok ikke chokere nogen hvis jeg åbent erklærer at jeg ikke er sentimentalt anlagt. Når jeg læser om en lavastrøm eller et jordskælv, der tager i teorien 500 uskyldiges liv, over på den anden side af kloden er min første reaktion at spørge mig selv, om jeg kendte nogen der på det pågældende tidspunkt besøgte Sumatra eller Mongoliet. Hvis svaret er nej er min næste reaktion at fortsætte med mit liv.
Der er, det er jeg godt klar over, rigtig mange rare, venlige mennesker rundt omkring - den slags mennesker der straks organiserer indsamlinger for at tæpper, dåsemad og medicin kan komme hurtigt frem til de overlevende. Helt ærligt, det kunne aldrig falde mig ind. Faktisk, dengang den store Tsunami ramte Indonesien for et par år side var min første tanke, som med Sodoma og Gomorra, at det var Gud der sendte et budskab, som burde være afgivet for lang tid siden, til en del af verden, hvor børnesexhandel er en vigtig industri.
Jeg har virkelig en fornemmelse af, at en masse af de samme mennesker der er parate til at skaffe pyjamasser og jordnøddesmør til mennesker de ikke kender er de samme der holder fakkeloptog udenfor fængsler når seriemordere står overfor at skulle henrettes. Hver gang jeg betragter dem skutte sig udenfor i kulden, samtidig med at de ser ud som om de er forstenede da kan jeg godt undre mig over, hvordan mon de behandler deres ægtefælle og deres børn når de pakker faklerne sammen og tager hjem.
Når alt dette er sagt burde det ikke være en overraskelse når jeg indrømmer at jeg ikke står i første række for at modtage belønninger fra de økologiske, frelste nidkære proselytter. Dermed siges ikke, at jeg ville tilbyde skjulesteder for vandaler der benytter spraymaling (graffitti, navne, slogans mv) Men jeg vil i hvertfald ikke forbyde, at man kan ryge udendørs eller i barer og restauranter hvis ejerne tillader det. Hvis du ikke kan tåle cigaretrøg i øjnene, lungerne eller i tøjet, da kan du spise, drikke og få arbejde et andet sted. Hvis det at rulle den røde løber ud til rygere er en elendig ide da vil stedet gå fallit. Sådan formodes det at fungere i et frit samfund.
Noget andet jeg synes er irriterende er den konstante klagen over udrydningstruede dyr. Jeg læste fornylig en artikel der påstod at jorden har gennemgået 4 hovedperioder med masseudryddelser. For omkring 440 millioner år siden, en måned eller to fra og til, blev 85% af pattedyrene udryddet. Groft anslået, 70 millioner år senere forsvandt mange fiskearter og hvirvelløse dyr i havene. Igen 245 millioner år senere fandt der endnu en større udryddelse af havdyr og landskabninger sted. Endelig for 65 millioner år siden forsvandt 75% af alle arter - herunder dinosauer og sabeltigre - ud til højre. Årsagerne til disse massive dødsfald er blevet tilskrevet vulkansk aktivitet, kæmpemeteorer og klimaforandringer, der tilsyneladende absolut intet havde at gøre med menneskelige væsener eller forbrændingsmotoren.
Når jeg læser om alle de arter der forsvinder fra Jordens overflade er min umiddelbare reaktion "Og, hvad så?" Men efter moden overvejelse ændrer min overvejelse sig fra en mild uinteresse til sand jubel. Forestil dig, hver gang du går udenfor for at hente din avis at du da skal kæmpe med en Tyrannosaurus, eller bekymre dig om en Pterdactyl vil slå ned på dig fordi den mener du bør være dens fastfood.
Tilsyneladende er der for tiden 10 millioner forskellige arter af dyreliv på Jorden. Skønt, i henhold til denne artikel jeg læser at kun en mindre procentdel af alt dyreliv er blevet evalueret da anslår økologerne at 750 arter af fisk, 290 arter af reptiler og 150 arter af amfibiedyr lige nu er i farezonen.
Ligesåmeget som hunde, katte, heste, llamaer, kaniner, køer og hamstere ikke er på listen så er jeg ærligt talt rystende ligeglad. Hvor mange forskellige arter af krybdyr behøver man for at være virkelig ægte lykkelig?
Takket være Al Gore og de andre narrehatte så er jeg villig til at vædde om, at rigtig mange af Jer nu pludselig har et billede af en isbjørn på jeres nethinde en der er ved at drukne for tredje gang. Jeg spørger blot, hvem kan det bekymre om isbjørnene forsvinder engang for alle? Sandheden er at ingen egentlig rigtig vil savne denne brutale dræber. Og mon ikke babysæler vil holde en fest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar