På rejse gennem Jordan

Ørkenens hovedvej: Min Rejse gennem Jordan

Jesse Petrilla

Juledag 2005 tilbragte jeg morgenen i Jerusalem og skulle sove samme nat i Tel Aviv, Israel. Næste dag igen skulle jeg rejse nordpå til Nazareth, hvor jeg skulle mødes med pastor Afif, en kristen arabisk/palæstinenser, pastoren skulle døbe mig i Jordan Floden. jeg havde hørt at der tidligere var mange palæstiensiske kristne, men jeg måtte erfare at de nu er en minoritet, mange af dem er israelske borgere, der deltog i israelsk politik, nogel var enog i IDF, Israel Defense Force (hæren).

Ikke som nogen overraskelse var mange af dem uenige med andre palæstinensere, både kristne som muslimer, afhængig af om de var trofaste overfor deres tro, eller gav efter for pres og tilsluttede sig Hamas eller Fatah. Det jeg lærte af nogle af disse kristne palæstinensere var, at uanset hvor de stod politisk var de hele tiden under angreb af de radikale muslimer i området. Deres kirker brændes ned, deres familier generes og der liv er truet, altsammen fordi de tror på Kristus. På trods af den kendsgerning, at de for størstedelens vedkommende er efterkommere af arabiske kristne der har boet og trivedes i regionen siden Jesu tid.

Det samme mønster kan ses i mange andre områder i verden, hvor efterkommerne af oprindelige kristne langsomt er kommet i mindretal blandt muslimerne, og nu lever i frygt for liv og helbred. I Ægypten, f.eks., udgjorde den Koptiske Ortodokse Kristne Kirke engang flertallet i den dengang kristne nation. Kopterne i Ægypten i dag er efterkommere af kristne indbyggere i Ægypten med 2000 årige rødder. Efter de islamiske hæres invasion i 600AD, og en stadig strøm af islamisk immigration er den kristne befolkning svundet ind til mindre end 10% på nuværende tidspunkt, og procentdelen flader yderligere ud alt mens tiden og den islamiske intimidering presser på.

I Frankrig, Holland og mange andre europæiske nationer er muslimers antal vokset og sammen med den, den voksende islamiske agression. Tidspunktet er kommet, hvor kristne kan opleve den samme intimidering i områder med muslimsk flertal. I Amerika er det allerede begyndt. For eksempel i Dearborn, Michigan, hvor befolkningen udgør 30% muslimer på nuværende tidspunkt, der holdes allerede demonstrationer til fordel for terror som ser ud som om de kommer direkte fra Gaza by eller Fallujah, hvor Hezbollah flag og symboler kræver ødelæggelse af Amerika. Hvis de med 30% har en sådan indflydelse og kan handle således, hvad vil så ske ved 50% +1? Gennem lempelig immigrations politik i Amerika, og evnen hos de radikale islamister til at benytte vore love mod os selv, hvilken skæbne vil Amerika mon en dag så stå overfor?

Den dag jeg skulle døbes så jeg på mit kort for at planlægge den bedste rejserute på dagens program. Jeg var alene, og efter at have forladt Jordan Floden skulle jeg rejse gennem en dal og ind i det Hashemittiske Kongedømme Jordan, tæt på grænserne til Israel/Syrien/Jordan. Jeg vidste der ville være en taxi der ventede på mig ved grænsen, med en engageret chauffør, der håbede på at få gode drikkepenge i US dollars. Planen for min rejse i Jordan var derpå at køre på det som kortet kaldte "Ørkenhovedvejen," hvilket, hvis man følger den til sin afslutning ender i Saudiarabien. Den eneste anden hovedvej der er markeret på kortet fører østpå til Irak, og ingen af vejene havde særlig mange byer liggende langs ruten, men var befolket af få beduinske arabiske landsbyer. Hovedformålet med min rejse gennem Jordan var ikke at besøge de dejlige turiststeder, men at møde mennesker, lære om tankegangen hos disse. jeg ønskede at opleve det land som terrorister som Abu Musab al-Zarqawi voksede op i, og tale ansigt til ansigt med de lokale i ørkenen for at se, hvad jeg kunne lære af dem på mit gebrokkelige arabisk. Således begyndte min rejse, jeg skulle altså opleve, hvad jeg kunne lære langs denne ørkenvej.

Nogle dage tidligere havde jeg lejlighed til at besøge en israelsk militærbase på den israelske side af grænsen til Libanon, kun nogle få hundrede meter fra en Hezbollah terroristlejr på den anden side af hegnet. Terrororganisationen bliver stadig stærkere nu for tiden i Libanon, og selv uden kikkert kunne du se, lige foran hegnet, Hezbollah terroristerne der var dybt engageret i træningsøvelser. Det var et syn som godt kunne gøre en noget utilpas for at sige det mildt. Besøget hos de israelske soldater var en rigtig god lejlighed til at lære tropperne at kende, de tropper der dag ud og dag ind skal leve med en fjende der nedstirrer dem kun få hundrede meter borte. De slående forskelle ved, den ene dag at være sammen med moderne civiliserede tropper og så rejse ind i et andet mellemøstligt område, der forekom at være tusinder af år bagud, blot få dage senere var forbavsende.

Da jeg fortalte mine venner i IDF om mine planer om at tage til Jordan, bad den ene soldat mig huske på landskabet når jeg kom der, fordi "en dag vender du måske tilbage iført uniform og med riffel," jokede han. Med disse minder i frisk erindring tog jeg afsted fra Israel gennem den oldgamle by Bet She'an nær grænseposten. Jeg så en israelsk hærofficer sidde ved busstoppestedet og spurgte om han talte engelsk. Han nikkede bekræftende, men sagde ikke noget, og jeg spurgte ham på almindeligt engelsk om han vidste, hvilken bus der kørte til grænsen. Til min store overraskelse svarede han på stærkt Brooklyn, New York engelsk, hvilken bus og rute jeg skulle tage og, hvad jeg skulle gøre når jeg ankom. I samme øjeblik kom hans bus og han steg hurtigt ombord og var væk. Hvilken mærkelig fornemmelse at være mere end 16000 km væk hjemmefra på grænsen til Jordan og så møde en New Yorker give en retningslinjer. Jeg hoppede på min bus og kort tid efter var jeg ved grænsen. Efter at være blevet frarådet adskillige gange af de israelske grænsevagter mod at krydse grænsen kom jeg dog ind i jordansk område. Her rodede jeg rundt i valutaerne og kom ved et uheld til at give en ung fyr 15 dollars for at bære min lærredstaske, og vise mig, hvor jeg kunne finde en taxi. Det opdagede jeg først i taxien på vej til Amman, heldigvis før jeg betalte chaufføren. Hvilken overraskelse det må have været for den unge mand at modtage så rigelige drikkepenge i et land, hvor gennemsnitslønnen er ca 150 dollars om måneden, hvis man er heldig. Nu håber jeg ikke han brugte pengene på våben....

I samtale med Israel Defense Forces

Det første jeg husker efter at have kryset grænsen var stilheden. Udover fyren der tilbød at bære min taske var der ingen, kun en person, ikke nogen bil, luften var fuldstændig fri for lyde. Så pludselig flænsedes stilheden af lyden af en elendig vedligeholdt taxi, med en chauffør der bumlede afsted på en vej der mest bestod af jord. Han kørte med høj fart. På gebrokkent arabisk bad jeg ham køre mig til mit bestemmelsessted, bad om prisen og fik den. Jordans hovedstad Amman var mit endemål jeg skulle ind på mit hotel, Radisson SAS, en vestlig oase i dette nomadeland. Et hotel der blot få uger forinden var blevet bombet af to selvmordsbombere, en mand og hans hustru ved navn Ali Hussein Ali al Shamari og Sajida Mubarak Atrous al-Rishawi, et virkelig dejligt par med fælles interesser. Hustruen al-Rashawi overlevede bomben da hendes bælte ikke eksploderede. Ikke desto mindre dræbte ægtemandens angreb 38 mennesker ved en bryllupsreception, der fandt sted i et af hotellets festlokaler. Fædrene til såvel brud som brudgom var blandt de dræbte. Hvilken ideologi kan dog frembringe et sådant had til andre og en sådan kærlighed til døden? Jeg har studeret netop hvad terroristerne tror på, og hvordan de antager en sådan yderligtgående og sindsyg overbevisning. For den udenforstående bliver årsagerne til, hvorfor så rigtig mange ekstremister frembringes af en sådan kultur yderst smertelig efterhånden som tiden går og som uddannelsen i deres troslære bliver mere kendt. Jeg håbede, at kunne forstå blot lidt af denne uddannelse ved første hånds kendskab i det islamiske samfund. Jeg regnede med, at Radisson var det sikreste sted i byen, her lige efter angrebet, og oveni var hoteltaksterne sat ned, så det var altså stedet jeg skulle bo.

Rejsten til Amman var barsk. Grænseposten var først fornylig blevet åbnet for visarejsende. Før åbningen var der kun et andet sted, hvor en rejsende kunne få et visa ved grænsen. Da grænseposten var ny for rejsende uden et jordansk visa var det ikke lige netop det mest præsentable område. Vejene var ekstremt snavsede, og bakkeskråningerne var oversået med ubeboede telte og huler. Chaufføren følte stadig, at han skulle køre så hurtigt som muligt på denne elendige vej, konstant i undvigemanøvrer for geder og bjerge af brændende affald midt på vejen. Vi passerede gennem adskillige landsbyer, hvor jeg kunne betragte markedspladser der var stillet op ved vejsiden. Disse markeder var ikke andet end skure med bunker af varer liggende direkte på jorden, og skurene var faldefærdige. Det var koldt og antallet af bål forbavsede mig. Folk brændte alt det affald de kunne finde for at holde varmen, og røgskyerne steg mod himlen og skabte et fantastisk kaotisk skue. Denne rute, ikke ret langt fra grænsen til Syrien, havde praktisk talt intet der kunne antyde at der var en slags styre eller orden i området. Infrastrukturen var i det store og helle ikke-eksisterende, og det tog næsten to timer med hiv og sving før vi endelig ankom til mit hotel i Amman, en by som er en reminisens af en salgs arabisk Tijuana, men dog et Beverley Hills sammenlignet med det som var udenfor byens grænser.

Den smukke vestlige oase, Radisson SAS, kun to ugerefter et selvmordsangreb

Næste morgen mødtes jeg med en taxichauffør som jeg betalte ca. 50 dollars plus brændstof for at køre mig rundt i landet hele dagen. Vi brugte hele dagen fra solopgang til solnedgang på at rejse langs med Ørkenhovedvejen og under dække af at forestille at være en pro-islamisk aktivist begyndte jeg at høre hans virkelige tanker om alt fra Israel til bin Laden. Manden, en palæstinensisk muslim, hvis familie kom fra Jenin, var glødende tilhænger af al-queda, og talte om den "glorværdige" dag når Israel skulle ødelægges og når Amerika ville komme til at kende Islam. Idet han vidste jeg var amerikaner var han meget glad for min (falske)interesse i at hjælpe til med den islamiske sag. Naturligvis var den en forestilling fra min side for at komme til at høre hans inderste tanker, og han troede jeg var på linje med, hvad ekstremisterne allermest ønsker, amerikanere der tilslutter sig dem ved at blive muslimer eller dhimmi støtter for den islamiske sag. (I sharia lov er en dhimmi en ikke-muslim der erkender sit mindreværd og indvilliger i at leve som underordnet i en stat med islamisk styre).

Jeg ønskede at gøre holdt adskillige steder langs ruten, men ved mange af stederne nægtede chaufføren at standse. Det skyldtes at han kendte området lidt for godt og han fortalte mig at vi ikke kunne standse ved bestemte landsbyer, fordi vi "ikke var medlemmer af deres stamme." Denne oldgamle måde at tænke på forbavsede mig. At være i det 21. århundrede og være tvunget til at leve med et tankesæt fra det 7. århundrede. Trods det begrænsede antal af venligtsindede landsbyer fandt vi dog adskillige steder, der gav os mulighed for at blande os med de lokale. Selvfølgelig var jeg altid forbeholden i bedømmelsen af nogen der udtrykker ønske om venskab idet jeg har undersøgt emnet i Koranen, som fastslår at en muslim, skønt det ser ud som om at han ønsker dit venskab, dog aldrig må have en ikke-troende som ven. Dette understøttes af diverse vers, kendt som suras, i Koranen såsom følgende; "Troende, søg ikke vantros venskab." (Sura 5:57) eller "Oh du troende. Brug ikke som hjælpere eller venner nogen der ikke tilhører din religion. De vil benytte muligheden af at korrumpere dig. De ønsker at skade dig alvorligt." (Sura 3:118) Hvis man undersøger det nærmere kan man finde i Islam princippet der kaldes Al-Takeyya, hvis praksis er vidt udbredt og Koranen sanktionerer denne form for bedrag. Sura 3:28 i Koranen siger:

"Lad ikke de troende få venner eller hjælpere blandt de ikke troende fremfor troende: Hvis nogen gør det, da vil der ikke komme hjælp på nogen måde fra Allah: Undtaget ved Al-Takeyya, at du må kunne beskytte dig imod dem (forhindre dem i at skade dig.) Men Allah anmoder om at du husker ham: for selve målet er for Allah." Muslimer over hele verden har fortolket Al-Takeyya udfra disse og lignende vers således at en muslim kan lade som om han er venner med en ikke-muslim og må derfor gerne handle modsat deres tro, når de er sammen med ikketroende (enhver ikke-muslim). De kan lade som om de er venner med de vantro og lyve om alt indenfor deres tro, eller om deres egentlige hensigter. I tilgift til dette er der også adskillige vers i Koranen og den Hellige Hadith der fastslår, sanktionerer løgn så længe løgneren er hengiven i hjertet overfor Allah. Denne viden gjorde mig meget forsigtig når jeg talte med individer i Jordan eller på vestbredden, da jeg ikke kunne være sikker på hvad de egentlig tænkte, og jeg formodede derfor at alle løj. Det er mig meget imod, da jeg som godhjertet kristen og som en ærlig amerikaner gerne vil have ønske om at stole på folk, men da mit liv var på spil og da jeg kendte til Al-Takeyya fra mine studier og erfaringer var jeg på mærkerne for ikke at begå fejl. Hellere forsigtig end ulykkelig.

Det som er dybt bekymrende i dag er de mange radikale islamiske organisationer der slår 'lejr' i Amerika, i form af "borgerrettigheds" grupper der lobbyer vor regering og vor lovgivning med et konstant bombardement af propaganda, der ikke er i overensstemmelse med deres faktiske intentioner, idet de alle er islamisk sanktioneret bedrag. Med de fleste embedsmænd, der er beskæftiget indenfor ordenshåndhævdelse og regerings embedsmænd der ikke kender til Al-Takeyya princippet, gives islamisterne fripas til at infiltrere vort samfund og benytte vor ytringsfrihedslove, kombineret med deres sanktionerede opfattelse af bedrag til yderligere at fremme deres sag. Jeg kan huske en sådan "borgerrettighedsgruppe" så frygtelig, at dens navn ikke skal nævnes, som blev grundlagt af medlemmer af Hams, har ladet deres hovedtalsmand fastslå i adskillige interviews, at han mener Amerika burde komme under Sharia lov fremfor demokrati. Den har haft flere af lederne i deres organisation anklaget for terrorvirksomhed, dog ser det stadig ud til, i skrivende stund, at de endnu har succes med at øve indflydelse på regeringens ledere. De afholder mistænkelige træningssessioner for godtroende og uoplyste ordenshåndhævdende kontorer, har afholdt kurser i lufthavnssikkerheds procedurer for at sikre at ingen skiller sig ud og fortsætter med at fare rundt som en borgerrettighedsorganisation, og hævder deres hensigter er fredelige, og at de har til hensigt at hjælpe Amerika i bekæmpelsen af terrorisme.

Det er derfor så mange falder for deres trick og kommer under åget, mennesker har en naturlig tendens til at stole på andre når man ikke kender kendsgerningerne. Denne islamiske organisation der praler med, og siger deres handlinger er at samarbejde med og angiveligt assistere ordenshåndhævderne bliver øjeblikkeligt dukket i det øjeblik man finder ud af at de omdeler brochurer til alle deres medlemmer og beder dem aldrig tale med lovens håndhævdere når de hører om en terrortrussel eller aldrig må tale med FBI under nogen omstædnigheder. De oplærer og opmuntrer, deres muslimske medlemmer til helt og aldeles ikke at indvillige i nogen hjælp til Krigen Mod Terror. Dette er blot en af mange eksempler på Al-Takeyya der finder sted i Amerika ved de islamiske infiltratorer, og en højst uheldig men nødvendig pris for at beskytte Amerika er at vi skal være på vagt og årvågne overfor andre tilfælde af sådant bedrag.

Sammen med beduiner

"George Bush, George Bush! Ja!" hører jeg højlydt på engelsk bag mig mens jeg går sammen med en beduinguide i en jordansk landsby, min chauffør går længst bagved. Vi vender os og ser en glad smilende araber med tomlerne opad. Han inviterer os til at besøge ham i hans jordhytte og få te. Var det her en Republikaner i den arabiske ørken? Eller bare et snydenummer? Selvfølgelig var jeg overbevist om det sidste med det samme og høfligt afslog jeg hans tilbud og fortsatte. Det er sørgeligt aldrig at kende en persons sande hensigter selv i et tilsyneladende fredeligt miljø.....tilsyneladende fredeligt. I landsbyerne langs ørkenhovedvejen mødte jeg rigtig mange fårehyrder der boede i huler (rent bogstaveligt) og nomader, der blot ønskede at passe sig selv og deres hverdag. En gammel mand jeg drak te med boede i en hule med sine to børn, den ene et spædbarn og den anden i den irriterende syvårsalder og barnet blev ved med at løbe rundt og råbte noget på arabisk som jeg ikke kunne opfatte. Den ældre mand talte ikke et ord engelsk, og udover jeg er i stand til at forstå enkle anvisninger og tale er min forståelse af arabisk fuldstændigt værdiløst sammen med ham. Mens vi sippede te ved et lille bål lige udenfor hulen kunne jeg betragte det barske ørkenliv i hans ansigtstræk og vidste at denne mand, som uden tvivl hverken kunne læse eller skrive, intet kendte til terrorisme.

Det der dog gjorde mig bekymret er, at skønt han repræsenterer den overvejende majoritet af muslimer i Mellemøsten ved, at han blot er et individ der bare ønsker at leve enkelt sammen med sin hustru så er det dog individer som ham der vil følge de radikale islamiske ledere, som kan læse og skrive, som har læst Koranen og som holder fast ved de yderligtgående sider indenfor den islamiske lære og gennemsnitsmuslimen, som denne mand vil marchere sammen med de radikale bare fordi de vil bakke op om deres trosfæller mod de vantro. De som mange andre, er de virkelig ofre i den globale krig mellem radikal islam og Vesten.

http://www.unitedamericancommittee.org/afteraction_jordan.htm Andre rejseartikler af Jesse Petrilla ved klik