Arabiens tragedie

ARABIENS TRAGEDIE - HVAD ER DET?

Mark Silverberg

Ifølge den seneste FN Arab Human Developments rapport, skrevet af en uafhængig gruppe af ledende arabiske lærde og intellektuelle er olierigdommene blevet en forbandelse snarere, end en velsignelse for den arabiske verden. Ikke som Japan, Taiwan, Israel, Singapore og mange andre lande der tidligt erkendte, at deres knappe naturressourcer krævede, at de rettede deres kræfter mod teknologiske styrker for at være konkurrencedygtige i verdensøkonomien, da har araberne stolet helt og fuldt på det enorme hav af olie der ligger under ørkenen som en erstatning for intellekt, kreativitet og foretagsomhed. Det har nu kostet dem deres fremtid og de plager nu verden med en parasitisk og patologisk selvmordsbevægelse, der har afsløret sin evne og kapacitet til at ødelægge, og sin mangel på evne til at skabe noget der kan gavne den menneskelige civilisation.

Selv om det kan hævdes, at grænserne i det arabiske Mellmøsten er menneskeskabte deformiteter der skal laves om for at tage hensyn til det arabiske samfunds stammekulturer fremfor de strategiske interesser hos franskmændene og englænderne der skabte dem i det 20'ende århundrede, da kan grænseændringer alene ikke klare problemerne og vil heller ikke kunne løse den sørgelige tilstand i den arabiske verden. Selvom en forandring af grænserne ville adskille Shiiter fra Sunnier, Kurdere fra Baluchier, da kan problemerne der plager det arabiske samfund i det 21.'ende århundrede ikke løses så smerteløst.

Det er fordi de arabiske samfund for det meste har lullet sig selv ind i en fornægtelsens kultur. De betoner kamp, de knuser konkurrence og fornægter passende tiltag og ændring af tankemønstre. Med nogle få undtagelser lever de arabiske regeringer i en tilstand af indre frygt der forhindrer dem i nærmere, at undersøge deres fiaskoer eller være villige til at åbne deres samfund, eller være åbne overfor andre kulturer. Resultatet er, at deres samfund ikke kan overdrage positive resultater til fremtidige generationer medmindre de overvinder deres tillukkethed, deres selvisolering, og især deres uimodståelige trang til at give andre skylden for deres egne fejl.

For adskillige år siden skrev Abd Al-Munim Said, chef for Al-Ahram Research Center i Ægypten: "Vi mente at ved slutningen af det 20.'ende århundrede da ville det arabiske sind være åbent nok til ikke at forklare alting med en 'konspirationsteori'...det største problem med konspirationsteorier er at de afholder os fra at finde sandheden, men også fra at konfrontere os med egne fejl og problemer. Denne måde at ræsonnere viser, at et hvilket som helst problem er påført udefra og således fører det ikke til en rationel politik, hvor vi står op mod problemet."

Som en konsekvens er den arabiske politik i dag, fra Ægypten til Riyadh at modstanderne enten ikke får svar eller gives indrømmelser. De bliver miskrediteret, fængslet, udvist til landflygtighed eller myrdet, og med hver katastrofe, nederlag, eller tragedie er det altid Zionisterne, kolonialisterne eller de amerikanske imperialisters konspirationer som har skylden.

På trods af al den olierigdom der er flydt ind i de mere velstående arabiske lande er tilstanden overordnet set, i den arabiske verden, afskyvækkende. Der produceres ikke et eneste produkt af fornøden kvalitet så det kan sælges på verdensmarkederne.

Arabisk produktivitet er den laveste i verden. Der er ikke et eneste arabisk universitet i verdensklasse. Den engang stolte arabiske videnskabelige tradition der kom fra Andalusien i Spanien er degenereret til nogle få efterforskningsprogrammer der drejer sig om kemisk og biologisk krigsførelse. Der er ikke et eneste land i den arabiske verder der med sikkerhed kan kalde sig et demokrati.

Ingen arabisk stat respekterer på ægte vis menneskerettighederne. Ingen arabisk stat er vært for et ansvarligt uafhængigt medie. Intet arabisk samfund respekterer fuldt ud kvindernes rettigheder eller minoriteternes rettigheder, og ingen arabisk regering har nogensinde påtaget sig, offentligt, ansvaret for egne utilstrækkeligheder.

At skyde skylden på andre er blevet som opium for araberne, og hovedårsagen til deres fiaskoer rettes mod USA, og selvfølgelig Israel.

Et tema hos Bernard Lewis er, at muslimerne har følt sig undertrykt siden 1683, da det mislykkedes for osmannerne, for anden gang, at indtage det kristne Wien. I 300 år, siger professor Lewis, har muslimerne med rædsel og ydmygelse set til mens de kristne civilisationer i Europa og Nordamerika har omringet dem militært, økonomisk og kulturelt. Den arabiske verden foretrækker at skyde skylden på andre, at gå søvngængeragtigt gennem historien som den engang var, og de jubler når tyranner og terrorister hævner dem. De vidste, at Saddam Hussein var et uhyre der dræbte flere arabere end Israel nogensinde kunne komme til. De vidste at han var det værste der kunne ske med den arabiske verden siden Mongolerne belejrede Bagdad i 1258. Men de var (og fortsætter med at være) så mismodige, at de følte behov for at ophøje selv "slagteren fra Bagdad" til heltestatus. Under den Palæstinensiske krig hyldede de ham og fejrede hans modstand mod den amerikanske krigsmaskine, men tilsidst svigtede han også dem.

Selvom de fleste arabere forstår Amerikas nuværende dilemma i Irak og frygter den iranske Shiitiske bevægelse og Ahmadinejads religiøse imperialistiske ambitioner, da er de ikke villige til at hjælpe med til at stabilisere landet. De foretrækker at se Amerika ydmyget og det selvom det bliver på bekostning af det irakiske folk og stabiliteten i hele regionen. Oveni ønsker de ikke at betragte Amerika, en ikke-muslimsk supermagt, som årsag til Iraks forbedrede tilstand, og det især, fordi de arabiske lande intet gjorde for at stoppe Saddam Husseins brutale regime. Og fordi de arabiske samfund altid har behov for et mål for deres vrede og frustration, bliver de i stigende grad draget mod radikal islamisme.

Da interne konflikter er selve livsblodet i de arabiske diktaturer (det være sig verdslige som teokratiske), da betragtes det ikke som et problem i den arabiske verden der er behov for at løse. Mellemøstens fjender er ikke så meget Vesten som modernismen og den ydmygelse der akkumuleres når millioner kun får næring gennem fantasier, hykleri og konspirationer for at forklare deres egne fiaskoer. Ganske enkelt, ethvert samfund hvis troskab er knyttet til stammen fremfor til nationen, der ikke tror nok på demokratiet til at indføre det, som afviser kvindelige intellektuelle bidrag, som tillader polygami, som holder fast ved patriarkiet, som sætter religiøs forfølgelse i system, som ikke går ind for familieplanlægning, som tillader omfattende korruption, som tillader æresdrab, som ikke synes der er behov for at stemme og som definerer kundskab som det samme som at kunne mestre Koranen... det er virkelig langt ude på dybt vand og selvmorderisk.

Fremfor at indfri kravene til demokrati, menneskerettighederne, højere levestandard, mindre korruption og uduelighed, reducere analfabetismen eller ville forbedre uddannelse og de uddannelsesmæssige standarder da beskylder de arabiske herskere Amerika som årsag til deres samfunds dårligdomme og retter populistisk vreden mod Amerika. Det gør dem i stand til at kræve national enhed og gøre de der ønsker reformer tavse i kampen mod den formodede amerikanske "trussel," og ved at gøre anti-amerikanismen til en undskyldning for den arabiske fiasko sikrer de sig, at deres modstandere ikke kan give dem skylden.

Skønt Ægypten og Saudiarabien villigt har accepteret amerikanske våben og beskyttelse fortsætter de dog med at fremme anti-amerikanismen gennem deres regeringspolitik og deres statskontrollerede medier.

Det at give Vesten skylden for egne fejltrin vil ikke frelse dem fra den voksende bølge af radikal islamisme blandt dem. Det er fordi historien i disse lande er så sammenflettet og deres socio-økonomiske problemer så tæt knyttet sammen og alvorlige, at ingen af dem vil være i stand til at undgå konsekvenserne af de nævnte fiaskoer.

"Den smertefulde sandhed," skriver klummeskribenten Suleiman Al-Hatlan i avisen Al-Watan i Saudiarabien, "er at voldshandlingerne og barbariet der forekommer nu for tiden er intet andet end den naturlige konsekvens af, at muslimer i generationer er blevet forført og påtvunget taler (fyldt med) fjendskab og had mod andre i årtiernes forløb, hvilket har uddybet bagstræberiet og uvidenheden i den islamiske verden."

Trods hundredevis af milliarder af dollars i indtægter fra olien og de enorme mængder af humanitær hjælp fra Vesten mangler araberne endnu at give et bevis på et positivt bidrag til menneskeheden. Snarere, på forskellige tidspunkter, har araberne benyttet undskyldningen af, at kolonisterne, multinationale selskaber, missionærer, kommunister, liberale, religiøse og/eller etniske minoriter, mellemklassen og endog fattige fra orienten er årsagen til deres ulykke. Men de har kun sig selv at takke. Efter min inderste overbevisning har Den Arabiske Liga aldrig nogensinde sammenkaldt til et arabisk topmøde for at diskutere den uddannelsesmæssige tilbageståenhed i den arabiske verden, og heri ligger problemet.

Den sørgelige sandhed er, at fantasierne der portrætteres i '1000 og een nat' er blevet til et arabisk mareridt i enorm målestok (som Victor Davis Hanson skriver): "Den arabiske verden har ingen ægte konsensusregeringer; statskontrol og stammementalitet hæmmer markedsøkonomien og sikrer at der er stagnation. Islamisk fundamentalisme, fraværet af et uafhængigt retssystem, og en censureret presse gør alt sammen deres del til at sikre fremadskridende fattigdom, voldsom korruption og voksende fortørnelse blandt den stærkt voksende befolkning."

For den arabiske verden er status quo ikke holdbar og tiden er ikke på deres side. De salafistiske jihadister får mere styrke i Ægypten, Syrien, Jordan, Libanon og de palæstinensiske områder og giver varsler om, at et apokalyptisk Harmageddon mellem den muslimske verden og Vesten er ved at nærme sig. Om moderate muslimske intellektuelle, og vestligt-uddannede muslimske teknokrater, vil være i stand til at indføre en islamisk Renæssance før den voksende radikale Islam trækker os alle ind i en atomar konfrontation kan kun tiden vise. Deres succes for at det kan undgås er på ingen måde sikker.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Mark Silverberg is an attorney with a Masters Degree in Political Science and International Relations from the University of Manitoba, Canada. He has lectured extensively on subjects of counterterrorism, Jihadism, homeland security issues and intelligence matters.